Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

ved den? Du er en fjern satellit for den, men du kunne blive ét med den.”
Miss Sweetsixteen så mod solen og fornemmede dens afstand. Hun så,
hvor langt væk himlen var. Og da var det, som om symfonien aftog i styrke;
hun følte sig genert over at være blevet så glad over så lidt.
Men hun gav strudsen sit svar: ”Nok kan jeg ikke røre solen, og nok er
min glæde simpel. Nok er jeg fjernt fra den himmelske herlighed. Men glæden
er min, jeg ønsker ingen anden og større.”
Og Den Clairvoyante Struds forsvandt, verdens toner blev klarere, og
Miss Sweetsixteen lå på græsset og fornemmede dens duft. Men hver gang
hun så op mod solen, var det, som om symfonien hakkede eller svulmede til
kvalmende dimensioner.
Mislyden var vedholdende, den satte sig i vinden og på græsset ved siden
af hende. Og den var som en lille sort prik i kanten af hendes højre øje, der
forstyrrede hendes blik. Og prikken voksede og voksede, indtil Den Clairvoyante
Struds tog form og stod foran hende. Hun så på den med et tungt
blik. Hun følte sig pludselig meget dum, som om hun havde misforstået
noget eller mistet noget. Da forsvandt musikken.
”Hvordan kan jeg blive ét med den himmelske herlighed?” Hendes stemme
var ikke en bøn eller en tiggen om hjælp; den var en konstatering af noget
uundgåeligt, som alligevel ikke kunne være anderledes.
”Dér, hvor solen rører Jorden, inden den går ned, kan dens himmelske
herlighed opnås,” lød strudsens svar. ”Vejen dertil er ikke lang, men tiden er
knap. Jeg kan lede dig. Men du må forlade dit hjem for altid, du kommer
aldrig tilbage.”
Miss Sweetsixteen vidste, at den enkle skønhed var tabt nu, og hun følte
sig hjemløs. Og hun var nødt til at nå frem til sit mål. Derfor nikkede hun og
rejste sig. En lydløs vind greb hendes kjole. ”Den vej,” sagde strudsen og
pegede mod skoven bag tårnet, ”med solen i ryggen.” Og Miss Sweetsixteen
løb så hurtigt, hun kunne, for ikke at komme til at se sig tilbage.
Inde i skoven faldt lyset spredt mellem grenene. Hun indåndede lugten af
jord og mos, og hendes bare fødder sank dybt ved hvert løbende skridt.
Væltede stammer og bække besværliggjorde hendes færd; men Den Clairvoyante
Struds var ved hendes side. Og hun løb langt, lang ind i skoven, indtil
udmattelsen tvang hende til at hvile.
Ved en dam knælede Miss Sweetsixteen og vaskede sit ansigt. Og hun
vaskede fortiden ud af sit sind. Der var en dyb ro mellem træerne, som også
beroligede hende. Solen stod højt nu, dens lys mellem grenene havde en hvidere
farve. Miss Sweetsixteen drejede hånden i en lysstråle, spredte og sam-
220
lede fingrene. Nogle blade svævede ned. Og da begyndte en stille melodi
igen at lyde for hendes ører med trygge og varme toner. Og hendes krop rettede
sig ud i lyset, og hun smilede. Strudsens stemme lød da igen: ”Du fastholdes
i gamle vaner, her i skovens dybe intethed lader du dig selv forsvinde.
Men skoven vil lukke sig om dig, og du vil fortabe dig i den. Lad den ikke
sløre dit syn, så du glemmer, hvad dit mål er!”
Og Miss Sweetsixteen vristede sig løs fra skovens skønhed. Hun vidste,
at strudsen havde ret, selvom hun ønskede, hun kunne blive i skoven. ”Den
himmelske herlighed er prisen værd gange tusind,” konstaterede hun og blev
forskrækket over at høre sig selv tale sådan.
Lyset blinkede til hende, og lugten af træ og jord fyldte hendes næsebor,
mens hun løb videre, men Miss Sweetsixteen lod sig ikke mærke med det.
Hun måtte ikke lade sig distrahere, målet var det eneste, der var vigtigt. Og
tanken om den himmelske herlighed opmuntrede hende.
Hun kom til et sted i skoven, hvor jorden begyndte at skråne nedad. Den
vej skulle hun. Hun gik langsomt for ikke at falde, da en lyd nåede hendes
ører. Den stammede hverken fra lyset eller løvtaget eller jordbunden under
hende. Den var fastere, havde en bestemt retning og rytme. Det lød som vedvarende
slag mod noget hårdt.
Miss Sweetsixteen blev nysgerrig, for hun kendte ikke sådan en lyd.
Selvom Den Clairvoyante Struds’ stemme lød i hendes ører, sneg hun sig hen
imod den. Hun gik meget langsomt, satte forsigtigt fødderne i jordbunden.
”Den himmelske herlighed venter forude, spild ikke din tid!” Strudsen
talte formanende til Miss Sweetsixteen, men hun var uimodtagelig for dens
påvirkning. Tydeligere og tydeligere lød de dunkende lyde, der kun af og til
blev afbrudt. De lød så naturligt, så hjemligt, selvom hun ikke kendte dem.
Og da fik hun øje på en lysning, hvor der stod en lille hytte. Hendes puls blev
stærkere og overdøvede strudsens indvendinger. Hun skjulte sig bag en bred
stamme. Foran hytten stod et menneske og kløvede brænde. En mand. Han
var høj og lyshåret, og Miss Sweetsixteen stirrede med åben mund fra sit
skjul. Hun følte sig stærkt draget til ham, kunne ikke få øjnene væk. Han
nynnede en melodi, som gav hende endnu mere lyst til at gå hen til ham.
Hvis bare han ville se hen mod hende.
- Men strudsens stemme skar sig pludselig ind til hendes bevidsthed og
rev hende ud af tankestrømmen: ”Hvis du går derhen, hjælper jeg dig ikke
længere! Hvis du blander dig med andre mennesker, finder du aldrig den
himmelske herlighed!”
Og Miss Sweetsixteen undlod at svare igen, for selvfølgelig havde Den
221