Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

- Vi har ventet Dem, deres højhed. Godt nok er De en smule sent på den,
men De skulle lige kunne nå det storslåede program, vi har planlagt til Dem,
siger den forreste i processionen.
Han bærer den samme stive maske som de andre og har en melodiøs stemme,
som i mine ører lyder hamrende falsk. Men hvad fanden, jeg har jo altid
holdt mig flere meter fra et klaver. Han fabler videre om programmet, og jeg
fatter intet. Han stopper brat sin talestrøm,
- Må jeg tillade mig at sige, at De holder Dem godt af en dame på 83 år
at være. Jeg havde forestillet mig noget ganske andet, men nu hvor jeg ser
Dem, er jeg sikker på, at Deres ophold her nok skal blive ganske bekvemt
Vi snegler os hen ad det skinnende sorte marmorgulv under de prangende
hvælvinger.
- Hey, stop lige en halv makker. 83 år, jeg er altså 13 år.
Alle musikerne standser på forskellige toner, der modvilligt dør ud. Det
lyder, som når man hiver en kat i halen og kun ganske langsomt løsner sit
greb.
- Hvad siger du dog pigebarn?13 år? Hvor er Tamastiriel, jeg vil tale med
ham øjeblikkeligt.
Nu er jeg ikke i tvivl. Hans stemme er pivfalsk.
Stump kommer ilende ud fra en korridor, som støder op til det højloftede
rum. Han må være smuttet, uden jeg har bemærket det.
- Denne pige er ikke Dronningen. Hun er for guds skyld sølle 13 år. Din
klaprian. Vi viste dig så meget tillid ved at give dig dronningen som din første
afhentning, og så laver du ged i salaten.
Stump ser dybt forvirret ud. Som om han ikke rigtig forstår.
- Ikke for at modsige, men jeg er altså sikker på, at Thea Andreasen var
den person, jeg fik besked på at hente, jeg har papiret her.
Han hiver et sirligt foldet papir frem. Chefen af en eller anden art, tager det
med et vris og folder det ud. Han grynter utilfreds.
- Ja, det er jo rigtigt nok, det må være en registerfejl.
Han er tydeligvis ikke glad for at indrømme det. Derfor fortsætter han med
opskruet volume.
- Men hun har under ingen omstændigheder noget at gøre i den 7. himmel.
Jeg kan se på hendes livsforløb, at hun ingenting har gjort for at fortjene
sådan en luksus. Du kan bringe hende til den 4. – og det i en vældig fart.
Han marcherer væk uden at værdige mig, hans ærede dronning, et blik.
Stump taler med underdanig stemme:
- Jeg er virkelig ked af det, men vi skal opløses igen.
172
Jeg får mine molekyler tilbage i samlet form i et værelse med grønne stofsofaer.
Kvalmen er ikke nær så kraftig, sidder kun et sted bagerst i halsen.
En underlig tilrøget lugt hænger i rummet. Som i en ryger togkupe. Væggene
er for en rum tid siden blevet malet svagt gule, men malingen skaller nu flere
steder. Specielt omkring den lille dør, som hele rummet synes vendt imod. I
sofaerne sidder mennesker af en hver alder og nationalitet. Et treårigt barn
knuger sin mors hånd og kigger undrende op på hendes tårer. En mand står
i en beskidt t-shirt og et lændeklæde. Han ser indisk ud.
- Her skal du skrive dig ind. Imens prøver jeg at finde ud af, hvad der skal
ske med dig.
Jeg koger af vrede indvendig. Skulle jeg slet ikke have været død? Er jeg her
på grund af en registerfejl?! Men Stump ser oprigtig ud, som om han ikke
ved sine levende råd. Jeg lader vreden sive ud.
- Okay.
Han forsvinder ud gennem døren, og jeg ser mig om efter et sted at skrive
mig ind.
En dame med grå striber i håret og et spindelvæv af rynker om øjnene ser
ligegyldigt ned på mig over halvbrilleglassene. Skranken er frygtelig høj, så
jeg må hoppe for at se over den.
- Jeg - skal - ind - skri - ves.
Uden et ord, men blot med et hvast blik sænker hun skranken til min højde
og lægger papir og blyant frem.
- Udfyld dette og kom så tilbage.
Jeg finder en plads og går i gang med at besvare spørgsmål om navn, alder
og gode/dårlige gerninger. Det strejfer mig, at dette er det mest surrealistiske,
jeg kan forstille mig, men hvis ikke døden skulle være det, hvad skulle
så. Jeg kommer også til at tænke på far og mor, som kommer hjem til et tomt
hus, og en indtalt besked om, at de skal ned på politistationen hurtigst
muligt. Nej, den tanke skal væk. Jeg kan ikke tænke på, hvad jeg har forladt.
Jeg rejser mig og traver lidt rastløst frem og tilbage. Ingen snakker sammen
herinde. Alle sidder bare og fordøjer det fakta, at de er døde. En pludselig
indskydelse får mig til at gå hen, flå døren op og springe ind ad den.
Tynde stentavler, tykke stentavler, lange stentavler, korte stentavler, grimme
stentavler osv. Stentavler på store rulleborde, som køres mellem de kontoragtige
båse, som er centrum i det enorme cirkelformede rum. Der bliver læsset
af og fyldt på. Unge kvinder med hvide stramme skjorter, og korte nederdele
trykker stentavler mod brystet og fordeler dem rundt med indsmigren-
173