Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Det nøgne skrig fra skoleklokken får alle til at vågne fra den kollektive døs.
Endnu en helt almindelig begivenhedsløs dag er overstået. Skramlen med
stole, tasker, der nonchalant bliver slynget over den ene skulder, fortæller om
alle de frygtelig mange, langt mere interessante ting, der skal til at foregå
uden for skolens røde fængselsmure.
Hun samler langsomt sine ting sammen. Lægger de tre nyligt producerede
tegninger ned til de andre. Nøler lidt. En enkelt tegning finder alligevel
ikke nåde for det kritiske blik. Krøller den sammen og kaster den i skraldespanden.
Den rammer kanten og falder på gulvet. Hun lader, som om hun ikke
ser det og forlader klasselokalet. Hun frygter, nogen vil lægge mærke til, at
hun går hjem alene. Igen. Uden noget mål for dagen. Frygten er naturligvis
ubegrundet. Ingen lægger mærke til noget. Hvis nogen spurgte, ville de nok
sige, de aldrig havde set hende før. Eller at hun muligvis gik i parallelklassen.
Kasper står tilbage som den sidste. Diskuterer passioneret et eller andet
med læreren. Hvorvidt det ville være muligt at fodre citronsommerfuglelarven
med farvestof, hvis den ikke selv var i stand til at tilpasse sig naturligt
til ændringerne af dens levested og de eventuelle etiske konsekvenser af et
sådant eksperiment. Brillerne glider lidt ned på hans næse. Han maser dem
op mod næseroden med en buttet finger. Stellet laver et lyserødt aftryk på
huden. Læreren ser træt ud. Det har også været en hård dag. Endnu en venter
på den anden side af natten.
Hun lukker forsigtigt døren bag sig. Værelset er pinligt rent. Ikke et støvkorn
er til at få øje på. Det er unormalt. Hun var engang hjemme hos Ditte fra
klassen. De skulle lave en opgave om noget geofysik. Ikke hendes stærkeste
side. Dittes værelse havde lignet Hiroshima efter Anden Verdenskrig. Tøj,
smykker, gamle postkort, nullermænd på størrelse med knytnæver, blå plasticgrise
med I LOVE YOU på siden. Ud over det hele. Hun havde opført sig,
som om det var et palads. Det føltes faktisk rart at være der. Lugten af liv lå
som en tåge i rummet.
Hun sætter sig tungt på sengen. Tænker. Skifter mening. Sætter sig ved
skrivebordet og tager en blyant frem. En time efter kigger en pige op på
hende med hårde grå øjne. Indrammede af sorte streger. Hvide hårtjavser falder
ned i ansigtet på hende. Hendes perfekte lyse hud afslører ingenting.
Hendes læber kruses let i kanten. I et ironisk smil. Pigens tøj er stramt og
udfordrende. Hun står med let spredte ben. Hænderne i siden. Hende er der
ingen, der kan tage pis på. Ingen der kan overse. Ingen der vil glemme.
66
Styrken. Råheden. Det tager helt vejret fra hende.
Hun river øjnene væk fra papiret og vender dem mod spejlet på den modsatte
væg. Musen prøver at undgå øjenkontakt. Grå og uanselig. Gemmer
sig. Leverpostejen har erstattet de kridhvide dun fra børnehaven. Den grønne
trøje får huden til at se syg ud. Øjnene vender nedad. Det samme gør
munden. Man kan ikke rigtig få øje på hende. Livet er flygtet væk fra øjnene,
ud gennem næseborene. Lyset, der trænger ind gennem de tynde blondegardiner,
viger nærmest uden om hende. Undgår at oplyse den plads hun
optager. Solstråler danser kædedans på væggen lige ved siden af. Det er
umuligt at skelne hendes ansigtstræk.
Pigen på papiret smiler nu for alvor. Hårdt. Dømmende. Musen farer sammen.
Piler ned i musehullet under radiatoren, der ikke var der for et øjeblik
siden. Forsvinder i de lange eftermiddagsskygger. Pigens smil bliver til
flade, tomme toner, der stiger opad til isnende latter.
Hånden ryster let. Satans. Stregen er ikke helt lige, udtværet. Om igen. To
glinsende juveler sidder nu i øjenhulernes sorte sokler. Huden er mat og fejlfri.
Munden smiler, øjnene er ikke med. Jeg hiver en anelse op i bukselinningen
på de lavtaljerede jeans. De sidder perfekt. Jeg er perfekt.
Smækker døren på min vej ud af huset. Jeg må væk fra det her skide parcelhushelvede.
Ligusterhækkene kvæler enhver lyd. Ingen græsslåmaskiners
brølen bryder stilheden. Skriget fra en døende familiefar med konens skarpeste
Globalkøkkenkniv stikkende ud mellem ribbenene ville gennemhulle
den tunge luft, og ekkoet ville slå frem og tilbage mellem murene i et uendeligt
pingpongspil. Alligevel ville ingen tage sig af det.
Jeg farer forbi de ens huse. De står skulder ved skulder. Bryster sig af
deres borgerlige konservatisme og velplejede haver. Jeg udholder ikke et
minut mere. Jeg vil væk. Ind til byen.
Jeg kommer hjem dagen efter. Forældrene har røde øjne. Moren smiler gennem
en mængde vand, der oversvømmer min bluse, mens hun klemmer luften
ud af mig. Vi sætter os ved køkkenbordet med en kop lunken te.
Fjernsynet kværner svagt i baggrunden. Noget forfærdeligt er sket. Siger jeg.
Det er umuligt at vende tilbage til skolen. Jeg vil skifte. Fra i morgen. De
bøjer sig for Maria.
Bussen skrumpler af sted, og alle passagererne skrumpler med i takt til hullerne
i vejen. Af og til går dørene op og i, folk enten sluges eller spyttes ud.
67