Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Sorte streger
af Mette Graah, Danmark
Skarpt optegnet sort eyeliner, tykt lag pudder, afbleget hår. Opfundet i syvende
klasse. Overraskende effektivt. Siden da er det hængt ved. Mit navn er
Maria. Og jeg har slået et menneske ihjel.
De har det alle sammen. Selv Kasper. Alle som en har de et eller andet, der
bare gør dem tusindfold bedre end hende. Følelsen af ikke at slå til har aldrig
ramt dem – berettiget. Men hun har erkendt sine svagheder. Hendes ildelugtende
armhuler, den stinkende personlighed. Når hun griner sammen med
dem, er det fordi, hun kender kunsten at snakke efter munden. De kommer
med oplægget. Smiler. De ved, de har sagt noget morsomt. Hun smiler tilbage.
Gentager deres ord, men kamuflerer dem så godt, at de ikke umiddelbart
genkender deres egen stemme, men alligevel lugter det, hun beskriver, som
deres fars frikadeller. Velkendt, men tilsat noget nyt. Paprika måske. Det er
lige før, de synes, det er sjovt. Griner. Høfligt. Den falske samhørighed, trygheden
ved at være sammen med en anden, der næsten synes, man er sjov at
snakke med, kendetegner hendes sociale liv. Men det er ikke nok. Ikke for
hende. Hun vil elskes. Rigtigt. Hun vil være Julie. Hun vil have, at hendes
helt egen Romeo kommer og redder hende fra katastrofen, der står på spring
bag det påklistrede Dukke Lise-smil. Hun vil have, at nogen kan huske hendes
navn.
”Bagerste række, i den grønne trøje, ja dig! Vil du være så venlig at læse
op?” Hun sukker. Sådan er det altid. Ingen kender pigen, der gemmer sig bag
planten på bagerste række. Ingen ville bemærke, hvis hun forsvandt. Hun har
aldrig eksisteret. Der er ikke nogen objektiv virkelighed, kun den virkelighed,
der findes inde i folks bevidsthed. Der har hun aldrig haft hjemme.
Alle ønsker at blive husket efter døden. At gøre en forskel. Forandre verden.
Hendes mormor sagde engang, at det ikke handler om at ændre livet for
alle mennesker på hele jorden. Bare man har gjort en forskel for et enkelt
menneske, vil man leve videre efter døden. Hun ved ikke, om hun tror på
Gud og himlen og alt det der hurlumhej, men hun tror på livet.
65