Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Hun åbnede pungen
”Tag den seddel af størst værdi.”
Hun gjorde det.
”Riv den i stumper og stykker”
Hun gjorde det.
”Spis dem alle.”
Hun proppede stumperne i munden og begyndte at tygge, derefter gav
hun sig til at samle alle de små stykker, der var faldet ud af hendes hånd, op
og proppe dem i munden.
Manden satte sig tilbage på sin plads og tog sine solbriller på. Da hun
slugte de første stumper, kørte limousinen videre.
Hele min krop sitrede og skælvede. Mine øjne var opspilede, og mit hjerte
dunkede som en højtrykskedel. Jeg var totalt opslugt. Opslugt af den
kolossale magt. Magten var så stor - så umenneskelig stor. Jeg måtte eje en
sådan magt, lige meget hvad det kostede. Betingelserne var nu så små og
ubetydelige i forhold til den magt, jeg kunne opnå.
”Bevis nok?”
Jeg nikkede, stum af ærefrygt, stum ved tanken om, at jeg kunne komme
til at besidde sådanne kræfter.
”Så lad os komme i gang. Vær sød at lægge hovedet på skrå, det gør det
lidt lettere at komme til.” Han vendte sig om mod mig og åbnede munden.
Hans hjørnetænder begyndte at vokse, indtil de var blevet til to hvidglinsende,
sylespidse hugtænder.
Jeg lagde mit hoved på skrå og kunne mærke to stik på min hals. Presset
mod huden voksede hurtigt. Lugten af dyr herreparfume fyldte mine næsebor.
Da hugtænderne borede sig ind i min hals, fik jeg en kvalm smag i munden.
Smerten var enorm. Jeg kunne mærke det tykke klistrede blod løbe ned
af min hals. En blød, ru, klam tunge kørte over min hals og fjernede blodet.
Samtidig stoppede både blødningen og smerten. De blev afløst af en enorm
afslappethed. Mine skuldre sank sammen, og jeg var faldet forover, hvis ikke
han havde holdt mig. Det var, som om jeg blev lettet for flere kilo, som om
jeg blev tømt. Jeg begyndte også at føle mig tom, men så begyndte tågerne
at trænge ind i mit hoved, og alt blev sløret.
Jeg så en kniv, hvis sølvklinge skinnede om kap med dens guldhåndtag.
Så overtog tågerne. Jeg så ærmet på hans sorte silkehabit blive trukket tilbage.
Tågerne trængte sig på igen. Jeg så, hvordan et snit blev skåret i armen.
Så kunne jeg ikke holde øjnene åbne mere. En varm, tyk, klistret væske
begyndte at dryppe ned på mine læber, dens bitre jernsmag fyldte snart min
194
mund. Jeg slugte grådigt hver en dråbe. Jeg var så forbandet tørstig.
Jeg vågnede i min seng. Havde jeg drømt? Det havde føltes meget virkeligt.
Jeg førte min hånd op til munden og lod den glide over overkæben. Alle tænder
var lige lange. Mine hjørne¬tænder var i hvert fald ikke blevet til hugtænder.
Jeg stod op og trak gardinerne til side. Det var aften at dømme efter
menneskemængden, lige efter solnedgang. Jeg gik ud på badeværelset og så
på spejlbilledet af min hals, ingen bidemærker. Konklusion: En drøm.
Jeg gik nede på gaden. Det var, som om mine øjne havde svært ved at slippe
de forbipasserende, som mit blik faldt på. Og hver gang en af dem kom
tæt på, kunne jeg hører en dump trommemelodi bestående af to hurtige slag,
en pause og så to hurtige slag igen. Jeg følte mig tillige kold. Jeg besluttede
at gå ned på pubben og dulme dårligdommen med en god stor whisky.
Bartenderen skænkede op af det sædvanlige mærke, og jeg tog en slurk og
ventede på den skarpe, røgede smag. Men den kom ikke, whiskyen var
smagløs. Om ikke andet kunne jeg da drikke mig så fuld, at de irriterende
trommelyde forsvandt, tænkte jeg. Jeg tog endnu et glas og endnu et og så
også lige et til den sidste finger. Jeg vendte bunden i vejret på flasken og lod
de sidste par dråber løbe ud i glasset.
”Stik mig lige en ny flaske.” Mens jeg stirrede på mit næsten tomme glas,
råbte jeg ad bartenderen. Jeg var ikke den mindste smule fuld, og de irriterende
trommelyde ville bare ikke gå væk. Jeg var mildest talt pisse sur.
”Tror du ikke, du skulle holde nu?” Hun så mistroisk på den tomme whiskyflaske.
”Ved du hvad, jeg beundrer jeres whisky. Den smager af mindre end vand
og har en mindre beruselseseffekt end vand. Nej, jeg tror ikke, jeg skal stoppe.”
Jeg kiggede hende i øjnene. ”Bare giv mig en flaske whisky.”
Bartenderen stak mig en flaske whisky.
Jeg skruede låget af den og satte den for munden. Og begyndte at hælde.
Jeg stillede flasken fra mig. Min mave havde det ad helvedet til. Opkasten
fløj ud af min mund og oversprøjtede bartenderen.
”Du har vist fået nok. Fy for satan, det her er jo ren whisky. Kan du så
tage at komme ud!”
”Hold dog kæft.”
Hun så mig lige i øjnene. ”Nu fiser du af.”
Jeg stirrede tilbage. ”Nu skal jeg sige dig et par ting. For det første: Hold
kæft! For det andet, hvis du er så utilfreds med det opkast så … slik det op.”
Hun skulle bare ikke prøve at kommandere rundt med mig.
195