Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

halvfed mandsling, som hele tiden rettede på sine briller og hev op i de snavsede
joggingbukser. Han forsynede de smukkeste af os med stof. En lille
sølvpapirspakke fik man til gengæld for et par timer i hans magt. Der var nok
til at dække en uges behov. Begge parter følte, de havde gjort en god forretning.
Et par af pigerne syntes endda, at det bedste var afbetalingen. Forretningsforbindelsen
havde aldrig utilfredse kunder.
”Jeg skal møde en forretningsforbindelse.” Fik jeg nærmest sunget ud midt i
den euforiske oplevelse, i hvilken jeg oftest helst bare ville være alene. Men
fordi det var en engel, som talte til mig, gjorde det ikke noget.
”Tager du stoffer?” Englen rodede lidt i sit lange lyse fehår og pillede ved
et hul i sine bukser. Hans observation og ligefremhed overraskede mig ikke.
Jeg følte, jeg kendte ham.
”Mmm.” Det var en meget nysgerrig engel, jeg havde at gøre med.
”Hvorfor?” Spørgsmålet var en lettelse, for min engel spurgte hverken
belærende eller bebrejdende. Han var nysgerrig og imponeret.
Jeg tog stoffer, fordi jeg var født til at være høj. Mit åhh så lykkelige familieliv
i Faaborg med gode karakterer og perfekte forældre havde knækket mig,
og mit ungdomsoprør havde udviklet sig som en lavine. Men jeg stillede
aldrig spørgsmålstegn ved mit liv, og jeg forbitredes ikke over min skæbne.
Selvfølgelig var jeg med på de andres nedladende og dårlige jokes om borgerskab
og velfærdssamfund. Men egentlig var jeg glad og tilfreds. Jeg
havde selv valgt stofferne, og jeg drømte på det tidspunkt ikke om andet. Min
familie bestod nu af syv personer i samme situation som jeg. Min storebror
den eneste deriblandt af samme slægt som jeg. Vores hjem var et skur af et
faldefærdigt hus i Svendborg, i hvilket jeg måtte dele seng med min bror.
Men intet af det var virkeligt for mig. Stofferne var virkelige, og forestillingerne
var virkelige. Og stofferne ville jeg ikke bytte for noget i verden. Jeg
var jo lykkelig.
”Kender du Pink Floyd’s Comfortably numb?” Jeg sad stadig tilbagelænet og
følte, at jeg svævede 10 cm over DSB’s mørkeblå sæde. Min engel nikkede,
og jeg følte en sammensvorenhed imellem os, som om vi forstod hinanden
blot ved at være hinanden nær.
Jeg tændte en cecil og lukkede mine øjne igen. Varmen fra min engel nærmede
sig. Jeg følte den lige ved siden af mig som en ild, der startede inde i
mig selv og hurtigt nåede ud i hver en nervebane. Gennem mine lukkede
132
øjne så jeg de lyse lokker og de blå øjne nærme sig. Jeg fløj højere nu.
Englen lænede sig hen imod mig, og pludselig sad hans læber på mine. Han
pustede en let strøm af luft ind i min mund, og jeg mærkede guddommeligheden
i min mave, som ønskede han ved denne handling at gøre mig til en
engel.
”Kan du lide vinter?” Jeg måtte en tur tilbage til virkeligheden igen. Englen
sad igen overfor mig og glattede den hvide T-shirt.
”Jeg kan lide sne, og jeg kan lide jul.” Jeg forsøgte at virke indsigtsfuld
og lidt frisk.
”Sne er englenes værk.” Hans øjne var pludselig fjerne og drømmende,
bemærkede jeg. Jeg kiggede uforstående op på ham.
”Jeg har aldrig prøvet at tage stoffer. Jeg har været bange for bivirkningerne,”
sagde han så, og øjnene blev de samme nærværende blide engleøjne
som før. Jeg tænkte for mig selv, at han var det eneste rusmiddel, jeg nogensinde
havde prøvet uden bivirkninger. Jeg vidste ikke, at engle interesserede
sig for euforiserende stoffer.
”Men jeg vil gerne.” Men engle kan jo flyve uden at være på noget som
helst, tænkte jeg.
”Har du noget, jeg kan få?” Han var så smuk. Jeg nød hans stemme, som
skabte utallige sug i min mave og en rundtosset følelse af forelskelse.
”Hallo?”
Jeg tvang mig ud i den golde togkupe igen.
”Jo, selvfølgelig.” Jeg rakte ham mit sidste kick og så ham flyve ud på
wc’et. Min smukke, dejlige engel. Hans stråleglans gjorde mine øjne blanke,
og en enkelt tåre sneg sig ned ad min kind. Aldrig før havde jeg set noget
smukkere.
Han kom gående tilbage. Al stråleglans var væk. Han satte sig bøvet ned
foran mig og stenede ud i luften. Fedtede hårtotter klaskede mod hans glinsende,
bumsebefængte hud. Slidt tøj og gule tænder efterlod et indtryk af
dårlig hygiejne. Frastødende. En tåre af en helt anden slags løb så hurtigt den
kunne ned over min kind.
”Tak du. Det er en speciel oplevelse.”
I min desperation fandt jeg min lille mp3-afspiller dybt nede i en lomme og
lod Deep Purple’s Place in line flyde ind i min øregang. Dybe tanker danse-
133