Ord i sand.pdf - Brønderslev Forfatterskole

hendes far inviterede det meste af byen. Dette var, som du nok havde regnet
ud, kun et skalkeskjul for, at Elisabeth kunne komme tæt nok på Iris til at få
hende til at drikke denne drik. Heldigvis havde Iris tænkt sig at komme, for
hun skulle bruge noget nyt hjerteblod til sin bryg. Da hun ankom til
Elisabeths fest, tiltrak hun sig al opmærksomheden som ventet, men det var
nu mest de unge mænd, som styrtede hen til hende for at opvarte hende. Men
Iris var kritisk og lod ikke hver mand røre ved sig. Først og fremmest skulle
hun hilse på værtinden, den unge Elisabeth. Hun tog lange faste skridt, som
viste, at hun ikke lå nederst i hierarkiet. Med et stift smil, der kun viste høflighed
og ikke glæde, hilste hun på Elisabeth. De nejede begge to, mens en
barriere af følelser byggede sig op. William kunne nok ikke reddes, for
Elisabeth havde hørt nogle forfærdelige rygter fra byens ældgamle kvinder
om Iris, der bryggede en drik af blod fra unge mænd. Men hun kunne i det
mindste prøve at redde nogle fremtidige ofre fra den grummeste død i verden,
næst efter at blive brændt selvfølgelig.
Efter forspillet skred Iris majestætisk ind i mængden af mænd igen for at
udvælge sig et bytte blandt de, næsten, frivillige. Elisabeth så sit snit, til at
skynde sig op på sit værelse, for at sætte trin et i sin plan i gang. Hun tog to
trin op ad trappen af gangen, og på få minutter stod hun foran døren til sit
værelse. Hun åbnede den hurtigt, og da hun lukkede den gen, håbede hun, at
ingen havde lagt mærke til, at hun forlod sin egen fest. Så hurtigt som hun
kunne, du skal jo regne med, hun er spændt fast sammen i sit korsét, kom
hun ud af kjolen, smed den på sengen, og fandt sit andet tøj frem. Iris skulle
bare vente lidt længere med at vælge en tilbeder som bytte.
Hun tog bukser, sokker og de helt rette sko på til formålet. Dernæst en
hvid skjorte, hun havde lånt af sin far, med store, lange flæser. Hun syntes
selv, det så godt ud, men hun var jo ikke en dreng, vel. Heldigvis for hende,
hang skjorten lidt, den var lidt for stor, så derfor havde hun ikke behøvet at
binde sin brystkasse ind. Så var det håret hun kom til. Hun skulle have alt sit
hår op under en stor hvid paryk. Hun prøvede gentagne gange, men det ville
bare ikke gå. Så fik hun en idé. Hun stod foran sit sminkebord med saksen i
den ene hånd og håret i den anden. Hun trak vejret en ekstra gang og klippede
håret af, så det gik til skuldrene. Hun gjorde det for William. For William.
Hun skulle nok have fået en frisør til det, men nok om det. Nu kunne hun
sagtens få håret op under parykken. Hun syntes selv, hun lignede en dreng
nu, men hun manglede stadig skægget, og lidt mørkere bryn, og så skulle hun
helt klart tale med en dybere stemme. Et kulstykke fra kaminen, så var brynene
mørke, og nu var det til skægget. Hun kunne ikke beslutte sig, om det
38
skulle være det kunstige fipskæg eller den kunstige moustache. Enten eller,
men hun kunne lide begge dele. Til sidst valgte hun moustachen, og hendes
kostume var fuldendt. Hun tog en mørkeblå jakke ud over skjorten og sneg
sig ud af sit rum.
Uset og lydløst kom hun ned i festsalen igen, og tog et overblik over situationen.
Derovre stod Iris, omringet af en flok desperate unge mænd. Nu
skulle hun bare lægge mærke til Elisabeth, og så ville Elisabeth lade som om,
hun (han) var ligeglad med Iris. Hun håbede, det virkede som omvendt krigsførelse.
Et øjebliks øjenkontakt var, hvad der skulle til. Iris stoppede sin vifte
og skrånede over gulvet mod Jacob, som Elisabeth havde kaldt sig selv. De
snakkede lidt, og det lod til, at Iris hoppede på den snedige plan. Alle de
andre mænd, var derimod meget skuffede, men de var lige blevet reddet fra
døden. Tiden gik og Elisabeth vidste ikke rigtigt, hvad hun nu skulle gøre.
Hun havde vist ikke tænkt så langt, men Iris reddede hende og spurgte om
de ikke skulle finde et værelse, der var til fri benyttelse. Det var det,
Elisabeth havde ventet på, og hun viste vej ovenpå, til et værelse, hun vidste
var frit. Iris lagde op til det helt store, men jeg tror faktisk ikke Elisabeth forstod,
hvad det betød. Hun lod sig i hvert fald ikke mærke med det. Da de var
sikkert inde på værelset, låste ”Jacob” døren. Han kastede jakken over en
stol og skævede over til den kommode hvorpå guldflasken stod, men den var
camoufleret, så Iris ikke tilfældigvis skulle komme til at genkende den. Iris
lod viften falde og gik hurtigt over mod ”Jacob”. Hendes ansigt nærmede sig
Jacobs og de mødtes i et kys. Og det var så her, hvor jeg huskede, at jeg
havde glemt at slukke min brændeovn derhjemme. Derfor kan jeg ikke
beskrive det næste, der skete helt præcist, men senere fik jeg hjælp af nogle
venner til at skitsere forløbet. Først fortalte den lille sengelus, at det så ud
som om de hyggede sig. Ja, altså, hyggede sig. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad
de lavede, måske sang de nogle gode folkeviser eller sørgede for, at sengen
var ordentlig redt. Sengelusen var midt i det hele blevet kastet af dynen, men
den sagde, at det ikke længere lød som om, de hyggesnakkede. På det tidspunkt,
blev det til mere råbende ord. Den kunne gengive ordene ’Løgner’,
’Satans til Guldrand’, og ’Det er slut, Iris’ og det sidste var vist ’Du kommer
til at dø før den næste fuldmåne’.
Efter det havde det været for meget for den lille lus, og den var smuttet
ind i nogle revner i væggen. Heldigvis havde fluen på væggen holdt øje med
hele sceneriet, og han sagde, at Iris og ”Jacob” lå på gulvet og rullede frem
og tilbage oven på hinanden. De slog hinanden med knytnæver, men det var
ikke til at sige, hvem der havde overtaget. Fluen på væggen heppede selv-
39