Af Hjertens lyst.pdf - Brønderslev Forfatterskole

Den Sorte Ravn
af Sille Frederiksen
Den mørke nat tårner sig op foran mig kun plettet af små skyer, som langsomt
sejler hen over himlen. Rundt omkring mig går byen til ro, og til sidst
er der kun det dunkle lys fra gadelygterne tilbage. Engang imellem kører en
ensom bil forbi i sin søgen efter et hjem.
Jeg står ved mit vindue og kigger ned på gaden. Ud af mørket kommer en
mand pludselig løbende. Han er ikke særlig høj og er klædt i en mørk frakke.
Han kigger sig konstant tilbage, som havde han en forfølger i hælene.
Jeg læner mig længere ind mod vinduet for bedre at kunne se ham, men
med en hurtig bevægelse drejer han rundt om et hjørne og er væk. Gaden ligger
atter øde hen, som havde manden aldrig været der. Jeg trækker skuffet på
skuldrene og skal til at gå i seng, da jeg ser endnu en person træde ind i gadelygternes
skær.
En ung kvinde kommer hastende ned af gaden. Hendes skridt er målrettede,
og hendes lange sorte hår flagrer omkring hende, som havde en flok
ravne sat sig på hendes hoved. Selv helt oppe fra mit vindue er det umuligt
ikke at lægge mærke til det ondskabsfulde smil, der breder sig på hendes
ansigt.
Jeg bliver grebet af en stærk medfølelse med manden. Hvis han bliver
jaget af denne kvinde, er han ilde stedt.
Hurtigt, men uden at forstå hvorfor, kommer jeg i tøjet. Bare en nederdel
og en sweater, så det varer ikke længe, før jeg står på gaden uden egentlig at
vide, hvad jeg laver der.
En iskold blæst møder mit ansigt, som ville den sige: ”Vend om! Gå tilbage
til din varme seng!”
Stædigt trodser jeg den tiltagende vind og bevæger mig over mod det sted,
jeg så manden forsvinde. Det er ikke mere min egen vilje, der fører mig
fremad, men en sælsom kraft som drager mig. Mine ben har deres eget liv og
leder mig af sted over mod en gade, jeg ikke før har lagt mærke til.
Blæsten er nu så hård, at jeg bliver nødt til at læne mig imod den for at
komme frem. Min næse løber, og mit ansigt svier af kulde, men jeg har intet
65