Tilbageblik, erindringer

Vi spiste ris, kød og grønsager. Kartoflerne fik vi fra nogle nærliggende
gartnerier, og vi havde mange frugter og grønsager, som ikke var kendt
i Danmark. I dag kan man få nogle af dem, men det er langt fra alle, der
er til at få herhjemme. Salak er stadig en ting, vi ikke kan få her. Og når
det gælder bananer, kan vi købe en slags, men på Celebes var der mange
forskellige slags. Der var for eksempel nogle lange brunsorte bananer,
som kun kunne spises, hvis de blev kogt.
Vi havde mange citrusfrugter. Vi kender appelsiner, citroner og lime.
Men i østen er der mange andre slags. Vi fik ris, men det var ikke så tit,
for far sagde altid, at når han havde spist ristaffel, måtte han hvile sig,
for han havde spist for meget, og det kunne han ikke holde til hver dag.
Jeg kan huske, at når Mina skulle på torvet, fik hun penge med. Når hun
så kom tilbage, skulle hun afregne med mor. Hanis kunne skrive, så han
skrev en regning.
Af og til fik jeg lov til at gå med Mina på torvet, og det var altid spændende.
Der var afdelinger for de forskellige varer, så for eksempel grøntsager
var i en afdeling og fisk i en anden.
Mina var dygtig til at lave mad, men skulle hun lære nogle nye retter,
var det mor, der måtte lære hende det. Mina kunne ikke læse opskrifterne,
men hun lærte at veje tingene af i hånden, og det fungerede ganske
godt. Hun bagte også, og jeg kan især huske jødekagerne og klejnerne.
Jeg kan ikke huske, om det var hver dag, men meget ofte lavede Mina
en kage eller tærte, som vi fik om eftermiddagen. Jeg elskede, når hun
lavede kokosnøddetærte, for den smagte pragtfuldt. Hun havde sit eget
køkken, hvor hun stegte og kogte på trækul. Køkkenet var i den samme
tilbygning, hvor vores badeværelse var anbragt i den bagerste del af hovedbygningen.
I baghuset havde vi vort eget lille køkken, hvor vi havde
et komfur, der brugte petroleum. Vi fik først køleskab i 1939. Før den tid
havde vi en stor kasse med is til at køle tingene ned, og vi fik frisk is hver
dag, som blev leveret ved døren.
Det var spændende at bo i et multikulturelt samfund, for der var altid
noget at fejre. Vi var jo kun børn, men jeg fornemmede, at der altid var
noget gående hos de voksne.
Vi fejrede dansk jul, og første juledag var vi sammen med mors hollandske
veninder. Den 6. december fejrede vi Sct. Nikolas fest, med Sct. Nikolas, der
kom sejlende ind til byen. Det var en hollandsk tradition iblandet lidt fransk.
Vi fejrede også den kinesiske nytårsfest. Det var med drager og optog,
og det var vældigt spændende. Vi børn oplevede det hele. Jeg har
senere fået at vide, at et af de flotteste buddhistiske templer findes i Manado.
Jeg har dog aldrig været indenfor, men desværre kun gået forbi.
Vi boede i det europæiske kvarter, der lå næsten midt i byen. Det var
der, at europærerne holdt til. De indfødte og kineserne boede ude i forstæderne.
Jeg kan tydeligt huske vores musikdirigent, Bollegraf. Han havde
9