Tilbageblik, erindringer

ikke bukke dybt nok. I løbet af 1942 kom der flere fra Århus Oliefabrik i
lejren. Der var flere, vi kendte, men også flere, jeg ikke kan huske. Men
mange af dem mistede vi kontakten med, da vi endeligt fik lov til at forlade
fangelejren. På et tidspunkt, mange år senere, fik min bror kontakt
med min veninde fra lejren. Det førte til, at vi genoptog kontakten, og jeg
mange år efter rejste over til hende i Canada.
Det er så svært at beskrive livet i fangelejren, og det er umuligt at forestille
sig alle grusomhederne. Men der var selvfølgelig forskel på japanere.
Nogle af dem, men det var desværre ikke mange, var lidt mere
menneskelige. Der var især en japaner, jeg kan huske. Han var hård ved
os. Men han krævede, at vi kom udenfor. Han ville ikke have, at vi var på
værelset hele tiden, og det var måske med til at redde nogle liv, at vi kom
ud i frisk luft og blev sat til at arbejde i marken. Min bror, Jan, og hans
ven Hans havde ansvaret for, at der hver dag var nok brænde til feltkomfurerne.
Det var lidt af et ansvar, for de var kun 14, 15 år. Som tiden gik,
blev det sværere at skaffe træ. De fik lov til at samle træ udenfor lejren.
De havde altid meget træ, men de var nødt til at holde vagt ved træet,
ellers var der fare for, at det blev hugget. Det var ikke alle fangerne, der
var lige flittige.
Jeg skulle ikke arbejde i marken, men til gengæld skulle jeg sørge for,
at risene blev viftet, og majsen blev malet. Det var gamle majs med cigaretskod
i, så det var meget uhumskt.
Vi havde nogle små haver, og der kunne vi dyrke hvidløg og chili. Vi
havde også kokosnødder. Vi raspede kødet og hældte kogende vand over.
Det blev opbevaret i blikdåser. Dagen efter kogte vi det op, og så havde
vi olie. Når vi kogte det, kom der noget affald, men det spiste vi også. Vi
blandede det med chili, og når vi om morgenen fik et glas varm vand, tog
vi en skefuld olie i vandet. Var vi heldige og havde byttet os til sukker, og
salt kom der også i. Vi skulle have sukker og salt.
Vi var underernærede, men alligevel klarede os igennem. Kroppen indstillede
sig på, at vi konstant var sultne. De forskellige kropsfunktioner
gik ned i tempo, men de gik ikke helt i stå.
En gang fik jeg høj feber. Næsten 42 grader. Jeg ved ikke, om det var
malaria, men det var den eneste gang, jeg var syg. Min bror fik malaria,
og i begyndelsen havde min søster dysenteri. Hun var svag, og vi skulle
passe godt på hende. Men hun klarede det. Hun var kun ni år, men der var
heldigvis ingen, der forlangte, at de små skulle arbejde.
Vi havde et primitivt sygehus. Mor blev indlagt på et tidspunkt, og det
var vist alvorligt, for vi børn blev bedt om at være meget stille, for fru
Andersen var i en krise. Jeg kan huske, at en af nonnerne kom hen til mig
og var meget bekymret. Hun fortalte, at vi måtte se tiden an og se, hvad
der skete. Mor havde vist kæbehulebetændelse, og det løb ud af ørene
på hende. Hver dag skulle vi hente vand fra en brønd, hvor der var døde
19