Tilbageblik, erindringer

i november 1947, og var der vinteren over. Jeg kan huske, at jeg var med
til en gymnastikopvisning i Sønderjylland. På vej derned i bussen, var
der en bil, der kørte op bag i bussen i den side, hvor jeg sad. Men skaden
var ikke værre, end vi kunne fortsætte turen.
Vi besøgte også den tyske ø Sild, og der oplevede jeg meget fattigdom.
Både på efterskolen og højskolen fik vi god dansk mad, men her fik vi
kun suppe. Vi havde rationeringsmærker, men jeg var for ung til at interessere
mig for, hvordan det virkede.
Ingrid, undertegnede, min mor og Jan. Billedet er
fra 1947, og vi er ved at vænne os til de rolige danske
forhold
Jeg havde nok at gøre med at lære det danske sprog. Der var mange
foredrag, dansk læsning og samariterkurser. Jeg døjede stadig med de
oplevelser, jeg havde fra fangelejren, og jeg havde svært ved at få dem
på afstand. Det kom først på afstand længe efter, at jeg begyndte på seminariet
i 1948. På seminariet havde vi praktisk pædagogik og psykologi.
Vi havde en læge, der kom for at holde foredrag, og på en eller anden
måde åbnede han for noget hos mig. Jeg begyndte at tænke over, hvad
der var sket under krigen, og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.
Via psykologien gik det op for mig, at der var noget galt. Jeg havde en
stor ubevidst angst. Jeg var skeptisk og holdt mig tilbage, og det gav
sig udtryk i en udtalelse, jeg fik fra et praktiksted, hvor der stod, at jeg
manglede selvtillid.
33