Det bornholmske landbosamfund i 1700-tallet

Det bornholmske landbosamfund i l70Otallet
Af Anders Holm Rastnussen
Studiei af det bornholmske landbosamfund
i ældre tider er, set i forhold til den danske
landbohistodske tradidon, en forsømt disciplin.
Dette skyldes, at strukturen i det
bomholmske landbosamfund var væsentlig
forskellig fra strukturen i det øvrige Danmark.
Bornholm har sjældent kunnet inddrages
i de landbohistoriske problemstillinger,
historikerne gennem tiden har arbejdet
Det er i det følgende hensigten at give en
fremstilling af det bornholmske landbosamfund
i 1700-tallet især med henblik på
en sammenligning med det øvrige land.
Fremstillingen er lagl bredt an, sådan at så
mange emner som muligl bliver berørt. Der
er således ikke tale om logen tilbundsgående
undersøgelse af de enkelte emner, og
fremtidige enkeltundersøgelser vil være velkomne.
Landbohistorfuk er 1700-tallet bedst
kendt som stavnsbåndets og reformernes
epoke. I sidste halvdel af århundredet indledtes
den proces, der skulle føre til opløsningen
af det gamle danske godssystem.
Denne proces blev igangsat af regeringen
ved en række love, som eftertiden har givet
fællesbetegnelsen )landboreformerne(.
Forordningen af 20. juni 1788 om ophævelsen
af det i 1733 indførte stavnsbånd er vel
den berømteste af disse reformlove, og jo
den direkte årsag til det jubelår, der i øjeblikket
fejres.
Bornholm stod udenfor i denne udvikling.
Det godssystem, som i 1700-tallet administrerede
den danske landbrugsproduktion
på det lokale plan, eksisterede ikke på
Bornholm. canske vist var ca. en tredjedel
åf de bomholmske bønder indtil lTzg at
regne for fæstebønder under krongodset,
men dhse drev deres gårde - kaldet vornedgårde
- på samme måde som de resterende
ca. to trcdjedele selvejerbønder.
Det danske landbosamfund
I 1700-tallet var de færreste bønder selvejere.
De allerfleste danske bøndergårde lå
samlet i landsbyer. Ca. l5q0 afgårdene var
o. 1750 ejet afkronen, mens reslen var ej€t
af private godsejere. De fæstebønaler, der
drev gfudene, havde indgået en kontrakt -
et fæstebrev - med den lokale godsejer,
hvorved de for retten til resten af deres liv
at drive gården skulle yde afgifter til godset.
De vigtigste afgifter var landgilden,
hove et og tienden. Landgilden og tienden
var oprindelig naturalieafgifter, men de
blev efterhånden afløst med en pengeydelse.
Hoveriets vigtigste funktion var at få
arbejdskraft til dyrkningen af hovedgårdens
marker, selv om kørsel og vedligeholdelse
af veje også var arbejder, godsejeren
kunne pålægge hovbønderne. Udover afgifterne
til godset, skulle bønderne betale
skatter til staten.
Når bønderne ikke var på hovarbejde,
skulle fæstegården drives. Ifølge fæstebrevet
var bønderne forpligtet til at holde gården
i god stand, dyrke og gøde jorden forsvarligt
samt forbedre husdyrholdet. Hvis
ikke fæstebonden opfyldte sine forpligtelser
overfor herskabet. kunne han blive
tvunget til at forlade gård€n. Hvor hyppigt
sådanne forsiddelser forekom, er det vanskeligl
at give et entydigt svarpå. De undersøgelser,
der er foretaget, viser, at antallet
var forskelligt fta landsdel til landsdel.
En fæstegårds jord var indlemmet i
landsbymarken, der blev dyrket aflandsbyens
bønder i fætlesskab. På den sjællandske
øgruppe og på Fyn var vangebruget
fremherskende, mens det i Jylland var det
såkaldte græsmarksbrug, der var den overvejende
dyrkningsform. Begge systemer
indebar, at den enkelte bonde havde sin
jord fordelt på mange agre, der lå spredt ud
over bymarken. Der er ofte, især for år til-

age, blevet berettet om dyrkningsfællesskabets
dårligheder, og det er klart, at syslemet
kun gav lidt plads for individuelle
initiativer, eftersom man var nødt til at indordn€
sig efter hinanden. Det må dog ikk€
glemmes, at dyrkningsfællesskabet også
havde sine fordele, driftstekniske såvel som
sociale, Da r€geringen begyndte at tale om
udskiftnine og opløsning af landsbyfællesskabet
i sidste del af 17oo-iallet, var mange
bønder imod.
Militærtjeneste var en anden af d€ samfundsopgaver,
d€r påhvilede landalmu€n.
Hvert gods var forpligtet til at stille et vist
åntal soldaler til landmilitsen aflængigt af
godsets størelse. I 1730 blev den gamle
landmilitsordning imidlertid ophævet.
Kongens begrundehe var dens skadelige
virkninger både på soldaterne og samfundet.
Selv om ophævelsen af landmilitsen
havde haft godsejernes støtte, ændrede disse
snart holdning. Landmilitsen var i stor
udstrækning blevet brugt som påskud for
godsejerne til at holde på godsets arbejdskraft,
og ved afskaffelsen oplevede mange
godser en stor udvandring af bønderkarle,
og mange steder blev det svært at finde
egnede folk til de ledige fæstegårde. Efter
kun tre år blev landmilitsen i 1733 igen indført,
denne gang med en bestemmelse om at
ingen bondekarl mellem l4 og 36 år måtte
forlade det gods, hvor han var født.
Stavnsbåndet var blevet indført. Senere
blev stavsbåndet strammet: i 1742 kom det
til at omfatte alderen fra 9 til 40 år, og i
1764 aldersgruppen 4 til 40 år.
Denne sravsbinding blev i 17o0-tallet, op
gennem slægtledene og helt til i dag symbolet
på bondestandens undertrykkelse, og
ophævelsen 1788 bl€v tilsvarende symbolet
på bondestandens lrigør€ls€. De øvrige
landboreform€r er blevet trængt i baggrunden
for samlidig at blive betraglet i delre
frihedens skær. Udskiftning, ordning af
hoveriet, tilskyndehen lil selveje, alle disse
ting er traditioneh blevet opfattel som udtryk
for, at det Samle utrihedens samfund
havde spillet fallit, og et nyt liberalislisk
l0
ANDERS HOLM RASMUSSEN
samfund, hvor den enkelres frihed blev sat i
højsædet, havde sejret,
Bornholms londbefolkninE og deres boliger
>Bøndergårdene er beliggende i mere eller
mindre afstand fra hinanden, og på landet
er ingen landsbyJordebog
over Bornholrns Amt( fra 1696 (fig. l)
er opførl samtlige j ordebogsafgifter for alle
afgiftspligtige bornholmske gårde og husmandsst€der,
og samtidig bliver de forskel-
Iige gårdtyper præsenterei. Skellet mellem
selvejergårde og vordnedgårde er velkendt,
men hvad indebar dette skel i praksis?
I jord€bogen er alle selvejergårde og vorn€dgårde
opførl i hver sin nummerrække
sogn for sogn. Ved hver gård er anAivel
bondens navn, for vornedgårdenes vedkommende
er navnet efrerfirlgt afbemærkningen
rKongens Caard

DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET
Fiq. 1.7'o sided.a >JotdeboE over Bomhotms Amt..In 1696. Siderne tseraJsiftemefot w edqdrdei
Aakersogn. Fin.les i Rentekam nercts ark iy pd Rissa*ivet, a*iwlienunner R-K.361,55. (Foto AHR.
196E.)
vornedgården ejede ikke selv gården, men
var fæster under krongodset. Det vil sige,
al de landgildeposler, vornedbonden skyldte,
skulle indbetales til kongen, hvilket reelt
vil sige amtmanden, som var kongens lokale
repræsentant. Selvejergårde skull€ imid
lertid også betale jord€bogsalgift til kron€n.
En selvejerbonde var ikke bedre stillet
på dette punkt end en vornedbonde. Der
kan dog alligevel konsrateres visse forskelle
mellem selvejergårde og vornedgårde.
Manse vornedgårde skulle udover låndgil
den til kronen betale andre afaifter. Som
eksempler på deue kan tjene 9. vornedsård
os 12. vornedgård i Østerlarsker sogn.
På den 9. vornedgård boede >Mads Mor
tensen Kirkebonde(. Hans gård havde to
hartkornsansættelser. Den ene, på godl 2
tønder hartkorn, var udgangspunkr for
landgilden og gav >til Hans Kgl. Majestæt<
årligt godt 2 pund smør og 1 skæppe byg
samt andre mindre ydelser. D€n anden
hartkornsansætt€lse, ligeled€s på godl 2
tønder, dannede grundlag for en ekstraafgifi,
der var pålignet Mads Mo(ensen, fordi
han var kirkebonde. Afsiften til øster
lars kirke blev således 1 fjerdins smør. Sådanne
kirkebønder fandtes kun blandt vor
nedbonderne. De bornholmsk€ kirker fik
desuden indtægt€r fra d€ andr€ gårde, der
skulle yde årligt tiende.
Den 12. vornedgård havde også to hart
kornsansættelser, Den ene på godt I tønde
dannede grundlag for en afgift, bonden
Hans Anders€n skulle yde til ,)Leensgåards
Cods

og I tønde havre m.m. Bøndergårde som
12. vornedgård, der udover at være underlagt
kronen også var underlagt en større
gård, fandtes også kun blandt vornedgårdene.
Lensgård i østerlarsker sogn havde en
særlig status. At jordebogen benævner den
Dgodsethovedgård

DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I I?OO.TALLET
Fie. 2. Til veAstre |ot porten indeane til karlekamner. Den bomholmske Cdrd, Fdandsnuseet i SorseAfti.
(Foto AHR. t988.)
denfor standen kunne der dog vær€ stor
forskel på fattig og rig. Som vi har set i afsnittet
om gårdene, kunne nogle bønder
gennem afgifter være i et aflængighedsforhold
til andre mere velstående bønder. Det
er imidlertid en forenkling af de faktiske
forhold, hvis gårdmandsstandens sociale
inddeling direkte overføres på de enk€lte
gårdkategorier med proprietærerne øverst
og vornedbønderne nederst på den sociale
rangstige. Især indenfor gruppen af selvejerbønder
og vornedbønder er billedet rnere
nuanceret. Disse to grupper vil derfor i
det følgende blive behandlet under et.
Selv om den bornholmske bonde ikkevar
indlemmet i noget dyrkningsfællesskab, og
derfor kunne tilrettelægge sin produktion
som han villle, havde han alligevel sociale
forpligtelser overfor de andre bønder i sognet.
Som det senere vil blive beskrev€t,
krævede det bornholmske dyrkningssystem
en h€l del social fleksibilitet fra bøndernes
side, hvis det skulle kunne fungere i praksis.
Blandt andet derfor var bønderne indenfor
hv€rt sogn, samt i visse købstæder,
sammensluttede i såkaldte gildelaug.
Der er for Bornholms vedkommende
overleveret en del af disse gild€laugs vedtægter,
hvilket gør det muligt at få et indblik
i nosle af de sociale krav, bønd€rne
stillede til hinanden. Det er ikke formålet i
denne sammenhæng at give en skildring af
l3

det bornholmske gildesvæsen, men blot at
fremdrage nogle få typiske træk fra vedtæglerne.
Et gennemgående punkt i næsten samtlige
de overleverede vedtægter omhandler
gærder og marker. I vedtægten for Rønne
og Nexø bwang - to vedtægter, der næsten
er enslydende - er hovedindholdet koncenrreret
om disse to forhold. Hvert år den 18.
april skulle alle gærder i byvangen inspiceres,
og for hvert misligholdt gærde skulle
ejeren betale I dark i bøde. Ligeledes var
det forbudt at pløjeind på andre folks marker,
og de mange veje, som fandtes lagt på
kryds og tværs over )godtfolks agreJeg undertegnede
fattige mand Stephen Jochumsen af Bodilsk€r
sogn her på landet Bornholm, er hø.iligst
i dybeste underdanighed at andrage
for Deres Excellence og samdige høje heF
rer...(. Sådan indl€der husmanden sit brev
til kongen og hans embedsmænd. Hans
Fie. 3. Stephek Jochunseks brcv, skrevet Iol
han qf en prcfession.t skrivet. Findes i Rent.kannerets
orkiv pd Rigsorkiver, pøkkenunme.
R.K. 36t,62. (Foto AHR. 19E8.)

*
{
;!
t'
':: , .
'
DET BORNHOLMS(E LANDBOSAMFUND I ITl]O TALLET
..".^'
, , ,l
, /..
; .:)' u'1",,,,'- a
l5

problem er, at han indtil dato har boer på
den 4. vornedgårds fortov, men nu )detfra
af husbonden er bleven udsagt, og såled€s
med hustru og børn gjort husvild(. Det er
derfor nu hans )underdariSst og ydmygste
begæring(, at måtte få tilladelse til at opsætte
et nyt hus på )Haos Kongelige Majestæts
udmark< udenfor den 18. selvejer-
8årds fortov, samt at indlægge et mindre
stykke jord til avlsbrug, sådan at familien
ikke skulle blive )nødte til at gribe til berlerstaven(.
Husmandens råb om hjælp blev
hørt af de nådige københavnske herrer.
Jorden blev bevilget og sat til et skålpund
smør i årlig afgifi. Dette brev viser sammen
Ined flere andre lignende breve, at de husmænd,
der kom til at bo på udmarksjordene,
havde mere sikre forhold, end den husmand,
der havde indfæstet sig på en gård.
Selv om indtagelsen af udmarken var ulovlig,
fik alle husmænd lov til at blive boende,
da myndighederne ikke havde andre
steder at placere dem,
Indtagelsen af udmark var ikke alene et
problem mellem husmænden€ og kronen.
Det var i lige så høj grad et problem, der
skabte interne stridigheder de bornholmske
landbefolkningsgrupper imellem. Udmark€n
- der også omfattede Almindingen -
havde fra gammel tid været anvendt af befolkningen
til blandt andet lyngrivning.
Lyngen var en af de viStigste brændselskil,
der. Opdyrkningen af udmarken skabte således
et dilemma. På den ene side var det en
god ting at få opdyrket udmarken, da det
skabte nye ekshtensmuligheder for det voksende
antal indbyggere. På den anden side
blev lyng€n trængt tilbage. Mulighedern€
for at anvende udmarken som alternativt
græsningssted for kreaturer blev også formindskede.
Langt den overvejende del af de
breve og dokumenter, der er bevaret til i
då9, og som omhandler bornholmske landboforhold
i l?oo-tallet, er fr€mkommer
som følge af denne opdyrkning af udmarken:
Husmænd, der ansøger kongen om
lov til at indtage udmark for at opføre hus;
8årdmænd, der ansøger om lov til at indta-
l6
ANDERS HOLM RASMUSSEN
ge udmark for at kunne rette deres gærder;
8årdmænd, der skælder ud over husmænd,
der har fået tildelt et stykke udmark. som
gårdmanden følte sig historhk berettiget til
at anvende osv, osv. Den store mængde
klage- og bønskrifler af denne art viser,
hvor vigtig en funktion udmarken havde i
datidens bornholmske kulturlandskab.
Stephen Jochumsen præsenterede sig
selv som ieg fattige mand(. Der er ingen
grund til at betvivle karakteristikkens rigtighed.
De husmandsbrug, der opstod i løbet
af 1700{all€t, var kun små, og efter at
afgifterne var betalt, og brødet kommet på
bordet, har menneskene ikke haft noget
nævneværdigt overskud, og de flesle har
slet intet haft. Hvor meger Stephen Jochumsen
og hans familie faktisk ejede er
dog vanskeligt at svare på. Andre husmænd
har j forbindelse med deres ansøgninger
om udmarksindtagelse anført årsa-
8en til deres behov, og dhse årsager siger
noget om bostedern€s ringe størrelse. Husmand
Mogens Mogensen fra Rutsker sogn
anmodede om at måtte flyttesitgærde længere
bort, eftersom de kreaturer, der gik på
udmarken, kunne nå hans hus. Frederik
Hansen fra Kl€mensker sogn anmodede om
indtagelse af mere udmark, så han blev i
stand til at holde en ko. Disse to eksempler
fra 1773, og de er kun to blandt mange lignende,
viser, hvor trængl mange husmænd
har været.
D€t bornholmske landbosamfund i 1700tallet
var ligesom allc øvrige samfund på
den tid strengt klassedelt. Gårdmænd, husmænd
og tjenestefolk var de tre største
befolkningsgrupper. Disse tre grupper har,
når man medtager godsejerstanden, også
været fremherskende i det almindelige danske
landbosamfund. Der er dog i denne forbindelse
særlig €t forhold, der her adskiller
Bornholm fra det øvrige land, og det er
spørgsmålet om den sociale mobilitet.
I det danske landbosamfund var der ikke
ringe mulighed for såvel social op- som
nedstigning. Det var ikke ualmindeligr, at

DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET
husmænd eller tjengstekarle overtog en ledig
fæslegård, med de muligheder detregav
for en forbedret levestandard. Sådanne
overtaSelser kunne blandt andet komme på
tal€, fordi godsledelsen, i det daglige arbejde
ofte med ridefogeden i spidsen, kendt€
almuebefolkningen på godset, og derforofte
vidste, hvor man kunne finde en duelig
tjenestekarl, der kunne overtage en ledig eller
måske dårligt holdt fæstegård. Eller en
fæstebondes søn kunne komme i lære på
herregården, blive ridefoged og mfuke ende
som godsejer.
Det bornholmske landbosamfund var socialt
meget mere fasdåst. Selvfølgelig var
der mulighed for nedstigning. En gårdmand
kunne gå fallit og hurtigt havne på
samfundets bund. Men den, der befandt sig
på bunden af samfundspyramiden, havde
utroligt vanskeligt ved at forb€dre sin status.
Ville man have en gård, måtte man købe
den til markedspris. Der var ingen godser,
der kunne Sive henstand med indfæsF
ningen, og med den ringe opsparing, tjenestefolk
og måske især husmandsfamilierne
havde, har det været umuligt at rejse den
fornødne kapital. På Bornholm var der ing€n
genvej til en forbedret levestandård.
Kuhwlandskabet og landbtugsdriften
Kilderne ril beskrivelse af d€t bornholmske
kulturlandskab og den bornholmske landbrugsdrift
i 17oo-tallel er umiddelbart mere
lilgængelige, end når det drejer sig om de
sociale forhold. For det første er man for
Bornholms vedkommende i den heldige situaiion,
at er af de bedste danske egnskorr
fra l?oo-lallet - Hammers bomholmsko.t
fra 1750 - gør os i stand til at rekonstruere
kulturlandskabet temmelig nøje. For det
andet er amlmand J.C. Urnes )Ager-
Dyrkningcns Behandling paa Bornholm(
fra o. 1760 blevet udgivet af Aage Rohmann
i 1964, og J.P. Prahls DAgerdyrknings
Cat€chismus Efter Bornholms Ager'
dyrknings-Maade(, som allerede er blevet
nævnt, blev trykt i København i 1777. Beg-
ge disse skrifter beskæftiger sig indgående
med den tekniske side af landbtugsdriften.
Urne giver i tidens sprog følgende beskrivelse
af kulturlandskaber: )Her på
Bornholm er i almind€lighed ikkun rinee
høbjærgning, hvilket til dels og meget kommer
af landets indretning dermed, at hverken
til købstæderne eller på bø.iden (landet)
er å parte indelukkede vange som skiftevis
bruges andre steder, et år til at beså og holde
fredet for kreature, og andre år igen til
overdrev- Men her på tandet ligge agrene i
flæng, snart blive nogle besåede, snårt andre
liggende til hvile. Heste, kvæg, får, svin
og øvrige kreature går fra indhøstel er, hen
til hegning skal holdes, nemlig 1 maj eller
Valborg dag over alt både de usåed€, som
og med rug besåede agre, samt engene, frit
omkring, ja fårene endog længere indtil
vårsæden er laga.(
En ager var betegnelsen for den mindste
markenhed indenfor et vangebrug. Vangebruget
var som tidligere nævnt den fremherskende
dyrkningsmåde af landsbymarkerne
på Sjælland og Fyn. Landsbymarken
varde fleste steder inddeh i tre vange. Disse
vange var igen inddelt i åsc, som igen var
inddelt i agre. Agren var således den markenhed,
€n bonde havde ansvaret for, og
bonden kunne have utallige agre rundt omkring
i bymarken. Det var ikke ualmindeligt,
at en enkelt gård havde over 100 agre
fordelt i landsbymarken. Der var dog system
i opbygningen, sådan al der i hver ås
var ligeså mange agre, som der var gårde i
landsbyen, og bønderne blev i fællesskab
enige om, hvad der skulle dyrkes af 3fgrøder
i de enkelte åse.
Det er dette dyrkningssystem, Urne sammenligner
d€i bornholmske med i ov€nstående
citat- Hvad han mener, nA. han skriver,
at de bornholmske agre ligger i flæng,
kan man få €t indtryk af ved at se på Hammers
kort, hvor agrene er indtegnet (fig.4).
Umiddelbårt ser der ud til at vær€ meget
smukt system i markanlæggene, og det Urne
mener, er heller ikke, at agrene ligSer
hulter til bulter. Han mener, at agrene er
t7

anlagt, hvor de bedst kan og med baggrund
i personlige interesser uden nogen fælles
koordinering. De agre, som tilhørte en bestemt
gårdmånd, blev dyrket, som denne
gårdmand ønskede det, uden forudgående
aftale m€d de øvrige bønder. Man havde
altså ikke på Bornholm indrettet et system,
hvor man gennem rådslagning bønderne
imellem vedtog, hvilke arealer der skulle
besås med byg, hvilke der skulle besås med
rug, og hvilke der skulle henlæ8ges til fælles
overdrev og til græsning for kreatureF
ne. Den enkelte bonde )bestemmer sine
jorders inddeling til mueligste fordel, efter
jordens narur og beliggenhed(, som Prahl
udtrykker det.
Hvordan fungerede den bornholmske
dyrkningsmåde så i praksis, og var det
bornholmske dyrkningssystem mer€ eller
mindre funklionsdygtigt end det danske?
Både Urne og Prahl beskriver markrotationer,
samt hvordan de enkelte afgrøder
skal dyrkes, for at man kan opnådet bedste
resultat; men de Llnderstreger til stadiahed,
at de kend€r andre bønder, der har d€r€s
egen foretrukne facon,
Generelt blev jorden opdelt i to typer:
bygjorden og havrejorden. Byggen var den
kornsort, d€r blev regnet for mest værdifuld,
mens havren var den mindst værdifulde.
Bygjorden var da også den gode jord,
som blevgødei og dyrket med rug, byg, ærter
og vikker, Prahl beskriver en bygjords
rotation, som den almindeligt tog sig ud,
således: En ager i bygjorden skulle hvert
sjette år have hvile og gødning. Brakåret
skulle komme efter det år, hvor der havde
været sået rug. Det vil sige, første år såede
man rug, andel år lå agren brak. Herefter
såede man tredje år byg, fjerde år ærter,
femte år byg igen. Sjette år blev agren deh
op i to dele, hvorefts den ene part blev sået
med byg, den anden med vikker, hvorefler
man begyndte forfra ig€n. Om havr€jord€n
skriver Prahl, at man bør beså halvdelen og
lad€ den anden halvdel liage gold.
Den enkelte bondegårds jord lå ikke
samlet, som landbrugsjorden gør det i dag
I8
ANDERS HOLM RASMUSSEN
med markerne i umiddelbår nærhed af gården.
Selvfølgelig befandt nogle af markerne
sig i nærheden af gården, men der var
også mange, der lå spredt rundt i landskabet
længere væk. Når Prahl taler om byg,
jorden, skal dette derfor ikke opfattes som
€n samlet jordlod indenfor samme indhegning.
Bygjorden såvel som havrejorden var
summen af alle de mange agre, den enkelte
gård havde rundt omkring, og det kunne
være et stort problem, der krævede meget
arbejde, alene at transportere sig derhen,
hvor den ager, der skulle dyrkes, var place-
Et andet Droblem. det bornholmske
marksyslem affødte, var spørgsmålet om
afvanding. Prahl skriver: )Vandets afløb
befordres ved dybe furer, render og grøfter;
m€fl her mødes ofte den vanskelighed,
at det er en nabos eller €n anden mands
jord, som enten skulle gøres rende igennem,
eller hvor vandet skulle løbe over eller
på, og som ej vit tillade samme at ske.(
Problemet opstår ifølge Prahl derved, at
bønderne )som selvejere søge på den fordelagtigste
måde at gøre sig jorden nyttig,
så enhver reLter sig efter sin egen fordel((.
Der er ingen tvivl om, at det visse steder
har været en fordel for bønderne, at de var
herrer over deres egen jord. De, der har
haft gode driftsbetingelser, det vil sige en
stor del åf deres jord samlet i umiddclbar
nærhed af gården og ikke for mange lavtliggende
jorder, hår ikke vær€t nødsaget til
at tage hensyn til andre bønders krav. Det
er interessant at se både Urnes og Pråhls
holdning til spørgsmålet om det bornholm,
ske systems kvaliteter. På den ene side er de
samstemmende eniSe om, at det er en fordel
for bonden ai være fri af fællesskabet
og fri for diverse godsejerkrav. De skriver
begge to, at den bornholmske bonde i særlig
grad har mulighed for at høste optimalt,
da der ikke påhviler ham pligter såsom hoveri
o.lign. På den anden side oplever man
gang på gang, at de i deres vurderinger ligefrem
efterlyser et dyrkningsfællesskab.
Udover den bemærkning om høbjærgnin-

DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET
.f.
I
FiE. 4. Rlad jra Hanmets kort. Bodilsket soqn tned Parudisbdkke e. Foto aIoliginal i Det Kongelige
Bibliatek- (Foto AHR. 1988.)
gen, som Urne blev citeret for ibegyndelsen
af deiie afsnit, skriv€r han ligeledes om efterårspløjningen,
a! den ikke er så effektiv
på Bornholm som i det øvrige land. Efter
årspløjninsen havde til formål >at pløje
stubbene ned om efterhøst, for at fåjorden
d€sto mørere vint€ren overnej(. Det bornholmske
*
syst€n havde sine ford€l€ såvel som ulemper,
og det havde dyrkningsfællesskabet
også. Cenerelt må det siges, at hvis d€t
bornholmske landbrug i 17oo-tallet skulle
komm€ til at yde mere, end det sjorde, var
reformef nødvendige på såmme måd€ som i
det øvrjge land. På det!€ centrale punkt
kom Bornholm nok til at stå noget i skyggen,
netop fordi bønderne ikke indgik som
en del af d€t danske sodssystem. Det varjo
på baggrund af dette system, landborelbF
merne blev udarbejdet. Det mest markant€
eksempel på konsekv€nsen af, at bornholmerne
stod udenfor her, var måske udskift
ningen. Mens man i det øvrjge land i dulnins€n
af 1700-tall€t var sodt isang med
udskiftningen, hvorved h!'er enkelt gård fik
sin jord samlet omkring sig, blev grund
lagel for en bornholmsk udskiftnins først
l9

lagt langt op i l8oo-tallet. Den første mairikulering
af den bornholmske jord fandt
sted i 18,10'erne. I det øvrige land begyndie
man at matrikulere allerede i 1600-tall€t,
hvilket endte med Christian V's matrikel
fra 1688.
Den bornholmske bonde var ikke stavnsbunden
efter samme juridiske princip som
den oversøiske kollega. Han var ikke direkte
undertrykk€t af nogen herremand, men
til gengæld trykket ind i et socialt fastlåsi
samfund, ofte alene med sjg selv og sin fa_
milie udenfor et fællesskab, der kunne mobilisere
kamp for bedre vilkår, når en storbodde
havde sat sig på en del af hans udkomme.
Alligevel fungerede landbosamfundet
på Bornholm, og produktionen var
fuldt på højde med de øvrige landsdele. Befolkningstallet
steg, og landbosamfundet
udviklede sig imod en tilpasning til en ny
tids krav-
Atkivoliet i RiE atkivel.
Rentckanneiersårkiv, 16l Bornholnskesaser:
361,55 Jordebog ovcr Bornholns Amr 1696.
361,1? Breve og dokumenrq vedrørende kommislio
nen af l7l8 23. dec.mb€r ahgA.nde udnar*s
jorderne på Bornholn-
16l,5E Breve os dokum.mer vedrorcnde konmhsionen
af l?23 20. seprcmber angåcnde ldmårksjordern.
på Bornholm.
l6l,J9 Jord€bøger over den indla8nc udnarl på
Bornholn, 1727 29,
36t,6/J 1143-60, Dokunenr* vedr, salg af kel, sods
på Bornholn, nalnli8 auktion.D l?.I4 L maj.
16l,6l l?445?. Indkonn.ss.rtaBornhold.navn
lig vedrørcnde udmarksjorder.c,
361,62 AnsøgninSe! fra Bornholms fos*ellige sogne
aqåend. udmarrsjordeB indraa.lsc lt72
1780.
20
ANDERS HOLM RASMUSSEN
161,63 Cå, l7?5-1832, Saser vcdr- udnarksjordernc
361,64 Div.ree saB.r vedr. navnlis kommhiio.€n al
l?38 ril al undersøsc foGkellisc forhold pA
161,65 1738-39. Dotunenter vedr. komnissionen ar
l?18 ril at lndrsosr foBkellis. forhold på
A.kivolie. i Londerki@t Jor Sjellan.l,
Lolønd- Fdlster oe Bom holn,
Bornholms anrssrueå!kiv,
9.144I!Ie!@{!
30 Hartkorns5pecillkarionlT36.
3t Jordebøger 3 bd. østcr, Nøfe, Søhder hrd,
39 Forlesncls. over udmarl{sjord* 2 bd. i en
pakke, 1729, I829 (?), 1839.
P.-B!g!!X4!!€$!
46 Hov€dbogd ov* irdlomne kcndelser og
J6
fæsLepenSc 17,t41858.
Specifikåtion over bctalre iæslepcnge. l?89-
66 Spæifikation over Bornholms 8årde.
E A9d!&!!41!!!!r
109 123 Fæn€protokollerI689-18,16. Fæst.protokoll.r
t72l-ltJl- (Find6 på nitrofilm nr. M
124-139 Fæslebrevc
'18?4ff.) l72l 1851,
152-184 Afskdvningsbøger for landgilde, (Oidnct
135 LandgildcosudnartshavreeftcriorordninS
16/6-1192 .lrer raxt. l?93-1798, 1800-1802,
H.J- Skovgaard: Kon Åfbildnih8 paå Bornholms
vedtæ8t om Adganssrel lil SelveyerBaarde {Kbh.
t17t).
J.C- Urncr Agd-Drrtningcns BchandlinS pæ Bornholm
(Ude. Kbh. 1964).
J,P. Prahlr Agedrrknings Cat.chismus .ft€r Born"
holns As€rdyrkninss Ma.d. (Kbh. 1777).
N. Crønbcch: Nq.t om Landbru8et paå Bornnoln
ned Fo^las ril dcrs Forbedrine (Kbh. l8l5).
O. Ande6.n Boreby: Anviisning til dcn Practisk.
aaerdyrlning sru.d€r paa cgen Erfåring ((bh.
11121.