Det bornholmske landbosamfund i 1700-tallet

More documents

Recommendations

Info

problem er, at han indtil dato har boer på den 4. vornedgårds fortov, men nu )detfra af husbonden er bleven udsagt, og såled€s med hustru og børn gjort husvild(. Det er derfor nu hans )underdariSst og ydmygste begæring(, at måtte få tilladelse til at opsætte et nyt hus på )Haos Kongelige Majestæts udmark< udenfor den 18. selvejer- 8årds fortov, samt at indlægge et mindre stykke jord til avlsbrug, sådan at familien ikke skulle blive )nødte til at gribe til berlerstaven(. Husmandens råb om hjælp blev hørt af de nådige københavnske herrer. Jorden blev bevilget og sat til et skålpund smør i årlig afgifi. Dette brev viser sammen Ined flere andre lignende breve, at de husmænd, der kom til at bo på udmarksjordene, havde mere sikre forhold, end den husmand, der havde indfæstet sig på en gård. Selv om indtagelsen af udmarken var ulovlig, fik alle husmænd lov til at blive boende, da myndighederne ikke havde andre steder at placere dem, Indtagelsen af udmark var ikke alene et problem mellem husmænden€ og kronen. Det var i lige så høj grad et problem, der skabte interne stridigheder de bornholmske landbefolkningsgrupper imellem. Udmark€n - der også omfattede Almindingen - havde fra gammel tid været anvendt af befolkningen til blandt andet lyngrivning. Lyngen var en af de viStigste brændselskil, der. Opdyrkningen af udmarken skabte således et dilemma. På den ene side var det en god ting at få opdyrket udmarken, da det skabte nye ekshtensmuligheder for det voksende antal indbyggere. På den anden side blev lyng€n trængt tilbage. Mulighedern€ for at anvende udmarken som alternativt græsningssted for kreaturer blev også formindskede. Langt den overvejende del af de breve og dokumenter, der er bevaret til i då9, og som omhandler bornholmske landboforhold i l?oo-tallet, er fr€mkommer som følge af denne opdyrkning af udmarken: Husmænd, der ansøger kongen om lov til at indtage udmark for at opføre hus; 8årdmænd, der ansøger om lov til at indta- l6 ANDERS HOLM RASMUSSEN ge udmark for at kunne rette deres gærder; 8årdmænd, der skælder ud over husmænd, der har fået tildelt et stykke udmark. som gårdmanden følte sig historhk berettiget til at anvende osv, osv. Den store mængde klage- og bønskrifler af denne art viser, hvor vigtig en funktion udmarken havde i datidens bornholmske kulturlandskab. Stephen Jochumsen præsenterede sig selv som ieg fattige mand(. Der er ingen grund til at betvivle karakteristikkens rigtighed. De husmandsbrug, der opstod i løbet af 1700{all€t, var kun små, og efter at afgifterne var betalt, og brødet kommet på bordet, har menneskene ikke haft noget nævneværdigt overskud, og de flesle har slet intet haft. Hvor meger Stephen Jochumsen og hans familie faktisk ejede er dog vanskeligt at svare på. Andre husmænd har j forbindelse med deres ansøgninger om udmarksindtagelse anført årsa- 8en til deres behov, og dhse årsager siger noget om bostedern€s ringe størrelse. Husmand Mogens Mogensen fra Rutsker sogn anmodede om at måtte flyttesitgærde længere bort, eftersom de kreaturer, der gik på udmarken, kunne nå hans hus. Frederik Hansen fra Kl€mensker sogn anmodede om indtagelse af mere udmark, så han blev i stand til at holde en ko. Disse to eksempler fra 1773, og de er kun to blandt mange lignende, viser, hvor trængl mange husmænd har været. D€t bornholmske landbosamfund i 1700tallet var ligesom allc øvrige samfund på den tid strengt klassedelt. Gårdmænd, husmænd og tjenestefolk var de tre største befolkningsgrupper. Disse tre grupper har, når man medtager godsejerstanden, også været fremherskende i det almindelige danske landbosamfund. Der er dog i denne forbindelse særlig €t forhold, der her adskiller Bornholm fra det øvrige land, og det er spørgsmålet om den sociale mobilitet. I det danske landbosamfund var der ikke ringe mulighed for såvel social op- som nedstigning. Det var ikke ualmindeligr, at
DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET husmænd eller tjengstekarle overtog en ledig fæslegård, med de muligheder detregav for en forbedret levestandard. Sådanne overtaSelser kunne blandt andet komme på tal€, fordi godsledelsen, i det daglige arbejde ofte med ridefogeden i spidsen, kendt€ almuebefolkningen på godset, og derforofte vidste, hvor man kunne finde en duelig tjenestekarl, der kunne overtage en ledig eller måske dårligt holdt fæstegård. Eller en fæstebondes søn kunne komme i lære på herregården, blive ridefoged og mfuke ende som godsejer. Det bornholmske landbosamfund var socialt meget mere fasdåst. Selvfølgelig var der mulighed for nedstigning. En gårdmand kunne gå fallit og hurtigt havne på samfundets bund. Men den, der befandt sig på bunden af samfundspyramiden, havde utroligt vanskeligt ved at forb€dre sin status. Ville man have en gård, måtte man købe den til markedspris. Der var ingen godser, der kunne Sive henstand med indfæsF ningen, og med den ringe opsparing, tjenestefolk og måske især husmandsfamilierne havde, har det været umuligt at rejse den fornødne kapital. På Bornholm var der ing€n genvej til en forbedret levestandård. Kuhwlandskabet og landbtugsdriften Kilderne ril beskrivelse af d€t bornholmske kulturlandskab og den bornholmske landbrugsdrift i 17oo-tallel er umiddelbart mere lilgængelige, end når det drejer sig om de sociale forhold. For det første er man for Bornholms vedkommende i den heldige situaiion, at er af de bedste danske egnskorr fra l?oo-lallet - Hammers bomholmsko.t fra 1750 - gør os i stand til at rekonstruere kulturlandskabet temmelig nøje. For det andet er amlmand J.C. Urnes )Ager- Dyrkningcns Behandling paa Bornholm( fra o. 1760 blevet udgivet af Aage Rohmann i 1964, og J.P. Prahls DAgerdyrknings Cat€chismus Efter Bornholms Ager' dyrknings-Maade(, som allerede er blevet nævnt, blev trykt i København i 1777. Beg- ge disse skrifter beskæftiger sig indgående med den tekniske side af landbtugsdriften. Urne giver i tidens sprog følgende beskrivelse af kulturlandskaber: )Her på Bornholm er i almind€lighed ikkun rinee høbjærgning, hvilket til dels og meget kommer af landets indretning dermed, at hverken til købstæderne eller på bø.iden (landet) er å parte indelukkede vange som skiftevis bruges andre steder, et år til at beså og holde fredet for kreature, og andre år igen til overdrev- Men her på tandet ligge agrene i flæng, snart blive nogle besåede, snårt andre liggende til hvile. Heste, kvæg, får, svin og øvrige kreature går fra indhøstel er, hen til hegning skal holdes, nemlig 1 maj eller Valborg dag over alt både de usåed€, som og med rug besåede agre, samt engene, frit omkring, ja fårene endog længere indtil vårsæden er laga.( En ager var betegnelsen for den mindste markenhed indenfor et vangebrug. Vangebruget var som tidligere nævnt den fremherskende dyrkningsmåde af landsbymarkerne på Sjælland og Fyn. Landsbymarken varde fleste steder inddeh i tre vange. Disse vange var igen inddelt i åsc, som igen var inddelt i agre. Agren var således den markenhed, €n bonde havde ansvaret for, og bonden kunne have utallige agre rundt omkring i bymarken. Det var ikke ualmindeligt, at en enkelt gård havde over 100 agre fordelt i landsbymarken. Der var dog system i opbygningen, sådan al der i hver ås var ligeså mange agre, som der var gårde i landsbyen, og bønderne blev i fællesskab enige om, hvad der skulle dyrkes af 3fgrøder i de enkelte åse. Det er dette dyrkningssystem, Urne sammenligner d€i bornholmske med i ov€nstående citat- Hvad han mener, nA. han skriver, at de bornholmske agre ligger i flæng, kan man få €t indtryk af ved at se på Hammers kort, hvor agrene er indtegnet (fig.4). Umiddelbårt ser der ud til at vær€ meget smukt system i markanlæggene, og det Urne mener, er heller ikke, at agrene ligSer hulter til bulter. Han mener, at agrene er t7
Page 1 and 2: Det bornholmske landbosamfund i l70
Page 3 and 4: DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITO
Page 5 and 6: DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I I?O
Page 7: * { ;! t' ':: , . ' DET BORNHOLMS(E
Page 11 and 12: DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITO

Det bornholmske landbosamfund i 1700-tallet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?