Danske Studier 1964

A sinus Vulgi 49
Godeke antog, at historien i sin oprindelse var morgenlandsk, at
dens ægteste form fandtes hos Juan Manuel, at Jacques de Vitry
havde indført den i Europa, og at den 5. episode, hvor æslet bæres,
var skabt af dennes efterlignere på grundlag af en antydning hos ham
selv (idet Godeke anså SC for at ligge Jacques de Vitry's form nær).
Hvad det sidste punkt angår, har vor jævnførelse formentiig vist, at SC
tværtimod i sin behandling af denne episode er sekundær; desuden har
det ikke kunnet verificeres, at Jacques de Vitry skulle have introduceret
teksten. Derimod synes Godeke at have ret i, at en form, som manglede
5. episode, er oprindeligst, ikke alene i Middelhavslandene, men også
i Frankrig.
Gildemeister, der fremlagde Ibn Sa'ids variant, fandt ved en sammenligning
af denne med de øvrige, endog Juan Manuels, som Godeke
havde prist for dens enkelhed og naturlighed, blot et yderligere bevis
på, »wie ... die Barbaren des abendlåndischen Mittelalters sich mehr
darauf verstanden, Geschichten zu verderben, als zu erzåhlen« 30 .
Gaston Paris, en af den »indiske« teoris fornemste våbendragere,
hævdede i en festforelæsning 40 i 1874, at fortællingens oprindeligste
former var orientalske: »La littérature arabe, sous trois formes (la
source inconnue de saint Bernardin, Ibn-Sai'd et la source inconnue
de D. Juan Manuel), offre jusqu'å present la derniére limite ou remontent,
pour cette histoire, nos investigations. Mais«, fortsætter han, »il
est certain que l'arabe, ici comme ailleurs, a servi å transmettre un
conte originaire de l'Inde. Le caractére bouddhique de cette excellente
parabole est frappant. . .« (s. 97), og det bliver straks klart, hvad han
mener hermed, når man opdager, at han betragter Bemardinos fremstilling
som »la plus fidele et en méme temps la plus agréable« (s. 93);
konstellationen munk : discipel anses for original i fortællingen og typisk
buddhistisk. Paris tager ikke hensyn til, at Bemardinos variant absolut
ikke hører til de ældste, at konstellationen munk : discipel i denne
historie er enestående og helt mangler i den arabiske verden, at historien
overhovedet ikke er optegnet i Indien eller andetsteds i Orienten
før en enkelt gang i moderne tid, at munken og hans discipel hyppigt
optræder i europæiske eksempler, eller at Bemardino, der selv er munk
og hovedsagelig optaget af intern reform i sin orden, kan have haft en
naturlig interesse i at ændre denne detalje for at gøre historien nærværende
for sine tilhørere. Disse synspunkter er tildels allerede fremført
af Bédier 41 i hans store opgør med vandringshypoteseme.