Danske Studier 1964

Er det finale r en vokal i rigsdansk? 87
pliceret. Jespersen pp. 65 f, 92 f regner gennemgående med kontoidisk
manifestation som i forlyd både i indlyd og udlyd: kurv, ærgre, fyrig, og
ustemt efter kort vokal: hjerte, purk, kar; men hans opfattelse er dog
allerede svækket ved begrebet »vokaliseret r«, p. 101, som opstår ved
sammensmeltning af e og r i fx. Karen [ka-ran —> ka-an] og fader [fa-5or ->
fa-5j], og han siger, at den samme lyd »indtræder også ... meget almindeligt
for r især efter lang vokal«: bor, tårn, farlig.
Jespersens udtaleangivelser ligger for en stor del til grund for lydbetegnelsen
i Ordbog over det danske Sprog, selv om de på mange
punkter må anses for provinsielle og/eller nu forældede. Jfr. AaHansen
p. 9, PDid p. 44. Det gælder således fx. udtalen [(a-Æ] farlig. Ikke desto
mindre er der knyttet så stærk autoritet til Jespersens navn, at hans
opfattelse er svær at få bugt med; selv Poul Andersen hænger ved traditionen
og er derfor ikke konsekvent i sin fremstilling af manifestationen
af eftervokalisk r, PAnd p. 349 f. Han regner i første omgang med kontoidisk
[B] i større, verden, bærme, værge, ærgre, og »ofte« ustemt variant
efter kort vokal i trykstærk stavelse: kar, smør, bør, kort, vers, sjærf og
»hos en del mennesker« efter vokal med stød: stor, bør (sb.), tyr, men
anfører eksempler på lignende kombinationer i det afsnit, der handler
om finalt r, som »i rigssproget i de fleste kombinationer (er) så slapt
artikuleret, at det i dansk fonetik beskrives som et »vokalisk r« [K, K] 3 ,
en faryngal vokoid, omtrent = [»].«
Poul Andersen er strukturalist og skelner mellem konsonantisk og
vokalisk funktion; han siger, at vokalisk (bedre: vokoidisk) r særlig
forekommer, hvor fonemet r har eller kan have funktion som stavelsesdannende
element: hopper, Søren, lærerne [hopK, sæ:Kn, le:K:na]. Men
»r-fonemet manifesterer sig imidlertid også som faryngal vokoid i mange
tilfælde, hvor det har funktion som konsonant«, fortsætter Poul Andersen,
og her er det, han kommer i konflikt med sig selv ved at nævne lignende
og delvis de samme eksempler, som tidligere er anført med kontoidisk
manifestation. Inclusive (til forskel fra Jespersen) kombinationer med r
efter kort vokal.
Ved sammenligning mellem Jespersen og PAnd fremgår det da trods
alt, at der i tidens løb er sket en større indrømmelse til de vokoidiske
manifestationer af r i efterlyd, uden at den fulde konsekvens (strukturelt)
drages.
Poul Andersen nævner (PAnd p. 350), at også r, der står initialt i
stavelsen, i mange tilfælde kan høres udtalt med den for det finale r