TEMA VIRKELIGHED - ORDET

T E M A : v i r k E L i g h E d
Skrevet af Kasper Andersen, stud. film og medievidenskab
konstruerede verdener
Film om konstrueret virkelighed er ofte inspirerede af filosofi, mange involverer virtual reality, og de bygger næsten
alle op til den store afsløring af konstruktionen. Men hvad gør egentligt disse film så fascinerende?
Er verden konstrueret? Det spørgsmål har
efterhånden været basis for mange film,
der har insisteret på, at man ikke må tage
virkeligheden for givet. I sluthalvfemserne
udkom der inden for ganske kort tid en
række film om emnet. Det paranoide tema
kan tolkes som et produkt af den ube-
grundede frygt, der herskede i tiden op til
årtusindeskiftet, men interessen for denne
subgenre skyldtes nok i lige så høj grad, at
den hastige teknologiske udvikling satte
gang i visse spekulationer.
Inspiration i filosofi
Mange film om konstrueret virkelighed er
inspireret af den amerikanske science fic-
tion-forfatter Philip K. Dicks dybt originale
noveller fra 50’erne og 60’erne. Dick var
meget optaget af forskellige opfattelser af
virkelighed. I Waking Life (2001) udlægges
adskillige personers livsfilosofier og opfat-
telser af verdens større sammenhænge,
og en af disse tager udgangspunkt i Philip
K. Dicks essay How to Build a Universe that
Doesn’t Fall Apart Two Days Later (1978).
Heri redegjorde han for sin åbenbaring om
rigtigheden af gnosticismens filosofi, hvis
religiøse tilhængere tror på, at tiden – og
derfor også virkeligheden – er en illusion,
Satan har skabt med det formål at skjule
sandheden, nemlig at menneskeheden er
fastlåst i året 50 e.Kr., afventende Jesus’
snarlige tilbagevenden.
En hel del af Philip K. Dicks historier er
skrevet med denne teori for øje, og da
mange filmmagere som nævnt trækker på
Dick, er det derfor ikke spor mærkeligt, at
konceptet om virkeligheden som konstruk-
tion virker bekendt. I film om virtual reality
vendes tidforskydningen gerne, sådan at
den konstruerede virkelighed modelleres
ud fra fortiden i en verden, hvor tekno-
logien har udviklet sig tilstrækkeligt til at
kunne simulere virkelighed troværdigt.
Dette er tilfældet i Abre Los Ojos (1997)
og dennes remake Vanilla Sky (2001), der
udmærker sig ved,
at deres protagonist
selv vælger at leve
i en virtual reality-
verden, som tilpasses
specielt til ham. Den-
ne verden udvikler sig
dog til et sandt mare-
ridt, og den spanske
titels oversættelse ’åben dine øjne’ er en
direkte opfordring til ham om at vågne op
og indse, at hans verden er en konstruk-
tion. Ligesom i Total Recall (1990), der er
et eksempel på en direkte filmatisering af
en af Dicks noveller, sløres overgangen fra
protagonistens virkelighed til hans liv i en
virtuel verden ved at manipulere ved hans
hukommelse.
Virtual Reality
De absolut bedst kendte film med udgangs-
punkt i virtual reality er naturligvis The
Matrix-trilogien (1999-2003). I filmene har
maskiner skabt en computersimuleret ver-
den, der opfattes som virkelighed af hack-
eren Neo og så godt som resten af jordens
befolkning, hvis kroppe i virkeligheden
ligger i dvale og fungerer som maskinernes
energikilder. Hvor absurd denne idé end
...’åben dine øjne’ er
måtte forekomme, så er der ingen tvivl om,
at ’hvad-nu-hvis?-faktoren’ udgør en stor
del af historiens appel.
en direkte opfordring til
ham om at vågne op og
indse, at hans verden er
en konstruktion.
Vil det i fremtiden blive muligt at op-
finde hardware, der kan få den menneske-
lige hjerne til at opfatte virtual reality som
virkelighed? Dette har flere film beskæfti-
get sig med. Strange Days (1995) er en af de
mere realistiske af disse med inkluderingen
af en opfindelse, der
muliggjorde optagelsen
af ens oplevelser, som
andre senere kunne
genopleve, så virke-
lige som var det deres
egne. Avalon (2001) og
eXistenZ (1999) førte
idéen videre og forudså
interaktive virtual reality-computerspil, der
af spillerne ikke kunne adskilles fra virke-
ligheden. Samtidig påpegede de begge, at
hvis man accepterer eksistensen af en så-
dan teknologi, så vil afsløringen af et højere
eksistensplan kun være starten på skruen
uden ende, idet man aldrig vil kunne få
vished om, at man er nået til det øverste
lag af virkelighed.
Dette pointeres også i Welt am Draht
(1973) og dennes remake The Thirteenth
Floor (1999), hvor programmører simulerer
en by i deres computere, for senere at op-
dage, at de selv befinder sig i en simuleret
verden, som beskrevet i Daniel F. Galouyes
bog Simulacron-3 (1964). Originalen er des-
værre ikke udgivet efter sin visning på tysk
tv, men er en tidlig forløber for film om
virtual reality – et begreb der først blev op-
fundet et årti senere. Filmen lægger meget
vægt på at skabe en paranoid stemning,
hvorimod remaken fokuserer mere på at
få bygget op til twisten i sidste agt. Her er
afsløringen af konstruktionen visualiseret
ved, at protagonisten Douglas Hall opdager,
at hans verden ikke er færdigbygget.
Konstruktionens afsløring
En lignende afsløring finder sted i Dark City
(1998), hvis plot er næsten identisk med det
i The Matrix. I filmen eksperimenterer rum-
væsner med protagonisten John Murdoch
og de andre indbyggere i en by, hvor det
altid er nat, modelleret med deres sofistike-
rede teknologi. Et af de mange fællestræk
mellem de to film er, at protagonisterne
udnytter en ny forståelse af deres verdens
opbygning til at bøje de fysiske regler til
egen fordel – Neo ved at hacke simule-
ringens underliggende kode og Murdoch
ved at ’tune’ rumvæsnernes maskiner. Den
væsentlige forskel mellem filmene er, at
rumvæsnerne med de omtalte maskiner
fysisk har konstrueret virkeligheden i Dark
City, i modsætning til at simulere den, hvil-
ket umiddelbart eliminerer problematikken
omkring en verden i flere lag.
Dark Citys fokus ligger på opdagelsen af
den konstruerede verden og filmen kon-
centrerer sig om at bygge op til den ende-
Historier om konstrueret virkelighed udfordrer vores
opfattelse af vores egen virkelighed, og hverken virtual reality
eller store afsløringer er åbenbart nødvendige forudsætninger
for at fortælle disse historier.
lige afsløring. Traditionelt udskydes overra-
skelsen så længe som overhovedet muligt,
som i for eksempel også i The Game (1997),
hvor protagonisten Nicholas’ verden ufor-
klarligt bryder sammen omkring ham. Her
når han og publikum til indsigten
om den konstruerede verden på
samme tid, i filmens absolut sid-
ste minutter. I The Truman Show
(1998) vendes skabelonen dog på
hovedet. Her har Truman hele sit
liv uvidende spillet hovedrollen
i et verdenskendt tv-show, men
naturen af hans konstruerede
verden bliver afsløret allerede i
filmens begyndelse.
Virkelighed
Både Nicholas og Truman begyn-
der i filmene at tvivle på deres
egen forstand og kontrasten
mellem at være sindssyg i en
normal verden eller den eneste
klarsynede i en sindssyg verden udforskes i
det hele taget ofte i film, der stiller spørgs-
målstegn til virkeligheden. Denne kontrast
er central i Donnie Darko (2001), hvor teen-
ageren Donnie går til psykolog og er tvun-
get til at finde sammenhæng i et univers,
der ligner virkeligheden til forveksling, men
, som han indser, er på randen af et sam-
menbrud. Tilsvarende drives matematike-
ren Max i Pi (1998) til vanviddets rand i jag-
ten på en forståelse af verdenen omkring
ham. Er han gal eller genial? Han finder det
ultimative svar i form af mønstre i et 216
cifre langt tal, som ifølge den jødiske mysti-
cisme kabbalah, der har nære forbindelser
til gnosticismen, kan oversættes med det
hebraiske alfabet til Guds sande navn og be-
nyttes til at opnå en alvidende indsigt.
I hverken Pi eller Donnie Darko afsløres
det for publikum, hvad der ligger bag vir-
keligheden – på trods af at både Max og
Donnie ellers tilsyneladende opnår denne
viden. Dette skyldes naturligvis, at det er
svært at afdække banebrydende religiøse
sandheder. Men selvom der altså ikke bliver
givet nogle svar, så er spørgsmålene i sig
selv fascinerende. Historier om konstruere-
de verdener udfordrer vores opfattelse af
vores egen virkelighed, og hverken virtual
reality eller store afsløringer er åbenbart
nødvendige forudsætninger for at fortælle
disse historier. Det er dog stærke byg-
geklodser, der giver filmene variation og
hjælper til at formidle abstrakte filosofiske
tanker. Hvilket vel er præcis, hvad der gør
disse film så spændende; at de vækker
nysgerrighed og opfordrer til overvejelser
om et af livets helt store spørgsmål: Hvad
er virkelighed egentlig?
Philip K. Dick havde et bud på et svar:
“Reality is that which, when you stop beli-
eving in it, doesn’t go away.”
Kommende
Philip K. Dick filmatisering:
A Scanner Darkly (2006) instrueret af
Richard Linklater (instruktør af bl.a.
Must-see animé om emnet:
Ghost in the Shell 2: Innocence (2004) og
Serial Experiments: Lain (1998)
ORDET14 efterår/vinter 2006 ORDET14 efterår/vinter 2006
14 15
Waking Life).
T E M A : v i r k E L i g h E d