TEMA VIRKELIGHED - ORDET

T E M A : v i r k E L i g h E d
Skrevet af Rasmus Krogh, stud.mag. i filmvidenskab Foto af Anders Holck
6
virkelighedens komiske karakterer
I den påståede semidokumentariske Klovn ønsker Frank Hvam og Casper Christensen som altid at stimulere seerens
lattermuskler. De har dog undgået formen fra den traditionelle sitcom og henter denne gang størstedelen af den
humoristiske appel i en leg med den hårfine grænse mellem virkelighed og fiktion.
Forleden eftermiddag zappede jeg
over på en af de utallige genudsen-
delser af Friends. I det pågældende
afsnit lykkes det den pertentlige Monica
at arrangere et stævnemøde med selveste
Jean-Claude Van Damme. Til trods for hen-
des gode intentioner viser stævnemødet
sig hurtigt at tage en ret uventet drejning.
Det belgiske muskelbundt har nemlig mis-
forstået en række signaler og er derfor af
den udtrykkelige opfattelse, at Monica er
interesseret i en trekant med ham og Drew
Barrymore.
Humoren i denne scene henter største-
delen af sin drivkraft i det forhold, at Van
Damme spiller Van Damme. Der er altså ikke
et skarpt skel mellem identiteten af skue-
spilleren og den rolle, han spiller. På den
måde tilskrives de iscenesatte handlinger
til en vis grad den virkelige Van Damme,
og scenen får således et ekstra humoristisk
betydningslag. Det er dette ekstra lag, som
udnyttes i Klovn. Her spiller Frank Hvam sig
selv i ledtog med mange andre skuespillere,
der ligeledes skal forestille at repræsentere
deres ofte krukkede alter egoer.
Men hvilke rødder har den tradition,
som Klovn indskriver sig i, og hvordan er
dens forankring i virkeligheden en af de
primære årsager til dens humoristiske
appel?
Slørede grænser
At udtvære grænserne mellem en karakter
i en fiktiv fremstilling og den skuespiller,
som agerer karakteren, er et interessant,
men næppe synderligt nyt fænomen. Det
er en gimmick, der især er blevet anvendt
ORDET14 efterår/vinter 2006
inden for den amerikanske sitcom-tradi-
tion.
Som i eksemplet med Van Damme har
berømtheder ofte optrådt som sig selv i
enkeltstående episodeafsnit. Tendensen
har dog sine rødder længere tilbage i nogle
af de ældste sitcoms, hvor hele tv-seriens
profil blev skabt på baggrund af en kendt
skuespiller eller komiker. Det var tilfældet
i The Andy Griffith Show og Mary Tyler Mo-
ore, hvor hhv. Andy Griffith og Mary Tyler
Moore lagde navn til udsendelserne. Selv-
om de to serier afbilder utvetydige fiktive
universer, bibeholdes en vis forankring til
virkeligheden. Humoren knyttes til identi-
teten af de to hovedrolleindehavere, og de
to hovedkarakterer bærer ligeledes samme
fornavn som deres alter egoer. Tendensen
fortsætter i 90’er-sitcom’en Seinfeld, hvor
der ikke klart skelnes mellem komikeren
Jerry Seinfeld og den rolle, han agerer i et
ellers fiktivt miljø. Men kulminationen må
dog siges at være i Curb Your Enthusiasm,
hvor tv-produceren Larry David – som også
stod bag Seinfeld – spiller sig selv i rollen
som en uudholdelig, ulidelig tv-producer.
Her bliver ikke kun grænsen mellem ka-
rakteren og skuespilleren sløret, men der
skelnes heller ikke klart mellem et fiktivt
miljø og det miljø, som Larry David normalt
befinder sig i uden for fiktionens diegese.
Det er ikke svært at se, at Curb Your
Enthusiasm må have været en stor inspi-
rationskilde for Christensen og Hvam. Nar-
rativt og stilistisk benytter Klovn mange
af de samme strategier i dens blanding af
virkelighed og fiktion. Men ikke desto min-
dre har Christensen og Hvam også tidligere
leget med denne tanke. Hovedkarakteren
i Langt fra Las Vegas var eksempelvis en
semiautentisk Casper Christensen, der dog
befandt sig i et ellers fiktivt miljø.
Kendt og grinagtig
Den mest åbenlyse effekt ved at sløre for-
holdet mellem en karakter og identiteten
af den skuespiller, som agerer karakteren,
er naturligvis, at seeren skal være i tvivl
om, hvad der er fiktion, og hvad der virke-
lighed. I de første sæsoner hævdede Klovn
desuden, at den var baseret på virkelige be-
givenheder. En nærgående narrativ analyse
af fortællestrukturen afslører imidlertid, at
de enkelte afsnit er stramt strukturerede
og uhyre konstruerede i et tæt samspil af
setups og payoffs. Alligevel er det muligt,
at seeren får et ekstra betydningslag – et
betydningslag, som ikke kunne tilføres, hvis
de afbildede karakterer ikke havde en eksi-
stens uden for seriens diegese.
God fiktion kan skildre situationer, som
er næsten ubærlige, næsten umulige at
være vidne til. Det kan være situationer,
hvor karaktererne har begået så uhyre
pinlige handlinger, at det ikke kan undgå at
påvirke seerens følelsesmæssige oplevelse
voldsomt. Dette kan dog også opnås – og
til tider med større effekt – når seeren kan
attribuere sådanne handlinger til ikke-fik-
tive personer, som fx kendte mennesker. Et
program som Rent Fup lever højt på inte-
ressen i at se de kendte på glatis i pinlige
øjeblikke, og i sin grundliggende tematik
har Klovn blot udnyttet dette forhold. I
hvert eneste afsnit er Frank ubetinget pin-
lig og dummer sig konstant, og fundamen-
tet for humoren ligger altså i, at det ikke er
meningen, at seeren decideret skal sondre
mellem karakteren Frank i Klovn og den vir-
kelige Frank Hvam. Det forhold, som seeren
opbygger til karakteren, er baseret på de
fiktive hændelser, men henter en stor del
af sin reelle betydning i den kendsgerning,
at seeren kan tilskrive handlingerne den
virkelige person. Effekten bliver altså, at
det er muligt at gøre de pinlige hændelser
endnu mere pinlige,
tåbelige og mor-
somme, da kilden til
hændelserne i den
konkrete seerre-
ception er en ikke-
fiktiv, kendt person.
Man kunne selvføl-
gelig indvende, at
i takt med at se-
rien udvikler sig, vil
den afmystificere
Hvams og de andre medvirkendes ’kendt-
hed’, men gæsteoptrædener af berømthe-
der, der agerer sig selv, er dog til stadighed
med til at underbygge seriens humoristiske
forankring i den virkelige verden.
Klovns narrative og stilistiske udform-
ning understreger også de pinlige øje-
blikke. Deciderede punchlines og jokes
eksisterer ikke og er i stedet erstattet af
situationer, der henter næring i en gradvis
eskalering af pinlige momenter. Udela-
delsen af den distancerende dåselatter
forstærker effekten, idet den larmende
stilhed konstant fremhæver Franks pinlige
opførsel, ligesom den tilstræbte ’fluen
ORDET14 efterår/vinter 2006
på væggen’-æstetik til stadighed betoner
forankringen i det virkelige.
Det kan være situationer,
hvor karaktererne har
begået så uhyre pinlige
handlinger, at det ikke kan
undgå at påvirke seerens
følelsesmæssige oplevelse
voldsomt.
En persona med konsekvenser
Det er imidlertid interessant, om denne
leg med virkeligheden har nogle omkost-
ninger? Kunne det tænkes, at balancegan-
gen på grænsen mellem det virkelige og
fiktionen har en betydning for, hvordan
Frank Hvam, Casper Christensen og de an-
dre medvirkende i Klovn ellers opfattes og
fremstilles i andre medieprodukter?
Inden for retorikken findes begrebet
persona, der betegner en rolle, en kom-
munikator kan påtage sig for at stå gunstigt
i en given situation. Da fx Casper Christen-
sen i Klovn spiller sig selv, kan hans rolle
opfattes som en kreeret persona, der har
til formål at ironisere over de kendte og
den galla og glamour, som berømtheder
typisk forbindes
med. Det interes-
sante er imidlertid,
at denne persona til
en vis grad kommer
til udtryk i andre
udsendelser. I TV 2’s
quizshow Deal No
Deal er Christensen
fx iført et jakkesæt,
stråler af succes og
penge, er flankeret
af 25 smukke piger i gallakjoler og udtryk-
ker på den måde mange af de glamourøse
værdier, som han selvironisk forbindes
med i Klovn. Der er ret langt fra Deal No
Deal til Casper og Mandrilaftalen.
Det er altså bemærkelsesværdigt, at
denne leg på grænsen mellem virkelighed
og fiktion kan tænkes at have visse konse-
kvenser for opfattelsen af de involverede
parters personligheder og værdisæt. Og
det er bemærkelsesværdigt, at den per-
sona, der skabes, ikke nødvendigvis er helt
uden omkostninger.
T E M A : v i r k E L i g h E d
7