TEMA VIRKELIGHED - ORDET

T E M A : v i r k E L i g h E d
18
Bevares. Tim Burton
og Christopher Nolan har
da gjort hæderlige forsøg. Men
den ægte Batman-ånd – den fra Batman: The Movie - har
ingen af dem for alvor fanget. 1966-udgaven er et pragtstykke
ud i distingveret dialog og subtile superhelteaktioner. Man beriges
med en perlerække af uforglemmelige citater, som når Batman efter at
have sat livet på spil for et redde en flok drankere siger: ”They may be drin-
kers, Robin, but they’re still human beings.”
Med Batmans vid, vovemod og effektive anti-haj-spray som remedier redder det
umage par gang på gang sig selv såvel som verden ud af de mest håbløse situatio-
ner; se blot, hvordan Batman på sokratisk maner lader Robin knække en af Gæk-
kerens skumle gåder:
Mange vil
mene, at man ikke
bør skamme sig over at
kunne lide Ben-Hur. Den er jo fantastisk flot lavet og
fortæller en historie om heltemod, opofrelse, kærlighed og
Jesus. Tilmed er den pakket med action, gode effekter og impone-
bEN-hur - 1 5 , wyLEr
rende kulisser.
Alligevel skammer jeg mig over at holde af denne episke Oscar-sluger. Den er
nemlig noget af det mest monstrøse og fundamentalistiske, der nogensinde
har forladt Hollywood. Hele ’Gud-er-med-mig-konceptet’ er så himmelråbende
ulækkert, selvoptaget og indskrænket, at selv Gud må krumme tæer ved synet af
Ben-Hur.
At filmen trods dette er sikker på at blive set af undertegnede, hver gang den
vises på tv, skyldes en sygelig masochisme, som udelukkende kan aktiveres
af Charlton Hestons pinligt, kluntede og nærmest monumentale skuespil.
Der er en mærkværdig væmmelsesfryd forbundet med Ben-Hur,
som intet har at gøre med camp. For filmen er hverken
dårlig eller ufrivilligt komisk. Den er bare grufuld.
Af Phillip Seidler
bATMAN: ThE MoviE - 1 66, MArTiNSoN
Batman (læser den første gåde højt): ”What
has yellow skin and writes?”
Robin: ”A ball-point banana!”
Batman (læser den næste gåde højt): ”What
people are always in a hurry?”
Robin: ”Rushing people... Russians!”
Batman: ”So this means... ”
Robin: ”Someone Russian is going to slip on
a banana and break their neck!”
Batman: ”Precisely, Robin!”
Af Jacob Ludvigsen
ORDET14 efterår/vinter 2006
Virkelighedsflugt
guilty pleasures
Vi har alle en film eller to, som vi elsker at se – men som kun kan
nydes med skyldfølelse. Pøbelagtige actionbrag tryldbinder den
ene, oversøde romantiske candy-drops sætter gang i tårekanalerne
hos den anden, mens den tredie morer sig over tvivlsom falden-på-
halen-komik. Vi er alle syndere over for vores intellekt! For vi ved
jo godt, hvad der er godt, og i hvert fald hvad der absolut ikke
er godt. På de næste sider går Ordets redaktion til skrifte og
åbenbarer en stribe pinlige yndlingsfilm. Men syndsforladelse
er ikke forbeholdt de få! Har Du, kære læser, selv dårlig
samvittighed over en filmfavorit, så send 700-1000
anslag herom til redaktion@ordet.net. Bidragene
vil blive lagt ud på Ordets hjemmeside.
Bod er vejen til Paradis!
Det var de
glade VHS-dage
sidst i 80erne. Som søn
af en pædagog-mor, der bestemt ikke mente, at
video var noget for børn, søgte jeg tilflugt hos min barn-
domsven og nabo Martin, hvis forældre havde en noget mere
laissez faire holdning til dette farlige nye medie. Her fandt jeg forbil-
leder, der lå langt fra virkelighedens feministisk farvede pædagogik.
Favoritfilmen var Top Gun og forbilledet var Maverick spillet af en colgate-
smilende Tom Cruise med vandkæmmet sideskilling. Denne film lærte os, at
Top guN - 1 86, SCoTT
rigtige mænd kører motorcykel, spiller beachvolley og scorer damer, når ikke
de lige sidder bag styrepinden i en brølende F-14-jager og sprænger kom-
munistiske MIG-fightere til atomer. Mor satte en stopper for planerne om en
motorcykel, og pigerne var stadig bare nogle, vi hev i håret. Men vi spillede
en masse beachvolley, og én ting var sikker: Vi skulle være jagerpiloter!
Desværre blev sædet i F-14-jageren skiftet ud med de adrenalinfor-
ladte gange på KUA blandt metroseksuelle ventreorineterede
medstuderende. Øv! Godt at Top Gun er udgivet på dvd!
Af Adam Voigt
Glem alt om filmen som
syvende kunstart og alskens
former for feinschmeckeri. Vi taler
Armageddon – en ambitiøs akademikers akilleshæl. Jeg el-
sker den film, men hvorfor? Den er selvfølgelig visuelt flot, men
ujævnt instrueret, miserabelt spillet og fuldstændig utroværdig og
ulogisk i sin udformning. Så hvordan kan det være, at jeg gang på gang
drages af dette hollywoodske udstyrsstykke?
ArMAgEddoN- 1 8, bAy
Fordi det er FEDT at se på. Ja, ’fedt’ med store typer. Cinemascopeformaet
kommer til sin fulde ret, når adskillige meteorer brager ned over Manhatten.
WAUWW!! Med fuld smæk på hjemmeanlægget og subwooferen skruet op
på max bliver man blæst væk gang på gang! Og så er det da i grunden lige
meget, at filmen i sin grundlæggende præmis er uhyre fjollet; ville det måske
ikke logisk set være lettere at træne astronauter i at være borebisser end at
træne borebisser i at være astronauter? Men det er lige meget, for Ar-
mageddon er sej, Armageddon er fed. På en tømmermænds-søndag,
hvor det eneste alternativ til ti timers Onside er en dvd-skive på
anlægget, er Armageddon den bedste virkelighedsflugt!
Af Rasmus Krogh
ORDET14 efterår/vinter 2006
Den
ofte pro-
duktive og endnu
oftere negligerede John Carpenters ultimative
popcornfilm. Escape from New York er én af de små
kultperler, der bliver en succes på trods af, frem for på grund
af, dens afsæt. For det bliver næppe mere formularisk konstrueret
end en dystopisk sci-fi/action-film, hvor den rå, ubarberede kriminelle
ESCApE FroM NEw york - 1 81, CArpENTEr
Snake Plissken (og hvilket navn!) får et døgn til at redde den nødstedte
præsident og nationens hemmeligheder i et fremtidens Manhatten om-
dannet til kriminel underverden. Der er deadlines, eksplosioner, maskinge-
værer, tæsk, trusler og de gode mod de onde for alle pengene, og dialogen
er reduceret til Kurt Russell som Snake arrigt vrissende ”get a new presi-
dent!” og ”i don’t give a fuck!”. Slam! Bang! I don’t give a fuck! Det ene
torturmord, det ene overlagte mord, følger det andet, og man
når slet ikke at savne den mere nuancerede samfundskritik fra
Carpenters Assault on Precinct 13, The Fog og The Thing.
Nåja – og den gemene politimand pressende Snake er
ingen ringere end Lee ’Den Onde’ Van Cleef!
Af Kenneth McNeil
1
T E M A : v i r k E L i g h E d