Vi bliver nok lidt nervøse - Roskilde Festival

c m y k
4
Photo by Mads Madsen/ROCKPHOTO
Sensuelt
vækkeur
★★★★
SWAN LEE,
Blå Scene
Swan Lees liflige tonehav
var den perfekte opvågnen
på en tømmermændsplaget
lørdag formiddag. Som et
sensuelt vækkeur fik
bandets behagelige sange
bragt livet tilbage i de
ømme muskler.
Pernille Rosendahl forførte
blidt med sin fortryllende sang,
mens de filmiske melodier i ro
og mag voksede sig kraftfulde
og nænsomt blev skubbet op i
omdrejninger af et tæt spillende
band. Det var til fulde
intimiteten og sensualiteten,
som Swan Lee overbevisende
fastholdt. Drømmebillederne
flød ubesværet ud over
scenekanten, hvor Jonas Struck
leverede sit tilbageholdte og
adrætte guitarspil. Den
melodiske kropsmassage fik
tilmed en direkte fysisk
dimension med Pernille
Rosendahls diskret blottede
skulder, der i sig selv iscenesatte
sangenes underliggende erotiske
stemninger. / JOP
ROSKILDE DAILY
● Sensual alarm clock.
Swan Lee’s delicious sea of sound
brought life back to aching muscles
and served as the perfect wakeup
for a hungover morning.
Ensformig
ondskab
★★
MAYHEM,
Gul Scene
Norske Mayhem fik
fremmanet en ond
stemning på Gul Scene i
går eftermiddags. Det var
dog meget få strofer, der
blev hængende.
De, der forventede at få
afkræftet deres fordomme over
for black metal-genren, måtte
gå skuffede fra Mayhems
koncert. Der blev spillet
ufatteligt mange slag på
stortrommen, og forsanger
Maniac skreg som en besat iført
hvid ansigtsmaling. Trommeslager
Hellhammer er en virtuos
på sit instrument, men det
reddede ikke bandets numre fra
at være underligt uigennemtrængelige.
Der var få sange,
men mange stiløvelser. Der var
også en del bestialsk
sceneoptræden. Maniac skamferede
sig selv under hele
koncerten på to djævelske
torturinstrumenter. Og to
medbragte grisehoveder blev
smidt ud til publikum under
koncerten. / KRN
● Evil monotony. Mayhem
conjured up an evil mood yesterday
afternoon, but all the mumbojumbo
came to nought.
Retningsløse
støjflader
★★
MY VITRIOL,
Blå Scene
My Vitriol bød på en lille
time med adrenalinpumpet
guitarfræs. Det blev en
tvivlsom oplevelse.
Det britiske orkester trækker på
en højspændt og meditativ
musik, der med navne som
Swervedriver og My Bloody
Valentine for små 10 år siden
pumpede liv i en hendøende
rockscene. My Vitriol blev et
sørgeligt eksempel på, at den
slags støjæstetik forlængst har
udspillet sin rolle – i hvert fald
hvis den afsøges som mål
snarere end middel. Næsten
komisk var det, da gruppen
indtog scenen med en skråsikker
og tillært stadionrock-attitude,
som muligvis skulle skjule, at der
ikke var meget at hente under
ANMELDELSER/REVIEWS
For lækker
★★★★★
ROBBIE WILLIAMS,
Orange Scene
- Let me entertain you, lød det, da Robbie
Williams gjorde sin entré på Orange Scene. Og
det var noget, der lignede årets største
festivalpublikum, der var kommet for at høre og
se den sprudlende drengerøv fyre et show af.
Men han var oppe mod hårde kræfter – til trods
for at han lignede agent 007 i sort jakkesæt og
solbriller, kunne han ikke stoppe den silende
regn. Alligevel valgte publikum at trodse
dråberne sammen med den lettere flabede og
charmerende entertainer. Og det havde de god
grund til, for Robbie skød underlivet frem,
afleverede hits på stribe og triumferede med sin
Fladt gensyn
★★
STEREO MC’s,
Grøn Scene
Lørdag nat bød ikke på nogen
som helst overraskelser ved
gensynet med et af 90’ernes
mest toneangivende britiske
bands, Stereo MC’s. Det var en
flad fornemmelse.
Der er sagt og skrevet meget
om, hvorfor de sådan bare lige
tog sig et frikvarter på 8-9 år,
efter de havde ”connected” store
dele af verdens befolkning -
dengang i starten af 90’erne ...
Endelig udkom i foråret
comeback’et Deep, Down and
overfladen. Det blev aldrig til
mere end retningsløse
støjtapeter og en række sange,
der forekom både idéforladte og
blottede for bare en smule
charme og melodisk tæft. / NL
● Unmodified surfaces of
noise
My Vitriol offered a short hour of
adrenalin-pumped guitar frenzy.
A dubious musical experience.
Seriøst muntre
homeboys
★★★★★
OZOMATLI,
Gul Scene
Los Angeles-baserede
Ozomatli tog fuldkommen
fusen på publikum og
spillede sig ind på scenen -
helt ude fra festivalpladsen.
Med samba-bankende trommer,
hidsige trompet-trut og under
stor ståhej dansede det 10 mand
store band sig så op på scenen –
med en lalleglad kødrand af
entusiastiske publikummer i
hælene på sig. Ozomatli betyder
abe på aztekisk, og bandet ER
meget flabet og legesygt: Det
ene øjeblik spillede de klassisk
Cuba-salsa, for lynhurtigt – i
næste sekund – at lave en
Dirty, der sådan set er
glimrende, men - skal det også
siges - lyder som de numre, der
ikke kom med på deres Brit
Award-vindende kommercielle
gennembrud fra 1992. Måske er
den bitre, vrængende og
Frankenstein-vraltende, stavrende
altdominerende evigt
usundt udseende frontfigur -
gadedrengen og hip hop’eren
Rob Birch - og resten af
gruppen blot lidt langsomme i
det? For det tog faktisk ca. den
tid, koncerten varede, at få
publikum rigtigt op at flyve.
Som det jo sig hør og bør lørdag
aften ved midnatstide! Men det
lalleglad kosak-dans i
hugstilling – til arabisk-inspirerede
toner. Men der blev også
rappet (på både spansk og
USA’sk), så det var en fryd. Efter
det lange – fantastisk blandede
– sæt, spillede bandet så sig selv
ned af scenen igen – og helt ud
på pladsen, til publikums udelte
begejstring. / KTL
● Seriously cheerful
homeboys.
LA-based Ozomatli took the
audience for a ride, dancing and
playing as they entered the stage –
and then orbit.
Kølig
østrogenblues
★★★
PJ HARVEY,
Grøn Scene
Måske var det, fordi hun havde så
lidt tøj på. I hvert fald var PJ
Harvey som en syngende istap, da
hun fremførte sin skramlende
østrogenblues for et overfyldt
grønt telt lørdag aften. Og måske
var det netop varmen fra de
20.000 tændte tilskuere, der -
efterhånden som koncerten skred
frem - nåede scenen og fik tøet
den blege englænderinde lidt op,
så de skrabede kompositioner
kom længere ud over scenekanten
end de første par rækker.
PJ formåede kun glimtvis at
★★★★★★ Mesterlig/Dazzling
★★★★★ Blændende/Excellent
★★★★ God/Good
★★★ Jævn/Okay
★★ Dårlig/Bad
★ Elendig/Dreadful
drengede - og på samme tid gentleman agtige -
stil. Koncerten genlød af alle de kendte sange -
flere af dem fyrede han allerede af under sidste
Roskilde-visit i ’99, hvor han i dén grad blev
modtaget med åbne arme. Igen i år blev Robbie
Williams omfavnet af publikums begejstring. I
modsætning til sidste besøg på pladsen var han
knapt så pågående, fræk og provokerende – men
lækkert var det. / GHT
● Too lovely
One of the festival’s largest crowds braved the
pouring rain last night to see Robbie Williams
unspool hit after hit. While the charismatic performer
lacked some of the cheekiness of his ’99 concert, the
public embraced him nevertheless with open arms.
var først under ekstranumrene -
og naturligvis - da der som
forventeligt blev sunget med på
et af ’90ernes største hits Step It
Up, at armene kom i vejret. Og
det var ikke nok… / MSL
● Ho-hum reunion
Saturday night’s return of Stereo
MC’s, one of the 90’s pacesetting
bands, provided no surprises at all.
It took the hiphopping street-boy
Rob Birch and his band the whole
concert to get the audience moving.
But otherwise the feeling was
simply flat.
vise, hvorfor flere hundrede
festivalgæster havde stået i kø i
op til en time for at komme ind
til aflukkerne foran scenen.
Tydeligst, da hun sendte sit
backingband væk og fremførte
Rid of Me kun iført guitar, top,
nederdel og høje hæle. Her kom
den nøgne inderlighed, der
kendetegner hendes udgivelser,
fuldt til udtryk. Og minsandten,
om hun ikke diskede op med et
lille smil som tak til publikum
for deres brølende applaus (der
nok for de fleste mandlige
tilskuere især skyldtes hendes
påklædning). Efter denne
intime stund med den spinkle
sangerinde havde koncerten et
mere varmt og udadvendt
udtryk, men det reddede dog
ikke helhedsoplevelsen fra at
være en smule skuffende for alle
andre end diehard fans.
Tag en sweater på næste gang,
Polly. / RG
● Chilly oestrogen blues.
Perhaps it was the scanty outfit.
Last night before an overflow
crowd, PJ Harvey performed like
a singing icicle. The naked
intensity she is known for was
most visible during a solo
interlude, but despite the
subsequent thaw, the show was a
bit disappointing for all but the
die-hards. Wear a sweater next
time, Polly.