SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

SKOLETJENESTEN 

KØBENHAVNS MUSEUM 

x · xx I 1

Indhold 

4 Lærervejledning 

4 Velkommen til Væggen 

5 Elevvejledning 

Ankomster 

6 Tematekst om ankomster og modtagelse 

8 Fire ankomsthistorier af Kim Degn fra Jylland, Reza fra Iran, 

Helen Clara Helmsley fra Sydafrika og Søren Ulrik Thomsen fra Stevns 

9 Stamtræ, skriv din families stamtræ 

10 Tidslinje over indvandring til København 

11 Befolkningsstatistik 1450-2010 

12 Byportene, om indgangene til København, bypas og borgerbreve 

14 Københavnere i enhed, forskellighed og al evighed, kort artikel om studerende, der 

kommer til København, af Ascha Lychett Pedersen og sociolog Henrik Dahl 

16 Hjem og hjemstavn, længere artikel af Saffet Bozdogan om at flytte sit hjem til et 

andet land, med udgangspunkt i hans egen rejse fra Tyrkiet til Danmark 

Ønsket/uØnsket 

20 Tematekst om modtagelsen af indvandrere i København 

21 Vi er alle indvandrere, artikel fra Politiken af Henrik Vesterberg med et interview 

af museumsinspektør Jakob Parby 

24 Indfødsretten, om indfødsretten af 1776 

26 Jødernes frihedsbrev 1814 om frihedsbrevet og Jødefejden i 1819 

29 Romaerne skal integreres, artikel af Malene Fenger-Grøndahl om romaerne i 

anledning af udvisningen af 23 romaer i juli 2010 

Artikel fra de hjemløses avis Hus Forbi 

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM 

kosmopolen kØbenhAvn 

34 Tematekst om kosmopolen København 

36 Musik er en form for aktivisme, portrætartikel om den irakiske musiker 

Aida Nadeem af Ivan Rod til netportalen Verdensmusikbanken. I artiklen 

beskriver Aida Nadeem sin rejse i livet og musikken fra Bagdads til Københavns 

musikkonservatorium og en karriere som international musiker 

39 Replacement Migration, en fotoserie af kunstneren Malene Nors Tardrup. 

Fotografierne er enkeltportrætter af indvandrere fra hele verden, der nu bor i 

Danmark, og danskere, der bor i udlandet. Personerne er fotograferet i deres 

private hjem og det offentlige rum 

urbAne fællesskAber 

42 Tematekst om urbane fællesskaber 

43 Portrætter fra Familiealbum 

I slutningen af 1960’erne 

bosatte gæstearbejdere 

fra Pakistan, Tyrkiet og 

Jugoslavien sig bl.a. i 

gamle kasernebygninger 

i Vognmandsmarken 

på Østerbro. Foto: Jiro 

Mochizuki 1977. 

44 De russiske jøder i København, citater fra avisartikler om den jødiske ghetto. 

47 Café Montmartre Blues, digt af Dan Turèll, der var en flittig bruger af det berømte 

Jazzhus Montmartre i St. Regnegade, hvor kendte amerikanske jazzmusikere 

strømmede til i 1960’erne

lærervejlednIng 

Flerstemmig udstilling og magasin 

Målet med udstillingen “At blive københavner” og undervisningsmaterialet 

her er at inddrage andre stemmer end museets 

til belysning af indvandringens København. I udstillingen 

er det bl.a. sket ved at opfordre borgere til at deltage i udstillingen 

med deres personlige ankomsthistorier og genstande 

knyttet dertil. I magasinet består flerstemmigheden i tekster 

og fotos af forskellige skribenter, journalister og kunstnere. 

Magasinet er udviklet til brug i forbindelse med et undervisningsforløb 

i udstillingen og byvandringen Indvandringens København, 

men den er lige så meget et katalog af kildetekster 

til belysning af emner som globalisering, national identitet, 

industrialisering og vandring fra land til by. 

Udskoling og gymnasium 

Magasinet er udviklet til brug i folkeskolens ældste klasser 

og i gymnasiet. Teksterne varierer i sværhedsgrad, og enkelte 

tekster vil være meget krævende for folkeskolens elever. Arbejdsspørgsmålene 

i magasinet varierer ligeledes i sværhedsgrad. 

Eleverne kan vælge at svare på et eller flere spørgsmål, 

og du kan som lærer stille dem andre spørgsmål, der relaterer 

til det emne og det fag, I arbejder med. Magasinets artikler 

kan læses på tværs af fag som dansk, historie, samfundsfag, 

billedkunst, religion og naturgeografi. 

Magasinets form og indhold 

Magasinet består af et udvalg af kildetekster i form af avisartikler, 

citater og fotos, som diskuterer indvandring til København 

og Danmark ud fra udstillingens fire hovedtemaer. Magasinet 

er inddelt efter de fire temaer: Ankomster, Ønsket/ 

Uønsket, Kosmopolen København og Urbane Fællesskaber. 

Hvert tema indledes med en kort introduktionstekst. Kilderne 

er fra forskellige tidspunkter i historien. Fra indfødsretten i 

1776 til artikler om romaerne på Amager Fælled i 2010. 

Til hver kilde er der knyttet arbejdsspørgmål. Der er forståelsesspørgsmål 

til tekst eller fotos, men også reflekterende 

spørgsmål, hvor eleverne skal arbejde med deres egne og andres 

holdninger og værdier. Man kan vælge at lade eleverne 

svare på et eller flere af spørgsmålene eller selv stille andre 

spørgsmål i forhold til det fag, artiklerne læses i. 

På Københavns Museums hjemmeside www.copenhagen.dk 

findes ekstra artikler, links til film, litteraturlister og andet materiale 

om indvandring til København. 

Byvandring i indvandringens København 

Ud over udstillingsbesøg og arbejde med magasinets kilder 

er der mulighed for at tage eleverne med på 1 1 /2 times byvandring 

fra Kgs. Nytorv til Københavns Hovedbanegård. Med 

migrationens optik får eleverne et indblik i indvandringens 

København fra middelalderens kræmmersvende, der boede i 

gaderne nær havnen, til 1600-tallets første jødiske menigheder 

i området omkring Læderstræde og til nutidens indvandrere 

i byen. 

Mere info 

For bestilling af undervisningsforløb og info: 

Telefon 33 21 07 72 og sekr@bymuseum.dk 

_______________________ 

Velkommen 

til VÆGGEN 

4 I Lærervejledning 

Københavns Museum byder dig velkommen i et stort 

fællesskab, der deler billeder og fortællinger om livet i byen. 

Vi vil gerne have dig med! 

Fortæl andre om dit København ved at uploade fotos, video 

eller tekst til VÆGGEN på www.copenhagen.dk eller direkte 

på http://vaeggen.copenhagen.dk/ 

Det er let at uploade fotos, tekst og videoklip til VÆGGEN, 

og på hjemmesiden ligger der en manual. 

Hvad er VÆGGEN? 

VÆGGEN findes i fysisk 

form – som en 12 meter 

lang multitouch skærm, 

der flyttes rundt på byens 

pladser – og som en hjemmeside. 

I de kommende fire 

år vil den store skærm være 

opstillet på forskellige plad- 

ser i København som et led 

i museets formidling under 

de arkæologiske udgravninger 

i forbindelse med 

anlæggelsen af Københavns 

nye metro, Cityringen. Her 

kan forbipasserende bladre 

i byen. De kan se fotos og 

korte videoklip taget af an- 


elevvejlednIng 

Hvornår er man københavner? Er man kun københavner, når 

man er født i byen? Kan man blive københavner, hvis man er 

født på Bornholm eller i Beirut? 

Det kan du finde i magasinet 

I magasinet, du sidder med, kan du finde artikler, citater, fotos, 

tidslinje og links til relevante hjemmesider, 

der handler om indvandring til 

København gennem tiden. Alle artikler er 

skrevet af forskellige journalister for at 

få flere menneskers blikke på temaet At 

blive københavner. 

Teksterne er i forskellige genrer som 

portræt, anmeldelse og debatindlæg. De 

er taget fra forskellige aviser og magasiner 

som Weekendavisen, Politiken, Hus 

Forbi, Cultures og Verdensmusikbanken. 

Du finder også ældre kildetekster i form 

af citater fra gamle aviser og historiske 

fakta om indvandringen til København. 

Ud over artikler og ældre kildetekster finder 

du kunstfotos, et digt af Dan Turèll, 

en skabelon til dit eget stamtræ samt en 

introduktion til museets interaktive installation VÆGGEN, og 

hvordan du kan uploade dine egne fotos, videoklip eller tekster 

om det at blive eller være københavner til den. 


Magasinets opbygning 

Magasinet er inddelt i fire hovedtemaer: Ankomster (blå), 

Ønsket/Uønsket (rød), Kosmopolen København (grøn) og 

Urbane Fællesskaber (orange). Magasinet er lavet til udstillingen 

“At blive københavner” på Københavns Museum og 

følger de 4 udstillingstemaer. Hvert tema indledes med en 

kort introtekst til temaet. 

Til hver artikel er der forslag til arbejdsspørgsmål 

og oplysninger om, hvor 

teksten er fra. Du kan også finde links 

og henvisninger til mere information. 

På Københavns Museums hjemmeside 

www.copenhagen.dk kan du finde flere 

oplysninger om udstillingen “At blive københavner”. 

Sådan kan du bruge magasinet 

Teksterne i magasinet er gode kildetekster, 

når du skal arbejde med indvandring 

og temaerne globalisering, national 

identitet, det moderne gennembrud, 

industrialisering og vandring fra land til 

by. Det er ikke meningen, at du skal læse 

hele magasinet på én gang, men du kan 

plukke tekster eller fotos ud, som du gerne vil arbejde med. 

Teksterne og fotografierne kan bruges på tværs af fag som 

historie, dansk, billedkunst, samfundsfag, religion og naturgeografi. 

_______________________ 

dre københavnere, rejsende 

og turister i hovedstaden. 

De kan også kommentere 

på det hele enten ved at 

skrive deres egne historier 

eller ved at indspille video 

ved VÆGGENs indbyggede 

kameraer. 

Hvad kan jeg lægge på 

VÆGGEN? 

Ønsket med VÆGGEN er at 

indsamle nyt og gammelt 

materiale fra borgerne i og 

uden for København. Det 

eneste krav er, at det skal 

handle om København. Ved 

at uploade dine fotos er du 

med til at skabe kulturarv. 

Museet har lagt omkring 

10.000 historiske fotos op 

på væggen, der fortæller 

om København i fortiden, 

men du kan være med til 

at fortælle om nutidens 

København for generationer 

i fremtiden! 

Du kan uploade dine fotos 

eller videoklip på max. to 

minutter ved VÆGGEN, der 

indtil april 2011 står på Kongens 

Nytorv. Herefter flytter 

den til Rådhuspladsen, hvor 

den åbner 29. april 2011. 

Men du kan også uploade 

dine fotos og videoklip 

hjemmefra via hjemmesiden. 

Ud over at skrive, hvor 

Hvornår er man 

københavner? Er man 

kun københavner, når 

man er født i byen? 

Kan man blive 

københavner, hvis man 

er født på Bornholm 

eller i Beirut? 

og hvornår du har taget 

dem, er det godt at fortælle 

din historie om, hvorfor 

du ønsker at dele det med 

andre. Tænk på, at andre i 

fremtiden skal se dit billede 

og læse din historie. 

Hvordan kan I bruge 

VÆGGEN? 

I kan f.eks. i forbindelse 

med emnet om indvandringens 

København lave en 

billedserie, hvor I undersøger 

et bestemt forhold. 

Det kunne f.eks. være 

under temaet Kosmopolen 

København, hvor I kunne 

dokumentere udlandets 

indflydelse i bybilledet. Det 

kunne være korte 2 minutters 

interview omkring 

forskellen mellem national 

identitet og byidentitet. Ved 

at uploade til VÆGGEN er I 

med til at dele jeres arbejde 

med andre og dermed være 

medskabere af kulturarv. 

Man kan gå til VÆGGEN via 

museets hjemmeside eller 

direkte på http://vaeggen. 

copenhagen.dk/, hvor der 

findes en udførlig manual 

til upload og søgning på 

VÆGGEN. 

Elevvejledning I 5

Intet menneske kjendte jeg i hele den store 

by; med en lille bylt tøi i et klæde, kom jeg 

vandrende ind af vesterport; nogle af de 

reisende toge ind paa “gardergaarden” paa 

vestergade, jeg gik da derhen, fik mig et 

lille værelse, efter at de havde faaet mit pas, 

og nu var jeg da, syntes mig, ved maalet for 

mine Ønsker. 

H.C. Andersen, 1832, 

om sin ankomst til byen i 1819. 

Fra land til by – national indvandring til København 

En stor del af de mennesker, der er kommet til København 

igennem tiden, er kommet fra andre dele af Danmark. Fra 

midten af 1800-tallet og igennem det 20. århundrede har 

byen været præget af en massiv indvandring fra land til by. 

At mange folk flytter fra et sted til et andet, kaldes immigration. 

Mange landarbejdere flyttede til byerne, hvor de nye arbejdspladser 

i industrien lå. Man lagde fabrikkerne i eller ved 

byer med gode transportmuligheder med skib og tog. Derfor 

strømmede folk fra landet til byen. Det gælder ikke kun København, 

men de fleste større byer i verden. I dag bor over 

halvdelen af verdens befolkning i storbyerne. 

Fra land til land – international indvandring til København 

På det internationale plan har folk fra forskellige dele af kloden, 

lige fra Sverige til Indien, fundet vej til København. Nogle 

er kommet for at handle, andre for at finde arbejde, mens andre 

igen er kommet til byen, fordi hungersnød, krig eller politisk 

forfølgelse har tvunget dem til at forlade deres hjemland. 

Flere er rejst tilbage til deres hjemland igen, mens andre har 

bosat sig i byen, stiftet familie, fået arbejde og er blevet en del 

af den københavnske befolkning og historie. Over halvdelen 

af Københavns befolkning i dag er ikke født i København, men 

et andet sted i landet eller i udlandet. 

Rigtig mange københavneres stamtræer viser, hvordan 

deres familie er kommet fra vidt forskellige lande i verden. For 

nogle er det deres tipoldemor eller far, der kom til Danmark som 

indvandrer, for andre starter indvandringshistorien med dem 

selv. Her i magasinet kan du lave din egen families stamtræ. 

6 I Ankomster 

ANKOMSTER 



To gæstearbejdere fra Vognmandsmarken på Østerbro. Fotografiet er fra 1977-79 af Jiro Mochizuki. 

Ankomster I 7

4 korte hIstorIer om personer, 

der er Ankommet tIl kØbenhAvn 

SØREN ULRIK THOMSEN 

Søren kom som 16-årig til København fra Stevns i 1972. Han 

flyttede ind i en baggård i Store Kongensgade. Han er i dag 

forfatter og har skrevet flere bøger om København. Han beskriver 

mødet med storbyen 

i essayet “Vejen mellem 

to skoler”. Han fortæller Reza i træningsdragt. 

om splittelsen mellem København 

og vennerne på 

Stevns. Om skolens og ungdomslivets 

genvordigheder. 

Og hvordan han til sidst begyndte 

at føle sig hjemme i 

hovedstaden. 

“Hele tiden åd byen sig ind 

på mig som billede, som 

sprog, som lyd og lugt, 

bevægelse, stemning og 

musik – som topografi, 

labyrint, vilkår, hjemmebane, 

way of life…” 

REZA 

Reza kom til Danmark fra 

Iran i 1995, da han deltog i et karatestævne i Århus. I 1996 

kom han til København og blev gennem sin karate integreret 

i byen. I en københavnsk karateklub mødte han sin københavnske 

kone og knyttede nye venskaber. Han underviser 

fortsat i karate. 

“Jeg udviklede Shindo, fordi jeg oplevede, at københavnerne 

havde brug for en mere beskyttet og mindre disciplineret 

form for karate.” 

8 I Ankomster 

HELEN CLARA HEMSLEY 

Helen kom til København i 1998. Hun stammer oprindeligt 

fra Durban i Sydafrika, men flyttede derfra i 1989. Siden opholdt 

hun sig i USA, England og Skotland, inden turen igen 

gik til København, hvor hun flyttede sammen med sin nuværende 

kæreste, som hun mødte i Glasgow. Hun er kunstner 

og smykkeformgiver og har boet på Vesterbro lige siden ankomsten. 

Hun sætter pris på bydelens multikulturelle sammensætning 

og lille landsbystemning. 

Hun har to 

sønner, én på næsten 12 år 

og én på 7 år, sammen med 

sin kæreste. 

“Jeg synes, det er spændende, 

at jeg ikke føler mig 

særlig dansk. Blandt andet 

fordi det danske sprog er 

svært. Men jeg føler mig 

som københavner. Jeg ER 

københavner.” 

KIM DEGN 

Kim kom til København fra 

Hammel i Jylland i 2004 for 

at tage en uddannelse som 

industrielektriker. Før han 

flyttede til København, forestillede han sig byen som et sted 

med mange mennesker, der var “højrøvede”. Dette passede 

til dels med det indtryk, han fik af københavnerne, som herudover 

havde travlt med sig selv og ikke altid forstod den 

jyske humor, som de kunne finde stødende. Hans eneste forventninger 

til København var, at det var her, han ville kunne 

færdiggøre sin uddannelse for senere at vende tilbage til Jylland. 

Alligevel har han på en måde slået “rod” i København, 

da han for nylig har fået en lille datter. 

“København er ikke blevet min endnu. Det tror jeg heller 

aldrig, den bliver. Jeg er så indgroet jyde, at det kommer jeg 

aldrig af med.” 


hvor er dIn fAmIlIe fØdt? 

Mit navn: 

stAmtræ 

Fødested: 

Fars navn: 

Mors navn: 


Fødested: 

Fødested: 

Farmors navn: 

Farfars navn: 

Morfars navn: 

Mormors navn: 

Fødested: 

Fødested: 

Fødested: 

Fødested: 

Ankomster I 9

TIDSLINjE 

for IndvAndrIng tIl kØbenhAvn 

Ca. 5000 f.v.t: De første stenaldermennesker kommer til 

området sydfra. 

1166-67: Absalons borg opføres der, hvor 

Christiansborg ligger i dag. 

1200-1500: Indvandring fra Holsten, Sverige, 

Hansestæderne og Nederlandene. 

1521-50: Amagerhollænderne inviteres af Christian 

den 2. til at dyrke grøntsager til hoffet. 

1500-1700: Indvandring fra Holland, Norge og de 

tysktalende områder samt Skotland. 

1500-1700: Befolkningen vokser fra 10.000 til 60.000 

indbyggere. 

1670-1685: Jøder får lov til at bosætte sig og dyrke deres 

religion i det kristne København. 

1700-1800: Befolkningen vokser fra 60.000 til godt 

100.000 indbyggere. Til sammenligning har 

Ålborg i dag ca. 125.000 indbyggere. 

1700-1850: Indvandring fra bl.a. Frankrig, Italien, 

Tyskland, Sverige, England, Asien og 

Dansk Vestindien. 

1850-1900: Indvandring fra bl.a. Sverige, Tyskland og 

Østeuropa. 

1850-1900: Befolkningstallet vokser fra 120.000 til næsten 

400.000. 

1882-1914: 10-12.000 østeuropæiske jøder kommer til 

København. 3.000 bliver boende, mens de 

fleste andre tager videre til Amerika. 

1901: Københavns Kommune udvides. 

Indbyggertallet stiger til 468.000. 

1902: Udstillingen Kina i Danmark i Tivoli, hvor man 

kunne besøge en kinesisk landsby og rigtige 

kinesere. Udstillingen skulle vise byens 

borgere folk fra andre steder i verden. 

10 I Ankomster 

1905: Koloniudstilling i Tivoli, med genstande 

og mennesker fra de danske kolonier: 

Grønland, Færøerne, Island og de Dansk-vest- 

indiske Øer. Den var arrangeret af 

Emma Gad. 

1950: Folketallet når 768.000, men falder derefter på 

grund af lejlighedssammenlægninger, bolig- 

massens forfald og udflytningen til forstæderne, 

hvor mange realiserer drømmen om eget hus. 

1962-70: Gæstearbejdere fra bl.a. Pakistan, Tyrkiet og 

Jugoslavien. Indvandring fra Kina og Taiwan. 

1970-85: Flygtninge fra bl.a. Iran, Irak, Mellemøsten, 

Vietnam, Chile og Cambodia. 

1970-1990: Indbyggertallet falder og er i 1990 på 466.000. 

1972-2010: Indvandring fra EU. 

1985-2000: Indvandring fra hele verden, krigsflygtninge fra 

Irak, Afghanistan og Somalia. 

1995-2010: Befolkningen vokser igen. Indbyggertallet 

kommer over 500.000 i 2002. 

2010: I 2009 kommer der 10.000 nye københavnere 

til. Folketallet i januar 2010 er 528.000. Heraf 

er 200.000 født i København, lige så mange er 

født i andre dele af landet, og 100.000 er født i 

udlandet. De oplyste folketal gælder Køben- 

havns Kommunes område. 

Definitionen af Storkøbenhavn er ændret flere 

gange og gør derfor tallene sværere at 

sammenligne. I 2009 boede der efter den 

nuværende opgørelsesmetode 1.167.000 

mennesker i Storkøbenhavn. 

2025: Forventningen er 60.000 flere københavnere 

end i dag. 


kØbenhAvns befolknIngstAl 

1450-2010 

Arbejdsspørgsmål: 

1) Hvornår var befolkningstallet i København højest i perioden 1801-2009? 

2) I 1970’erne falder Københavns befolkningstal, indtil det stabiliseres i 1980’erne. På grund af de små og dårlige 

boliger, der prægede indre by og brokvartererne, begyndte folk i slutningen af 1960’erne for alvor at flytte ud i 

forstæderne til etageejendomme og parcelhuskvarterer rundt om København. Det er en af grundene til faldet 

i befolkningstallet i indre by. Hvordan har befolkningstallet udviklet sig fra 2000-2009? 

3) Hvordan tror I, befolkningstallet vil se ud om 10 år? Vil det være steget eller faldet, og kan I finde grunde til enten 

den ene eller den anden udvikling? 


Ankomster I 11

Kort over det indre København og brokvartererne fra 1850. Man kan tydeligt se voldanlægget rundt om byen og de få bygninger, der var begyndt at 

skyde op uden for voldene. Fra Stadsarkivet. 


Nørreport i 1809, akvarel af 

Eckersberg. 


yportene 

tIl kØbenhAvn 

Indtil anden halvdel af 1800-tallet var såvel indenlandske som udenlandske rejser til 

københavn underlagt paskontrol. enhver rejsende var forpligtet til at få udstedt et pas hos 

den lokale politimyndighed før afrejsen. det skulle medbringes på hele rejsen, ligesom vi 

kender det i dag, når vi skal til udlandet. 

Borgerskabsbreve 1774-1850 

Enhver mand, der ville drive egen virksomhed i København, 

skulle være borger i byen. Betingelserne for at kunne blive en 

del af borgerskabet var, at man var myndig og ustraffet. Desuden 

skulle man også være uddannet i et håndværks- eller 

handelslaug og have aflagt mesterprøven. Et laug var en forening 

for de forskellige arbejdsområder. I et laug skulle håndværkere 

blive enige om ting som løn og arbejdstid. Der var et 

meget stramt hierarki i et laug, men man stod sammen. 

Nørreport, Østerport, Vesterport og Amagerport 

Nørreport, Østerport og Vesterport eksisterede allerede fra 

middelalderen, og Amagerport kom til, da Christian 4. anlagde 

Christianshavn i 1600-tallet. I 1700-tallet blev de nybygget 

og stod indtil 1857, hvor de blev revet ned. De fire byporte 

udgjorde de eneste indgange til København. Portene blev lukket 

om natten. I dagtimerne var der livlig færdsel gennem 

byportene. Om morgenen, når portene åbnede, kunne der 

holde lange rækker af bøndervogne med forsyninger til hovedstaden. 

Mellem byportene var der volde og voldgrave. De 

var en effektiv afspærring af byen, for alle skulle passere gennem 

portene. Der var god mulighed for at kontrollere, hvem 

der kom til og fra byen, og hvad de havde med sig. 

Amagerport i 1809, akvarel af Eckersberg. På billedet kan man se 

Christianshavn og Frelsers Kirkes karakteristiske snoede tårn. 


Ud over bypas, skulle man betale penge i acciseboden, 

der lå uden for porten. Accise var en skat på fødevarer, byggematerialer, 

brændsel, hø og huder, der blev indført i byen. 

Betjentene, der tjekkede vognenes indhold for ulovlig indsmugling 

af varer, var ikke populære og blev kaldt “posekiggere”. 

Nogle embedsmænd i magistraten, det vil sige folk, 

der arbejdede i bystyret (datidens kommune), og officerer i 

hæren havde særlige passertegn, så de var undtaget kontrol. 

Uden for Københavns porte og volde var der ikke alle 

de huse, I kender i dag. Militæret havde holdt området uden 

for indre by og voldene åbent, så man kunne se fjenden, og 

fjenden ikke kunne gemme sig i bygninger rundt om byen. 

Man kaldte det demarkationsterrænet. Det dækkede området, 

hvor Søerne og brokvartererne Vesterbro, Frederiksberg, 

Nørrebro og Østerbro ligger i dag. Før var der få lave huse, 

søer og moser. Men flere og flere flyttede til byen for at arbejde, 

og der blev hårdt brug for boliger til alle tilflytterne. 

Millitæret måtte give slip på områderne uden for voldene. Fra 

den 1. juli 1856 blev de militære vagtposter ved byens porte 

inddraget, og man besluttede at rive byportene og voldene 

ned. Fra 1870-1890 erstattede man voldene med parkanlæggene 

Botanisk Have, Ørstedsparken og Østre Anlæg, langs 

voldgaderne. 

KILDE: 

“København i støbeskeen” efterskrift, af Poul Strømstad i bogen 

Nødvendig advarsel for enhver der besøger Kjøbenhavn af 

en mand der kjender byen, Strandbergs forlag, 1986. Bogen 

er oprindeligt udgivet i 1800-tallet af skillingsviseforfatteren 

Julius Strandberg. 

Ankomster I 13

København set fra Valby Bakke. F. Zeidler, 1758. Københavns Museum. 

kØbenhAvnere 

– I enhed, forskellIghed og Al evIghed 

Artikel af Ascha lychett pedersen sammen med henrik dahl 

trykt i magasinet Corpus, 7. november 2007 

Mange unge mennesker trækker rødderne op og flytter til 

storbyen i forbindelse med påbegyndelsen af deres årelange 

studier. For de fleste tager det ikke lang tid, før bykulturen 

er kravlet ind under huden på dem, og for både “indfødte” 

og konverterede københavnere kan det være svært at give et 

klart svar på, hvordan storbylivet påvirker dem, og hvad det 

helt konkret vil sige at være københavner. Sociologen Henrik 

Dahl hjalp Corpus med at pille de yderste lag af den typiske 

københavner, som i hans øjne sjældent er en “etnisk københavner”, 

der er født og opvokset i byen. 

Hvad definerer en københavner? 

Københavnere er “lade”, “overfladiske”, “dumme” etc. Mange 

knap så blamerende adjektiver bruges af udefrakommende 

til at beskrive det moderne storbymenneske i Danmarks evigt 

pulserende hjerte, København. Men hvad er det, der adskiller 

os fra resten af den danske befolkning? Hvad er det for ka- 


rakteristika og handlinger, der definerer en københavner? Det 

moderne byliv forbinder flere dimensioner, som både supplerer 

og modarbejder hinanden. Byen er på den ene side en 

bopæl, der danner ramme om beboernes livsbetingelser og 

hverdagsliv, og hvor der skabes sociale fællesskaber. På den 

anden side drejer det sig også om bevægelse og stimulering, 

om mobilisering, sammenstød og udfordringer. Samtidig 

med at vi er københavnere, er vi også jyder, tyrkere, amagerkanere, 

palæstinensere, kristne, muslimer, hippier, studerende 

osv. Men ikke mindst er vi københavnere, og netop det 

vil alt andet lige være vores fælles udgangspunkt. På mange 

områder er der desuden en misforståenhed om, hvad det vil 

sige at være københavner. Det at være københavner er ikke 

nødvendigvis uløseligt forbundet med at gå i byen de rigtige 

steder, gå i det rigtige tøj og have de samme ambitioner. 


Henrik Dahl favner bredt i sin definition af den typiske københavner: 

“ 

“til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil” – siger grundtvig 

i et digt fra 1848: folkeligt skal alt nu være. den definition 

gælder også for københavnere. til københavnere de alle høre, som sig 

regne selv dertil. og hvad betyder det så? ja, det betyder det samme 

for mig, som det i sin tid betød for grundtvig: At være københavner 

er ikke noget “etnisk”. det ville heller ikke være så godt, for der er 

næsten ingen etniske københavnere. det er et valg, man træffer – og 

som så medfører visse forpligtelser: man skal regne byen for verdens 

centrum. man skal regne resten af danmark for ubeboeligt. man skal 

opfatte det som naturligt, at alle økonomiske og kulturelle aktiviteter 

finder sted her i byen. ja – i det hele taget skal man gå ind på, at “byen” 

er lig med københavn. 

Hvordan bliver de studerende påvirket? 

Intet sted som i en storby bliver folk påvirket gennem utallige kanaler, der på den ene eller 

anden måde konstant placerer folk over for en ny beslutningssituation. Udviklingen væk fra 

ens tidligere normer er derfor måske hurtigere end ved bosættelse i en mindre by, og konverteringen 

til københavner kan tænkes at gå mere ubemærket hen. 

Udviklingen mod at blive københavner beskrives af Henrik Dahl: 

“ 

de studerende kommer fra hele landet. derfor er der mange, 

som i begyndelsen bliver ekstra patriotiske i forhold til deres 

hjemegn. men efterhånden indser man, at det er lidt tosset. specielt 

hvis man får en kæreste fra en anden egn af landet, eller hvis man får 

et studenterjob og falder til. så når studiet er slut – med mindre det er 

veterinærstudiet – er folk som regel ikke til at drive ud af byen igen. 

det er derfor, man må trygle, beordre og bestikke medicinske kandidater 

til at tage på turnus i “yderområderne” – som jo er fuldkommen 

centrale, hvis man bor i dem. det er også derfor, det er svært at få besat 

embeder som præst eller gymnasieadjunkt i “udkantsområderne”. københavnerne, 

hvad enten de har været det altid eller er konverterede, 

føler ikke, at de kan få et nyt netværk, der er lige så godt som det gamle. 



1) Der er stor forskel 

på, hvordan en 

københavner og en 

udefrakommende vil 

betegne en københavner. 

I artiklen nævnes 

negative adjektiver som 

“lade”, “overfladiske”, 

“dumme”, og listen er 

lang over ord, der 

beskriver københavnere. 

Kan I komme på flere 

adjektiver? Synes I, 

de passer med 

virkeligheden? 

2) Henrik Dahl skriver, 

med henvisning til 

Grundtvigs digt fra 

1848, at det at være 

københavner ikke er 

noget “etnisk”, men et 

valg, man træffer. 

Hvordan forholder I jer 

til det udsagn, og hvilke 

argumenter for og 

imod udsagnet kan 

I komme frem til? 

Ankomster I 15

HjEM 

OG 

HjEM- 

STAVN 

Af saffet bozdogan, fra Cultures nr. 4 april 2010 

Det er ikke nogen magnetisk afvigelse, når udvandrerens 

kompasnål peger i retning af et verdenshjørne, som ikke er 

angivet på noget atlas. 

Et hjemstavnsbundet menneske ser kun pilen pege 

mod Jordens geografiske nordpol, mens emigranten og den 

rejsende anerkender et femte verdenshjørne. Det usynlige 

fikspunkt, som nålen i det stille dirrer i retning af, kalder de 

hjem. 

Sin forseglede erindring om dette hjem tager især udvandreren 

med sig i en hemmelig kuffert, der aldrig bliver 

deklareret, uanset hvor mange toldgrænser han krydser. Det 

er ikke, fordi han allerede ved dørtærsklen længes hjem. Der 


kan være så mange gyldige årsager til, at han forlader det. Det 

er blot et vilkår. Og det er derfra, hans verden går. Når bylten 

er pakket, og syvmilestøvlerne trukket på, er hjemløsheden 

en loyal rejsekammerat. Og så længe spændingen mellem 

det hjem, han forlader, og hans nye hjem består, forbliver 

hjemløsheden en tilstand. 

Allerede ved afrejsen starter en umærkelig proces, der 

forandrer personen, mens erindringen om det forladte hjem 

i den hemmelige kuffert undergår en større forvandling. Som 

årene går, opløses forseglingen i denne erindringsboble, og 

ud flakser nostalgien som en forvirret sommerfugl, der kun 

har erindring om, at den engang var en larve. Følelsen af 


hjemløshed er herefter ikke længere så entydig. Den er i stedet 

forvandlet til nostalgi og sentimentalitet. 

Aldrig har så mange mennesker i verdenshistorien levet så 

langt væk fra deres hjemstavn. Selv om den fysiske afstand er 

blevet større, er hjemstavnen alligevel kun en lufthavn væk. 

Men der er bare det ved det, at dét hjem, de efterlod bag sig 

og siden genfinder, ikke svarer til det hjem, de har forsøgt at 

fastholde i minderne. 

I erindringens frodige haver har forestillingen om det 

tabte hjem fået lov til at blomstre og ligner efterhånden noget 

nær et paradis. Alt imens har det nye hjem, de har skabt et 


Fotografiet viser libaneseren Farouk Al Haffar og 

hans bror, da de kørte fra Beirut til København i 

1965. Farouk arbejdede i mange år i København 

som elektroingeniør, indtil han for et par år 

siden gik på pension og flyttede til Falster. 

Foto: Immigrant Image Archive 

sted derude, altid haft noget midlertidigt over sig, fordi det 

“rigtige” hjem altid var et andet sted. Og den, der finder tilbage 

til det hjem, han har forladt, finder ud af, at han i virkeligheden 

har tre hjem, men alligevel er hjemløs. For ingen 

veje fører tilbage til det rigtige hjem, fordi det er en illusion. 

Og hjemløsheden er arvelig. Igennem forældrenes fortællinger 

bliver tilstanden forplantet i næste generation. 

På hjemmesider genskaber udvandrernes børnebørn 

den tabte hjemstavn gennem gamle portrætter og nyere billeder 

af landskaber, som er taget i ferien. Og på en forunderlig 

måde er det også derfra, en del af deres verden går fra, selv 

om de hverken er født eller opvokset der. Spændingen mel- 

Ankomster I 17

lem det samfund, de lever i, og det, de kommer af, består, fordi 

to forskellige kulturelle kræfter hiver dem i hver sin retning. 

Samtidig fungerer dette cyberhjem også som et netværk, 

der samler de andre, som også er udvandret fra samme 

sted, men nu er bosat rundt omkring i verden. Det tabte 

landsbyfællesskab bliver samlet gennem en ny generation, 

der kun har det til fælles, at de alle lever i udlændighed. De efterspørger 

billeder og historier, så rekonstruktionen kan gennemføres. 

Og mest af alt gør de det måske for forældrenes 

skyld, så de stadigvæk kan leve i forestillingen om, at hjem 

stadig findes derude et sted. 

Den rejsende og emigranten har vidt forskellige grunde til at 

forlade deres respektive hjem. Den første gør det af egen indre 

trang. Han er på en spirituel rundtur, der skal gøre ham 

til et helt menneske. Han rejser for at finde frem til al tings 

ophav, nemlig sig selv. Han er vestlig og velstående og rejser 

gerne til verdens fattige egne, hvor det ægte og oprindelige liv 

leves. Og når han vader rundt imellem disse mennesker, ligner 

han mest af alt noget, som Scotty i Star Trek har beamet 

ned. 

Fortabt, som han føler sig i sin rige verdensdel, leder 

han efter dette tabte selv i den tredje verdens fattigdom, i 

dens eksotiske overbefolkede megapoler eller på toppen af 

K2, hvorfra han i øvrigt vil opdatere sin profil på Facebook. 

Det har han lovet sine venner og bekendte. 

Han har vinket farvel til sin storbys kontinuitet, forudsigelighed 

og sit netværk og sagt goddag til det ukendte, som 



han ikke har kunnet læse sig frem til. Hele dette projekt er 

ikke, selv om han fejlagtigt tror det, et personligt anliggende. 

Tværtimod løber han et samfundsærinde, når han med sin 

rygsæk halser gennem et overrendt Sydøstasien af ligesindede. 

Som en helt i en traditionel dannelsesroman, der med 

sin bylt over skulderen forlod sin fædrene gård og landsby, og 

tiltrukket af byens lys, gentager den rejsende en bevægelse, 

der er indlejret i hans kultur. Han er på en dannelsesrejse, der 

siden hen skal gøre ham til en acceptabel samfundsborger 

med et sabbatår i rygsækken og nogle linier på sit CV. 

Den traditionelle romanhelt trådte i sin tid ind i et 

ukendt rum, storbyen, hvor det var det flimrende og brudte, 

der dikterede betingelserne for dannelsen. Senere er trafikken 

gået mellem kulturens storbyer som London, Paris, Rom og 

Istanbul. Og trafikanterne dulmede deres hjemlængsel i de 

mindre kendte sidegaders ukulturelle fristelser. 

Med europæernes kolonisering af resten af verden blev de 

mest utilpassede unge af deres rige forældre sendt af sted 

til kolonierne for at blive afrettet. I dag er en afmålt dosis af 

hjemløshed en industriel salgsvare på linie med medisterpølse. 

Og den har en påstemplet udløbsdato, som er tilknyttet 

en bestemt flyafgang og lufthavn. 

Den vestlige verdens storbyer er ikke længere så fremmede 

for den moderne helt. Metropolen kender han som sin 

egen inderlomme. Og han forlader ikke sin by for bestandig, 

som hans tidligste forgængere gjorde, da de forlod deres 

Artiklen af Saffet Bozdogan stammer fra tidsskriftet CULTURES nr. 4, april 2010. Tidsskriftet handler om kulturmøder, 

politisk, socialt og kulturelt. I artiklen her skriver Bozdogan om forholdet mellem hjem og hjemstavn. Saffet Bozdogan 

er journalist. Han stammer fra landsbyen Mustafa Celebi i Tyrkiet. 

1) Bozdogan beskriver den rejsende og emigranten eller udvandreren. Hvilke grunde siger han, den rejsende har 

til at rejse? Hvilke grunde har udvandreren til at rejse, ifølge Bozdogan? 

2) Bozdogan taler om danskerens og tyrkerens forhold til hjemmet. Hvilke forskelle er der? 

3) Diskuter, hvor grænserne for jeres hjem går. Er det jeres hus, by, kvarter i byen, sportsklubben eller sammen 

med et andet fællesskab? 


landsbyer for at søge lykken i storbyens beskidte og stålnittede 

hjerte. Udstyret med alt sit moderne habengut træder 

den moderne helt ad stier, der for længst er hårdttrampede 

af andres vandrestøvler. Og undervejs op til bjergets tinde 

glæder han sig allerede til at komme hjem og fortælle om den 

storslåede udsigt fra verdens tag. Han bestiger egenhændigt 

dette massiv, dog med lidt hjælp fra sine lokale bærere. Ud 

over at fungere som pakæsler og guider er disse mænd også 

en slags mineryddere. De går i forvejen og fjerner en efterladt 

iltflaske, teltbarduner eller gasblus, så de mest klodsede 

i gruppen ikke falder over dem. For det er heller ikke godt for 

hans lille business, at kunderne unødigt kommer til skade. 

Vores helt husker naturligvis at sende en billedbesked, i 

stil med Caspar David Friedrichs maleri, hvor man ser ryggen 

af en vandrer, der kigger ud over tågehavet fra en bjergtop. Og 

når han nu alligevel er deroppe, hvorfor så ikke brede armene 

ud og råbe, hvis han da har ilt til det: “I am the king of the 

world”, som Leonardo DiCaprio gjorde det i filmen Titanic. 

Udvandrerens rute er tænkt lineær. Den skal helst gå fra 

punkt A til punkt B. Og han rejser af flere grunde og et håb: 

Fattigdom, undertrykkelse, kærlighed eller ægteskab. Han 

forlader sit hjem i håb om at skabe sig et hjem. Måske har 

han ikke noget at vende tilbage til, eller også rejser han med 

intentionen om at komme tilbage. Som regel bliver det ved 

ønsket. For den, der først er rejst, bliver ingen ting længere 

det samme. 

Hjem, kære hjem. Men hvad er hjem? På dansk er hjem det 

sted, hvor man har sin bopæl og sit faste tilhørsforhold. 

Hjem er også det sted og de familiemedlemmer, som bor 

der. Og hjem er stedet, man længes efter, når man har været 

væk for længe. 

Det tyrkiske ord for hjem er ev. Ev er en bygning, et hus, 

hvori en familie kan bo. Ev er ikke en forestilling om et hjemsted, 

men et konkret hus med fire vægge og et tag. Men der 

findes også et andet ord for hjem på tyrkisk, som kommer 

begrebet hjem lidt nærmere. Det er ordet memleket. Ordet 

er oprindeligt arabisk og indeholder betydningerne land, by 

eller mindre by. Memleket er det sted, hvor man er født og 

opvokset, altså hjemstavn. 

Når udlandsdanskeren fortæller, hentæret af hjemlængsel 

efter en uge eller fjorten dages ferie i sydens sol, at nu 

skal han hjem, så er det med ordene “hjem til lille Danmark”. 

Han har et næsten familiært forhold til sit overskuelige land, 

der i fugleflugtslinie går fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg 

til København. Denne firkant og omegn, på størrelse med et 

persisk tæppe, med hvide flagstænger i villahaverne, udgør 

hans hjem. Men pointen er, at for ham er ordene hjem og 


Danmark synonyme. Hele Danmark er hans hjem. Og hjem 

varsler rugbrød, marinerede sild og kolde snaps. 

Siger udlandstyrkeren for eksempel det samme, det vil 

sige “nu skal jeg hjem”, så taler han om et geografisk veldefineret 

og afgrænset område i sit moderland, Tyrkiet. Hjemlængslen 

har først og fremmest hans memleket som genstand. 

Og som regel er hans memleket lig med hans landsby, 

hans köy. I hans hjemlængsel er der ingen lokkende gastronomiske 

fristelser, for bulgur er ikke det, han savner mest. 

Også selv om duften af det harske smør, bulguren var stegt i, 

bringer blide stunder frem. Og kebab er en byspise, som han 

kan få overalt i verden og lige henne om hjørnet, mens det 

unægteligt er noget andet med marinerede sild. 

Nej, den tyrkiske emigrant hjemsøges af en sødladen sentimentalitet, 

der intet har med mad at gøre. Og så er det 

lige meget, om han bor i udlandet eller blot er flyttet fra sin 

landsby ind til Tyrkiets vildtvoksende storbyer. Mens storbytyrkeren 

har et had-kærlighedsforhold til sin hjemstavn, er 

det helt anderledes fat med ham, der er udvandret til et andet 

land. Det var ikke et goldt landskab og ufrugtbare jordlodder, 

han havde forladt. Det var et lille paradis, selv om det barske 

vintervejr gjorde vejene ufremkommelige, og selv om kulden 

skar sig op gennem de gennemhullede plastiksko og de tynde 

helårsbukser af kunststof. 

Så når udvandreren kommer tilbage til sit udgangspunkt, 

står han i noget, som han har svært ved at genkende. 

Han leder efter det hjem, han forlod for mange år siden. Men 

det sted, han kigger ud over, har han selv været med til at forandre. 

Og husene? Oh ja, husene. De er svaret på de drømme, 

som han havde, inden han forlod disse kanter. 

Drømmehuset, som hans løn har været med til at finansiere, 

står der, men han er der ikke til at bebo det med tre generationer 

under samme tag. For livet er et andet sted. I boligblokke. 

Under andre himmelstrøg. I en anden memleket. 

Ankomster I 19

ØNSKET/UØNSKET 

“fremmedarbejderen kom til danmark for at tjene penge og spare op, så han kunne vende hjem 

til en bedre tilværelse. det var hans eneste begrundelse for at forlade slægt, venner og fødeegn. 

uden arbejde må det forekomme ham meningsløst at friste en socialt ringe tilværelse i et land, 

hvis sprog han måske tilmed ikke bryder sig om. men vende tomhændet hjem til spot og spe – 

og måske gæld – kan han heller ikke. så hellere vente på chancen i den tristeste af triste køer i 

tøndergade 14 (Arbejdsformidlingen, vesterbro).” 

berlingske Tidende 17/3-1976. 

I 1960’-70’erne kom mange udlændinge fra Tyrkiet, Pakistan 

og det tidligere Jugoslavien til Danmark og København for 

at arbejde. De blev inviteret af danske virksomheder, først 

og fremmest i industrien og i servicefag, der manglede arbejdskraft. 

De fleste fik ufaglærte job, som danskerne på det 

tidspunkt søgte væk fra. De blev kaldt “fremmedarbejdere” 

eller “gæstearbejdere”, fordi de først og fremmest kom til 

Danmark pga. arbejde. Betegnelsen gæstearbejdere fortæller 

også, at man ikke regnede med, at de blev boende, men 

kun skulle være i Danmark midlertidigt. De var ønskede af 

arbejdsgiverne og blev budt velkommen. 

Fra 1970’erne og frem til i dag er mange af industriarbejdspladserne 

forsvundet på grund af den teknologiske udvikling, 

og folk måtte finde arbejde inden for andre områder. 

Mange danskere følte og føler stadig, at det har ført til større 

konkurrence om arbejdspladserne. Det har ført til modstand 

i dele af befolkningen mod udenlandsk arbejdskraft. Dette 

er ikke en ny konflikt, og hvis man kigger tilbage i historien, 

finder man de samme diskussioner. 

Fra 1600-tallet kom et større antal jøder til København fra 

andre dele af Europa. De fik opholdstilladelse, men ikke før 

1814 fik de samme rettigheder som andre danske borgere. De 

måtte f.eks. ikke arbejde som håndværkere eller gå på universitetet. 

Derimod måtte de f.eks. godt fremstille tobak, handle 

20 I Ønsket/uønsket 

med brugt klæde, bånd og juvelervirksomhed. Da jøderne 

senere fik adgang til alle erhverv, blussede konflikten op, og 

jøderne fik skylden for, at det gik dårligt i København efter 

Napoleonskrigene og englændernes bombardement i 1807. 

Med tiden er jøderne blevet en integreret del af samfundet på 

linje med alle andre borgere. 

Romaerne er en anden gruppe af mennesker, der ikke har været 

ønsket i mange forskellige lande og byer, og som har mødt 

stor modstand igennem tiden. I den danske fremmedlov fra 

1875 står der f.eks., at “tatere” ikke er velkomne i Danmark. 

Tatere var det ord, man brugte for sigøjnere. Den korrekte 

betegnelse er romaer. Man kaldte dem tatere, fordi man troede, 

de stammede fra tatarerne i Mongoliet og var vandret 

til Europa over Indien. Romaerne er flere beslægtede folkeslag, 

der lever i forskellige lande i Europa og mange steder 

bliver set som omrejsende nomader. Men mange romaer rejser 

kun, fordi de bliver holdt uden for arbejdsmarkedet i de 

lande, de bor i. I 2010 udviste Danmark en lille gruppe, der 

boede på Amager Fælled, men flere steder i Danmark bor og 

arbejder romaer ligesom alle andre. 

Artiklerne under dette tema handler om nogle af de grupper 

af indvandrere, som har været enten ønskede eller uønskede. 


Libaneseren Farouk Al Haffar på vej 

fra Beirut til København i 1965. 

Her gør han holdt i Zürich. 

Foto: Immigrant Image Archive. 

vI er Alle IndvAndrere… 

men nogle er selvfølgelig mere indvandrere end andre – i et 

stykke tid. det mærkede københavns jødiske befolkning på den 

hårde måde under jødefejden i 1819, som var byens værste raceoptøjer. 

ny udstilling fortæller om 800 år, hvor jyder, jøder, svenskere, 

tyskere, tyrkere, iranere – og hvad har vi – blev københavnere. 

Af Henrik Vesterberg, Politiken, 26.11.2010, IBYEN, side 16 

København er bygget på sumpet 

grund. Men ikke mindst på 

indvandring. 

Uden indvandring var der slet 

ingen by. Alligevel kan man her 

i byen få selv den mest højtråbende 

til at stoppe forbløffet 

op midt i en ellers uregerlig 

ordstrøm ved at sige: 

Sig mig, du er da ikke her fra 

byen, hva’? 

Spørgsmålet kan selvfølgelig 

også hidse vedkommende yder- 


ligere op, og derfor anbefaler vi 

ikke svage sjæle og/eller svage 

nævekæmpere at eksperimentere 

for meget med spørgsmålet. 

Reaktionen vidner imidlertid om 

mindst tre forhold: 

1) Det er noget ganske særligt 

at være københavner. 

2) At være københavner er en 

identitet, man tilegner sig. 

3) Dermed er der tale om 

noget, man kan have mere eller 

mindre succes med. 

“ 

Det at blive 

københavner er 

en proces, der 

hele tiden er i 

gang. 

Jakob Parby 

Netop derfor kan tvivlen om 

en persons københavneridentitet 

medføre ansigtstab af 

dimensioner, uanset om vores 

højtråbende figur er fra Hjørring 

og er begyndt på CBS i september, 

etableret hiphopstjerne 

fra Hillerød med adresse på 

Christianshavn eller fra Vejle 

og pensioneret skoleinspektør 

med 40 år i København Ø bag 

sig. Københavner er noget, man 

bliver med tiden og i så vidt 

omfang, som man er i stand til 

at tilegne sig kunsten. 

“Det at blive københavner er 

en proces, der hele tiden er i 

gang. Den er kontinuerlig, fordi 

der hele tiden kommer nye mennesker 

til. De nye prøver at blive 

københavnere ud fra, hvad de 

oplever, og hvem de møder her 

i byen,” siger Jakob Ingemann 

Ønsket/uønsket I 21

Parby, der er museumsinspektør 

på Københavns Museum, som i 

øjeblikket viser udstillingen “At 

blive københavner”. 

“Samtidig ændrer de enkelte 

indvandrere hver især en lille 

smule på, hvad det vil sige at 

være københavner. De, der bor 

her i forvejen, og de, der kommer 

til byen, er hele tiden i gang 

med den forhandling. Sådan var 

det i 1500-tallet, hvor indvandrerne 

var svenskere og tyskere. 

Og sådan er det i dag, hvor det 

også er folk fra fjernere egne.” 

Restriktioner 

Er der noget, der er blevet 

diskuteret i Danmark de seneste 

år, er det jo netop indvandring. 

Herunder især begrænsningen 

af samme, og i hvilket omfang 

og med hvilke midler indvandring 

kan eller skal begrænses. Familiesammenføringsreglerne 

var vist 

ikke så indviklede i 1500-tallet, 

som de er i dag. Men ellers var 

der nu ret skrappe restriktioner: 

Lige efter reformationen var 

man meget opsat på at holde 

dem, der ikke havde den rette 

tro, ude. Til andre tider har det 

mere været de fattige omrejsende, 

som man ikke ville have. 

I 1200-1300-tallet var det især 

fremmede købmænd, der var 

restriktioner over for. For håndværkere 

krævedes det således, 

at de var medlem af et lav, og 

at de havde den rigtige uddannelse. 

De skulle også bevise, 

at de havde en vis sum penge. 

Som minimum skulle man have 

nogen i byen, der kunne sige 

god for én. 

Jødefejden 

I tusinder af år havde jøderne 

været et omvandrende folkefærd. 

Først i 1670’erne kommer 

den første jødiske familie til 

København. I nutidens indvandrerdebat 

ville det blive betegnet 

som “intelligent indvandring”, 


eller at jøderne kom ind på en 

slags forskerordning. Kongen, 

Frederik VI, havde luret, at 

jøderne lå inde med nogle 

internationale forbindelser og 

nogle lånemuligheder, som 

staten kunne have god brug af. 

Han løsnede derfor en del på de 

religiøse restriktioner. 

Men mange københavnere 

syntes, at jøderne var for fremmedartede. 

De troede jo på noget 

helt forkert og var ikke til at 

stole på. Op gennem 1700-tallet 

fik jøderne mere frihed: Nu kunne 

de blive medlem af lavene, de 

fik adgang til universitetet, og i 

1814 fik de helt lige rettigheder 

med de øvrige københavnere. 

Men det var krisetid. Nederlaget 

til England i 1801 og 1803 

sved stadig. Der var økonomisk 

krise på grund af Napoleonskrigene. 

En stemning af, at det hele 

var jødernes skyld, begyndte at 

brede sig. 3. september 1819 

blev der sat et opslag op på 

Børsen med en opfordring til 

“alle gode og kristelige Borgere” 

om at samles for at fordrive 

jøderne, “denne Samfundets 

Pest”, ud af byen. 

Stenkast mod byens jøder 

Adskillige hundrede mennesker 

mødte op – ret mange i en by 

med i alt 110.000 mennesker. 

Folk kastede sten gennem 

jødernes butikker i Østergade og 

overfaldt jøder på gaden. Politiet 

kunne ikke klare uromagerne 

alene, så man indkaldte hæren 

og borgervæbningen for at slå 

urolighederne ned, og det tog 

seks dage at få opløbet nedkæmpet. 

Meget af vreden var 

også rettet mod kongen, 

Frederik VI, fordi han hjalp 

jøderne. Uroligheder og hetzer 

mod jøderne blussede op igen 

og igen gennem mere end 

halvandet år. Men efter de første 

uroligheder blev det mere sporadisk 

og med større og større 

Bodil Kjer i filmen “Elly Petersen”, baseret på Mogens 

Klitgaards roman fra 1941. 

Filmen handler om en ung pige, der kommer til København 

fra Aalborg for at blive stuepige. 

Elly er fuld af håb om at skabe sig et nyt, farverigt liv i 

den store by og er en hyldest til den moderne kvinde. 

Hun møder dog mange skuffelser i storbyen og ender 

med at tage tilbage til provinsen. Foto: ASA Film. 


mellemrum. Der var ingen, der 

døde under jødefejden. Men der 

var mange voldsomme episoder. 

“Jødefejden er de mest voldsomme 

raceuroligheder, vi har 

oplevet i Københavns historie,” 

fortæller Jakob Ingemann Parby. 

“Men der har også været mod- 

sætninger mellem de tysktalende 

og de dansktalende. 

Overvejende kan man sige, 

at København har levet med 

indvandring næsten altid. Der 

er i mange perioder blevet talt 

utrolig mange forskellige sprog 

i byen, uden at det har været 

årsag til konflikter. For eksempel 

syntes mange københavnere, at 

det var præsten i Garnisonskirken, 

der holdt de bedste prædikener. 

Og han talte altså tysk.” 

Men jødernes indvandring i 

København bliver i dag betragtet 

som et vellykket eksempel på 

integration? 

“Ja, det bliver tit fremhævet. 

Et af temaerne i udstillingen 

er ønsket og uønsket indvandring. 

Den fungerer nemlig for 

det meste dobbelt. I jødernes 

tilfælde er det i første omgang 

statsmagten, der ønsker dem. 

Men den brede befolkning brød 

sig ikke om dem. Først senere 

blev den udbredte mening, at 

de blev en gevinst for byen. En 

af pointerne i vores udstilling 

er, at der næsten altid er tale 

om gensidighed, når integration 

lykkes. Det er ikke kun jødernes 

skyld, at de har bidraget positivt. 

Det er lige så meget byens evne 

til at optage dem.” 

Senere bliver det også nemmere 

at komme til byen? 

“Ja, kontrollen forsvinder helt 

fra byporten. Indtil da skulle 

man have et pas for at komme 

indenfor. Også bare hvis man 

skulle rejse fra Odense til 

København for at besøge familien. 

Senere bliver kontrollen 

foretaget inde i byen. Folk skulle 

have en opholdsbog på sig, så 


de kunne vise, at de var ansat 

et sted. København havde stor 

brug for indvandrere i perioden 

lige efter voldenes fald. Blandt 

andet til de store anlægsarbejder: 

Vestvolden, Frihavnen og 

selvfølgelig også til industrien, 

som blomstrede på den tid. Den 

eneste gruppe, der har været 

fast uvelkommen i København 

til alle tider, er romaerne.” 

Indtil for bare 10 år siden var der 

mange år, hvor indbyggertallet i 

København hele tiden faldt. Man 

talte om, at det var et problem, 

at man ikke havde gode skatteydere 

i byen etc. 

“Fra 1950 og frem til omkring 

år 2000 var der en lang periode, 

hvor befolkningstallet faldt fra 

lidt over 700.000 til 500.000 i 

Københavns Kommune. Men 

efter byfornyelsen er det begyndt 

at gå den anden vej igen. Alt 

tyder på, at der i de kommende 

år vil være en voldsom vækst i 

befolkningstallet. Bare sidste år 

steg antallet af københavnere 

med 10.000 individer. Så den 

nedgangsperiode var en historisk 

undtagelse – indvandringen 

til København fortsætter.” 

Du er sikkert meget klog, Jakob. 

Men jeg tror sgu ikke, du er her 

fra byen. 

“Hvorfor ikke?” 

Hvor kommer du fra? 

“Lejre. Nej, jeg er faktisk født 

i København. Men vi flyttede 

derud, da jeg var to år. Så kom 

jeg tilbage senere.” 

Ok. Jeg er også bare fra Helsingør. 


I interviewet med museumsinspektør 

Jakob Ingemann Parby kommer det frem, 

at det er en proces at blive københavner. 

Det er en identitet, man tilegner sig. I kan 

vælge at svare på et eller flere af følgende 

spørgsmål. 

1) Er I enige med journalisten og 

museumsinspektøren i, at det er en 

proces at blive københavner? Hvorfor 

eller hvorfor ikke? 

2) Hvilke argumenter bruger museums- 

inspektøren for at fremlægge sin sag? 

3) Gælder den samme proces, hvis man 

flytter til en anden by i Danmark eller i 

udlandet? 

4) Jødefejden i 1819 bliver trukket frem 

som et eksempel på måske de værste 

raceoptøjer i Københavns historie. 

Hvilken forklaring gives der på, at 

jøderne blev udsat for den hårde for- 

følgelse netop i den periode? 

Sammenlign med andre historiske 

kilder her i avisen eller på nettet. 

Hvilke forklaringer giver de på denne 

begivenhed? 


IndfØdsretten 

Af 1776 

loven bestemte, at det kun var personer, der var født i danmark, der måtte arbejde for staten. 

en række tilføjelser omhandlede hvervede soldater, der udviste tapperhed, samt udenlandske 

fabrikanter, lærere, velhavere og jordejere, der fortsat kunne beholde samme status som indfødte 

danskere. desuden ville alle børn født i riget automatisk opnå indfødsret. 

Man vedtog dog en række 

særregler, så man sikrede 

sig, at kun de fremmede, regeringen 

havde brug for, fik 

indfødsret. I loven fremgår 

det tydeligt, at de udlændinge, 

der havde penge, 

jordbesiddelser eller tjente 

konge og regering på andre 

måder, f.eks. i militæret, 

havde størst chance for at 

få samme rettigheder som 

indfødte danskere. 


I kan vælge at svare på et eller flere af spørgsmålene. 


Stik af G.C. Schule, 1787. Stikket viser folkelivet i Kongens Have, efter at parken blev åbnet for offentligheden 

af Struensee i begyndelsen af 1770’erne. Flere af de gengivne personer var prominente eller kuriøse skikkelser 

i byen. I nederste venstre hjørne ses en sort tjenestepige og en sort dreng, der ligeledes holder en parasol 

under armen. Sorte tjenestefolk var på mode i 1600- og 1700-tallet og blev importeret fra Vestindien af de 

danske plantageejere. 

1) Nogle fremmede kunne få lov til at bosætte sig i landet, men hvor meget skulle de betale? 

2) I loven er der flere særregler for, hvordan fremmede kan få lov til at bosætte sig i Danmark eller opnå et embede. 

Find flere af disse særregler i uddragene her eller i den fulde lov. 

3) I 2010-11 diskuterer de politiske partier, hvorvidt der skal være pointsystemer for at begrænse indvandring, men 

også for at styre, hvilke mennesker der kommer ind. Man får f.eks. point for uddannelse, sprogkundskaber, 

økonomi osv. Lignende systemer kan findes i andre lande, som f.eks. Canada. Diskuter, om I synes, det er i orden 

at stille bestemte krav og tilgodese nogle mennesker frem for andre. Hvilke argumenter kan I finde for og imod? 


Uddrag fra loven der blev 

publiceret den 29. januar 1776. 

Indfødsretten, hvorefter adgang til embeder i hans majestæts riger og lande forbeholdes 

alene de indfødte undersåtter og dem, som derved lige agtes. 

Publiceret den 29. jan. 1776. 

Vi Christian den syvende, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de venders 

og goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg 

og Delmenhorst, gøre alle vitterligt: At det har længe været vor beslutning, 

ved en grundlov under visse og fornødne udtrykkelige indskrænkninger at 

fastsætte, at alle embeder i vore stater, hofgejstlige, militære og civile, af stor eller 

liden betydenhed, ej kunne eller skulle gives til andre end indfødte landets børn, 

og dem, som dermed lige kan agtes; billigheden selv vil, at landets børn skal nyde 

landets brød, og fordelene i staten falde i dens borgeres lod. 

… Derfor have og kongerne ømmeligen elsket deres folk, og igen haft på dets tillidsfulde 

kærlighed de stærkeste prøver, altid tilrede, når de have været mest fornødne 

og tiderne højst farlige. Alle disse betragtninger have født og vedligeholdt 

hos os det forsæt, ved en højtidelig og uforanderlig anordning at forsikre landets 

børn landets embeder. 

… 1.) Det skal fra denne lovs dag af agtes som en nødvendig egenskab til at få i 

vores riger og lande embeder og tjenester, af hvad navn nævnes kan, være sig ved 

hoffet, eller i den gejstlige, civile og militære stand, at personen er født i vore stater, 

eller af sådanne indfødte undersåtter, som på rejser eller for vores tjenestes 

skyld kunne være ude af landet. 

… 4.) Lige ved indfødte skal fremdeles agtes de fremmede, som bosætte sig, og 

blive her i landet, og ved rene og gyldige beviser lægge for dagen, at de eje og have 

stående i vore kompagnier eller anden vore rigers handel 20000 rdlr. 

… 5.) Lige ved indfødte skal endelig agtes: 

a) De lærere, som fra fremmede stæder kunne indkaldes til vores universitet i 

Kiel, til St. Petri kirke i København, til missionen i Trankebar, eller og til de i vore 

stater værende reformerte menigheder, samt 

b) De fremmede fabrikerer, kunstnere og mestere, som til et og andet nyt anlæg 

eller indretning kunne i vore stater behøves. 

c) Hvervninger vedblive, som hidtil: De sig ved tapperhed i vores tjeneste udmærkende 

underofficerer og soldater forbeholde vi os at belønne. 

… 6.) Alle fremmede, som efter ovenstående 2. 3. 4. og 5. artikel skal agtes og anses 

lige ved indfødte, og nu ere i vores lande eller i vores tjeneste, have inden et år 

fra denne anordnings bekendtgørelse at indkomme til vores danske kancelli med 

deres allerunderdanigste ansøgning, at dem naturalisationsbrev må forundes, såfremt 

de ikke allerede have det, hvilket og for disse gratis skal udstedes. Alle de, 

som ikke iagttage eller gøre dette, blive af os uden forandring at anse, som de, 

der selv have udelukket sig fra den adgang til embeder, vi her havde tiltænkt dem. 


OM KILDEN 

Find hele loven fra 1776 på 

http://www.nomos-dk.dk/ 

skraep/indfodsretten.htm 

Læs mere på 

http://www.emu.dk/gym/ 

fag/hi/inspiration/tema/ 

emigr/onsket.html 

Her kan I finde enkeltsager 

på nogle af de indvandrere, 

der forsøgte at opnå indfødsret. 

Loven gør forskel mellem 

indfødte og fremmede. 

For at få opbakning hos 

befolkningen til loven står 

der i den, at man ønsker at 

give alle stillinger i landet 

til danskere, fordi de har 

fortjent det. Efter den tyske 

læge Struensee havde fået 

stor magt som livlæge 

for den sindssyge kong 

Christian 7., ønskede man 

at holde fremmede væk 

fra magtfulde embeder i 

kongeriget. Struensee blev 

som straf for magtmisbrug 

henrettet, parteret og lagt 

på hjul og stejle i 1772. Han 

havde fået for meget magt 

og for mange fjender. 

Loven om indfødsret kom 

kun 4 år efter, som en klar 

reaktion på Struensee 

og på, at en udlænding 

kunne få så meget magt i 

Danmark, som han havde 

opnået. 


jØdernes 

frIhedsbrev 1814 

jøder fra forskellige dele af europa er 

kommet til københavn fra for cirka 300 år 

siden. de måtte ikke gå på universitetet 

og de fik begrænset adgang til arbejde. de 

måtte for eksempel ikke arbejde som håndværkere. 

de fik tilladelse til at arbejde med 

få ting som fremstilling af tobak, handle med 

brugt klæde, bånd og juveler. 

Den 29. marts 1814 vedtog man en ny ordning for det jødiske 

samfund i Danmark. Med Jødernes frihedsbrev blev jøderne 

på de fleste områder ligestillet med landets øvrige borgere. 

De fik frihed til at rejse rundt i landet og bosætte sig, hvor 

de ville. De fik almindelig borgerret og kunne arbejde inden 

for alle erhverv. De fik ret til offentlig fattighjælp og skolegang, 

hvilket det jødiske samfund selv måtte stå for før ordningen 

i 1814. Derudover skulle alle jødiske retsdokumenter 

og testamenter skrives på dansk eller tysk for at være gyldige. 

Frihedsbrevet hjalp jøderne til bedre forhold, men fik også 

negative konsekvenser for dem. Mange i befolkningen gav 

jøderne skylden for samfundets problemer og var b.la. utilfredse 

med, at de nu kunne tage arbejde inden for alle fag 

og håndværk og dermed tage arbejde og indtjening fra andre 

af byens borgere. Utilfredsheden førte til forfølgelser af jøder 

og øget antisemitisme i København under Jødefejden 1819, 

der var inspireret af lignende optøjer og forfølgelse i andre 

europæiske byer. 

Jødefejden 1819 

De to følgende kilder er fra politirapporter under jødefejden 

1819. Det er to sedler, som var blevet hængt op i det offentlige 

rum med en stærk opfordring til kongen om at indskrænke 

jødernes rettigheder. De to sedler skulle få folk til at vende sig 

imod jøderne, og gruppen bag kalder sig de 1260. Den første 

seddel er indleveret af en portner i Hotel du Nord (det nuværende 

Magasin) og den anden af en vægter på Kgs. Nytorv. 

KILDE: Rapport 10. september 1819 

Den samme Dag indfandt sig paa Politikontoret hr Børge 

Andersen, Portner i Hotel du Nord, og indleverede vedlagte 

Seddel, som han igaar dags Morgen omtrent da han kom fra 


Illustration af en såkaldt “båndjøde”, der fabrikerede bånd til tøj og 

parykker. Københavns Museum. 

patrulieringen fandt ophængt på Døren ud til Viingaardsstræde 

paa Samuels Gaard. 

Sedlens tekst 

Det er sku das selbege 

Kongen holder dok med os 

Hør Konge! Tænk og handl 

Thi svagt du staaer. 

Jødens Ret den maa indskrænkes 

Vi ere 1260 



KILDE: Rapport 11. september 1819 

Denne formiddag kl 11¼ blev indleveret af Brandt Major 

Smith, vedlagte Seddel, der af hans Vægtere igaar Eftermiddag 

blev funden paa Kongens Nytorv. 

Sedlens tekst: 


Men Konge er du nu saa svag 

At Jøder skal regiære dig 

Giv vores Brød fri, den Dag 

Vil sikkert ellers nage dig. 

Tænk på du gierne om du gad 

Man ved at for dig være så glad. 

Vi ved og vi ere mange. 

Vi ere 1260 


Brevene, der blev indleveret til politimesteren, anklager 

jøderne, men også kong Frederik 6. for at give 

jøderne de samme rettigheder som andre borgere. 

1) Hvor ville klagen gå hen, hvis det var i dag? Ville 

den gå til dronningen? 

2) Hvilke forbud udsteder justitsministeren i sit brev 

til politidirektøren for at beskytte jøderne? 

3) Justitsministeren skriver, at offentlige blade skal 

underkastes censur. Hvad betyder det, og kan 

regeringen i dag gøre det samme? 

Stik, der viser optøjerne ved 

Jødefejden i 1819. Københavns 

Museum. 

KILDE: Justitsminister Frederik Julius Kaas sendte følgende 

brev til politidirektøren, i frygt for at det skulle komme til vold 

i gaderne: Hedegaarden, 4. september 1819 

Ligesom jeg har modtaget Underretning om, at der skal være 

talt om, at man iaften vil insultere de Jøder, som promenere i 

Rosenborg Have, og at man ligeledes vil samle sig udenfor Raphaels 

Hus paa Østergade, formodentlig for at ængstige Beboerne, 

saaledes modtager jeg nu en Skrivelse fra Hs. Maj. Kongen, 

hvori han behager at underrette mig om, at de samme Rygter 

ere komne ham for Øre, og han anbefaler mig derfor at henvende 

Politiets Opmærksomhed paa disse tvende Steder. Derhos 

befaler Hs. Majestæt Opmærksomhed fra Politiets Side med 

Alt, hvad der i denne Tid udgives i Trykken, at man forekommer, 

at Intet i offentlige Blade, i noget Skrift, som underkastes Censur, 

eller i Viser trykkes, som kan enten være til Fornærmelse for 

Jøderne eller forøge den Stemning, som man søger tilveiebragt 

mod dem. Det Samme maa ogsaa gjælde alle Karrikaturstykker, 

stukne i Kobber, malede eller tegnede, som kunde frembydes til 

Salg eller til Skue. 

Jeg maa da meget bede Ds. Vlbhed at holde et vaagent Øie med 

Rosenborg Have og med Østergade, samt at De ville i eget og 

mit Navn anmode Assessor Danchell om at være særdeles opmærksom 

paa Alt, hvad der foreligges ham til Bedømmelse af 

trykte Sager. Det er meget magtpaaliggende at forekomme nogetsomhelst 

Optrin her i Byen, da jeg har megen Grund til at tro, 

at Udlændinge søge, om mulig, i Øieblikket at fremvirke lignende 

Optrin som de i Hamborg, Frankfurt og andre Stæder. Kaas. 

LÆS MERE om jødefejden på Wikipedia med søgeordet Jødefejden 

1819. Der kan du finde justitsminister Frederik Julius 

Kaas’ brev til politidirektøren om frygten for vold i gaderne 

m.m. Du kan også finde mere info på http://www.eremit.dk/ 

ebog/fdgkk/fdgkk_14.html 


ROMAERNE 

SKAL INTEGRERES 

fattige romaer strømmer til vest- og nordeuropa. men det hjælper ikke at sætte ind med 

politiaktioner og internering i primitive lejre, lyder det fra ngo’er og eksperter. 

Af Malene Fenger-Grøndahl i Hus Forbi den 9. september 2010 

– Så længe en stor del af Europas 

romaer bliver fastholdt i fattigdom, 

kan de rige EU-lande se 

frem til en strøm af romaer, der 

søger over grænser på jagt efter 

velfærd, siger Rob Kushens, 

direktør for Europas mest indflydelsesrige 

roma-ngo, European 

Roma Rights Centre (ERRC). 

Udtalelsen falder som en reaktion 

på, at de danske myndigheder 

i juli udviste 23 rumænske 

romaer. Romaerne havde slået 

lejr to steder i København, og 

efter en politiaktion mod lejrene 

blev samtlige romaer udvist. 

Ifølge romaerne selv var de i 

Danmark for at tjene penge 

ved at samle flasker, ikke for at 

stjæle. 

– Sagen viser tydeligt, hvad 

problemet med EU-landenes 

strategi er. De anskuer romamigration 

som et sikkerhedsproblem. 

I stedet burde de fokusere 

på de bagvedliggende årsager 

til, at romaerne migrerer. De 

flygter fra fattigdom og diskrimination, 

fastslår ERRC-direktøren 

og fortsætter: 

– Mennesker, der har et hjem 

og et liv med tryghed og social 

sikkerhed, rejser ikke væk for at 

samle flasker eller tigge. Det gør 

derimod mennesker, der bor i 

slum eller ingen bolig har. 


Ni romaer dræbt af racister 

Udvisningen af romaer fra Danmark 

er ikke enestående. Siden 

EU’s udvidelse med ti lande i 

maj 2004 og optagelsen af Rumænien 

og Bulgarien i 2007 har 

nord- og vesteuropæiske lande 

modtaget et stigende antal 

migranter med romabaggrund. 

De kommer ofte i større grupper 

og søger ufaglært arbejde, 

samler flasker og skrot, optræder 

som gademusikanter eller 

tigger. Mange af migranterne 

kommer fra Rumænien, Slovakiet 

og Tjekkiet, som er blandt 

de lande i Europa, hvor der bor 

flest romaer. Det samlede antal 

romaer i Europa er formodentlig 

10-12 millioner, er heraf flest 

i fattige ghettoer i Central- og 

Østeuropa. 

Ifølge ERRC’s rapporter gør 

stort set alle europæiske lande 

sig skyldige i brud på romaernes 

menneskerettigheder, enten ved 

at lokale eller nationale myndigheder 

aktivt diskriminerer romaerne, 

eller ved at de ikke griber 

ind over for grupper af nationalister 

og nynazister, der angriber 

romaerne. Alene i Ungarn er 

ni romaer blevet dræbt under 

racistiske angreb de seneste to 

år, oplyser Rob Kushen, der også 

nævner Italien som et land, hvor 

“Mennesker, der 

har et hjem og et 

liv med tryghed 

og social sikkerhed, 

rejser ikke 

væk for at samle 

flasker eller tigge. 

Det gør derimod 

mennesker, der 

bor i slum eller 

ingen bolig har. 

intolerancen over for romaer er 

betydelig. 

– I Italien fører regeringen en 

massiv kampagne mod romaerne, 

hvoraf mange er kommet 

illegalt til landet på jagt 

efter arbejde. Dels internerer 

regeringen romaerne i primitive 

lejre, dels har regeringsmedlemmer 

udtalt sig så fordomsfuldt 

om romaerne, at det har skabt 

en lynchstemning, som har resulteret 

i overgreb på romaerne. 

Blandt andet er der blevet sat ild 

på flere lejre, fortæller Kushen. 

De italienske myndigheder har 

forsvaret oprettelsen af romalejrene 

med, at romaerne har 

levet som nomader og derfor 

ikke har samme ret til eller 

behov for permanente boliger 

af samme standard, som andre 

EU-borgere skal tilbydes. Det er 

ifølge historiker Biljana Muncan, 

der har skrevet speciale om 

romaer og selv har roma-baggrund, 

et eksempel på, hvordan 

fordomme om romaer er med til 

at retfærdiggøre, at de udsættes 

for diskrimination. 

Velintegrerede i Sverige 

– Det romantiske billede af de 

omrejsende romaer har gennem 

historien været brugt som 

undskyldning for ikke at give 

romaerne samme muligheder 


Knap 1000 mennesker bor i denne landsbyghetto i det østlige Slovakiet. 

Landsbyboerne er alle arbejdsløse, og der er hverken el, gas eller vand i husene. 

De har ventet over fem år på de nye huse, kommunen har lovet dem. 

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl. 




Mange romaer holder fast i traditioner og gamle erhverv, men forsøger også at 

udvikle begge dele for at skabe sig nye muligheder. Mange hestehandlere har for 

eksempel slået sig på handel med og reparation af biler. Her er det et par mænd 

fra et roma-kvarter i udkanten af den slovakiske by Sobrance. 

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl. 


og rettigheder som andre og for 

at foretage overgreb på dem, fra 

tvangssteriliseringer til tvangsfjernelse 

af børn, siger hun. 

– Men romaer er ikke født 

med en trang til at rejse, og de 

foretrækker ikke at ligge i telt i 

20 graders frost, hvis de kan få 

adgang til en varm bolig, siger 

hun og peger på Sverige som et 

eksempel, hvor udviklingen har 

vist, at romaer både kan og vil 

integreres i samfundet. 

I Sverige bor der 20-50.000 

romaer, hvoraf mange indtil 

1960’erne ernærede sig 

som omrejsende handelsfolk, 

håndværkere og musikere. Ofte 

måtte de rejse fra kommune 

til kommune, fordi de efter få 

uger blev bortvist af politiet. I 

løbet af 1960’erne voksede en 

borgerretsbevægelse frem, hvor 

romaerne krævede adgang til 

boliger, skolegang og sundhedsvæsen 

på lige fod med den øvrige 

befolkning. Resultatet blev, 

at romaerne fik mulighed for at 

bosætte sig permanent, børnene 

blev integreret i skolesystemet, 

og der blev oprettet alfabetiseringskurser 

for voksne. 

I 2000 blev romaerne aner- 



kendt som nationalt mindretal 

i Sverige, hvilket blandt andet 

betød, at de fik støtte til at 

styrke og bevare deres kulturelle 

særpræg og til modersmålsundervisning. 

I 2002 oprettede 

regeringen Rådet for romska 

frågor, som følger romaernes 

situation og udarbejder forslag 

til nye integrationstiltag. Senest 

har rådet udsendt en betænkning 

med forslag til de næste 20 

års strategi for at styrke integrationen 

i uddannelsessystemet, 

på arbejdsmarkedet og i det 

politiske liv. 

Inspireret af rådet sendte den 

svenske regering i juli i år et 

brev til EU-Kommissionen, hvor 

integrationsminister Nyamko 

Sabuni foreslår, at kommissionen 

tager en række konkrete 

initiativer for at sikre romaernes 

menneskerettigheder, og at den 

udarbejder en bindende handlingsplan 

for romaernes integration 

på bolig og arbejdsmarkedet. 

Gør Kommissionen ikke 

det, vil Sverige tage spørgsmålet 

op i Ministerrådet, lyder truslen 

fra Sabuni. 

I Projekt Udenfor, som arbejder 

blandt hjemløse, er gade- 

plansmedarbejder Maj Kastanje 

enig med den svenske minister 

i, at der skal langsigtede løsninger 

til, hvis roma-migrationen 

skal bremses. 

– De her mennesker er desperate. 

Nogle har efterladt deres 

børn for at rejse til Danmark og 

samle flasker. Det er svært at tro, 

at nogen gør det, hvis de har et 

godt liv derhjemme, siger hun. 

– Men det groteske er, at de 

også oplever at være særligt 

udsatte i Danmark. De fortæller, 

at politiet konstant generer dem, 

tjekker deres papirer, vækker 

dem, når de sover på gaden, og 

i det hele taget går hårdere efter 

dem end efter andre udlændinge, 

der bor på gaden. 

I forbindelse med udvisningen 

af de 23 romaer har flere 

svenske politikere beskyldt de 

danske myndigheder for racisme 

og for at overtræde EU’s direktiv 

om arbejdskraftens fri bevægelighed, 

og ERRC er i øjeblikket 

i gang med at undersøge, om 

Danmark kan indklages for 

EU-domstolen for brud på dette 

direktiv. Justitsminister Lars 

Barfoed (K) har hidtil afvist alle 

anklager om lovbrud. 

Artiklen blev bragt i Hus Forbi i forbindelse med udvisningen af en lille gruppe romaer i København. 

I artiklen beskriver journalisten Malene Fenger-Grøndahl, hvordan hjemløse romaer i forskellige lande behandles. 

Hun har også skrevet om velintegrerede romaer i Danmark, der lever et helt normalt liv med uddannelse, arbejde og 

fast bopæl. 

Prøv at svare på et eller flere af følgende spørgsmål. 

1) Hvorfor rejser romaerne fra land til land? 

“I Projekt Udenfor, 

som arbejder 

blandt hjemløse, 

er gadeplansmedarbejder 

Maj Kastanje 

enig med den 

svenske minister 

i, at der skal langsigtede 

løsninger 

til, hvis romamigrationen 

skal 

bremses 

2) Hvilke argumenter bruger f.eks. den italienske regering for at holde romaerne væk fra landet? 

4) Der er mange fordomme om romaerne, og en af dem er, at de altid vil være nomader og rejse rundt. Men hvad 

fortæller artiklen om den fordom? 

3) Hvad fortæller artiklen om måden, romaerne bliver behandlet på i Danmark? 


ORDFORKLARING 

Ngo – forkortelse for 

den engelske betegnelse 

non-governmental organization 

– ikke-statslig 

organisation. Det er f.eks. 

folk, der arbejder for 

velgørenheds-, menneskerettigheds- 

og miljøorganisationer. 

Lynchstemning – udtrykket 

bruges om en situation, 

hvor nogen har lyst 

til at lynche eller hænge 

nogen. Det betyder, at 

man forfølger en person, 

der har gjort noget alvorligt 

forkert. 


I juli 2010 blev 23 romaer udvist af Danmark, efter at politiet var skredet til 

masseanholdelser og rydninger af to lejre på Amager. Fotoet er fra 1972, hvor 

69 romaer fik lov til at slå sig ned på Amager Fælled. Kommunen forsynede 

dem med en drikkevandshane og tilbød sprogundervisning. Imens blev der 

holdt debatter om, hvorvidt man kunne integrere romaerne i det danske 

samfund. Romaerne endte med at få asyl og bor i dag i Helsingør. 

Foto: Julie Rønnow. 


KOSMOPOLEN 

KØBENHAVN 

de første ord, vi paa toldboden hørte, vare disse: Woher kommen sie? Was bedienen sie? 

denne tyske modtagelse gjorde en anden gang en fransk officer, som satte over med mig fra 

helsingborg til helsingør, saa forundret, at han sagde til mig: hjærtens herre, til hvad for et 

land ere vi nu komne? Ankomst til københavn med skib, peter Kold, 1738. 

I citatet fortæller Peter Kold, at de første ord, han hørte, var 

“Hvor kommer De fra? Hvad bestiller De her?” Dengang var 

tysk almindeligt. I dag kan man høre mange andre sprog i 

København, f.eks. arabisk, tyrkisk eller russisk. Uden indvan- 

34 I Kosmopolen København 

dring ville København ikke se ud, som den gør i dag. Indvandrere 

fra forskellige lande og forskellige tider sætter tydelige 

spor i sproget og i byen. Du kan helt sikkert pege på mange af 

de spor, hvis du går en tur i byen, spiser på en restaurant, ser 


på mennesker, går i butikker eller til koncert. En stor by som 

København tiltrækker mange forskellige mennesker både fra 

Danmark og fra verden, og derfor er der også mange forskellige 

tilbud. 

Det, der kendetegner en kosmopol, er, at verden kommer til 

byen. Du behøver ikke rejse ud, for at spise kinesisk, japansk, 

indisk eller italiensk mad. Du kan gå til koncerter med musikere 

fra USA, Island, Pakistan eller Marokko. Det tøj, du går 

i, eller du ser andre gå i, kommer fra mange forskellige dele 

af verden. Det meste er produceret i udlandet, men udtryk- 


ket og stilen er også international. Den sport, du dyrker, er 

formodentlig kommet fra udlandet. Basket og skaterkultur fra 

USA, fodbold fra England. I dag er fodbold vores nationale 

sport, men spillet er kommet hertil fra udlandet. I store byer 

som København er udbuddet af sports-, mad-, musik- og kulturtilbud 

størst i forhold til i mindre byer i provinsen. I storbyen 

er der stor chance for at finde de tilbud og fællesskaber, 

der passer dig bedst. 

Kosmopolen København I 35

MUSIK 

er en form for AktIvIsme 

Aida nadeem er oprindeligt uddannet klassisk musiker. men efter flugten fra Irak og en 

årrække i danmark har hun etableret sig med noget nær sin egen musiske genre, arabtronica, 

en iørefaldende elektronisk vestlig musik med en umiskendeligt arabisk tone og vokal. 

hun er i dag en af verdensmusikscenens store originale kunstnere. 

Af Ivan rod, redaktør, Cultures, 2010 

Aida Nadeem blev født i Bagdad i 1965. Hun voksede op i 

et inspirerende, politisk progressivt miljø i den pulserende 

irakiske hovedstad. 

Faderen og moderen var åbne over for vidt forskellige 

kunstneriske impulser og bakkede deres datter op, da hun i 

en alder af 5-6 år begyndte både at synge, danse og digte. Nok 

tog hun afsæt i de arabiske traditioner, men snart begyndte 

hun også at interessere sig for klassisk musik. Og da hendes 

kunstneriske talent viste sig at være stort, besluttede forældrene 

at sende hende på musikskole. Hun blev indskrevet på 

Bagdads prestigiøse akademi for musik og ballet som 12-årig. 

“Det var den gang en af de bedste og mest progressive 

musikskoler i Mellemøsten. Den var grundlagt på en idé om 

at skabe et hold af unge musikere, som kunne blive til et stort 

orkester. Vi var drenge og piger – alle fra konservative, vestligt 

orienterede familier fra den bedre middelklasse – som var 

udset til at blive del af et orkester. Og jeg skulle spille fagot.” 

“Lærerne var konservatorieuddannede musikere fra 

især Rusland og Frankrig. De underviste os om formiddagen, 

og om eftermiddagen stod den på almindelig skolegang. Om 

aftenen skulle vi hver især øve og lave lektier. Så sådan gik der 

nogle år af min ungdom,” fortæller Aida med et smil. 

Hendes repertoire på akademiet bestod af både klassisk 

og avantgardistisk musik – gennemsyret af en arabisk grundtone. 

De primære inspirationskilder på akademiet var komponister 

som Karlheinz Stockhausen og Arthur Honegger. 

Musik er aktivisme 

I 1986 var Aida blevet så dygtig på sit instrument, at hun fik 

ansættelse i Iraks symfoniorkester. Men alt imens hun plejede 

sin musiske karriere, voksede hendes politiske engagement. 

Hun blev medlem af Kommunistpartiet og aktivistisk 

modstander af det diktatoriske styre, som med Saddam Hussein 

i spidsen i 1980 havde indledt en lang og blodig krig 


mod Iran. Den politiske aktivist og landets brutale styre kom 

så meget på kant, at hun et par år efter krigens afslutning 

blev tvunget til at flygte fra sit hjemland. I 1991 ankom hun til 

Danmark, hvor hun fik status som politisk flygtning. Det var 

næsten samtidig med, at USA angreb Irak i det, der blev kaldt 

den første Golfkrig. 

“Jeg er stadig – på en eller anden måde – aktivist,” siger 

hun i dag. “Det betyder meget for mig at forholde mig til det, 

der sker. Og jeg tror, at kunst kan ændre noget. Det er derfor, 

jeg bliver ved med at skabe. Mine tekster handler i dag om 

eksilet, om kærligheden til hjemlandet. Alene deri er der for 

mig en form for aktivisme.” 

“I en verden præget af krig og globalisering er det vigtigt, 

at de, der tror på demokratiet, er synlige. Deri ligger mit 

engagement.” 

I årene efter Aidas ankomst fik flere hundredtusinde irakere 

politisk asyl i Europa, herunder i Danmark. En åbenlys 

konsekvens af krig og globalisering. 

Mozart og morskab 

I 1992, blot et år efter sin ankomst til Danmark, blev Aida 

Nadeem optaget på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium 

i København. Her havde man tilsyneladende også blik 

for hendes talent. Aida blev optaget med fagot som hovedinstrument. 

Men hendes oplevelse af konservatoriet i København 

var en anden end oplevelsen af akademiet i Bagdad. 

“Konservatoriet i København var meget konservativt i 

forhold til den åbenhed, jeg havde mødt i Bagdad – og som 

jeg siden mødte på andre uddannelsesinstitutioner i Danmark.” 

“På nogle af de jyske konservatorier bliver man opfordret 

til at bruge sin egen kulturelle baggrund i udviklingen af 

musikken, men sådan var det ikke i København. Der skulle 

man som tilflytter være et meget stærkt individ for overhove- 


det at tillade sig at tilføje musikken nye (læs: egne) kulturelle 

dimensioner, og den styrke havde jeg ikke,” fortæller hun. 

“Vi blev ‘opdraget’ til at blive gode klassiske håndværkere… 

musikere, der kunne indtage bestemte pladser i et 

symfoniorkester. Det kunstneriske, det personlighedsudvidende 

var ikke en del af opgaven på konservatoriet,” siger 

hun og griner... 

“Mozart ville have moret sig, hvis han havde hørt os, 

for ingen af os fik lov til at skabe sit eget udtryk – selv om 

Mozart selv var et improviserende individ. Derfor blev årene 


Foto fra verdensmusikbanken.dk 

rettigheder Aida Nadeem. 

på konservatoriet i København præget 

af klassisk musik i konservative 

klæder.” 

Min helt egen stil 

Måske var det som følge heraf, at 

Aida seriøst fattede interesse for den 

mere ustyrlige undergrundsscene – en 

scene bestående af elektronisk musik, 

verdensmusik og crossover. Inspirationskilderne 

var blandt andre Nina Hagen, 

Transglobal Underground og Talvin Singh. 

“Jeg blev interesseret i genren, fordi den 

bibragte nye dimensioner – et mix og clash af forskellige 

stilarter. Og dét fascinerede mig. Lige som 

scenen fascinerede mig. Det her var musikere, der ville 

noget. Og som i en internationaliseret verden favnede 

vidt,” fortæller Aida. 

“Jeg syntes jo selv, at det var vigtigt at clashe verdener. 

At det var vigtigt, at kunstnere med internationale visioner 

lod nationale traditioner mødes,” siger hun. 

Mens Aida endnu gik på konservatoriet i København 

og var ved at opgive fagotten – “Jeg måtte jo ikke lege med 

den, ikke finde min egen stil, men skulle partout bruge den 

på en bestemt måde” – begyndte hun selv at spille elektronisk 

musik – “elektronisk musik med en arabisk tone og lyd; 

programmeret musik med effekter og lyd, instrumenter og 

vokal”. 

“Jeg skabte min egen stil. Og det var ensomt, men 

jo ikke mere ensomt end det var at sidde og øve alene. Jeg 

kunne mærke, at jeg havde fat i noget, og blev efterhånden 

meget, meget glad. For jeg følte, at det lykkedes.” 

Færdig med fagot 

I 1997 var Aida færdig på konservatoriet. Men ikke bare det… 

“Jeg var også færdig med klassisk musik.” 

“Allerede mens jeg gik der, besluttede jeg, at jeg ikke 

ville spille klassisk musik. Men det var vigtigt for mig at få 


en uddannelse og et eksamensbevis, og derfor fuldførte jeg 

studiet – selv om jeg vidste, at jeg ville lægge mine æg i en 

anden kurv.” 

“På konservatoriet snakkede jeg en dag med en ven, 

som havde planlagt en række caféarrangementer med arabisk 

oplæsning og musik. Vi snakkede om, hvad vi ville og 

ikke ville, og jeg besluttede mig dén gang for at tage ud på 

caféen og eksperimentere de dér aftener. Jeg spillede fagot, 

og en anden percussion, men der manglede noget sang, og 

derfor begyndte jeg at synge. Jeg vidste jo, at jeg kunne, men 

jeg var ikke klar over, at jeg kunne synge solo. Det var på dén 

baggrund, at jeg begyndte at eksperimentere med vokalen. 

Og på den baggrund, at jeg besluttede, at jeg ville lave elektronisk 

musik med vokal.” 

“Da jeg var færdig på konservatoriet, lagde jeg min fagot 

på hylden. Der lå den i 12 år, indtil jeg tog den frem igen for 

et par år siden.” 

Arabisk undergrund 

I 1996, mens hun endnu var på konservatoriet, dannede hun 

duoen Naima sammen med pianisten Line Kemmer. Duoen 

tog siden navneforandring til Arabian Underground, og det 

var i den gruppering, at fundamentet til Aida Nadeems arabtronica 

blev lagt. 

Arabian Underground pladedebuterede i 1998, og 

duoens musik blev i musikmagasinet Gaffa beskrevet som 

“flerstrenget” og “fusionsagtig”, som en “elektronisk ambientflade” 

med stærke “arabiske elementer”. Magasinet hæftede 

sig ikke bare ved det mix af musiske genrer, Arabian Underground 

spillede, men også og især ved, at Aida sang så 

stærkt og ekspressivt på arabisk. 

Aida og Arabian Underground sprang klubmiljøets rammer 

og kunne snart se deres eget navnetræk på en række internationale 

musikfestivalers plakater. Blandt andet optrådte 

konstellationen i Roskilde, Cambridge og Glastonbury. Aida 

var helt åbenlyst en kunstner på vej op ad en stige. 

38 I 


Kosmopolen København 

Golfkrig nummer to gav en ny dimension i hendes musik. 

I 2005 udsendte hun således albummet Out of Baghdad!, 

hendes hidtil mest ekspressive, poetiske og originale album. 

Albummet udløste international opmærksomhed og en række 

priser. 

Tilbage til klassisk 

Snart – fem år efter Out of Baghdad! – udkommer hendes 

fjerde album. Denne gang tager Aida afsæt i en række traditionelle 

arabiske sange, idet hun forsøger at fortolke dem med 

elektronisk lyd. Men ‘verdensmusik’ vil hun ikke kalde det. 

“Verdensmusik er et begreb, der sætter i bås, og som 

ikke dækker det, jeg laver. De traditionelle sange, jeg har fortolket, 

er folklore. Slet og ret. Gamle irakiske sange, som alle 

irakere kender.” 

“Når jeg denne gang har valgt at fokusere på dem, skyldes 

det, at mit land er under besættelse, og at det er vigtigt 

for mig som iraker – og lad mig understrege, at jeg ikke er 

nationalist – at vise kærlighed til mit fædreland. Jeg synes, 

det er vigtigt at hylde min kulturarv. Der ligger dermed et element 

af modstand i mit valg af musik. Et element af modstand 

mod besættelsen.” 

“Når du hører numrene, vil du imidlertid også kunne 

høre, at jeg har en klassisk baggrund. Og det er blevet vigtigt 

for mig. For i virkeligheden er jeg glad for klassisk musik. Det 

var jeg ikke, da jeg gik på konservatoriet, men lige som jeg 

har genfundet kærligheden til min fagot, har jeg genfundet 

kærligheden til den klassiske musik. Og dét er jeg glad for.” 

“Derfor kan jeg også sige, at jeg i dag igen finder inspiration 

i moderne klassisk musik af den slags, der bryder med 

bestemte måder at skabe musik på. En af mine allerstørste 

inspirationskilder her og nu er den japanske pianist og komponist 

Ryuichi Sakamoto.” 

Artiklen om Aida Nadeem kommer fra netportalen verdensmusikbanken.dk, og her kan I finde flere kunstnerportrætter 

og baggrundsartikler. Lyt til Aida Nadeem på www.myspace.com/aidanadeem, og læs mere på hendes 

hjemmeside www.aidanadeem.com 

1) Hvilke forhold tvang Aida Nadeem til at rejse fra Irak? 

2) Hvilke forskelle er der ifølge Aida Nadeem på konservatorierne i Bagdad, København og andre steder i Danmark? 

3) Aida siger et sted i artiklen: “Jeg synes jo selv, at det var vigtigt at clashe verdener”. Hvad mener hun med det 

udsagn, og hvorfor mener hun, det er vigtigt? 

4) Aida fusionerer eller sammensætter arabisk, klassisk og elektronisk musik, der har rødder i mange forskellige 

kulturer. Hvilke rødder har den musik, du lytter til? 


REPLACEMENT 

MIGRATION 

– portrAIts from the 21st Century (2009) 

fotoserie af kunstner malene nors tardrup 

I den fotografiske serie Replacement Migration – Portraits from 

the 21st century portrætteres en række europæere bosat i den 

arabiske verden samt folk fra Mellemøsten, der har slået sig 

ned i Europa. Alle de 34 medvirkende er opvokset i deres fødeland 

og har således deres kulturelle baggrund med i bagagen. 

Vi møder dem dels på et offentligt sted i deres nye 

hjemland, som de føler en særlig tilknytning til, og dels i deres 

hjem – den private sfære, de har skabt omkring deres liv. 

For nogle af dem er det tydeligvis vigtigt at sætte et personligt 

præg på hjemmet og gøre det til en tryg base, hvor man kan 

undslippe den omgivende tumult, hvorimod andre bruger byens 

liv og fremmedartethed til at lade op og primært betragter 

hjemmet som et overnatningssted. 

Til hvert portræt er knyttet en kort tekst, hvor de medvirkende 

beskriver deres oplevelse af at trænge igennem overfladen 

på en fremmed by, lære den at kende og gøre den til 

sin egen. Portrætterne fokuserer på det enkelte menneskes 

individuelle måde at integrere sig i en ny kultur på. 

»I seek Beduinbar when I miss Egypt. 

The atmosphere gives me the 

impression of Egypt festivity – joy 

and cosines without alcohol. There is 

a good mix of Danish and Egyptians 

costumers. I wish there were more 

of these places. Beduinbar gives me 

happiness and replaces the feeling 

of homesickness.« 

Ashraf born in Egypt, 

lives in Copenhagen, Denmark 



»I live just around the corner from Café Front- 

Page, so it is very convenient just to pop down to 

the café for a quick coffee and some fresh air. I 

can take the baby alarm with me and can be 

home in a second, if there are any problems with 

the baby while he is sleeping. They also have newspapers 

from around the world, which I enjoy a lot. « 

Gila born in Israel, lives in Copenhagen, Denmark 


»Salah al-Dins grave is located next to 

Umayyad Mosque in Damascus. Daily 

visited by many, both Arabs and Westerners. 

In the Arab world Salah al-Din is among 

the most important historical persons. In 

the burial chamber are two coffins. In front 

of the first is a small sign with an inscription 

indicating that the sarcophagus is a gift 

from the German Emperor Wilhelm the 

Second from 1898, but the sign also point 

out that the grave is empty, which is highlighted 

with the phrase: “There is nothing 

in it”. The sign also refers to the true grave, 

with a slightly more humble appearance. 

I have always found that the sign made 

this spot really interesting because many 

possible layers of history, displacements, 

coincidences, misunderstandings and 

possible interpretations, suddenly assembles 

in a simple, prosaic regard: “The true 

grave is to the right.« 

Hans Christian born in Denmark, 

lives in Damascus, Syria 


»I can see my kitchen garden from my 

window of our apartment. I go to the garden 

as often as possible. In the summer my 

family and I spend most of our time there. 

It is like a small world in itself.« 


Når man kommer hjem til folk første gang, kigger man sig omkring for at finde ud af, hvem der bor der. Ligesom vi 

aflæser folks udseende, tøjstil, krops- og talesprog for at finde ud af, hvem de er, gør vi det samme med hjemmet. 

Hjemmet bliver en del af folks identitet. Tardrups fotografier fokuserer på beboernes forhold til deres hjemland og 

kultur. Prøv at diskutere Tardrups fotografier ud fra et eller flere af følgende spørgsmål. 

1) Se på, hvordan hver enkelt person i Tardrups fotos har indrettet sit hjem i Danmark. Flere af personerne har 

valgt at indrette sig med ting fra deres hjemland. Hvordan ville I indrette jeres hjem, hvis I flyttede til en anden 

by i et andet land? 

2) Hvorfor tror I, hun har valgt at supplere fotoet fra hjemmet med et foto fra det offentlige rum? 

3) Hvad hvis hun kun havde valgt at vise beboeren i sit hjem? Hvilken information giver det andet billede af et 

offentligt rum os? Hvad fortæller det om personen og stedet? 


Rajah born in Morocco, 

lives in Copenhagen, Denmark 


URBANE 

FÆLLESSKABER 

siden jeg kom herover, har jeg følt, at jeg kunne ånde, du ved, og bare være mere eller mindre 

menneske, uden at være hvid eller sort, grøn eller gul, eller hvad ved jeg. det er meget 

sjældent, jeg er bevidst om farve her i europa. en gang imellem, men det er meget sjældent. 

den amerikanske jazzmusiker dexter gordon, 1969 

Hvorfor vælger vi at bo tæt sammen i storbyer? Den engelske 

digter og præst John Donne (1572-1631) skrev: “No man 

is an island”. Med det mente han, at mennesker ikke trives 

alene. Vi danner fællesskaber i familien, blandt venner, igennem 

uddannelser, arbejdsliv og fælles interesser som sport 

og musik. Vi mødes, fordi vi har bestemte ting til fælles eller 

færdes de steder, hvor vi møder andre med fælles interesser. 

Man taler tit om, at alle, der bor i en lille by, kender 

hinanden, men i storbyen er det anderledes. Her er det 

umuligt at kende alle. I storbyen bruger man sin tid og opmærksomhed 

på nærområdet eller et område, hvor man 

godt kan lide at komme, og dér får man sine stamsteder og 

fotografierne på denne og 

modstående side er fra 

Familiealbum 

af fryd frydendahl og 

kajsa guldberg 2007 

42 I Urbane fællesskaber 

kender folk. Hvert kvarter får sin identitet eller identiteter via 

de mennesker, der bor og færdes der – både før og nu. På den 

måde bliver København et netværk af mennesker med fælles 

interesser på tværs af afgrænsede småbyer i byen. Men alle 

der bor her, er københavnere trods de store forskelle, så en 

københavner er ikke én, men flere forskellige personer. 

Er du selv fra København? 

Hvilke fællesskaber er du del af, 

der hvor du bor? 


Ungdomshuset – portrætfotos fra et københavnsk fællesskab 

Fotografierne på siderne her, viser personer, der kom i Ungdomshuset 

på Jagtvej 69 på Nørrebro. De er taget af Fryd 

Frydendahl og Kajsa Guldberg inden rydningen 1. maj 2007. 

Billederne er samlet i en bog med titlen Familiealbum, fordi 

Ungdomshuset netop var hjem for mange forskellige mennesker, 

der mødtes for, at lytte til musik, spise sammen, holde 


politiske møder, planlægge demonstrationer og happenings. 

Huset var et vigtigt mødested for mennesker med de samme 

interesser. 

I dag er Ungdomshuset genopstået på Dortheavej 61 i Københavns 

nordvestkvarter. Se mere på 

http://www.ungdomshuset.dk/historie/jagtvej-69.aspx 

Urbane fællesskaber I 43

de russIske jØde 

I kØbenhAvn 1882-1943 

omkring 1900 kom et større antal russiske jøder til københavn på flugt fra forfølgelser 

(pogromer) i rusland. de var oftest fattige folk, der kun havde få ejendele med. 

Københavns bosiddende jøder, repræsenteret i mosaisk 

samfund, tog imod de fattige russiske jøder, men ønskede 

samtidig at begrænse deres antal, fordi de følte, de belastede 

deres egen situation. De frygtede, at jødeforfølgelserne, som 

de havde oplevet f.eks. i forbindelse Jødefejden i 1819, ville 

begynde igen. 

I Cordt Traps statistik fra 1912 kan man se, hvilke gader 

de boede i. 

Personer Husstande 

Nansensgade 136 37 

Borgergade 125 30 

Peder Hvitfeldts Stræde 108 18 

Adelgade 88 19 

Åbenrå 87 19 

Pilestræde 79 17 

Vognmagergade 65 16 

St. Pederstræde 62 15 

Rosengården 58 13 


Find flere henvisninger til Cordt Traps undersøgelser på Wikipedia 

under søgeordet “jøde”. 

En lille jødisk ghetto i København 

De følgende citater er fra Morten Things bog De russiske jøder i 

København 1882-1943. De handler om synet på jøderne udefra 

og inde fra det jødiske samfund. De beskriver den lille jødiske 

ghetto, som opstod i København omkring Vognmagergade. 

Det første citat er fra en artikel af Yitskhok Roytman, 

der flyttede fra den jødiske “ghetto” og taler om forskellen 

mellem at bo der og i en moderne luftig lejlighed uden for 

“ghettoen”. Morten Thing skriver, hvordan man i forskellige 

dagblade i starten af 1900-tallet kunne læse artikler, der diskuterede, 

om København havde en jødisk ghetto eller ej. Det 

jødiske blad Mosaisk Samfund rejste allerede spørgsmålet i 

1907, og flere artikler fulgte efter. De to næste citater er fra 

1912 og 1916 og afspejler forskellige holdninger til de russiske 

jøder i København. 

“jeg følte mig nu rigtig ensom, løsrevet fra den jødiske puls, en familie blandt goyim 

med et fremmed sprog og fremmede skikke. der er også det problem, at de jødiske 

håndværkere ikke kan få arbejde hos danskere, og at danskere ikke vil handle med 

jøder. de er ikke antisemitter, men økonomisk boykotter de russerne.” 

yitskhok roytman: di rusishidishe “geto” in kopenhagen, volkhen blat 16.2.1912. 

“nogen styrke tilfører det fremmede blod ikke vor nation, tilskud til vor kultur 

heller ikke, med deres hygiejne er det saare smaat bevendt.” 

fra nial, københavns ghetto, københavn 7.5.1912 og 13.5.1912. 


“den, der en lørdag eftermiddag gaar gennem kongens have, kan godt tro sig hensat 

til det indre af rusland. der er en snakken og gestikuleren af smaa, mørke kvinder 

med undersætsig figur, som har anbragt sig rundt om paa bænkene. de er fattigt, 

noget broget klædt, med bart hoved, det sorte, tykke haar ligger fladt over de gullige, 

mongolske træk. men glade er de, og de pludrer højt paa deres mærkelige sprog, 

der hverken er tysk eller russisk, men jeddisk. og ikke til at forstaa. foran dem staar 

mandfolkene. de er gærne i lange, sorte frakker; skægget er uplejet omkring det 

smalle, blege Ansigt. de ruller med faderstolthed en lille glut i en snavset barnevogn, 

der er fuld af puder. de lidt større børn hopper omkring. Af og til faar de stukket en 

mælkeflaske i haanden. børnene er kønne med deres stenkulsøjne og sorte krøller, 

men skønheden forgaar hurtigt. det er fordrevne russiske jøder, der kommer 

sabbaten i hu og holder den hellig. de fejrer deres “schabbes” her i det grønne.” 

fra folkets Avis, 11.7.1916 “schabbes” 

Jødisk avissælger og folkemængde foran Café Vladivostok i Vognmagergade 

1908. Foto: Københavns Museum. 



1) Yitskhok Roytman føler sig løsrevet fra 

det jødiske kvarter og puls. Hvilke 

fordele ser han i det tætte fællesskab i 

den jødiske ghetto? 

2) I dag taler vi også om ghettoer. De bliver 

oftest beskrevet som noget negativt, men 

hvilke fordele kan der være ved at bosætte 

sig sammen med andre med fælles 

kulturel baggrund? 

3) Læs citatet fra Folkets Avis. Journalisten 

beskriver sit møde med russiske jøder i 

Kongens Have, hvor de holder sabbat, 

den jødiske hviledag fra fredag aften 

til lørdag aften. Hvilket billede synes I, 

journalisten tegner af de mennesker, han 

ser i haven? Hvilke ord bruger han om 

dem, og hvilken holdning synes I, der 

ligger bag? Er han for eller imod eller 

begge dele? 


CAfÉ montmArtr 

til herluf kamp-larsen 

Der var altid halvmørkt i Café Montmartre 

det rigtige Montmartre 

i St. Regnegade 

Det var altid halvmørkt 

der herskede et evigt helårs tusmørke 

uafhængigt af byens og landets øvrige temperatur og klima og alligevel fandtes der flere solbriller dèr 

end noget andet sted i byen 

og i de år var der så mange islandske sweatere bænket omkring Montmartres borde 

at man ikke siden har kunnet sé én uden at tænke tilbage til St. Regnegade 

tidligt i 60’erne 

med en tæt os af cigaretrøg bølgende ned langs lyttende ansigter 

konstant vandring til og fra det lille beskidte toilet lige bag scenen og foran køkkenet 

og mange der havde lyst til at danse 

og ingen der kunne få plads til det 

så alle sad og rockede på bænke og taburetter 

roterende røvballer og swingende skuldre til alle sider på de store aftener 

og aldrig siden så mange knipsende fingre på én gang 

fingre der enten knipsede eller trommede takten på bordene 

eller pillede i de evige aflejringer af stearin på flaskerne 

disse stearin-skulpturer der altid ud på natten syntes at have en afgrundsdyb symbolsk betydning 

blevet til gennem måneders tålmodige brændoffer til Kong Jazz 

og så spoleret af en nervøs klo på en halv time 

mens Harvey stor og mægtig slæbte bajere i sit ansigts sved 

undertiden knurrende af musikken 

og ved et af bordene f.eks. Klaus Albrectsen med sin blyant og en kande the 

de år må han have tegnet titusind variationer 

af temaet mand-med-instrument 

mens han sad dèr med hånden i arbejde 

som selv en skulptur af det samme 

og alle vegne rundt omkring ham lutter lytten 

anspændt eller afslappet eller apatisk lytten 

men der blev lyttet meget i St. Regnegade i de år 

mens musikken cirkulerede i rummet – 

Den amerikanske jazzmusiker Dexter Gordon 

hjemme i sin have i Valby. Foto: Jørgen Bo. 

Om digtet 

Digtet er en hyldest til Herluf Kamp-Larsen, der gjorde 

Jazzklubben Montmartre i St. Regnegade til Københavns 

jazzcentrum. Mange af datidens store amerikanske stjerner 

flyttede til København og spillede her. Dan Turèll nævner 

dem alle i sit digt. Herluf Kamp-Larsen havde været 

tjener på steder som Galatheakroen og Drop Inn, hvor 

jazzpublikummet mødtes i efterkrigstidens København. 


Dan Turèll blev født i 1946 og var ung, da han kom på 

Montmartre i 1960’erne. Dan Turèll skrev flere koncertanmeldelser 

og digte om jazzen. 

Dem kan man bl.a. finde i bogen Dan Turèll – Charlie 

Parker i Istedgade tekster om jazz. I bogen Dan Turèlls København 

– Gaden var min far, gården var min mor af Peder 

Bundgaard og på www.danturellsamlingen.dk kan man 

finde flere tekster og fotos. 


e blues 

Bud Powell’s nervøse flagrende klaver 

eller skyggen af ham de sidste år alene tilbage som sidste vidne fra ’45 be-bop krigen 

i et slidt hylster af en krop – 

Bud Powell i København ’62 

jeg var 16 og overvældet 

en af de første aftener jeg husker fra Café Montmartre – 

Albert Ayler langt ude i lydens underbevidsthed 

Albert Ayler en flaksende skræppende søpapegøje 

åbnede kraniet på mig med sære lyde 

og Cecil Taylor i samme periode 

så fast og besluttet 

jazzens japanske selvmordspilot 

helt alene ved en mystisk ydergrænse 

og Stan Getz 

høflig og håndværker-samvittighedsfuld 

omhyggelig, snød aldrig med en tone 

“De har krav på ordentligt arbejde” 

og senere Sonny Rollins 

Tårnet i jazz-sax-skak 

og Yusef Lateef 

helt bibelsk 

og multi-monstret Roland Kirk 

denne blæksprutte af en blæser 

fantastisk 

og lange lette Dexter Gordon 

så født til tenorsaxofonen 

med det flabet-elegante smil Lester Young ville have pantsat sit horn for – 

og bag de fleste af dem 

Niels-Henning Ørsted 

vedblivende puls og varme 

Niels-Henning fra nervøs skoledreng til mand og musiker igennem de år på dét sted 

og som han os andre 

puls fra musik til krop 


Prøv at svare på et eller flere af følgende spørgsmål. 

1) Læs digtet igennem, og se på, hvilke ord og billeder 

Dan Turèll bruger til at beskrive hver enkelt musikers 

spillestil, udseende og forhold til deres instrument. 

2) Digtet giver et godt stemningsbillede af jazzklubben 

og publikum i 1960’erne. Hvordan er digtet 

forskelligt fra en journalistisk artikel? 


Den amerikanske jazzmusiker 

Ben Webster fotograferet i Montmartre. 

Foto: Jan Persson. 

➸ ➸ ➸ ➸ ➸ 

Hvad kan digtet, som en avisartikel ikke kan? 

3) Digtet slutter med denne sætning: “og uden 

Montmartre havde mange af os levet i en meget 

mindre verden i 60’ernes København”. Hvad betyder 

denne sætning? 

4) Kender du fornemmelsen af, at verden bliver større, 

når du har haft en særlig oplevelse? 


➸ ➸ ➸ ➸ ➸ 

puls igennem alt det der kom frem i Montmartre 

alt det der skete de år 

samtidig med og udenom musikken 

og altid helt inde i den 

et par af de første fantastiske branderter 

den første joint på toilettet i en mørk næve 

det store eventyr og man skulle i skole i morgen 

sveden og spændingen om aftenen 

gamle knald ind imellem sættene på nærliggende trappeopgange 

og så tilbage når klaveret kaldte til orden 

og ny rejse 

og ud på natten det halvtomme lokale og nattrioen 

Teddi Tingstedt i årevis 

på dette tidspunkt ofte som en forladt jernbaneperron 

og sidste omgange 

og almindelig ulyst til at tage hjem eller tage hul på næste dag 

eller helt udbombet 

med en krop af bly og et blik ud af vinduerne på natgaderne 

som om selve Sandheden eller selve Kærligheden 

hvert sekund kunne komme gående i det slørede lys udenfor – 

Jeg tror jeg faktisk altid ventede at sé en slags blanding af Charlie Chaplin og Brigitte Bardot 

komme forbi for at hente mig – 

Det er længe siden nu 

og Montmartre er væk i St. Regnegade 

og det er let nok at være nostalgisk overfor 

som de gamle første Minerva-reproduktioner 

da alle skulle have “Guernica” på hvid væg 

eller den pludselige keramik-karrusel og de åh så hånddrejede tekrus 

og andre af tidens talløse tegn 

men der var mere i det end som så 

Café Montmartre var der og betød at ting lod sig gøre som ellers var umulige 

og det kastede et nyt lys over byen 

og det sendte en anden sang op imod skyen 

og uden Montmartre havde mange af os levet 

i en meget mindre verden 

i 60’ernes København – 

Dan Turèll 

© Københavns Museum og Skoletjenesten, 2011 

Tekst: Andreas Spinner Nielsen (tematekster, Byportene, Indfødsretten, Jødernes Frihedsbrev, De russiske jøder i 

København, lærer-og elevvejledning og arbejdsspørgsmål). Tak for bidrag af artikler, fotos, kunstværker fra Malene og 

Carsten Fenger-Grøndahl, Ivan Rod og Aida Nadeem, Henrik Vesterberg, Saffet Bozdogan, Dan og Chili Turèll, Immigrant 

Archive, Reza, Malene Nors Tardrup, Fryd Frydendal, Maja Guldberg, Julie Rønnow, Jørgen Bo, Jan Persson, ASA Film og 

Spild Af Tid for grafikelementer til de fire udstillingstemaer. 

Redaktion: Andreas Spinner Nielsen. Layout: Marianne Bisballe/Skoletjenesten. Tryk: PE offset 

www.skoletjenesten.dk www.copenhagen.dk

SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?