SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

skoletjenesten.dk

SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

SKOLETJENESTEN

KØBENHAVNS MUSEUM

x · xx I 1


Indhold

4 Lærervejledning

4 Velkommen til Væggen

5 Elevvejledning

Ankomster

6 Tematekst om ankomster og modtagelse

8 Fire ankomsthistorier af Kim Degn fra Jylland, Reza fra Iran,

Helen Clara Helmsley fra Sydafrika og Søren Ulrik Thomsen fra Stevns

9 Stamtræ, skriv din families stamtræ

10 Tidslinje over indvandring til København

11 Befolkningsstatistik 1450-2010

12 Byportene, om indgangene til København, bypas og borgerbreve

14 Københavnere i enhed, forskellighed og al evighed, kort artikel om studerende, der

kommer til København, af Ascha Lychett Pedersen og sociolog Henrik Dahl

16 Hjem og hjemstavn, længere artikel af Saffet Bozdogan om at flytte sit hjem til et

andet land, med udgangspunkt i hans egen rejse fra Tyrkiet til Danmark

Ønsket/uØnsket

20 Tematekst om modtagelsen af indvandrere i København

21 Vi er alle indvandrere, artikel fra Politiken af Henrik Vesterberg med et interview

af museumsinspektør Jakob Parby

24 Indfødsretten, om indfødsretten af 1776

26 Jødernes frihedsbrev 1814 om frihedsbrevet og Jødefejden i 1819

29 Romaerne skal integreres, artikel af Malene Fenger-Grøndahl om romaerne i

anledning af udvisningen af 23 romaer i juli 2010

Artikel fra de hjemløses avis Hus Forbi

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

kosmopolen kØbenhAvn

34 Tematekst om kosmopolen København

36 Musik er en form for aktivisme, portrætartikel om den irakiske musiker

Aida Nadeem af Ivan Rod til netportalen Verdensmusikbanken. I artiklen

beskriver Aida Nadeem sin rejse i livet og musikken fra Bagdads til Københavns

musikkonservatorium og en karriere som international musiker

39 Replacement Migration, en fotoserie af kunstneren Malene Nors Tardrup.

Fotografierne er enkeltportrætter af indvandrere fra hele verden, der nu bor i

Danmark, og danskere, der bor i udlandet. Personerne er fotograferet i deres

private hjem og det offentlige rum

urbAne fællesskAber

42 Tematekst om urbane fællesskaber

43 Portrætter fra Familiealbum

I slutningen af 1960’erne

bosatte gæstearbejdere

fra Pakistan, Tyrkiet og

Jugoslavien sig bl.a. i

gamle kasernebygninger

i Vognmandsmarken

på Østerbro. Foto: Jiro

Mochizuki 1977.

44 De russiske jøder i København, citater fra avisartikler om den jødiske ghetto.

47 Café Montmartre Blues, digt af Dan Turèll, der var en flittig bruger af det berømte

Jazzhus Montmartre i St. Regnegade, hvor kendte amerikanske jazzmusikere

strømmede til i 1960’erne


lærervejlednIng

Flerstemmig udstilling og magasin

Målet med udstillingen “At blive københavner” og undervisningsmaterialet

her er at inddrage andre stemmer end museets

til belysning af indvandringens København. I udstillingen

er det bl.a. sket ved at opfordre borgere til at deltage i udstillingen

med deres personlige ankomsthistorier og genstande

knyttet dertil. I magasinet består flerstemmigheden i tekster

og fotos af forskellige skribenter, journalister og kunstnere.

Magasinet er udviklet til brug i forbindelse med et undervisningsforløb

i udstillingen og byvandringen Indvandringens København,

men den er lige så meget et katalog af kildetekster

til belysning af emner som globalisering, national identitet,

industrialisering og vandring fra land til by.

Udskoling og gymnasium

Magasinet er udviklet til brug i folkeskolens ældste klasser

og i gymnasiet. Teksterne varierer i sværhedsgrad, og enkelte

tekster vil være meget krævende for folkeskolens elever. Arbejdsspørgsmålene

i magasinet varierer ligeledes i sværhedsgrad.

Eleverne kan vælge at svare på et eller flere spørgsmål,

og du kan som lærer stille dem andre spørgsmål, der relaterer

til det emne og det fag, I arbejder med. Magasinets artikler

kan læses på tværs af fag som dansk, historie, samfundsfag,

billedkunst, religion og naturgeografi.

Magasinets form og indhold

Magasinet består af et udvalg af kildetekster i form af avisartikler,

citater og fotos, som diskuterer indvandring til København

og Danmark ud fra udstillingens fire hovedtemaer. Magasinet

er inddelt efter de fire temaer: Ankomster, Ønsket/

Uønsket, Kosmopolen København og Urbane Fællesskaber.

Hvert tema indledes med en kort introduktionstekst. Kilderne

er fra forskellige tidspunkter i historien. Fra indfødsretten i

1776 til artikler om romaerne på Amager Fælled i 2010.

Til hver kilde er der knyttet arbejdsspørgmål. Der er forståelsesspørgsmål

til tekst eller fotos, men også reflekterende

spørgsmål, hvor eleverne skal arbejde med deres egne og andres

holdninger og værdier. Man kan vælge at lade eleverne

svare på et eller flere af spørgsmålene eller selv stille andre

spørgsmål i forhold til det fag, artiklerne læses i.

På Københavns Museums hjemmeside www.copenhagen.dk

findes ekstra artikler, links til film, litteraturlister og andet materiale

om indvandring til København.

Byvandring i indvandringens København

Ud over udstillingsbesøg og arbejde med magasinets kilder

er der mulighed for at tage eleverne med på 1 1 /2 times byvandring

fra Kgs. Nytorv til Københavns Hovedbanegård. Med

migrationens optik får eleverne et indblik i indvandringens

København fra middelalderens kræmmersvende, der boede i

gaderne nær havnen, til 1600-tallets første jødiske menigheder

i området omkring Læderstræde og til nutidens indvandrere

i byen.

Mere info

For bestilling af undervisningsforløb og info:

Telefon 33 21 07 72 og sekr@bymuseum.dk

_______________________

Velkommen

til VÆGGEN

4 I Lærervejledning

Københavns Museum byder dig velkommen i et stort

fællesskab, der deler billeder og fortællinger om livet i byen.

Vi vil gerne have dig med!

Fortæl andre om dit København ved at uploade fotos, video

eller tekst til VÆGGEN på www.copenhagen.dk eller direkte

på http://vaeggen.copenhagen.dk/

Det er let at uploade fotos, tekst og videoklip til VÆGGEN,

og på hjemmesiden ligger der en manual.

Hvad er VÆGGEN?

VÆGGEN findes i fysisk

form – som en 12 meter

lang multitouch skærm,

der flyttes rundt på byens

pladser – og som en hjemmeside.

I de kommende fire

år vil den store skærm være

opstillet på forskellige plad-

ser i København som et led

i museets formidling under

de arkæologiske udgravninger

i forbindelse med

anlæggelsen af Københavns

nye metro, Cityringen. Her

kan forbipasserende bladre

i byen. De kan se fotos og

korte videoklip taget af an-

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


elevvejlednIng

Hvornår er man københavner? Er man kun københavner, når

man er født i byen? Kan man blive københavner, hvis man er

født på Bornholm eller i Beirut?

Det kan du finde i magasinet

I magasinet, du sidder med, kan du finde artikler, citater, fotos,

tidslinje og links til relevante hjemmesider,

der handler om indvandring til

København gennem tiden. Alle artikler er

skrevet af forskellige journalister for at

få flere menneskers blikke på temaet At

blive københavner.

Teksterne er i forskellige genrer som

portræt, anmeldelse og debatindlæg. De

er taget fra forskellige aviser og magasiner

som Weekendavisen, Politiken, Hus

Forbi, Cultures og Verdensmusikbanken.

Du finder også ældre kildetekster i form

af citater fra gamle aviser og historiske

fakta om indvandringen til København.

Ud over artikler og ældre kildetekster finder

du kunstfotos, et digt af Dan Turèll,

en skabelon til dit eget stamtræ samt en

introduktion til museets interaktive installation VÆGGEN, og

hvordan du kan uploade dine egne fotos, videoklip eller tekster

om det at blive eller være københavner til den.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Magasinets opbygning

Magasinet er inddelt i fire hovedtemaer: Ankomster (blå),

Ønsket/Uønsket (rød), Kosmopolen København (grøn) og

Urbane Fællesskaber (orange). Magasinet er lavet til udstillingen

“At blive københavner” på Københavns Museum og

følger de 4 udstillingstemaer. Hvert tema indledes med en

kort introtekst til temaet.

Til hver artikel er der forslag til arbejdsspørgsmål

og oplysninger om, hvor

teksten er fra. Du kan også finde links

og henvisninger til mere information.

På Københavns Museums hjemmeside

www.copenhagen.dk kan du finde flere

oplysninger om udstillingen “At blive københavner”.

Sådan kan du bruge magasinet

Teksterne i magasinet er gode kildetekster,

når du skal arbejde med indvandring

og temaerne globalisering, national

identitet, det moderne gennembrud,

industrialisering og vandring fra land til

by. Det er ikke meningen, at du skal læse

hele magasinet på én gang, men du kan

plukke tekster eller fotos ud, som du gerne vil arbejde med.

Teksterne og fotografierne kan bruges på tværs af fag som

historie, dansk, billedkunst, samfundsfag, religion og naturgeografi.

_______________________

dre københavnere, rejsende

og turister i hovedstaden.

De kan også kommentere

på det hele enten ved at

skrive deres egne historier

eller ved at indspille video

ved VÆGGENs indbyggede

kameraer.

Hvad kan jeg lægge på

VÆGGEN?

Ønsket med VÆGGEN er at

indsamle nyt og gammelt

materiale fra borgerne i og

uden for København. Det

eneste krav er, at det skal

handle om København. Ved

at uploade dine fotos er du

med til at skabe kulturarv.

Museet har lagt omkring

10.000 historiske fotos op

på væggen, der fortæller

om København i fortiden,

men du kan være med til

at fortælle om nutidens

København for generationer

i fremtiden!

Du kan uploade dine fotos

eller videoklip på max. to

minutter ved VÆGGEN, der

indtil april 2011 står på Kongens

Nytorv. Herefter flytter

den til Rådhuspladsen, hvor

den åbner 29. april 2011.

Men du kan også uploade

dine fotos og videoklip

hjemmefra via hjemmesiden.

Ud over at skrive, hvor

Hvornår er man

københavner? Er man

kun københavner, når

man er født i byen?

Kan man blive

københavner, hvis man

er født på Bornholm

eller i Beirut?

og hvornår du har taget

dem, er det godt at fortælle

din historie om, hvorfor

du ønsker at dele det med

andre. Tænk på, at andre i

fremtiden skal se dit billede

og læse din historie.

Hvordan kan I bruge

VÆGGEN?

I kan f.eks. i forbindelse

med emnet om indvandringens

København lave en

billedserie, hvor I undersøger

et bestemt forhold.

Det kunne f.eks. være

under temaet Kosmopolen

København, hvor I kunne

dokumentere udlandets

indflydelse i bybilledet. Det

kunne være korte 2 minutters

interview omkring

forskellen mellem national

identitet og byidentitet. Ved

at uploade til VÆGGEN er I

med til at dele jeres arbejde

med andre og dermed være

medskabere af kulturarv.

Man kan gå til VÆGGEN via

museets hjemmeside eller

direkte på http://vaeggen.

copenhagen.dk/, hvor der

findes en udførlig manual

til upload og søgning på

VÆGGEN.

Elevvejledning I 5


Intet menneske kjendte jeg i hele den store

by; med en lille bylt tøi i et klæde, kom jeg

vandrende ind af vesterport; nogle af de

reisende toge ind paa “gardergaarden” paa

vestergade, jeg gik da derhen, fik mig et

lille værelse, efter at de havde faaet mit pas,

og nu var jeg da, syntes mig, ved maalet for

mine Ønsker.

H.C. Andersen, 1832,

om sin ankomst til byen i 1819.

Fra land til by – national indvandring til København

En stor del af de mennesker, der er kommet til København

igennem tiden, er kommet fra andre dele af Danmark. Fra

midten af 1800-tallet og igennem det 20. århundrede har

byen været præget af en massiv indvandring fra land til by.

At mange folk flytter fra et sted til et andet, kaldes immigration.

Mange landarbejdere flyttede til byerne, hvor de nye arbejdspladser

i industrien lå. Man lagde fabrikkerne i eller ved

byer med gode transportmuligheder med skib og tog. Derfor

strømmede folk fra landet til byen. Det gælder ikke kun København,

men de fleste større byer i verden. I dag bor over

halvdelen af verdens befolkning i storbyerne.

Fra land til land – international indvandring til København

På det internationale plan har folk fra forskellige dele af kloden,

lige fra Sverige til Indien, fundet vej til København. Nogle

er kommet for at handle, andre for at finde arbejde, mens andre

igen er kommet til byen, fordi hungersnød, krig eller politisk

forfølgelse har tvunget dem til at forlade deres hjemland.

Flere er rejst tilbage til deres hjemland igen, mens andre har

bosat sig i byen, stiftet familie, fået arbejde og er blevet en del

af den københavnske befolkning og historie. Over halvdelen

af Københavns befolkning i dag er ikke født i København, men

et andet sted i landet eller i udlandet.

Rigtig mange københavneres stamtræer viser, hvordan

deres familie er kommet fra vidt forskellige lande i verden. For

nogle er det deres tipoldemor eller far, der kom til Danmark som

indvandrer, for andre starter indvandringshistorien med dem

selv. Her i magasinet kan du lave din egen families stamtræ.

6 I Ankomster

ANKOMSTER

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

To gæstearbejdere fra Vognmandsmarken på Østerbro. Fotografiet er fra 1977-79 af Jiro Mochizuki.

Ankomster I 7


4 korte hIstorIer om personer,

der er Ankommet tIl kØbenhAvn

SØREN ULRIK THOMSEN

Søren kom som 16-årig til København fra Stevns i 1972. Han

flyttede ind i en baggård i Store Kongensgade. Han er i dag

forfatter og har skrevet flere bøger om København. Han beskriver

mødet med storbyen

i essayet “Vejen mellem

to skoler”. Han fortæller Reza i træningsdragt.

om splittelsen mellem København

og vennerne på

Stevns. Om skolens og ungdomslivets

genvordigheder.

Og hvordan han til sidst begyndte

at føle sig hjemme i

hovedstaden.

“Hele tiden åd byen sig ind

på mig som billede, som

sprog, som lyd og lugt,

bevægelse, stemning og

musik – som topografi,

labyrint, vilkår, hjemmebane,

way of life…”

REZA

Reza kom til Danmark fra

Iran i 1995, da han deltog i et karatestævne i Århus. I 1996

kom han til København og blev gennem sin karate integreret

i byen. I en københavnsk karateklub mødte han sin københavnske

kone og knyttede nye venskaber. Han underviser

fortsat i karate.

“Jeg udviklede Shindo, fordi jeg oplevede, at københavnerne

havde brug for en mere beskyttet og mindre disciplineret

form for karate.”

8 I Ankomster

HELEN CLARA HEMSLEY

Helen kom til København i 1998. Hun stammer oprindeligt

fra Durban i Sydafrika, men flyttede derfra i 1989. Siden opholdt

hun sig i USA, England og Skotland, inden turen igen

gik til København, hvor hun flyttede sammen med sin nuværende

kæreste, som hun mødte i Glasgow. Hun er kunstner

og smykkeformgiver og har boet på Vesterbro lige siden ankomsten.

Hun sætter pris på bydelens multikulturelle sammensætning

og lille landsbystemning.

Hun har to

sønner, én på næsten 12 år

og én på 7 år, sammen med

sin kæreste.

“Jeg synes, det er spændende,

at jeg ikke føler mig

særlig dansk. Blandt andet

fordi det danske sprog er

svært. Men jeg føler mig

som københavner. Jeg ER

københavner.”

KIM DEGN

Kim kom til København fra

Hammel i Jylland i 2004 for

at tage en uddannelse som

industrielektriker. Før han

flyttede til København, forestillede han sig byen som et sted

med mange mennesker, der var “højrøvede”. Dette passede

til dels med det indtryk, han fik af københavnerne, som herudover

havde travlt med sig selv og ikke altid forstod den

jyske humor, som de kunne finde stødende. Hans eneste forventninger

til København var, at det var her, han ville kunne

færdiggøre sin uddannelse for senere at vende tilbage til Jylland.

Alligevel har han på en måde slået “rod” i København,

da han for nylig har fået en lille datter.

“København er ikke blevet min endnu. Det tror jeg heller

aldrig, den bliver. Jeg er så indgroet jyde, at det kommer jeg

aldrig af med.”

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


hvor er dIn fAmIlIe fØdt?

Mit navn:

stAmtræ

Fødested:

Fars navn:

Mors navn:

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Fødested:

Fødested:

Farmors navn:

Farfars navn:

Morfars navn:

Mormors navn:

Fødested:

Fødested:

Fødested:

Fødested:

Ankomster I 9


TIDSLINjE

for IndvAndrIng tIl kØbenhAvn

Ca. 5000 f.v.t: De første stenaldermennesker kommer til

området sydfra.

1166-67: Absalons borg opføres der, hvor

Christiansborg ligger i dag.

1200-1500: Indvandring fra Holsten, Sverige,

Hansestæderne og Nederlandene.

1521-50: Amagerhollænderne inviteres af Christian

den 2. til at dyrke grøntsager til hoffet.

1500-1700: Indvandring fra Holland, Norge og de

tysktalende områder samt Skotland.

1500-1700: Befolkningen vokser fra 10.000 til 60.000

indbyggere.

1670-1685: Jøder får lov til at bosætte sig og dyrke deres

religion i det kristne København.

1700-1800: Befolkningen vokser fra 60.000 til godt

100.000 indbyggere. Til sammenligning har

Ålborg i dag ca. 125.000 indbyggere.

1700-1850: Indvandring fra bl.a. Frankrig, Italien,

Tyskland, Sverige, England, Asien og

Dansk Vestindien.

1850-1900: Indvandring fra bl.a. Sverige, Tyskland og

Østeuropa.

1850-1900: Befolkningstallet vokser fra 120.000 til næsten

400.000.

1882-1914: 10-12.000 østeuropæiske jøder kommer til

København. 3.000 bliver boende, mens de

fleste andre tager videre til Amerika.

1901: Københavns Kommune udvides.

Indbyggertallet stiger til 468.000.

1902: Udstillingen Kina i Danmark i Tivoli, hvor man

kunne besøge en kinesisk landsby og rigtige

kinesere. Udstillingen skulle vise byens

borgere folk fra andre steder i verden.

10 I Ankomster

1905: Koloniudstilling i Tivoli, med genstande

og mennesker fra de danske kolonier:

Grønland, Færøerne, Island og de Dansk-vest-

indiske Øer. Den var arrangeret af

Emma Gad.

1950: Folketallet når 768.000, men falder derefter på

grund af lejlighedssammenlægninger, bolig-

massens forfald og udflytningen til forstæderne,

hvor mange realiserer drømmen om eget hus.

1962-70: Gæstearbejdere fra bl.a. Pakistan, Tyrkiet og

Jugoslavien. Indvandring fra Kina og Taiwan.

1970-85: Flygtninge fra bl.a. Iran, Irak, Mellemøsten,

Vietnam, Chile og Cambodia.

1970-1990: Indbyggertallet falder og er i 1990 på 466.000.

1972-2010: Indvandring fra EU.

1985-2000: Indvandring fra hele verden, krigsflygtninge fra

Irak, Afghanistan og Somalia.

1995-2010: Befolkningen vokser igen. Indbyggertallet

kommer over 500.000 i 2002.

2010: I 2009 kommer der 10.000 nye københavnere

til. Folketallet i januar 2010 er 528.000. Heraf

er 200.000 født i København, lige så mange er

født i andre dele af landet, og 100.000 er født i

udlandet. De oplyste folketal gælder Køben-

havns Kommunes område.

Definitionen af Storkøbenhavn er ændret flere

gange og gør derfor tallene sværere at

sammenligne. I 2009 boede der efter den

nuværende opgørelsesmetode 1.167.000

mennesker i Storkøbenhavn.

2025: Forventningen er 60.000 flere københavnere

end i dag.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


kØbenhAvns befolknIngstAl

1450-2010

Arbejdsspørgsmål:

1) Hvornår var befolkningstallet i København højest i perioden 1801-2009?

2) I 1970’erne falder Københavns befolkningstal, indtil det stabiliseres i 1980’erne. På grund af de små og dårlige

boliger, der prægede indre by og brokvartererne, begyndte folk i slutningen af 1960’erne for alvor at flytte ud i

forstæderne til etageejendomme og parcelhuskvarterer rundt om København. Det er en af grundene til faldet

i befolkningstallet i indre by. Hvordan har befolkningstallet udviklet sig fra 2000-2009?

3) Hvordan tror I, befolkningstallet vil se ud om 10 år? Vil det være steget eller faldet, og kan I finde grunde til enten

den ene eller den anden udvikling?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Ankomster I 11


Kort over det indre København og brokvartererne fra 1850. Man kan tydeligt se voldanlægget rundt om byen og de få bygninger, der var begyndt at

skyde op uden for voldene. Fra Stadsarkivet.

12 I Ankomster

Nørreport i 1809, akvarel af

Eckersberg.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


yportene

tIl kØbenhAvn

Indtil anden halvdel af 1800-tallet var såvel indenlandske som udenlandske rejser til

københavn underlagt paskontrol. enhver rejsende var forpligtet til at få udstedt et pas hos

den lokale politimyndighed før afrejsen. det skulle medbringes på hele rejsen, ligesom vi

kender det i dag, når vi skal til udlandet.

Borgerskabsbreve 1774-1850

Enhver mand, der ville drive egen virksomhed i København,

skulle være borger i byen. Betingelserne for at kunne blive en

del af borgerskabet var, at man var myndig og ustraffet. Desuden

skulle man også være uddannet i et håndværks- eller

handelslaug og have aflagt mesterprøven. Et laug var en forening

for de forskellige arbejdsområder. I et laug skulle håndværkere

blive enige om ting som løn og arbejdstid. Der var et

meget stramt hierarki i et laug, men man stod sammen.

Nørreport, Østerport, Vesterport og Amagerport

Nørreport, Østerport og Vesterport eksisterede allerede fra

middelalderen, og Amagerport kom til, da Christian 4. anlagde

Christianshavn i 1600-tallet. I 1700-tallet blev de nybygget

og stod indtil 1857, hvor de blev revet ned. De fire byporte

udgjorde de eneste indgange til København. Portene blev lukket

om natten. I dagtimerne var der livlig færdsel gennem

byportene. Om morgenen, når portene åbnede, kunne der

holde lange rækker af bøndervogne med forsyninger til hovedstaden.

Mellem byportene var der volde og voldgrave. De

var en effektiv afspærring af byen, for alle skulle passere gennem

portene. Der var god mulighed for at kontrollere, hvem

der kom til og fra byen, og hvad de havde med sig.

Amagerport i 1809, akvarel af Eckersberg. På billedet kan man se

Christianshavn og Frelsers Kirkes karakteristiske snoede tårn.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Ud over bypas, skulle man betale penge i acciseboden,

der lå uden for porten. Accise var en skat på fødevarer, byggematerialer,

brændsel, hø og huder, der blev indført i byen.

Betjentene, der tjekkede vognenes indhold for ulovlig indsmugling

af varer, var ikke populære og blev kaldt “posekiggere”.

Nogle embedsmænd i magistraten, det vil sige folk,

der arbejdede i bystyret (datidens kommune), og officerer i

hæren havde særlige passertegn, så de var undtaget kontrol.

Uden for Københavns porte og volde var der ikke alle

de huse, I kender i dag. Militæret havde holdt området uden

for indre by og voldene åbent, så man kunne se fjenden, og

fjenden ikke kunne gemme sig i bygninger rundt om byen.

Man kaldte det demarkationsterrænet. Det dækkede området,

hvor Søerne og brokvartererne Vesterbro, Frederiksberg,

Nørrebro og Østerbro ligger i dag. Før var der få lave huse,

søer og moser. Men flere og flere flyttede til byen for at arbejde,

og der blev hårdt brug for boliger til alle tilflytterne.

Millitæret måtte give slip på områderne uden for voldene. Fra

den 1. juli 1856 blev de militære vagtposter ved byens porte

inddraget, og man besluttede at rive byportene og voldene

ned. Fra 1870-1890 erstattede man voldene med parkanlæggene

Botanisk Have, Ørstedsparken og Østre Anlæg, langs

voldgaderne.

KILDE:

“København i støbeskeen” efterskrift, af Poul Strømstad i bogen

Nødvendig advarsel for enhver der besøger Kjøbenhavn af

en mand der kjender byen, Strandbergs forlag, 1986. Bogen

er oprindeligt udgivet i 1800-tallet af skillingsviseforfatteren

Julius Strandberg.

Ankomster I 13


København set fra Valby Bakke. F. Zeidler, 1758. Københavns Museum.

kØbenhAvnere

– I enhed, forskellIghed og Al evIghed

Artikel af Ascha lychett pedersen sammen med henrik dahl

trykt i magasinet Corpus, 7. november 2007

Mange unge mennesker trækker rødderne op og flytter til

storbyen i forbindelse med påbegyndelsen af deres årelange

studier. For de fleste tager det ikke lang tid, før bykulturen

er kravlet ind under huden på dem, og for både “indfødte”

og konverterede københavnere kan det være svært at give et

klart svar på, hvordan storbylivet påvirker dem, og hvad det

helt konkret vil sige at være københavner. Sociologen Henrik

Dahl hjalp Corpus med at pille de yderste lag af den typiske

københavner, som i hans øjne sjældent er en “etnisk københavner”,

der er født og opvokset i byen.

Hvad definerer en københavner?

Københavnere er “lade”, “overfladiske”, “dumme” etc. Mange

knap så blamerende adjektiver bruges af udefrakommende

til at beskrive det moderne storbymenneske i Danmarks evigt

pulserende hjerte, København. Men hvad er det, der adskiller

os fra resten af den danske befolkning? Hvad er det for ka-

14 I Ankomster

rakteristika og handlinger, der definerer en københavner? Det

moderne byliv forbinder flere dimensioner, som både supplerer

og modarbejder hinanden. Byen er på den ene side en

bopæl, der danner ramme om beboernes livsbetingelser og

hverdagsliv, og hvor der skabes sociale fællesskaber. På den

anden side drejer det sig også om bevægelse og stimulering,

om mobilisering, sammenstød og udfordringer. Samtidig

med at vi er københavnere, er vi også jyder, tyrkere, amagerkanere,

palæstinensere, kristne, muslimer, hippier, studerende

osv. Men ikke mindst er vi københavnere, og netop det

vil alt andet lige være vores fælles udgangspunkt. På mange

områder er der desuden en misforståenhed om, hvad det vil

sige at være københavner. Det at være københavner er ikke

nødvendigvis uløseligt forbundet med at gå i byen de rigtige

steder, gå i det rigtige tøj og have de samme ambitioner.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


Henrik Dahl favner bredt i sin definition af den typiske københavner:


“til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil” – siger grundtvig

i et digt fra 1848: folkeligt skal alt nu være. den definition

gælder også for københavnere. til københavnere de alle høre, som sig

regne selv dertil. og hvad betyder det så? ja, det betyder det samme

for mig, som det i sin tid betød for grundtvig: At være københavner

er ikke noget “etnisk”. det ville heller ikke være så godt, for der er

næsten ingen etniske københavnere. det er et valg, man træffer – og

som så medfører visse forpligtelser: man skal regne byen for verdens

centrum. man skal regne resten af danmark for ubeboeligt. man skal

opfatte det som naturligt, at alle økonomiske og kulturelle aktiviteter

finder sted her i byen. ja – i det hele taget skal man gå ind på, at “byen”

er lig med københavn.

Hvordan bliver de studerende påvirket?

Intet sted som i en storby bliver folk påvirket gennem utallige kanaler, der på den ene eller

anden måde konstant placerer folk over for en ny beslutningssituation. Udviklingen væk fra

ens tidligere normer er derfor måske hurtigere end ved bosættelse i en mindre by, og konverteringen

til københavner kan tænkes at gå mere ubemærket hen.

Udviklingen mod at blive københavner beskrives af Henrik Dahl:


de studerende kommer fra hele landet. derfor er der mange,

som i begyndelsen bliver ekstra patriotiske i forhold til deres

hjemegn. men efterhånden indser man, at det er lidt tosset. specielt

hvis man får en kæreste fra en anden egn af landet, eller hvis man får

et studenterjob og falder til. så når studiet er slut – med mindre det er

veterinærstudiet – er folk som regel ikke til at drive ud af byen igen.

det er derfor, man må trygle, beordre og bestikke medicinske kandidater

til at tage på turnus i “yderområderne” – som jo er fuldkommen

centrale, hvis man bor i dem. det er også derfor, det er svært at få besat

embeder som præst eller gymnasieadjunkt i “udkantsområderne”. københavnerne,

hvad enten de har været det altid eller er konverterede,

føler ikke, at de kan få et nyt netværk, der er lige så godt som det gamle.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Arbejdsspørgsmål:

1) Der er stor forskel

på, hvordan en

københavner og en

udefrakommende vil

betegne en københavner.

I artiklen nævnes

negative adjektiver som

“lade”, “overfladiske”,

“dumme”, og listen er

lang over ord, der

beskriver københavnere.

Kan I komme på flere

adjektiver? Synes I,

de passer med

virkeligheden?

2) Henrik Dahl skriver,

med henvisning til

Grundtvigs digt fra

1848, at det at være

københavner ikke er

noget “etnisk”, men et

valg, man træffer.

Hvordan forholder I jer

til det udsagn, og hvilke

argumenter for og

imod udsagnet kan

I komme frem til?

Ankomster I 15


HjEM

OG

HjEM-

STAVN

Af saffet bozdogan, fra Cultures nr. 4 april 2010

Det er ikke nogen magnetisk afvigelse, når udvandrerens

kompasnål peger i retning af et verdenshjørne, som ikke er

angivet på noget atlas.

Et hjemstavnsbundet menneske ser kun pilen pege

mod Jordens geografiske nordpol, mens emigranten og den

rejsende anerkender et femte verdenshjørne. Det usynlige

fikspunkt, som nålen i det stille dirrer i retning af, kalder de

hjem.

Sin forseglede erindring om dette hjem tager især udvandreren

med sig i en hemmelig kuffert, der aldrig bliver

deklareret, uanset hvor mange toldgrænser han krydser. Det

er ikke, fordi han allerede ved dørtærsklen længes hjem. Der

16 I Ankomster

kan være så mange gyldige årsager til, at han forlader det. Det

er blot et vilkår. Og det er derfra, hans verden går. Når bylten

er pakket, og syvmilestøvlerne trukket på, er hjemløsheden

en loyal rejsekammerat. Og så længe spændingen mellem

det hjem, han forlader, og hans nye hjem består, forbliver

hjemløsheden en tilstand.

Allerede ved afrejsen starter en umærkelig proces, der

forandrer personen, mens erindringen om det forladte hjem

i den hemmelige kuffert undergår en større forvandling. Som

årene går, opløses forseglingen i denne erindringsboble, og

ud flakser nostalgien som en forvirret sommerfugl, der kun

har erindring om, at den engang var en larve. Følelsen af

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


hjemløshed er herefter ikke længere så entydig. Den er i stedet

forvandlet til nostalgi og sentimentalitet.

Aldrig har så mange mennesker i verdenshistorien levet så

langt væk fra deres hjemstavn. Selv om den fysiske afstand er

blevet større, er hjemstavnen alligevel kun en lufthavn væk.

Men der er bare det ved det, at dét hjem, de efterlod bag sig

og siden genfinder, ikke svarer til det hjem, de har forsøgt at

fastholde i minderne.

I erindringens frodige haver har forestillingen om det

tabte hjem fået lov til at blomstre og ligner efterhånden noget

nær et paradis. Alt imens har det nye hjem, de har skabt et

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Fotografiet viser libaneseren Farouk Al Haffar og

hans bror, da de kørte fra Beirut til København i

1965. Farouk arbejdede i mange år i København

som elektroingeniør, indtil han for et par år

siden gik på pension og flyttede til Falster.

Foto: Immigrant Image Archive

sted derude, altid haft noget midlertidigt over sig, fordi det

“rigtige” hjem altid var et andet sted. Og den, der finder tilbage

til det hjem, han har forladt, finder ud af, at han i virkeligheden

har tre hjem, men alligevel er hjemløs. For ingen

veje fører tilbage til det rigtige hjem, fordi det er en illusion.

Og hjemløsheden er arvelig. Igennem forældrenes fortællinger

bliver tilstanden forplantet i næste generation.

På hjemmesider genskaber udvandrernes børnebørn

den tabte hjemstavn gennem gamle portrætter og nyere billeder

af landskaber, som er taget i ferien. Og på en forunderlig

måde er det også derfra, en del af deres verden går fra, selv

om de hverken er født eller opvokset der. Spændingen mel-

Ankomster I 17


lem det samfund, de lever i, og det, de kommer af, består, fordi

to forskellige kulturelle kræfter hiver dem i hver sin retning.

Samtidig fungerer dette cyberhjem også som et netværk,

der samler de andre, som også er udvandret fra samme

sted, men nu er bosat rundt omkring i verden. Det tabte

landsbyfællesskab bliver samlet gennem en ny generation,

der kun har det til fælles, at de alle lever i udlændighed. De efterspørger

billeder og historier, så rekonstruktionen kan gennemføres.

Og mest af alt gør de det måske for forældrenes

skyld, så de stadigvæk kan leve i forestillingen om, at hjem

stadig findes derude et sted.

Den rejsende og emigranten har vidt forskellige grunde til at

forlade deres respektive hjem. Den første gør det af egen indre

trang. Han er på en spirituel rundtur, der skal gøre ham

til et helt menneske. Han rejser for at finde frem til al tings

ophav, nemlig sig selv. Han er vestlig og velstående og rejser

gerne til verdens fattige egne, hvor det ægte og oprindelige liv

leves. Og når han vader rundt imellem disse mennesker, ligner

han mest af alt noget, som Scotty i Star Trek har beamet

ned.

Fortabt, som han føler sig i sin rige verdensdel, leder

han efter dette tabte selv i den tredje verdens fattigdom, i

dens eksotiske overbefolkede megapoler eller på toppen af

K2, hvorfra han i øvrigt vil opdatere sin profil på Facebook.

Det har han lovet sine venner og bekendte.

Han har vinket farvel til sin storbys kontinuitet, forudsigelighed

og sit netværk og sagt goddag til det ukendte, som

Arbejdsspørgsmål:

18 I Ankomster

han ikke har kunnet læse sig frem til. Hele dette projekt er

ikke, selv om han fejlagtigt tror det, et personligt anliggende.

Tværtimod løber han et samfundsærinde, når han med sin

rygsæk halser gennem et overrendt Sydøstasien af ligesindede.

Som en helt i en traditionel dannelsesroman, der med

sin bylt over skulderen forlod sin fædrene gård og landsby, og

tiltrukket af byens lys, gentager den rejsende en bevægelse,

der er indlejret i hans kultur. Han er på en dannelsesrejse, der

siden hen skal gøre ham til en acceptabel samfundsborger

med et sabbatår i rygsækken og nogle linier på sit CV.

Den traditionelle romanhelt trådte i sin tid ind i et

ukendt rum, storbyen, hvor det var det flimrende og brudte,

der dikterede betingelserne for dannelsen. Senere er trafikken

gået mellem kulturens storbyer som London, Paris, Rom og

Istanbul. Og trafikanterne dulmede deres hjemlængsel i de

mindre kendte sidegaders ukulturelle fristelser.

Med europæernes kolonisering af resten af verden blev de

mest utilpassede unge af deres rige forældre sendt af sted

til kolonierne for at blive afrettet. I dag er en afmålt dosis af

hjemløshed en industriel salgsvare på linie med medisterpølse.

Og den har en påstemplet udløbsdato, som er tilknyttet

en bestemt flyafgang og lufthavn.

Den vestlige verdens storbyer er ikke længere så fremmede

for den moderne helt. Metropolen kender han som sin

egen inderlomme. Og han forlader ikke sin by for bestandig,

som hans tidligste forgængere gjorde, da de forlod deres

Artiklen af Saffet Bozdogan stammer fra tidsskriftet CULTURES nr. 4, april 2010. Tidsskriftet handler om kulturmøder,

politisk, socialt og kulturelt. I artiklen her skriver Bozdogan om forholdet mellem hjem og hjemstavn. Saffet Bozdogan

er journalist. Han stammer fra landsbyen Mustafa Celebi i Tyrkiet.

1) Bozdogan beskriver den rejsende og emigranten eller udvandreren. Hvilke grunde siger han, den rejsende har

til at rejse? Hvilke grunde har udvandreren til at rejse, ifølge Bozdogan?

2) Bozdogan taler om danskerens og tyrkerens forhold til hjemmet. Hvilke forskelle er der?

3) Diskuter, hvor grænserne for jeres hjem går. Er det jeres hus, by, kvarter i byen, sportsklubben eller sammen

med et andet fællesskab?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


landsbyer for at søge lykken i storbyens beskidte og stålnittede

hjerte. Udstyret med alt sit moderne habengut træder

den moderne helt ad stier, der for længst er hårdttrampede

af andres vandrestøvler. Og undervejs op til bjergets tinde

glæder han sig allerede til at komme hjem og fortælle om den

storslåede udsigt fra verdens tag. Han bestiger egenhændigt

dette massiv, dog med lidt hjælp fra sine lokale bærere. Ud

over at fungere som pakæsler og guider er disse mænd også

en slags mineryddere. De går i forvejen og fjerner en efterladt

iltflaske, teltbarduner eller gasblus, så de mest klodsede

i gruppen ikke falder over dem. For det er heller ikke godt for

hans lille business, at kunderne unødigt kommer til skade.

Vores helt husker naturligvis at sende en billedbesked, i

stil med Caspar David Friedrichs maleri, hvor man ser ryggen

af en vandrer, der kigger ud over tågehavet fra en bjergtop. Og

når han nu alligevel er deroppe, hvorfor så ikke brede armene

ud og råbe, hvis han da har ilt til det: “I am the king of the

world”, som Leonardo DiCaprio gjorde det i filmen Titanic.

Udvandrerens rute er tænkt lineær. Den skal helst gå fra

punkt A til punkt B. Og han rejser af flere grunde og et håb:

Fattigdom, undertrykkelse, kærlighed eller ægteskab. Han

forlader sit hjem i håb om at skabe sig et hjem. Måske har

han ikke noget at vende tilbage til, eller også rejser han med

intentionen om at komme tilbage. Som regel bliver det ved

ønsket. For den, der først er rejst, bliver ingen ting længere

det samme.

Hjem, kære hjem. Men hvad er hjem? På dansk er hjem det

sted, hvor man har sin bopæl og sit faste tilhørsforhold.

Hjem er også det sted og de familiemedlemmer, som bor

der. Og hjem er stedet, man længes efter, når man har været

væk for længe.

Det tyrkiske ord for hjem er ev. Ev er en bygning, et hus,

hvori en familie kan bo. Ev er ikke en forestilling om et hjemsted,

men et konkret hus med fire vægge og et tag. Men der

findes også et andet ord for hjem på tyrkisk, som kommer

begrebet hjem lidt nærmere. Det er ordet memleket. Ordet

er oprindeligt arabisk og indeholder betydningerne land, by

eller mindre by. Memleket er det sted, hvor man er født og

opvokset, altså hjemstavn.

Når udlandsdanskeren fortæller, hentæret af hjemlængsel

efter en uge eller fjorten dages ferie i sydens sol, at nu

skal han hjem, så er det med ordene “hjem til lille Danmark”.

Han har et næsten familiært forhold til sit overskuelige land,

der i fugleflugtslinie går fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg

til København. Denne firkant og omegn, på størrelse med et

persisk tæppe, med hvide flagstænger i villahaverne, udgør

hans hjem. Men pointen er, at for ham er ordene hjem og

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Danmark synonyme. Hele Danmark er hans hjem. Og hjem

varsler rugbrød, marinerede sild og kolde snaps.

Siger udlandstyrkeren for eksempel det samme, det vil

sige “nu skal jeg hjem”, så taler han om et geografisk veldefineret

og afgrænset område i sit moderland, Tyrkiet. Hjemlængslen

har først og fremmest hans memleket som genstand.

Og som regel er hans memleket lig med hans landsby,

hans köy. I hans hjemlængsel er der ingen lokkende gastronomiske

fristelser, for bulgur er ikke det, han savner mest.

Også selv om duften af det harske smør, bulguren var stegt i,

bringer blide stunder frem. Og kebab er en byspise, som han

kan få overalt i verden og lige henne om hjørnet, mens det

unægteligt er noget andet med marinerede sild.

Nej, den tyrkiske emigrant hjemsøges af en sødladen sentimentalitet,

der intet har med mad at gøre. Og så er det

lige meget, om han bor i udlandet eller blot er flyttet fra sin

landsby ind til Tyrkiets vildtvoksende storbyer. Mens storbytyrkeren

har et had-kærlighedsforhold til sin hjemstavn, er

det helt anderledes fat med ham, der er udvandret til et andet

land. Det var ikke et goldt landskab og ufrugtbare jordlodder,

han havde forladt. Det var et lille paradis, selv om det barske

vintervejr gjorde vejene ufremkommelige, og selv om kulden

skar sig op gennem de gennemhullede plastiksko og de tynde

helårsbukser af kunststof.

Så når udvandreren kommer tilbage til sit udgangspunkt,

står han i noget, som han har svært ved at genkende.

Han leder efter det hjem, han forlod for mange år siden. Men

det sted, han kigger ud over, har han selv været med til at forandre.

Og husene? Oh ja, husene. De er svaret på de drømme,

som han havde, inden han forlod disse kanter.

Drømmehuset, som hans løn har været med til at finansiere,

står der, men han er der ikke til at bebo det med tre generationer

under samme tag. For livet er et andet sted. I boligblokke.

Under andre himmelstrøg. I en anden memleket.

Ankomster I 19


ØNSKET/UØNSKET

“fremmedarbejderen kom til danmark for at tjene penge og spare op, så han kunne vende hjem

til en bedre tilværelse. det var hans eneste begrundelse for at forlade slægt, venner og fødeegn.

uden arbejde må det forekomme ham meningsløst at friste en socialt ringe tilværelse i et land,

hvis sprog han måske tilmed ikke bryder sig om. men vende tomhændet hjem til spot og spe –

og måske gæld – kan han heller ikke. så hellere vente på chancen i den tristeste af triste køer i

tøndergade 14 (Arbejdsformidlingen, vesterbro).”

berlingske Tidende 17/3-1976.

I 1960’-70’erne kom mange udlændinge fra Tyrkiet, Pakistan

og det tidligere Jugoslavien til Danmark og København for

at arbejde. De blev inviteret af danske virksomheder, først

og fremmest i industrien og i servicefag, der manglede arbejdskraft.

De fleste fik ufaglærte job, som danskerne på det

tidspunkt søgte væk fra. De blev kaldt “fremmedarbejdere”

eller “gæstearbejdere”, fordi de først og fremmest kom til

Danmark pga. arbejde. Betegnelsen gæstearbejdere fortæller

også, at man ikke regnede med, at de blev boende, men

kun skulle være i Danmark midlertidigt. De var ønskede af

arbejdsgiverne og blev budt velkommen.

Fra 1970’erne og frem til i dag er mange af industriarbejdspladserne

forsvundet på grund af den teknologiske udvikling,

og folk måtte finde arbejde inden for andre områder.

Mange danskere følte og føler stadig, at det har ført til større

konkurrence om arbejdspladserne. Det har ført til modstand

i dele af befolkningen mod udenlandsk arbejdskraft. Dette

er ikke en ny konflikt, og hvis man kigger tilbage i historien,

finder man de samme diskussioner.

Fra 1600-tallet kom et større antal jøder til København fra

andre dele af Europa. De fik opholdstilladelse, men ikke før

1814 fik de samme rettigheder som andre danske borgere. De

måtte f.eks. ikke arbejde som håndværkere eller gå på universitetet.

Derimod måtte de f.eks. godt fremstille tobak, handle

20 I Ønsket/uønsket

med brugt klæde, bånd og juvelervirksomhed. Da jøderne

senere fik adgang til alle erhverv, blussede konflikten op, og

jøderne fik skylden for, at det gik dårligt i København efter

Napoleonskrigene og englændernes bombardement i 1807.

Med tiden er jøderne blevet en integreret del af samfundet på

linje med alle andre borgere.

Romaerne er en anden gruppe af mennesker, der ikke har været

ønsket i mange forskellige lande og byer, og som har mødt

stor modstand igennem tiden. I den danske fremmedlov fra

1875 står der f.eks., at “tatere” ikke er velkomne i Danmark.

Tatere var det ord, man brugte for sigøjnere. Den korrekte

betegnelse er romaer. Man kaldte dem tatere, fordi man troede,

de stammede fra tatarerne i Mongoliet og var vandret

til Europa over Indien. Romaerne er flere beslægtede folkeslag,

der lever i forskellige lande i Europa og mange steder

bliver set som omrejsende nomader. Men mange romaer rejser

kun, fordi de bliver holdt uden for arbejdsmarkedet i de

lande, de bor i. I 2010 udviste Danmark en lille gruppe, der

boede på Amager Fælled, men flere steder i Danmark bor og

arbejder romaer ligesom alle andre.

Artiklerne under dette tema handler om nogle af de grupper

af indvandrere, som har været enten ønskede eller uønskede.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


Libaneseren Farouk Al Haffar på vej

fra Beirut til København i 1965.

Her gør han holdt i Zürich.

Foto: Immigrant Image Archive.

vI er Alle IndvAndrere…

men nogle er selvfølgelig mere indvandrere end andre – i et

stykke tid. det mærkede københavns jødiske befolkning på den

hårde måde under jødefejden i 1819, som var byens værste raceoptøjer.

ny udstilling fortæller om 800 år, hvor jyder, jøder, svenskere,

tyskere, tyrkere, iranere – og hvad har vi – blev københavnere.

Af Henrik Vesterberg, Politiken, 26.11.2010, IBYEN, side 16

København er bygget på sumpet

grund. Men ikke mindst på

indvandring.

Uden indvandring var der slet

ingen by. Alligevel kan man her

i byen få selv den mest højtråbende

til at stoppe forbløffet

op midt i en ellers uregerlig

ordstrøm ved at sige:

Sig mig, du er da ikke her fra

byen, hva’?

Spørgsmålet kan selvfølgelig

også hidse vedkommende yder-

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

ligere op, og derfor anbefaler vi

ikke svage sjæle og/eller svage

nævekæmpere at eksperimentere

for meget med spørgsmålet.

Reaktionen vidner imidlertid om

mindst tre forhold:

1) Det er noget ganske særligt

at være københavner.

2) At være københavner er en

identitet, man tilegner sig.

3) Dermed er der tale om

noget, man kan have mere eller

mindre succes med.


Det at blive

københavner er

en proces, der

hele tiden er i

gang.

Jakob Parby

Netop derfor kan tvivlen om

en persons københavneridentitet

medføre ansigtstab af

dimensioner, uanset om vores

højtråbende figur er fra Hjørring

og er begyndt på CBS i september,

etableret hiphopstjerne

fra Hillerød med adresse på

Christianshavn eller fra Vejle

og pensioneret skoleinspektør

med 40 år i København Ø bag

sig. Københavner er noget, man

bliver med tiden og i så vidt

omfang, som man er i stand til

at tilegne sig kunsten.

“Det at blive københavner er

en proces, der hele tiden er i

gang. Den er kontinuerlig, fordi

der hele tiden kommer nye mennesker

til. De nye prøver at blive

københavnere ud fra, hvad de

oplever, og hvem de møder her

i byen,” siger Jakob Ingemann

Ønsket/uønsket I 21


Parby, der er museumsinspektør

på Københavns Museum, som i

øjeblikket viser udstillingen “At

blive københavner”.

“Samtidig ændrer de enkelte

indvandrere hver især en lille

smule på, hvad det vil sige at

være københavner. De, der bor

her i forvejen, og de, der kommer

til byen, er hele tiden i gang

med den forhandling. Sådan var

det i 1500-tallet, hvor indvandrerne

var svenskere og tyskere.

Og sådan er det i dag, hvor det

også er folk fra fjernere egne.”

Restriktioner

Er der noget, der er blevet

diskuteret i Danmark de seneste

år, er det jo netop indvandring.

Herunder især begrænsningen

af samme, og i hvilket omfang

og med hvilke midler indvandring

kan eller skal begrænses. Familiesammenføringsreglerne

var vist

ikke så indviklede i 1500-tallet,

som de er i dag. Men ellers var

der nu ret skrappe restriktioner:

Lige efter reformationen var

man meget opsat på at holde

dem, der ikke havde den rette

tro, ude. Til andre tider har det

mere været de fattige omrejsende,

som man ikke ville have.

I 1200-1300-tallet var det især

fremmede købmænd, der var

restriktioner over for. For håndværkere

krævedes det således,

at de var medlem af et lav, og

at de havde den rigtige uddannelse.

De skulle også bevise,

at de havde en vis sum penge.

Som minimum skulle man have

nogen i byen, der kunne sige

god for én.

Jødefejden

I tusinder af år havde jøderne

været et omvandrende folkefærd.

Først i 1670’erne kommer

den første jødiske familie til

København. I nutidens indvandrerdebat

ville det blive betegnet

som “intelligent indvandring”,

22 I Ønsket/uønsket

eller at jøderne kom ind på en

slags forskerordning. Kongen,

Frederik VI, havde luret, at

jøderne lå inde med nogle

internationale forbindelser og

nogle lånemuligheder, som

staten kunne have god brug af.

Han løsnede derfor en del på de

religiøse restriktioner.

Men mange københavnere

syntes, at jøderne var for fremmedartede.

De troede jo på noget

helt forkert og var ikke til at

stole på. Op gennem 1700-tallet

fik jøderne mere frihed: Nu kunne

de blive medlem af lavene, de

fik adgang til universitetet, og i

1814 fik de helt lige rettigheder

med de øvrige københavnere.

Men det var krisetid. Nederlaget

til England i 1801 og 1803

sved stadig. Der var økonomisk

krise på grund af Napoleonskrigene.

En stemning af, at det hele

var jødernes skyld, begyndte at

brede sig. 3. september 1819

blev der sat et opslag op på

Børsen med en opfordring til

“alle gode og kristelige Borgere”

om at samles for at fordrive

jøderne, “denne Samfundets

Pest”, ud af byen.

Stenkast mod byens jøder

Adskillige hundrede mennesker

mødte op – ret mange i en by

med i alt 110.000 mennesker.

Folk kastede sten gennem

jødernes butikker i Østergade og

overfaldt jøder på gaden. Politiet

kunne ikke klare uromagerne

alene, så man indkaldte hæren

og borgervæbningen for at slå

urolighederne ned, og det tog

seks dage at få opløbet nedkæmpet.

Meget af vreden var

også rettet mod kongen,

Frederik VI, fordi han hjalp

jøderne. Uroligheder og hetzer

mod jøderne blussede op igen

og igen gennem mere end

halvandet år. Men efter de første

uroligheder blev det mere sporadisk

og med større og større

Bodil Kjer i filmen “Elly Petersen”, baseret på Mogens

Klitgaards roman fra 1941.

Filmen handler om en ung pige, der kommer til København

fra Aalborg for at blive stuepige.

Elly er fuld af håb om at skabe sig et nyt, farverigt liv i

den store by og er en hyldest til den moderne kvinde.

Hun møder dog mange skuffelser i storbyen og ender

med at tage tilbage til provinsen. Foto: ASA Film.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


mellemrum. Der var ingen, der

døde under jødefejden. Men der

var mange voldsomme episoder.

“Jødefejden er de mest voldsomme

raceuroligheder, vi har

oplevet i Københavns historie,”

fortæller Jakob Ingemann Parby.

“Men der har også været mod-

sætninger mellem de tysktalende

og de dansktalende.

Overvejende kan man sige,

at København har levet med

indvandring næsten altid. Der

er i mange perioder blevet talt

utrolig mange forskellige sprog

i byen, uden at det har været

årsag til konflikter. For eksempel

syntes mange københavnere, at

det var præsten i Garnisonskirken,

der holdt de bedste prædikener.

Og han talte altså tysk.”

Men jødernes indvandring i

København bliver i dag betragtet

som et vellykket eksempel på

integration?

“Ja, det bliver tit fremhævet.

Et af temaerne i udstillingen

er ønsket og uønsket indvandring.

Den fungerer nemlig for

det meste dobbelt. I jødernes

tilfælde er det i første omgang

statsmagten, der ønsker dem.

Men den brede befolkning brød

sig ikke om dem. Først senere

blev den udbredte mening, at

de blev en gevinst for byen. En

af pointerne i vores udstilling

er, at der næsten altid er tale

om gensidighed, når integration

lykkes. Det er ikke kun jødernes

skyld, at de har bidraget positivt.

Det er lige så meget byens evne

til at optage dem.”

Senere bliver det også nemmere

at komme til byen?

“Ja, kontrollen forsvinder helt

fra byporten. Indtil da skulle

man have et pas for at komme

indenfor. Også bare hvis man

skulle rejse fra Odense til

København for at besøge familien.

Senere bliver kontrollen

foretaget inde i byen. Folk skulle

have en opholdsbog på sig, så

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

de kunne vise, at de var ansat

et sted. København havde stor

brug for indvandrere i perioden

lige efter voldenes fald. Blandt

andet til de store anlægsarbejder:

Vestvolden, Frihavnen og

selvfølgelig også til industrien,

som blomstrede på den tid. Den

eneste gruppe, der har været

fast uvelkommen i København

til alle tider, er romaerne.”

Indtil for bare 10 år siden var der

mange år, hvor indbyggertallet i

København hele tiden faldt. Man

talte om, at det var et problem,

at man ikke havde gode skatteydere

i byen etc.

“Fra 1950 og frem til omkring

år 2000 var der en lang periode,

hvor befolkningstallet faldt fra

lidt over 700.000 til 500.000 i

Københavns Kommune. Men

efter byfornyelsen er det begyndt

at gå den anden vej igen. Alt

tyder på, at der i de kommende

år vil være en voldsom vækst i

befolkningstallet. Bare sidste år

steg antallet af københavnere

med 10.000 individer. Så den

nedgangsperiode var en historisk

undtagelse – indvandringen

til København fortsætter.”

Du er sikkert meget klog, Jakob.

Men jeg tror sgu ikke, du er her

fra byen.

“Hvorfor ikke?”

Hvor kommer du fra?

“Lejre. Nej, jeg er faktisk født

i København. Men vi flyttede

derud, da jeg var to år. Så kom

jeg tilbage senere.”

Ok. Jeg er også bare fra Helsingør.

Arbejdsspørgsmål:

I interviewet med museumsinspektør

Jakob Ingemann Parby kommer det frem,

at det er en proces at blive københavner.

Det er en identitet, man tilegner sig. I kan

vælge at svare på et eller flere af følgende

spørgsmål.

1) Er I enige med journalisten og

museumsinspektøren i, at det er en

proces at blive københavner? Hvorfor

eller hvorfor ikke?

2) Hvilke argumenter bruger museums-

inspektøren for at fremlægge sin sag?

3) Gælder den samme proces, hvis man

flytter til en anden by i Danmark eller i

udlandet?

4) Jødefejden i 1819 bliver trukket frem

som et eksempel på måske de værste

raceoptøjer i Københavns historie.

Hvilken forklaring gives der på, at

jøderne blev udsat for den hårde for-

følgelse netop i den periode?

Sammenlign med andre historiske

kilder her i avisen eller på nettet.

Hvilke forklaringer giver de på denne

begivenhed?

Ønsket/uønsket I 23


IndfØdsretten

Af 1776

loven bestemte, at det kun var personer, der var født i danmark, der måtte arbejde for staten.

en række tilføjelser omhandlede hvervede soldater, der udviste tapperhed, samt udenlandske

fabrikanter, lærere, velhavere og jordejere, der fortsat kunne beholde samme status som indfødte

danskere. desuden ville alle børn født i riget automatisk opnå indfødsret.

Man vedtog dog en række

særregler, så man sikrede

sig, at kun de fremmede, regeringen

havde brug for, fik

indfødsret. I loven fremgår

det tydeligt, at de udlændinge,

der havde penge,

jordbesiddelser eller tjente

konge og regering på andre

måder, f.eks. i militæret,

havde størst chance for at

få samme rettigheder som

indfødte danskere.

Arbejdsspørgsmål:

I kan vælge at svare på et eller flere af spørgsmålene.

24 I Ønsket/uønsket

Stik af G.C. Schule, 1787. Stikket viser folkelivet i Kongens Have, efter at parken blev åbnet for offentligheden

af Struensee i begyndelsen af 1770’erne. Flere af de gengivne personer var prominente eller kuriøse skikkelser

i byen. I nederste venstre hjørne ses en sort tjenestepige og en sort dreng, der ligeledes holder en parasol

under armen. Sorte tjenestefolk var på mode i 1600- og 1700-tallet og blev importeret fra Vestindien af de

danske plantageejere.

1) Nogle fremmede kunne få lov til at bosætte sig i landet, men hvor meget skulle de betale?

2) I loven er der flere særregler for, hvordan fremmede kan få lov til at bosætte sig i Danmark eller opnå et embede.

Find flere af disse særregler i uddragene her eller i den fulde lov.

3) I 2010-11 diskuterer de politiske partier, hvorvidt der skal være pointsystemer for at begrænse indvandring, men

også for at styre, hvilke mennesker der kommer ind. Man får f.eks. point for uddannelse, sprogkundskaber,

økonomi osv. Lignende systemer kan findes i andre lande, som f.eks. Canada. Diskuter, om I synes, det er i orden

at stille bestemte krav og tilgodese nogle mennesker frem for andre. Hvilke argumenter kan I finde for og imod?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


Uddrag fra loven der blev

publiceret den 29. januar 1776.

Indfødsretten, hvorefter adgang til embeder i hans majestæts riger og lande forbeholdes

alene de indfødte undersåtter og dem, som derved lige agtes.

Publiceret den 29. jan. 1776.

Vi Christian den syvende, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de venders

og goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg

og Delmenhorst, gøre alle vitterligt: At det har længe været vor beslutning,

ved en grundlov under visse og fornødne udtrykkelige indskrænkninger at

fastsætte, at alle embeder i vore stater, hofgejstlige, militære og civile, af stor eller

liden betydenhed, ej kunne eller skulle gives til andre end indfødte landets børn,

og dem, som dermed lige kan agtes; billigheden selv vil, at landets børn skal nyde

landets brød, og fordelene i staten falde i dens borgeres lod.

… Derfor have og kongerne ømmeligen elsket deres folk, og igen haft på dets tillidsfulde

kærlighed de stærkeste prøver, altid tilrede, når de have været mest fornødne

og tiderne højst farlige. Alle disse betragtninger have født og vedligeholdt

hos os det forsæt, ved en højtidelig og uforanderlig anordning at forsikre landets

børn landets embeder.

… 1.) Det skal fra denne lovs dag af agtes som en nødvendig egenskab til at få i

vores riger og lande embeder og tjenester, af hvad navn nævnes kan, være sig ved

hoffet, eller i den gejstlige, civile og militære stand, at personen er født i vore stater,

eller af sådanne indfødte undersåtter, som på rejser eller for vores tjenestes

skyld kunne være ude af landet.

… 4.) Lige ved indfødte skal fremdeles agtes de fremmede, som bosætte sig, og

blive her i landet, og ved rene og gyldige beviser lægge for dagen, at de eje og have

stående i vore kompagnier eller anden vore rigers handel 20000 rdlr.

… 5.) Lige ved indfødte skal endelig agtes:

a) De lærere, som fra fremmede stæder kunne indkaldes til vores universitet i

Kiel, til St. Petri kirke i København, til missionen i Trankebar, eller og til de i vore

stater værende reformerte menigheder, samt

b) De fremmede fabrikerer, kunstnere og mestere, som til et og andet nyt anlæg

eller indretning kunne i vore stater behøves.

c) Hvervninger vedblive, som hidtil: De sig ved tapperhed i vores tjeneste udmærkende

underofficerer og soldater forbeholde vi os at belønne.

… 6.) Alle fremmede, som efter ovenstående 2. 3. 4. og 5. artikel skal agtes og anses

lige ved indfødte, og nu ere i vores lande eller i vores tjeneste, have inden et år

fra denne anordnings bekendtgørelse at indkomme til vores danske kancelli med

deres allerunderdanigste ansøgning, at dem naturalisationsbrev må forundes, såfremt

de ikke allerede have det, hvilket og for disse gratis skal udstedes. Alle de,

som ikke iagttage eller gøre dette, blive af os uden forandring at anse, som de,

der selv have udelukket sig fra den adgang til embeder, vi her havde tiltænkt dem.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

OM KILDEN

Find hele loven fra 1776 på

http://www.nomos-dk.dk/

skraep/indfodsretten.htm

Læs mere på

http://www.emu.dk/gym/

fag/hi/inspiration/tema/

emigr/onsket.html

Her kan I finde enkeltsager

på nogle af de indvandrere,

der forsøgte at opnå indfødsret.

Loven gør forskel mellem

indfødte og fremmede.

For at få opbakning hos

befolkningen til loven står

der i den, at man ønsker at

give alle stillinger i landet

til danskere, fordi de har

fortjent det. Efter den tyske

læge Struensee havde fået

stor magt som livlæge

for den sindssyge kong

Christian 7., ønskede man

at holde fremmede væk

fra magtfulde embeder i

kongeriget. Struensee blev

som straf for magtmisbrug

henrettet, parteret og lagt

på hjul og stejle i 1772. Han

havde fået for meget magt

og for mange fjender.

Loven om indfødsret kom

kun 4 år efter, som en klar

reaktion på Struensee

og på, at en udlænding

kunne få så meget magt i

Danmark, som han havde

opnået.

Ønsket/uønsket I 25


jØdernes

frIhedsbrev 1814

jøder fra forskellige dele af europa er

kommet til københavn fra for cirka 300 år

siden. de måtte ikke gå på universitetet

og de fik begrænset adgang til arbejde. de

måtte for eksempel ikke arbejde som håndværkere.

de fik tilladelse til at arbejde med

få ting som fremstilling af tobak, handle med

brugt klæde, bånd og juveler.

Den 29. marts 1814 vedtog man en ny ordning for det jødiske

samfund i Danmark. Med Jødernes frihedsbrev blev jøderne

på de fleste områder ligestillet med landets øvrige borgere.

De fik frihed til at rejse rundt i landet og bosætte sig, hvor

de ville. De fik almindelig borgerret og kunne arbejde inden

for alle erhverv. De fik ret til offentlig fattighjælp og skolegang,

hvilket det jødiske samfund selv måtte stå for før ordningen

i 1814. Derudover skulle alle jødiske retsdokumenter

og testamenter skrives på dansk eller tysk for at være gyldige.

Frihedsbrevet hjalp jøderne til bedre forhold, men fik også

negative konsekvenser for dem. Mange i befolkningen gav

jøderne skylden for samfundets problemer og var b.la. utilfredse

med, at de nu kunne tage arbejde inden for alle fag

og håndværk og dermed tage arbejde og indtjening fra andre

af byens borgere. Utilfredsheden førte til forfølgelser af jøder

og øget antisemitisme i København under Jødefejden 1819,

der var inspireret af lignende optøjer og forfølgelse i andre

europæiske byer.

Jødefejden 1819

De to følgende kilder er fra politirapporter under jødefejden

1819. Det er to sedler, som var blevet hængt op i det offentlige

rum med en stærk opfordring til kongen om at indskrænke

jødernes rettigheder. De to sedler skulle få folk til at vende sig

imod jøderne, og gruppen bag kalder sig de 1260. Den første

seddel er indleveret af en portner i Hotel du Nord (det nuværende

Magasin) og den anden af en vægter på Kgs. Nytorv.

KILDE: Rapport 10. september 1819

Den samme Dag indfandt sig paa Politikontoret hr Børge

Andersen, Portner i Hotel du Nord, og indleverede vedlagte

Seddel, som han igaar dags Morgen omtrent da han kom fra

26 I Ønsket/uønsket

Illustration af en såkaldt “båndjøde”, der fabrikerede bånd til tøj og

parykker. Københavns Museum.

patrulieringen fandt ophængt på Døren ud til Viingaardsstræde

paa Samuels Gaard.

Sedlens tekst

Det er sku das selbege

Kongen holder dok med os

Hør Konge! Tænk og handl

Thi svagt du staaer.

Jødens Ret den maa indskrænkes

Vi ere 1260

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


KILDE: Rapport 11. september 1819

Denne formiddag kl 11¼ blev indleveret af Brandt Major

Smith, vedlagte Seddel, der af hans Vægtere igaar Eftermiddag

blev funden paa Kongens Nytorv.

Sedlens tekst:

28 I Ønsket/uønsket

Men Konge er du nu saa svag

At Jøder skal regiære dig

Giv vores Brød fri, den Dag

Vil sikkert ellers nage dig.

Tænk på du gierne om du gad

Man ved at for dig være så glad.

Vi ved og vi ere mange.

Vi ere 1260

Arbejdsspørgsmål:

Brevene, der blev indleveret til politimesteren, anklager

jøderne, men også kong Frederik 6. for at give

jøderne de samme rettigheder som andre borgere.

1) Hvor ville klagen gå hen, hvis det var i dag? Ville

den gå til dronningen?

2) Hvilke forbud udsteder justitsministeren i sit brev

til politidirektøren for at beskytte jøderne?

3) Justitsministeren skriver, at offentlige blade skal

underkastes censur. Hvad betyder det, og kan

regeringen i dag gøre det samme?

Stik, der viser optøjerne ved

Jødefejden i 1819. Københavns

Museum.

KILDE: Justitsminister Frederik Julius Kaas sendte følgende

brev til politidirektøren, i frygt for at det skulle komme til vold

i gaderne: Hedegaarden, 4. september 1819

Ligesom jeg har modtaget Underretning om, at der skal være

talt om, at man iaften vil insultere de Jøder, som promenere i

Rosenborg Have, og at man ligeledes vil samle sig udenfor Raphaels

Hus paa Østergade, formodentlig for at ængstige Beboerne,

saaledes modtager jeg nu en Skrivelse fra Hs. Maj. Kongen,

hvori han behager at underrette mig om, at de samme Rygter

ere komne ham for Øre, og han anbefaler mig derfor at henvende

Politiets Opmærksomhed paa disse tvende Steder. Derhos

befaler Hs. Majestæt Opmærksomhed fra Politiets Side med

Alt, hvad der i denne Tid udgives i Trykken, at man forekommer,

at Intet i offentlige Blade, i noget Skrift, som underkastes Censur,

eller i Viser trykkes, som kan enten være til Fornærmelse for

Jøderne eller forøge den Stemning, som man søger tilveiebragt

mod dem. Det Samme maa ogsaa gjælde alle Karrikaturstykker,

stukne i Kobber, malede eller tegnede, som kunde frembydes til

Salg eller til Skue.

Jeg maa da meget bede Ds. Vlbhed at holde et vaagent Øie med

Rosenborg Have og med Østergade, samt at De ville i eget og

mit Navn anmode Assessor Danchell om at være særdeles opmærksom

paa Alt, hvad der foreligges ham til Bedømmelse af

trykte Sager. Det er meget magtpaaliggende at forekomme nogetsomhelst

Optrin her i Byen, da jeg har megen Grund til at tro,

at Udlændinge søge, om mulig, i Øieblikket at fremvirke lignende

Optrin som de i Hamborg, Frankfurt og andre Stæder. Kaas.

LÆS MERE om jødefejden på Wikipedia med søgeordet Jødefejden

1819. Der kan du finde justitsminister Frederik Julius

Kaas’ brev til politidirektøren om frygten for vold i gaderne

m.m. Du kan også finde mere info på http://www.eremit.dk/

ebog/fdgkk/fdgkk_14.html

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


ROMAERNE

SKAL INTEGRERES

fattige romaer strømmer til vest- og nordeuropa. men det hjælper ikke at sætte ind med

politiaktioner og internering i primitive lejre, lyder det fra ngo’er og eksperter.

Af Malene Fenger-Grøndahl i Hus Forbi den 9. september 2010

– Så længe en stor del af Europas

romaer bliver fastholdt i fattigdom,

kan de rige EU-lande se

frem til en strøm af romaer, der

søger over grænser på jagt efter

velfærd, siger Rob Kushens,

direktør for Europas mest indflydelsesrige

roma-ngo, European

Roma Rights Centre (ERRC).

Udtalelsen falder som en reaktion

på, at de danske myndigheder

i juli udviste 23 rumænske

romaer. Romaerne havde slået

lejr to steder i København, og

efter en politiaktion mod lejrene

blev samtlige romaer udvist.

Ifølge romaerne selv var de i

Danmark for at tjene penge

ved at samle flasker, ikke for at

stjæle.

– Sagen viser tydeligt, hvad

problemet med EU-landenes

strategi er. De anskuer romamigration

som et sikkerhedsproblem.

I stedet burde de fokusere

på de bagvedliggende årsager

til, at romaerne migrerer. De

flygter fra fattigdom og diskrimination,

fastslår ERRC-direktøren

og fortsætter:

– Mennesker, der har et hjem

og et liv med tryghed og social

sikkerhed, rejser ikke væk for at

samle flasker eller tigge. Det gør

derimod mennesker, der bor i

slum eller ingen bolig har.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Ni romaer dræbt af racister

Udvisningen af romaer fra Danmark

er ikke enestående. Siden

EU’s udvidelse med ti lande i

maj 2004 og optagelsen af Rumænien

og Bulgarien i 2007 har

nord- og vesteuropæiske lande

modtaget et stigende antal

migranter med romabaggrund.

De kommer ofte i større grupper

og søger ufaglært arbejde,

samler flasker og skrot, optræder

som gademusikanter eller

tigger. Mange af migranterne

kommer fra Rumænien, Slovakiet

og Tjekkiet, som er blandt

de lande i Europa, hvor der bor

flest romaer. Det samlede antal

romaer i Europa er formodentlig

10-12 millioner, er heraf flest

i fattige ghettoer i Central- og

Østeuropa.

Ifølge ERRC’s rapporter gør

stort set alle europæiske lande

sig skyldige i brud på romaernes

menneskerettigheder, enten ved

at lokale eller nationale myndigheder

aktivt diskriminerer romaerne,

eller ved at de ikke griber

ind over for grupper af nationalister

og nynazister, der angriber

romaerne. Alene i Ungarn er

ni romaer blevet dræbt under

racistiske angreb de seneste to

år, oplyser Rob Kushen, der også

nævner Italien som et land, hvor

“Mennesker, der

har et hjem og et

liv med tryghed

og social sikkerhed,

rejser ikke

væk for at samle

flasker eller tigge.

Det gør derimod

mennesker, der

bor i slum eller

ingen bolig har.

intolerancen over for romaer er

betydelig.

– I Italien fører regeringen en

massiv kampagne mod romaerne,

hvoraf mange er kommet

illegalt til landet på jagt

efter arbejde. Dels internerer

regeringen romaerne i primitive

lejre, dels har regeringsmedlemmer

udtalt sig så fordomsfuldt

om romaerne, at det har skabt

en lynchstemning, som har resulteret

i overgreb på romaerne.

Blandt andet er der blevet sat ild

på flere lejre, fortæller Kushen.

De italienske myndigheder har

forsvaret oprettelsen af romalejrene

med, at romaerne har

levet som nomader og derfor

ikke har samme ret til eller

behov for permanente boliger

af samme standard, som andre

EU-borgere skal tilbydes. Det er

ifølge historiker Biljana Muncan,

der har skrevet speciale om

romaer og selv har roma-baggrund,

et eksempel på, hvordan

fordomme om romaer er med til

at retfærdiggøre, at de udsættes

for diskrimination.

Velintegrerede i Sverige

– Det romantiske billede af de

omrejsende romaer har gennem

historien været brugt som

undskyldning for ikke at give

romaerne samme muligheder

Ønsket/uønsket I 29


Knap 1000 mennesker bor i denne landsbyghetto i det østlige Slovakiet.

Landsbyboerne er alle arbejdsløse, og der er hverken el, gas eller vand i husene.

De har ventet over fem år på de nye huse, kommunen har lovet dem.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl.

30 I Ønsket/uønsket

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Mange romaer holder fast i traditioner og gamle erhverv, men forsøger også at

udvikle begge dele for at skabe sig nye muligheder. Mange hestehandlere har for

eksempel slået sig på handel med og reparation af biler. Her er det et par mænd

fra et roma-kvarter i udkanten af den slovakiske by Sobrance.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl.

Ønsket/uønsket I 31


og rettigheder som andre og for

at foretage overgreb på dem, fra

tvangssteriliseringer til tvangsfjernelse

af børn, siger hun.

– Men romaer er ikke født

med en trang til at rejse, og de

foretrækker ikke at ligge i telt i

20 graders frost, hvis de kan få

adgang til en varm bolig, siger

hun og peger på Sverige som et

eksempel, hvor udviklingen har

vist, at romaer både kan og vil

integreres i samfundet.

I Sverige bor der 20-50.000

romaer, hvoraf mange indtil

1960’erne ernærede sig

som omrejsende handelsfolk,

håndværkere og musikere. Ofte

måtte de rejse fra kommune

til kommune, fordi de efter få

uger blev bortvist af politiet. I

løbet af 1960’erne voksede en

borgerretsbevægelse frem, hvor

romaerne krævede adgang til

boliger, skolegang og sundhedsvæsen

på lige fod med den øvrige

befolkning. Resultatet blev,

at romaerne fik mulighed for at

bosætte sig permanent, børnene

blev integreret i skolesystemet,

og der blev oprettet alfabetiseringskurser

for voksne.

I 2000 blev romaerne aner-

Arbejdsspørgsmål:

32 I Ønsket/uønsket

kendt som nationalt mindretal

i Sverige, hvilket blandt andet

betød, at de fik støtte til at

styrke og bevare deres kulturelle

særpræg og til modersmålsundervisning.

I 2002 oprettede

regeringen Rådet for romska

frågor, som følger romaernes

situation og udarbejder forslag

til nye integrationstiltag. Senest

har rådet udsendt en betænkning

med forslag til de næste 20

års strategi for at styrke integrationen

i uddannelsessystemet,

på arbejdsmarkedet og i det

politiske liv.

Inspireret af rådet sendte den

svenske regering i juli i år et

brev til EU-Kommissionen, hvor

integrationsminister Nyamko

Sabuni foreslår, at kommissionen

tager en række konkrete

initiativer for at sikre romaernes

menneskerettigheder, og at den

udarbejder en bindende handlingsplan

for romaernes integration

på bolig og arbejdsmarkedet.

Gør Kommissionen ikke

det, vil Sverige tage spørgsmålet

op i Ministerrådet, lyder truslen

fra Sabuni.

I Projekt Udenfor, som arbejder

blandt hjemløse, er gade-

plansmedarbejder Maj Kastanje

enig med den svenske minister

i, at der skal langsigtede løsninger

til, hvis roma-migrationen

skal bremses.

– De her mennesker er desperate.

Nogle har efterladt deres

børn for at rejse til Danmark og

samle flasker. Det er svært at tro,

at nogen gør det, hvis de har et

godt liv derhjemme, siger hun.

– Men det groteske er, at de

også oplever at være særligt

udsatte i Danmark. De fortæller,

at politiet konstant generer dem,

tjekker deres papirer, vækker

dem, når de sover på gaden, og

i det hele taget går hårdere efter

dem end efter andre udlændinge,

der bor på gaden.

I forbindelse med udvisningen

af de 23 romaer har flere

svenske politikere beskyldt de

danske myndigheder for racisme

og for at overtræde EU’s direktiv

om arbejdskraftens fri bevægelighed,

og ERRC er i øjeblikket

i gang med at undersøge, om

Danmark kan indklages for

EU-domstolen for brud på dette

direktiv. Justitsminister Lars

Barfoed (K) har hidtil afvist alle

anklager om lovbrud.

Artiklen blev bragt i Hus Forbi i forbindelse med udvisningen af en lille gruppe romaer i København.

I artiklen beskriver journalisten Malene Fenger-Grøndahl, hvordan hjemløse romaer i forskellige lande behandles.

Hun har også skrevet om velintegrerede romaer i Danmark, der lever et helt normalt liv med uddannelse, arbejde og

fast bopæl.

Prøv at svare på et eller flere af følgende spørgsmål.

1) Hvorfor rejser romaerne fra land til land?

“I Projekt Udenfor,

som arbejder

blandt hjemløse,

er gadeplansmedarbejder

Maj Kastanje

enig med den

svenske minister

i, at der skal langsigtede

løsninger

til, hvis romamigrationen

skal

bremses

2) Hvilke argumenter bruger f.eks. den italienske regering for at holde romaerne væk fra landet?

4) Der er mange fordomme om romaerne, og en af dem er, at de altid vil være nomader og rejse rundt. Men hvad

fortæller artiklen om den fordom?

3) Hvad fortæller artiklen om måden, romaerne bliver behandlet på i Danmark?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


ORDFORKLARING

Ngo – forkortelse for

den engelske betegnelse

non-governmental organization

– ikke-statslig

organisation. Det er f.eks.

folk, der arbejder for

velgørenheds-, menneskerettigheds-

og miljøorganisationer.

Lynchstemning – udtrykket

bruges om en situation,

hvor nogen har lyst

til at lynche eller hænge

nogen. Det betyder, at

man forfølger en person,

der har gjort noget alvorligt

forkert.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

I juli 2010 blev 23 romaer udvist af Danmark, efter at politiet var skredet til

masseanholdelser og rydninger af to lejre på Amager. Fotoet er fra 1972, hvor

69 romaer fik lov til at slå sig ned på Amager Fælled. Kommunen forsynede

dem med en drikkevandshane og tilbød sprogundervisning. Imens blev der

holdt debatter om, hvorvidt man kunne integrere romaerne i det danske

samfund. Romaerne endte med at få asyl og bor i dag i Helsingør.

Foto: Julie Rønnow.

Ønsket/uønsket I 33


KOSMOPOLEN

KØBENHAVN

de første ord, vi paa toldboden hørte, vare disse: Woher kommen sie? Was bedienen sie?

denne tyske modtagelse gjorde en anden gang en fransk officer, som satte over med mig fra

helsingborg til helsingør, saa forundret, at han sagde til mig: hjærtens herre, til hvad for et

land ere vi nu komne? Ankomst til københavn med skib, peter Kold, 1738.

I citatet fortæller Peter Kold, at de første ord, han hørte, var

“Hvor kommer De fra? Hvad bestiller De her?” Dengang var

tysk almindeligt. I dag kan man høre mange andre sprog i

København, f.eks. arabisk, tyrkisk eller russisk. Uden indvan-

34 I Kosmopolen København

dring ville København ikke se ud, som den gør i dag. Indvandrere

fra forskellige lande og forskellige tider sætter tydelige

spor i sproget og i byen. Du kan helt sikkert pege på mange af

de spor, hvis du går en tur i byen, spiser på en restaurant, ser

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


på mennesker, går i butikker eller til koncert. En stor by som

København tiltrækker mange forskellige mennesker både fra

Danmark og fra verden, og derfor er der også mange forskellige

tilbud.

Det, der kendetegner en kosmopol, er, at verden kommer til

byen. Du behøver ikke rejse ud, for at spise kinesisk, japansk,

indisk eller italiensk mad. Du kan gå til koncerter med musikere

fra USA, Island, Pakistan eller Marokko. Det tøj, du går

i, eller du ser andre gå i, kommer fra mange forskellige dele

af verden. Det meste er produceret i udlandet, men udtryk-

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

ket og stilen er også international. Den sport, du dyrker, er

formodentlig kommet fra udlandet. Basket og skaterkultur fra

USA, fodbold fra England. I dag er fodbold vores nationale

sport, men spillet er kommet hertil fra udlandet. I store byer

som København er udbuddet af sports-, mad-, musik- og kulturtilbud

størst i forhold til i mindre byer i provinsen. I storbyen

er der stor chance for at finde de tilbud og fællesskaber,

der passer dig bedst.

Kosmopolen København I 35


MUSIK

er en form for AktIvIsme

Aida nadeem er oprindeligt uddannet klassisk musiker. men efter flugten fra Irak og en

årrække i danmark har hun etableret sig med noget nær sin egen musiske genre, arabtronica,

en iørefaldende elektronisk vestlig musik med en umiskendeligt arabisk tone og vokal.

hun er i dag en af verdensmusikscenens store originale kunstnere.

Af Ivan rod, redaktør, Cultures, 2010

Aida Nadeem blev født i Bagdad i 1965. Hun voksede op i

et inspirerende, politisk progressivt miljø i den pulserende

irakiske hovedstad.

Faderen og moderen var åbne over for vidt forskellige

kunstneriske impulser og bakkede deres datter op, da hun i

en alder af 5-6 år begyndte både at synge, danse og digte. Nok

tog hun afsæt i de arabiske traditioner, men snart begyndte

hun også at interessere sig for klassisk musik. Og da hendes

kunstneriske talent viste sig at være stort, besluttede forældrene

at sende hende på musikskole. Hun blev indskrevet på

Bagdads prestigiøse akademi for musik og ballet som 12-årig.

“Det var den gang en af de bedste og mest progressive

musikskoler i Mellemøsten. Den var grundlagt på en idé om

at skabe et hold af unge musikere, som kunne blive til et stort

orkester. Vi var drenge og piger – alle fra konservative, vestligt

orienterede familier fra den bedre middelklasse – som var

udset til at blive del af et orkester. Og jeg skulle spille fagot.”

“Lærerne var konservatorieuddannede musikere fra

især Rusland og Frankrig. De underviste os om formiddagen,

og om eftermiddagen stod den på almindelig skolegang. Om

aftenen skulle vi hver især øve og lave lektier. Så sådan gik der

nogle år af min ungdom,” fortæller Aida med et smil.

Hendes repertoire på akademiet bestod af både klassisk

og avantgardistisk musik – gennemsyret af en arabisk grundtone.

De primære inspirationskilder på akademiet var komponister

som Karlheinz Stockhausen og Arthur Honegger.

Musik er aktivisme

I 1986 var Aida blevet så dygtig på sit instrument, at hun fik

ansættelse i Iraks symfoniorkester. Men alt imens hun plejede

sin musiske karriere, voksede hendes politiske engagement.

Hun blev medlem af Kommunistpartiet og aktivistisk

modstander af det diktatoriske styre, som med Saddam Hussein

i spidsen i 1980 havde indledt en lang og blodig krig

36 I Kosmopolen København

mod Iran. Den politiske aktivist og landets brutale styre kom

så meget på kant, at hun et par år efter krigens afslutning

blev tvunget til at flygte fra sit hjemland. I 1991 ankom hun til

Danmark, hvor hun fik status som politisk flygtning. Det var

næsten samtidig med, at USA angreb Irak i det, der blev kaldt

den første Golfkrig.

“Jeg er stadig – på en eller anden måde – aktivist,” siger

hun i dag. “Det betyder meget for mig at forholde mig til det,

der sker. Og jeg tror, at kunst kan ændre noget. Det er derfor,

jeg bliver ved med at skabe. Mine tekster handler i dag om

eksilet, om kærligheden til hjemlandet. Alene deri er der for

mig en form for aktivisme.”

“I en verden præget af krig og globalisering er det vigtigt,

at de, der tror på demokratiet, er synlige. Deri ligger mit

engagement.”

I årene efter Aidas ankomst fik flere hundredtusinde irakere

politisk asyl i Europa, herunder i Danmark. En åbenlys

konsekvens af krig og globalisering.

Mozart og morskab

I 1992, blot et år efter sin ankomst til Danmark, blev Aida

Nadeem optaget på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium

i København. Her havde man tilsyneladende også blik

for hendes talent. Aida blev optaget med fagot som hovedinstrument.

Men hendes oplevelse af konservatoriet i København

var en anden end oplevelsen af akademiet i Bagdad.

“Konservatoriet i København var meget konservativt i

forhold til den åbenhed, jeg havde mødt i Bagdad – og som

jeg siden mødte på andre uddannelsesinstitutioner i Danmark.”

“På nogle af de jyske konservatorier bliver man opfordret

til at bruge sin egen kulturelle baggrund i udviklingen af

musikken, men sådan var det ikke i København. Der skulle

man som tilflytter være et meget stærkt individ for overhove-

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


det at tillade sig at tilføje musikken nye (læs: egne) kulturelle

dimensioner, og den styrke havde jeg ikke,” fortæller hun.

“Vi blev ‘opdraget’ til at blive gode klassiske håndværkere…

musikere, der kunne indtage bestemte pladser i et

symfoniorkester. Det kunstneriske, det personlighedsudvidende

var ikke en del af opgaven på konservatoriet,” siger

hun og griner...

“Mozart ville have moret sig, hvis han havde hørt os,

for ingen af os fik lov til at skabe sit eget udtryk – selv om

Mozart selv var et improviserende individ. Derfor blev årene

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Foto fra verdensmusikbanken.dk

rettigheder Aida Nadeem.

på konservatoriet i København præget

af klassisk musik i konservative

klæder.”

Min helt egen stil

Måske var det som følge heraf, at

Aida seriøst fattede interesse for den

mere ustyrlige undergrundsscene – en

scene bestående af elektronisk musik,

verdensmusik og crossover. Inspirationskilderne

var blandt andre Nina Hagen,

Transglobal Underground og Talvin Singh.

“Jeg blev interesseret i genren, fordi den

bibragte nye dimensioner – et mix og clash af forskellige

stilarter. Og dét fascinerede mig. Lige som

scenen fascinerede mig. Det her var musikere, der ville

noget. Og som i en internationaliseret verden favnede

vidt,” fortæller Aida.

“Jeg syntes jo selv, at det var vigtigt at clashe verdener.

At det var vigtigt, at kunstnere med internationale visioner

lod nationale traditioner mødes,” siger hun.

Mens Aida endnu gik på konservatoriet i København

og var ved at opgive fagotten – “Jeg måtte jo ikke lege med

den, ikke finde min egen stil, men skulle partout bruge den

på en bestemt måde” – begyndte hun selv at spille elektronisk

musik – “elektronisk musik med en arabisk tone og lyd;

programmeret musik med effekter og lyd, instrumenter og

vokal”.

“Jeg skabte min egen stil. Og det var ensomt, men

jo ikke mere ensomt end det var at sidde og øve alene. Jeg

kunne mærke, at jeg havde fat i noget, og blev efterhånden

meget, meget glad. For jeg følte, at det lykkedes.”

Færdig med fagot

I 1997 var Aida færdig på konservatoriet. Men ikke bare det…

“Jeg var også færdig med klassisk musik.”

“Allerede mens jeg gik der, besluttede jeg, at jeg ikke

ville spille klassisk musik. Men det var vigtigt for mig at få

Kosmopolen København I 37


en uddannelse og et eksamensbevis, og derfor fuldførte jeg

studiet – selv om jeg vidste, at jeg ville lægge mine æg i en

anden kurv.”

“På konservatoriet snakkede jeg en dag med en ven,

som havde planlagt en række caféarrangementer med arabisk

oplæsning og musik. Vi snakkede om, hvad vi ville og

ikke ville, og jeg besluttede mig dén gang for at tage ud på

caféen og eksperimentere de dér aftener. Jeg spillede fagot,

og en anden percussion, men der manglede noget sang, og

derfor begyndte jeg at synge. Jeg vidste jo, at jeg kunne, men

jeg var ikke klar over, at jeg kunne synge solo. Det var på dén

baggrund, at jeg begyndte at eksperimentere med vokalen.

Og på den baggrund, at jeg besluttede, at jeg ville lave elektronisk

musik med vokal.”

“Da jeg var færdig på konservatoriet, lagde jeg min fagot

på hylden. Der lå den i 12 år, indtil jeg tog den frem igen for

et par år siden.”

Arabisk undergrund

I 1996, mens hun endnu var på konservatoriet, dannede hun

duoen Naima sammen med pianisten Line Kemmer. Duoen

tog siden navneforandring til Arabian Underground, og det

var i den gruppering, at fundamentet til Aida Nadeems arabtronica

blev lagt.

Arabian Underground pladedebuterede i 1998, og

duoens musik blev i musikmagasinet Gaffa beskrevet som

“flerstrenget” og “fusionsagtig”, som en “elektronisk ambientflade”

med stærke “arabiske elementer”. Magasinet hæftede

sig ikke bare ved det mix af musiske genrer, Arabian Underground

spillede, men også og især ved, at Aida sang så

stærkt og ekspressivt på arabisk.

Aida og Arabian Underground sprang klubmiljøets rammer

og kunne snart se deres eget navnetræk på en række internationale

musikfestivalers plakater. Blandt andet optrådte

konstellationen i Roskilde, Cambridge og Glastonbury. Aida

var helt åbenlyst en kunstner på vej op ad en stige.

38 I

Arbejdsspørgsmål:

Kosmopolen København

Golfkrig nummer to gav en ny dimension i hendes musik.

I 2005 udsendte hun således albummet Out of Baghdad!,

hendes hidtil mest ekspressive, poetiske og originale album.

Albummet udløste international opmærksomhed og en række

priser.

Tilbage til klassisk

Snart – fem år efter Out of Baghdad! – udkommer hendes

fjerde album. Denne gang tager Aida afsæt i en række traditionelle

arabiske sange, idet hun forsøger at fortolke dem med

elektronisk lyd. Men ‘verdensmusik’ vil hun ikke kalde det.

“Verdensmusik er et begreb, der sætter i bås, og som

ikke dækker det, jeg laver. De traditionelle sange, jeg har fortolket,

er folklore. Slet og ret. Gamle irakiske sange, som alle

irakere kender.”

“Når jeg denne gang har valgt at fokusere på dem, skyldes

det, at mit land er under besættelse, og at det er vigtigt

for mig som iraker – og lad mig understrege, at jeg ikke er

nationalist – at vise kærlighed til mit fædreland. Jeg synes,

det er vigtigt at hylde min kulturarv. Der ligger dermed et element

af modstand i mit valg af musik. Et element af modstand

mod besættelsen.”

“Når du hører numrene, vil du imidlertid også kunne

høre, at jeg har en klassisk baggrund. Og det er blevet vigtigt

for mig. For i virkeligheden er jeg glad for klassisk musik. Det

var jeg ikke, da jeg gik på konservatoriet, men lige som jeg

har genfundet kærligheden til min fagot, har jeg genfundet

kærligheden til den klassiske musik. Og dét er jeg glad for.”

“Derfor kan jeg også sige, at jeg i dag igen finder inspiration

i moderne klassisk musik af den slags, der bryder med

bestemte måder at skabe musik på. En af mine allerstørste

inspirationskilder her og nu er den japanske pianist og komponist

Ryuichi Sakamoto.”

Artiklen om Aida Nadeem kommer fra netportalen verdensmusikbanken.dk, og her kan I finde flere kunstnerportrætter

og baggrundsartikler. Lyt til Aida Nadeem på www.myspace.com/aidanadeem, og læs mere på hendes

hjemmeside www.aidanadeem.com

1) Hvilke forhold tvang Aida Nadeem til at rejse fra Irak?

2) Hvilke forskelle er der ifølge Aida Nadeem på konservatorierne i Bagdad, København og andre steder i Danmark?

3) Aida siger et sted i artiklen: “Jeg synes jo selv, at det var vigtigt at clashe verdener”. Hvad mener hun med det

udsagn, og hvorfor mener hun, det er vigtigt?

4) Aida fusionerer eller sammensætter arabisk, klassisk og elektronisk musik, der har rødder i mange forskellige

kulturer. Hvilke rødder har den musik, du lytter til?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


REPLACEMENT

MIGRATION

– portrAIts from the 21st Century (2009)

fotoserie af kunstner malene nors tardrup

I den fotografiske serie Replacement Migration – Portraits from

the 21st century portrætteres en række europæere bosat i den

arabiske verden samt folk fra Mellemøsten, der har slået sig

ned i Europa. Alle de 34 medvirkende er opvokset i deres fødeland

og har således deres kulturelle baggrund med i bagagen.

Vi møder dem dels på et offentligt sted i deres nye

hjemland, som de føler en særlig tilknytning til, og dels i deres

hjem – den private sfære, de har skabt omkring deres liv.

For nogle af dem er det tydeligvis vigtigt at sætte et personligt

præg på hjemmet og gøre det til en tryg base, hvor man kan

undslippe den omgivende tumult, hvorimod andre bruger byens

liv og fremmedartethed til at lade op og primært betragter

hjemmet som et overnatningssted.

Til hvert portræt er knyttet en kort tekst, hvor de medvirkende

beskriver deres oplevelse af at trænge igennem overfladen

på en fremmed by, lære den at kende og gøre den til

sin egen. Portrætterne fokuserer på det enkelte menneskes

individuelle måde at integrere sig i en ny kultur på.

»I seek Beduinbar when I miss Egypt.

The atmosphere gives me the

impression of Egypt festivity – joy

and cosines without alcohol. There is

a good mix of Danish and Egyptians

costumers. I wish there were more

of these places. Beduinbar gives me

happiness and replaces the feeling

of homesickness.«

Ashraf born in Egypt,

lives in Copenhagen, Denmark

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Kosmopolen København I 39


»I live just around the corner from Café Front-

Page, so it is very convenient just to pop down to

the café for a quick coffee and some fresh air. I

can take the baby alarm with me and can be

home in a second, if there are any problems with

the baby while he is sleeping. They also have newspapers

from around the world, which I enjoy a lot. «

Gila born in Israel, lives in Copenhagen, Denmark

40 I Kosmopolen København

»Salah al-Dins grave is located next to

Umayyad Mosque in Damascus. Daily

visited by many, both Arabs and Westerners.

In the Arab world Salah al-Din is among

the most important historical persons. In

the burial chamber are two coffins. In front

of the first is a small sign with an inscription

indicating that the sarcophagus is a gift

from the German Emperor Wilhelm the

Second from 1898, but the sign also point

out that the grave is empty, which is highlighted

with the phrase: “There is nothing

in it”. The sign also refers to the true grave,

with a slightly more humble appearance.

I have always found that the sign made

this spot really interesting because many

possible layers of history, displacements,

coincidences, misunderstandings and

possible interpretations, suddenly assembles

in a simple, prosaic regard: “The true

grave is to the right.«

Hans Christian born in Denmark,

lives in Damascus, Syria

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


»I can see my kitchen garden from my

window of our apartment. I go to the garden

as often as possible. In the summer my

family and I spend most of our time there.

It is like a small world in itself.«

Arbejdsspørgsmål:

Når man kommer hjem til folk første gang, kigger man sig omkring for at finde ud af, hvem der bor der. Ligesom vi

aflæser folks udseende, tøjstil, krops- og talesprog for at finde ud af, hvem de er, gør vi det samme med hjemmet.

Hjemmet bliver en del af folks identitet. Tardrups fotografier fokuserer på beboernes forhold til deres hjemland og

kultur. Prøv at diskutere Tardrups fotografier ud fra et eller flere af følgende spørgsmål.

1) Se på, hvordan hver enkelt person i Tardrups fotos har indrettet sit hjem i Danmark. Flere af personerne har

valgt at indrette sig med ting fra deres hjemland. Hvordan ville I indrette jeres hjem, hvis I flyttede til en anden

by i et andet land?

2) Hvorfor tror I, hun har valgt at supplere fotoet fra hjemmet med et foto fra det offentlige rum?

3) Hvad hvis hun kun havde valgt at vise beboeren i sit hjem? Hvilken information giver det andet billede af et

offentligt rum os? Hvad fortæller det om personen og stedet?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Rajah born in Morocco,

lives in Copenhagen, Denmark

Kosmopolen København I 41


URBANE

FÆLLESSKABER

siden jeg kom herover, har jeg følt, at jeg kunne ånde, du ved, og bare være mere eller mindre

menneske, uden at være hvid eller sort, grøn eller gul, eller hvad ved jeg. det er meget

sjældent, jeg er bevidst om farve her i europa. en gang imellem, men det er meget sjældent.

den amerikanske jazzmusiker dexter gordon, 1969

Hvorfor vælger vi at bo tæt sammen i storbyer? Den engelske

digter og præst John Donne (1572-1631) skrev: “No man

is an island”. Med det mente han, at mennesker ikke trives

alene. Vi danner fællesskaber i familien, blandt venner, igennem

uddannelser, arbejdsliv og fælles interesser som sport

og musik. Vi mødes, fordi vi har bestemte ting til fælles eller

færdes de steder, hvor vi møder andre med fælles interesser.

Man taler tit om, at alle, der bor i en lille by, kender

hinanden, men i storbyen er det anderledes. Her er det

umuligt at kende alle. I storbyen bruger man sin tid og opmærksomhed

på nærområdet eller et område, hvor man

godt kan lide at komme, og dér får man sine stamsteder og

fotografierne på denne og

modstående side er fra

Familiealbum

af fryd frydendahl og

kajsa guldberg 2007

42 I Urbane fællesskaber

kender folk. Hvert kvarter får sin identitet eller identiteter via

de mennesker, der bor og færdes der – både før og nu. På den

måde bliver København et netværk af mennesker med fælles

interesser på tværs af afgrænsede småbyer i byen. Men alle

der bor her, er københavnere trods de store forskelle, så en

københavner er ikke én, men flere forskellige personer.

Er du selv fra København?

Hvilke fællesskaber er du del af,

der hvor du bor?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


Ungdomshuset – portrætfotos fra et københavnsk fællesskab

Fotografierne på siderne her, viser personer, der kom i Ungdomshuset

på Jagtvej 69 på Nørrebro. De er taget af Fryd

Frydendahl og Kajsa Guldberg inden rydningen 1. maj 2007.

Billederne er samlet i en bog med titlen Familiealbum, fordi

Ungdomshuset netop var hjem for mange forskellige mennesker,

der mødtes for, at lytte til musik, spise sammen, holde

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

politiske møder, planlægge demonstrationer og happenings.

Huset var et vigtigt mødested for mennesker med de samme

interesser.

I dag er Ungdomshuset genopstået på Dortheavej 61 i Københavns

nordvestkvarter. Se mere på

http://www.ungdomshuset.dk/historie/jagtvej-69.aspx

Urbane fællesskaber I 43


de russIske jØde

I kØbenhAvn 1882-1943

omkring 1900 kom et større antal russiske jøder til københavn på flugt fra forfølgelser

(pogromer) i rusland. de var oftest fattige folk, der kun havde få ejendele med.

Københavns bosiddende jøder, repræsenteret i mosaisk

samfund, tog imod de fattige russiske jøder, men ønskede

samtidig at begrænse deres antal, fordi de følte, de belastede

deres egen situation. De frygtede, at jødeforfølgelserne, som

de havde oplevet f.eks. i forbindelse Jødefejden i 1819, ville

begynde igen.

I Cordt Traps statistik fra 1912 kan man se, hvilke gader

de boede i.

Personer Husstande

Nansensgade 136 37

Borgergade 125 30

Peder Hvitfeldts Stræde 108 18

Adelgade 88 19

Åbenrå 87 19

Pilestræde 79 17

Vognmagergade 65 16

St. Pederstræde 62 15

Rosengården 58 13

44 I Urbane fællesskaber

Find flere henvisninger til Cordt Traps undersøgelser på Wikipedia

under søgeordet “jøde”.

En lille jødisk ghetto i København

De følgende citater er fra Morten Things bog De russiske jøder i

København 1882-1943. De handler om synet på jøderne udefra

og inde fra det jødiske samfund. De beskriver den lille jødiske

ghetto, som opstod i København omkring Vognmagergade.

Det første citat er fra en artikel af Yitskhok Roytman,

der flyttede fra den jødiske “ghetto” og taler om forskellen

mellem at bo der og i en moderne luftig lejlighed uden for

“ghettoen”. Morten Thing skriver, hvordan man i forskellige

dagblade i starten af 1900-tallet kunne læse artikler, der diskuterede,

om København havde en jødisk ghetto eller ej. Det

jødiske blad Mosaisk Samfund rejste allerede spørgsmålet i

1907, og flere artikler fulgte efter. De to næste citater er fra

1912 og 1916 og afspejler forskellige holdninger til de russiske

jøder i København.

“jeg følte mig nu rigtig ensom, løsrevet fra den jødiske puls, en familie blandt goyim

med et fremmed sprog og fremmede skikke. der er også det problem, at de jødiske

håndværkere ikke kan få arbejde hos danskere, og at danskere ikke vil handle med

jøder. de er ikke antisemitter, men økonomisk boykotter de russerne.”

yitskhok roytman: di rusishidishe “geto” in kopenhagen, volkhen blat 16.2.1912.

“nogen styrke tilfører det fremmede blod ikke vor nation, tilskud til vor kultur

heller ikke, med deres hygiejne er det saare smaat bevendt.”

fra nial, københavns ghetto, københavn 7.5.1912 og 13.5.1912.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


“den, der en lørdag eftermiddag gaar gennem kongens have, kan godt tro sig hensat

til det indre af rusland. der er en snakken og gestikuleren af smaa, mørke kvinder

med undersætsig figur, som har anbragt sig rundt om paa bænkene. de er fattigt,

noget broget klædt, med bart hoved, det sorte, tykke haar ligger fladt over de gullige,

mongolske træk. men glade er de, og de pludrer højt paa deres mærkelige sprog,

der hverken er tysk eller russisk, men jeddisk. og ikke til at forstaa. foran dem staar

mandfolkene. de er gærne i lange, sorte frakker; skægget er uplejet omkring det

smalle, blege Ansigt. de ruller med faderstolthed en lille glut i en snavset barnevogn,

der er fuld af puder. de lidt større børn hopper omkring. Af og til faar de stukket en

mælkeflaske i haanden. børnene er kønne med deres stenkulsøjne og sorte krøller,

men skønheden forgaar hurtigt. det er fordrevne russiske jøder, der kommer

sabbaten i hu og holder den hellig. de fejrer deres “schabbes” her i det grønne.”

fra folkets Avis, 11.7.1916 “schabbes”

Jødisk avissælger og folkemængde foran Café Vladivostok i Vognmagergade

1908. Foto: Københavns Museum.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Arbejdsspørgsmål:

1) Yitskhok Roytman føler sig løsrevet fra

det jødiske kvarter og puls. Hvilke

fordele ser han i det tætte fællesskab i

den jødiske ghetto?

2) I dag taler vi også om ghettoer. De bliver

oftest beskrevet som noget negativt, men

hvilke fordele kan der være ved at bosætte

sig sammen med andre med fælles

kulturel baggrund?

3) Læs citatet fra Folkets Avis. Journalisten

beskriver sit møde med russiske jøder i

Kongens Have, hvor de holder sabbat,

den jødiske hviledag fra fredag aften

til lørdag aften. Hvilket billede synes I,

journalisten tegner af de mennesker, han

ser i haven? Hvilke ord bruger han om

dem, og hvilken holdning synes I, der

ligger bag? Er han for eller imod eller

begge dele?

Urbane fællesskaber I 45


CAfÉ montmArtr

til herluf kamp-larsen

Der var altid halvmørkt i Café Montmartre

det rigtige Montmartre

i St. Regnegade

Det var altid halvmørkt

der herskede et evigt helårs tusmørke

uafhængigt af byens og landets øvrige temperatur og klima og alligevel fandtes der flere solbriller dèr

end noget andet sted i byen

og i de år var der så mange islandske sweatere bænket omkring Montmartres borde

at man ikke siden har kunnet sé én uden at tænke tilbage til St. Regnegade

tidligt i 60’erne

med en tæt os af cigaretrøg bølgende ned langs lyttende ansigter

konstant vandring til og fra det lille beskidte toilet lige bag scenen og foran køkkenet

og mange der havde lyst til at danse

og ingen der kunne få plads til det

så alle sad og rockede på bænke og taburetter

roterende røvballer og swingende skuldre til alle sider på de store aftener

og aldrig siden så mange knipsende fingre på én gang

fingre der enten knipsede eller trommede takten på bordene

eller pillede i de evige aflejringer af stearin på flaskerne

disse stearin-skulpturer der altid ud på natten syntes at have en afgrundsdyb symbolsk betydning

blevet til gennem måneders tålmodige brændoffer til Kong Jazz

og så spoleret af en nervøs klo på en halv time

mens Harvey stor og mægtig slæbte bajere i sit ansigts sved

undertiden knurrende af musikken

og ved et af bordene f.eks. Klaus Albrectsen med sin blyant og en kande the

de år må han have tegnet titusind variationer

af temaet mand-med-instrument

mens han sad dèr med hånden i arbejde

som selv en skulptur af det samme

og alle vegne rundt omkring ham lutter lytten

anspændt eller afslappet eller apatisk lytten

men der blev lyttet meget i St. Regnegade i de år

mens musikken cirkulerede i rummet –

Den amerikanske jazzmusiker Dexter Gordon

hjemme i sin have i Valby. Foto: Jørgen Bo.

Om digtet

Digtet er en hyldest til Herluf Kamp-Larsen, der gjorde

Jazzklubben Montmartre i St. Regnegade til Københavns

jazzcentrum. Mange af datidens store amerikanske stjerner

flyttede til København og spillede her. Dan Turèll nævner

dem alle i sit digt. Herluf Kamp-Larsen havde været

tjener på steder som Galatheakroen og Drop Inn, hvor

jazzpublikummet mødtes i efterkrigstidens København.

46 I Urbane fællesskaber

Dan Turèll blev født i 1946 og var ung, da han kom på

Montmartre i 1960’erne. Dan Turèll skrev flere koncertanmeldelser

og digte om jazzen.

Dem kan man bl.a. finde i bogen Dan Turèll – Charlie

Parker i Istedgade tekster om jazz. I bogen Dan Turèlls København

– Gaden var min far, gården var min mor af Peder

Bundgaard og på www.danturellsamlingen.dk kan man

finde flere tekster og fotos.

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM


e blues

Bud Powell’s nervøse flagrende klaver

eller skyggen af ham de sidste år alene tilbage som sidste vidne fra ’45 be-bop krigen

i et slidt hylster af en krop –

Bud Powell i København ’62

jeg var 16 og overvældet

en af de første aftener jeg husker fra Café Montmartre –

Albert Ayler langt ude i lydens underbevidsthed

Albert Ayler en flaksende skræppende søpapegøje

åbnede kraniet på mig med sære lyde

og Cecil Taylor i samme periode

så fast og besluttet

jazzens japanske selvmordspilot

helt alene ved en mystisk ydergrænse

og Stan Getz

høflig og håndværker-samvittighedsfuld

omhyggelig, snød aldrig med en tone

“De har krav på ordentligt arbejde”

og senere Sonny Rollins

Tårnet i jazz-sax-skak

og Yusef Lateef

helt bibelsk

og multi-monstret Roland Kirk

denne blæksprutte af en blæser

fantastisk

og lange lette Dexter Gordon

så født til tenorsaxofonen

med det flabet-elegante smil Lester Young ville have pantsat sit horn for –

og bag de fleste af dem

Niels-Henning Ørsted

vedblivende puls og varme

Niels-Henning fra nervøs skoledreng til mand og musiker igennem de år på dét sted

og som han os andre

puls fra musik til krop

Arbejdsspørgsmål:

Prøv at svare på et eller flere af følgende spørgsmål.

1) Læs digtet igennem, og se på, hvilke ord og billeder

Dan Turèll bruger til at beskrive hver enkelt musikers

spillestil, udseende og forhold til deres instrument.

2) Digtet giver et godt stemningsbillede af jazzklubben

og publikum i 1960’erne. Hvordan er digtet

forskelligt fra en journalistisk artikel?

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

Den amerikanske jazzmusiker

Ben Webster fotograferet i Montmartre.

Foto: Jan Persson.

➸ ➸ ➸ ➸ ➸

Hvad kan digtet, som en avisartikel ikke kan?

3) Digtet slutter med denne sætning: “og uden

Montmartre havde mange af os levet i en meget

mindre verden i 60’ernes København”. Hvad betyder

denne sætning?

4) Kender du fornemmelsen af, at verden bliver større,

når du har haft en særlig oplevelse?

Urbane fællesskaber I 47


➸ ➸ ➸ ➸ ➸

puls igennem alt det der kom frem i Montmartre

alt det der skete de år

samtidig med og udenom musikken

og altid helt inde i den

et par af de første fantastiske branderter

den første joint på toilettet i en mørk næve

det store eventyr og man skulle i skole i morgen

sveden og spændingen om aftenen

gamle knald ind imellem sættene på nærliggende trappeopgange

og så tilbage når klaveret kaldte til orden

og ny rejse

og ud på natten det halvtomme lokale og nattrioen

Teddi Tingstedt i årevis

på dette tidspunkt ofte som en forladt jernbaneperron

og sidste omgange

og almindelig ulyst til at tage hjem eller tage hul på næste dag

eller helt udbombet

med en krop af bly og et blik ud af vinduerne på natgaderne

som om selve Sandheden eller selve Kærligheden

hvert sekund kunne komme gående i det slørede lys udenfor –

Jeg tror jeg faktisk altid ventede at sé en slags blanding af Charlie Chaplin og Brigitte Bardot

komme forbi for at hente mig –

Det er længe siden nu

og Montmartre er væk i St. Regnegade

og det er let nok at være nostalgisk overfor

som de gamle første Minerva-reproduktioner

da alle skulle have “Guernica” på hvid væg

eller den pludselige keramik-karrusel og de åh så hånddrejede tekrus

og andre af tidens talløse tegn

men der var mere i det end som så

Café Montmartre var der og betød at ting lod sig gøre som ellers var umulige

og det kastede et nyt lys over byen

og det sendte en anden sang op imod skyen

og uden Montmartre havde mange af os levet

i en meget mindre verden

i 60’ernes København –

Dan Turèll

© Københavns Museum og Skoletjenesten, 2011

Tekst: Andreas Spinner Nielsen (tematekster, Byportene, Indfødsretten, Jødernes Frihedsbrev, De russiske jøder i

København, lærer-og elevvejledning og arbejdsspørgsmål). Tak for bidrag af artikler, fotos, kunstværker fra Malene og

Carsten Fenger-Grøndahl, Ivan Rod og Aida Nadeem, Henrik Vesterberg, Saffet Bozdogan, Dan og Chili Turèll, Immigrant

Archive, Reza, Malene Nors Tardrup, Fryd Frydendal, Maja Guldberg, Julie Rønnow, Jørgen Bo, Jan Persson, ASA Film og

Spild Af Tid for grafikelementer til de fire udstillingstemaer.

Redaktion: Andreas Spinner Nielsen. Layout: Marianne Bisballe/Skoletjenesten. Tryk: PE offset

www.skoletjenesten.dk www.copenhagen.dk

SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM

More magazines by this user
Similar magazines