JUB MAG.pdf - Hjemmeværnet

»»
Gruppeføreren har altid været en central person i hjemmeværnet.
hjemmeværnsflotillernes opgaver og ansvar beskrevet
således i et årsskrift fra marinehjemmeværnet:
”Det påhviler marinehjemmeværnet efter
bedste evne og formåen af bistå Søværnet med
at løse de Søværnet påhvilende opgaver i fred og
krig”. En beskrivelse, der gælder den dag i dag.
Blå som havet
Uniformeringen var i begyndelsen forskelligartet
i marinehjemmeværnet. Ligesom i resten af
hjemmeværnet var uniformerne så vidt muligt
farvede blå. I marinehjemmeværnet var det
blandt andet australske og canadiske uniformer,
der blev transformeret til fordel for de frivillige.
Fordelen var dog ikke større, end at den
blå farvede smittede af ved berøring med vand.
Senere kunne man kende en menig i marinehjemmeværnet
på Det Maritime Hjemmeværns
anker, der var placeret på venstre arm, ligesom
divisionsførere og flotillechefen var prydet med
grønne vinkler eller striber efter rang.
På trods af problemer med den blå farve
fungerede værnet efter hensigten. Gasterne
blev uddannet grundigt i sejlads, såvel som i
fjernkending, fartøjsføring og skydning. Det var
i begyndelsen svært at skaffe materiel, hvorfor
marinehjemmeværnet først i 1952 kunne overtage
sin første kutter fra søværnet. Flere skibe
fulgte løbende, og allerede 10 år senere var
antallet oppe på 30 skibe af forskellig art.
Et godt sammenhold
Marinehjemmeværnet har gennem årene været
kendetegnet ved et tæt og godt kammeratskab
blandt de frivillige, hvorfor der også sjældent
har været ønsker om at avancere. Det tætte
sammenhold, der kan opleves blandt søens folk
– opnået i kraft af mange timer i tæt samarbejde
på relativt få kvadratmeter – er vokset med
ind i marinehjemmeværnet. Stemningen har
gennem alle årene båret præg af nærhed og
en iver og en ildhu, der ifølge repræsentanter
fra marinehjemmeværnet skal opleves, da det
slet og ret ikke kan beskrives.
Flyverhjemmeværnet
Hvor hærhjemmeværnet er sværvægteren i
kraft af sin størrelse, og marinehjemmeværnet
har et eksplicit godt sammenhold, kan flyverhjemmeværnet
skilte med at være det værn,
der umiddelbart kan dateres længst tilbage.
Allerede i 1929 udmeldte obersten O. de Fine
Skibsted, at et land uden et luftværn er som et
hus uden tag. Udsagnet hang sammen med et
ønske om at opnå en større forståelse for, at
Danmark efter 1. Verdenskrigs teknologiske og
militære udvikling, og dermed den potentielle
lufttrussel, var nødt til også at kunne forsvare sig
effektivt mod angreb fra denne kant.
Et frivilligt luftmeldeværn
Oberst O. de Fine Skibsted var ikke alene om
at have denne holdning, og allerede i slutningen
af 1920’erne blev den såkaldte luftmeldetjeneste
oprettet. Hæren havde gode erfaringer
med frivillige korps, og der blev derfor oprettet
en frivillig luftmeldetjeneste, som kunne varetage
overvågningen af luftrummet fra forskellige
positioner.
Det var den spæde start på det flyverhjemmeværn,
vi har i dag. Men inden det nåede så
langt, blev det stort set afviklet i 1940, da
kommandocentralerne måtte afleveres til den
tyske luftmeldetjeneste efter den 9. april. Dog
blev medlemmerne ved med at samles til foredrag
og møder indtil 1943. Herefter forsøgte
luftmeldetjenestens chefer gennem fortsat
kontakt at vedligeholde en mulig og hurtig
iværksættelse af hjælp ved en eventuel inva-
sion. Ved en sådan kunne det veludbyggede
telefonmeldesystem effektivt og hurtigt formidle
efterretninger om situationen. Dette blev
ikke aktuelt, men meldetjenesten gik af denne
grund aldrig helt i sig selv.
På ”vingerne” igen
Generalkommandoen gav i efteråret 1948 ordre
til retablering af luftmeldetjenesten. Efterfølgende
blev der etableret regler for antagelse
af nyt mandskab. Her lød det overordnet, at der
HJV 60 ÅRS JUBILÆUM
37
»»