Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4

ast.dk

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 – december 2005

Indhold

Ankestyrelsens praksisundersøgelse om støtte til køb af bil...........................................................2

Specialkonsulent Peter Korsgaard

Fald i antallet af nye ansøgninger om handicapbiler.......................................................................5

Fuldmægtig Brian Siggaard

Høj brugertilfredshed med hjemmehjælpen og det frie leverandørvalg ........................................8

Fuldmægtig Marie Olund Petersen

Faldgruber ved klager – du kan undgå at falde i! ..........................................................................11

Jurist Birgitte Guldbrandsen, DUKH

Praksisundersøgelse om nødvendige merudgifter - § 84 i lov om social service.........................15

Socialrådgiver Bodil Kryger, Det Sociale Nævn på Bornholm

Undersøgelse af sønderjyske kommuners opfølgning over for modtagere af ledighedsydelse..17

Fuldmægtig Susanne Brask, Statsamtet Sønderjylland

Undervisningsprojekt i forvaltningsret ...........................................................................................20

Stiftamtmand Lauritz Hvidt, Statsamtet Storstrøm

Tendenser om særlig støtte til børn ................................................................................................22

Specialkonsulent Marie Høeg

Tendenser i afgørelser efter serviceloven........................................................................................24

Fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa

Tendenser i afgørelser efter dagpengelovens regler ......................................................................31

Souschef Ulla Drost

Tendenser i afgørelser efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

samt lov om en børnefamilieydelse.................................................................................................34

Souschef Ulla Drost

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Ankestyrelsens praksisundersøgelse

om støtte til køb af bil

Specialkonsulent Peter Korsgaard

Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse

om støtte til køb af bil mv., jf. § 99 i lov

om social service.

80 amtsafgørelser og 15 nævnsafgørelser

I undersøgelsen indgik i alt 125 sager om bevilling,

delvis bevilling eller afslag på støtte.

Heraf kom 80 sager fra de 14 amtskommuner

samt Københavns og Frederiksberg Kommuner

og 45 sager fra de 15 sociale nævn.

Resultatet af undersøgelsen

Amtskommunernes afgørelser

• 91 pct. af afgørelserne (113 afgørelser) har

været i overensstemmelse med lovgivning og

Ankestyrelsens praksis

Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 2 pct.

af de amtskommunale afgørelser (2 afgørelser)

• I 7 pct. af afgørelserne (9 afgørelser) har

Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsens

overensstemmelse med lovgivning og praksis.

• Samtlige afgørelser overholdt kravene om

skriftlighed.

• 98 pct. (122) af afgørelserne indeholdt en

tilfredsstillende begrundelse.

• Alle afgørelser var forsynet med tilfredsstillende

klagevejledning.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

• Borgeren i 98 pct. af afgørelserne havde

været tilstrækkeligt inddraget

• Der i 18 af de 22 afgørelser (82 pct.), hvor

der skulle være foretaget partshøring, var

blevet foretaget partshøring, mens der i 2 afgørelser

ikke var sket partshøring af borgerne.

De sociale nævns afgørelser

• 94 pct. af afgørelserne (49 afgørelser) var i

overensstemmelse med lovgivning og Ankestyrelsens

praksis.

• I 6 pct. af afgørelserne (3 afgørelser) var

Ankestyrelsen i tvivl om afgørelsernes lovmedholdighed

på grundlag af de foreliggende

oplysninger.

• I 92 pct. af afgørelserne (48 afgørelser) var

der givet en begrundelse, som opfyldte forvaltningslovens

krav.

• Nævnene har i samtlige afgørelser givet en

tilfredsstillende vejledning.

• I alle afgørelser var der foretaget en prøvelse

af afgørelsernes retlige spørgsmål indenfor

rammerne af § 69.

Den materielle rigtighed

I de sager, hvor ankestyrelsen har udtrykt tvivl

om afgørelsens materielle rigtighed, har årsagerne

især været, at oplysningsgrundlaget og

funktionsevnevurderingen har været mangelfuld.


Et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag blandt

andet vedrørende helbredsmæssige forhold og

funktionsniveau har betydet, at Ankestyrelsen

ikke med tilstrækkelig sikkerhed har kunnet

afgøre, om den trufne afgørelse var i strid med

eller i overensstemmelse med praksis.

Da en konkret afgørelse om støtte til bil indeholder

betydelige elementer af skøn om de faktiske

forhold, herunder helbredsmæssige, har

Ankestyrelsen generelt været tilbageholdende

med at udtale kritik, hvis de faktiske forhold var

uafklarede.

Bevillinger/afslag

Der var en klar overvægt af bevillingsafgørelser

i de indsendte amtskommunale sager. Amtskommunerne

har truffet afgørelse om bevilling

til støtte til køb af bil mv. i 81 pct. tilfældene og

i 19 pct. afgørelse om afslag.

Oplysningsgrundlaget

En grundlæggende forudsætning for at træffe

en korrekt afgørelse er at sagen er tilstrækkelig

oplyst.

Ankestyrelsen vurderede i 94 pct. af afgørelserne

(117 afgørelser), at oplysningsgrundlaget var

tilstrækkeligt. I 3 pct. af afgørelserne var Ankestyrelsen

i tvivl om oplysningsgrundlaget var i

orden, og i 2 pct. (3 afgørelser) var oplysningsgrundlaget

utilstrækkeligt oplyst.

Nævnssagerne

De sociale nævn har i 85 pct. af afgørelserne

tiltrådt amtskommunernes afgørelser. Det betyder

en omgørelsesprocent på 15. Omgørelsesprocenten

er lidt højere for afgørelser, der vedrører

afslag, nemlig 16 pct. mod 13 pct. for

bevillingsafgørelser.

Oplysningsgrundlaget

Ankestyrelsen vurderede i 92 pct. af afgørelserne

(48 afgørelser), at oplysningsgrundlaget udgjorde

en tilstrækkelig basis for nævnets afgørelser.

Men i 6 pct. af afgørelserne (3 afgørelser)

vurderede Ankestyrelsen, at det ikke var tilfældet

og i 1 afgørelse var Ankestyrelsen i tvivl om

grundlaget var tilstrækkeligt oplyst.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Genvurdering

Undersøgelsen af amtskommunernes opfyldelse

af genvurderingspligten og nævnenes prøvelse

heraf har givet et resultat, som svarer til udfaldet

af tidligere praksisundersøgelser. Som i de

tidligere praksisundersøgelser viser det sig, at

der har været problemer med at overholde genvurderingsfristen.

Amtskommunerne har i 51 af de 52 afgørelser

foretaget en genvurdering, når afgørelsen var

blevet påklaget.

I 19 afgørelser, svarende til over en tredjedel, af

de afgørelser, hvor amtskommunen har foretaget

genvurdering, var denne ikke foretaget indenfor

4-ugers fristen. Nævnet har ikke i nogen

af sagerne påtalt, at amtskommunen har overskredet

4-ugers fristen for genvurdering.

Øvrige bemærkninger til formalitetsvurderingen

Det er blandt andet blevet fremhævet, at der i

flere tilfælde ikke var blevet henvist til de relevante

bestemmelser i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsens anbefalinger:

På baggrund af undersøgelsen anbefalede Ankestyrelsen,

at amtskommuner og de sociale

nævn særligt var opmærksomme på følgende

forhold i sager om støtte til bil mm.:

Oplysningsgrundlag

Ankestyrelsen fandt anledning til at gøre opmærksom

på vigtigheden af aktuelle lægelige

oplysninger om ansøgerens helbredstilstand og

funktionsniveau både i sager om tilkendelse af

støtte til bil og i sager om særlig indretning.

Aktuelle oplysninger er vigtige som dokumentation

for, at funktionsnedsættelsen hos ansøgeren

er af en sådan art, at der kan gives bevilling.

I sager om særlig indretning kunne indhentelsen

af oplysninger målrettes til at vedrøre den funktionsnedsættelse,

som ønskes kompenseret ved

den specifikke særlige indretning.


Personkreds

I undersøgelsen har der særlig i sager om nedsat

mobilitet som følge af ryglidelser været grundlag

for at pege på relevansen af speciallægeerklæringer

til belysning af ansøgerens helbredsmæssige

forhold og funktionsniveau.

Det bemærkedes, at rygsygdommen skal være

lægeligt veldokumenteret, og at det er et krav, at

der skal foreligge oplysninger om arten og graden

af objektive fund, der kan understøtte en formodning

om ringe gangfunktion.

En speciallægefaglig vurdering af overensstemmelse

mellem lidelse og funktionsniveau kunne i

flere af disse sager have styrket oplysningsgrundlaget

og medvirket til en mere sikker afgørelse.

Begrundelse ved særlig indretning

Der har i sager om særlig indretning været grund

til at gøre opmærksom på, at de forvaltningsretlige

regler stiller krav om en konkret, individuel

begrundelse på baggrund af lovens betingelser

med fremhævelse af de forhold, der har været

væsentlige for afgørelsen.

Da betingelserne for bevilling af særlig indretning

ikke falder sammen med betingelserne for bevilling

af støtte til bil, er det i sager om afslag på

særlig indretning ikke tilstrækkeligt at henvise til

en begrundelse for afslag på støtte til bil, som

måtte være indeholdt i samme afgørelse.

Genvurdering

Ankestyrelsen fandt på baggrund af undersøgelsens

resultater anledning til at gøre opmærksom

på, at genvurdering af en påklaget afgørelse skal

ske indenfor 4 uger fra modtagelse af klagen.

Såfremt amtskommunen ikke kan færdiggøre

sin vurdering indenfor 4-ugers fristen, skal klageren

have besked om, hvornår genvurderingen

kan forventes afsluttet.

Ankestyrelsen finder specielt anledning til overfor

de sociale nævn at påpege, at nævnene bør

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

påse, at fristen overholdes, og at nævnene bør

påtale det overfor amtskommunerne, hvis det

ikke er sket. Der synes på dette område at være

behov for en praksisændring i nævnene.

Lovhenvisninger

Der var grund til at bemærke, at korrekt lovhenvisning

i sager om støtte til bil bør indebære

en henvisning til de relevante bestemmelser i

bekendtgørelsen om støtte til bil. Det betyder

eksempelvis, at der i sager om særlig indretning

bør henvises til bekendtgørelsens bestemmelse

om særlig indretning.

Undersøgelsens formål og omfang

Formålet med undersøgelsen var primært at

vurdere, om amtskommunernes og de sociale

nævns afgørelser om støtte til køb af bil mv. var

i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens

praksis, herunder vurdere amtskommunernes

og de sociale nævns overholdelse af

de forvaltningsretlige krav til sagsbehandlingen.

Ankestyrelsen har alene erklæret sig uenig i afgørelser,

der var truffet af de regionale myndigheder,

hvis afgørelserne efter Ankestyrelsens

vurdering var i klar modstrid med lovgivningen

og Ankestyrelsens praksis.

Da de enkelte sager kunne indeholde flere afgørelser,

eksempelvis både en afgørelse om bevilling

af støtte til bil og en afgørelse om bevilling

af en særlig indretning, var der ikke overensstemmelse

mellem antallet af sager og antallet af

afgørelser.

Der er således målt på indholdet og rigtigheden

af 52 nævnsafgørelser og 124 amtskommunale

afgørelser.

Rapporten om praksisundersøgelsen er offentliggjort

Ankestyrelsens hjemmeside

www.ast.dk under nyheder. Rapporten indeholder

eksempler på en række af de afgørelseskategorier,

som er beskrevet ovenfor.


Fald i antallet af nye ansøgninger

om handicapbiler

Fuldmægtig Brian Siggaard

Den seneste årsstatistik for 2004 vedrørende bevillinger af bilstøtte mv. efter servicelovens § 99

viser, at antallet af nye ansøgninger om handicapbiler er faldet med 16 pct. i forhold til 2003.

Modsat er antallet af afgørelser om ansøgere, der tidligere er bevilget bilstøtte, steget, så at det

samlede antal afgørelser om støtte til køb af bil mv. er næsten uændret

Ankestyrelsen har offentliggjort den årlige statistik

over amtskommunernes og de sociale

nævns bevillinger af støtte til køb af bil mv.

efter servicelovens § 99 i 2004.

Statistikken kan hentes på Ankestyrelsens

hjemmeside www.ast.dk.

Antallet af ansøgninger er næsten uændret

Der blev i 2005 behandlet 5.435 ansøgninger

om bilstøtte, jf. tabel 1. Heraf traf amtskommunerne

4.965 af afgørelserne, mens de sociale

nævn traf 470 afgørelser i klagesager. Samlet er

antallet af sager steget med 1 pct. i forhold til

året før. I amterne er antallet dog steget med

1,5 pct, mens der i nævnene har været et fald på

6 pct.

Tabel 1. Afgjorte sager om bilstøtte, fordelt efter afgørelsesmyndighed og sagsart. Absolutte tal

2003 2004

Amtssager Nævnssager I alt Amtssager Nævnssager I alt

Ansøgere uden tidligere

bilstøtte

2.527 - 2.527 2.123 - 2.123

Frakendelsessager 73 14 87 89 21 110

Ankesager eksklusive

frakendelsessager

- 484 484 - 436 436

Remonstrationssager 98 - 98 121 - 121

Ansøgere, der tidligere er

bevilget støtte

2.191 - 2.191 2.593 - 2.593

Uoplyst 39 - 39

I alt 4.889 498 5.387 4.965 470 5.435

Anm: Der er henholdsvis 61 sager i amterne og 7 sager i nævnene, som pga. manglende oplysninger, er udeladt helt.

Kilde: Ankestyrelsens bilstatistik 2004.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


54 procent af de ansøgere, der ikke tidligere var

bevilget bilstøtte, fik tilkendt støtte til køb af

bil. Det er 8 procentpoint flere end i 2003, hvor

kun 46 pct. af de nye ansøgere fik tilkendt støtte

til køb af bil.

Sagsbehandlingstid i de sociale nævn er

faldet

I 2004 tog det i gennemsnit 9,4 måneder for

nye ansøgere at få behandlet en ansøgning om

bilstøtte, hvilket er en stigning på 0,4 måneder i

forhold til 2003. I denne ekspeditionstid indgår

både kommunernes forberedelse og amternes

behandling af sagen.

For de ankesager, som de sociale nævn har behandlet

i 2004, er sagsbehandlingstiden faldet

fra 6,9 måneder til, 5,1 måneder, hvilket er et

fald på 26 pct.

Nye ansøgere får oftere afslag end ansøgere,

der tidligere er bevilget støtte

I 2004 fik 33 procent af alle nye ansøgere fuldstændigt

afslag, mens kun 12 procent af de ansøgere,

der tidligere har fået bevilget støtte, har

fået fuldstændigt afslag.

Forklaringen er, at gruppen af ansøgere, som

tidligere har fået bevilget støtte, tidligere har

opfyldt betingelserne for at få støtte. Der vil

således være meget stor sandsynlighed for, at en

ansøger, som tidligere har fået bevilget støtte,

fortsat opfylder betingelserne, når pågældende

søger om støtte på ny.

Nævnene ændrer omtrent en fjerdedel af

ankesagerne

De sociale nævn stadfæstede i 2004 308 ud af

429 ankede afgørelser, jf. tabel 2. Det svarer til,

at nævnene ændrede lidt over en fjerdedel af de

ankede afgørelser.

Tabel 2. Ankesager, fordelt efter amtets afgørelse og nævnets afgørelse. Eksklusive uoplyste og ankesager vedrørende

frakendelse af bilstøtte

Nævnets afgørelse på ankesagen

2004

Afslag

Alm.

støtte

Udv.

støtte

Særlig

indretning

Anden

bilstøtte

Amtets afgørelse: Antal Antal Antal Antal Antal Antal Omgørelses pct.

Afslag 261 30 1 25 7 324 19

Almindelig støtte til køb

af bil

3 3 0 1 0 7 57

Udvidet støtte til køb af

bil

1 0 3 0 0 4 25

Særlig indretning 40 6 4 39 2 91 57

Anden bilstøtte 1 0 0 0 2 3 33

I alt 306 39 8 65 11 429 28

Kilde: Ankestyrelsens bilstatistik 2004.

Det har især været amtskommunernes afgørelser

om henholdsvis almindelig støtte til køb af

bil og om støtte til særlig indretning, som er

blevet omgjort. For begge afgørelsestype var

omgørelsesprocenten på 57 pct.

Omgørelsesprocenten var generelt over 50, når

den ankede afgørelse ikke var et afslag. Forklaringen

herpå kan være, at der er flere muligheder

for at detailvurdere, når der er tale om en

bevilling, end når der er tale om et totalt afslag.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

I alt

Antallet af invalidebiler er faldende

I 2004 blev der i alt bevilget 2.710 nye invalidebiler.

Det svarer til et fald på næsten 3 procent,

idet der i 2003 blev tilkendt i alt 2.784 nye invalidebiler.

Når der tilkendes støtte til køb af bil, er der

overvejende tale om støtte til køb af en ”trivselsbil”,

som har til formål at afhjælpe følgerne

af ansøgerens (eller ansøgerens barns) funktionsnedsættelse

og lette den daglige tilværelse


for ansøgeren. Andelen af erhvervsbiler og uddannelsesbiler

er ikke ret stor.

Stor overensstemmelse mellem indstilling

og afgørelse

I forbindelse med nye ansøgninger om bilstøtte

behandler kommunen sagen og fremsender

herefter en indstilling til amtet. I indstillingen

indgår kommunens vurdering af, hvilken afgørelse

sagen bør ende med. Amtet behandler

sagen og træffer afgørelse i sagen.

I langt de fleste tilfælde er der overensstemmelse

mellem kommunens indstilling og amtskommunens

afgørelse. I 86 procent af de sager,

hvor kommunen indstillede til afslag, fulgte

amtskommunen denne indstilling. I sager, hvor

kommunen havde indstillet, at der skulle bevilges

almindelig støtte til køb af bil, fulgte amtskommunen

denne indstilling i 71 procent af

sagerne.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Høj brugertilfredshed med

hjemmehjælpen og det frie

leverandørvalg

Fuldmægtig Marie Olund Petersen

Ankestyrelsen har gennemført en landsdækkende undersøgelse blandt modtagere over 65 år af

varig hjemmehjælp. Undersøgelsen viser blandt andet, at brugernes tilfredshed med den leverede

hjemmehjælp og det frie leverandørvalg er høj.

Som led i opfølgningen på loven om frit valg af

leverandør til personlig og praktisk hjælp mv.

har Ankestyrelsen på Socialministeriets foranledning

gennemført en landsdækkende undersøgelse

blandt modtagere over 65 år af varig

hjemmehjælp.

Undersøgelsen er overvejende gennemført ved

telefoninterviews og belyser brugernes kendskab

og holdninger til frit valg af leverandør til

personlig og praktisk hjælp.

Undersøgelsen er baseret på en stikprøve på

godt 3.500 personer, svarende til ca. 2 pct. af

landets modtagere af varig hjemmehjælp over

65 år, og har en svarprocent på 90.

Brugerundersøgelsen blandt modtagere over 65

år af varig hjemmehjælp berører blandt andet

følgende emner:

• Brugernes tilfredshed med den leverede

hjemmehjælp

• Brugernes kendskab og holdning til det frie

leverandørvalg

• Brugernes oplevelse af selve valgsituationen

• Udbredelsen af det frie leverandørvalg i landets

kommuner

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

• Brugernes kendskab til og anvendelse af

fleksibel hjemmehjælp

Brugernes tilfredshed med den leverede

hjemmehjælp

Undersøgelsen viser, at hovedparten af brugerne

– 83 pct. – er meget tilfredse eller tilfredse

med den leverede hjemmehjælp. Dog er tilfredshedsgraden

størst blandt de brugere, der

mener 1 , at de får leveret hele hjælpen fra private

leverandører.

Generelt er der relativt få brugere, der angiver

et ønske om at skifte leverandør. Undersøgelsen

viser, at det er i gruppen af brugere, der

mener at modtage hele hjælpen fra den kommunale

leverandør, at flest brugere overvejer at

skifte leverandør, og dermed få hjælpen fra en

privat leverandør.

Brugernes kendskab og holdning til det frie

leverandørvalg

Undersøgelsen viser desuden, at 81 pct. af brugerne

har kendskab til det frie leverandørvalg,

mens 17 pct. af brugerne ikke har kendskab til

det frie leverandørvalg.

1 Det bemærkes, at der ikke er fuld overensstemmelse

mellem kommunernes og brugernes angivelse af, hvilken

leverandør brugeren har (kommunal, privat eller

begge).


Brugernes holdning til at skulle vælge mellem

forskellige leverandører til den hjælp, de modtager,

er overvejende positiv. 65 pct. af brugerne

oplever det frie leverandørvalg som godt,

mens 2 pct. af brugerne oplever ordningen som

dårlig. Desuden har 20 pct. af brugerne endnu

ikke afklaret deres holdning til valgmuligheden.

Brugernes begrundelse for en positiv holdning

til valgmuligheden er især en formodning om, at

valgmuligheden medfører større indflydelse på

hjælpen, at brugerne føler tryghed ved at kunne

vælge, samt at brugerne finder det godt med

konkurrence.

Brugere, der er negative over for valgmuligheden,

begrunder især dette med, at de er tilfredse

med den hjemmehjælper eller den service, de

får i dag, samt at de finder, at det er en kommunal

opgave at levere hjemmehjælp.

Brugernes oplevelse af selve valgsituationen

67 pct. af de brugere, der har kendskab til

fritvalgsordningen, og som er bosat i kommuner

med valgmulighed, oplever det som nemt at

vælge mellem flere leverandører. 7 pct. af brugerne

oplever valgsituationen som svær, mens

24 pct. er i tvivl om, hvordan de oplever valgsituationen.

Den primære årsag til, at brugerne oplever valgsituationen

mellem flere leverandører som nem,

er, at brugeren mener at have fået tilstrækkelig

information om valgmulighederne.

Tilsvarende er den primære årsag til, at brugerne

finder valgsituationen svær, at brugerne ikke

mener at have fået tilstrækkelig information.

Brugernes oplevelse af informationen må således

betragtes som afgørende for, hvorvidt brugeren

betragter valgsituationen som nem eller

svær.

Brugere med over 8 timers plejebehov

I undersøgelsen foretages særskilte analyser af

brugernes besvarelser alt efter brugernes plejebehov.

Således fortages en analytisk adskillelse

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

mellem gruppen af brugere med henholdsvis

over og under 8 timers plejebehov.

Brugerne med over 8 timers plejebehov adskiller

sig især i besvarelserne omkring kendskabet

og holdningen til det frie leverandørvalg. Således

har færre brugere med over 8 timers plejebehov

end brugere med under 8 timers plejebehov

kendskab til ordningen.

Undersøgelsen viser ligeledes, at brugere med

over 8 timers plejebehov er mindre positive

over for det frie leverandørvalg. Dog er det

fortsat halvdelen af brugerne, der oplever det

frie leverandørvalg som godt. En stor del af

brugerne med over 8 timers plejebehov betragter

ordningen som ubetydelig, eller har ikke

afklaret deres holdning til ordningen.

Udbredelsen af det frie leverandørvalg i

landets kommuner

Det fremgår af undersøgelsen, at 215 af landets

kommuner, eller 79 pct., medio 2005 kunne

tilbyde valg mellem 2 eller flere leverandører

inden for mindst én af hovedydelserne personlig

pleje hverdagstimer, personlig pleje øvrig tid,

praktisk hjælp eller madservice med udbringning.

Fra 2004 til 2005 er der sket en stigning i andelen

af kommuner, der kan tilbyde frit leverandørvalg,

fra 66 pct. til 79 pct. af kommunerne.

Resultatet indebærer, at 90 pct. af landets brugere

over 65 år har mulighed for at vælge mellem

forskellige leverandører til én eller flere af

de nævnte hovedydelser.

Undersøgelsen viser desuden, at 79 pct. af brugerne

modtager hele hjælpen fra en kommunal

leverandør. 7 pct. af brugerne modtager hele

hjælpen fra private leverandører, mens 14 pct.

af brugerne modtager hjælp fra både private

leverandører og en kommunal leverandør.

Det vil sige, at 21 pct. af brugerne af varig

hjemmehjælp over 65 år modtager hele eller

dele af hjælpen fra én eller flere private leverandører.


Undersøgelsen viser endvidere, at brugere, der

er visiteret til hjemmehjælp efter kommunens

indførelse af frit leverandørvalg (nyvisiterede), i

højere grad har valgt privat leverandør end brugere

visiteret inden indførelsen af frit valg.

Brugernes kendskab til og anvendelse af

fleksibel hjemmehjælp

Undersøgelsen viser, at godt halvdelen af brugerne

har kendskab til fleksibel hjemmehjælp.

Undersøgelsen viser desuden, at knap en fjerdedel

af alle brugerne har anvendt ordningen

om fleksibel hjemmehjælp. Det vil sige, at ca.

halvdelen af brugerne, med kendskab til ordningen,

har gjort brug af muligheden for helt

eller delvist at vælge en anden hjælp end den,

kommunen har tildelt.

Den primære årsag til, at brugerne ikke har anvendt

ordningen om fleksibel hjemmehjælp,

angives at være, at brugeren ikke har haft behov

for at vælge en anden hjælp.

I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 399 af

6. juni 2002 om frit valg af leverandør af personlig

og praktisk hjælp mv. blev det besluttet

af Folketinget, at der skal foretages en opfølgning

på lovens bestemmelser om frit leverandørvalg.

Opfølgningsprogrammet blev igangsat 1. januar

2003. Ankestyrelsen bidrager blandt andet til

opfølgningsprogrammet med en serie undersøgelser.

I serien ”Frit valg i ældreplejen”, der udgives af

Ankestyrelsen, er udkommet:

• ”landsdækkende brugerundersøgelse”,

november 2005.

• ”22 private leverandørers erfaringer”,

november 2004.

• ”erfaringer fra landets kommuner”, juni

2004.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

• ”15 kommuners erfaringer og idéer”;

oktober 2003.

• ”brugernes oplevelser”; oktober 2003.

• ”15 kommuners erfaringer og brugernes

oplevelser”; Pjece, november 2003.

De trykte publikationer kan rekvireres ved henvendelse

til Ankestyrelsen på tlf. 33 41 12 00

eller ast@ast.dk

Publikationerne kan desuden ses på Ankestyrelses

hjemmesider www.ast.dk


Faldgruber ved klager – du kan

undgå at falde i!

Jurist Birgitte Guldbrandsen, DUKH

Der er ”faldgruber”, når du som myndighedsperson

skal sikre, at borgeren i praksis får den klagemulighed

loven giver ret til.

I henvendelserne fra borgere har vi i DUKH flere

eksempler på, at borgeren ikke har fået klagevejledning.

Vi kan ikke altid gennemskue hvorfor,

hvis det er åbenlyst, at der er truffet en afgørelse i

en sag, hvor der er en klagemulighed.

I de sager, hvor borgeren vil klage, men klagevejledning

mangler, går DUKHs indsats ud på at

sikre, at sagerne når frem til klageinstansen, så de

kan blive behandlet der.

I denne artikel vil jeg illustrere nogle af de situationer,

som vi i DUKH oplever giver anledning til

problemer:

Sagsbehandleren er ikke opmærksom på, at der er

truffet en afgørelse, hvor der er klageadgang

Den ene part opfatter kontakten som råd og vejledning,

den anden part som en ansøgning om en

ydelse

Sagsbehandleren giver mundtligt afslag på en

ydelse

Afgørelsen giver kun borgeren delvist medhold

og er dermed også et afslag

Afgørelse med eller uden klageadgang?

Når der efter lovgivningen er etableret en klagemyndighed,

som kan tage stilling til kommunes

afgørelse, skal kommunen give klagevejledning.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Denne pligt fremgår i forhold til skriftlige afgørelser

direkte af forvaltningsloven.

Det kan dog volde problemer for den kommunale

medarbejder at vurdere, hvilken lovbestemmelse

afgørelsen relaterer sig til, og dermed om der

er klageadgang.

De enkelte medarbejdere i kommunen har ikke

nødvendigvis samme viden om alle lovbestemmelser.

Dette bør ikke komme borgeren til skade.

Eksempel:

En kommune har vurderet, at familiens nuværende

bolig ikke er egnet på grund af sønnens

handicap. Familien modtager bl.a. merudgifter

efter servicelovens § 28.

Familien får anvist en anden bolig af den sociale

boligtildeling.

Familien mener ikke, at denne bolig er egnet til at

bo i med det handicap deres søn har m.v.

Medarbejderen i kommunen anfører, at hvis familien

ikke tager imod den anviste bolig, vil de

ikke senere kunne få hjælp til etablering og indretning

af en anden bolig.

Familien ønsker at klage over afgørelsen.

Medarbejderen i kommunen mener imidlertid

ikke, at det er en afgørelse, der kan påklages, idet

borgeren ikke har nogen klagemulighed på afgørelser

fra den sociale boligtildeling.

DUKH medvirker til, at sagen kommer frem til

Det Sociale Nævn, sådan at der kan blive taget

stilling til om, der er tale om en afgørelse efter


servicelovens § 102 og deraf følgende klageadgang

til det sociale nævn.

Eksempel:

En familie henvender sig til DUKH for at få rådgivning.

Familien søger om et småbørnstilbud i

amtet.

Kommunen giver afslag uden klagevejledning.

Kommunen mener, at sagen ikke har relevans for

Klagenævnet for Vidtgående specialundervisning

DUKHs konsulent tager kontakt til Klagenævnet,

som vurderer, at Klagenævnet har kompetence til

at være klageinstans i forbindelse med afgørelser

om specialpædagogisk bistand til småbørn.

Forespørgsel om rådgivning og vejledning eller

ansøgning om en ydelse?

Borgeren oplever at have søgt om konkrete ydelser.

Sagsbehandler opfatter samme situation som

en forespørgsel om råd og vejledning.

Eller den omvendte situation, hvor borgeren oplever

alene at have efterspurgt råd og vejledning,

men senere modtager et afslag på en ydelse.

I forhold til at sikre en klagemulighed er den første

situation problematisk.

En ansøgning efterfølges i modsætning til rådgivning

og vejledning af en afgørelse.

Afgørelser er udtalelser, der går ud på at fastslå,

hvad der er eller skal være ret i et foreliggende

tilfælde.

Bortset fra afslag på råd og vejledning er der ikke

klageadgang over råd og vejledning.

I kommunikationen med borgeren er det derfor

vigtigt at sikre dig, at du som sagsbehandler ved,

om borgeren opfatter, henvendelsen som en an-

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

søgning og/eller en forespørgsel om råd og vejledning.

I forhold til afgrænsningen mellem råd og vejledning

og ansøgning, er det mest uproblematisk,

hvis du alene giver vejledning om regler og forståelsen

heraf.

Hvis du inddrager konkrete oplysninger om den

relevante borgers situation, så må du afklare med

borger, om der er tale en egentlig ansøgning,

Eksempel

En borger henvender sig til sagsbehandleren i

kommunens pensionskontor med en række problemstillinger.

Borgeren vil gerne høre om sine

muligheder for at få bistandstillæg, handicapkørsel,

ledsagelse til behandling, invalidebil, medicinudgifter,

ansættelse af ægtefælle som hjælper

m.m.

Henvendelsen til sagsbehandleren har ikke resulteret

i en afklaring af, om det er en forespørgsel

om rådgivning og vejledning eller ansøgninger.

Der er derfor i forhold til hovedparten af emnerne

ikke sendt bekræftelse på, at ansøgningerne er

modtaget i kommunen. Der er heller ikke udmeldt

forventet sagsbehandlingstid.

I den konkrete sag havde borgeren behov for at

få henvendelserne behandlet som ansøgninger.

Konsulenten fra DUKH medvirker til, at sagsbehandleren

i pensionskontoret påtager sig en koordinerende

rolle. Sagsbehandleren vil fremover

sørge for, at henvendelserne videreformidles til

de rette afdelinger i kommunen. De enkelte afdelinger

vejleder herefter borgeren og afklarer med

borgeren, om der i forhold til de enkelte behov er

tale om ansøgninger.

Mundtlige afslag på hjælp

Mundtlige afgørelser kan skabe usikkerhed om

bevillingers indhold. Det bliver også usikkert, om

der er givet klagevejledning. Det fremgår ikke


direkte af forvaltningsloven, at mundtlige afgørelser

skal ledsages af klagevejledning.

Det fremgår dog af vejledningen til forvaltningsloven

og vejledningen til lov om retssikkerhed og

administration, at som følge af den almindelige

vejledningspligt, bør myndigheden også, hvor en

afgørelse meddeles mundtligt, om fornødent give

klagevejledning.

Hvad der nærmere ligger i ”om fornødent” fremgår

bl.a. en ombudsmandsudtalelse fra 2001. Se

bilaget til denne artikel om ”hvad siger loven.

Det fremgår også af ombudsmandsudtalelsen, at

en borger normalt har krav på at få en skriftlig

bekræftelse på en mundtlig afgørelse, ligesom det

kan følge af god forvaltningsskik, at afgørelser af

rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt,

og at særligt indgribende afgørelser meddeles

skriftligt.

I nedenstående eksempel blev der truffet mundtlige

afgørelser uden klagevejledning, hvilket medførte

usikkerhed for familien.

Eksempel

En familie søger om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste

aflastning m.v. til deres barn, der har et

handicap. Familien får ikke skriftlige afgørelser i

forbindelse med behandlingen af deres sager.

Dette medvirker til, at familien har vanskeligt ved

at forstå lovgivningen og afgørelserne. Familien

oplever, at der bliver handlet hen over hovedet på

dem.

Familien har flere indsigelser undervejs i forløbet.

Sagsbehandler oplyser, at familien får mundtlig

klagevejledning i forbindelse med afslag på deres

ansøgninger. Sagsbehandleren noterer dog ikke

dette i journalen. Det er desuden ikke alle familiens

indsigelser over afgørelserne, kommunen har

betragtet som klager. Familien føler sig meget

usikre på, hvad der foregår.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Forvaltningen er imødekommende overfor

DUKHs betragtninger om, at familiens indsigelser

reelt kan være klager over afgørelser.

Familien og forvaltningen aftaler konkret, at bevillinger

fremover bliver givet skriftligt med klagevejledning.

Delvist medhold og delvist afslag

Bevillinger, hvor der ikke gives fuldt ud medhold,

skal indeholde klagevejledning.

I praksis kan det være svært at vurdere, om en

borger får fuldt ud medhold. Derfor er det en

god idé at give klagevejledning rutinemæssigt.

Eksempel

En familie søger tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens

§ 29, så moderen kan passe barnet

hjemme.

Kommunen giver i flere omgange kortvarige bevillinger.

Perioderne er kortere, end familien har

søgt om. Kommunen giver ikke klagevejledning.

Familien har på intet tidspunkt følt, at de har fået

det, de har søgt om. De er uenige i kommunens

afgørelse om kun at give tabt arbejdsfortjeneste i

korte perioder ad gangen, De har ikke fået at

vide, at de har mulighed for at klage over afgørelserne.

Det er svært for DUKHs konsulent at overbevise

sagsbehandleren om, at der skal gives klagevejledning,

da pågældende opfatter at have givet

familien medhold. DUKHs konsulent medvirker

til at Nævnet kontaktes.


Afsluttende bemærkninger

Vi håber med disse eksempler fra DUKHs rådgivning,

at det er lykkedes at vise, at selv godt

kendt stof i praksis kan volde besvær.

Til slut et par råd, som vi håber, kan være til inspiration:

• Giv dig tid til at afklare borgerens forventning

– er det råd og vejledning eller en ydelse, borgeren

efterspørger?

• Er der alene tale om råd og vejledning, så orienter

borgeren om muligheden for senere at

ansøge.

• Vær opmærksom på om det er en ansøgning,

hvis du inddrager borgerens konkrete forhold

og ikke bare vejleder generelt om regler.

• Hvis der er tale om en ansøgning, så bekræft

modtagelsen af ansøgningen og angiv forventet

sagsbehandlingstid.

• Giv så vidt muligt skriftlige afgørelser med

skriftlig klagevejledning. Gør det altid ved særligt

indgribende afgørelser.

• Hvis du giver et mundtligt afslag så oplys om,

at borgeren kan få afgørelsen skriftligt. Noter i

journalen, hvilken klagevejledning du har givet.

• Vær ikke for snævert fokuseret på det lovområde,

du selv administrerer.

• Spørg klageinstansen, hvis du er i tvivl om,

hvorvidt en konkret sag kan påklages.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Praksisundersøgelse om nødvendige

merudgifter - § 84 i lov

om social service

Socialrådgiver Bodil Kryger, Det Sociale Nævn på Bornholm

Det Sociale Nævn på Bornholm, har gennemført

en praksisundersøgelse i Bornholms Regionskommune

om nødvendige merudgifter ved

den daglige livsførelse, jf.servicelovens § 84.

Resultatet af undersøgelsen

Det Sociale Nævn var i alle 15 sager enig med

regionskommunen i dennes vurdering af, hvorvidt

borgeren var omfattet af personkredsen,

som kan modtage hjælp efter servicelovens §

84.

Undersøgelsen viste med hensyn til afgørelsernes

legalitet, at regionskommunen i 8 af

sagerne havde truffet afgørelse i overensstemmelse

med lovgivningen og praksis.

I 1 sag var der truffet en afgørelse om bevilling,

som nævnet var uenig i. I 6 sager (1 afslag og 5

bevilling) var nævnet i tvivl om afgørelsens rigtighed

på grundlag af de foreliggende oplysninger.

Nævnets tvivl i de 6 sager beroede for 2 sagers

vedkommende på den endnu forholdsvis begrænsede

praksis og for 4 sagers vedkommende

på, at oplysningsgrundlaget ikke fandtes tilstrækkeligt.

Undersøgelsen viste med hensyn til funktionsevnemetoden,

at regionskommunen havde

anvendt metoden i alle sager for så vidt angår

det 1. og indledende led i metoden (samtaleskemaet),

samt at der i alle sager havde fundet

personlige samtaler sted mellem

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

sagsbehandler og borger (kontorsamtaler i 10

sager, samtaler ved hjemmebesøg i 5 sager)

omkring skemaet.

Funktionsevnemetodens 2. led, sammenfatningen,

var udarbejdet i 9 af sagerne.

Med hensyn til funktionsevnemetodens 3. led,

aftaleskemaet, var der ikke udarbejdet et sådant

i nogen af sagerne, og der var ikke udsendt kopier

af de foreliggende funktionsevneakter med

henblik på borgernes kommentarer.

Undersøgelsen viste med hensyn til formaliteten

(forvaltningslov og retssikkerhedslov), at

alle regionskommunens afgørelser var meddelt

borgerne skriftligt.

I 9 sager med begrundelseskrav (sager med

afslag og kun delvis bevilling) var kravet ikke

opfyldt for 2 sagers vedkommende.

Med hensyn til partshøring over indhentede

sagsakter til brug for sagens afgørelse var høring

gennemført - også i sager, hvor eksempelvis

indhentede erklæringer ikke var til ugunst

for borgeren/sagens afgørelse.

Med hensyn til klagevejledning var regionskommunens

vejledning i overensstemmelse

med forvaltningslovens regler og var givet i 8 af

de 9 forannævnte sager. I 1 sag, hvor borgerens

ansøgning på et enkelt punkt ikke var imødekommet,

var der ikke givet klagevejledning.

Med hensyn til sagsbehandling for så vidt angår


notatpligt/journalføring mv. fandt nævnet visse

mangler med hensyn til læsbarhed, dateringer

og underskrifter.

Vedrørende retssikkerhedslovens bestemmelser

om helhedsvurdering og borgerinddragelse

fandt nævnet, at regionskommunen lever op

hertil i rimelig grad. I et par sager var nævnet

dog i tvivl på grund af ikke helt tilstrækkelig

sagsoplysning.

Nævnets anbefalinger

På baggrund af undersøgelsen har nævnet anbefalet,

at regionskommunen må have opmærksomheden

henledt på nogle forskellige forhold.

Nævnet finder således, at regionskommunen

må have opmærksomheden rettet mod, at sagens

detaljerede og fyldestgørende oplysning er

fundament for at kunne udøve de mangeartede

skøn, som er indlagt i servicelovens § 84.

Nævnet har også fundet, at der er behov for

øget fokus på vurderingen af, hvorledes en udgift

er en reel og nødvendig merudgift som

følge af funktionsevnenedsættelsen, samt hvorvidt

den kan dækkes af anden lov/andre bestemmelser

i serviceloven.

Med hensyn til afgørelsesudformning anbefaler

nævnet, at det altid specificeres, hvilke ydelser

den udmålte hjælp konkret dækker, samt hvad

der eventuelt ikke medtages (sidstnævnte med

begrundelser).

Med hensyn til funktionsevnemetoden har

nævnet påpeget, at denne skal anvendes i alle

led og med afsluttende høring.

Endvidere har nævnet anbefalet regionskommunen

at påse, at funktionsevnemetodens forskellige

skemaer og eventuelle senere opfølgninger

er læsbare, signerede og daterede

Endelig har nævnet anbefalet, at regionskommunen

udarbejder retningslinier til sikring af at

sagsbehandlergruppen har fælles udgangspunkt

vedrørende almindeligt ansøgte merudgifter

som baggrund for den individuelle vurdering,

der i øvrigt skal foretages.

Møde med regionskommunen

Nævnet har haft møde for drøftelse af undersøgelsen

og den udarbejdede rapport med de

regionskommunale sagsbehandlere (Handicapvirksomheden),

som behandler ansøgningerne

om merudgifter efter servicelovens § 84. Der er

i den forbindelse konstateret konsensus om

undersøgelsesresultatet samt stor interesse for

at blive i stand til at fortolke og anvende § 84 så

rigtigt som muligt.

Formål og omfang

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Formålet med undersøgelsen var at vurdere, om

regionskommunens afgørelser er i overensstemmelse

med lovgivningen og Ankestyrelsens

praksis, herunder at vurdere anvendelsen af

funktionsevnemetoden/borgerinddragelsen,

samt tillige at vurdere overholdelsen af de forvaltnings-

og retssikkerhedsmæssige krav til

sagsbehandlingen, det vil sige at foretage såvel

en materiel vurdering som en formalitetsvurdering.

Til brug for undersøgelsen indhentedes 15 sager

med bevilling, delvis bevilling eller afslag på

merudgifter truffet i tidsrummet oktober 2004

til april 2005. Der var tale om sager med såvel

stillingtagen til nyansøgninger som revurdering

af tidligere givne bevillinger.


Undersøgelse af sønderjyske

kommuners opfølgning over

for modtagere af ledighedsydelse

Fuldmægtig Susanne Brask, Statsamtet Sønderjylland

Emne og formål

Det Sociale Nævn i Sønderjyllands Amt har i

2005 lavet en praksisundersøgelse om kommunernes

opfølgning i sager om ledighedsydelse.

Vi har fulgt et forslag fra Ankestyrelsens Rådgivende

Praksisudvalg om at søge at afdække,

hvorvidt kommunerne foretager tilstrækkelig

opfølgning i de sager, hvor en borger er visiteret

til fleksjob, men ikke aktuelt er i arbejde, og

hvor forsørgelsesgrundlaget derfor er ledighedsydelse.

Resultatet af undersøgelsen

Undersøgelsen har vist, at

• 6 % af de undersøgte sager efter en samlet

vurdering er behandlet i overensstemmelse

med lovgivning og praksis. 94 % af sagerne

er vurderet til ikke at være i overensstemmelse

med lovgivning og praksis.

• Kommunerne har i knap halvdelen af sagerne

foretaget den lovpligtige opfølgning efter

aktivlovens § 10, stk. 3.

• I de 23 sager, hvor kommunerne har foretaget

opfølgning efter aktivlovens § 10, har

man i 74 % af sagerne forsømt at tage stilling

til den fortsatte berettigelse til ledighedsydelse.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

• Man har generelt været god til at inddrage

borgeren i processen, og oplysningsgrundlaget

for så vidt angår selve opfølgningen har

været i orden.

• Der er alene foretaget opfølgning jf. aktivlovens

§ 74 c i 2 sager, svarende til 8 % af de

sager, hvor § 74 c opfølgning var relevant.

• Det er en generel tendens, at ressourceprofiler

mangler, er mangelfulde eller ikke er ført

á jour i forbindelse med nye tiltag.

• Ved sygdom foretages der ikke opfølgning

hver 8. uge jf. dagpengelovens § 24.

• Der foretages stort set aldrig en egentlig

genvisitering til fleksjob i forbindelse med

opfølgning efter aktivlovens § 74 c.

• I nogle kommuner forekommer der perioder

på op til 1,5 år, hvor der tilsyneladende intet

foretages overfor borgeren på ledighedsydelse.

Udgangspunkt for undersøgelsen

Undersøgelsen har haft det udgangspunkt, at

kommunerne skal foretage to former for opfølgning

over for modtagere af ledighedsydelse:


Dels en opfølgning efter den generelle bestemmelse

i aktivlovens § 10 og dels en opfølgning

efter bestemmelsen i aktivlovens § 74 c, som

specifikt vedrører borgere, der har modtaget

ledighedsydelse i en længere periode.

Hvis der ikke er foretaget opfølgning efter aktivlovens

§ 10 og § 74 c, har vi undersøgt, om

kommunen har gjort andet.

Dette har vi valgt for at få et helhedsindtryk af

kommunen. Fx er det i et par tilfælde set, at en

kommune ikke er ret god til at overholde de

formelle regler, men at man har løbende været i

kontakt med borgerne og forsøgt at gøre noget

for dem.

Det gør ikke sagsbehandlingen korrekt, men da

det viser en vilje til at hjælpe borgerne på vej,

synes vi at dette element også skulle med.

Anbefalinger til kommunerne

På baggrund af undersøgelsens resultat har

nævnet givet følgende anbefalinger til brug ved

kommunernes opfølgning i sager, hvor borgeren

modtager ledighedsydelse.

Kommunerne bør i sagsbehandlingen have

procedurer, der sikrer,

• At den lovpligtige opfølgning efter aktivlovens

§ 10 foretages senest 6 måneder efter,

at ledighedsydelsen er udbetalt første gang.

• At der ved opfølgningen udtrykkeligt er taget

stilling til, om betingelserne for at udbetale

ledighedsydelsen fortsat er opfyldt, og

om der er behov for at tilbyde anden form

for hjælp.

• At der ved opfølgningen efter aktivlovens §

74 c altid vurderes, om pågældende fortsat er

til rådighed for fleksjob, eller om pågældende

skal have et andet tilbud (revisitation).

• At der ved revisitationen anvendes tilbud

efter kapitel 10 og 11 i beskæftigelsesindsatsloven

(vejledning og opkvalificering eller

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

virksomhedspraktik), og at vurderingen er

foretaget senest ved udgangen af de 24 måneder.

• At der ved sygdom foretages opfølgning

efter reglerne i dagpengeloven (§ 24).

• At ressourceprofilen udarbejdes forinden

visiteringen til fleksjob.

• At ressourceprofilen føres á jour i forbindelse

med opfølgningen, f.eks. når der iværksættes

arbejdsprøvning, virksomhedspraktik

eller andre foranstaltninger, eller når sådanne

foranstaltninger afsluttes.

• At der i gamle sager (dvs. sager, hvor visiteringen

til fleksjob er sket før 1. januar 2003)

udarbejdes ressourceprofil i forbindelse med

opfølgningen, når der iværksættes nye tiltag

(arbejdsprøvning, virksomhedspraktik m.v.)

• At det af sagen fremgår hvilke bestræbelser,

kommunen har foretaget for at finde et

fleksjob til pågældende.

• At journalen er sammenhængende og giver

et reelt udtryk for den sagsbehandling, der

har fundet sted, samt at alle relevante vurderinger

fremgår af journalen.


Nævnets opfølgning

Praksisundersøgelsen er blevet præsenteret og

drøftet på et dialogmøde i september 2005 med

de 7 involverede kommuner, hvor nævnet endvidere

uddybede ovennævnte anbefalinger.

Rapporten er herefter sendt til alle sønderjyske

kommuner og lagt på statsamtets hjemmeside.

De undersøgte sager

Vi har fra hver af amtets 7 ”mellemstore”

kommuner (kommuner med 10.000-17.000

indbyggere) indkaldt 8 sager, hvor man har udbetalt

ledighedsydelse i længst tid, dog mindst 6

måneder.

Undersøgelsen omfatter i alt 47 sager, idet nogle

sager har måttet udgå, enten fordi der ikke er

blevet udbetalt ledighedsydelse i mindst 6 måneder,

eller fordi der er truffet afgørelser, som

er blevet påklaget, og endelig fordi der i en enkelt

sag var truffet en afgørelse, som ikke aktuelt

var påklaget, men hvor ankefristen endnu

ikke var udløbet.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Undervisningsprojekt i forvaltningsret

Stiftamtmand Lauritz Hvidt, Statsamtet Storstrøm

Baggrunden

Baggrunden for undervisningsprojektet har

ligesom for andre nævns vedkommende

været, at vi både ved praksisundersøgelser og

i en række klagesager har set, at ganske mange

ansatte i kommunale forvaltninger har

svært ved at overholde reglerne i forvaltningsloven

– især reglerne om officialprincippet,

begrundelse og partshøring.

Spørgsmålet har været drøftet med socialchefer

og med politikere. Konklusionen på

disse drøftelser var, at vi med opbakning fra

socialchefforeningen og bestyrelsen for

kommuneforeningen iværksatte nogle ”temadage

om forvaltningsret”.

Temadage

Vi studerede andre nævnssekretariaters evaluering

af deres undervisningsprojekter og

besluttede at overgive hele den praktiske

tilrettelæggelse af temadagene til COK (Center

for Offentlig Kompetenceudvikling).

Dette indebar, at COK sørgede for annoncering

af temadagene, aftale med kursusstederne

om indretning af undervisningslokale

og bespisning af deltagerne, samt alt vedr.

tilmelding / framelding / flytning af deltagere,

opkrævning af deltagergebyr etc.

Efter nogen overvejelse besluttede vi at

skræddersy kurset til sagsbehandlerne i alle

amtets kommuner, således at vi søgte at illustrere

med ganske mange eksempler fra Det

Sociale Nævns praksis.

Vi besluttede dog at køre samme kursus med

samme faglige indhold hver gang på forskellige

kursussteder i amtet.

Dels ville det have lagt en endnu større byrde

på oplægsholderne at skulle finde tilstrækkeligt

mange eksempler indenfor hvert

delområde, hvis deltagerne havde været opsplittet

på forskellige fagområder.

Dels havde vi ingen garanti for, at kursusdeltagerne

i så fald ville finde det umagen værd,

at de alt andet lige skulle køre over længere

afstande, hvis kursusstedet ikke var blevet

valgt efter et geografisk nærhedhedsprincip.

For at gøre undervisningen afvekslende

mødte vi op med i alt 5 undervisere, der

hyppigt skiftede, således at hver medarbejder

så vidt muligt kunne præsentere egne cases

fra det fagområde, som vedkommende var

mest fortrolig med.

Disposition for fremlæggelsen

Den disposition, vi fulgte ved fremlæggelsen,

var:

A. Afgørelsesbegrebet

B. Partsbegrebet

C. Sagens behandling

- vejledningsforpligtelsen

- officialprincippet

- notatpligt

- partshøring

- aktindsigt

- inhabilitet (især myndighedsinhabilitet)

- inddragelse af fremmed konsulentbistand

D. Afgørelsen

- hjemmel /regelhierarkiet)

- skøn under regel

- begrundelse

- klagevejledning

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


- hjemvisning

- ugyldighed

E. Ankesystemet

- korrekt ankeprocedure

- ligheder og forskelle på anke- og

tilsynssystemer

F. Opsummering

- afsluttende besvarelse af spørgsmål,

hvor vi ofte kom ind på, at forvaltningsloven

og offentlighedsloven

også gælder for kvikskranker/borger-servicecentre

etc.

Kursisternes evaluering

Deltagerne var gennemgående meget aktive

og bidrog med mange spørgsmål til, at det

ikke blev så ensidigt og kedeligt.

På de uddelte skemaer fra COK fordelte

vurderingerne af kurset sig således:

• Det store flertal, i alt 68 % erklærede

sig ”tilfredse” med kurset

• 11 % erklærede sig ”meget tilfredse”

• 20 % indtog en neutral holdning og

• en enkelt erklærede sig ”utilfreds”

Den del af kursusevalueringen, der ikke gik

på lokaler og maden, afspejlede gennemgående

deltagernes positive holdning til projektet.

Der var dog enkelte kritiske bemærkninger,

der gik på ønsket om egentligt gruppearbejde,

at nogle gerne ville have endnu flere eksempler,

at nogle ville have foretrukket, at

kurset ensidigt havde fokuseret netop på

deres område, samt nogle bemærkninger til

oplæggenes form.

Vores egne erfaringer

Efter vores egen opfattelse var kurset da

(forhåbentlig) anstrengelserne værd. Det kan

for ens egen skyld være ganske gavnligt en

gang i mellem at skulle sætte sig ind i og

formidle et vigtigt regelområde.

Effekten kan ikke måles ved praksisundersøgelser.

Dertil var deltagelsen i kurset for

spredt og tilfældigt.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Vi har hos os i modløse stunder somme

tider mindet hinanden om, at der trods alt er

sket mærkbare forbedringer i den kommunale

sagsbehandling, hvis man sammenligner

med den almindelige standard for en halv

snes år siden.

Erfaringerne med samarbejdet med COK

var bestemt så positive, at vi meget kan anbefale

andre nævn at gøre det samme.

Vi er overbeviste om, at det har sparet os for

meget tidskrævende bøvl, at vi kunne overlade

store dele af den praktiske tilrettelæggelse

til en lille institution, der er særdeles rutinerede

på området.

Vi vil dog råde til, at andre nævnssekretariater

følger op på, hvilke kommuner der tilmelder

sig.

Vi blev nemlig først temmelig sent opmærksomme

på, at en af amtets store kommuner,

som havde været meget positiv over for initiativet,

tilsyneladende slet ikke havde registreret

kursustilbuddet.

Det fik vi dog rettet op på.


Tendenser om særlig støtte til

børn

Specialkonsulent Marie Høeg

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til

Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale

område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte

afgørelser.

Valg af familiebehandling efter servicelovens

§ 40, stk. 2, nr. 3.

På baggrund af anoreksi og selvdestruktiv adfærd

hos hendes to døtre havde en mor rettet

henvendelse til en amtslig børnerådgivning i

forbindelse med et behandlingstilbud til unge

med suicidaladfærd. Familien deltog herefter i

to samtaler i dette regi.

Kommunen afslog moderens ønske om at fortsætte

behandlingen i dette regi og tilbød i stedet

familiebehandling i kommunens regi.

Kommunens afgørelse var begrundet med, at

kommunen selv kunne varetage denne opgave,

idet kommunen kunne tilbyde et lignende behandlingsforløb

som i amtet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede

grundlag for kommunens afgørelse, var lovlige.

Nævnet fandt endvidere, at alle relevante kriterier

var inddraget i vurderingen, og at prioriteringen

mellem de valgte kriterier var foretaget i

overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen

selv havde tilbud om familiebehandling af

samme indhold som amtets tilbud, og at forældrene

og børnene kun havde deltaget i 2 indledende

samtaler i amtets børnerådgivning.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Det var oplyst fra amtets børnerådgivning, at

behandlingstilbuddet fra amtets børnerådgivning

vedrørende unge, der havde suicidalforsøg

eller suicidaladfærd, bestod af ca. 5 samtaler

med henblik på kriseintervention. Hvis der var

behov for yderligere behandling, drøftedes dette

med den pågældende kommune, idet kommunen

normalt selv fortsatte behandlingen.

Det var bemærket i afgørelsen, at nævnet ikke

herudover havde kompetence til at efterprøve

kommunens skøn, idet beslutning om, hvilken

form for familiebehandling kommunalbestyrelsen

ville tilbyde, henhørte under bistandsudøvelsen,

hvor kommunalbestyrelsen alene havde

kompetencen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er enig i, at kommunen har ret til

at afslå deltagelse i et amtsligt behandlingstilbud,

når kommunen selv kan tilbyde et behandlingsforløb

af samme indhold.

Krav om, at en overvåger - ved overvåget

samvær efter servicelovens § 57, stk. 3, 1. pkt.

- skal være pædagogisk uddannet.

En dreng på 2 år, der var anbragt i familiepleje,

havde overvåget samvær med sine forældre.

Igennem et halvt år havde han vist stærkere

reaktioner på samværet end tidligere.


Kommunen traf herefter en afgørelse om

nedsættelse af samværet samt om, at

samværsovervågeren skulle have en pædagogisk

uddannelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte

kommunens afgørelse om nedsættelse af

samværet samt om, at samværsovervågeren skulle

være i besiddelse af en pædagogisk uddannelse.

Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede

grundlag for kommunens afgørelse vedrørende

samværsovervågerens uddannelse, var lovlige og

sagligt velbegrundede.

Nævnet havde herved noteret sig, at kommunen

ved afgørelsen havde vurderet, at overvågningen

skulle støtte og vejlede forældrene, og at en sådan

rådgivning i dette tilfælde krævede speciel

pædagogisk erfaring.

Nævnet havde endvidere noteret sig, at en

psykolog havde anbefalet, at overvågeren var

pædagogisk uddannet, således at forældrene

kunne få hjælp til at aflæse sønnens behov og

være sammen med ham på en måde, der ikke

virkede overvældende for ham, og hvor der

således kunne tages hensyn til hans

velbefindende.

Nævnet fandt således intet at indvende mod

kommunens afgørelse om, at samværsovervågeren

skulle være pædagogisk uddannet.

Det var samtidig bemærket i afgørelsen, at

nævnet ikke havde kompetence til derudover at

efterprøve kommunens skøn vedrørende det

konkrete valg af overvåger, idet beslutningen om,

hvilken person der blev udpeget til hvervet,

henhørte under bistandsudøvelsen.

Endelig havde nævnet noteret sig, at kommunen

havde meddelt forældrene, at kommunen var

meget lydhør over for forslag til personen

(overvågeren), men at pågældende skulle have

den nødvendige pædagogiske uddannelse.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er enig i, at der kan opstilles et

sådant krav om særlige kvalifikationer hos

overvågeren ud fra en konkret vurdering af

behovet hos barn og forældre.

Ankestyrelsen er desuden enig i nævnets

bemærkning om manglende kompetence til at

efterprøve skønnet vedrørende det konkrete valg

af overvåger, idet dette spørgsmål henhører

under bistandsudøvelsen, jf. SM C-13-03.


Tendenser i afgørelser efter

serviceloven

Fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til

Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale

område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte

afgørelser.

Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen

ikke har medtaget alle indsendte afgørelser

i nærværende artikel.

Afgørelser som beror på en konkret vurdering

eller afgørelser, som Ankestyrelsen i øvrigt ikke

har bemærkninger til, er således ikke medtaget.

§ 29 – Tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsen har modtaget to sager fra samme

nævn vedrørende ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste

i forbindelse med kontrolbesøg på

sygehus og/eller indlæggelse.

I den ene sag fandt nævnet ansøger berettiget til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens

§ 29 i forbindelse med sit fravær fra arbejdet

i forbindelse med datterens indlæggelse

på J.F. Kennedy Instituttet i 4 dage.

Nævnet fandt endvidere ansøger berettiget til

dækning af tabt arbejdsfortjeneste til ledsagelse

af datteren til 3 planlagte kontrolbesøg senere

på året.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger

havde Føllings Sygdom (PKU), hvilket indebar,

at hun vedvarende skulle være i nøje

diætbehandling.

Nævnet fandt derved, ansøgers datter omfattet

af personkredsen i servicelovens § 29 om indgribende

kronisk eller langvarig lidelse.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tilstedeværelse

under datterens indlæggelse var påkrævet

af hensyn til information om lidelsen og det

fremtidige behandlingsbehov.

Der var endvidere lagt vægt på, at indlæggelsen

var nødvendig som følge af datterens medfødte

lidelse, og at Ankestyrelsen i SM O-22-92 havde

ydet tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et

barns hospitalsophold ud fra lignende overvejelser.

Vedrørende afgørelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste

i forbindelse med ledsagelse til

kontrolbesøg fandt nævnet ikke tilstrækkeligt

grundlag for i det konkrete tilfælde at fortolke

målgruppen for hjælp efter § 29 snævrere i forbindelse

med fravær til ambulante behandlinger,

jf. pkt. 109 i Vejledning om Sociale tilbud til

børn og unge med handicap, end i forbindelse

med sygehusophold, jf. vejledningens pkt. 108.

Det blev oplyst, at nævnet var opmærksomt på,

at det af den ikke udtømmende opregning i

vejledningens pkt. 96 fremgår, at målgruppen

for hjælp efter servicelovens § 29 i forbindelse

med behandling og undersøgelse er afgrænset til

børn, som skal deltage i mange behandlinger

eller undersøgelser.

I den anden sag fandt nævnet ikke ansøger berettiget

til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens

§ 29 i forbindelse med sønnens 4 årlige

kontrolbesøg på sygehuset.


Nævnet lagde vægt på, at sønnen havde diabetes,

og at der ikke var tale om mange behandlinger

eller undersøgelser.

Ansøgers oplysning om, at ikke andre end forældrene

kunne passe barnet i forbindelse med

sygdom af hensyn til dosering af insulin, fandtes

efter nævnets opfattelse ikke at kunne føre til et

andet resultat.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ved

ansøgninger om tabt arbejdsfortjeneste efter

servicelovens § 29 i forbindelse med kontrolbesøg

på sygehus og/eller indlæggelse må foretages

en konkret vurdering af barnets lidelse

sammenholdt med antallet af kontrolbesøg eller

behandlingens omfang.

SM O-22-92 illustrerer, at der efter § 48, stk. 1, i

den dagældende bistandslov var mulighed for at

yde tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et

barns indlæggelse, der ikke var langvarig, men

dog nødvendig, såfremt ansøgers tilstedeværelse

var tilrådet.

Ankestyrelsens udmelding i ovennævnte SM

kan anvendes i forhold til personer, der søger

om tabt arbejdsfortjeneste til et barn, såfremt

de helbredsmæssige betingelser i servicelovens §

29 er opfyldt.

Der bør efter Ankestyrelsens opfattelse ikke i

denne forbindelse skelnes mellem om barnets

ophold på sygehus er ambulant eller kræver en

egentlig indlæggelse.

Det er graden af opholdets vigtighed, sammenholdt

med om denne kræver ansøgers tilstedeværelse,

der er afgørende.

Børn, som skal deltage i mange behandlinger og

undersøgelser vil ofte være omfattet af målgruppen

i servicelovens § 29, men dette udelukker

ikke, at få kontrolbesøg eller en kortvarig

indlæggelse efter en konkret vurdering kan

medføre støtte efter servicelovens § 29.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

§ 77 - Ansættelsesforhold

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende

en person med en bevilget hjælpeordning efter

servicelovens § 77, der afskedigede sin hjælper.

Hjælperen anlagde herefter sag mod pågældende

med påstand om betaling af ca. 100.000 kr.

Personen anmodede derefter kommunen om, at

kommunen refunderede det beløb, som han

eventuelt ville blive bedømt til at betale.

Nævnet fandt ikke, at der efter servicelovens §

77 var mulighed for at tage stilling til det krav,

der måtte være opstået i forbindelse med personens

afskedigelse af hjælperen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det krav

på erstatning, der var fremkommet beroede på

den ansættelsesaftale, der var indgået mellem

parterne.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven

er fastsat nærmere regler for ansættelsesforholdene

for hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der

ikke forelå en faglig overenskomst for handicaphjælpere.

Det blev oplyst, at det som nævnet har kompetence

til at tage stilling til, er, om tilskuddet kan

anses for at være udmålt i overensstemmelse

med lovgivningen, således at klageren har mulighed

for at ansætte hjælpere i overensstemmelse

med hensigten med bestemmelsen i servicelovens

§ 77.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse vedrører spørgsmålet om

reguleringen af selve ansættelsesforholdet.

Nævnets afgørelse er efter Ankestyrelsens opfattelse

i overensstemmelse med princippet i

SM C-33-04, hvor Ankestyrelsen oplyste, at

lønaftalen mellem den handicappede og hjælperen

er en privatretlig aftale og ikke en afgørelse

efter sociallovgivningen, der kan påklages.

De sociale klageinstanser kan derimod påse om

det konkret udmålte tilskud kan anses for at


være i overensstemmelse med lovgivningen,

således at den handicappede har mulighed for

at ansætte hjælpere, som det er hensigten med

bestemmelsen.

§ 83, stk. 3 – Tilberedning af kost

Ankestyrelsen har modtaget en sag, som blandt

andet omhandlede tilberedning af kost.

Ansøger var svært udviklingshæmmet med autistiske

træk. Endvidere havde han et synshandicap

samt et funktionsniveau som en 1½ til 2årig

person. Dertil var der motoriske vanskeligheder

samt nedsat gangfunktion. Ansøger boede

af disse årsager på en institution.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende

tilberedningen af kost til ansøger.

Nævnets afgørelse gik på, at ansøger på grund

af sit psykiske funktionsniveau ikke selv kan

tilberede sin mad og at det således følger af

servicelovens § 82, stk. 3, at der i så fald kan

opkræves et beløb for tilberedningen af ansøgers

mad.

Nævnet henviste til SM C-46-01.

Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var

lagt vægt på, at servicelovens § 82, stk. 3 er en

specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen

af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har i to SM’er behandlet spørgsmålet

om betaling vedrørende tilberedning af

mad.

I SM C-46-01 fandt vi, at der ikke kunne opkræves

betaling for personaleudgifter til madfremstilling

fra udviklingshæmmede beboere i

et bofællesskab, da beboerne selv deltog i madfremstillingen

med socialpædagogisk og praktisk

hjælp fra personalet. Der var ikke tale om

en ydelse der blev leveret fra andre.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om betaling

for madserviceordninger forudsætter at

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

maden produceres/tilberedes uden deltagelse

fra modtageren.

Endvidere har Ankestyrelsen i indeværende år

truffet en afgørelse, som foretager en negativ

afgrænsning, idet vi i SM C-43-05 fandt, at der

kunne opkræves betaling for personaleudgifter

til madfremstillingen til en udviklingshæmmet

beboer i et bofællesskab, da manden ikke selv

kunne deltage i madfremstillingen.

Ankestyrelsen har således to afgørelse på dette

område, der begge belyser, i hvilke situationer,

der kan kræves betaling for tilberedning af mad.

Ankestyrelsen finder derfor, at dette område er

tilstrækkeligt afklaret og har følgelig ikke yderligere

bemærkninger til afgørelsen, som i øvrigt

synes at være i overensstemmelse med vores

praksis.

Til nævnets bemærkning om, at servicelovens §

82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går

forud for anvendelsen af servicelovens § 84 om

nødvendige merudgifter skal vi bemærke, at vi

ikke har noget praksis om dette.

§ 84 - Renter

Ankestyrelsen har modtaget en sag om, hvorvidt

det er muligt at blive tilkendt renter i forbindelse

med en ydelse bevilget efter servicelovens

§ 84.

I sagen traf en kommune afgørelse om, at en

ansøger var berettiget til hjælp til dækning af

merudgifter til vask, øget tøjforbrug samt hjælp

til merudgifter til diæt med tilbagevirkende kraft

fra ansøgers fyldte 18. år.

Kommunen havde blandt andet lagt vægt på, at

ansøger fejlagtigt ikke var blevet vejledt korrekt

ved det fyldte 18. år vedrørende merudgifter til

personer med cystisk fibrose.

Beløbet var således et forholdsvis stort beløb

og ansøger klagede, idet hun mente sig berettiget

til renter af beløbet.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.


Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven

er fastsat regler om forrentning af beløb, som

kommunen udbetaler for sent som hjælp til

merudgifter i henhold til servicelovens § 84.

Nævnet fandt således ikke, at der var hjemmel

til at pålægge kommunen at forrente efterbetalingen.

Nævnet gjorde opmærksom på, at nævnet ikke

havde stilling til, hvorvidt ansøger eventuelt

havde ret til renter efter renteloven eller efter

almindelige retsgrundsætninger, da dette

spørgsmål ville henhøre under domstolene.

Samtidig henviste nævnet til SM M-2-03.

Ankestyrelsens bemærkninger

I SM M-2-03 fandt Ankestyrelsen, at der ikke i

boligstøtteloven var hjemmel til at pålægge en

kommune at betale renter af efterbetalt boligydelse.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at

kommunen kun kunne pålægges at forrente

efterbetalingen af boligydelse, hvis der var

hjemmel dertil i loven.

Ankestyrelsen fandt, at det betød, at det skulle

fremgå af lovgivningen, at der kunne kræves

renter af pengekravet.

Spørgsmålet om renter efter renteloven eller

efter almindelige retsgrundsætninger hørte således

under domstolene.

Hvorvidt der kan tilkendes renter i forbindelse

med en ydelse bevilget efter serviceloven må

således afhænge af, om det af serviceloven

fremgår, at der kan kræves renter af kravet.

Principperne i SM M-2-03 kan følgelig overføres

til andre lovområder inden for den sociale

lovgivning.

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende

netop renter og serviceloven.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

§ 84 - Funktionsevnemetoden

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098

af 11. december 2002 om metode for god

sagsbehandling ved vurdering af nedsat

funktionsevne som grundlag for tildeling af

handicapkompenserende ydelser efter servicelovens

bestemmelser.

Ankestyrelsen har modtaget en sag, hvor en

kommune i forbindelse med en ansøgning om

merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 ikke

havde anvendt funktionsevnemetoden, idet

kommunen havde afslået ansøgningen uden at

indkalde borgeren til en samtale.

Nævnet fandt, at der herved var svigtet en væsentlig

garanti for afgørelsens rigtighed og

hjemviste sagen til kommunen til ny behandling

og afgørelse.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1,

hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes, når

kommunen behandler sager om dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse

efter servicelovens § 84.

Kommunen havde ikke oplyst, at den umiddelbart

vurderede, at ansøgers funktionsnedsættelse

var ubetydelig, således at kommunen kunne

beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen efter §

2, stk. 1, 2. pkt.

Derudover havde nævnet i øvrigt forstået ansøgers

bemærkninger i klagen således, at metoden

i bekendtgørelsen ønskedes anvendt.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1,

sidste punkt, hvorefter metoden altid skal anvendes

i tilfælde, hvor borgeren ønsker det.

Nævnet oplyste, at der med nævnets afgørelse

ikke var taget stilling til, om ansøger var omfattet

af personkredsen i servicelovens § 84 eller

om betingelserne i øvrigt for at yde merudgiftsdækning

til de ansøgte udgifter var opfyldt.


Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse synes i overensstemmelse

med Ankestyrelsens efterfølgende praksis på

området.

Ankestyrelsen har i SM C-37-05 og SM C-40-05

udtalt sig om bekendtgørelsens anvendelse ved

vurdering af funktionsevnen i forbindelse med

ansøgning om støtte efter servicelovens § 84.

Det fremgår af SM C-40-05, at der ved ansøgning

om tilskud til dækning af nødvendige merudgifter

skal fremsendes et samtaleskema til

ansøgeren, med mindre kommunen vurderer, at

ansøgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig,

og dette bestyrkes af ansøgeren.

Kommunen havde vurderet, at ansøgerens

funktionsevnenedsættelse var ubetydelig. Ansøgeren

ønskede imidlertid en vurdering af sin

funktionsevne.

Det blev derfor anset for en væsentlig mangel,

at samtaleskemaet ikke var benyttet, og kommunens

afgørelse var derfor ugyldig.

I SM C-37-05 har Ankestyrelsen fastslået, at

bekendtgørelsen om metode for god sagsbehandling

ved vurdering af nedsat funktionsevne

som grundlag for tildeling af handicapkompenserende

ydelser efter servicelovens bestemmelser

også skal benyttes i forbindelse med vurderingen

af funktionsevnen hos insulinkrævende

diabetikere.

Begrundelsen er, at insulinkrævende diabetikere

som følge af den varige funktionsnedsættelse er

omfattet af personkredsen i bestemmelsen om

merudgiftsydelse, og at insulinkrævende diabetikere

efter en konkret vurdering kan have brug

for yderligere nødvendige merudgifter end insulin

og diætkost.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der som

følge af de forholdsvis nye regler om funktionsevnemetodens

anvendelse kan være behov for

Ankestyrelsens yderligere udmeldinger på området.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Vi har derfor for nyligt antaget endnu en sag,

der omhandler hjælp til dækning af merudgifter

efter servicelovens § 84.

Sagen er antaget til belysning af kravene til

kommunens sagsbehandling, herunder særligt

anvendelsen af funktionsevnemetoden.

§ 97 - Hjælpemiddel

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende

et taleprogram til en mobiltelefon.

En ung person, som blev betegnet som værende

stærkt svagsynet, havde indgivet ansøgning

om økonomisk støtte til henholdsvis en mobiltelefon

og et taleprogram.

Både kommunen og nævnet fandt, at en mobiltelefon

er et forbrugsgode, der kan anses for

værende sædvanligt indbo og som der således

ikke kan ydes støtte til. Der blev henvist til SM

C-59-01.

Angående taleprogrammet fandt kommunen, at

aflytning af sms’er ikke er noget, der i væsentlig

grad letter den daglige tilværelse i hjemmet og

gav følgelig afslag derpå.

Nævnet derimod fandt, at taleprogrammet i

væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige

følger af personens nedsatte funktionsevne.

Nævnet havde blandt andet lagt vægt på unge

menneskers generelt hyppige brug af smsfunktionen

sammenholdt med den konkret

foreliggende beskrivelse af omfanget og arten af

personens kontakt med andre mennesker ved

hjælp af sms-beskeder.

Det fremgik af sagen, at personen havde en

betydelig aktivitet inden for sportsudøvelse

(atletik) og at han i den forbindelse ugentlig

modtog ca. 100 sms-beskeder fra blandt andre

blinde/svagtseende over hele landet samt venner

i Norge og på Færøerne grundet hans sport.

Endvidere havde nævnet fundet en bevilling

bedst stemmende med formålsbeskrivelsen i

servicelovens § 1.


Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan i denne forbindelse gøre

opmærksom på, at vi i SM C-46-05 fandt, at en

blind mand ikke var berettiget til hjælp til et

taleprogram til en mobiltelefon som hjælpemiddel

efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt ikke, at taleprogrammet i

væsentlig grad yderligere ville afhjælpe følgerne

af mandens synshandicap eller lette hans daglige

tilværelse.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at

manden ikke havde sandsynliggjort noget ekstraordinært

stort eller vigtigt kommunikationsbehov,

der forudsattes at foregå via smsbeskeder.

Det er imidlertid vigtigt at understrege forskellene

mellem disse to sager.

I nævnets sag var der tale om en ung person

med et betydeligt kommunikationsbehov via

sms grundet hans sportsudøvelse, mens der i

Ankestyrelsens SM var tale om en lidt ældre

person, der netop ikke havde sandsynliggjort

noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov,

som ikke kunne dækkes ved

øvrige bevilgede hjælpemidler.

Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på

lignende sager med henblik på antagelse for at

få en positiv afgræsning af, hvornår en person

kan være berettiget til et taleprogram til en mobiltelefon.

§ 109 e, stk. 1, nr. 4 - Personskade

Ankestyrelsen har modtaget en sag om magtanvendelse.

Nævnet fandt ved afgørelse af sagen, at mønstret

med at vedkommende afbrød den medicinske

behandling under ophold i eget hjem,

betød, at han udsatte sig selv for væsentlig psykisk

personskade, idet han herved faldt tilbage i

svær psykotisk tilstand.

Nævnets lægekonsulent udtalte, at langvarig

svær psykose over tid kunne anses for at forrin-

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

ge behandlingsmulighederne og dermed fastholde

patienten i svær psykotisk tilstand, hvilket

kunne opfattes som en personskade.

Det fremgik samtidig af sagens oplysninger, at

nævnet var bevidst om, at lovgiver formentlig

havde tænkt på fysiske personskader og ikke

psykiske personskader.

Endvidere fremgik det, at nævnet havde lagt

vægt på, at Ankestyrelsen i SM C-22-00 blandt

andet havde lagt vægt på, at der ikke var problemer

med medicineringen i form af depotbehandling

hver 14. dag.

Nævnet fandt, at der netop i denne sag var problemer

med medicineringen og at der på denne

baggrund kunne ske flytning uden samtykke.

Ankestyrelsens bemærkninger

En af betingelserne for at iværksætte flytning

uden samtykke er efter servicelovens § 109 e,

stk. 1, nr. 4, at vedkommende udsætter sig selv

for at lide væsentlig personskade.

Efter Ankestyrelsens praksis menes der med

personskade fysisk personskade. Der skal således

meget til, førend betingelsen i § 109 e, stk.

1, nr. 4 anses for opfyldt.

I SM C-49-01 fandt Ankestyrelsen eksempelvis,

at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud

uden samtykke ikke var opfyldt for en 82årig

kvinde, som havde følger efter lettere demens

og hjerneblødning i form af en særdeles

svingende psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det kunne

anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at hun

ikke kunne overskue konsekvenserne af sine

handlinger og ville udsætte sig selv for alvorlig

personskade ved at forblive i egen bolig og at

det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en

flytning.

Ankestyrelsen skal endvidere henvise til SM C-

22-00, hvor Ankestyrelsen ikke fandt, at betingelserne

for optagelse i et bestemt botilbud

uden samtykke var opfyldt for en 48-årig kvinde,

der led af skizofreni siden 1971/72, og som


siden 1972 havde været indlagt 17 gange på

psykiatrisk afd., og som manglede hygiejne omkring

mad og af sine omgivelser samt indtog

fordærvet mad.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at

der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af

madforgiftninger, og at der ikke var problemer

med medicineringen i form af depotbehandling

hver 14. dag.

I sagen fra nævnet, havde nævnet netop lagt

vægt på, at der var problemer med medicineringen.

Ankestyrelsen har ingen praksis, hvor der alene

er lagt vægt på den psykiske personskade der vil

kunne forekomme, såfremt flytning uden samtykke

ikke finder sted.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Tendenser i afgørelser efter

dagpengelovens regler

Souschef Ulla Drost

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til

Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale

område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte

afgørelser.

I det følgende refereres nogle afgørelser, som

Ankestyrelsen har modtaget inden for dagpengelovens

område.

Det tilføjes, at Ankestyrelsen ikke har mulighed

for at fremkomme med eventuelle kommentarer

til afgørelser, hvor de faktiske oplysninger

ikke er vedlagt afgørelsen.

Beskæftigelseskrav over for kommunen – §

4, stk. 1.

Sagen vedrørte en lønmodtager, der afmønstrede

et skib den 8. august 2004. Lønmodtageren

fik denne dag udbetaling for 22,8 fridage, som

han havde optjent ved udført arbejde. Lønmodtageren

påmønstrede nyt skib den 26. august

2004 og blev syg ombord.

Kommunen gav afslag på dagpenge fra den 24.

september 2004, idet lønmodtageren ikke havde

været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13

uger før fraværet, ligesom han ikke var a-kasse

dagpengeberettiget eller havde afsluttet en uddannelse

af mindst 18 måneders varighed inden

for det sidste måned.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og lagde

vægt på, at lønmodtager ifølge hans søfartsbog

afmønstrede den 8. august 2004 og påmønstrede

nyt skib den 26. august 2004. Lønmodtager

var således ikke i ansættelse i perioden fra den

9. august 2004 – 25. august 2004.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Det forhold, at lønmodtager fik udbetalt for

afspadsering m.v. i forbindelse med hans afmønstring

den 8. august 2004 kunne således

ikke efter nævnets opfattelse sidestilles med, at

han var tilknyttet arbejdsmarkedet efter afmønstringen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger

til nævnets afgørelse.

Det tilføjes, at vi ikke tidligere har behandlet en

lignende sag og formentlig ville have antaget

sagen med henblik på offentliggørelse.

Bortfald af dagpenge – udeblivelse fra opfølgningssamtale

- § 8, stk. 1, nr. 3.

Sagen vedrørte en lønmodtager, der havde været

sygemeldt fra den 24. oktober 2003 på

grund af depression. Han blev ved brev af 28.

maj 2004 indkaldt til en opfølgningssamtale den

1. juni 2004 med henblik på drøftelse af arbejdsprøvning.

Kommunen meddelte samtidig, at dagpengene

ville bortfalde, hvis lønmodtager udeblev fra

samtalen.

Da lønmodtager ikke mødte til opfølgningssamtale

den 1. juni 2004 traf kommunen afgørelse

om, at udbetaling af dagpenge ville ophøre

fra den 2. juni 2004, jf. dagpengelovens § 8, stk.

1, nr. 3.


Nævnet ændrede kommunens afgørelse og

fandt efter en konkret vurdering af forholdene

omkring lønmodtagers udeblivelse fra opfølgningssamtale

den 1. juni 2004, at lønmodtager

ikke var udeblevet fra opfølgningssamtale med

kommunen uden rimelig grund, jf. dagpengelovens

§ 8, stk. 1, nr. 3.

Nævnet bemærkede indledningsvist, at kommunen

umiddelbart måtte forvente at kunne

komme i kontakt med klager på hans bopælsadresse,

hvorfor lønmodtager som udgangspunkt

er nærmest til at bære risikoen for, at

fravær fra hjemmet medfører, at han ikke modtog

indkaldelse til opfølgningssamtale i kommunen.

Nævnet bemærkede dog samtidig, at det altid

må vurderes konkret, om manglende medvirken

ved kommunens opfølgning var sket uden rimelig

grund.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var

ubestridt fra kommunen at lønmodtager opholdt

sig i sommerhuset i dagene omkring pinsen

2004, og at hans ophold i sommerhuset var

begrundet i hans sygdom, at kommunen på

indkaldelsestidspunktet var klar over, at lønmodtager

brugte sommerhuset som opholdssted,

når han havde behov for det, samt at indkaldelse

til opfølgningssamtale var sket med

meget kort varsel, og at lønmodtager reagerede

herpå den 2. juni 2004.

Ankestyrelsen bemærkninger

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger

til nævnets afgørelse.

Om Ankestyrelsens praksis vedrørende dagpengelovens

§ 8, stk. 1, nr. 3, henvises i øvrigt

til SM D-5-02, SM D-21-04, SM D-25-04 og

SM D-12-05.

Forlængelse af dagpengeudbetalingen –

iværksætte arbejdsprøvning – ressourceprofil

- § 22, stk. 1, nr. 2.

Sagen vedrørte en lønmodtager, der blev sygemeldt

den 1. oktober 2002 på grund af depres-

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

sion. Udbetalingen af dagpenge blev forlænget

udover varighedsbegrænsningen 31. oktober

2003 efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2,

foreløbig frem til 30. januar 2004. Der var planlagt

arbejdsprøvning i perioden 20. oktober

2003 til 20. april 2004.

Kommunen traf den 23. januar 2003 afgørelse

om ophør af udbetalingen af sygedagpenge

efter den 30. januar 2004 med den begrundelse,

at der p.t. ikke kunne laves en revalideringsplan,

jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Kommunen havde fundet lønmodtager omfattet

af revalideringsbestemmelserne, jf. aktivlovens

§ 46, selv om der var behov for et længerevarende

afklaringsforløb.

Kommunen havde vurderet, at afklaringen af

arbejdsevnen ikke kunne ske inden for højst

2x13uger, da lønmodtager kun kunne arbejde 8

timer de næste 4 måneder og det dermed var

usikkert om hun overhovedet ville komme op

på 37 timer om et år, jf. dagpengelovens § 22,

stk. 1, nr. 2.

De 8 timer ugentligt lønmodtager arbejdede på

nuværende tidspunkt svarede ifølge udsagn fra

arbejdsprøvningsstedet ikke til 8 timers effektivt

arbejde. Kommunen fandt ikke, at lønmodtager

opfyldte de øvrige betingelser for forlængelse

efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Nævnet hjemviste i oktober 2004 sagen til fornyet

behandling og vurdering i kommunen.

Nævnet fandt lønmodtager berettiget til udbetaling

af dagpenge fra den 30. januar 2004 og

frem til kommunens fornyede afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen ved varighedsbegrænsningens

indtræden fandt det

nødvendigt at iværksætte arbejdsprøvning.

Kommunen havde således på daværende tidspunkt

vurderet, at afklarende foranstaltninger

måtte anses for nødvendige.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen

anså lønmodtager for omfattet af revaliderings-


estemmelserne, og at hun også efter sygedagpengenes

ophør havde været i arbejdsprøvning.

Kommunen havde imidlertid ikke ved disse

vurderinger anvendt Arbejdsmarkedsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse,

udvikling og vurdering af arbejdsevnen.

Nævnet fandt, at tilsidesættelsen heraf medførte

ugyldighed, idet der ikke sås at foreligge særlig

grund til at bortse herfra. Sagen blev derfor

hjemvist til fornyet behandling med henblik på

vurdering af, om der efter udarbejdelsen af en

ressourceprofil var grundlag for yderligere udbetaling

af sygedagpenge.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er på det foreliggende i tvivl om

nævnets afgørelse og ville formentlig have antaget

sagen, hvis der var blevet klaget, til yderligere

belysning af praksis vedrørende forlængelse

efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, og som

supplement til SM D-13-04 og SM D-7-05

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005


Tendenser i afgørelser efter

lov om børnetilskud og forskudsvis

udbetaling af børnebidrag

samt lov om en

børnefamilieydelse

Souschef Ulla Drost

De Sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning

til Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration

på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der

kan udledes af de indsendte afgørelser.

I det følgende refereres nogle afgørelser,

som Ankestyrelsen har modtaget inden for

børnetilskudslovens område.

Det tilføjes, at Ankestyrelsen ikke har mulighed

for at fremkomme med eventuelle bemærkninger

til afgørelser, hvor de faktiske

oplysninger ikke er vedlagt afgørelsen.

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling

af børnebidrag.

Ikke reelt enlig forsørger - § 2, stk. 1, nr.

1, § 3 og § 6, stk. 2.

Kommunen gav afslag på udbetaling af ekstra

og ordinært børnetilskud for januar kvartal

2004 med den begrundelse:

• at ansøger og dennes ægtefælle frem til 1.

februar 2004 havde fælles bolig, hvor

børnene havde permanent ophold

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

• at ansøger og dennes ægtefælle på skift

opholdt sig i boligen 5 hverdage hver 2.

uge

• at begge havde ophold i boligen i weekenderne,

at hverken ansøger eller dennes

ægtefælle havde permanent bolig før 1.

februar 2004

• at de var fælles om udgifterne til boligen,

bilerne og børnene

• at ansøger ikke havde særlige udgifter

som reelt enlig, som ansøgers ægtefælle

ikke havde

• at der ikke forelå separationsbevilling

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om

afslag på ordinært og ekstra børnetilskud for

januar kvartal.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger

og dennes ægtefælle havde et sådant

økonomisk og praktisk fællesskab, at han


ikke kunne betragtes som enlig ved begyndelsen

af det første døgn i januar kvartal,

hvilket var en betingelse for at modtage de

nævnte ydelser, jf. børnetilskudslovens § 6,

stk. 2.

Nævnet lagde vægt på oplysningerne om, at

klager og dennes ægtefælle på skift opholdt

sig i huset og var sammen i weekenderne, at

ansøger og ægtefællen var fælles om udgifterne

til huset, bilerne og børnene, og at

hverken ansøger eller ægtefællen havde permanent

bolig andet sted før den 1. februar

2004.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende

bemærkninger til nævnets afgørelse.

Lov om en børnefamilieydelse.

Ophold i udlandet - § 2, stk. 1, nr. 2 og

stk. 2.

Sagen vedrørte en ansøger, der i juli 2003

søgte om orlov for skolegang for 2 døtre,

født henholdsvis i 1988 og i 1989. Døtrene

tog ophold i Syrien hos familie, hvor de

skulle gå i skole.

Ansøger havde oplyst, at børnene igen ville

få fast ophold i Danmark i sommeren 2004.

Kommunen traf afgørelse om standsning af

udbetaling af børnefamilieydelse med virkning

for januar kvartal 2004 med den begrundelse,

at døtrenes ophold i Syrien var af

en sådan karakter (skolegang) og varighed

(mere end 6 måneder), at betingelserne for at

modtage børnefamilieydelse i Danmark ikke

var opfyldte.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med

den begrundelse, at børnene ved kvartalets

begyndelse ikke havde ophold her i landet

og heller ikke blot midlertidigt kunne anses

for at opholde sig i udlandet som led i et

uddannelsesforløb.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Nævnet lagde vægt på, at ansøger i skematiske

oplysninger til kommunen afgivet den

23. februar 2004 ikke havde angivet formålet

med børnenes ophold i udlandet, og at der

ikke forelå oplysninger i sagen, der sandsynliggjorde,

at opholdet i Syrien kunne anses

for et supplement til et igangværende uddannelsesforløb

i Danmark.

Nævnet lagde i den forbindelse endvidere

vægt på børnenes alder, og at de på tidspunktet

for udrejse til Syrien var i et almindeligt

folkeskoleforløb på henholdsvis 8. og

7. klassetrin.

Ansøgers indsigelse om, at opholdet i Syrien

var et led i planer om at tage en uddannelse

som dansk/arabiske tolke, kunne derfor ikke

tillægges særlig betydning for nævnets afgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende

bemærkninger til nævnets afgørelse.

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen for nylig

har truffet afgørelse i en sag om afslag på

børnefamilieydelse, ordinært og ekstra børnetilskud

samt forskudsvis udbetalt børnebidrag,

idet barnets ophold (5½ års kostskole)

i Pakistan ikke kunne betragtes som et midlertidigt

ophold som led i et uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at skolegang

for 10-15 årige ikke kunne betragtes som et

led i et uddannelsesforløb, der sigtede på at

forbedre barnets muligheder for at klare sig

under fortsat ophold i Danmark.

Afgørelsen er offentliggjort som SM B-4-05

Ophold i udlandet - § 2, stk. 1, nr. 2.

Sagen vedrørte en ansøger, der søgte om at

medtage børnefamilieydelse under ophold på

New Zealand i perioden 7. juli 2004 til 7. juli

2005, hvor manden havde fået mulighed for

at færdiggøre sin uddannelse.


Kommunen traf afgørelse om, at børnefamilieydelsen

ikke kunne medtages til New Zealand,

idet ansøger samt resten af familien

havde ophold på New Zealand på grund af

ægtefællens studieophold, og dette kunne

ikke sidestilles med ferie i udlandet.

Kommunen henviste til Ankestyrelsens afgørelse

SM B-11-97.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til ny

behandling og afgørelse.

Nævnet bemærkede indledningsvist, at

hjemstedsbetingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2 i børnefamilieydelsesloven

var ændret pr. 1. januar

2004, således at det nu var en betingelse

for ret til ydelsen, at barnet opholdt sig her i

landet.

Nævnet henviste til bemærkningerne til lovforslaget

vedrørende den nævnte ændring,

hvoraf fremgår: ”Opholder barnet sig hos

forældrene, og er disse fuldt skattepligtige

her i landet, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om en

børnefamilieydelse, anses barnet for at opholde

sig her i landet.”

På denne baggrund fandt nævnet, at ansøger

opfyldte betingelsen i børnefamilieydelseslovens

§ 2, stk. 1, nr. 2 om, at barnet opholder

sig her i landet.

Det var dog en betingelse for retten til ydelsen,

at ansøger og dennes ægtefælle var fuldt

skattepligtige her i landet under opholdet i

New Zealand. Hvorvidt ansøger opfyldte

denne betingelse skulle afgøres af den lokale

skatteregion, jf. lovens § 5, stk. 4.

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Sagen blev derfor hjemvist til kommunen

med henblik på forelæggelse for Told og

Skat til afgørelse af dette spørgsmål.

Først når Told og Skat havde truffet afgørelse

om, hvorvidt ansøger opfyldte betingelsen

i lovens § 2, stk. 1, nr. 1, kunne kommunen

træffe fornyet afgørelse om, hvorvidt ansøger

var berettiget til at medtage børnefamilieydelsen

under opholdet på New Zeland.

Vedrørende SM B-11-97 som kommunen

havde henvist til bemærkede nævnet, at denne

afgørelse omhandlede reglerne før den 1.

januar 2004, hvor det var en betingelse for

ret til børnefamilieydelse, at barnet havde

hjemsted her i landet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er ikke på det foreliggende

enig i nævnets afgørelse og ville have antaget

sagen, hvis den var blevet klaget til Ankestyrelsen.

Bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, i børnefamilieydelsesloven

blev som ovenfor nævnt

ændret pr. 1. januar 2004 fra et hjemsteds- til

et opholdskriterium.

Som det også fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, anses ophold her i landet ikke

for afbrudt, når barnet i kortere perioder

opholder sig i udlandet i forbindelse med

ferie eller familiebesøg eller i forbindelse

med sygdomsbehandling eller lignende.

Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at

budskabet i SM B-11-97 fortsat er gældende

efter lovændringen i § 2, stk. 1, nr. 2, i lov

om børnefamilieydelse.


Nyt fra Ankestyrelsen udkommer 4-5 gange om året

Nyt fra Ankestyrelsen redigeres af Karin Rasch (ansvarshavende) og Carsten Lærkholm

Layout i Word 2003 af Vinnie Kaaber

Bladet er trykt i Ankestyrelsens kopisektion i 4.505 eksemplarer. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Ankestyrelsen, Amaliegade 25, 1256 København K

Tlf:nr.: 3341 1200 Fax nr.: 3341 1400 Internet: www.Ankestyrelsen.dk E-mail: ast@ast.dk

ISSN 0907-9300

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

More magazines by this user
Similar magazines