Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 – december 2005 

Indhold 

Ankestyrelsens praksisundersøgelse om støtte til køb af bil...........................................................2 

Specialkonsulent Peter Korsgaard 

Fald i antallet af nye ansøgninger om handicapbiler.......................................................................5 

Fuldmægtig Brian Siggaard 

Høj brugertilfredshed med hjemmehjælpen og det frie leverandørvalg ........................................8 

Fuldmægtig Marie Olund Petersen 

Faldgruber ved klager – du kan undgå at falde i! ..........................................................................11 

Jurist Birgitte Guldbrandsen, DUKH 

Praksisundersøgelse om nødvendige merudgifter - § 84 i lov om social service.........................15 

Socialrådgiver Bodil Kryger, Det Sociale Nævn på Bornholm 

Undersøgelse af sønderjyske kommuners opfølgning over for modtagere af ledighedsydelse..17 

Fuldmægtig Susanne Brask, Statsamtet Sønderjylland 

Undervisningsprojekt i forvaltningsret ...........................................................................................20 

Stiftamtmand Lauritz Hvidt, Statsamtet Storstrøm 

Tendenser om særlig støtte til børn ................................................................................................22 

Specialkonsulent Marie Høeg 

Tendenser i afgørelser efter serviceloven........................................................................................24 

Fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa 

Tendenser i afgørelser efter dagpengelovens regler ......................................................................31 

Souschef Ulla Drost 

Tendenser i afgørelser efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag 

samt lov om en børnefamilieydelse.................................................................................................34 


Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005

Ankestyrelsens praksisundersøgelse 

om støtte til køb af bil 

Specialkonsulent Peter Korsgaard 

Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse 

om støtte til køb af bil mv., jf. § 99 i lov 

om social service. 

80 amtsafgørelser og 15 nævnsafgørelser 

I undersøgelsen indgik i alt 125 sager om bevilling, 

delvis bevilling eller afslag på støtte. 

Heraf kom 80 sager fra de 14 amtskommuner 

samt Københavns og Frederiksberg Kommuner 

og 45 sager fra de 15 sociale nævn. 

Resultatet af undersøgelsen 

Amtskommunernes afgørelser 

• 91 pct. af afgørelserne (113 afgørelser) har 

været i overensstemmelse med lovgivning og 

Ankestyrelsens praksis 

• Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 2 pct. 

af de amtskommunale afgørelser (2 afgørelser) 

• I 7 pct. af afgørelserne (9 afgørelser) har 

Ankestyrelsen været i tvivl om afgørelsens 

overensstemmelse med lovgivning og praksis. 

• Samtlige afgørelser overholdt kravene om 

skriftlighed. 

• 98 pct. (122) af afgørelserne indeholdt en 

tilfredsstillende begrundelse. 

• Alle afgørelser var forsynet med tilfredsstillende 

klagevejledning. 

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/2005 

• Borgeren i 98 pct. af afgørelserne havde 

været tilstrækkeligt inddraget 

• Der i 18 af de 22 afgørelser (82 pct.), hvor 

der skulle være foretaget partshøring, var 

blevet foretaget partshøring, mens der i 2 afgørelser 

ikke var sket partshøring af borgerne. 

De sociale nævns afgørelser 

• 94 pct. af afgørelserne (49 afgørelser) var i 

overensstemmelse med lovgivning og Ankestyrelsens 

praksis. 

• I 6 pct. af afgørelserne (3 afgørelser) var 

Ankestyrelsen i tvivl om afgørelsernes lovmedholdighed 

på grundlag af de foreliggende 

oplysninger. 

• I 92 pct. af afgørelserne (48 afgørelser) var 

der givet en begrundelse, som opfyldte forvaltningslovens 

krav. 

• Nævnene har i samtlige afgørelser givet en 

tilfredsstillende vejledning. 

• I alle afgørelser var der foretaget en prøvelse 

af afgørelsernes retlige spørgsmål indenfor 

rammerne af § 69. 

Den materielle rigtighed 

I de sager, hvor ankestyrelsen har udtrykt tvivl 

om afgørelsens materielle rigtighed, har årsagerne 

især været, at oplysningsgrundlaget og 

funktionsevnevurderingen har været mangelfuld.

Et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag blandt 

andet vedrørende helbredsmæssige forhold og 

funktionsniveau har betydet, at Ankestyrelsen 

ikke med tilstrækkelig sikkerhed har kunnet 

afgøre, om den trufne afgørelse var i strid med 

eller i overensstemmelse med praksis. 

Da en konkret afgørelse om støtte til bil indeholder 

betydelige elementer af skøn om de faktiske 

forhold, herunder helbredsmæssige, har 

Ankestyrelsen generelt været tilbageholdende 

med at udtale kritik, hvis de faktiske forhold var 

uafklarede. 

Bevillinger/afslag 

Der var en klar overvægt af bevillingsafgørelser 

i de indsendte amtskommunale sager. Amtskommunerne 

har truffet afgørelse om bevilling 

til støtte til køb af bil mv. i 81 pct. tilfældene og 

i 19 pct. afgørelse om afslag. 

Oplysningsgrundlaget 

En grundlæggende forudsætning for at træffe 

en korrekt afgørelse er at sagen er tilstrækkelig 

oplyst. 

Ankestyrelsen vurderede i 94 pct. af afgørelserne 

(117 afgørelser), at oplysningsgrundlaget var 

tilstrækkeligt. I 3 pct. af afgørelserne var Ankestyrelsen 

i tvivl om oplysningsgrundlaget var i 

orden, og i 2 pct. (3 afgørelser) var oplysningsgrundlaget 

utilstrækkeligt oplyst. 

Nævnssagerne 

De sociale nævn har i 85 pct. af afgørelserne 

tiltrådt amtskommunernes afgørelser. Det betyder 

en omgørelsesprocent på 15. Omgørelsesprocenten 

er lidt højere for afgørelser, der vedrører 

afslag, nemlig 16 pct. mod 13 pct. for 

bevillingsafgørelser. 

Oplysningsgrundlaget 

Ankestyrelsen vurderede i 92 pct. af afgørelserne 

(48 afgørelser), at oplysningsgrundlaget udgjorde 

en tilstrækkelig basis for nævnets afgørelser. 

Men i 6 pct. af afgørelserne (3 afgørelser) 

vurderede Ankestyrelsen, at det ikke var tilfældet 

og i 1 afgørelse var Ankestyrelsen i tvivl om 

grundlaget var tilstrækkeligt oplyst. 


Genvurdering 

Undersøgelsen af amtskommunernes opfyldelse 

af genvurderingspligten og nævnenes prøvelse 

heraf har givet et resultat, som svarer til udfaldet 

af tidligere praksisundersøgelser. Som i de 

tidligere praksisundersøgelser viser det sig, at 

der har været problemer med at overholde genvurderingsfristen. 

Amtskommunerne har i 51 af de 52 afgørelser 

foretaget en genvurdering, når afgørelsen var 

blevet påklaget. 

I 19 afgørelser, svarende til over en tredjedel, af 

de afgørelser, hvor amtskommunen har foretaget 

genvurdering, var denne ikke foretaget indenfor 

4-ugers fristen. Nævnet har ikke i nogen 

af sagerne påtalt, at amtskommunen har overskredet 

4-ugers fristen for genvurdering. 

Øvrige bemærkninger til formalitetsvurderingen 

Det er blandt andet blevet fremhævet, at der i 

flere tilfælde ikke var blevet henvist til de relevante 

bestemmelser i bilbekendtgørelsen. 

Ankestyrelsens anbefalinger: 

På baggrund af undersøgelsen anbefalede Ankestyrelsen, 

at amtskommuner og de sociale 

nævn særligt var opmærksomme på følgende 

forhold i sager om støtte til bil mm.: 

Oplysningsgrundlag 

Ankestyrelsen fandt anledning til at gøre opmærksom 

på vigtigheden af aktuelle lægelige 

oplysninger om ansøgerens helbredstilstand og 

funktionsniveau både i sager om tilkendelse af 

støtte til bil og i sager om særlig indretning. 

Aktuelle oplysninger er vigtige som dokumentation 

for, at funktionsnedsættelsen hos ansøgeren 

er af en sådan art, at der kan gives bevilling. 

I sager om særlig indretning kunne indhentelsen 

af oplysninger målrettes til at vedrøre den funktionsnedsættelse, 

som ønskes kompenseret ved 

den specifikke særlige indretning.

Personkreds 

I undersøgelsen har der særlig i sager om nedsat 

mobilitet som følge af ryglidelser været grundlag 

for at pege på relevansen af speciallægeerklæringer 

til belysning af ansøgerens helbredsmæssige 

forhold og funktionsniveau. 

Det bemærkedes, at rygsygdommen skal være 

lægeligt veldokumenteret, og at det er et krav, at 

der skal foreligge oplysninger om arten og graden 

af objektive fund, der kan understøtte en formodning 

om ringe gangfunktion. 

En speciallægefaglig vurdering af overensstemmelse 

mellem lidelse og funktionsniveau kunne i 

flere af disse sager have styrket oplysningsgrundlaget 

og medvirket til en mere sikker afgørelse. 

Begrundelse ved særlig indretning 

Der har i sager om særlig indretning været grund 

til at gøre opmærksom på, at de forvaltningsretlige 

regler stiller krav om en konkret, individuel 

begrundelse på baggrund af lovens betingelser 

med fremhævelse af de forhold, der har været 

væsentlige for afgørelsen. 

Da betingelserne for bevilling af særlig indretning 

ikke falder sammen med betingelserne for bevilling 

af støtte til bil, er det i sager om afslag på 

særlig indretning ikke tilstrækkeligt at henvise til 

en begrundelse for afslag på støtte til bil, som 

måtte være indeholdt i samme afgørelse. 

Genvurdering 

Ankestyrelsen fandt på baggrund af undersøgelsens 

resultater anledning til at gøre opmærksom 

på, at genvurdering af en påklaget afgørelse skal 

ske indenfor 4 uger fra modtagelse af klagen. 

Såfremt amtskommunen ikke kan færdiggøre 

sin vurdering indenfor 4-ugers fristen, skal klageren 

have besked om, hvornår genvurderingen 

kan forventes afsluttet. 

Ankestyrelsen finder specielt anledning til overfor 

de sociale nævn at påpege, at nævnene bør 


påse, at fristen overholdes, og at nævnene bør 

påtale det overfor amtskommunerne, hvis det 

ikke er sket. Der synes på dette område at være 

behov for en praksisændring i nævnene. 

Lovhenvisninger 

Der var grund til at bemærke, at korrekt lovhenvisning 

i sager om støtte til bil bør indebære 

en henvisning til de relevante bestemmelser i 

bekendtgørelsen om støtte til bil. Det betyder 

eksempelvis, at der i sager om særlig indretning 

bør henvises til bekendtgørelsens bestemmelse 

om særlig indretning. 

Undersøgelsens formål og omfang 

Formålet med undersøgelsen var primært at 

vurdere, om amtskommunernes og de sociale 

nævns afgørelser om støtte til køb af bil mv. var 

i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens 

praksis, herunder vurdere amtskommunernes 

og de sociale nævns overholdelse af 

de forvaltningsretlige krav til sagsbehandlingen. 

Ankestyrelsen har alene erklæret sig uenig i afgørelser, 

der var truffet af de regionale myndigheder, 

hvis afgørelserne efter Ankestyrelsens 

vurdering var i klar modstrid med lovgivningen 

og Ankestyrelsens praksis. 

Da de enkelte sager kunne indeholde flere afgørelser, 

eksempelvis både en afgørelse om bevilling 

af støtte til bil og en afgørelse om bevilling 

af en særlig indretning, var der ikke overensstemmelse 

mellem antallet af sager og antallet af 

afgørelser. 

Der er således målt på indholdet og rigtigheden 

af 52 nævnsafgørelser og 124 amtskommunale 

afgørelser. 

Rapporten om praksisundersøgelsen er offentliggjort 

på Ankestyrelsens hjemmeside 

www.ast.dk under nyheder. Rapporten indeholder 

eksempler på en række af de afgørelseskategorier, 

som er beskrevet ovenfor.

Fald i antallet af nye ansøgninger 

om handicapbiler 

Fuldmægtig Brian Siggaard 

Den seneste årsstatistik for 2004 vedrørende bevillinger af bilstøtte mv. efter servicelovens § 99 

viser, at antallet af nye ansøgninger om handicapbiler er faldet med 16 pct. i forhold til 2003. 

Modsat er antallet af afgørelser om ansøgere, der tidligere er bevilget bilstøtte, steget, så at det 

samlede antal afgørelser om støtte til køb af bil mv. er næsten uændret 

Ankestyrelsen har offentliggjort den årlige statistik 

over amtskommunernes og de sociale 

nævns bevillinger af støtte til køb af bil mv. 

efter servicelovens § 99 i 2004. 

Statistikken kan hentes på Ankestyrelsens 

hjemmeside www.ast.dk. 

Antallet af ansøgninger er næsten uændret 

Der blev i 2005 behandlet 5.435 ansøgninger 

om bilstøtte, jf. tabel 1. Heraf traf amtskommunerne 

4.965 af afgørelserne, mens de sociale 

nævn traf 470 afgørelser i klagesager. Samlet er 

antallet af sager steget med 1 pct. i forhold til 

året før. I amterne er antallet dog steget med 

1,5 pct, mens der i nævnene har været et fald på 

6 pct. 

Tabel 1. Afgjorte sager om bilstøtte, fordelt efter afgørelsesmyndighed og sagsart. Absolutte tal 

2003 2004 

Amtssager Nævnssager I alt Amtssager Nævnssager I alt 

Ansøgere uden tidligere 

bilstøtte 

2.527 - 2.527 2.123 - 2.123 

Frakendelsessager 73 14 87 89 21 110 

Ankesager eksklusive 

frakendelsessager 

- 484 484 - 436 436 

Remonstrationssager 98 - 98 121 - 121 

Ansøgere, der tidligere er 

bevilget støtte 

2.191 - 2.191 2.593 - 2.593 

Uoplyst 39 - 39 

I alt 4.889 498 5.387 4.965 470 5.435 

Anm: Der er henholdsvis 61 sager i amterne og 7 sager i nævnene, som pga. manglende oplysninger, er udeladt helt. 

Kilde: Ankestyrelsens bilstatistik 2004. 


54 procent af de ansøgere, der ikke tidligere var 

bevilget bilstøtte, fik tilkendt støtte til køb af 

bil. Det er 8 procentpoint flere end i 2003, hvor 

kun 46 pct. af de nye ansøgere fik tilkendt støtte 

til køb af bil. 

Sagsbehandlingstid i de sociale nævn er 

faldet 

I 2004 tog det i gennemsnit 9,4 måneder for 

nye ansøgere at få behandlet en ansøgning om 

bilstøtte, hvilket er en stigning på 0,4 måneder i 

forhold til 2003. I denne ekspeditionstid indgår 

både kommunernes forberedelse og amternes 

behandling af sagen. 

For de ankesager, som de sociale nævn har behandlet 

i 2004, er sagsbehandlingstiden faldet 

fra 6,9 måneder til, 5,1 måneder, hvilket er et 

fald på 26 pct. 

Nye ansøgere får oftere afslag end ansøgere, 

der tidligere er bevilget støtte 

I 2004 fik 33 procent af alle nye ansøgere fuldstændigt 

afslag, mens kun 12 procent af de ansøgere, 

der tidligere har fået bevilget støtte, har 

fået fuldstændigt afslag. 

Forklaringen er, at gruppen af ansøgere, som 

tidligere har fået bevilget støtte, tidligere har 

opfyldt betingelserne for at få støtte. Der vil 

således være meget stor sandsynlighed for, at en 

ansøger, som tidligere har fået bevilget støtte, 

fortsat opfylder betingelserne, når pågældende 

søger om støtte på ny. 

Nævnene ændrer omtrent en fjerdedel af 

ankesagerne 

De sociale nævn stadfæstede i 2004 308 ud af 

429 ankede afgørelser, jf. tabel 2. Det svarer til, 

at nævnene ændrede lidt over en fjerdedel af de 

ankede afgørelser. 

Tabel 2. Ankesager, fordelt efter amtets afgørelse og nævnets afgørelse. Eksklusive uoplyste og ankesager vedrørende 

frakendelse af bilstøtte 

Nævnets afgørelse på ankesagen 

2004 

Afslag 

Alm. 

støtte 

Udv. 

støtte 

Særlig 

indretning 

Anden 

bilstøtte 

Amtets afgørelse: Antal Antal Antal Antal Antal Antal Omgørelses pct. 

Afslag 261 30 1 25 7 324 19 

Almindelig støtte til køb 

af bil 

3 3 0 1 0 7 57 

Udvidet støtte til køb af 

bil 

1 0 3 0 0 4 25 

Særlig indretning 40 6 4 39 2 91 57 

Anden bilstøtte 1 0 0 0 2 3 33 

I alt 306 39 8 65 11 429 28 

Kilde: Ankestyrelsens bilstatistik 2004. 

Det har især været amtskommunernes afgørelser 

om henholdsvis almindelig støtte til køb af 

bil og om støtte til særlig indretning, som er 

blevet omgjort. For begge afgørelsestype var 

omgørelsesprocenten på 57 pct. 

Omgørelsesprocenten var generelt over 50, når 

den ankede afgørelse ikke var et afslag. Forklaringen 

herpå kan være, at der er flere muligheder 

for at detailvurdere, når der er tale om en 

bevilling, end når der er tale om et totalt afslag. 


I alt 

Antallet af invalidebiler er faldende 

I 2004 blev der i alt bevilget 2.710 nye invalidebiler. 

Det svarer til et fald på næsten 3 procent, 

idet der i 2003 blev tilkendt i alt 2.784 nye invalidebiler. 

Når der tilkendes støtte til køb af bil, er der 

overvejende tale om støtte til køb af en ”trivselsbil”, 

som har til formål at afhjælpe følgerne 

af ansøgerens (eller ansøgerens barns) funktionsnedsættelse 

og lette den daglige tilværelse

for ansøgeren. Andelen af erhvervsbiler og uddannelsesbiler 

er ikke ret stor. 

Stor overensstemmelse mellem indstilling 

og afgørelse 

I forbindelse med nye ansøgninger om bilstøtte 

behandler kommunen sagen og fremsender 

herefter en indstilling til amtet. I indstillingen 

indgår kommunens vurdering af, hvilken afgørelse 

sagen bør ende med. Amtet behandler 

sagen og træffer afgørelse i sagen. 

I langt de fleste tilfælde er der overensstemmelse 

mellem kommunens indstilling og amtskommunens 

afgørelse. I 86 procent af de sager, 

hvor kommunen indstillede til afslag, fulgte 

amtskommunen denne indstilling. I sager, hvor 

kommunen havde indstillet, at der skulle bevilges 

almindelig støtte til køb af bil, fulgte amtskommunen 

denne indstilling i 71 procent af 

sagerne. 


Høj brugertilfredshed med 

hjemmehjælpen og det frie 

leverandørvalg 

Fuldmægtig Marie Olund Petersen 

Ankestyrelsen har gennemført en landsdækkende undersøgelse blandt modtagere over 65 år af 

varig hjemmehjælp. Undersøgelsen viser blandt andet, at brugernes tilfredshed med den leverede 

hjemmehjælp og det frie leverandørvalg er høj. 

Som led i opfølgningen på loven om frit valg af 

leverandør til personlig og praktisk hjælp mv. 

har Ankestyrelsen på Socialministeriets foranledning 

gennemført en landsdækkende undersøgelse 

blandt modtagere over 65 år af varig 

hjemmehjælp. 

Undersøgelsen er overvejende gennemført ved 

telefoninterviews og belyser brugernes kendskab 

og holdninger til frit valg af leverandør til 

personlig og praktisk hjælp. 

Undersøgelsen er baseret på en stikprøve på 

godt 3.500 personer, svarende til ca. 2 pct. af 

landets modtagere af varig hjemmehjælp over 

65 år, og har en svarprocent på 90. 

Brugerundersøgelsen blandt modtagere over 65 

år af varig hjemmehjælp berører blandt andet 

følgende emner: 

• Brugernes tilfredshed med den leverede 

hjemmehjælp 

• Brugernes kendskab og holdning til det frie 


• Brugernes oplevelse af selve valgsituationen 

• Udbredelsen af det frie leverandørvalg i landets 

kommuner 


• Brugernes kendskab til og anvendelse af 

fleksibel hjemmehjælp 

Brugernes tilfredshed med den leverede 

hjemmehjælp 

Undersøgelsen viser, at hovedparten af brugerne 

– 83 pct. – er meget tilfredse eller tilfredse 

med den leverede hjemmehjælp. Dog er tilfredshedsgraden 

størst blandt de brugere, der 

mener 1 , at de får leveret hele hjælpen fra private 

leverandører. 

Generelt er der relativt få brugere, der angiver 

et ønske om at skifte leverandør. Undersøgelsen 

viser, at det er i gruppen af brugere, der 

mener at modtage hele hjælpen fra den kommunale 

leverandør, at flest brugere overvejer at 

skifte leverandør, og dermed få hjælpen fra en 

privat leverandør. 

Brugernes kendskab og holdning til det frie 


Undersøgelsen viser desuden, at 81 pct. af brugerne 

har kendskab til det frie leverandørvalg, 

mens 17 pct. af brugerne ikke har kendskab til 

det frie leverandørvalg. 

1 Det bemærkes, at der ikke er fuld overensstemmelse 

mellem kommunernes og brugernes angivelse af, hvilken 

leverandør brugeren har (kommunal, privat eller 

begge).

Brugernes holdning til at skulle vælge mellem 

forskellige leverandører til den hjælp, de modtager, 

er overvejende positiv. 65 pct. af brugerne 

oplever det frie leverandørvalg som godt, 

mens 2 pct. af brugerne oplever ordningen som 

dårlig. Desuden har 20 pct. af brugerne endnu 

ikke afklaret deres holdning til valgmuligheden. 

Brugernes begrundelse for en positiv holdning 

til valgmuligheden er især en formodning om, at 

valgmuligheden medfører større indflydelse på 

hjælpen, at brugerne føler tryghed ved at kunne 

vælge, samt at brugerne finder det godt med 

konkurrence. 

Brugere, der er negative over for valgmuligheden, 

begrunder især dette med, at de er tilfredse 

med den hjemmehjælper eller den service, de 

får i dag, samt at de finder, at det er en kommunal 

opgave at levere hjemmehjælp. 

Brugernes oplevelse af selve valgsituationen 

67 pct. af de brugere, der har kendskab til 

fritvalgsordningen, og som er bosat i kommuner 

med valgmulighed, oplever det som nemt at 

vælge mellem flere leverandører. 7 pct. af brugerne 

oplever valgsituationen som svær, mens 

24 pct. er i tvivl om, hvordan de oplever valgsituationen. 

Den primære årsag til, at brugerne oplever valgsituationen 

mellem flere leverandører som nem, 

er, at brugeren mener at have fået tilstrækkelig 

information om valgmulighederne. 

Tilsvarende er den primære årsag til, at brugerne 

finder valgsituationen svær, at brugerne ikke 

mener at have fået tilstrækkelig information. 

Brugernes oplevelse af informationen må således 

betragtes som afgørende for, hvorvidt brugeren 

betragter valgsituationen som nem eller 

svær. 

Brugere med over 8 timers plejebehov 

I undersøgelsen foretages særskilte analyser af 

brugernes besvarelser alt efter brugernes plejebehov. 

Således fortages en analytisk adskillelse 


mellem gruppen af brugere med henholdsvis 

over og under 8 timers plejebehov. 

Brugerne med over 8 timers plejebehov adskiller 

sig især i besvarelserne omkring kendskabet 

og holdningen til det frie leverandørvalg. Således 

har færre brugere med over 8 timers plejebehov 

end brugere med under 8 timers plejebehov 

kendskab til ordningen. 

Undersøgelsen viser ligeledes, at brugere med 

over 8 timers plejebehov er mindre positive 

over for det frie leverandørvalg. Dog er det 

fortsat halvdelen af brugerne, der oplever det 

frie leverandørvalg som godt. En stor del af 

brugerne med over 8 timers plejebehov betragter 

ordningen som ubetydelig, eller har ikke 

afklaret deres holdning til ordningen. 

Udbredelsen af det frie leverandørvalg i 

landets kommuner 

Det fremgår af undersøgelsen, at 215 af landets 

kommuner, eller 79 pct., medio 2005 kunne 

tilbyde valg mellem 2 eller flere leverandører 

inden for mindst én af hovedydelserne personlig 

pleje hverdagstimer, personlig pleje øvrig tid, 

praktisk hjælp eller madservice med udbringning. 

Fra 2004 til 2005 er der sket en stigning i andelen 

af kommuner, der kan tilbyde frit leverandørvalg, 

fra 66 pct. til 79 pct. af kommunerne. 

Resultatet indebærer, at 90 pct. af landets brugere 

over 65 år har mulighed for at vælge mellem 

forskellige leverandører til én eller flere af 

de nævnte hovedydelser. 

Undersøgelsen viser desuden, at 79 pct. af brugerne 

modtager hele hjælpen fra en kommunal 

leverandør. 7 pct. af brugerne modtager hele 

hjælpen fra private leverandører, mens 14 pct. 

af brugerne modtager hjælp fra både private 

leverandører og en kommunal leverandør. 

Det vil sige, at 21 pct. af brugerne af varig 

hjemmehjælp over 65 år modtager hele eller 

dele af hjælpen fra én eller flere private leverandører.

Undersøgelsen viser endvidere, at brugere, der 

er visiteret til hjemmehjælp efter kommunens 

indførelse af frit leverandørvalg (nyvisiterede), i 

højere grad har valgt privat leverandør end brugere 

visiteret inden indførelsen af frit valg. 

Brugernes kendskab til og anvendelse af 

fleksibel hjemmehjælp 

Undersøgelsen viser, at godt halvdelen af brugerne 

har kendskab til fleksibel hjemmehjælp. 

Undersøgelsen viser desuden, at knap en fjerdedel 

af alle brugerne har anvendt ordningen 

om fleksibel hjemmehjælp. Det vil sige, at ca. 

halvdelen af brugerne, med kendskab til ordningen, 

har gjort brug af muligheden for helt 

eller delvist at vælge en anden hjælp end den, 

kommunen har tildelt. 

Den primære årsag til, at brugerne ikke har anvendt 

ordningen om fleksibel hjemmehjælp, 

angives at være, at brugeren ikke har haft behov 

for at vælge en anden hjælp. 

I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 399 af 

6. juni 2002 om frit valg af leverandør af personlig 

og praktisk hjælp mv. blev det besluttet 

af Folketinget, at der skal foretages en opfølgning 

på lovens bestemmelser om frit leverandørvalg. 

Opfølgningsprogrammet blev igangsat 1. januar 

2003. Ankestyrelsen bidrager blandt andet til 

opfølgningsprogrammet med en serie undersøgelser. 

I serien ”Frit valg i ældreplejen”, der udgives af 

Ankestyrelsen, er udkommet: 

• ”landsdækkende brugerundersøgelse”, 

november 2005. 

• ”22 private leverandørers erfaringer”, 

november 2004. 

• ”erfaringer fra landets kommuner”, juni 

2004. 


• ”15 kommuners erfaringer og idéer”; 

oktober 2003. 

• ”brugernes oplevelser”; oktober 2003. 

• ”15 kommuners erfaringer og brugernes 

oplevelser”; Pjece, november 2003. 

De trykte publikationer kan rekvireres ved henvendelse 

til Ankestyrelsen på tlf. 33 41 12 00 

eller ast@ast.dk 

Publikationerne kan desuden ses på Ankestyrelses 

hjemmesider www.ast.dk

Faldgruber ved klager – du kan 

undgå at falde i! 

Jurist Birgitte Guldbrandsen, DUKH 

Der er ”faldgruber”, når du som myndighedsperson 

skal sikre, at borgeren i praksis får den klagemulighed 

loven giver ret til. 

I henvendelserne fra borgere har vi i DUKH flere 

eksempler på, at borgeren ikke har fået klagevejledning. 

Vi kan ikke altid gennemskue hvorfor, 

hvis det er åbenlyst, at der er truffet en afgørelse i 

en sag, hvor der er en klagemulighed. 

I de sager, hvor borgeren vil klage, men klagevejledning 

mangler, går DUKHs indsats ud på at 

sikre, at sagerne når frem til klageinstansen, så de 

kan blive behandlet der. 

I denne artikel vil jeg illustrere nogle af de situationer, 

som vi i DUKH oplever giver anledning til 

problemer: 

Sagsbehandleren er ikke opmærksom på, at der er 

truffet en afgørelse, hvor der er klageadgang 

Den ene part opfatter kontakten som råd og vejledning, 

den anden part som en ansøgning om en 

ydelse 

Sagsbehandleren giver mundtligt afslag på en 

ydelse 

Afgørelsen giver kun borgeren delvist medhold 

og er dermed også et afslag 

Afgørelse med eller uden klageadgang? 

Når der efter lovgivningen er etableret en klagemyndighed, 

som kan tage stilling til kommunes 

afgørelse, skal kommunen give klagevejledning. 


Denne pligt fremgår i forhold til skriftlige afgørelser 

direkte af forvaltningsloven. 

Det kan dog volde problemer for den kommunale 

medarbejder at vurdere, hvilken lovbestemmelse 

afgørelsen relaterer sig til, og dermed om der 

er klageadgang. 

De enkelte medarbejdere i kommunen har ikke 

nødvendigvis samme viden om alle lovbestemmelser. 

Dette bør ikke komme borgeren til skade. 

Eksempel: 

En kommune har vurderet, at familiens nuværende 

bolig ikke er egnet på grund af sønnens 

handicap. Familien modtager bl.a. merudgifter 

efter servicelovens § 28. 

Familien får anvist en anden bolig af den sociale 

boligtildeling. 

Familien mener ikke, at denne bolig er egnet til at 

bo i med det handicap deres søn har m.v. 

Medarbejderen i kommunen anfører, at hvis familien 

ikke tager imod den anviste bolig, vil de 

ikke senere kunne få hjælp til etablering og indretning 

af en anden bolig. 

Familien ønsker at klage over afgørelsen. 

Medarbejderen i kommunen mener imidlertid 

ikke, at det er en afgørelse, der kan påklages, idet 

borgeren ikke har nogen klagemulighed på afgørelser 

fra den sociale boligtildeling. 

DUKH medvirker til, at sagen kommer frem til 

Det Sociale Nævn, sådan at der kan blive taget 

stilling til om, der er tale om en afgørelse efter

servicelovens § 102 og deraf følgende klageadgang 

til det sociale nævn. 

Eksempel: 

En familie henvender sig til DUKH for at få rådgivning. 

Familien søger om et småbørnstilbud i 

amtet. 

Kommunen giver afslag uden klagevejledning. 

Kommunen mener, at sagen ikke har relevans for 

Klagenævnet for Vidtgående specialundervisning 

DUKHs konsulent tager kontakt til Klagenævnet, 

som vurderer, at Klagenævnet har kompetence til 

at være klageinstans i forbindelse med afgørelser 

om specialpædagogisk bistand til småbørn. 

Forespørgsel om rådgivning og vejledning eller 

ansøgning om en ydelse? 

Borgeren oplever at have søgt om konkrete ydelser. 

Sagsbehandler opfatter samme situation som 

en forespørgsel om råd og vejledning. 

Eller den omvendte situation, hvor borgeren oplever 

alene at have efterspurgt råd og vejledning, 

men senere modtager et afslag på en ydelse. 

I forhold til at sikre en klagemulighed er den første 

situation problematisk. 

En ansøgning efterfølges i modsætning til rådgivning 

og vejledning af en afgørelse. 

Afgørelser er udtalelser, der går ud på at fastslå, 

hvad der er eller skal være ret i et foreliggende 

tilfælde. 

Bortset fra afslag på råd og vejledning er der ikke 

klageadgang over råd og vejledning. 

I kommunikationen med borgeren er det derfor 

vigtigt at sikre dig, at du som sagsbehandler ved, 

om borgeren opfatter, henvendelsen som en an- 


søgning og/eller en forespørgsel om råd og vejledning. 

I forhold til afgrænsningen mellem råd og vejledning 

og ansøgning, er det mest uproblematisk, 

hvis du alene giver vejledning om regler og forståelsen 

heraf. 

Hvis du inddrager konkrete oplysninger om den 

relevante borgers situation, så må du afklare med 

borger, om der er tale en egentlig ansøgning, 

Eksempel 

En borger henvender sig til sagsbehandleren i 

kommunens pensionskontor med en række problemstillinger. 

Borgeren vil gerne høre om sine 

muligheder for at få bistandstillæg, handicapkørsel, 

ledsagelse til behandling, invalidebil, medicinudgifter, 

ansættelse af ægtefælle som hjælper 

m.m. 

Henvendelsen til sagsbehandleren har ikke resulteret 

i en afklaring af, om det er en forespørgsel 

om rådgivning og vejledning eller ansøgninger. 

Der er derfor i forhold til hovedparten af emnerne 

ikke sendt bekræftelse på, at ansøgningerne er 

modtaget i kommunen. Der er heller ikke udmeldt 

forventet sagsbehandlingstid. 

I den konkrete sag havde borgeren behov for at 

få henvendelserne behandlet som ansøgninger. 

Konsulenten fra DUKH medvirker til, at sagsbehandleren 

i pensionskontoret påtager sig en koordinerende 

rolle. Sagsbehandleren vil fremover 

sørge for, at henvendelserne videreformidles til 

de rette afdelinger i kommunen. De enkelte afdelinger 

vejleder herefter borgeren og afklarer med 

borgeren, om der i forhold til de enkelte behov er 

tale om ansøgninger. 

Mundtlige afslag på hjælp 

Mundtlige afgørelser kan skabe usikkerhed om 

bevillingers indhold. Det bliver også usikkert, om 

der er givet klagevejledning. Det fremgår ikke

direkte af forvaltningsloven, at mundtlige afgørelser 

skal ledsages af klagevejledning. 

Det fremgår dog af vejledningen til forvaltningsloven 

og vejledningen til lov om retssikkerhed og 

administration, at som følge af den almindelige 

vejledningspligt, bør myndigheden også, hvor en 

afgørelse meddeles mundtligt, om fornødent give 

klagevejledning. 

Hvad der nærmere ligger i ”om fornødent” fremgår 

bl.a. en ombudsmandsudtalelse fra 2001. Se 

bilaget til denne artikel om ”hvad siger loven. 

Det fremgår også af ombudsmandsudtalelsen, at 

en borger normalt har krav på at få en skriftlig 

bekræftelse på en mundtlig afgørelse, ligesom det 

kan følge af god forvaltningsskik, at afgørelser af 

rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt, 

og at særligt indgribende afgørelser meddeles 

skriftligt. 

I nedenstående eksempel blev der truffet mundtlige 

afgørelser uden klagevejledning, hvilket medførte 

usikkerhed for familien. 

Eksempel 

En familie søger om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste 

aflastning m.v. til deres barn, der har et 

handicap. Familien får ikke skriftlige afgørelser i 

forbindelse med behandlingen af deres sager. 

Dette medvirker til, at familien har vanskeligt ved 

at forstå lovgivningen og afgørelserne. Familien 

oplever, at der bliver handlet hen over hovedet på 

dem. 

Familien har flere indsigelser undervejs i forløbet. 

Sagsbehandler oplyser, at familien får mundtlig 

klagevejledning i forbindelse med afslag på deres 

ansøgninger. Sagsbehandleren noterer dog ikke 

dette i journalen. Det er desuden ikke alle familiens 

indsigelser over afgørelserne, kommunen har 

betragtet som klager. Familien føler sig meget 

usikre på, hvad der foregår. 


Forvaltningen er imødekommende overfor 

DUKHs betragtninger om, at familiens indsigelser 

reelt kan være klager over afgørelser. 

Familien og forvaltningen aftaler konkret, at bevillinger 

fremover bliver givet skriftligt med klagevejledning. 

Delvist medhold og delvist afslag 

Bevillinger, hvor der ikke gives fuldt ud medhold, 

skal indeholde klagevejledning. 

I praksis kan det være svært at vurdere, om en 

borger får fuldt ud medhold. Derfor er det en 

god idé at give klagevejledning rutinemæssigt. 

Eksempel 

En familie søger tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 

§ 29, så moderen kan passe barnet 

hjemme. 

Kommunen giver i flere omgange kortvarige bevillinger. 

Perioderne er kortere, end familien har 

søgt om. Kommunen giver ikke klagevejledning. 

Familien har på intet tidspunkt følt, at de har fået 

det, de har søgt om. De er uenige i kommunens 

afgørelse om kun at give tabt arbejdsfortjeneste i 

korte perioder ad gangen, De har ikke fået at 

vide, at de har mulighed for at klage over afgørelserne. 

Det er svært for DUKHs konsulent at overbevise 

sagsbehandleren om, at der skal gives klagevejledning, 

da pågældende opfatter at have givet 

familien medhold. DUKHs konsulent medvirker 

til at Nævnet kontaktes.

Afsluttende bemærkninger 

Vi håber med disse eksempler fra DUKHs rådgivning, 

at det er lykkedes at vise, at selv godt 

kendt stof i praksis kan volde besvær. 

Til slut et par råd, som vi håber, kan være til inspiration: 

• Giv dig tid til at afklare borgerens forventning 

– er det råd og vejledning eller en ydelse, borgeren 

efterspørger? 

• Er der alene tale om råd og vejledning, så orienter 

borgeren om muligheden for senere at 

ansøge. 

• Vær opmærksom på om det er en ansøgning, 

hvis du inddrager borgerens konkrete forhold 

og ikke bare vejleder generelt om regler. 

• Hvis der er tale om en ansøgning, så bekræft 

modtagelsen af ansøgningen og angiv forventet 

sagsbehandlingstid. 

• Giv så vidt muligt skriftlige afgørelser med 

skriftlig klagevejledning. Gør det altid ved særligt 

indgribende afgørelser. 

• Hvis du giver et mundtligt afslag så oplys om, 

at borgeren kan få afgørelsen skriftligt. Noter i 

journalen, hvilken klagevejledning du har givet. 

• Vær ikke for snævert fokuseret på det lovområde, 

du selv administrerer. 

• Spørg klageinstansen, hvis du er i tvivl om, 

hvorvidt en konkret sag kan påklages. 


Praksisundersøgelse om nødvendige 

merudgifter - § 84 i lov 

om social service 

Socialrådgiver Bodil Kryger, Det Sociale Nævn på Bornholm 

Det Sociale Nævn på Bornholm, har gennemført 

en praksisundersøgelse i Bornholms Regionskommune 

om nødvendige merudgifter ved 

den daglige livsførelse, jf.servicelovens § 84. 


Det Sociale Nævn var i alle 15 sager enig med 

regionskommunen i dennes vurdering af, hvorvidt 

borgeren var omfattet af personkredsen, 

som kan modtage hjælp efter servicelovens § 

84. 

Undersøgelsen viste med hensyn til afgørelsernes 

legalitet, at regionskommunen i 8 af 

sagerne havde truffet afgørelse i overensstemmelse 

med lovgivningen og praksis. 

I 1 sag var der truffet en afgørelse om bevilling, 

som nævnet var uenig i. I 6 sager (1 afslag og 5 

bevilling) var nævnet i tvivl om afgørelsens rigtighed 

på grundlag af de foreliggende oplysninger. 

Nævnets tvivl i de 6 sager beroede for 2 sagers 

vedkommende på den endnu forholdsvis begrænsede 

praksis og for 4 sagers vedkommende 

på, at oplysningsgrundlaget ikke fandtes tilstrækkeligt. 

Undersøgelsen viste med hensyn til funktionsevnemetoden, 

at regionskommunen havde 

anvendt metoden i alle sager for så vidt angår 

det 1. og indledende led i metoden (samtaleskemaet), 

samt at der i alle sager havde fundet 

personlige samtaler sted mellem 


sagsbehandler og borger (kontorsamtaler i 10 

sager, samtaler ved hjemmebesøg i 5 sager) 

omkring skemaet. 

Funktionsevnemetodens 2. led, sammenfatningen, 

var udarbejdet i 9 af sagerne. 

Med hensyn til funktionsevnemetodens 3. led, 

aftaleskemaet, var der ikke udarbejdet et sådant 

i nogen af sagerne, og der var ikke udsendt kopier 

af de foreliggende funktionsevneakter med 

henblik på borgernes kommentarer. 

Undersøgelsen viste med hensyn til formaliteten 

(forvaltningslov og retssikkerhedslov), at 

alle regionskommunens afgørelser var meddelt 

borgerne skriftligt. 

I 9 sager med begrundelseskrav (sager med 

afslag og kun delvis bevilling) var kravet ikke 

opfyldt for 2 sagers vedkommende. 

Med hensyn til partshøring over indhentede 

sagsakter til brug for sagens afgørelse var høring 

gennemført - også i sager, hvor eksempelvis 

indhentede erklæringer ikke var til ugunst 

for borgeren/sagens afgørelse. 

Med hensyn til klagevejledning var regionskommunens 

vejledning i overensstemmelse 

med forvaltningslovens regler og var givet i 8 af 

de 9 forannævnte sager. I 1 sag, hvor borgerens 

ansøgning på et enkelt punkt ikke var imødekommet, 

var der ikke givet klagevejledning. 

Med hensyn til sagsbehandling for så vidt angår

notatpligt/journalføring mv. fandt nævnet visse 

mangler med hensyn til læsbarhed, dateringer 

og underskrifter. 

Vedrørende retssikkerhedslovens bestemmelser 

om helhedsvurdering og borgerinddragelse 

fandt nævnet, at regionskommunen lever op 

hertil i rimelig grad. I et par sager var nævnet 

dog i tvivl på grund af ikke helt tilstrækkelig 

sagsoplysning. 

Nævnets anbefalinger 

På baggrund af undersøgelsen har nævnet anbefalet, 

at regionskommunen må have opmærksomheden 

henledt på nogle forskellige forhold. 

Nævnet finder således, at regionskommunen 

må have opmærksomheden rettet mod, at sagens 

detaljerede og fyldestgørende oplysning er 

fundament for at kunne udøve de mangeartede 

skøn, som er indlagt i servicelovens § 84. 

Nævnet har også fundet, at der er behov for 

øget fokus på vurderingen af, hvorledes en udgift 

er en reel og nødvendig merudgift som 

følge af funktionsevnenedsættelsen, samt hvorvidt 

den kan dækkes af anden lov/andre bestemmelser 

i serviceloven. 

Med hensyn til afgørelsesudformning anbefaler 

nævnet, at det altid specificeres, hvilke ydelser 

den udmålte hjælp konkret dækker, samt hvad 

der eventuelt ikke medtages (sidstnævnte med 

begrundelser). 

Med hensyn til funktionsevnemetoden har 

nævnet påpeget, at denne skal anvendes i alle 

led og med afsluttende høring. 

Endvidere har nævnet anbefalet regionskommunen 

at påse, at funktionsevnemetodens forskellige 

skemaer og eventuelle senere opfølgninger 

er læsbare, signerede og daterede 

Endelig har nævnet anbefalet, at regionskommunen 

udarbejder retningslinier til sikring af at 

sagsbehandlergruppen har fælles udgangspunkt 

vedrørende almindeligt ansøgte merudgifter 

som baggrund for den individuelle vurdering, 

der i øvrigt skal foretages. 

Møde med regionskommunen 

Nævnet har haft møde for drøftelse af undersøgelsen 

og den udarbejdede rapport med de 

regionskommunale sagsbehandlere (Handicapvirksomheden), 

som behandler ansøgningerne 

om merudgifter efter servicelovens § 84. Der er 

i den forbindelse konstateret konsensus om 

undersøgelsesresultatet samt stor interesse for 

at blive i stand til at fortolke og anvende § 84 så 

rigtigt som muligt. 

Formål og omfang 


Formålet med undersøgelsen var at vurdere, om 

regionskommunens afgørelser er i overensstemmelse 

med lovgivningen og Ankestyrelsens 

praksis, herunder at vurdere anvendelsen af 

funktionsevnemetoden/borgerinddragelsen, 

samt tillige at vurdere overholdelsen af de forvaltnings- 

og retssikkerhedsmæssige krav til 

sagsbehandlingen, det vil sige at foretage såvel 

en materiel vurdering som en formalitetsvurdering. 

Til brug for undersøgelsen indhentedes 15 sager 

med bevilling, delvis bevilling eller afslag på 

merudgifter truffet i tidsrummet oktober 2004 

til april 2005. Der var tale om sager med såvel 

stillingtagen til nyansøgninger som revurdering 

af tidligere givne bevillinger.

Undersøgelse af sønderjyske 

kommuners opfølgning over 

for modtagere af ledighedsydelse 

Fuldmægtig Susanne Brask, Statsamtet Sønderjylland 

Emne og formål 

Det Sociale Nævn i Sønderjyllands Amt har i 

2005 lavet en praksisundersøgelse om kommunernes 

opfølgning i sager om ledighedsydelse. 

Vi har fulgt et forslag fra Ankestyrelsens Rådgivende 

Praksisudvalg om at søge at afdække, 

hvorvidt kommunerne foretager tilstrækkelig 

opfølgning i de sager, hvor en borger er visiteret 

til fleksjob, men ikke aktuelt er i arbejde, og 

hvor forsørgelsesgrundlaget derfor er ledighedsydelse. 


Undersøgelsen har vist, at 

• 6 % af de undersøgte sager efter en samlet 

vurdering er behandlet i overensstemmelse 

med lovgivning og praksis. 94 % af sagerne 

er vurderet til ikke at være i overensstemmelse 

med lovgivning og praksis. 

• Kommunerne har i knap halvdelen af sagerne 

foretaget den lovpligtige opfølgning efter 

aktivlovens § 10, stk. 3. 

• I de 23 sager, hvor kommunerne har foretaget 

opfølgning efter aktivlovens § 10, har 

man i 74 % af sagerne forsømt at tage stilling 

til den fortsatte berettigelse til ledighedsydelse. 


• Man har generelt været god til at inddrage 

borgeren i processen, og oplysningsgrundlaget 

for så vidt angår selve opfølgningen har 

været i orden. 

• Der er alene foretaget opfølgning jf. aktivlovens 

§ 74 c i 2 sager, svarende til 8 % af de 

sager, hvor § 74 c opfølgning var relevant. 

• Det er en generel tendens, at ressourceprofiler 

mangler, er mangelfulde eller ikke er ført 

á jour i forbindelse med nye tiltag. 

• Ved sygdom foretages der ikke opfølgning 

hver 8. uge jf. dagpengelovens § 24. 

• Der foretages stort set aldrig en egentlig 

genvisitering til fleksjob i forbindelse med 

opfølgning efter aktivlovens § 74 c. 

• I nogle kommuner forekommer der perioder 

på op til 1,5 år, hvor der tilsyneladende intet 

foretages overfor borgeren på ledighedsydelse. 

Udgangspunkt for undersøgelsen 

Undersøgelsen har haft det udgangspunkt, at 

kommunerne skal foretage to former for opfølgning 

over for modtagere af ledighedsydelse:

Dels en opfølgning efter den generelle bestemmelse 

i aktivlovens § 10 og dels en opfølgning 

efter bestemmelsen i aktivlovens § 74 c, som 

specifikt vedrører borgere, der har modtaget 

ledighedsydelse i en længere periode. 

Hvis der ikke er foretaget opfølgning efter aktivlovens 

§ 10 og § 74 c, har vi undersøgt, om 

kommunen har gjort andet. 

Dette har vi valgt for at få et helhedsindtryk af 

kommunen. Fx er det i et par tilfælde set, at en 

kommune ikke er ret god til at overholde de 

formelle regler, men at man har løbende været i 

kontakt med borgerne og forsøgt at gøre noget 

for dem. 

Det gør ikke sagsbehandlingen korrekt, men da 

det viser en vilje til at hjælpe borgerne på vej, 

synes vi at dette element også skulle med. 

Anbefalinger til kommunerne 

På baggrund af undersøgelsens resultat har 

nævnet givet følgende anbefalinger til brug ved 

kommunernes opfølgning i sager, hvor borgeren 

modtager ledighedsydelse. 

Kommunerne bør i sagsbehandlingen have 

procedurer, der sikrer, 

• At den lovpligtige opfølgning efter aktivlovens 

§ 10 foretages senest 6 måneder efter, 

at ledighedsydelsen er udbetalt første gang. 

• At der ved opfølgningen udtrykkeligt er taget 

stilling til, om betingelserne for at udbetale 

ledighedsydelsen fortsat er opfyldt, og 

om der er behov for at tilbyde anden form 

for hjælp. 

• At der ved opfølgningen efter aktivlovens § 

74 c altid vurderes, om pågældende fortsat er 

til rådighed for fleksjob, eller om pågældende 

skal have et andet tilbud (revisitation). 

• At der ved revisitationen anvendes tilbud 

efter kapitel 10 og 11 i beskæftigelsesindsatsloven 

(vejledning og opkvalificering eller 


virksomhedspraktik), og at vurderingen er 

foretaget senest ved udgangen af de 24 måneder. 

• At der ved sygdom foretages opfølgning 

efter reglerne i dagpengeloven (§ 24). 

• At ressourceprofilen udarbejdes forinden 

visiteringen til fleksjob. 

• At ressourceprofilen føres á jour i forbindelse 

med opfølgningen, f.eks. når der iværksættes 

arbejdsprøvning, virksomhedspraktik 

eller andre foranstaltninger, eller når sådanne 

foranstaltninger afsluttes. 

• At der i gamle sager (dvs. sager, hvor visiteringen 

til fleksjob er sket før 1. januar 2003) 

udarbejdes ressourceprofil i forbindelse med 

opfølgningen, når der iværksættes nye tiltag 

(arbejdsprøvning, virksomhedspraktik m.v.) 

• At det af sagen fremgår hvilke bestræbelser, 

kommunen har foretaget for at finde et 

fleksjob til pågældende. 

• At journalen er sammenhængende og giver 

et reelt udtryk for den sagsbehandling, der 

har fundet sted, samt at alle relevante vurderinger 

fremgår af journalen.

Nævnets opfølgning 

Praksisundersøgelsen er blevet præsenteret og 

drøftet på et dialogmøde i september 2005 med 

de 7 involverede kommuner, hvor nævnet endvidere 

uddybede ovennævnte anbefalinger. 

Rapporten er herefter sendt til alle sønderjyske 

kommuner og lagt på statsamtets hjemmeside. 

De undersøgte sager 

Vi har fra hver af amtets 7 ”mellemstore” 

kommuner (kommuner med 10.000-17.000 

indbyggere) indkaldt 8 sager, hvor man har udbetalt 

ledighedsydelse i længst tid, dog mindst 6 

måneder. 

Undersøgelsen omfatter i alt 47 sager, idet nogle 

sager har måttet udgå, enten fordi der ikke er 

blevet udbetalt ledighedsydelse i mindst 6 måneder, 

eller fordi der er truffet afgørelser, som 

er blevet påklaget, og endelig fordi der i en enkelt 

sag var truffet en afgørelse, som ikke aktuelt 

var påklaget, men hvor ankefristen endnu 

ikke var udløbet. 


Undervisningsprojekt i forvaltningsret 

Stiftamtmand Lauritz Hvidt, Statsamtet Storstrøm 

Baggrunden 

Baggrunden for undervisningsprojektet har 

ligesom for andre nævns vedkommende 

været, at vi både ved praksisundersøgelser og 

i en række klagesager har set, at ganske mange 

ansatte i kommunale forvaltninger har 

svært ved at overholde reglerne i forvaltningsloven 

– især reglerne om officialprincippet, 

begrundelse og partshøring. 

Spørgsmålet har været drøftet med socialchefer 

og med politikere. Konklusionen på 

disse drøftelser var, at vi med opbakning fra 

socialchefforeningen og bestyrelsen for 

kommuneforeningen iværksatte nogle ”temadage 

om forvaltningsret”. 

Temadage 

Vi studerede andre nævnssekretariaters evaluering 

af deres undervisningsprojekter og 

besluttede at overgive hele den praktiske 

tilrettelæggelse af temadagene til COK (Center 

for Offentlig Kompetenceudvikling). 

Dette indebar, at COK sørgede for annoncering 

af temadagene, aftale med kursusstederne 

om indretning af undervisningslokale 

og bespisning af deltagerne, samt alt vedr. 

tilmelding / framelding / flytning af deltagere, 

opkrævning af deltagergebyr etc. 

Efter nogen overvejelse besluttede vi at 

skræddersy kurset til sagsbehandlerne i alle 

amtets kommuner, således at vi søgte at illustrere 

med ganske mange eksempler fra Det 

Sociale Nævns praksis. 

Vi besluttede dog at køre samme kursus med 

samme faglige indhold hver gang på forskellige 

kursussteder i amtet. 

Dels ville det have lagt en endnu større byrde 

på oplægsholderne at skulle finde tilstrækkeligt 

mange eksempler indenfor hvert 

delområde, hvis deltagerne havde været opsplittet 

på forskellige fagområder. 

Dels havde vi ingen garanti for, at kursusdeltagerne 

i så fald ville finde det umagen værd, 

at de alt andet lige skulle køre over længere 

afstande, hvis kursusstedet ikke var blevet 

valgt efter et geografisk nærhedhedsprincip. 

For at gøre undervisningen afvekslende 

mødte vi op med i alt 5 undervisere, der 

hyppigt skiftede, således at hver medarbejder 

så vidt muligt kunne præsentere egne cases 

fra det fagområde, som vedkommende var 

mest fortrolig med. 

Disposition for fremlæggelsen 

Den disposition, vi fulgte ved fremlæggelsen, 

var: 

A. Afgørelsesbegrebet 

B. Partsbegrebet 

C. Sagens behandling 

- vejledningsforpligtelsen 

- officialprincippet 

- notatpligt 

- partshøring 

- aktindsigt 

- inhabilitet (især myndighedsinhabilitet) 

- inddragelse af fremmed konsulentbistand 

D. Afgørelsen 

- hjemmel /regelhierarkiet) 

- skøn under regel 

- begrundelse 

- klagevejledning 


- hjemvisning 

- ugyldighed 

E. Ankesystemet 

- korrekt ankeprocedure 

- ligheder og forskelle på anke- og 

tilsynssystemer 

F. Opsummering 

- afsluttende besvarelse af spørgsmål, 

hvor vi ofte kom ind på, at forvaltningsloven 

og offentlighedsloven 

også gælder for kvikskranker/borger-servicecentre 

etc. 

Kursisternes evaluering 

Deltagerne var gennemgående meget aktive 

og bidrog med mange spørgsmål til, at det 

ikke blev så ensidigt og kedeligt. 

På de uddelte skemaer fra COK fordelte 

vurderingerne af kurset sig således: 

• Det store flertal, i alt 68 % erklærede 

sig ”tilfredse” med kurset 

• 11 % erklærede sig ”meget tilfredse” 

• 20 % indtog en neutral holdning og 

• en enkelt erklærede sig ”utilfreds” 

Den del af kursusevalueringen, der ikke gik 

på lokaler og maden, afspejlede gennemgående 

deltagernes positive holdning til projektet. 

Der var dog enkelte kritiske bemærkninger, 

der gik på ønsket om egentligt gruppearbejde, 

at nogle gerne ville have endnu flere eksempler, 

at nogle ville have foretrukket, at 

kurset ensidigt havde fokuseret netop på 

deres område, samt nogle bemærkninger til 

oplæggenes form. 

Vores egne erfaringer 

Efter vores egen opfattelse var kurset da 

(forhåbentlig) anstrengelserne værd. Det kan 

for ens egen skyld være ganske gavnligt en 

gang i mellem at skulle sætte sig ind i og 

formidle et vigtigt regelområde. 

Effekten kan ikke måles ved praksisundersøgelser. 

Dertil var deltagelsen i kurset for 

spredt og tilfældigt. 


Vi har hos os i modløse stunder somme 

tider mindet hinanden om, at der trods alt er 

sket mærkbare forbedringer i den kommunale 

sagsbehandling, hvis man sammenligner 

med den almindelige standard for en halv 

snes år siden. 

Erfaringerne med samarbejdet med COK 

var bestemt så positive, at vi meget kan anbefale 

andre nævn at gøre det samme. 

Vi er overbeviste om, at det har sparet os for 

meget tidskrævende bøvl, at vi kunne overlade 

store dele af den praktiske tilrettelæggelse 

til en lille institution, der er særdeles rutinerede 

på området. 

Vi vil dog råde til, at andre nævnssekretariater 

følger op på, hvilke kommuner der tilmelder 

sig. 

Vi blev nemlig først temmelig sent opmærksomme 

på, at en af amtets store kommuner, 

som havde været meget positiv over for initiativet, 

tilsyneladende slet ikke havde registreret 

kursustilbuddet. 

Det fik vi dog rettet op på.

Tendenser om særlig støtte til 

børn 

Specialkonsulent Marie Høeg 

De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til 

Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale 

område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte 

afgørelser. 

Valg af familiebehandling efter servicelovens 

§ 40, stk. 2, nr. 3. 

På baggrund af anoreksi og selvdestruktiv adfærd 

hos hendes to døtre havde en mor rettet 

henvendelse til en amtslig børnerådgivning i 

forbindelse med et behandlingstilbud til unge 

med suicidaladfærd. Familien deltog herefter i 

to samtaler i dette regi. 

Kommunen afslog moderens ønske om at fortsætte 

behandlingen i dette regi og tilbød i stedet 

familiebehandling i kommunens regi. 

Kommunens afgørelse var begrundet med, at 

kommunen selv kunne varetage denne opgave, 

idet kommunen kunne tilbyde et lignende behandlingsforløb 

som i amtet. 

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. 

Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede 

grundlag for kommunens afgørelse, var lovlige. 

Nævnet fandt endvidere, at alle relevante kriterier 

var inddraget i vurderingen, og at prioriteringen 

mellem de valgte kriterier var foretaget i 

overensstemmelse med almindelige retsprincipper. 

Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen 

selv havde tilbud om familiebehandling af 

samme indhold som amtets tilbud, og at forældrene 

og børnene kun havde deltaget i 2 indledende 

samtaler i amtets børnerådgivning. 


Det var oplyst fra amtets børnerådgivning, at 

behandlingstilbuddet fra amtets børnerådgivning 

vedrørende unge, der havde suicidalforsøg 

eller suicidaladfærd, bestod af ca. 5 samtaler 

med henblik på kriseintervention. Hvis der var 

behov for yderligere behandling, drøftedes dette 

med den pågældende kommune, idet kommunen 

normalt selv fortsatte behandlingen. 

Det var bemærket i afgørelsen, at nævnet ikke 

herudover havde kompetence til at efterprøve 

kommunens skøn, idet beslutning om, hvilken 

form for familiebehandling kommunalbestyrelsen 

ville tilbyde, henhørte under bistandsudøvelsen, 

hvor kommunalbestyrelsen alene havde 

kompetencen. 

Ankestyrelsens bemærkninger 

Ankestyrelsen er enig i, at kommunen har ret til 

at afslå deltagelse i et amtsligt behandlingstilbud, 

når kommunen selv kan tilbyde et behandlingsforløb 

af samme indhold. 

Krav om, at en overvåger - ved overvåget 

samvær efter servicelovens § 57, stk. 3, 1. pkt. 

- skal være pædagogisk uddannet. 

En dreng på 2 år, der var anbragt i familiepleje, 

havde overvåget samvær med sine forældre. 

Igennem et halvt år havde han vist stærkere 

reaktioner på samværet end tidligere.

Kommunen traf herefter en afgørelse om 

nedsættelse af samværet samt om, at 

samværsovervågeren skulle have en pædagogisk 

uddannelse. 

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte 

kommunens afgørelse om nedsættelse af 

samværet samt om, at samværsovervågeren skulle 

være i besiddelse af en pædagogisk uddannelse. 

Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede 

grundlag for kommunens afgørelse vedrørende 

samværsovervågerens uddannelse, var lovlige og 

sagligt velbegrundede. 

Nævnet havde herved noteret sig, at kommunen 

ved afgørelsen havde vurderet, at overvågningen 

skulle støtte og vejlede forældrene, og at en sådan 

rådgivning i dette tilfælde krævede speciel 

pædagogisk erfaring. 

Nævnet havde endvidere noteret sig, at en 

psykolog havde anbefalet, at overvågeren var 

pædagogisk uddannet, således at forældrene 

kunne få hjælp til at aflæse sønnens behov og 

være sammen med ham på en måde, der ikke 

virkede overvældende for ham, og hvor der 

således kunne tages hensyn til hans 

velbefindende. 

Nævnet fandt således intet at indvende mod 

kommunens afgørelse om, at samværsovervågeren 

skulle være pædagogisk uddannet. 

Det var samtidig bemærket i afgørelsen, at 

nævnet ikke havde kompetence til derudover at 

efterprøve kommunens skøn vedrørende det 

konkrete valg af overvåger, idet beslutningen om, 

hvilken person der blev udpeget til hvervet, 

henhørte under bistandsudøvelsen. 

Endelig havde nævnet noteret sig, at kommunen 

havde meddelt forældrene, at kommunen var 

meget lydhør over for forslag til personen 

(overvågeren), men at pågældende skulle have 

den nødvendige pædagogiske uddannelse. 



Ankestyrelsen er enig i, at der kan opstilles et 

sådant krav om særlige kvalifikationer hos 

overvågeren ud fra en konkret vurdering af 

behovet hos barn og forældre. 

Ankestyrelsen er desuden enig i nævnets 

bemærkning om manglende kompetence til at 

efterprøve skønnet vedrørende det konkrete valg 

af overvåger, idet dette spørgsmål henhører 

under bistandsudøvelsen, jf. SM C-13-03.

Tendenser i afgørelser efter 

serviceloven 

Fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa 




afgørelser. 

Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen 

ikke har medtaget alle indsendte afgørelser 

i nærværende artikel. 

Afgørelser som beror på en konkret vurdering 

eller afgørelser, som Ankestyrelsen i øvrigt ikke 

har bemærkninger til, er således ikke medtaget. 

§ 29 – Tabt arbejdsfortjeneste 

Ankestyrelsen har modtaget to sager fra samme 

nævn vedrørende ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste 

i forbindelse med kontrolbesøg på 

sygehus og/eller indlæggelse. 

I den ene sag fandt nævnet ansøger berettiget til 

dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 

§ 29 i forbindelse med sit fravær fra arbejdet 

i forbindelse med datterens indlæggelse 

på J.F. Kennedy Instituttet i 4 dage. 

Nævnet fandt endvidere ansøger berettiget til 

dækning af tabt arbejdsfortjeneste til ledsagelse 

af datteren til 3 planlagte kontrolbesøg senere 

på året. 

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger 

havde Føllings Sygdom (PKU), hvilket indebar, 

at hun vedvarende skulle være i nøje 

diætbehandling. 

Nævnet fandt derved, ansøgers datter omfattet 

af personkredsen i servicelovens § 29 om indgribende 

kronisk eller langvarig lidelse. 


Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tilstedeværelse 

under datterens indlæggelse var påkrævet 

af hensyn til information om lidelsen og det 

fremtidige behandlingsbehov. 

Der var endvidere lagt vægt på, at indlæggelsen 

var nødvendig som følge af datterens medfødte 

lidelse, og at Ankestyrelsen i SM O-22-92 havde 

ydet tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et 

barns hospitalsophold ud fra lignende overvejelser. 

Vedrørende afgørelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste 

i forbindelse med ledsagelse til 

kontrolbesøg fandt nævnet ikke tilstrækkeligt 

grundlag for i det konkrete tilfælde at fortolke 

målgruppen for hjælp efter § 29 snævrere i forbindelse 

med fravær til ambulante behandlinger, 

jf. pkt. 109 i Vejledning om Sociale tilbud til 

børn og unge med handicap, end i forbindelse 

med sygehusophold, jf. vejledningens pkt. 108. 

Det blev oplyst, at nævnet var opmærksomt på, 

at det af den ikke udtømmende opregning i 

vejledningens pkt. 96 fremgår, at målgruppen 

for hjælp efter servicelovens § 29 i forbindelse 

med behandling og undersøgelse er afgrænset til 

børn, som skal deltage i mange behandlinger 

eller undersøgelser. 

I den anden sag fandt nævnet ikke ansøger berettiget 

til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 

§ 29 i forbindelse med sønnens 4 årlige 

kontrolbesøg på sygehuset.

Nævnet lagde vægt på, at sønnen havde diabetes, 

og at der ikke var tale om mange behandlinger 

eller undersøgelser. 

Ansøgers oplysning om, at ikke andre end forældrene 

kunne passe barnet i forbindelse med 

sygdom af hensyn til dosering af insulin, fandtes 

efter nævnets opfattelse ikke at kunne føre til et 

andet resultat. 


Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ved 

ansøgninger om tabt arbejdsfortjeneste efter 

servicelovens § 29 i forbindelse med kontrolbesøg 

på sygehus og/eller indlæggelse må foretages 

en konkret vurdering af barnets lidelse 

sammenholdt med antallet af kontrolbesøg eller 

behandlingens omfang. 

SM O-22-92 illustrerer, at der efter § 48, stk. 1, i 

den dagældende bistandslov var mulighed for at 

yde tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et 

barns indlæggelse, der ikke var langvarig, men 

dog nødvendig, såfremt ansøgers tilstedeværelse 

var tilrådet. 

Ankestyrelsens udmelding i ovennævnte SM 

kan anvendes i forhold til personer, der søger 

om tabt arbejdsfortjeneste til et barn, såfremt 

de helbredsmæssige betingelser i servicelovens § 

29 er opfyldt. 

Der bør efter Ankestyrelsens opfattelse ikke i 

denne forbindelse skelnes mellem om barnets 

ophold på sygehus er ambulant eller kræver en 

egentlig indlæggelse. 

Det er graden af opholdets vigtighed, sammenholdt 

med om denne kræver ansøgers tilstedeværelse, 

der er afgørende. 

Børn, som skal deltage i mange behandlinger og 

undersøgelser vil ofte være omfattet af målgruppen 

i servicelovens § 29, men dette udelukker 

ikke, at få kontrolbesøg eller en kortvarig 

indlæggelse efter en konkret vurdering kan 

medføre støtte efter servicelovens § 29. 


§ 77 - Ansættelsesforhold 

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende 

en person med en bevilget hjælpeordning efter 

servicelovens § 77, der afskedigede sin hjælper. 

Hjælperen anlagde herefter sag mod pågældende 

med påstand om betaling af ca. 100.000 kr. 

Personen anmodede derefter kommunen om, at 

kommunen refunderede det beløb, som han 

eventuelt ville blive bedømt til at betale. 

Nævnet fandt ikke, at der efter servicelovens § 

77 var mulighed for at tage stilling til det krav, 

der måtte være opstået i forbindelse med personens 

afskedigelse af hjælperen. 

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det krav 

på erstatning, der var fremkommet beroede på 

den ansættelsesaftale, der var indgået mellem 

parterne. 

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven 

er fastsat nærmere regler for ansættelsesforholdene 

for hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. 

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der 

ikke forelå en faglig overenskomst for handicaphjælpere. 

Det blev oplyst, at det som nævnet har kompetence 

til at tage stilling til, er, om tilskuddet kan 

anses for at være udmålt i overensstemmelse 

med lovgivningen, således at klageren har mulighed 

for at ansætte hjælpere i overensstemmelse 

med hensigten med bestemmelsen i servicelovens 

§ 77. 


Nævnets afgørelse vedrører spørgsmålet om 

reguleringen af selve ansættelsesforholdet. 

Nævnets afgørelse er efter Ankestyrelsens opfattelse 

i overensstemmelse med princippet i 

SM C-33-04, hvor Ankestyrelsen oplyste, at 

lønaftalen mellem den handicappede og hjælperen 

er en privatretlig aftale og ikke en afgørelse 

efter sociallovgivningen, der kan påklages. 

De sociale klageinstanser kan derimod påse om 

det konkret udmålte tilskud kan anses for at

være i overensstemmelse med lovgivningen, 

således at den handicappede har mulighed for 

at ansætte hjælpere, som det er hensigten med 

bestemmelsen. 

§ 83, stk. 3 – Tilberedning af kost 

Ankestyrelsen har modtaget en sag, som blandt 

andet omhandlede tilberedning af kost. 

Ansøger var svært udviklingshæmmet med autistiske 

træk. Endvidere havde han et synshandicap 

samt et funktionsniveau som en 1½ til 2årig 

person. Dertil var der motoriske vanskeligheder 

samt nedsat gangfunktion. Ansøger boede 

af disse årsager på en institution. 

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende 

tilberedningen af kost til ansøger. 

Nævnets afgørelse gik på, at ansøger på grund 

af sit psykiske funktionsniveau ikke selv kan 

tilberede sin mad og at det således følger af 

servicelovens § 82, stk. 3, at der i så fald kan 

opkræves et beløb for tilberedningen af ansøgers 

mad. 

Nævnet henviste til SM C-46-01. 

Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var 

lagt vægt på, at servicelovens § 82, stk. 3 er en 

specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen 

af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter. 


Ankestyrelsen har i to SM’er behandlet spørgsmålet 

om betaling vedrørende tilberedning af 

mad. 

I SM C-46-01 fandt vi, at der ikke kunne opkræves 

betaling for personaleudgifter til madfremstilling 

fra udviklingshæmmede beboere i 

et bofællesskab, da beboerne selv deltog i madfremstillingen 

med socialpædagogisk og praktisk 

hjælp fra personalet. Der var ikke tale om 

en ydelse der blev leveret fra andre. 

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om betaling 

for madserviceordninger forudsætter at 


maden produceres/tilberedes uden deltagelse 

fra modtageren. 

Endvidere har Ankestyrelsen i indeværende år 

truffet en afgørelse, som foretager en negativ 

afgrænsning, idet vi i SM C-43-05 fandt, at der 

kunne opkræves betaling for personaleudgifter 

til madfremstillingen til en udviklingshæmmet 

beboer i et bofællesskab, da manden ikke selv 

kunne deltage i madfremstillingen. 

Ankestyrelsen har således to afgørelse på dette 

område, der begge belyser, i hvilke situationer, 

der kan kræves betaling for tilberedning af mad. 

Ankestyrelsen finder derfor, at dette område er 

tilstrækkeligt afklaret og har følgelig ikke yderligere 

bemærkninger til afgørelsen, som i øvrigt 

synes at være i overensstemmelse med vores 

praksis. 

Til nævnets bemærkning om, at servicelovens § 

82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går 

forud for anvendelsen af servicelovens § 84 om 

nødvendige merudgifter skal vi bemærke, at vi 

ikke har noget praksis om dette. 

§ 84 - Renter 

Ankestyrelsen har modtaget en sag om, hvorvidt 

det er muligt at blive tilkendt renter i forbindelse 

med en ydelse bevilget efter servicelovens 

§ 84. 

I sagen traf en kommune afgørelse om, at en 

ansøger var berettiget til hjælp til dækning af 

merudgifter til vask, øget tøjforbrug samt hjælp 

til merudgifter til diæt med tilbagevirkende kraft 

fra ansøgers fyldte 18. år. 

Kommunen havde blandt andet lagt vægt på, at 

ansøger fejlagtigt ikke var blevet vejledt korrekt 

ved det fyldte 18. år vedrørende merudgifter til 

personer med cystisk fibrose. 

Beløbet var således et forholdsvis stort beløb 

og ansøger klagede, idet hun mente sig berettiget 

til renter af beløbet. 

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven 

er fastsat regler om forrentning af beløb, som 

kommunen udbetaler for sent som hjælp til 

merudgifter i henhold til servicelovens § 84. 

Nævnet fandt således ikke, at der var hjemmel 

til at pålægge kommunen at forrente efterbetalingen. 

Nævnet gjorde opmærksom på, at nævnet ikke 

havde stilling til, hvorvidt ansøger eventuelt 

havde ret til renter efter renteloven eller efter 

almindelige retsgrundsætninger, da dette 

spørgsmål ville henhøre under domstolene. 

Samtidig henviste nævnet til SM M-2-03. 


I SM M-2-03 fandt Ankestyrelsen, at der ikke i 

boligstøtteloven var hjemmel til at pålægge en 

kommune at betale renter af efterbetalt boligydelse. 

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at 

kommunen kun kunne pålægges at forrente 

efterbetalingen af boligydelse, hvis der var 

hjemmel dertil i loven. 

Ankestyrelsen fandt, at det betød, at det skulle 

fremgå af lovgivningen, at der kunne kræves 

renter af pengekravet. 

Spørgsmålet om renter efter renteloven eller 

efter almindelige retsgrundsætninger hørte således 

under domstolene. 

Hvorvidt der kan tilkendes renter i forbindelse 

med en ydelse bevilget efter serviceloven må 

således afhænge af, om det af serviceloven 

fremgår, at der kan kræves renter af kravet. 

Principperne i SM M-2-03 kan følgelig overføres 

til andre lovområder inden for den sociale 

lovgivning. 

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende 

netop renter og serviceloven. 


§ 84 - Funktionsevnemetoden 

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098 

af 11. december 2002 om metode for god 

sagsbehandling ved vurdering af nedsat 

funktionsevne som grundlag for tildeling af 

handicapkompenserende ydelser efter servicelovens 

bestemmelser. 

Ankestyrelsen har modtaget en sag, hvor en 

kommune i forbindelse med en ansøgning om 

merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 ikke 

havde anvendt funktionsevnemetoden, idet 

kommunen havde afslået ansøgningen uden at 

indkalde borgeren til en samtale. 

Nævnet fandt, at der herved var svigtet en væsentlig 

garanti for afgørelsens rigtighed og 

hjemviste sagen til kommunen til ny behandling 

og afgørelse. 

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 

hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes, når 

kommunen behandler sager om dækning af 

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse 


Kommunen havde ikke oplyst, at den umiddelbart 

vurderede, at ansøgers funktionsnedsættelse 

var ubetydelig, således at kommunen kunne 

beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen efter § 

2, stk. 1, 2. pkt. 

Derudover havde nævnet i øvrigt forstået ansøgers 

bemærkninger i klagen således, at metoden 

i bekendtgørelsen ønskedes anvendt. 

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 

sidste punkt, hvorefter metoden altid skal anvendes 

i tilfælde, hvor borgeren ønsker det. 

Nævnet oplyste, at der med nævnets afgørelse 

ikke var taget stilling til, om ansøger var omfattet 

af personkredsen i servicelovens § 84 eller 

om betingelserne i øvrigt for at yde merudgiftsdækning 

til de ansøgte udgifter var opfyldt.


Nævnets afgørelse synes i overensstemmelse 

med Ankestyrelsens efterfølgende praksis på 

området. 

Ankestyrelsen har i SM C-37-05 og SM C-40-05 

udtalt sig om bekendtgørelsens anvendelse ved 

vurdering af funktionsevnen i forbindelse med 

ansøgning om støtte efter servicelovens § 84. 

Det fremgår af SM C-40-05, at der ved ansøgning 

om tilskud til dækning af nødvendige merudgifter 

skal fremsendes et samtaleskema til 

ansøgeren, med mindre kommunen vurderer, at 

ansøgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, 

og dette bestyrkes af ansøgeren. 

Kommunen havde vurderet, at ansøgerens 

funktionsevnenedsættelse var ubetydelig. Ansøgeren 

ønskede imidlertid en vurdering af sin 

funktionsevne. 

Det blev derfor anset for en væsentlig mangel, 

at samtaleskemaet ikke var benyttet, og kommunens 

afgørelse var derfor ugyldig. 

I SM C-37-05 har Ankestyrelsen fastslået, at 

bekendtgørelsen om metode for god sagsbehandling 

ved vurdering af nedsat funktionsevne 

som grundlag for tildeling af handicapkompenserende 

ydelser efter servicelovens bestemmelser 

også skal benyttes i forbindelse med vurderingen 

af funktionsevnen hos insulinkrævende 

diabetikere. 

Begrundelsen er, at insulinkrævende diabetikere 

som følge af den varige funktionsnedsættelse er 

omfattet af personkredsen i bestemmelsen om 

merudgiftsydelse, og at insulinkrævende diabetikere 

efter en konkret vurdering kan have brug 

for yderligere nødvendige merudgifter end insulin 

og diætkost. 

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der som 

følge af de forholdsvis nye regler om funktionsevnemetodens 

anvendelse kan være behov for 

Ankestyrelsens yderligere udmeldinger på området. 


Vi har derfor for nyligt antaget endnu en sag, 

der omhandler hjælp til dækning af merudgifter 


Sagen er antaget til belysning af kravene til 

kommunens sagsbehandling, herunder særligt 

anvendelsen af funktionsevnemetoden. 

§ 97 - Hjælpemiddel 

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende 

et taleprogram til en mobiltelefon. 

En ung person, som blev betegnet som værende 

stærkt svagsynet, havde indgivet ansøgning 

om økonomisk støtte til henholdsvis en mobiltelefon 

og et taleprogram. 

Både kommunen og nævnet fandt, at en mobiltelefon 

er et forbrugsgode, der kan anses for 

værende sædvanligt indbo og som der således 

ikke kan ydes støtte til. Der blev henvist til SM 

C-59-01. 

Angående taleprogrammet fandt kommunen, at 

aflytning af sms’er ikke er noget, der i væsentlig 

grad letter den daglige tilværelse i hjemmet og 

gav følgelig afslag derpå. 

Nævnet derimod fandt, at taleprogrammet i 

væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige 

følger af personens nedsatte funktionsevne. 

Nævnet havde blandt andet lagt vægt på unge 

menneskers generelt hyppige brug af smsfunktionen 

sammenholdt med den konkret 

foreliggende beskrivelse af omfanget og arten af 

personens kontakt med andre mennesker ved 

hjælp af sms-beskeder. 

Det fremgik af sagen, at personen havde en 

betydelig aktivitet inden for sportsudøvelse 

(atletik) og at han i den forbindelse ugentlig 

modtog ca. 100 sms-beskeder fra blandt andre 

blinde/svagtseende over hele landet samt venner 

i Norge og på Færøerne grundet hans sport. 

Endvidere havde nævnet fundet en bevilling 

bedst stemmende med formålsbeskrivelsen i 

servicelovens § 1.


Ankestyrelsen kan i denne forbindelse gøre 

opmærksom på, at vi i SM C-46-05 fandt, at en 

blind mand ikke var berettiget til hjælp til et 

taleprogram til en mobiltelefon som hjælpemiddel 

efter serviceloven. 

Ankestyrelsen fandt ikke, at taleprogrammet i 

væsentlig grad yderligere ville afhjælpe følgerne 

af mandens synshandicap eller lette hans daglige 

tilværelse. 

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at 

manden ikke havde sandsynliggjort noget ekstraordinært 

stort eller vigtigt kommunikationsbehov, 

der forudsattes at foregå via smsbeskeder. 

Det er imidlertid vigtigt at understrege forskellene 

mellem disse to sager. 

I nævnets sag var der tale om en ung person 

med et betydeligt kommunikationsbehov via 

sms grundet hans sportsudøvelse, mens der i 

Ankestyrelsens SM var tale om en lidt ældre 

person, der netop ikke havde sandsynliggjort 

noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov, 

som ikke kunne dækkes ved 

øvrige bevilgede hjælpemidler. 

Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på 

lignende sager med henblik på antagelse for at 

få en positiv afgræsning af, hvornår en person 

kan være berettiget til et taleprogram til en mobiltelefon. 

§ 109 e, stk. 1, nr. 4 - Personskade 

Ankestyrelsen har modtaget en sag om magtanvendelse. 

Nævnet fandt ved afgørelse af sagen, at mønstret 

med at vedkommende afbrød den medicinske 

behandling under ophold i eget hjem, 

betød, at han udsatte sig selv for væsentlig psykisk 

personskade, idet han herved faldt tilbage i 

svær psykotisk tilstand. 

Nævnets lægekonsulent udtalte, at langvarig 

svær psykose over tid kunne anses for at forrin- 


ge behandlingsmulighederne og dermed fastholde 

patienten i svær psykotisk tilstand, hvilket 

kunne opfattes som en personskade. 

Det fremgik samtidig af sagens oplysninger, at 

nævnet var bevidst om, at lovgiver formentlig 

havde tænkt på fysiske personskader og ikke 

psykiske personskader. 

Endvidere fremgik det, at nævnet havde lagt 

vægt på, at Ankestyrelsen i SM C-22-00 blandt 

andet havde lagt vægt på, at der ikke var problemer 

med medicineringen i form af depotbehandling 

hver 14. dag. 

Nævnet fandt, at der netop i denne sag var problemer 

med medicineringen og at der på denne 

baggrund kunne ske flytning uden samtykke. 


En af betingelserne for at iværksætte flytning 

uden samtykke er efter servicelovens § 109 e, 

stk. 1, nr. 4, at vedkommende udsætter sig selv 

for at lide væsentlig personskade. 

Efter Ankestyrelsens praksis menes der med 

personskade fysisk personskade. Der skal således 

meget til, førend betingelsen i § 109 e, stk. 

1, nr. 4 anses for opfyldt. 

I SM C-49-01 fandt Ankestyrelsen eksempelvis, 

at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud 

uden samtykke ikke var opfyldt for en 82årig 

kvinde, som havde følger efter lettere demens 

og hjerneblødning i form af en særdeles 

svingende psykisk funktionsevne. 

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det kunne 

anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at hun 

ikke kunne overskue konsekvenserne af sine 

handlinger og ville udsætte sig selv for alvorlig 

personskade ved at forblive i egen bolig og at 

det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en 

flytning. 

Ankestyrelsen skal endvidere henvise til SM C- 

22-00, hvor Ankestyrelsen ikke fandt, at betingelserne 

for optagelse i et bestemt botilbud 

uden samtykke var opfyldt for en 48-årig kvinde, 

der led af skizofreni siden 1971/72, og som

siden 1972 havde været indlagt 17 gange på 

psykiatrisk afd., og som manglede hygiejne omkring 

mad og af sine omgivelser samt indtog 

fordærvet mad. 

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at 

der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af 

madforgiftninger, og at der ikke var problemer 

med medicineringen i form af depotbehandling 

hver 14. dag. 

I sagen fra nævnet, havde nævnet netop lagt 

vægt på, at der var problemer med medicineringen. 

Ankestyrelsen har ingen praksis, hvor der alene 

er lagt vægt på den psykiske personskade der vil 

kunne forekomme, såfremt flytning uden samtykke 

ikke finder sted. 



dagpengelovens regler 





afgørelser. 

I det følgende refereres nogle afgørelser, som 

Ankestyrelsen har modtaget inden for dagpengelovens 

område. 

Det tilføjes, at Ankestyrelsen ikke har mulighed 

for at fremkomme med eventuelle kommentarer 

til afgørelser, hvor de faktiske oplysninger 

ikke er vedlagt afgørelsen. 

Beskæftigelseskrav over for kommunen – § 

4, stk. 1. 

Sagen vedrørte en lønmodtager, der afmønstrede 

et skib den 8. august 2004. Lønmodtageren 

fik denne dag udbetaling for 22,8 fridage, som 

han havde optjent ved udført arbejde. Lønmodtageren 

påmønstrede nyt skib den 26. august 

2004 og blev syg ombord. 

Kommunen gav afslag på dagpenge fra den 24. 

september 2004, idet lønmodtageren ikke havde 

været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 

uger før fraværet, ligesom han ikke var a-kasse 

dagpengeberettiget eller havde afsluttet en uddannelse 

af mindst 18 måneders varighed inden 

for det sidste måned. 

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og lagde 

vægt på, at lønmodtager ifølge hans søfartsbog 

afmønstrede den 8. august 2004 og påmønstrede 

nyt skib den 26. august 2004. Lønmodtager 

var således ikke i ansættelse i perioden fra den 

9. august 2004 – 25. august 2004. 


Det forhold, at lønmodtager fik udbetalt for 

afspadsering m.v. i forbindelse med hans afmønstring 

den 8. august 2004 kunne således 

ikke efter nævnets opfattelse sidestilles med, at 

han var tilknyttet arbejdsmarkedet efter afmønstringen. 


Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger 

til nævnets afgørelse. 

Det tilføjes, at vi ikke tidligere har behandlet en 

lignende sag og formentlig ville have antaget 

sagen med henblik på offentliggørelse. 

Bortfald af dagpenge – udeblivelse fra opfølgningssamtale 

- § 8, stk. 1, nr. 3. 

Sagen vedrørte en lønmodtager, der havde været 

sygemeldt fra den 24. oktober 2003 på 

grund af depression. Han blev ved brev af 28. 

maj 2004 indkaldt til en opfølgningssamtale den 

1. juni 2004 med henblik på drøftelse af arbejdsprøvning. 

Kommunen meddelte samtidig, at dagpengene 

ville bortfalde, hvis lønmodtager udeblev fra 

samtalen. 

Da lønmodtager ikke mødte til opfølgningssamtale 

den 1. juni 2004 traf kommunen afgørelse 

om, at udbetaling af dagpenge ville ophøre 

fra den 2. juni 2004, jf. dagpengelovens § 8, stk. 

1, nr. 3.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og 

fandt efter en konkret vurdering af forholdene 

omkring lønmodtagers udeblivelse fra opfølgningssamtale 

den 1. juni 2004, at lønmodtager 

ikke var udeblevet fra opfølgningssamtale med 

kommunen uden rimelig grund, jf. dagpengelovens 

§ 8, stk. 1, nr. 3. 

Nævnet bemærkede indledningsvist, at kommunen 

umiddelbart måtte forvente at kunne 

komme i kontakt med klager på hans bopælsadresse, 

hvorfor lønmodtager som udgangspunkt 

er nærmest til at bære risikoen for, at 

fravær fra hjemmet medfører, at han ikke modtog 

indkaldelse til opfølgningssamtale i kommunen. 

Nævnet bemærkede dog samtidig, at det altid 

må vurderes konkret, om manglende medvirken 

ved kommunens opfølgning var sket uden rimelig 

grund. 

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var 

ubestridt fra kommunen at lønmodtager opholdt 

sig i sommerhuset i dagene omkring pinsen 

2004, og at hans ophold i sommerhuset var 

begrundet i hans sygdom, at kommunen på 

indkaldelsestidspunktet var klar over, at lønmodtager 

brugte sommerhuset som opholdssted, 

når han havde behov for det, samt at indkaldelse 

til opfølgningssamtale var sket med 

meget kort varsel, og at lønmodtager reagerede 

herpå den 2. juni 2004. 

Ankestyrelsen bemærkninger 

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger 

til nævnets afgørelse. 

Om Ankestyrelsens praksis vedrørende dagpengelovens 

§ 8, stk. 1, nr. 3, henvises i øvrigt 

til SM D-5-02, SM D-21-04, SM D-25-04 og 

SM D-12-05. 

Forlængelse af dagpengeudbetalingen – 

iværksætte arbejdsprøvning – ressourceprofil 

- § 22, stk. 1, nr. 2. 

Sagen vedrørte en lønmodtager, der blev sygemeldt 

den 1. oktober 2002 på grund af depres- 


sion. Udbetalingen af dagpenge blev forlænget 

udover varighedsbegrænsningen 31. oktober 

2003 efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, 

foreløbig frem til 30. januar 2004. Der var planlagt 

arbejdsprøvning i perioden 20. oktober 

2003 til 20. april 2004. 

Kommunen traf den 23. januar 2003 afgørelse 

om ophør af udbetalingen af sygedagpenge 

efter den 30. januar 2004 med den begrundelse, 

at der p.t. ikke kunne laves en revalideringsplan, 

jf. dagpengelovens § 22, stk. 1. 

Kommunen havde fundet lønmodtager omfattet 

af revalideringsbestemmelserne, jf. aktivlovens 

§ 46, selv om der var behov for et længerevarende 

afklaringsforløb. 

Kommunen havde vurderet, at afklaringen af 

arbejdsevnen ikke kunne ske inden for højst 

2x13uger, da lønmodtager kun kunne arbejde 8 

timer de næste 4 måneder og det dermed var 

usikkert om hun overhovedet ville komme op 

på 37 timer om et år, jf. dagpengelovens § 22, 

stk. 1, nr. 2. 

De 8 timer ugentligt lønmodtager arbejdede på 

nuværende tidspunkt svarede ifølge udsagn fra 

arbejdsprøvningsstedet ikke til 8 timers effektivt 

arbejde. Kommunen fandt ikke, at lønmodtager 

opfyldte de øvrige betingelser for forlængelse 

efter dagpengelovens § 22, stk. 1. 

Nævnet hjemviste i oktober 2004 sagen til fornyet 

behandling og vurdering i kommunen. 

Nævnet fandt lønmodtager berettiget til udbetaling 

af dagpenge fra den 30. januar 2004 og 

frem til kommunens fornyede afgørelse. 

Nævnet lagde vægt på, at kommunen ved varighedsbegrænsningens 

indtræden fandt det 

nødvendigt at iværksætte arbejdsprøvning. 

Kommunen havde således på daværende tidspunkt 

vurderet, at afklarende foranstaltninger 

måtte anses for nødvendige. 

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen 

anså lønmodtager for omfattet af revaliderings-

estemmelserne, og at hun også efter sygedagpengenes 

ophør havde været i arbejdsprøvning. 

Kommunen havde imidlertid ikke ved disse 

vurderinger anvendt Arbejdsmarkedsstyrelsens 

bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, 

udvikling og vurdering af arbejdsevnen. 

Nævnet fandt, at tilsidesættelsen heraf medførte 

ugyldighed, idet der ikke sås at foreligge særlig 

grund til at bortse herfra. Sagen blev derfor 

hjemvist til fornyet behandling med henblik på 

vurdering af, om der efter udarbejdelsen af en 

ressourceprofil var grundlag for yderligere udbetaling 

af sygedagpenge. 


Ankestyrelsen er på det foreliggende i tvivl om 

nævnets afgørelse og ville formentlig have antaget 

sagen, hvis der var blevet klaget, til yderligere 

belysning af praksis vedrørende forlængelse 

efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, og som 

supplement til SM D-13-04 og SM D-7-05 



lov om børnetilskud og forskudsvis 

udbetaling af børnebidrag 

samt lov om en 

børnefamilieydelse 


De Sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning 

til Ankestyrelsen. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration 

på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der 

kan udledes af de indsendte afgørelser. 

I det følgende refereres nogle afgørelser, 

som Ankestyrelsen har modtaget inden for 

børnetilskudslovens område. 

Det tilføjes, at Ankestyrelsen ikke har mulighed 

for at fremkomme med eventuelle bemærkninger 

til afgørelser, hvor de faktiske 

oplysninger ikke er vedlagt afgørelsen. 

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling 

af børnebidrag. 

Ikke reelt enlig forsørger - § 2, stk. 1, nr. 

1, § 3 og § 6, stk. 2. 

Kommunen gav afslag på udbetaling af ekstra 

og ordinært børnetilskud for januar kvartal 

2004 med den begrundelse: 

• at ansøger og dennes ægtefælle frem til 1. 

februar 2004 havde fælles bolig, hvor 

børnene havde permanent ophold 


• at ansøger og dennes ægtefælle på skift 

opholdt sig i boligen 5 hverdage hver 2. 

uge 

• at begge havde ophold i boligen i weekenderne, 

at hverken ansøger eller dennes 

ægtefælle havde permanent bolig før 1. 

februar 2004 

• at de var fælles om udgifterne til boligen, 

bilerne og børnene 

• at ansøger ikke havde særlige udgifter 

som reelt enlig, som ansøgers ægtefælle 

ikke havde 

• at der ikke forelå separationsbevilling 

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om 

afslag på ordinært og ekstra børnetilskud for 

januar kvartal. 

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger 

og dennes ægtefælle havde et sådant 

økonomisk og praktisk fællesskab, at han

ikke kunne betragtes som enlig ved begyndelsen 

af det første døgn i januar kvartal, 

hvilket var en betingelse for at modtage de 

nævnte ydelser, jf. børnetilskudslovens § 6, 

stk. 2. 

Nævnet lagde vægt på oplysningerne om, at 

klager og dennes ægtefælle på skift opholdt 

sig i huset og var sammen i weekenderne, at 

ansøger og ægtefællen var fælles om udgifterne 

til huset, bilerne og børnene, og at 

hverken ansøger eller ægtefællen havde permanent 

bolig andet sted før den 1. februar 

2004. 


Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende 

bemærkninger til nævnets afgørelse. 

Lov om en børnefamilieydelse. 

Ophold i udlandet - § 2, stk. 1, nr. 2 og 

stk. 2. 

Sagen vedrørte en ansøger, der i juli 2003 

søgte om orlov for skolegang for 2 døtre, 

født henholdsvis i 1988 og i 1989. Døtrene 

tog ophold i Syrien hos familie, hvor de 

skulle gå i skole. 

Ansøger havde oplyst, at børnene igen ville 

få fast ophold i Danmark i sommeren 2004. 

Kommunen traf afgørelse om standsning af 

udbetaling af børnefamilieydelse med virkning 

for januar kvartal 2004 med den begrundelse, 

at døtrenes ophold i Syrien var af 

en sådan karakter (skolegang) og varighed 

(mere end 6 måneder), at betingelserne for at 

modtage børnefamilieydelse i Danmark ikke 

var opfyldte. 

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med 

den begrundelse, at børnene ved kvartalets 

begyndelse ikke havde ophold her i landet 

og heller ikke blot midlertidigt kunne anses 

for at opholde sig i udlandet som led i et 

uddannelsesforløb. 


Nævnet lagde vægt på, at ansøger i skematiske 

oplysninger til kommunen afgivet den 

23. februar 2004 ikke havde angivet formålet 

med børnenes ophold i udlandet, og at der 

ikke forelå oplysninger i sagen, der sandsynliggjorde, 

at opholdet i Syrien kunne anses 

for et supplement til et igangværende uddannelsesforløb 

i Danmark. 

Nævnet lagde i den forbindelse endvidere 

vægt på børnenes alder, og at de på tidspunktet 

for udrejse til Syrien var i et almindeligt 

folkeskoleforløb på henholdsvis 8. og 

7. klassetrin. 

Ansøgers indsigelse om, at opholdet i Syrien 

var et led i planer om at tage en uddannelse 

som dansk/arabiske tolke, kunne derfor ikke 

tillægges særlig betydning for nævnets afgørelse. 


Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende 

bemærkninger til nævnets afgørelse. 

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen for nylig 

har truffet afgørelse i en sag om afslag på 

børnefamilieydelse, ordinært og ekstra børnetilskud 

samt forskudsvis udbetalt børnebidrag, 

idet barnets ophold (5½ års kostskole) 

i Pakistan ikke kunne betragtes som et midlertidigt 

ophold som led i et uddannelsesforløb. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at skolegang 

for 10-15 årige ikke kunne betragtes som et 

led i et uddannelsesforløb, der sigtede på at 

forbedre barnets muligheder for at klare sig 

under fortsat ophold i Danmark. 

Afgørelsen er offentliggjort som SM B-4-05 

Ophold i udlandet - § 2, stk. 1, nr. 2. 

Sagen vedrørte en ansøger, der søgte om at 

medtage børnefamilieydelse under ophold på 

New Zealand i perioden 7. juli 2004 til 7. juli 

2005, hvor manden havde fået mulighed for 

at færdiggøre sin uddannelse.

Kommunen traf afgørelse om, at børnefamilieydelsen 

ikke kunne medtages til New Zealand, 

idet ansøger samt resten af familien 

havde ophold på New Zealand på grund af 

ægtefællens studieophold, og dette kunne 

ikke sidestilles med ferie i udlandet. 

Kommunen henviste til Ankestyrelsens afgørelse 

SM B-11-97. 

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til ny 

behandling og afgørelse. 

Nævnet bemærkede indledningsvist, at 

hjemstedsbetingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2 i børnefamilieydelsesloven 

var ændret pr. 1. januar 

2004, således at det nu var en betingelse 

for ret til ydelsen, at barnet opholdt sig her i 

landet. 

Nævnet henviste til bemærkningerne til lovforslaget 

vedrørende den nævnte ændring, 

hvoraf fremgår: ”Opholder barnet sig hos 

forældrene, og er disse fuldt skattepligtige 

her i landet, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om en 

børnefamilieydelse, anses barnet for at opholde 

sig her i landet.” 

På denne baggrund fandt nævnet, at ansøger 

opfyldte betingelsen i børnefamilieydelseslovens 

§ 2, stk. 1, nr. 2 om, at barnet opholder 

sig her i landet. 

Det var dog en betingelse for retten til ydelsen, 

at ansøger og dennes ægtefælle var fuldt 

skattepligtige her i landet under opholdet i 

New Zealand. Hvorvidt ansøger opfyldte 

denne betingelse skulle afgøres af den lokale 

skatteregion, jf. lovens § 5, stk. 4. 


Sagen blev derfor hjemvist til kommunen 

med henblik på forelæggelse for Told og 

Skat til afgørelse af dette spørgsmål. 

Først når Told og Skat havde truffet afgørelse 

om, hvorvidt ansøger opfyldte betingelsen 

i lovens § 2, stk. 1, nr. 1, kunne kommunen 

træffe fornyet afgørelse om, hvorvidt ansøger 

var berettiget til at medtage børnefamilieydelsen 

under opholdet på New Zeland. 

Vedrørende SM B-11-97 som kommunen 

havde henvist til bemærkede nævnet, at denne 

afgørelse omhandlede reglerne før den 1. 

januar 2004, hvor det var en betingelse for 

ret til børnefamilieydelse, at barnet havde 

hjemsted her i landet. 


Ankestyrelsen er ikke på det foreliggende 

enig i nævnets afgørelse og ville have antaget 

sagen, hvis den var blevet klaget til Ankestyrelsen. 

Bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, i børnefamilieydelsesloven 

blev som ovenfor nævnt 

ændret pr. 1. januar 2004 fra et hjemsteds- til 

et opholdskriterium. 

Som det også fremgår af bemærkningerne til 

lovforslaget, anses ophold her i landet ikke 

for afbrudt, når barnet i kortere perioder 

opholder sig i udlandet i forbindelse med 

ferie eller familiebesøg eller i forbindelse 

med sygdomsbehandling eller lignende. 

Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at 

budskabet i SM B-11-97 fortsat er gældende 

efter lovændringen i § 2, stk. 1, nr. 2, i lov 

om børnefamilieydelse.

Nyt fra Ankestyrelsen udkommer 4-5 gange om året 

Nyt fra Ankestyrelsen redigeres af Karin Rasch (ansvarshavende) og Carsten Lærkholm 

Layout i Word 2003 af Vinnie Kaaber 

Bladet er trykt i Ankestyrelsens kopisektion i 4.505 eksemplarer. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Ankestyrelsen, Amaliegade 25, 1256 København K 

Tlf:nr.: 3341 1200 Fax nr.: 3341 1400 Internet: www.Ankestyrelsen.dk E-mail: ast@ast.dk 

ISSN 0907-9300

Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?