Tema: Angst og arbejde - Angstforeningen

TemA - Angst og arbejde
6
cheferne var de allerfarligste
En personlig beretning om at kaste sig ud
på arbejdsmarkedet med angsten i rygsækken
Jeg skælvede som altid, da jeg lagde
endnu en ansøgning i kuvert vel vidende,
hvilket mareridt der ventede
forude, hvis jeg skulle blive indkaldt
til samtale… Hvordan skulle jeg kunne
holde styr på mig selv og undgå
at ryste over hele kroppen? De ville
alle sammen kunne se, hvor nervøs
og underlig jeg var. Hvad skulle jeg
gøre, når jeg blev budt noget at drikke?
Hvordan skulle jeg få løftet koppen
op til munden? Og hvad, hvis
jeg ”svarede forkert” på alt det, de
ville spørge om? For jeg ville jo gerne
have jobbet, selv om jeg ikke ville
have det…
Den dag i dag fatter jeg ikke, hvordan
jeg ikke bare én, men hele TO gange
kunne møde til samtale samme
sted og ikke alene gennemleve dette
rædselsscenarium, men også efterfølgende
blive ansat. Når jeg klarede
mig igennem, var det udelukkende
takket være en god dosis beroligende
medicin skyllet ned med adskillige
centiliter vodka – begge gange.
Utroligt, at halspastillerne kunne kamuflere
lugten, og at jeg selv kunne
styre min brandert så godt, at jeg
rent faktisk blev ansat.
Efter de indledende mareridts var
ansættelsen som sagt i hus – og
kæresten og jeg fejrede den ”glade”
nyhed med en middag i byen, mens
nye rædsler ventede forude.
Introduktionsrunden, hvor jeg skulle
hilse på de øvrige medarbejdere, gik
ok. Men det var kun, fordi jeg igen
tyede til selvmedicinering i form af
alkohol og piller, at jeg klarede mig
igennem de første dage på det nye
arbejde. Det er vel overflødigt at
nævne, at jeg var totalt udmattet i
denne tid – både pga. de nye indtryk
og mine bestræbelser på at klare
arbejdsopgaverne tilfredsstillende
samtidig med, at jeg som sagt var
påvirket af alkohol og piller og stadig
måtte kæmpe med angsten.
Kort tid efter jeg var startet, blev jeg
sendt på IT-kursus. Selvfølgelig inkluderede
kurset mad og drikke, hvilket
forårsagede, at jeg også her var nødt
til at dope mig selv med det resultat,
at jeg ikke fik meget ud af kurset.
Noget af det mest pinagtige var den
dag jeg deltog i mit første direktionsmøde.
Til min rædsel var der stillet
små glas frem, så alle kunne få en
Gammel Dansk for at byde mig velkommen.
Der blev grinet forlegent
rundt om bordet, da jeg – som jo
var centrum for denne gestus – takkede
nej og sagde, at jeg ville nøjes
med min te. Teen var mere uforpligtende
og kunne skylles ned i stjålne
øjeblikke, hvor jeg havde sikret mig,
at ingen kiggede på mig og kunne
se, hvor svært det var at koordinere
bevægelserne mellem en hånd, der
rystede, og en nakke, der var spændt
som en flitsbue. (I øvrigt udviklede
jeg i min tid som socialfobiker en
særlig drikketeknik. Den gik ud på, at
når jeg endelig så mit snit til at få et
glas eller en kop op til munden, var
det bare med at få taget en ordentlig
slurk. Det foregik ved, at jeg sugede
væsken op ind i munden. På den
måde slap jeg for at skulle styre nakken
så langt tilbage og kunne samtidig
få suget en ordentlig tår ind på en
gang. Så var det hurtigere overstået,
og virkningen – hvis det var vin eller
alkohol – indtraf hastigere).
Som dagene gik på mit nye arbejde,
vænnede jeg mig til menneskene
omkring mig og følte efterhånden, at
der var en vis forudsigelighed i, hvad
jeg kunne blive udsat for. Det bevirkede,
at jeg kunne stoppe min selvmedicinering.
Dette gjalt dog ikke,
når der var afdelingsmøder – her
måtte jeg igen dope mig selv. Alligevel
følte jeg absolut ikke, at jeg havde
mod på at sige noget som helst til
disse møder. Mit hjerte hamrede
voldsommere og voldsommere i
brystet, mens jeg sad og ventede på,
at det blev min tur. Når det endelig
blev min tur, havde jeg aldrig noget
nyt at fortælle - i hvert fald ikke noget,
der var vigtigt nok, til at jeg ville
risikere, at stemmen skulle ryste og
nakkemusklerne spændes, så hovedet
ikke var til at styre. Det var slemt
nok, at få fremstammet, at jeg ikke
havde noget at sige.
En anden rædsel var frokosterne.
Vi spiste på faste tider i en kantine,
hvor der var fælles buffet. Her var
det kunsten at komme til at sidde
det rigtige sted. Dvs. sammen med
nogle af dem, der var mindst farlige.
De farlige skulle for enhver pris undgås.
Det var dem, der kiggede på en
med undersøgende røntgenblikke,
så man følte sig spiddet til stolen
uden at kunne flygte. Cheferne var
de allerfarligste. De kunne uden tvivl
se ALT, og i deres nærvær skrumpede
selvtilliden ind til størrelsen på en
tørret ært på en tallerkenkant. Men
det hele var et spørgsmål om timing.
Først måtte jeg sørge for at komme
op i kantinen på et tidspunkt, hvor
der var plads ved et af de borde, hvor
de ”mindre farlige” sad. Herefter gjalt
det om at udnytte alle de øjeblikke,
det kan du gøre
som arbejdsgiver
• Skaf information om angstlidelser, så ledel
sen ved, hvad det drejer sig om.
• Indfør et afsnit i personalehåndbogen
om kriser og psykiske lidelser – angst,
stress, depression – og angiv, hvordan
firmaet tackler sådanne situationer. Hvilken
hjælp kan medarbejderen forvente,
og hvem i firmaet kan han/hun henvende
sig til, hvis der er brug for en snak.
• Sørg generelt for åbenhed på arbejdspladsen.
Læg fx AngstAvisen eller andet
materiale om angst frem sammen med
øvrige tidsskrifter og blade.
• Arranger et foredrag om angst og
behand ling for alle medarbejdere.
• Vær opmærksom på den stille medarbejder,
som undgår møder, aldrig tager ordet
i forsamlinger, foretrækker at arbejde
alene ofte på skæve tider af døgnet eller
indtager sin frokost alene foran pc’en.
• Opdager du en medarbejder med angst,
så spørg, hvad vedkommende har brug
for.
• Støt medarbejderen i at være åben
omkring sin angst. Hvis kollegerne ved,
hvordan det forholder sig, er den angste
allerede godt hjulpet. At slippe for presset
med at skulle skjule angsten vil i sig
selv bevirke, at den ikke optræder lige
så hyppigt og voldsomt. Sygefravær vil
dermed også kunne begrænses.
• Støt medarbejderen i at søge professionel
behandling. (Nogle firmaer har
allerede en psykologordning, men vær
opmærksom på, at der i givet fald bør
være adgang til en psykolog med en
efteruddannelse inden for kognitiv adfærdsterapi.)
• Har firmaet ikke selv en psykologordning,
så vær opmærksom på, hvis du
taler med medarbejderen om at gå til
lægen, at ikke alle læger ved lige meget
om diagnosticering og behandlingsmuligheder,
når det drejer sig om angst.
Foreslå evt. medarbejderen at henvende
sig til Angstforeningens rådgivning for
at blive ”klædt på” til et lægebesøg. (Du
er selvfølgelig også selv velkommen til
at kontakte os).
“Jeg skælvede som altid, da jeg
lagde endnu en ansøgning i kuvert
vel vidende, hvilket mareridt der
ventede forude, hvis jeg skulle blive
indkaldt til samtale… ”
hvor der ikke lige var nogen, der talte
til eller kiggede på mig. Så kunne jeg
skynde mig at føre en bid op til munden
og hurtigt få gaflen ned igen, før
det blev afsløret, at jeg rystede på
hånden…
Jeg delte kontor med en ældre kvindelig
medarbejder, og det havde jeg
det godt med. Hun var sød og moderlig,
og vi havde det ret hyggeligt,
men jeg fortalte hende aldrig om
min socialfobi. En overgang havde
jeg også delt kontor med en af mine
chefer – og det var bestemt ikke rart.
Selv om chefen ganske vidst var et
behageligt menneske, følte jeg mig
hele tiden overvåget og kunne ikke
rigtigt slappe af. Gjorde jeg nu mit
arbejde godt nok? Var jeg hurtig nok?
Klarede jeg telefonsamtalerne godt
nok, eller sagde jeg noget dumt?
høje krav til kvaliteten
Når jeg kigger tilbage, tror jeg såmænd,
at jeg var udmærket til mit
arbejde. Jeg var pligtopfyldende og
stillede høje krav til kvaliteten. Men
jeg satte en skæppe over mit eget
lys ved hele tiden at gemme mig
selv og dermed mine præstationer
og idéer, som jeg ikke turde præsentere.
I stedet blev jeg muligvis opfattet
som en måske nok samvittighedsfuld,
men lidt tilbageholdende
og vag medarbejder.
Hvis mine kolleger havde vidst, forstået
og accepteret, hvad der var galt
med mig, kunne den kæmpemæssige
energi, som jeg brugte på at
skjule angsten og planlægge undgåelsesstrategier,
i stedet være brugt
på mit arbejde. Men det var utænkeligt
på det tidspunkt, hvor vi ikke
engang kendte diagnosen socialfobi
her i Danmark. Det var faktisk først
nogle år efter omtalte ansættelsesforhold,
at jeg stødte på en tekst om
angst i et ugeblad og selv ændrede
min diagnose fra angstneurose til
socialfobi. Det var en utrolig lettelse.
Jeg var ikke alene, og ydermere var
diagnosen enkel og præcis og ikke
nær så ”sygeliggørende” som angstneurose.
I dag er vi lidt længere på vej mod
accept af angstlidelser, men der er
formodentlig stadig lang, lang vej tilbage,
før arbejdspladserne bliver så
åbne og gode til at forstå og tackle
angst, at ovennævnte rædselsscenarier
slipper for at udspille sig.
Forfatteren, hvis navn er kendt af redaktionen,
har ønsket at være anonym.
Men vi kan oplyse, at vedkommende
i dag er så godt som helbredt
for sin socialfobi og arbejder i et spændende
og meget udadvendt job. Det
er systematisk arbejde med tanker og
adfærd (kognitiv adfærdsterapi) samt
en arbejdsplads med åbenhed omkring
psykiske lidelser, der har været
med til at gøre forskellen.
7