Habermas og Kant.pdf - sociologisk-notesblok

det moralske handlingspotentiale, som ikke er blevet formuleret som udarbejdede værdidomme,
og som alligevel legemliggør sig i kulturelt kodede kollektive protestaktioner eller blot i en
>sædelig misbilligelse< (Honneth 2009: 54). Pointen er her, at Habermas igennem sin
kommunikative teori overser de ikke-­‐udtalte værdidomme, hvis udtryk i stedet kommer til
udtryk i en gruppe-­‐handling betinget af moralske følelser (ibid.: 55). Disse handlinger vil
således synes at mangle en normativ-­‐praktisk hensigt og retning, som yderligere bliver
sværere at indramme, da den politiske organisation i disse sociale lag ofte er varierende
(ibid.: 60). Ydermere gælder det, at de laveste klasser ikke har nogen forestilling om, hvordan
et samfund kan være retfærdigt, sådant som det kan formuleres kommunikativt i de højere
klasser i form af et ideal. De lavere klasser savner rent praktisk evnen til at kunne
kommunikere på det plan, Habermas forestiller sig, når han opstiller præmisserne for den
kommunikative handlen. Fordi de lavere klasser befinder sig i hverdagsrutiner, hvor der
ingen tvang er til at afpersonalisere egne handlingsnormer – og dermed sætte sig selv i den
neutrale position, der gælder i (U) (ibid.:57). Ligeledes forventer man ikke i de højeste klasser,
at de dårligt kvalificerede erhvervsgrupper bidrager til den samfundsmæssige ordens
moralske dimensioner, da de netop ikke besidder, hverken den sproglige eller kulturelle
kode 11 til at begå sig på dette niveau. Honneth belyser, hvordan de øvre klasser, i henhold til
at reproducere de sociale klasseforhold, har brug for at kunne legitimere den sociale orden,
mens de laveste klasser på ingen måde føler sådanne behov (ibid.: 59). Dette forstærkes
igennem systematiske udelukkelsesprocesser i de kulturelt bærende systemer, bl.a.
uddannelsessystemet, hvorigennem de laveste klasser bliver afholdt muligheden for at tilegne
sig kompetencer til at udtrykke deres handlingsnormer verbalt, hvorved de ikke kan sætte
dagsorden for selve samfundsstrukturen som sådan (ibid.: 63). Dertil kommer, at de
herskende klasser igennem samfundsstrukturen fordrer en øget individualisering og
konkurrencementalitet i samfundet, hvorved faren mindskes for ”en kommunikativ forståelse
omkring fælles gruppe-­‐ og klassespecifikke uretserfaringer…” (Honneth 2009: 63).
Opsummerende kan Honneths kritik siges at kritisere Habermas for at overse både de
herredømmestrukturer, der findes i samfundet, samt den socialt forvredne inkompabilitet i
11 Her refereres til Bourdieus habitus og kapitalformer, der giver individet nogle omgangs-­‐,
sprog-­‐ og netværksmæssige redskaber til at begå sig i forskellige sociale klasser (Mathiesen i
Larsen et al: 221f, 295f)
11