Habermas og Kant.pdf - sociologisk-notesblok

More documents

Recommendations

Info

moralfilosofiske værk Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1785 kommer til at spille en afgørende rolle for den universalistiske tankegang, der kan findes i Habermas teori, og hvordan denne kommer til udtryk som universelle anvisninger for, hvordan man kan handle moralsk rigtigt i en given kontekst (jf. afsnit 2). Det overordnede mål med Kants moralfilosofiske projekt er at kortlægge, hvad der kan defineres som moralsk rigtigt. Kant tager et kognitivistisk udgangspunkt, som afspejler hans epistemologiske udgangspunkt, hvor individets selvforståelse betegner det jeg, der præsenteres; ”som den rene enhed der henviser til sig selv” (Kant i Habermas 2005: 11). Kant betragter altså et jeg, der forstår sig selv som individ ud fra en apperception, der er givet igennem en individuel kognition. 2.2 Den moralske handling I sin teori beskriver Kant, hvordan individet bør handle, hvis det vil agere moralsk. Den moralske handlen skal forstås ud fra den gode vilje, da denne er det eneste, der kan anses som uforbeholdent godt (Kant 2002: 39). Denne gode vilje definerer Kant; ”(…)ikke i kraft af dens evne til at opnå et forudsat mål, men alene i kraft af dens villen, dvs. den er god i sig selv.”(Kant 2002: 40). Det er altså ikke den teleologiske sondring, der kunne tænkes at ligge i en god handling, der er afgørende for, om handlingen er god, men i stedet viljen til den gode handling. Men hvad er det, der gør mennesket forpligtet til at handle ud fra denne moralske vilje? Kants svar på dette spørgsmål er, at individer af pligt handler uden hensyn til sig selv, men alene i forhold til den iboende pligtfølelse, der ligger i fx at opretholde sig eget liv selv i et tilfælde, hvor man ingen interesse har i at opretholde livet 1 (ibid.:46). Denne sondring drager Kant for at understrege pointen i, at handlingsprincippet udelukkende må henvise til morallovens pligt, og ikke til de interesser, der kunne tænkes at ligge bag og udtænkt af den rationelle fornuft. Kant drager derfor konklusionen, at der må findes en almengyldig lov for, hvad der kan definere en moralsk handlen. Den lov kalder han det kategoriske imperativ (DKI); 1 Kants eksempel henviser til en mand, der har mistet alt livsmod, men alligevel lytter til den iboende pligt i sig selv, der fordrer, at han skal opretholde livet (Kant 2002: 45). 2
”jeg skal aldrig handle anderledes, end at jeg også kan ville, at min maksime skal blive en almengyldig lov” (Kant 2002: 51). Det er netop denne almengyldige handlingslov, der er en af de væsentligste inspirationskilder fra Kants moralfilosofi i Habermas kommunikative handlingsbegreb. Men hvor Kants individ har skabt sin selvforståelse i sin egen kognition, er Habermas perspektiv i stedet på den intersubjektive kommunikation, således at det er individ til individ, der skaber erkendelse (Sørensen i Jacobsen et al: 193). I det følgende vil vi gå tættere på denne intersubjektive forståelse, herunder hvordan DKI kommer til at spille en rolle i teorien om den kommunikative handlen. 2.3 Habermas revidering af det kategoriske imperativ Når DKI kommer til at undergå en revidering i Habermas teori, skyldes det, at Habermas ikke mener, at det er subjektets selvreflekterende apperception af jeget, der er kilde til den moralske handling, men at det i stedet er en kollektiv og kommunikativt skabt apperception. Det er altså samme tankegang, der ligger bag Hegels kritik af Kant 2 , blot videreført til en intersubjektiv dimension. Begrundelsen for denne omskrivelse skal findes i det normative potentiale, der ligger i det bør, der er forudsætning for en moralsk handling hos Kant, samtidigt med at dette kan anvendes socialteoretisk igennem den kommunikative drejning, som Habermas vil give begrebet. Dette vil være omdrejningspunkt for det følgende afsnit. 2.4 Universaliseringsgrundsætningen Habermas bud på en kommunikativ omskrivning af det kategoriske imperativ er defineret i hans universaliseringsgrundsætning (U). Formået med (U) er at begrunde normers forpligtende gyldighed, og de gyldighedskrav, der bliver stillet til talehandlinger, der regulerer disse normer i praksis (Habermas 1996: 26f). Målet er for Habermas, med andre ord, at løsrive sig fra den subjektorienterede verdensforståelse, der findes hos Kant, og i stedet 2 Hegel pointerer, at den objektive verden udenfor jeget er med til at definere det som forskelligt herfra, hvorved det bliver en del af selverkendelsen: ”jeget på én gang er alment og individuelt” 2 (Habermas 2005: 13). Denne objektive verden skal iflg. Hegel betragtes ud fra den videnskabelige metode og skal bygge på negationer. Negationen skal sikre, at erkendelsen udvikles, således at den objektive verdensforståelse over tid forbedres, og hele tiden redefineres ud fra, hvad der bliver betragtet som sandt (Sørensen i Jacobsen et al 2010: 183). 3
Page 1: 1.1 Formål Denne opgaves formål e
Page 5 and 6: fra, at der findes sandhedsanaloge
Page 7 and 8: Habermas deler ifølge ovenstående
Page 9 and 10: gyldighedsfordring. (Habermas 1996a
Page 11 and 12: det moralske handlingspotentiale, s

Habermas og Kant.pdf - sociologisk-notesblok

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?