Habermas og Kant.pdf - sociologisk-notesblok

More documents

Recommendations

Info

også underbygges for at undgå at begå en performativ modsigelse 6 . En norm kan således legitimeres ved den diskursetiske 7 grundsætning (D); ” det er kun de normer, der kan gøre krav på gyldighed, der finder (eller vil kunne finde) samtykke hos alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs” (Habermas 1996b: 86). Det er igen en vigtig pointe, at Habermas hermed ikke definerer det diskursive indhold, men i stedet opstiller reglerne for, hvordan argumentationen skal kunne foregå på et moralsk og etisk grundlag (ibid.: 87). Således er grundreglerne for den kommunikative handlen opstillet, hvorfor det nu er relevant at vende blikket mod den praktiske udfoldelse af den kommunikative samtale. 3.1Handletyper Det er nu blevet afdækket, hvilke grundlæggende kriterier der ligger til grund for den kommunikative handlen. Men tager Habermas så for givet, at al handling, der udspiller sig, er kommunikativ? Svaret er åbenlyst nej. Bag ikke-‐intuitive handlinger ligger der en rationalitet. Habermas anskuer derfor rationaliteten med udgangspunkt i Max Webers (1864-‐1920) klassiske handlingstyper 8 , som han i en længere redegørelse, der her er undladt, transformerer til følgende figur: Handlingsorientering Handlingssituation Resultatorienteret Ikke-‐social Instrumentel handlen -‐ Social Strategisk handlen Orienteret mod indbyrdes forståelse Kommunikativ Handlen Figur 1: Handletyper (efter Habermas 1996a: 209) 6 Fx at hævde at sproget ikke eksisterer i en talt sætning, da man derved har modsagt selve argumentet. 7 I indledning til den danske oversættelse af værket Diskursetik nævnes det, at iflg. Habermas senere terminologi burde diskursetikken nok nærmere betegnes diskursmoralen, da pointen er, at alle skal være indforstået med denne (Glebe-‐Møller i Habermas 1996b: 6) 8 Weber opererer med fire handlingstyper; målrationel, værdirationel, affektuel og traditionel. Disse tilknytter sig til den subjektive mening, der overvejer middel, mål, værdier og følger. Hvor den traditionelle kun opfylder middel, gælder det for den målrationelle, at den opfylder alle meninger med handlingen. 6
Habermas deler ifølge ovenstående figur således handlinger op i sociale og ikke-‐sociale handlinger. Ligeledes deles det sociale handlingsbegreb op i kommunikativ handlen kontra ikke-‐kommunikativ handlen. De ikke-‐sociale handlinger er hhv. strategiske-‐ og instrumentelle handlinger. Den strategiske handletype knytter sig til forventningen om at opnå et succesrigt resultat, ud fra kalkulerende egennyttige hensigter, mens den instrumentelle handling er defineret som et indgreb i handlingssituationen, der ænder den (Habermas 1996a: 209ff). 9 Disse handletyper har nok grunde, der forklarer de følgende handlinger, men det, der problematiserer den ikke-‐sociale handlen, er, at den ud fra et moral-‐filosofisk synspunkt ikke kan erklæres gyldig, da den er subjektivt defineret, og dermed ikke kan vurderes objektivt af andre (ibid.: 33). Omvendt forholder det sig for den kommunikative handlen, som bliver begrundet intersubjektivt, da den hviler på et krav om sandhed, der kan begrundes rationelt af kollektivet (ibid.: 40). Der er altså forskellige handletyper, hvor Habermas ser mest potentiale i den sociale handlen, hvori netop den kommunikative handlen udspiller sig. I den kommunikative handlen er det kravet om sandhed, der bliver afgørende for de argumentationsformer, der kan gøre sig gældende. Disse vil det følgende blive diskuteret i afsnit 3.4. Inden da vil blikket vendes mod to centrale begreber i Habermas teori, der spiller en altafgørende rolle for samkoordinering af handling: 3.2 System og livsverden Habermas deler grundlæggende samfundet og det sociale liv op i to sfærer: system og livsverden. Disse har hver deres kendetegn i kraft af, at de har hver deres organisationsprincip, rationalitetsform og handlingsorientering (Andersen i Andersen et al 2007: 373). Traditionelt set har der været en debat mellem aktør-‐ og struktursociologi, der hhv. har hævdet, at aktøren har en fri vilje, og at aktørens handling er underlagt strukturelle systemer. Habermas forsøger netop med inddragelsen af system og 9 Dermed ligger forskellen i, at instrumentelle handlinger kun kan være knyttet til social interaktion, mens strategiske handlinger skaber sociale handlinger (Habermas 1996a: 209). 7
Page 1 and 2: 1.1 Formål Denne opgaves formål e
Page 3 and 4: ”jeg skal aldrig handle anderlede
Page 5: fra, at der findes sandhedsanaloge
Page 9 and 10: gyldighedsfordring. (Habermas 1996a
Page 11 and 12: det moralske handlingspotentiale, s

Habermas og Kant.pdf - sociologisk-notesblok

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?