Sindssykeasylenes Virksomhet, 1915, Efter de fra asylene indkomne ...

1915. 6 1
II. Patientene. Behandling m. m.
Paa Ronvik asyl har isolation været anset som en for visse former av
uro og ustyrlighet rationel og praktisk forholdsregel. Man maa, naar talen er
herom, selvfølgelig ikke skjære alle over én kam, da dens virkning er meget forskjellig
i de forskjellige tilfælde. Mens en umedgjørlig katatoniker med sin tilboielighet
til selvudelukkelse fra omverdenen ved ialfald litt langvarigere isolation
bare vil støttes i sine sykelige tendenser og derfor snarere henfalde til det bedre- •
velige « celleprodukt», man tidligere saa ofte saa, stiller saken sig ganske anderledes
for den av alle omgivelsernes irritamenter let paavirkelige maniakale ; anfaldene
hos disse forløper, ialfald for en del sykes vedkommnnde, lettere for dem
selv og mindre plagsomt for andre, naar de faar tilbringe den mest stormende del
av anfaldet for sig selv. Exempelvis kan nævnes, at man her paa asylet har en
del Lapper, særlig kvinder, med mere eller mindre regelmæssig, uvægerlig tilbakevendende
anfald av manisk type. De udmerker sig ved sterk motorisk uro, snak
og skrik (joiking), sang og latter. Man kan ikke komme til andet resultat, end
at denne raptus forloper likesaa let i et isolat som paa en vaktsal, naar man
bare yder dem tilsyn og pass ogsaa i isolatet og ikke slipper kontakten med dem.
Under enhver omstændighet undgaar deres medpatienter al den forstyrrelse og
uhygge, som deres sjau medfører. At betegne enhver anbringelse i enerum ret og
slet som et tvangsmiddel er derfor en ensidighet. At de prolongerte bad i nogen
særlig grad forkorter eller mildner saadanne anfald har man ikke kunnet overbevise
sig om ; de har jevnlig været forsøkt, tildels for længere tid. Er den syke
under sine anfald tilboielig til urenlighet eller til at rive itu sit toi, undgaaes
disse ulemper, naar han ikke er isolert ; men det er i mange tilfælde ogsaa hele
resultatet. — Siden Lapperne her eksempelvis er blit omtalt, kan det kanske ha sin
interesse at tilføje, at disse recidiverende former av maniakal type hos dem er
forholdsvis hyppige, langt hyppigere end depressive tilstande. De sidste er sjelden
præget av nogen dyp, indgripende depression, men ytrer sig ofte mere som lettere
motloshet, forsagthet og mangel paa tiltak. Den ængstelige selvransakelse med
selvbebreidelser og fordømmelsesfrygt, man kjender saa vel hos andre melankolikere,
ser man sjelden hos en Lap. Det minder om, at Kraepelin hos de indfødte
paa Java har fundet, at rene depressionstilstande hos disse laverestaaende folk er
sjeldne. Paa den anden side synes dementia præcox ikke at være saa overveiende
hos Lapperne i forhold til de affektive former, som tilfældet er hos Malayerne
paa Java. — Alle i asylet behandlede tilfælde av paralysis generalis var hos
nordmænd. Man vet overhovedet ikke at ha set nogen Lap med paralyse. Hvis
dette er gjennemgaaende, finder vi her den gamle antagelse bekræftet, at civiliserte
folk er særlig utsat for at angripes av paralyse. Om Lapperne i mindre utstrækning
er angrepet av syfilis end Nordmænd i de samme Landsdele savnes der
opgave over. — En av de i aarets lop indkomne kvinder viste sig ikke at være
sindssyk. Det var en middelaldrende kone som hadde levet i strid og krangel
med sin mand, og lægeoplysningene, som var avgit efter mandens meddelelser, lot formode,
at der forelaa en paranoid sindssygdom. Paa asylet kom man imidlertid