04.09.2013 Views

BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>BYENS</strong> <strong>PLAN</strong><br />

O G H Y G I E J N I S K E I N T E R E S S E R<br />

HYGIEJNEBEVÆGELSEN OG BY<strong>PLAN</strong>LÆGNINGEN I KØBENHAVN 1844-1865<br />

SPECIALE I HISTORIE VEJLEDER: SIDSEL ERIKSEN<br />

ULRIK OKKELS IVERSEN INSTITUT FOR HISTORIE<br />

JANUAR 2004 KØBENHAVNS UNIVERSITET


INDHOLDSFORTEGNELSE<br />

1. Indledning.............................................................................................................................................................. 3<br />

1.1. Problem<strong>for</strong>mulering og tilgang........................................................................................................................ 3<br />

1.2. Hygiejnebevægelsen .......................................................................................................................................... 4<br />

1.3. Operationalisering............................................................................................................................................. 6<br />

1.4. Forskningskarakteristik ................................................................................................................................... 7<br />

1.5. Kildemateriale.................................................................................................................................................. 11<br />

2. Metode, begreb og samfundsmæssig kontekst ................................................................................................ 13<br />

2.1. Metode – inspirationen fra Foucault............................................................................................................. 13<br />

2.2. Hygiejnebegrebets trans<strong>for</strong>mation og hygiejnebevægelsens udenlandske <strong>for</strong>udsætninger ................... 16<br />

2.3. Økonomiske og politiske <strong>for</strong>udsætninger <strong>for</strong> det hygiejniske gennembrud............................................. 21<br />

3. Hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> moderne vand<strong>for</strong>syning og kloakering................................................ 23<br />

3.1. Renovation, afløbs<strong>for</strong>hold og vand<strong>for</strong>syning i København i 1840’erne.................................................... 23<br />

3.2. Den hygiejniske diskurs - hygiejnebevægelsens kritik og re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag ................................................. 25<br />

3.2.1. Vand<strong>for</strong>syning med kloakker..................................................................................................................... 25<br />

3.2.2. ”en meget Skiden Bye”.............................................................................................................................. 28<br />

3.2.3. Hygiejnebevægelsens agitation fører til politisk handling....................................................................... 32<br />

3.2.4. ”de skadelige Egenskaber ved det stillestaaende Vand” ......................................................................... 34<br />

3.2.5. Kolerafrygten som argument..................................................................................................................... 36<br />

3.2.6. ”et ureent, plumret Udseende og en ubehagelig Lugt og Smag” ............................................................ 39<br />

3.2.7. Hygiejnekommissionen af 1851................................................................................................................. 41<br />

3.2.8. ”kampen mellem Sundhedsre<strong>for</strong>men og den communale magt” ............................................................. 43<br />

3.2.9. ”Vandrørene danne det tilførende Pulsaare-System - kloakrørene det bortførende Blodaare-System” 46<br />

3.2.10. Den samlede plan <strong>for</strong> vand-, gas- og kloakanlæg vedtages igen – og afvises....................................... 49<br />

3.2.11. Hummel <strong>for</strong>svarer kloakplanerne, der påny kommer på den politiske dagsorden................................ 52<br />

3.2.12. Coldings kompromis: Kloakker uden vandklosetter............................................................................... 54<br />

3.2.13. ”Forbud – uden Kloaker, eller Paabud – med Kloaker”....................................................................... 56<br />

3.2.14. Den hygiejniske Congres......................................................................................................................... 58<br />

3.2.15. Sundhedslovgivning og skuffede <strong>for</strong>ventninger ...................................................................................... 62<br />

3.3. Sammenfatning ................................................................................................................................................ 65<br />

4. Hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> bedre arbejderbolig<strong>for</strong>hold................................................................... 67<br />

1


4.1. Boligsituationen i København i midten af 1800-tallet................................................................................. 67<br />

4.2. Den hygiejniske diskurs - hygiejnebevægelsens kritik og re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag ................................................. 69<br />

4.2.1. Arbejderslummen i-tale-sættes.................................................................................................................. 70<br />

4.2.2. ”Opførelsen af sunde og billige Boliger <strong>for</strong> Arbeidsclassen” ................................................................. 71<br />

4.2.3. ”<strong>for</strong>nødne <strong>for</strong>andringer i bygningsvæsenet”............................................................................................ 72<br />

4.2.4. Byggelovgivninger..................................................................................................................................... 74<br />

4.2.5. Nytten af det filantropiske arbejderboligbyggeri...................................................................................... 76<br />

4.2.6. Koleraen og udflytningens erfaringer....................................................................................................... 78<br />

4.2.7. Læge<strong>for</strong>eningens boliger........................................................................................................................... 81<br />

4.2.8. Videnskaberne og den hygiejniske diskurs ............................................................................................... 84<br />

4.2.9. Den hygiejniske Congres........................................................................................................................... 87<br />

4.2.10. ”Planen til en Udvidelse af København” ............................................................................................... 89<br />

4.2.11. Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening 1865 – ”Arbejder<strong>for</strong>eninger til gjensidig Hjælp” .................................... 91<br />

4.3. Sammenfatning ................................................................................................................................................ 93<br />

5. Konklusion – Hygiejnebevægelsen og byplanlægningen i København 1844-1865. .................................... 95<br />

English Summary ................................................................................................................................................. 100<br />

Kildeliste ................................................................................................................................................................ 101<br />

Litteraturliste ........................................................................................................................................................ 104<br />

Bilag: Personregister............................................................................................................................................ 108<br />

Forsideillustration:<br />

Et udpluk af den københavnske hygiejnebevægelse. Fra venstre mod højre er det: Lægen F. F.<br />

Ulrik, ingeniøren L. A. Colding, lægen Emil Hornemann, lægen og politikeren C. E. Fenger,<br />

ingeniøren C. G. Hummel, lægen P. A. Knudsen, lægen C. S. Engelsted samt ingeniøren F. C.<br />

Kabell.<br />

2


1. Indledning<br />

1.1. Problem<strong>for</strong>mulering og tilgang<br />

København var i 1840’erne en miljøkatastrofe. Snavset lå overalt og trængte ind overalt.<br />

Affald af alle slags hobede sig op i den møgbeskidte by. Ekskrementer fra mennesker og dyr<br />

flød på gaderne og i rendestenene, og en kraftig stank hang over byen. Urenligheden havde<br />

altid været til stede i København i et eller andet omfang, men som følge af det stigende<br />

befolkningstal og den større sammenklumpning af mennesker i hovedstaden syntes det værre<br />

end nogensinde før.<br />

På samme tid blev hygiejnen som begreb, især <strong>for</strong>stået som et kollektivt problem udmøntet<br />

i begrebet offentlig hygiejne, almindelig kendt i København. Det skete i <strong>for</strong>længelse af, at<br />

behovet <strong>for</strong> en bedre planlægning af byens rum og de sanitære <strong>for</strong>hold syntes åbenbar.<br />

Hygiejnen, som blev ført frem af en gruppe af socialt progressive individer fra byens bedre<br />

borgerskab, blev i de næste årtier et uomgængeligt argument i den offentlige<br />

byplanlægningsdebat. Det betød ikke, at økonomiske, politiske eller militære synspunkter<br />

ikke stadig var levende, men <strong>for</strong> at gøre sig gældende måtte man tage hensyn til den<br />

hygiejniske dagsorden og <strong>for</strong>søge at mobilisere den hygiejniske videnskab til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> egne<br />

synspunkter.<br />

I denne undersøgelse er det mit <strong>for</strong>mål detaljeret og systematisk at se på, hvordan den<br />

københavnske hygiejnebevægelse bidrog til byplanlægningen i København i midten af 1800tallet.<br />

Hensigten er at bidrage til en større <strong>for</strong>ståelse af, hvordan hygiejnebevægelsens<br />

diskursivt dagsordenssættende agitation indvirkede på byplanmæssige initiativer i perioden<br />

særligt hvad angår sanitære re<strong>for</strong>mer som vand<strong>for</strong>syning og kloakering samt det<br />

socialhygiejniske boligbyggeri <strong>for</strong> arbejderklassen.<br />

Der<strong>for</strong> vil jeg i det følgende, på baggrund af en afdækning af hygiejnebegrebets historiske<br />

trans<strong>for</strong>mation, vise hvorledes den hygiejniske diskurs’ talsmænd indvirkede på konkrete<br />

planlægningstiltag i København 1844-65. I den tidligere <strong>for</strong>skning findes der ikke en samlet<br />

analyse af hygiejnebevægelsens agitation og arbejde <strong>for</strong> byplanmæssige initiativer med et<br />

hygiejnisk sigte. Dette vil jeg prøve at råde bod på i dette speciale, hvor<strong>for</strong> jeg der<strong>for</strong> nærmere<br />

3


vil studere hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> derved mere nøjagtig at kunne give en<br />

udtømmende beskrivelse af, hvilken rolle disse ingeniører, læger, præster, embedsmænd og<br />

politikere m.fl., spillede <strong>for</strong> de byplanmæssige <strong>for</strong>andringer i Frederik den Syvendes tid.<br />

Traditionelt har fremstillinger om den moderne byplanhistorie i Danmark været domineret<br />

af arkitekter og startet ved oprettelsen af Lands<strong>for</strong>eningen Bedre Byggeskik og <strong>Dansk</strong><br />

Byplanlaboratorium i tiden omkring 1. verdenskrig. 1 Senere har andre sat starten på den<br />

”rigtige” moderne byplanhistorie til 1800-tallets sidste årtier, nu med ingeniørerne som den<br />

dominerende faggruppe. 2 Disse fremstillinger har traditionelt set nedprioriteret<br />

byplanmæssige initiativer i midten af 1800-tallet, selvom de første konkrete eksempler på<br />

moderne byplanlægning, som ikke var ud<strong>for</strong>met efter direktiver fra den enevældige<br />

kongemagt, men på baggrund af en offentlig debat, faktisk fandt sted fra 1840’erne til<br />

1860’erne. Det er mit <strong>for</strong>mål med denne fremstilling at gøre opmærksom på dette faktum,<br />

samt endvidere at påpege, at ikke én faggruppe var dominerende i byplanlægningen i 1800tallets<br />

midte, men at det snarere var en alliance af faggrupper, alle med interesse <strong>for</strong> at<br />

<strong>for</strong>bedre den offentlige hygiejne, som stod bag periodens planlægningsinitiativer.<br />

Jeg vil metodisk set gå nye veje og fokusere på studiet af diskurser i stedet <strong>for</strong> blot at<br />

rekonstruere empirien. Med inspiration fra Foucaults diskursanalyse vil jeg lægge<br />

hovedvægten af fremstillingen på studiet af den offentlige diskurs om byplanlægning,<br />

hygiejne og sanitære re<strong>for</strong>mer. Hensigten med at implementere denne metode i specialet er en<br />

<strong>for</strong>modning om, at den vil være opklarende i <strong>for</strong>hold til det egentlige <strong>for</strong>mål, som søger at<br />

finde svar på, hvilke aktører der introducerede den hygiejniske diskurs og satte den på<br />

dagsordenen, og hvordan de mobiliserede denne til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> egne politiske synspunkter.<br />

1.2. Hygiejnebevægelsen<br />

Jeg opfatter en bevægelse som en mere eller mindre <strong>for</strong>mel gruppering af mennesker, der<br />

er løst tilknyttede til hinanden i kraft af at en tilslutning til en idé, eller hvad man kan kalde<br />

”kampen <strong>for</strong> den samme sag”. Bevægelsens medlemmer er ikke først og fremmest knyttet<br />

sammen i fysisk <strong>for</strong>stand, og de færdes ikke nødvendigvis de samme steder på de samme<br />

1 Kristensen, Jeppe Norskov: Købstadens metamorfose. Industrialiseringens følger <strong>for</strong> den århusianske<br />

byudvikling. Upubliceret speciale fra Historisk Institut, Århus Universitet 2002. s. 4: Af eksempler nævner<br />

Kristensen: Bistrup, Knud: Ebenezers disciple. København 1971 & Bisgaard, Holger (red.) Om planlægning.<br />

København 1981.<br />

2 Knudsen, Tim: Storbyen støbes. København mellem kaos og byplan 1840-1917. København 1988.<br />

4


tidspunkter. Bevægelsens sammenhængskraft er af en mere ”åndelig” natur. Forstået som at<br />

man fælles om det samme sæt af værdier og brænder <strong>for</strong> den samme sag. Der<strong>for</strong> medregner<br />

jeg i min definition af hygiejnebevægelsen ikke blot den hygiejneinteresserede lægestand,<br />

som i kraft af deres profession færdedes i de samme kredse, som f.eks. i Det kongelige<br />

medicinske selskabs hygiejniske komité eller i Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse.<br />

Medregnet er også aktører med ikke-lægevidenskabelig baggrund, som ikke nødvendigvis<br />

blev indbudt til møderne i den hygiejniske komité eller læge<strong>for</strong>eningen, men som i deres<br />

gøren og laden immervæk delte synspunkter med lægerne om hygiejnens vigtighed, sanitære<br />

re<strong>for</strong>mer og behovet <strong>for</strong> en planlægning af byens fremtidige udvidelse.<br />

Hygiejnebevægelsens centrale omdrejningspunkt var lægen Emil Hornemann, der med sin<br />

højlydte agitation om nogen iscenesatte hovedstaden som en miljøkatastrofe <strong>for</strong> dermed at<br />

fremme den hygiejniske diskurs politisk. Men der var i perioden også andre aktører af<br />

betydning, som bidrog med indlæg i debatten om byens fremtidige plan. Mange af<br />

Hornemanns kollegaer støttede op omkring den hygiejniske sag såsom lægerne F.F. Ulrik,<br />

P.A. Schleisner, C.A. Fenger, B.A. Hoppe, A.G. Sommer, Carl Levy, C.S. Engelsted m.fl.<br />

Men også christianshavnerpræsten C. H. Visby var særdeles aktiv i sagen, og det samme var<br />

ingeniørerne C.G. Hummel og L. A. Colding, som med deres polytekniske viden virkede som<br />

tekniske rådgivere og embedsmænd <strong>for</strong> den københavnske kommunalbestyrelse. Endelig gik<br />

enkelte af hygiejnebevægelsens medlemmer politikervejen, hvorved de fik direkte politisk<br />

indflydelse på re<strong>for</strong>mpolitikken i både kommunal- og landspolitisk sammenhæng. Analysen<br />

af hygiejnebevægelsen vil tage sit naturlige udgangspunkt i Emil Hornemann, der i kraft af sit<br />

ihærdige arbejde og sin udprægede agitatoriske arbejds<strong>for</strong>m, var allestedsnærværende i den<br />

hygiejniske debat i 1800-tallets midte. Men det skal ikke handle om ham alene. Det er min<br />

hensigt at yde de andre hygiejniske agitatorer, som i tidligere fremstillinger har stået en smule<br />

i skyggen af Hornemann, en større del af æren <strong>for</strong> de hygiejniske re<strong>for</strong>mer, end tilfældet er i<br />

tidligere fremstillinger.<br />

I erkendelse af at det ofte er i skarpe konfliktsituationer, at det væsentlige træder frem i<br />

debatten, vil jeg gøre en dyd ud af at kontrastere hygiejnebevægelsens re<strong>for</strong>mdiskurs med<br />

divergerende moddiskurser. Dvs. konservative synspunkter om den offentlige hygiejne som<br />

optræder i periodens offentlige debat i pressen, på kongresser og blandt kommunalpolitikerne<br />

på Københavns rådhus på Nytorv samt i mindre grad på Christiansborg.<br />

5


1.3. Operationalisering<br />

Jeg har delt fremstillingen op i fem kapitler, hvoraf det første er indledningen og det sidste<br />

er konklusionen. 2. kapitel præsenterer fremstillingens metodiske grundlag, hygiejnebegrebets<br />

historiske trans<strong>for</strong>mation og hygiejnebevægelsens udenlandske <strong>for</strong>udsætninger, samt de<br />

samfundsmæssige <strong>for</strong>udsætninger <strong>for</strong> hygiejnebevægelsens arbejde. 3. kapitel er en analyse af<br />

hygiejnebevægelsen agitation <strong>for</strong> et moderne vand- og kloaksystem. 4. kapitel er en analyse af<br />

hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> filantropisk byggeri, bygge<strong>for</strong>eningsbyggeri og<br />

bygningslovgivning med et hygiejnisk sigte.<br />

Jeg har afgrænset fremstillingen til primært at fokusere på to overordnede aspekter af<br />

byplanlægningen i København i midten af 1800-tallet. Det sanitære spørgsmål om<br />

vand<strong>for</strong>syning og kloakering samt spørgsmålet om boligbyggeri <strong>for</strong> den mindrebemidlede<br />

arbejderklasse. Disse emner er ikke valgt ud fra nogen tilfældighed, men <strong>for</strong>di de var centrale<br />

byplanmæssige initiativer i perioden, som hygiejnebevægelsen i særlig grad <strong>for</strong>søgte at gøre<br />

sin indflydelse gældende på - med skiftende held. Disse emner var kerneområder i<br />

hygiejnebevægelsens agitation, ud fra kildematerialet at dømme. Denne fremstilling vil der<strong>for</strong><br />

ikke berøre - eller højst nævne en passant - spørgsmål såsom anlæg af parker, gas<strong>for</strong>syning,<br />

gadeudlægning, boulevardbyggeri og jernbaneanlæg m.m.<br />

Tidsmæssigt er året 1844 valgt som nedre grænse, da det er året hvor københavnerne <strong>for</strong><br />

første gang blev præsenteret <strong>for</strong> en gennemarbejdet plan <strong>for</strong> byen i <strong>for</strong>m af ingeniør Kabells<br />

plan <strong>for</strong> et moderniseret vand<strong>for</strong>syningssystem med afløb til kloakker. Årene omkring 1840 er<br />

desuden et godt sted at starte, da de danner et skel i dansk historie i økonomisk <strong>for</strong>stand.<br />

Samfundsøkonomien trådte da <strong>for</strong> første gang ind i en stærk, vedvarende vækst, som er <strong>for</strong>tsat<br />

til i dag, kun afbrudt af kortvarige tilbageslag. Året 1865 er valgt som fremstillingens øvre<br />

grænse sluttende med begyndelsen til det kooperative bygge<strong>for</strong>eningsbyggeri eksemplificeret<br />

i stiftelsen af Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening. Den øvre afgrænsning er <strong>for</strong>etaget i erkendelse af,<br />

at man dette år har fået gennemført ”første generation” af de væsentligste re<strong>for</strong>mer inden <strong>for</strong><br />

specialets emneområde. Senere tiders revision og videreudvikling af re<strong>for</strong>merne ligger<br />

uden<strong>for</strong> denne fremstillings rammer.<br />

6


1.4. Forskningskarakteristik<br />

Det klassiske værk om Københavns historie og re<strong>for</strong>mer i midten af 1800-tallet er Villads<br />

Christensens ”København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857”<br />

fra 1912. 3 Bogen er en klassisk bred oversigtsfremstilling af hovedstadens historie, der på<br />

underholdende vis, giver et solidt indblik i datidens København i brydningstiden. Et<br />

stridspunkt blandt historikere, der beskæftiger sig med Københavns historie i perioden, er<br />

spørgsmålet om, hvilken betydning koleraepidemien i 1853 spillede <strong>for</strong> periodens sanitære<br />

re<strong>for</strong>mer i hovedstaden. Christensen <strong>for</strong>fægter den tese, at ”først den store Koleraepidemi<br />

<strong>for</strong>maaede at ruske Myndighederne og Befolkningen op”. 4 Koleraepidemien var, ifølge<br />

Christensen, en gavnlig - om end hård - læremester <strong>for</strong> byens myndigheder og den afgørende<br />

årsag til, at der <strong>for</strong> alvor kom fart i re<strong>for</strong>marbejdet i den <strong>for</strong>sømte by. 5 Christensen giver dog<br />

til tider en noget <strong>for</strong>enklet fremstilling af byens historie, idet han ikke i tilstrækkelig grad<br />

tager højde <strong>for</strong> de enorme konflikter og menings<strong>for</strong>skelle, som fandtes i tidens offentlige<br />

debat og i kommunalstyrelsen. Christensen maler et lidt <strong>for</strong> rosenrødt billede af Københavns<br />

historie 1840-1857, hvilket måske skyldes, at han som stadsarkivar i Københavns Kommune<br />

– lønnet af Københavns Kommune – ikke havde den tilstrækkelige uafhængighed af<br />

kommunale interesser, som muliggjorde en kritisk distance over<strong>for</strong> stoffet.<br />

Hans Peter Hildens bog fra 1973 ”Skrald, storby og miljø. En beretning om Københavns<br />

kamp mod affaldet gennem 200 år” 6 er et jubilæumsskrift i anledning af<br />

”Renholdningselskabet af 1898’s (R98) 75 ås jubilæum. I bogen beskrives<br />

affaldsbehandlingens historie i København fra 1700-tallet op til i dag. Hilden afviser, at<br />

koleraepidemien i 1853 havde den store betydning <strong>for</strong> de sanitære re<strong>for</strong>mer i midten af 1800tallet.<br />

Begrundelsen er, at de sanitære re<strong>for</strong>mer var under <strong>for</strong>handling allerede inden<br />

epidemien ramte hovedstaden. Re<strong>for</strong>merne kom, da tiden var moden, mener Hilden, <strong>for</strong>di<br />

man fik et øget kendskab til hygiejnens betydning, og <strong>for</strong>di de økonomiske og tekniske<br />

<strong>for</strong>udsætninger nu var til stede. Hilden bevæger sig i sin analyse på et udpræget materialistisk<br />

praksis-niveau, og lægger meget vægt på den økonomiske og tekniske udviklings betydning<br />

3<br />

Christensen, Villads: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857. København<br />

1912.<br />

4<br />

ibid. s. 136<br />

5<br />

ibid. s. 536<br />

6<br />

Hilden, Hans Peter: Skrald, storby og miljø. En beretning om Københavns kamp mod affaldet gennem 200 år.<br />

København 1973.<br />

7


<strong>for</strong> 1800-tallets hygiejniske re<strong>for</strong>mer, uden dog at underkende de politiske konflikters<br />

betydning <strong>for</strong> udviklingen.<br />

Tim Knudsen har i ”Storbyen støbes. København mellem kaos og byplan 1840-1917” 7<br />

skildret Københavns udvikling og planlægning fra omkring 1840 til starten af 1900-tallet.<br />

Knudsens tilgang er udpræget politisk, med fokus på det kommunalpolitiske<br />

beslutnings<strong>for</strong>løb, hvorved de konkrete planlægningstiltag træder i baggrunden. Knudsen gør<br />

en dyd ud af at distancere sig fra den ”traditionelle historie” om Københavns historie. Dette<br />

gør han bla. ved at dekonstruere traditionelle historikeres arbejde på området, først og<br />

fremmest Villads Christensens 8 fremstilling. Christensen, mener Knudsen, lægger <strong>for</strong> stor<br />

vægt på koleraens betydning. Desuden giver han et <strong>for</strong> <strong>for</strong>enklet og idylliserende billede af<br />

Københavns udvikling, der lægger <strong>for</strong> meget vægt på myten om ”de <strong>for</strong>udseende læger som<br />

Emil Hornemann”, som heltene og hoveddrivkræfterne bag de Københavns hygiejniske<br />

gennembrud. Knudsens pointe er, at mange andre interesser end de hygiejniske havde<br />

betydning <strong>for</strong> planlægningsgennembruddet, først og fremmest erhvervs- og husejerinteresser<br />

begrundet i tidens herskende ideologi – den økonomiske liberalisme. Det er i dette kompleks<br />

af interessemodsætninger og konflikter, at de københavnske re<strong>for</strong>mer bør ses. Den store<br />

koleraepidemi i 1853 havde i sig selv ringe politisk betydning <strong>for</strong> hændelses<strong>for</strong>løbet. 9<br />

Knudsen koncentrerer sig i sin fremstilling overvejende om byplanlægningens<br />

udviklingshistorie i København omkring 1900-tallets begyndelse. Det var en periode, hvor<br />

toneangivende ingeniører som Charles Ambt institutionaliserede den egentlige moderne<br />

byplanlægning i København som en kommunal <strong>for</strong>valtningsaktivitet. Der<strong>for</strong> er Knudsens<br />

skildring af byplanlægningen i 1800-tallets midte af en mere overordnet og knap så grundig<br />

karakter.<br />

Den offentlige hygiejnes genese er et af mange temaer Karin Lützen tager under<br />

behandling i sin bog ”Byen tæmmes” 10 fra 1998, som kommer rundt i mange hjørner af<br />

Københavns historie i tidsrummet 1830-1895. Forfatteren søger at vise, hvorledes den<br />

borgerlige middelstand via dominans af den offentlige tale opkastede sine egne<br />

klassebestemte <strong>for</strong>estillinger om ”Det Gode Liv” til den ”bedste” og eneste rigtige leveregel<br />

<strong>for</strong> alle samfundsgrupper. Gennem sociale re<strong>for</strong>mer og privat velgørenhed blev disse bestemte<br />

7<br />

Knudsen 1988.<br />

8<br />

Christensen 1912.<br />

9<br />

ibid. s. 44<br />

10<br />

Lützen, Karin: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale re<strong>for</strong>mer og velgørenhed i 1800-tallets København.<br />

København 1998.<br />

8


<strong>for</strong>skrifter om Det Gode Liv virkeliggjort i 1800-tallet, og <strong>for</strong>estillingerne lever videre i dag i<br />

bedste velgående. F.eks. opfattes kernefamilien stadigvæk som det ideelle familiemønster i<br />

den moderne velfærdsstat. Forfatterens <strong>for</strong>mål er at dekonstruere disse <strong>for</strong>estillinger om Det<br />

Gode Liv, velfærdsstatens ideologiske grundlag, og vise hvorledes disse <strong>for</strong>estillinger ikke er<br />

oprindelige, men konstruerede som objektive sandheder på et bestemt historisk tidspunkt.<br />

Dekonstruktionen har til <strong>for</strong>mål at vise at borgerskabets definition på Det Gode Liv ikke er<br />

almengyldig. Der findes ikke en fast <strong>for</strong>mel <strong>for</strong> Det Gode Liv. Det kan leves på mange<br />

<strong>for</strong>skellige måder også uden<strong>for</strong> Kernefamiliens mand-kone-børn-<strong>for</strong>mel, alene, i storkollektiv<br />

eller i partnerskab med én af samme køn som en selv. 11 Lützen viser, hvorledes<br />

middelstanden ud fra egne idealer om Det Gode Liv i midten af 1800-tallet tog initiativ til en<br />

lang række hygiejniske <strong>for</strong>anstaltninger, der havde som <strong>for</strong>mål at tæmme byen, muge ud i<br />

skidenheden og civilisere byens fattige arbejderklasse. Lützen gør en dyd ud af at bevæge sig<br />

på et diskursivt niveau i sine analyser. Det der interesserer hende er ikke virkeligheden men<br />

middelstandens perceptioner om virkeligheden, som den kommer til udtryk i den offentlige<br />

tale. Desværre virker Lützen lidt overfladisk i sine analyser af tidens toneangivende diskurser<br />

om hygiejne og byens planlægning, og lader ofte de empiriske eksempler stå ukommenterede.<br />

Hanne Lindegaards beskæftiger sig i sin ph.d.-afhandling Ud af røret? Planer, processer<br />

og paradokser omkring det københavnske kloaksystem 1840-2001 12 med kloakeringens<br />

historie i København. Metodisk set trækker Lindegaard også på traditionen fra Foucault.<br />

Hendes projekt er bla. at anvende en Foucault-inspireret diskursanalyse i sine analyser af<br />

kloakteknologiens problematiske etableringsproces i 1800-tallets midte. Hun fokuserer der<strong>for</strong><br />

på at <strong>for</strong>tælle kloakteknologiens diskursive historie, frem <strong>for</strong> at bedrive traditionel<br />

teknologihistorie på praksisniveau, i det håb at kunne finde nyt fra historiens gemmer i et<br />

allerede velbeskrevet emne. Lindegaard diskursanalytiske tilgang afslører, hvorledes<br />

hygiejnebevægelsens i-tale-sættelse af en række problemstillinger - omkring hygiejne,<br />

sundhed, <strong>for</strong>ebyggelse, moral og civilisation m.m. er betydningsfulde argumenter i<br />

kloakdebatterne, som får stor betydning <strong>for</strong> kloaksystemet praktiske ud<strong>for</strong>mning. Lindegaard<br />

insisterer på at trække analysen af det københavnske kloaksystem helt op til vor egen tid. Den<br />

lange diakrone analyse finder jeg bestemt er videnskabelig relevant og berettiget. Men jeg må<br />

samtidig erkende, at perspektivet har som konsekvens, at analysen til tider ikke når<br />

11 ibid. s. 13ff<br />

12 Lindegaard, Hanne: Ud af røret? Planer, processer og paradokser omkring det københavnske kloaksystem<br />

1840-2001. Upubliceret Ph.d.-afhandling IPL/Teknologi- og Miljøstudier. Danmarks Tekniske Universitet 2001.<br />

9


tilstrækkeligt i dybden, der i øvrigt bindes op på et sparsomt udvalg af kilder. Det store<br />

kildemateriale til rådighed <strong>for</strong> emnet og perioden taget i betragtning.<br />

Udover de fem ovenstående værker har jeg benyttet meget anden litteratur, som på den ene<br />

eller anden måde berører mit emneområde. Bla. Gerda Bonderups ”Cholera-Morbro’er og<br />

Danmark” 13 og Jens Engbergs ”Det heles Vel”. 14 Bonderup giver et grundigt komparativt<br />

overblik over 1800-tallets koleraepidemier, og hun belyser ganske udførligt lægestandens<br />

rolle i bekæmpelsen af disse epidemier. Bonderup er traditionel i den <strong>for</strong>stand, at hun bakker<br />

op omkring Villads Christensens gamle tese om kausal<strong>for</strong>holdet mellem koleraepidemien<br />

1853 og hygiejniske re<strong>for</strong>mer. Jens Engberg beskriver den danske miljøpolitiks historie<br />

gennem ca. 125 år. Engbergs perspektiv er på et statspolitisk niveau, og emnet er der<strong>for</strong><br />

begrænset til kampen om <strong>for</strong>ureningsbekæmpelsen i Danmark, og hvad der på det centrale<br />

plan kom ud af den. Af særlig interesse i denne sammenhæng er Engbergs analyser af<br />

politiske processer, kampe og debatter omkring sundhedsvedtægterne i 1850’erne.<br />

Ole Hyldtoft er ekspert i arbejderboligens historie, der<strong>for</strong> har jeg i særlig grad i kapitlet om<br />

det filantropiske arbejderboligbyggeri støttet mig til hans arbejde, særligt artiklerne<br />

”København. Fra fæstning til moderne storby” 15 , ”Urbaniseringsprocessen i Danmark” 16 ,<br />

”Arbejderboliger og Bymiljøer” 17 samt bogen ”Danmarks økonomiske historie 1840-<br />

1910”. 18 Hyldtoft har sit ståsted i en klassisk marxistisk <strong>for</strong>skningstradition, hvor det er<br />

analysen af den konkrete praksis og ikke diskurser, som er i centrum. Hyldtofts store viden på<br />

området gør ham dog særdeles uundværlig i denne sammenhæng.<br />

Jeg ved, at jeg med mit valg af emne skriver mig ind i en stor <strong>for</strong>skningstradition, som<br />

allerede har dækket Københavns historie i perioden minutiøst. Jeg mener imidlertid, at dette<br />

speciale kan kaste nyt lys over en række områder. For det første betræder jeg metodisk set<br />

næsten jomfruelig grund i <strong>for</strong>hold til emnet. Kun Hanne Lindegaard har tidligere<br />

implementeret en konsekvent diskursanalytisk indgangsvinkel i sit studie af kloakdiskurser.<br />

For det andet <strong>for</strong>søger jeg, at samle de hygiejnisk-sindede aktører under en hat i en decideret<br />

13<br />

Bonderup, Gerda: Cholera-Morbro’er og Danmark. Billeder til det 19. århundredes samfunds- og<br />

kulturhistorie. Århus 1994.<br />

14<br />

Engberg, Jens: Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om sundhedsvedtægter i<br />

1850’erne til miljøloven 1974. København 1999.<br />

15<br />

Hyldtoft, Ole: ”København. Fra fæstning til moderne storby.” I: Frandsen, Karl-Erik (red.) Kongen og Folkets<br />

København – gennem 800 år. København 1996.<br />

16<br />

Hyldtoft, Ole (m.fl.): ”Urbaniseringsprocessen i Danmark” I: Blom, Grethe Authén: Urbaniseringsprocessen i<br />

Norden. Bd. 3 (Industrialiseringens første fase), Trondheim 1977.<br />

17<br />

Hyldtoft, Ole: ”Arbejderboliger og bymiljøer”. I: Strømstad, Poul: Mennesket og Maskinen. Nationalmuseet<br />

1980.<br />

18<br />

Hyldtoft, Ole: Danmarks økonomiske historie 1840-1910. Herning 1999.<br />

10


evægelse, hvor de førhen i <strong>for</strong>skningstraditionen har optrådt spredt og lidt tilfældigt. For det<br />

tredje mener jeg, at spørgsmålet om, hvorvidt koleraen var eller ikke var prime mover <strong>for</strong> de<br />

sanitære re<strong>for</strong>mer er <strong>for</strong>kert <strong>for</strong>muleret, da virkeligheden var langt mere kompleks, end<br />

spørgsmålet lægger op til 19 Jeg synes ikke, at det er interessant at komme med monokausale<br />

<strong>for</strong>klaringer på et fænomen, som reelt er et resultat af et virvar af interesser og<br />

omstændigheder, hvoraf koleraens traumatiske erfaring blot var en af mange.<br />

1.5. Kildemateriale<br />

Det væsentligste kildemateriale som ligger til grund <strong>for</strong> denne fremstilling udgøres af trykt<br />

materiale i <strong>for</strong>m af avisartikler, tidsskriftsartikler fra lægevidenskabelige miljøer,<br />

selvstændige videnskabelige publikationer, kommissions- og kongresberetninger samt<br />

<strong>for</strong>handlingsprotokolreferater. Jeg har ikke benyttet utrykt kildemateriale til denne<br />

fremstilling, da jeg ikke har kunnet finde supplerende relevant in<strong>for</strong>mation i utrykte<br />

arkivalier, hvad emnet og min tilgangsvinkel angår, som ikke allerede fandtes i det i øvrigt<br />

rigelige trykte materiale. 20<br />

Jeg har brugt et udvalg af avisartikler fra aviserne Fædrelandet og Berlingske Tidende som<br />

kildegrundlag til denne fremstilling, da hygiejnebevægelsen i særlig grad publicerede sine<br />

synspunkter i disse to aviser. Det nationalliberale Fædrelandet var periodens førende<br />

oppositionsblad, som så det som sin pligt at påvirke offentligheden <strong>for</strong> derved at øve<br />

indflydelse på myndighedernes beslutninger. Det gjorde den bla. ved at publicere<br />

hygiejnebevægelsens artikler og debatindlæg, som den redaktionelle linje generelt bakkede op<br />

om, samt ved at skælde ud på den politiske ledelses modstand mod re<strong>for</strong>mer. Berlingske<br />

Tidende var derimod mere konservativ og regeringsvenlig, men samtidig var avisen mellem<br />

1840-1860 landets største avis og havde en bredere læserskare i borgerskabet end<br />

Fædrelandet. Der<strong>for</strong> var det interessant <strong>for</strong> hygiejnikerne at lufte deres holdninger i<br />

19 Det seneste bidrag til <strong>for</strong>skningsdiskussionen kommer fra Jes Fabricius Møller, som <strong>for</strong>fægter det<br />

“traditionelle” synspunkt, at ”koleraen faktisk havde betydning <strong>for</strong> byplanlægningen”. (Møller, Jes Fabricius:<br />

Biologismer. Naturvidenskab og Politik 1850-1930. Upubliceret Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet 2002.<br />

s. 116.)<br />

20 Jeg har dog gennemset en pakke på Københavns stadsarkiv med diverse utrykte dokumenter fra Kommissionen<br />

til <strong>for</strong>bedring af de hygiejniske <strong>for</strong>hold i København 20 , som blev nedsat i 1851, uden dog at finde brugbare<br />

oplysninger, som ikke var at finde i kommissionens trykte beretning fra året efter.<br />

11


Berlingske Tidende, hvor hygiejnediskursen ofte kom i clinch med og blev testet op imod<br />

mere konservative re<strong>for</strong>mskeptiske synspunkter. 21<br />

Hovedkilderne til denne fremstilling er dog først og fremmest artikler publiceret i<br />

periodens mange nye tidsskrifter. Jeg har primært medtaget artikler fra lægevidenskabelige<br />

tidsskrifter, som hygiejnebevægelsen brugte som plat<strong>for</strong>m <strong>for</strong> deres agitation: Bibliothek <strong>for</strong><br />

Læger, Ugeskrift <strong>for</strong> Læger og Hygiejniske Meddelelser. Ideen med tidsskrifterne var, at<br />

samle viden og erfaring sammen, ligesom det også gav mulighed <strong>for</strong>, at distribuere <strong>for</strong>edrag<br />

og diskussionsreferater fra re<strong>for</strong>mvenlige selskaber, f.eks. blev referatet fra Det kongelige<br />

medicinske selskabs hygiejniske Komité trykt i Bibliothek <strong>for</strong> Læger. De trykte <strong>for</strong>edrag og<br />

diskussioner kunne via tidsskrifterne spredes ud til en større kreds til oplysning og<br />

<strong>for</strong>bedringer, eller redaktørerne kunne selv bringe nye emner på dagsordenen, som Emil<br />

Hornemann gjorde det med sit tidsskrift Hygiejniske Meddelelser. 22<br />

Hygiejnebevægelsens større selvstændige videnskabeligt funderede afhandlinger og<br />

undersøgelser er også naturlige centrale kilder til studiet af hygiejnebevægelsens diskursive<br />

praksis. Det samme er kommissionsberetningen ”Beretning om den ved allerhöieste<br />

Commissorium af 12. marts 1851 nedsatte Sundhedscommissions Virksomhed” 23 og det trykte<br />

referat fra ”Den hygiejniske Congres i Kjöbenhavn juli 1858”. 24 Dette materiale giver et<br />

konkret indblik i de videnskabelige, tekniske og faglige problemstillinger samtidig med, at det<br />

giver et indblik i, hvordan disse problemstillinger præsenteredes <strong>for</strong> og <strong>for</strong>handledes med<br />

hygiejneskeptikere. Endelig udgør den kommunalpolitiske <strong>for</strong>handlingsprotokol Kjøbenhavns<br />

Borgerrepræsentanters Forhandlinger (KBF), som jeg har studeret nærmere <strong>for</strong> perioden<br />

1840-1858, et godt supplerende grundlag <strong>for</strong> analysen af hygiejnebevægelsens agitation på<br />

Københavns Rådhus samt ikke mindst af den generelle politiske holdning til og debat<br />

omkring planlægningsspørgsmål.<br />

21 Bonderup, Gerda: Cholera-Morbro’er og Danmark. Billeder til det 19. århundredes samfunds- og<br />

kulturhistorie. Århus 1994. s. 37, Sølinge, Jette D. (m.fl.): De danske aviser 1634-1989. Bd. 2. 1848-1917.<br />

Odense 1989. s. 100ff, 109.<br />

22 Hygiejnebevægelsen i-tale-satte også den hygiejniske diskurs i ikke-lægevidenskabelige tidsskrifter, f.eks. i<br />

tidsskriftet Quartalsindberetninger fra Industri<strong>for</strong>eningen.<br />

23 Hornemann, Emil (red.): Beretning om den ved allerhöieste Commissorium af 12. marts 1851 nedsatte<br />

Sundhedscommissions Virksomhed. København 1852.<br />

24 Den hygiejniske Congres i Kjöbenhavn juli 1858. København 1858.<br />

12


2. Metode, begreb og samfundsmæssig kontekst<br />

2.1. Metode – inspirationen fra Foucault<br />

Teoretisk og metodisk har jeg anset det <strong>for</strong> nyttigt at lade mig inspirere af den franske<br />

tænker Michel Foucaults diskursanalyse i mine analyser af hygiejnebevægelsens betydning<br />

<strong>for</strong> aspekter af Københavns planlægning og modernisering i midten af 1800-tallet. Foucault<br />

har der<strong>for</strong> både været inspirator <strong>for</strong> fremstillingens overordnede problemstilling samt <strong>for</strong> de<br />

konkrete analyser af diskursernes betydning <strong>for</strong> byplanlægningens etableringsproces<br />

I min analytiske tilgang til stoffet har jeg fundet det opklarende i <strong>for</strong>hold til emnet at<br />

anvende traditionen fra Foucault, specielt hvad angår 1. Diskursbegrebet, 2. Den genealogiske<br />

metode til studiet af diskurser og 3. Hans kamp i det hele taget <strong>for</strong> at sætte spørgsmålstegn<br />

ved givne sandheder i det felt, som analysen gælder.<br />

Foucault er mere end nogen anden den, som har udviklet og sat analysen af diskurser på<br />

dagsordenen. Det er dog svært at skulle præsentere og beskrive hans metode og begreber, da<br />

han gjorde en dyd ud af ikke at danne skole. 25 Foucault fik aldrig givet en samlet beskrivelse<br />

af sin metode, inden han døde i 1984, og selvom han havde levet videre, er det langt fra<br />

sikkert, at han ville have produceret en sådan. Foucault var mere interesseret i at praktisere<br />

sin metode i empiriske studier og lade resultaterne tale <strong>for</strong> sig selv end i at <strong>for</strong>mulere sin<br />

metode og sit begrebsapparat eksplicit og entydigt. 26 Man kan der<strong>for</strong> ikke sige, at der ud fra<br />

Foucaults værker kan udledes en sammenhængende diskursteori.<br />

Begrebet diskurs er helt centralt hos Foucault. Diskurs er en oversættelse fra det franske<br />

discour og betyder tale. Væsentligt <strong>for</strong> Foucaults udlægning af begrebet diskurs er det, at det<br />

emne, begreb eller genstand, som studeres, ikke ses som om, den har en fast <strong>for</strong>m eller essens,<br />

der kan afdækkes, men derimod at emnet/begrebet/genstanden får sit indhold i kraft af talen<br />

omkring det. 27 Det er et udpræget konstruktivistisk argument, som Foucault her lægger <strong>for</strong><br />

dagen: Fysiske ting og handlinger eksisterer ”derude”, men det er igennem sproget/i diskursen<br />

at de får deres betydning. Diskursen er en mængde af udsagn, som tilvejebringer et sprog,<br />

eller en <strong>for</strong>ståelses- og handlingshorisont, <strong>for</strong> at tale med om et bestemt emne i en bestemt<br />

25<br />

Andersen, Niels Åkerstrøm: Diskursive analysestrategier. Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. København<br />

1999. s. 28f<br />

26<br />

Flyvbjerg, Bent: Rationalitet og Magt. Bd. 1. Det konkretes videnskab. Akademisk Forlag 1991. s. 90<br />

27 Lindegaard 2001 s. 30<br />

13


historisk tid. Diskursen inkluderer bestemte måder at tale om et emne på, mens andre måder<br />

at tale om samme emne eller objekt ekskluderes og begrænses. 28 Foucault vendte selv<br />

gentagne gange tilbage til analysen af den medicinske diskurs, <strong>for</strong>di dens udvikling og<br />

trans<strong>for</strong>mation omkring år 1800, som skildret af Foucault i Klinikkens Fødsel 29 , etablerede en<br />

ny videnskabelig diskurs, som fik vidtrækkende betydning også uden <strong>for</strong> lægevidenskaben.<br />

Ikke mindst i de københavnske debatter omkring hygiejne, sanitære re<strong>for</strong>mer og<br />

byplanlægning i København i midten af 1800-tallet, som er dette speciales emneområde.<br />

Diskursanalysen er en historisk analyse, som lægger vægten på studiet af udsagn, frem <strong>for</strong><br />

konkret på ”hvad der skete”. Det primære genstandsfelt <strong>for</strong> analysen er den offentlige diskurs.<br />

Hvordan der tales om fænomenerne, og hvad der overhovedet var muligt at sige og bringe til<br />

debat i perioden. Konkret vil jeg i denne fremstilling <strong>for</strong>etage tekstnær genealogisk analyse af<br />

den hygiejniske diskurs, som den er nedfældet i det skriftlige kildemateriale. Herved vil jeg<br />

vise, hvorledes hygiejnikerne sætter den hygiejniske diskurs på dagsordenen i den offentlige<br />

debat og trækker på denne med det <strong>for</strong>mål at fremme re<strong>for</strong>mer politisk. Jeg vil se nærmere på,<br />

hvordan lægerne, ingeniørerne, kemikerne og præsterne i hygiejnebevægelsen i-tale-satte<br />

deres synspunkter i konflikt med divergerende diskurser. Jeg vil undersøge, hvordan<br />

hygiejnikerne producerede og praktiserede konkret magten. Bla. gennem det Foucault kalder<br />

<strong>for</strong> ”viljen til viden” og ”viljen til sandhed”, hvorved hygiejnikerne <strong>for</strong>søgte at opkaste deres<br />

argumenter til ”sandhed”, og derved <strong>for</strong>søgte at overtale andre til at mene det samme som<br />

dem selv. F.eks. gjorde hygiejnebevægelsen brug af systematisk at inddrage<br />

naturvidenskabelige argumenter i sin agitation <strong>for</strong> at fremme den hygiejniske sag. Alliancen<br />

med andre videnskabelige discipliner, og den intense jagt på sandheder og beviser, gav<br />

hygiejnikerne gode muligheder <strong>for</strong> at overbevise dem, der skulle tage beslutningerne og<br />

bevilge penge til de hygiejniske tiltag, om at disse præventive <strong>for</strong>anstaltninger nyttede. 30<br />

Jeg er specielt inspireret af Foucaults genealogiske metode til studiet af diskurser. Det er<br />

en diskursanalytisk metode, som han i Talens <strong>for</strong>fatning 31 og Nietzsche – Genealogien,<br />

historien 32 fra 1971 udviklede med det <strong>for</strong>mål at optimere analysen af diskurser, som han<br />

28<br />

Hall, Stuart: ”The Work of Representation” I: Hall, Stuart (ed.): Representation. Cultural Representation and<br />

Signifying Practices. London 1997. s. 44<br />

29<br />

Foucault, Michel: Klinikkens fødsel. København 2000.<br />

30<br />

Lindegaard 2001 s. 31, 124<br />

31<br />

Foucault, Michel: Talens <strong>for</strong>fatning. København 2001.<br />

32<br />

Foucault; Michel: ”Nietzsche – Genealogien, historien”. I: Foucault, Michel: Talens <strong>for</strong>fatning. København<br />

2001.<br />

14


havde lanceret i 1963 i Klinikkens fødsel. 33 Genealogien er en historisk ud<strong>for</strong>skningsmetode<br />

indrettet på afdækning af og uddragning af magtrelationer, der gennem konkrete studier viser,<br />

hvorledes magt og videns<strong>for</strong>hold spiller sammen. Genealogien er meget kildebaseret og søger<br />

de myriader af små dokumenter, skriverier, protokoller m.m. som en skriftlig diskurs har<br />

efterladt sig. Genealogien står i modsætning til traditionel historie, som først og fremmest er<br />

ude efter en begyndelse, en identitet, en årsag og en udvikling. Som Foucault selv<br />

<strong>for</strong>mulerede det: Genealogien (…) modsætter sig de ideale betydninger og de uhæmmede<br />

teleologiers metahistoriske udfoldelse. Den står i modsætning til eftersøgningen af<br />

oprindelsen. 34 Den genealogiske metode er en selvfølgelighedsdestruerende analysestrategi,<br />

der ikke primært har til <strong>for</strong>mål at beskrive, hvad der virkelig skete. Formålet er snarere at<br />

beskrive de historiske kampe og beherskelsesstrategier, hvorunder viden og diskurser<br />

konstitueredes. 35 Foucault tager afstand fra alle reducerende beskrivelser og stiller der<strong>for</strong><br />

konsekvent aldrig hvad- og hvor<strong>for</strong>-spørgsmål til udsagn, da den type spørgsmål blot<br />

reducerer udsagnene til deres årsag og til alt det, der kunne tænkes at give udsagnet mening<br />

eller <strong>for</strong>klare det. Foucault stiller der<strong>for</strong> i stedet hvordan-spørgsmål til udsagn. Herved får<br />

udsagnet den fulde opmærksomhed, og man undgår reduktion og ”essens-tænkning”. 36<br />

Foucault vil med den genealogiske metode nærmere undersøge magten, som hænger<br />

sammen med viden i vores samfund. Ethvert samfund besidder ifølge Foucault et<br />

sandhedsregime <strong>for</strong>stået som processer, der udskiller sande diskurser fra falske. Sandheden er<br />

dermed historisk relativ med de diskurser, som samfundet lader fungere som sande. Foucault<br />

vil med den genealogiske metode afdække og problematisere disse herskende sandheders<br />

mulighedsbetingelser. Det er hele dette kompleks af indbyrdes relationer, man skal analysere<br />

og beskrive ved at studere de diskursive praksisser, hvori magten og sandheden produceres. 37<br />

Disse historisk betingede sandheder har altid haft stor betydning <strong>for</strong> alle typer af praksis,<br />

politisk og videnskabeligt. F.eks. ændrede sandheden om årsager til sygdomme sig flere<br />

gange i løbet af 1800-tallet, alt efter om den var funderet i smitteteori (contagionisme),<br />

miasmeteori (ikke-contagionisme) eller i bakteriologien. Det fik stor betydning <strong>for</strong> hvilke<br />

<strong>for</strong>holdsregler og <strong>for</strong>ebyggelsesstrategier, der implementeredes mod sygdomme og<br />

33<br />

Foucault, Michel: Klinikkens fødsel. København 2000.<br />

34<br />

Foucault, Michel: ”Nietzsche – genealogien, historien”. I: Foucault, Michel: Talens <strong>for</strong>fatning. København<br />

2001. s. 57f. Foucault er stærkt inspireret af Nietzches historieopfattelse og har fra ham lånt termen ”genealogi”,<br />

som skal bruges til at understrege, at kildematerialet ikke bruges til alt finde oprindeligheder med.<br />

35<br />

Andersen 1999 s. 55f<br />

36<br />

ibid. 4<br />

37<br />

Lindegaard 2001 s. 34f, Heede 1997 s. 44<br />

15


epidemier. 38 Produktionen af sandhed var således også central <strong>for</strong> de begreber, teorier og<br />

<strong>for</strong>estillinger, som indgik i diskussionerne og etableringen af byplanmæssige initiativer som<br />

vand<strong>for</strong>syning, kloakker og ”sunde” arbejderboliger, der var kraftigt betingede af, hvilke<br />

diskurser, der var herskende i perioden.<br />

2.2. Hygiejnebegrebets trans<strong>for</strong>mation og hygiejnebevægelsens udenlandske<br />

<strong>for</strong>udsætninger<br />

Hygiejne blev et almindelig kendt begreb i København i 1840'erne, og i de følgende årtier<br />

fik det kolossal indflydelse på den planmæssige udvikling af hovedstaden. Jeg har der<strong>for</strong><br />

fundet det relevant i denne sammenhæng at gøre nærmere rede <strong>for</strong> begrebets historiske<br />

trans<strong>for</strong>mation med det <strong>for</strong>mål at finde frem til, hvorledes begrebet er <strong>for</strong>stået, <strong>for</strong>tolket og<br />

gen<strong>for</strong>tolket op gennem historien. Herunder vil jeg også kort komme ind på de udenlandske<br />

<strong>for</strong>udsætninger <strong>for</strong> den københavnske hygiejnebevægelse, som f.eks. i den engelske Public<br />

Health Movement.<br />

Dette afsnit er inspireret af Lars-Henrik Schmidts idehistoriske fremstilling ”Lys, luft og<br />

renlighed” 39 fra 1986, som er en idéhistorisk undersøgelse af hygiejnebegrebets overordnede<br />

trans<strong>for</strong>mationshistorie. Bogen studerer historiske aspekter af ”renhedsidealets<br />

begrundelsessammenhæng og opkomsten af en ny sans <strong>for</strong> hygiejne”, og er ligesom dette<br />

speciale, inspireret af Foucault i sin tilgang til kilder og emne. Desuden har jeg gjort brug af<br />

etnologen Gerd Anja Jørgensens speciale ”Rent i skind er ren i Sind” 40 fra 1992, som er en<br />

mere specifik analyse af renlighedens begrundelsessammenhænge i Danmark i perioden<br />

mellem 1870-1920.<br />

Opfattelsen af hygiejnen har undergået flere semantiske trans<strong>for</strong>mationer gennem<br />

historien. Hygiejne betyder i oprindelig <strong>for</strong>stand det, der fremmer muligheden <strong>for</strong> at opnå og<br />

bevare sundhed. 41 Termen hygiejne kommer oprindeligt af det græske Hygieia, som i den<br />

græske mytologi var sundhedens gudinde eller gudinde <strong>for</strong> den sunde og rette levevis. Som<br />

38<br />

ibid. s. 34f<br />

39<br />

Schmidt, Lars-Henrik (m.fl.): Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel. Akademisk Forlag<br />

1986.<br />

40<br />

Jørgensen, Gerd Anja: Ren i skind er ren i sind. En etnologisk analyse af renlighedens<br />

begrundelsessammenhænge og <strong>for</strong>dringer i Danmark fra ca. 1870-1920. Cand.phil.-speciale i Europæisk<br />

Etnologi, Institut <strong>for</strong> Europæisk Folkelivs<strong>for</strong>skning, Københavns Universitet, 1992.<br />

41<br />

Den store <strong>Dansk</strong>e Encyklopædi bd. 9, Danmarks Nationalleksikon A/S, 1997. s. 134: Af græsk hygieinos, af<br />

hygieia ”sundhed”.<br />

16


vogter af sundheden symboliserede hun troen på, at menneskene kunne vedblive at være<br />

raske, hvis de levede i overensstemmelse med <strong>for</strong>nuften. Med andre ord symboliserede hun<br />

kort sagt dyderne ved et sundt liv i behagelige omgivelser. I den græske mytologi endte<br />

Hygieia gradvist med at blive betragtet som datter af eller kone til Asklepios – lægekunstens<br />

Gud. Hermed blev hygiejnen – sundhedsstyrkelsen – underlagt terapien og behandlingen. 42 I<br />

middelalderens renselsesritualer var fysisk renlighed ikke noget, man efterstræbte, tværtom<br />

var badet en hellig symbolsk handling, hvorved man rensede sin syndefulde sjæl. Den fysiske<br />

renlighed var således at betragte som en positiv bivirkning af ritualerne. Sundhed blev<br />

betragtet som resultatet af dyd og sygdom som resultatet af synd. I Renæssancen ændredes så<br />

småt opfattelsen af begrebet sundhed til noget manipulerbart. Sygdom blev ikke længere<br />

betragtet som noget helt ukontrollabelt, der mere eller mindre tilfældigt hærgede, men som<br />

noget, der måtte findes midler til at helbrede. 43 Efter 30-årskrigens afslutning i 1648 fulgte en<br />

periode, hvor de enevældige monarkier i Europa konsolideredes, og de absolutistiske<br />

stats<strong>for</strong>valtninger rationaliseredes. Herved skete der en omfattende udvidelse af<br />

ordensmagtens aktiviteter, der gradvist adopterede det politisk-økonomiske kompleks<br />

merkantilismen. Et centralt dogme i merkantilismen lå i <strong>for</strong>estillingen om, at statens<br />

potentielle rigdom var både betinget af og proportional med befolkningsstørrelsen inden<strong>for</strong><br />

statens centralt <strong>for</strong>valtede territorium. Ordensmagten begyndte der<strong>for</strong> at interessere sig mere<br />

og mere detaljeret <strong>for</strong> befolkningens størrelse og kvalitet, som i den statsregulerede<br />

merkantilistiske økonomi ansås <strong>for</strong> at have afgørende politisk og økonomisk betydning som<br />

produktionsfaktor og rigdomsressource <strong>for</strong> staten. Orden måtte der<strong>for</strong> skabes i territoriets<br />

befolkningsgrundlag ved at skabe overblik over befolkningen via statistiske og demografiske<br />

metoder. Derudover begyndte staten at drage omsorg <strong>for</strong> befolkningens kvalitative<br />

sundhedstilstand på en helt ny måde, og i <strong>for</strong>længelse heraf blev det den gryende medicinske<br />

videnskabs opgave at indsamle viden om befolkningens almene sundheds- og<br />

sygdomstilstand. Til dette <strong>for</strong>mål udspaltedes en særlig hygiejnisk underafdeling af<br />

ordensmagten, Det Medicinske Politi, som fik til opgave at <strong>for</strong>bedre sundheden og<br />

befolkningstilvæksten ved at drage omsorg <strong>for</strong> Enevældens undersåtter mht. til sundhed og<br />

sygdom, <strong>for</strong>plantningsadfærd, fødselshyppighed, ernærings<strong>for</strong>hold, dødelighed, bolig<strong>for</strong>hold,<br />

sanitære <strong>for</strong>hold og meget andet. 44<br />

42 Schmidt 1986 s. 12f<br />

43 Jørgensen 1992 s. 34<br />

44 Jørgensen 1992 s. 34f, Schmidt 1986 s. 25ff<br />

17


I Europa afvikledes det absolutistiske ordensprojekt i perioden mellem 1700-tallets<br />

slutning og midten af 1800-tallet, hvorefter trans<strong>for</strong>mationen til en moderne verden viste sig i<br />

sociale revolutioner, nye politiske idealer, begyndende industrialisering og en ny selvstændig<br />

og selvregulerende økonomi, som afsluttede den statslige <strong>for</strong>valtning på dette område. Det<br />

medicinske politis funktion overtoges herefter af de af staten uafhængige nye hygiejniske<br />

re<strong>for</strong>mbevægelser. Disse bevægelser udviklede en ny <strong>for</strong>m <strong>for</strong> socialhygiejne baseret på<br />

enevældens klassiske hygiejnestrategi, der ikke som den merkantilistiske strategi blot<br />

koncentrerede sig om at fremme befolkningstilvæksten, men derudover tillige rettede<br />

opmærksomheden mod at sikre arbejdernes <strong>for</strong>tsatte overlevelse qua de stigende dødsrater og<br />

hyppigere epidemiske udbrud i de europæiske industribyer. Et underliggende motiv <strong>for</strong> de<br />

sanitære re<strong>for</strong>mer var desuden, at man herved sikrede fabriksejerne en sund og stabil<br />

arbejdskraft samt <strong>for</strong>tsat ro og orden i de arbejdende masser. 45<br />

Koleraepidemierne som hærgede i Europa gentagne gange mellem 1831 og 1867 gav<br />

efterhånden lægerne øget indsigt i <strong>for</strong>holdet mellem epidemiernes voldsomhed og graden af<br />

det fysiske og sociale slum, som var resultatet af industrialisering og urbanisering. Det blev<br />

efterhånden muligt direkte at påvise en statistisk sammenhæng mellem slum og sygdom. Der<br />

var blot uenighed om sygdommens egentlige årsag. Indtil Robert Koch i 1883 opdagede den<br />

specifikke årsag til koleraen, (koleravibrionen, som er en bestemt bakterie, der findes i<br />

<strong>for</strong>urenet vand, og som kan smitte ved berøring også gennem sunde smittebærere) var lægerne<br />

splittet i to grupper, smitteteoretikerne, også kaldet contagionisterne, og miasmatikerne, også<br />

kaldet anticontagionisterne. 46 Miasmeteorien <strong>for</strong>trængte dog gradvist smitteteorien helt i løbet<br />

af 1800-tallets første halvdel, og miasme<strong>for</strong>klaringen blev den altdominerende<br />

lægevidenskabelige diskurs og årsags<strong>for</strong>klaring i de hygiejniske bevægelsers storhedstid i<br />

1840’erne og 1850’erne. Miasmeteorien bestemte luften som det afgørende medie i<br />

udbredelsen af sygdomme og epidemier. Teorien gik ud på, at atmosfæriske giftstoffer –<br />

miasmer – opstod spontant i luften pga. uheldige samspil mellem luftens <strong>for</strong>skellige variable<br />

såsom temperatur, årstid, klima, fugtighed, vind, lokalitet, jordbund osv. Teorien lagde<br />

vægten på omgivelsernes spontane sygdomsfremkaldende virkning, <strong>for</strong>stået på den måde at<br />

epidemier opstod, når de sygdomsfremkaldende miasmer der førtes gennem luften fra andre<br />

egne af verden, blandedes lokalt med <strong>for</strong>urenende urenheder fra dyr og mennesker. 47<br />

45 Jørgensen 1992 s. 35, Schmidt 1986 s. 35ff<br />

46 Bonderup 1994 s. 13: Contagio = berøring, miasma = giftigt smitstof<br />

47 Jørgensen 1992 s. 36, Lindegaard 2001 s. 49<br />

18


Forrådnelseslugte blev på den baggrund det nye symptom på fare og sygdomme, samtidig<br />

med at lugtesansen blev den primære hygiejniske sans. Som en konsekvens af de stadig<br />

dårligere bolig<strong>for</strong>hold <strong>for</strong> arbejderklassen i industrialismens storbyer i midten af 1800-tallet<br />

ændredes miasmeteorien gradvist fra en rumlig ætiologi til en social ætiologi. Det var ikke<br />

længere de klimatiske <strong>for</strong>hold, der blev betragtet som årsag til miasmernes spontane genese,<br />

men <strong>for</strong>rådnelse eller stank som var et resultat af arbejderboligkvarternes fysiske uorden,<br />

overbefolkningen, de stillestående rendestene, latringruber, hus- og industriaffald osv. På den<br />

baggrund satte hygiejniske re<strong>for</strong>matorer i mange europæiske lande alt ind på at <strong>for</strong>ebygge<br />

sygdomme ved at udrydde årsagerne til dårlig luft og stank over en bred front. Først og<br />

fremmest ved at <strong>for</strong>bedre den offentlige hygiejne og skaffe arbejderne bedre bolig<strong>for</strong>hold,<br />

samt at optimere kloakeringen og vand<strong>for</strong>syningen. 48 Den miasmatisk-orienterede<br />

hygiejnebevægelse gjorde i 1800-tallets midte også op med contagionismens<br />

karantænebestemmelser, som man siden middelalderen havde benyttet sig af i tilfælde af<br />

epidemiske trusler. Karantænebestemmelserne var begrundede i <strong>for</strong>estillingen om, at<br />

epidemiske sygdomme udbredtes via overføring af contagium, en <strong>for</strong>m <strong>for</strong> smitstof der<br />

overførtes fra menneske til menneske. Hos contagionisterne var det der<strong>for</strong> vigtig at beskytte<br />

sig mod epidemier, og den bedste hygiejniske <strong>for</strong>holdsregel var at isolere syge og tilrejsende<br />

fra epidemiramte områder. Disse bestemmelser blev draget i tvivl af miasmatikerne, da<br />

<strong>for</strong>estillingen om et bestemt smitstof <strong>for</strong>ekom uholdbar og doktrinær. Desuden virkede<br />

miasmeteorien generelt set langt mere overbevisende set i lyset af den moderne statistiks<br />

påpegning af sammenhænge mellem dødelighed og dårlig sanitet. Den statistiske videnskab<br />

bakkede altså op omkring miasmeteorien, det samme gjorde også tidens <strong>for</strong>etrukne politiskøkonomiske<br />

ideologi, liberalismen. De liberale syntes, at contagionismens <strong>for</strong>holdsregler<br />

opstillede unødvendige barrierer <strong>for</strong> handelen og den personlige frihed og <strong>for</strong>etrak der<strong>for</strong><br />

miasmeteoriens lempeligere bestemmelser. I perioden 1820-1860 hvor miasmeteorien havde<br />

sin storhedstid afvikledes karantænebestemmelserne i en lang række lande. 49 I praksis var der<br />

dog ikke meget <strong>for</strong>skel på smitteteoriens og miasmeteoriens hygiejniske <strong>for</strong>skrifter og<br />

konkrete sygdomsbekæmpelse bortset fra karantænebestemmelserne. Begge grupper<br />

anbefalede renlighed på alle områder, gadeskylning, ventilation, lys og luft og op<strong>for</strong>drede til<br />

at holde brønde, latriner og disses omgivelser omhyggeligt rene, og de var i det hele taget<br />

48 Jørgensen 1992 s. 37, Schmidt 1986 s. 42<br />

49 Schmidt 1986 s. 43<br />

19


enige om vigtigheden i at skabe ordentlige sanitære <strong>for</strong>hold i byerne. 50 Den hygiejniske<br />

bevægelses kamp <strong>for</strong> re<strong>for</strong>mer fik et egentligt første gennembrud i England, da den engelske<br />

hygiejniker og miasmatiker Edwin Chadwicks <strong>for</strong>slag til sanitære re<strong>for</strong>mer blev ophøjet til<br />

lov i England i verdens første effektive sundhedslovgivning Public Health Act i 1848. De<br />

engelske hygiejnikeres succes var til stor inspiration <strong>for</strong> hygiejnebevægelser i andre lande på<br />

kontinentet. Miasmatikerne kom dog ikke til at hvile på laurbærrene særligt længe. På<br />

baggrund af de store europæiske koleraepidemier i 1848 og 1853 kom miasmatikernes<br />

sanitære bestræbelser i defensiven, da de kun i begrænset omfang så ud til at kunne standse<br />

koleraens hærgen. Mange læger begyndte at tvivle på miasmeteoriens påstand om, at koleraen<br />

smittede gennem luften og modererede deres synspunkter om koleraens spredningsveje til<br />

også at omfatte smitte. 51 I 1853 lykkedes det også den engelske læge John Snow at påvise, at<br />

koleraen spredtes gennem et smitstof, som han i øvrigt mente – idet han <strong>for</strong>egreb<br />

bakteriologiens senere opdagelser - havde <strong>for</strong>m af en mikroskopisk levende organisme.<br />

Miasmeteoriens medicinsk-epidemiologiske horisont blev alvorligt kompromitteret af Louis<br />

Pasteur, som afviste teorien om miasmernes spontane genese, da intet kunne opstå af intet.<br />

Miasmeteorien blev endelig erklæret <strong>for</strong> decideret videnskabelig uredelig af Robert Koch,<br />

som opdagede og isolerede tuberkelbacillen i 1882 og koleravibrionen året efter. Dermed<br />

funderede Koch bakteriologiens specifikke ætiologi, som konkluderede, at specifikke<br />

bakterier (smitte) var årsag til specifikke epidemiske sygdomme. På baggrund af en <strong>for</strong>kert<br />

teori fik den sanitære bevægelse dog trods alt en stor praktisk succes med at <strong>for</strong>ebygge<br />

sygdomme ud fra sit rumslige ordensprojekt, som ved hjælp af sanering og byplanlægning fik<br />

renset ud, tørlagt og lukket <strong>for</strong> sygdommenes arnesteder og deres smitteveje. 52<br />

Med Kochs opdagelser i 1880’erne indledtes en hel ny æra i lægevidenskaben. Man kan<br />

sige at bakteriologien markerede et epistemologisk brud med overgang til et nyt vidensregime<br />

og sundhedssyn med muligheden <strong>for</strong> at anvise den specifikke årsag til sygdomme som smitte<br />

via bakterier. Med bakteriologien fik man den rigtige teoretiske begrundelse <strong>for</strong> de praktiske<br />

hygiejniske <strong>for</strong>anstaltninger, som miasmatikerne ikke havde haft. Frygten <strong>for</strong> lugten <strong>for</strong>svandt<br />

med bakterieteorien, som påviste at bakterier – ikke luftbårne miasmer – overførte<br />

sygdomme. I stedet blev sygdomstruslen mere diffus, <strong>for</strong>di bakterier kunne findes alle steder.<br />

At ”alt” er mistænkeligt smittende, kan ingen leve med, så der<strong>for</strong> blev sygdomstruslen nu<br />

50 Bonderup 1994 s. 14f<br />

51 Schmidt 1986 s. 47, Bonderup 1994 s. 288f<br />

52 Jørgensen 1992 s. 40, Schmidt 1986 s. 47, 62ff<br />

20


primært lokaliseret til snavs og affald, som man med synet kunne afsløre som sygdomskilde.<br />

Strategien satte sig der<strong>for</strong> som mål at udrydde alt uordentligt og urent <strong>for</strong> derved at<br />

uskadeliggøre årsagen til sygdomme, og en decideret kamp blev indledt mod bakterierne, der<br />

resulterede i en ny renligheds<strong>for</strong>mation, som idealiserede det sterile og desinficerede.<br />

I løbet af 1800-tallets slutning blev socialhygiejnens komplicerede årsagssammenhænge<br />

reduceret til bakteriebekæmpelse, og hygiejnebegrebet blev til stadighed mere et spørgsmål<br />

om renlighed og properhed frem <strong>for</strong> lys og luft mv. I 1900-tallet blev hygiejnebegrebet<br />

indsnævret og synonymt med ”renlighed”. Det kulminerede i en generel mobilisering mod alt<br />

det uordentlige og en installation af hygiejnen som almen æstetisk norm hørende til ”det gode<br />

liv” samt ikke mindst racehygiejnens statsanerkendte tvangssterilisering af åndssvage m.fl.<br />

uønskede elementer, som skulle sikre properheden af den menneskelige race. 53 I 1900-tallets<br />

første halvdel udspaltedes det moderne hygiejnebegreb i flere underkategorier såsom<br />

seksualhygiejne, bolighygiejne, kropshygiejne, madhygiejne (diætikken). I slutningen af<br />

1960’erne skete der et historisk brud med denne vesterlandske ordens<strong>for</strong>mation i <strong>for</strong>m af<br />

ungdomsoprøret, som Schmidt kalder <strong>for</strong> et oprør mod projekt Husmoder og renheden samt et<br />

krav om respekt <strong>for</strong> det <strong>for</strong>skellige. Oprøret tog <strong>for</strong>m af en insisteren på roderiet, fri sex,<br />

kollektivernes improviserede bygningsværker samt en genæstetisering af det usoignerede look<br />

og den naturlige kropslugt. Efter en årrække gik oprøret dog i det store hele i sig selv igen og<br />

det kan konkluderes, at det hygiejniske ordensprojekt i det store og hele overlevede kritikken<br />

og blev geninstalleret som altdominerende grundregel <strong>for</strong> ”det gode liv”, som det tænkes i<br />

dag. 54<br />

2.3. Økonomiske og politiske <strong>for</strong>udsætninger <strong>for</strong> det hygiejniske gennembrud<br />

Efter årtiers krise vendte den økonomiske udvikling i årene omkring 1840, og den danske<br />

samfundsøkonomi trådte ind i stærk vedvarende vækst, som betød, at bruttonationalproduktet<br />

voksede med godt 2 % om året de følgende årtier. Samtidig hermed skete der en kraftig<br />

befolkningsfremgang på godt og vel 1 % om året. I København voksede indbyggertallet fra<br />

101.000 indbyggere i 1801 til 121.000 indbyggere i 1840 og til 155.000 indbyggere i 1860.<br />

53 Schmidt 1986 s. 88: – Den moderne hygiejnes generelle renligheds- og ordensstrategi blev eksemplificeret i<br />

”husmoderen: agenten som regerer over sit lille slot og trans<strong>for</strong>merer det til en sober verden gennem sine<br />

funktioner”<br />

54 ibid. s. 115ff<br />

21


Efter tidligere tiders krisetilstande i det danske landbrug, særligt i årene 1818-1828, trådte<br />

landbruget i 1840’erne ind i en ny vækstperiode, særligt efter ophævelsen af den engelske<br />

kornlov i 1846, som åbnede et stort nærliggende marked <strong>for</strong> dansk landbrug. Landbrugets<br />

fremgang smittede af på byerhvervene, ikke mindst i København, hvor industri, handel og<br />

pengevæsen tog til, og hvor en begyndende industrialisering med tekniske nyvindinger som<br />

dampkraft samt nye serviceydelser og varer så dagens lys. Væksten i økonomien blev fuldt til<br />

dørs af krav om frihed på både det politiske og det økonomiske område. På det politiske felt<br />

veg det gamle styre <strong>for</strong> et konstitutionelt demokrati med Junigrundloven i 1849, der <strong>for</strong>drede<br />

almindelig valgret til både folketing og landsting. 55 I København fik man allerede i 1840<br />

gennemført, at Borgerrepræsentationen skulle vælges af byens borgere. 56 Med<br />

kommunalloven i 1857 fik hovedstaden nye og udvidede beføjelser, på områder der tidligere<br />

havde statens myndighedsområde, bla. hvad angår vand<strong>for</strong>syning og brolægning, sundhedsog<br />

renlighedspoliti. På det økonomiske område medførte kravene om liberalisering, at de<br />

snærende bånd om den frie handel løsnedes. Portafgiften faldt bort i 1851. Som et symbol<br />

herpå blev hovedstadens byporte revet ned i 1856-58 i <strong>for</strong>bindelse med opgivelsen af<br />

hovedstadens <strong>for</strong>ældede fæstningsværker og <strong>for</strong>svarsarealerne udenom bykernen. I 1857<br />

vedtoges også den nye næringslov, der med et slag ophævede de gamle lavsrettigheder og<br />

gjorde det muligt <strong>for</strong> enhver at opslå sig som håndværker, og samme år blev også<br />

Øresundstolden ophævet. 57<br />

I <strong>for</strong>hold til byplanlægningen var disse år også en brydningstid, hvor det absolutistiske<br />

styres stærkt restriktive muligheder afløstes af en af borgerskabet domineret liberalistisk tids<br />

mere eller mindre frygt <strong>for</strong> streng restriktion og krav om frihed fra offentlige indgreb. Denne<br />

udvikling havde afgørende betydning <strong>for</strong> hygiejnebevægelsens muligheder <strong>for</strong> at komme<br />

igennem med sine byplansinitiativer i perioden. 58<br />

55<br />

Hilden 1973 s. 34, Hyldtoft 1999 s. 9ff, 117<br />

56<br />

Knudsen 1988 s. 30: Der var dog måde med demokratiseringen, da kun 1,6 % af indbyggerne i hovedstaden<br />

var valgberettigede.<br />

Lindegaard 2001 s. 47: Kommunalbestyrelsen bestod efter den nye <strong>for</strong>fatning fra 1840 af to sideordnede led: a.<br />

Borgerrepræsentationen med 36 mænd valgt af Københavns stemmeberettigede borgere, og b. Magistraten, som<br />

bestod af 10 mand, hvor fire var udpeget af kongen (Overpræsidenten samt tre borgmestre) og seks rådmænd<br />

valgt af borgerrepræsentanterne.<br />

57<br />

Hilden 1973 s. 34f, Hyldtoft 1999 s. 29, Knudsen s. 30<br />

58<br />

Tuxen, Poul: <strong>Dansk</strong> Byplanlægningsakt 1860-1920. København 1991. s. 14<br />

22


3. Hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> moderne vand<strong>for</strong>syning og kloakering<br />

3.1. Renovation, afløbs<strong>for</strong>hold og vand<strong>for</strong>syning i København i 1840’erne<br />

Til alle tider har det været et problem <strong>for</strong> bysamfund at komme af med menneskets<br />

efterladenskaber, men i 1840’ernes København var problemet ligefrem ved at vokse<br />

befolkningen over hovedet under indflydelse af den hastigt stigende befolkning.<br />

Renovationsvæsenet i København var i midten af 1800-tallet opdelt i dag- og natrenovation.<br />

Dagrenovationen kørte husholdningsaffald væk og stod <strong>for</strong> den offentlige gadefejning.<br />

Natrenovationsarbejderne, kaldet natmændene eller natførerne, sørgede <strong>for</strong> at københavnernes<br />

legemlige afsondringer, deres ekskrementer og urin, blev skaffet af vejen i nattens mulm og<br />

mørke, så det beskidte og ildelugtende arbejde generede byens borgere mindst muligt. 59 I de<br />

københavnske hjem var der til hver ejendom i byen tilknyttet et vist antal lokummer, som<br />

ejendommes beboerne kunne <strong>for</strong>rette deres nødtørft i. Disse lokummer var anbragt i<br />

latrinhuse, hver <strong>for</strong>synet med et eller flere sæder, som befandt sig i ejendommenes baggårde,<br />

kældre eller under trappeopgangene. Under lokummerne samledes efterladenskaberne i store<br />

udgravninger, kaldet latringruber, som kunne rumme store mængder af menneskeligt affald.<br />

Gruberne blev kun tømt få gange om året, men i mange tilfælde skete det slet ikke, i stedet<br />

tilkastede man den fyldte grube og gravede en ny i stedet. 60 Det samlede areal af gruberne er<br />

blevet beregnet til 10.000 kvadratmeter. 61 Indholdet fra byens latringruber blev om natten kørt<br />

bort på natmændenes vogne til byens latrinkuler, der siden 1779 havde befundet sig på<br />

Amager lige uden<strong>for</strong> byporten og fæstningsgraven omtrent ved begyndelsen af den<br />

nuværende Kløvermarksvej. 62 Kulerne blev i 1854 flyttet længere ud på Kløvermarken på<br />

Amager. Allerede i 1849 var der dog blevet indrettet nye oplagringspladser <strong>for</strong><br />

natrenovationen på Sjællandssiden ved Nørre Allé på Nørrebro og senere i 1854 på<br />

Rådmandsmarken ikke langt fra det nuværende kryds, hvor Tagensvej møder Jagtvej. 63<br />

59 Hilden 1973 s. 13f, Lützen 1998 s. 80f<br />

60 Christensen 1912 s. 148, Hilden 1973 s. 14, Knudsen 1988 s. 35, Lützen s. 81ff<br />

61 Knudsen 1988 s. 35. Tallet er hentet fra Callisen, Henr.: Physisk Medizinske betragtninger over Kiøbenhavn.<br />

København 1807-1809. I betragtning af befolkningstilvæksten må grubearealet i midten af 1800-tallet have<br />

været endnu større.<br />

62 Hilden 1973 s. 14: Indtil 1779 havde latrinkulen ligget inden<strong>for</strong> byens volde lige bag Vor Frelsers Kirke<br />

mellem gaderne Sct. Annægade, Bådsmandsstræde og Prinsessegade. Efter adskillige klager over at kulen var så<br />

fuld, at den flød over og løb ud i havnen, flyttedes kulen uden<strong>for</strong> voldene i 1779.<br />

63 Christensen 1912 s. 150f, 155, Hilden 1973 s. 14f, 51ff, Lützen 1998 s. 89f<br />

23


Grubesystemet var næsten eneherskende frem til midten af 1800-tallet. Men i det små havde<br />

man siden slutningen af 1700-tallet eksperimenteret med at skaffe latrinen bort af andre veje<br />

bla. ved at indføre transportable tønder i stedet <strong>for</strong> gruber. Disse kunne bæres væk og tømmes<br />

i natrenovationsvognene og derefter udskiftes med rene og tomme tønder fra gang til gang. I<br />

1849 fik landmanden Jerichau fra Fredensborg tilladelse til at bortføre den københavnske<br />

latrin i tønder med videresalg af denne til de sjællandske bønder. Tøndesystemet indførtes<br />

herefter i mange københavnske latrinhuse, men det tog sin tid før tøndesystemet helt<br />

<strong>for</strong>trængte de mange gruber i den københavnske undergrund. Den sidste latringrube nedlagdes<br />

først i 1885. 64<br />

Egentlig underjordisk kloakering som vi kender det i dag var ikke særlig udbredt i<br />

1840’ernes København. I stedet havde de brostensbelagte københavnske gader i hver side en<br />

dyb åben rende, rendestenen, hvori byens spildevand og regnvand blev afledt igennem.<br />

Rendestenene led mange steder af mangel på et ordentligt fald, således at spildevandet ofte<br />

ophobedes, løb over, eller sivede ned i undergrunden. Men hvor det ikke skete, løb<br />

rendestenenes spildevand efter planen ud i havnen, i kanalerne eller i fæstningsgravene. I<br />

1840’erne havde byen 87 km rendesten, hvoraf de 15 var overdækket. 65 Det åbne<br />

afløbssystem på gadeplan belastedes især af vand pumpet ud i rendestenen fra<br />

kældersumpene, som var udgravninger under bygningerne, som skulle opsamle grundvand på<br />

grund af manglende dræning, så det ikke trængte op i kældrene. Det opsamlede vand var af en<br />

meget ildelugtende karakter, da kældersumpene led af nedsivning fra latringrubernes<br />

menneskelige efterladenskaber og fra de selv samme rendestenes stillestående pøl af slam. 66<br />

Rendestenene belastedes også i stigende grad af vandklosetterne, hvoraf de første blev<br />

installeret i 1845 i velhavende københavnernes hjem. Emil Hornemann anslog i 1856, at der i<br />

den mellemliggende periode var installeret omkring 200-300 vandklosetter i København. 67<br />

Disse ældre WC-systemer uden afløb til kloak blev <strong>for</strong>budt i 1857. Ikke før ordentlige<br />

kloakker blev en realitet under København omkring 1900-tallets begyndelse blev WC’er<br />

allemandseje. 68<br />

64 Christensen 1912 s. 155ff, Hilden 1973 s. 16, 51ff, Lützen 1998 s. 89f.<br />

65 Christensen 1912 s. 176f, Hilden 1973 s. 29, Knudsen 1988 s. 33<br />

66 Knudsen 1988 s. 33, Lützen s. 82<br />

67 Hornemann, Emil: ”Den nuværende Husvildhed og Mangel paa Sunde Boliger” I: Hygiejniske Meddelelser<br />

1856-58, bd. 1.<br />

68 Knudsen 1988 s. 35<br />

24


Et var, at det var besværligt at komme af med spildevandet. Et andet var, at det næsten var<br />

umuligt at få tilstrækkeligt med rent drikkevand i 1840’ernes København. Hovedstaden<br />

<strong>for</strong>synedes med ”pumpevand” fra Sortedamssøen og Peplingesøen, mens Emdrup Sø<br />

<strong>for</strong>synede byen med ”springvand” – det vil sige vand, der sprang frem som et kildevæld.<br />

Byens drikkevand bestod altså af urenset overfladevand, som ledtes ind i byen i trærender,<br />

som lå i et net under gaderne og stod i <strong>for</strong>bindelse med hundredvis af pumper. 69 Disse<br />

trærender i <strong>for</strong>m af udhulede træstammer var dels tilbøjelige til at gå i <strong>for</strong>rådnelse, dels var de<br />

porøse og utætte, hvor<strong>for</strong> nedsivede urenheder fra latringruber og rendesten kunne trænge ind<br />

i dem. Til drikkevand benyttedes også brøndvand fra byens mange private og offentlige<br />

brønde, som dog heller ikke sjældent var <strong>for</strong>urenede pga. indsivning fra <strong>for</strong>urenet<br />

grundvand. 70<br />

3.2. Den hygiejniske diskurs - hygiejnebevægelsens kritik og re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag<br />

Det er på baggrund af den oven<strong>for</strong> skildrede kriseagtige sanitære situation i København<br />

samt den generelle politisk-økonomiske kontekst, at hygiejnebevægelsens re<strong>for</strong>marbejde og<br />

introduktion af den hygiejniske diskurs tager <strong>for</strong>m i starten af 1840’erne. Dette årti kan ses<br />

som en i-tale-sættelse-fase, hvor problemer sættes på dagsordenen af hygiejnisk-sindede<br />

private borgere og politikere i Borgerrepræsentationen, samtidig med at eksperterne, lægerne<br />

og ingeniørerne redegør <strong>for</strong> deres viden og deres midler til at løse nogle af disse problemer. I<br />

1850’erne trappes debatten op som følge af, at problemerne kommer mere konkret på<br />

dagsordenen, og specifikke valg skal træffes. Først her kommer konfrontationerne –<br />

modstanden mod den hygiejniske diskurs – virkelig til udtryk, og modsætningen mellem<br />

<strong>for</strong>talere og opposition tegnes skarpere op.<br />

3.2.1. Vand<strong>for</strong>syning med kloakker<br />

I starten af 1800-tallet var der enkelte røster fremme om nødvendigheden af sanitære<br />

re<strong>for</strong>mer. F.eks. havde lægerne Rasmus Frankenau (1767-1814) i 1801 og Heinrich Callisen<br />

(1740-1824) i 1807 kritiseret svineriet i Københavns gader. De talte <strong>for</strong>, at myndighederne<br />

69 Bonderup 1994 s. 58f, Lützen 1998 s. 82f<br />

70 Engberg 1999 s. 33f<br />

25


iværksatte <strong>for</strong>anstaltninger såsom indførslen af tøndesystemet i natrenovationen og jævnlig<br />

oprensning af rendestenene <strong>for</strong> at <strong>for</strong>bedre den offentlige hygiejne og dermed hæve byens<br />

almene sundhedstilstand. 71 Frankenaus og Callissens kritik af det bestående<br />

renovationssystem og krav om, at det offentlige skulle tage vare om borgernes sundhed blev<br />

dog i det store hele ignoreret af myndighederne.<br />

Mere omsigt vakte ingeniør Frederik Christian Kabells (1808-1903) ”Forslag til en<br />

<strong>for</strong>bedret Vandskylning og Gadeskylning <strong>for</strong> Kjøbenhavn” fra 1844. Dette skrift udvidede<br />

rammerne markant <strong>for</strong>, hvad der var muligt at tænke og sige om Københavns fremtidige<br />

byplanlægning. 72 Kabell var i 1833 som en af de første dimitteret fra Den Polytekniske<br />

Læreanstalt i København, der var oprettet i 1829. I 1838-1863 var Kabell ansat som<br />

overinspektør ved det Kgl. saltværk i Oldensloe i Holsten. Herefter blev Kabell amts<strong>for</strong>valter<br />

i Ringkøbing og senere i Skanderborg. I overinspektørstillingen i Oldensloe fulgte Kabell på<br />

tæt hold udviklingen i Hamborg, hvor der i 1840’erne arbejdedes intenst med at <strong>for</strong>syne byen<br />

med moderne vand<strong>for</strong>syning, kloakering og gasbelysning. Kabell rettede i 1844 henvendelse<br />

til borgerrepræsentationen i København og tilbød at undersøge arbejdet i Hamborg nærmere.<br />

Borgerrepræsentationen viste imødekommenhed over<strong>for</strong> initiativet, og senere samme år skrev<br />

Kabell ovennævnte skrift, som var stilet til de københavnske kommunalpolitikere. 73 Heri<br />

kritiserede Kabell Københavns sanitære mangler med støtte i miasmatiske<br />

lægevidenskabelige undersøgelser. Han kan ses som en tidlig eksponent <strong>for</strong> den tætte alliance<br />

mellem læger og teknikere, som senere blev et kendetegn <strong>for</strong> den hygiejniske<br />

re<strong>for</strong>mbevægelse. 74 Kabell kritiserede indledningsvist i skriftet, at [København] ”navnlig med<br />

Hensyn til Sanitets-Forholdsregler endnu Meget har tilbage at gjøre… [da] Brolægningen ved<br />

fugtigt Vejr er overtrukket med et Smuds, som ved stedse stærkere Sammenæltning med<br />

animalsk og vegetabilsk Affald hvert Aar bliver mere dyndet, og ved tørt Vejr, som Støv bragt<br />

i Luften, angriber Lungerne på den ubehageligste og usundeste Maade. (…) Vi ville endvidere<br />

finde, at saadanne Stoffer <strong>for</strong>raadne i vore Rendestene, der under Gjæringen udvikle<br />

skadelige Luftarter”. 75 Disse miasmer eller ”Skadelige Luftarter”, som stammede fra gader<br />

og rendestenes svineri, gjaldt det om at få elimineret, hvilke bedst skete ved at sikre en<br />

71 Frankenau, Rasmus: Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regiering. København 1801 & Callisen,<br />

H.: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiöbenhavn. København 1807.<br />

72 Kabell, F. C.: Forslag til en <strong>for</strong>bedret Vandskylning og Gadeskylning <strong>for</strong> Kjøbenhavn. Oldensloe 1844.<br />

73 Christensen 1912 s. 552f, Lindegaard 2001 s. 44<br />

74 Lindegaard 2001 s. 55<br />

75 Kabell 1844 s. 6<br />

26


ordentlig vand<strong>for</strong>syning til byen, som udover at skaffe borgerne rent drikkevand, også kunne<br />

skylle gader og rendestene rene. 76 I sin argumentation støttede Kabell sig især til den engelske<br />

hygiejniker Edwin Chadwicks banebrydende undersøgelser af London, som påviste en nær<br />

sammenhæng mellem sundhedstilstand og rensningen af byens rum. 77 At Kabell havde mange<br />

udenlandske inspirationskilder viser sig desuden i hans mange henvisninger til konkrete<br />

sanitære tiltag til gade- og rendestensskylning, vand<strong>for</strong>syning og kloakering i Hamborg,<br />

London, Paris og andre byer. 78<br />

Kabells plan <strong>for</strong> en <strong>for</strong>bedret vand<strong>for</strong>syning i København gik ud på, at vandet skulle ledes<br />

gennem et sofistikeret netværk af jernrør fra Sortedamssøen ind under byens gader og op i<br />

ejendommenes lejligheder, som hver især ville få egen vandhane. Derudover skulle<br />

vandledningen på udvalgte steder sættes i <strong>for</strong>bindelse med rendestensnettet, som dagligt<br />

skulle udsættes <strong>for</strong> våde rensninger, så det sygdomsfremkaldende skidt og møg blev skyllet<br />

væk. 79 Selvom Kabells plan <strong>for</strong> København mest drejede sig altså om at sikre en ordentlig<br />

vand<strong>for</strong>syning, anbefalede han dog Borgerrepræsentationen, med den engelske hovedstad<br />

som <strong>for</strong>billede, at sammentænke vand<strong>for</strong>syningen med kloakeringen, <strong>for</strong> ”London har under<br />

sine Gader et over hele Staden udstrakt Cloak-System, og et dermed i Forbindelse staaende<br />

velberegnet Vand<strong>for</strong>syningsanlæg; dette tilfører det rene, hiint bortfører det smudsige Vand.<br />

Saaledes er det muligt, at Alt bliver usynligt, som hos os saa ofte saarer Øjet og Næsen”. 80<br />

Hvad Kabell introducerede <strong>for</strong> de københavnske borgerrepræsentanter var intet mindre end en<br />

verden af tekniske vidundere, en sanitær totalløsning som kombinerede vand<strong>for</strong>syning til<br />

vandhaner i lejlighederne med vandafledning fra vask, badekar og vandklosetter. Kabell<br />

satte kredsløbstanken, som påpegede at vand<strong>for</strong>syning og kloaksystem hang sammen, på<br />

dagsordenen. Herefter var det ganske umuligt <strong>for</strong> de københavnske politikere ikke at tænke<br />

vand og kloak som én og samme sag.<br />

76<br />

ibid. s. 8<br />

77<br />

ibid. s. 7. Kabell henviser til Chadwicks arbejde: Chadwick, Edwin: Report on the Sanitary Condition of the<br />

Labouring Population of Gt. Britain. 1842.<br />

78<br />

ibid. s. 25ff<br />

79 ibid. s. 38ff<br />

80 ibid. s. 31<br />

27


3.2.2. ”en meget Skiden Bye”<br />

Byens offentlige hygiejne eller rettere mangel på samme var i 1840’erne genstand <strong>for</strong> en<br />

vedvarende kritik i pressen og i kommunalstyrelsen. Lægen Emil Hornemann (1810-1890)<br />

opsummerede kritikken i 1847 i sin rapport ”Om adskillige Mangler ved den offentlige<br />

Reenlighed i Kiöbenhavn” 81 . Hornemanns intention var at sætte de sanitære problemer på<br />

dagsordenen, <strong>for</strong> derved at anvise hygiejniske løsningsmodeller, som kunne <strong>for</strong>ebygge og<br />

afhjælpe disse ”Mangler”. Med denne rapport, som er det første egentlige hygiejniske<br />

kampskrift fra Hornemanns pen, indledte han sin enestående karriere som lægefaglig agitator<br />

og som hygiejnebevægelsens hovedeksponent ved at kritisere de ringe sundhedsmæssige<br />

<strong>for</strong>hold i hovedstaden over en bred kam. 82<br />

Hornemann gjorde en dyd ud af at være politisk uafhængig af den praktiske politik, i stedet<br />

<strong>for</strong>etrak han at stå på sidelinjen og råbe op <strong>for</strong> derigennem at sætte den hygiejniske diskurs på<br />

dagsordenen - i pressen og i den førte politik. Emil Hornemann var en af de første, som indså<br />

hvilke store muligheder, der lå i en fri presse <strong>for</strong> at agitere og påvirke beslutningsprocesser. 83<br />

Fra Emil Hornemann i 1846 blev medlem af Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske<br />

Komité, til han i 1888 gik af som <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> det af ham i 1879 indstiftede Selskab <strong>for</strong><br />

Sundhedsplejens Fremme, var han i centrum af den københavnske hygiejnebevægelse. Emil<br />

Hornemann var i sit mangeårige arbejde virksom inden<strong>for</strong> stort set alle hygiejnens områder,<br />

han var erklæret miasmatiker og dertil kraftigt influeret af den engelske re<strong>for</strong>mbevægelse,<br />

hvis ideer han sørgede <strong>for</strong> at videre<strong>for</strong>midle til den danske offentlighed. 84 Selvom han ikke<br />

deltog i det politiske beslutnings<strong>for</strong>løb, der førte frem til planerne <strong>for</strong> vand og kloak, brændte<br />

han <strong>for</strong> spørgsmålet, som han havde sine klare holdninger til. Emil Hornemann <strong>for</strong>søgte<br />

ihærdigt at overbevise offentligheden om det <strong>for</strong>nuftige i planerne <strong>for</strong> vand og kloak og<br />

henviste i sin argumentation til de nyeste hygiejniske videnskabelige erfaringer med den<br />

81<br />

Hornemann, Emil: Om adskillige Mangler ved den offentlige Reenlighed i Kiöbenhavn, i sanitær Henseende;<br />

om en <strong>for</strong>bedret Vand<strong>for</strong>syning som et Middel derimod. København 1847.<br />

82<br />

I avisen Fædrelandet den 2. juni 1846 publiceredes Hornemanns første egentlige artikel om hygiejne. Artiklen<br />

var skrevet i anledning af en <strong>for</strong>estående general<strong>for</strong>samling i Badeanstalten ved Rysenstens Bastion. Hornemann<br />

<strong>for</strong>eslog i den <strong>for</strong>bindelse, at badeanstalten indførte transportable bade, således at alle mod betaling kunne<br />

bestille et bad i eget hjem.<br />

83<br />

Knudsen 1988 s. 42f<br />

84<br />

Bricka, C.F. (red.): <strong>Dansk</strong> biografisk Lexicon, tillige omfattende Norge <strong>for</strong> tidsrummet 1537-1814.<br />

København (1894) 1887-1905. 3. udg.<br />

Hvis man er specielt interesseret i Hornemanns arbejde, kan jeg henvise til Katharina Buchs Hornemannbiografi:<br />

Buch, Katharina: Prof. Dr. Med. C. J. E. Hornemann. Upubliceret speciale fra Institut <strong>for</strong> Historie,<br />

Københavns Universitet, 1974.<br />

28


åbenbare hensigt at gøre sin indflydelse gældende og påvirke det politiske beslutnings<strong>for</strong>løb.<br />

Det vil jeg komme nærmere ind på i de følgende afsnit.<br />

Emil Hornemann blev i 1846 medlem af og senere <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Det kongelige medicinske<br />

selskabs nyoprettede såkaldte hygiejniske komité. Denne komité var blevet nedsat samme år<br />

med det <strong>for</strong>mål ”at have sin Opmærksomhed henvendt paa Staden Kjöbenhavns hygiejniske<br />

Forhold, og frem <strong>for</strong> alt bestandigt være betænkt på at gjøre Autoriteterne opmærksomme på<br />

de Sygdomspotenser, der <strong>for</strong>ekommer rundt omkring i Byen, og ved jevnligen at paaminde om<br />

disses Fjernelse, bidrage til at <strong>for</strong>bedre Sundhedstilstanden i Kjöbenhavn.” 85 Som komiteens<br />

<strong>for</strong>målsparagraf påpeger, var hensigten med komiteens arbejde dobbelt.: 1. Man skulle<br />

<strong>for</strong>etage undersøgelser af byens hygiejniske <strong>for</strong>hold. 2. Med det <strong>for</strong>mål at påvirke de politiske<br />

beslutningstagere til at handle i overensstemmelse med hygiejniske interesser. 86<br />

Hvert medlem af komiteen fik sit særlige arbejdsfelt. Emil Hornemann fik til opgave at<br />

undersøge problemet med bortskaffelsen af dag- og natrenovationen. 87 Hornemann oplæste<br />

sine undersøgelser i Det kongelige medicinske Selskab d. 12. november 1846 og udgav året<br />

efter sine resultater i ”Om adskillige Mangler”, hvori han redegjorde <strong>for</strong> den grelle<br />

hygiejniske situation i hovedstaden, samt hvorledes den ifølge ham kunne blive udbedret. 88 I<br />

skriftet henviste Hornemann til Frankenau og Callisens kritik 40 år tidligere, og han<br />

konstaterede pessimistisk, at tingenes tilstand siden da ikke havde udviklet sig til det bedre,<br />

men til det værre: ”Sammenholde vi nu de bestaaende Forhold med de tidligere fra Callisen<br />

anförte, da komme vi til det Resultat, at vi ikke blot endnu den Dag i Dag kunne före næsten<br />

alle de samme Klager som Callisen, men at vi endog kunne <strong>for</strong>öge dem med adskillige<br />

nye…” 89 Hornemann konkretiserede klagepunkterne: ”Siden Callisens Tid er derimod baade<br />

Folkemængden, Kreaturholdet, Husenes Antal og Overfyldning med Beboere o.s.v., altsaa<br />

Grundbetingelserne <strong>for</strong> Byens og Byluftens Ureenhed, tiltaget, medens Pladsen inden<strong>for</strong><br />

Voldene ikke er blevet større”. 90 Hornemann bebrejdede overbefolkningen og<br />

overbebyggelsen <strong>for</strong> den <strong>for</strong>værrede hygiejniske situation i hovedstaden, men påpegede, at<br />

85<br />

Hornemann 1847 s. 5f<br />

86<br />

ibid. s. 6: Hornemann <strong>for</strong>mulerede det også sådan: ”Comiteens Pligt bliver det altsaa, ikke at nöies med at<br />

giöre sine Meddelelser til Selskabet alene, men ogsaa at skaffe dem den störst mulige Offentlighed, <strong>for</strong> saaledes<br />

at paavirke baade Autoriteterne og Publikum”.<br />

87<br />

Lægen og hygiejnikeren A.G. Sommer (1804-1871) fik til opgave at beskæftige sig med og undersøge<br />

<strong>for</strong>holdet mellem hygiejne, vand<strong>for</strong>syning og drikkevandet, mens lægen Andreas Schytz skulle undersøge de<br />

sanitære <strong>for</strong>hold i offentlige bygninger.<br />

88<br />

Hornemann 1847 s. 7f, Lützen, Karin: Byen tæmmes – Kernefamilie, sociale re<strong>for</strong>mer og velgørenhed i 1800tallets<br />

København. København 1988. s. 80<br />

89<br />

Hornemann 1847 s. 14<br />

90 ibid. s. 22<br />

29


det især på natrenovationsområdet stod særligt slemt til med svineriet, da ”Natterenovationen<br />

ikke er tiltaget <strong>for</strong>holdsviis til Befolkningen”. 91 Ifølge Statistisk Tabelværk voksede<br />

Københavns befolkning fra 100.975 mennesker på Callisens tid i 1801 til 126.787 mennesker<br />

i 1845 – en stigning på godt og vel en fjerdedel - mens mængden af den samlede udførte<br />

natrenovation ifølge Hornemanns egen empiriske undersøgelse kun var vokset meget lidt i<br />

samme periode fra 22.000 årlige udførte ”Natterenovations Læs” i 1801 til 24.000 læs i<br />

1845. 92 Det vil altså sige, at hvor der i 1801 årligt blev kørt 22 læs natrenovation ud pr.<br />

indbygger, blev der i 1845 kun udført ca. 19 læs pr. indbygger. ”Heraf [tallene] kan man<br />

drage den ubehagelige Slutning, at en stor del ikke bliver udfört, men skaffet af Veien paa<br />

anden Maade, og neppe til Gavn <strong>for</strong> Reenligheden. 93 Her hentydede Hornemann til flere<br />

<strong>for</strong>skellige illegitime måder, man kunne afhænde natrenovationen på, f.eks. ved at blande den<br />

med hestegødning eller kaste efterladenskaberne i rendestenen, grøfterne, fæstningsgravene<br />

eller i de københavnske kanaler.<br />

Hornemann slog fast, at: ”Indretningen af vore Gaard-Priveter og Latriner samt disses<br />

Renovation, paa faa Undtagelser nær, strider mod alle sanitære Regler”. 94 Det var dog især<br />

de mange latrinkuler, som fandtes overalt i hovedstadens undergrund, som gav Hornemann<br />

anledning til bekymring <strong>for</strong> byens almene sundhedstilstand.: ”Denne Omstændighed, at<br />

næsten ethvert nok så lille Gaardsrum i Kjöbenhavn har en muret Grav eller Kasse til<br />

Optagelse af alle flydende og faste Exkrementer og anden Uhumskhed, (hvilke Kasser, vel at<br />

mærke, aldrig ere fuldkommen tætte, og i Reglen hverken have Trækrør eller anden<br />

Ventilation) at saaledes hver Bygning indeslutter en Slags Renovationskule, der afgiver<br />

rigeligt Stof til baade til at gjöre Luften, Grunden og gjennem Grundvandet ogsaa Vandet i<br />

Brönde og Vandrender ureent, er udentvivl en af de vigtigste Mangler ved den offentlige<br />

Reenlighed i Kjöbenhavn.” 95 Hornemann kritiserede også gadernes mangelfulde rensning,<br />

som kun skete to gange om ugen, og de åbne rendestenes mangel på fald, som havde den<br />

uhygiejniske konsekvens ”at de saaledes selv om Sommeren staae halvfyldte med<br />

ildestinkende Vand og Mudder, der deels siver ned i Jorden, deels bortdunster eller feies op<br />

paa Gaden”. 96 Herunder understregede han det uheldige i, at kældersumpenes ansamlede<br />

91 ibid. s. 22<br />

92 Statistisk Tabelværk er refereret i Hornemann 1847 s. 37ff<br />

93 Hornemann 1847 s. 23<br />

94 ibid. s. 18<br />

95 ibid. s. 18<br />

96 ibid. s. 16<br />

30


ulækre og stinkende vand sædvanligvis blev pumpet op i rendestenen, hvilket kun gjorde den<br />

hygiejniske situation på gadeplan endnu værre. 97<br />

Hornemann indledte ”Om adskillige Mangler” med at beskrive, at hvor lægerne førhen<br />

havde bestræbt sig på at ”curere” sygdomme, var det nu i hans egen tidsalder i højere grad<br />

blevet lægevidenskabens opgave at ”<strong>for</strong>ebygge Sygdommene, til at fjerne alle<br />

Sygdomsaarsager, alle Kilder til Usundhed og saaledes gjöre det daglige liv baade sundere<br />

og behageligere. Paa den Maade er den Green af Lægevidenskaben, der kaldes Hygiejnen<br />

eller Sundhedspleien opstaaet”. 98 Det <strong>for</strong>ebyggende element var centralt <strong>for</strong> den moderne<br />

videnskabeligt funderede hygiejne, som institutionaliseredes som videnskabelig disciplin i<br />

kølvandet på den moderne lægevidenskabs etablering omkring år 1800. I Danmark blev<br />

hygiejnen en selvstændig disciplin med faget ”Teknisk Hygiejne”, som blev oprettet midt i<br />

1860’erne på den Polytekniske Læreanstalt. I 1869 blev den første lærestol i ”Offentlig<br />

Hygiejne” oprettet på det Medicinske Fakultet på Københavns universitet. 99<br />

Hornemann mente, at den korrekte <strong>for</strong>ebyggende metode til at tage hånd om de specifikke<br />

sanitære problemer i København fandtes i en <strong>for</strong>bedret vand<strong>for</strong>syning à la Kabells plan fra<br />

1844 100 At han anbefalede Kabells plan var endnu et konkret eksempel på alliancedannelsen<br />

mellem lægerne på den ene side og teknikerne på den anden side. Disse to faggrupper<br />

supplerede hinanden godt i deres fælles agitation <strong>for</strong> hygiejniske <strong>for</strong>bedringer. Lægerne<br />

gjorde brug af ingeniørernes tekniske løsningsmodeller i deres argumentation, mens<br />

ingeniørerne omvendt søgte belæg <strong>for</strong> deres tekniske planer ud fra den tids<br />

lægevidenskabelige teorier om hygiejne og miasmer m.v.<br />

Hornemann lagde som Kabell vægt på kredsløbstankegangen, og han mente, at et<br />

moderniseret vand<strong>for</strong>syningssystem <strong>for</strong>drede et ditto vandafledningssystem i <strong>for</strong>m af et<br />

underjordisk kloaksystem. Rendestenene ville umuligt kunne bortføre alt vandet, som et<br />

moderne vand<strong>for</strong>syningssystem ville medføre, desuden ville underjordiske kloakker kunne<br />

aflede vandet fra sumpene under husene og gøre disse overflødige. Endelig ville et<br />

kombineret vand<strong>for</strong>synings- og kloakanlæg gøre det muligt at bortskylle de menneskelige<br />

efterladenskaber på en nem, hygiejnisk og ikke mindst lugtfri måde ved tilføje systemet<br />

vandklosetter i alle lejligheder med udskylning direkte ud i kloakken. 101<br />

97 ibid. s. 19f<br />

98 ibid. s. 3<br />

99 Lindegaard 2001 s. 199ff<br />

100 Hornemann 1847 s. 21<br />

101 ibid. s. 35ff<br />

31


Hornemann skrift ”Om adskillige Mangler” er en vigtig kilde til <strong>for</strong>ståelsen af 1800-tallets<br />

københavnske hygiejnebevægelse, da man her <strong>for</strong> første gang i samlet <strong>for</strong>m får præsenteret og<br />

opremset bevægelsens væsentligste ankepunkter mod hovedstadens mangelfulde hygiejniske<br />

vilkår. På programagtigt vis i-tale-satte Hornemann her de væsentligste problemer omkring<br />

gadernes, lokummernes og natrenovationens tilstand, så ingen kunne være i tvivl om<br />

svineriets store omfang og det akutte behov <strong>for</strong> at tage hånd om det. Hornemann lagde ikke<br />

fingrene imellem i sin beskrivelse af hovedstaden, og konkluderede kort og nådesløst:<br />

”Kjöbenhavn [er] altsaa en meget skiden Bye”. 102 Det så heller ikke bedre ud, hvis man<br />

sammenlignede de hygiejniske <strong>for</strong>hold i København med andre europæiske hovedstæder,<br />

<strong>for</strong>di ”… baade i Berlin, Wien, Paris og London er der <strong>for</strong>holdsviis gjort mere <strong>for</strong> den<br />

offentlige Reenlighed end hos os”. 103 Hornemann dokumenterede ikke påstanden, men<br />

meningen er klar nok. Hornemann talte til politikernes nationale stolthed ved at pointere<br />

Danmarks civilisatoriske tilbageståenhed i hygiejnisk henseende <strong>for</strong> derved at fremme den<br />

hygiejniske komités politiske dagsorden. 104<br />

Pressen var ikke sen til at opfange Hornemanns agitation. Danmarks førende nationalliberale<br />

oppositionsavis, Fædrelandet, gjorde sit til at sætte hygiejnebevægelsens arbejde på<br />

dagsordenen, og den 1. marts 1847 omtalte den re<strong>for</strong>mvenlige avis Hornemanns skrift i meget<br />

positive vendinger. Avisen bakkede op om de hornemannske synspunkter og bebrejdede ham<br />

kun, at han var <strong>for</strong> mild i kritikken af autoriteterne! 105<br />

3.2.3. Hygiejnebevægelsens agitation fører til politisk handling<br />

På kort sigt fremkaldte Kabells og Hornemanns skrifter en reaktion hos de københavnske<br />

kommunalpolitikere til konkret at få sat gang i nye planer <strong>for</strong> byen. Ikke lang tid efter at<br />

Hornemanns ”Om adskillige Mangler” udkom i 1847, erklærede Borgerrepræsentationen på<br />

et møde den 17. december 1847 sig enig i et andragende fra den Kgl. Vandkommission<br />

gående ud på ”at den paatænkte Plan til Kjøbenhavns Vand<strong>for</strong>synings Forbedring udarbeides<br />

samtidig, og i Forbindelse med Planen til et fuldstændigt Kloaksystem med tilhørende<br />

102 ibid. s. 24<br />

103 ibid. s. 24<br />

104 Kabell 1844 s. 55: Kabell brugte lignende fremgangsmåde, da han <strong>for</strong>søgte at sælge sin vand<strong>for</strong>syningsplan<br />

ved at appellere til patriotismen og påstå, at de hygiejniske kår i København stod væsentlig tilbage <strong>for</strong><br />

<strong>for</strong>holdene i andre europæiske stæder.<br />

105 Fædrelandet nr. 51, 1. marts 1847, Buch 1974 s. 55<br />

32


Rendestens-Skylning samt Gasbelysning.” 106 Politikerne havde åbenbart læst på lektien og<br />

taget Kabells og Hornemanns anbefalinger til sig. Ved samme møde besluttedes det også at<br />

nedsætte en såkaldt ”combineret Comitee” 107 , som skulle arbejde konkret med at<br />

videreudviklet planerne om den samtidige anlæggelse af et vand<strong>for</strong>syningssystem med<br />

vandværk, et kloaksystem samt et gasværk. Hermed kædedes vand<strong>for</strong>syningen og<br />

kloakspørgsmålet <strong>for</strong> første gang sammen fra officiel side. 108 På et møde året efter i<br />

Borgerrepræsentationen den 10. februar 1848 blev det besluttet, hvilke borgerrepræsentanter<br />

der skulle indgå i den kombinerede komite 109 . Formanden <strong>for</strong> komiteen blev bankdirektør<br />

L.N. Hvidt som også var Borgerrepræsentationens <strong>for</strong>mand, og han var almindelig kendt <strong>for</strong><br />

at være en modstander af re<strong>for</strong>mer. Hans modpol i komiteen blev jernstøber Lunde, som var<br />

en utrættelig <strong>for</strong>kæmper <strong>for</strong> kloaksystemet, men måske mest <strong>for</strong>di han håbede på, at hans<br />

firma skulle få kontrakt på at levere rør til systemet. 110<br />

Komiteen besluttede komiteen i august 1849 at ”aabne en almindelig Concurrence til<br />

Planens Udarbeidelse”. 111 Ideen bagved at udskrive en konkurrence i stedet <strong>for</strong> at hyre en<br />

enkelt ingeniør var, at man herved fik adgang til en lang række <strong>for</strong>skellige bud på en samlet<br />

plan <strong>for</strong> vand, gas og kloak, som man kunne vælge og vrage imellem uden at lægge sig fast på<br />

én bestemt plan. 112 På et møde i Borgerrepræsentationen den 14. august 1851 behandlede man<br />

de indkomne konkurrence<strong>for</strong>slag, hvoraf der var i alt 18. Ingen præsenterede imidlertid en<br />

samlet plan <strong>for</strong> alle tre anlæg, som var god nok ifølge den kombinerede komité, så den udsatte<br />

præmie blev delt mellem flere. 113 For vand<strong>for</strong>syningsdelen gik to tredjedele af præmien til<br />

konstitueret vandinspektør <strong>for</strong> København, L.A. Colding, og den sidste tredjedel til de danske<br />

ingeniører English, Hansen og Sørensen. 114 De to bedste kloak<strong>for</strong>slag kom fra franskmanden<br />

106<br />

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger (KBF) Mødet den 17de December 1847, s. 155<br />

107<br />

Lindegaard 2001 s. 63: At komiteen var kombineret betød, at der sad både medlemmer fra Magistraten og fra<br />

Borgerrepræsentationen, de to kamre som den københavnske kommunalbestyrelsen bestod af i følge <strong>for</strong>fatningen<br />

fra 1840.<br />

108<br />

Hilden 1973 s. 39<br />

109<br />

KBF, Mødet den 10de Februar 1848, s. 104, Lindegaard 2001 s. 63: Udover de nævnte fik komiteen følgende<br />

medlemmer fra Borgerrepræsentationen: Conferensraad H.C. Ørsted, Major Lunding og jernstøber Lunde.<br />

Magistratens andet medlem af komiteen var justitsråd Mollerup.<br />

110<br />

Knudsen 1988 s. 51, 201: Lundes virksomhed hørte i 1840’erne til et af de største i København. Det blev ikke<br />

Lundes firma, men i stedet det engelske firma Cochrane og Co. som løb af med de lukrative kontrakter på anlæg<br />

af vand- og gasanlæg.<br />

111<br />

KBF, Mødet den 16de August 1849, s. 50f<br />

112<br />

Lindegaard 2001 s. 63<br />

113<br />

KBF, Mødet 14de August 1851, s. 111<br />

114<br />

KBF, Mødet 14de August 1851, s. 111ff. Coldings <strong>for</strong>slag til et moderniseret system <strong>for</strong> vand<strong>for</strong>syningen til<br />

hovedstaden blev rost af <strong>for</strong>samlingen som ”den grundigste og bedst udarbeidede”, og hans <strong>for</strong>slag blev da også<br />

med enkelte justeringer fra English, Hansen og Sørensens <strong>for</strong>slag, det endelige.<br />

33


Morillier og konstitueret brolægningsinspektør i København P. M. Lindberg, som delte<br />

præmien <strong>for</strong> kloakdelen mellem sig. 115 Den kombinerede komité var imidlertid ikke tilfreds<br />

med de to kloak<strong>for</strong>slag og ville gerne udsætte den endelige beslutning om kloakkerne, til man<br />

havde ”samlet tilstrækkelige Erfaringer <strong>for</strong> at kunne udvælge det Bedste”. Men set i lyset af<br />

at Borgerrepræsentationen nok ikke var til sinds at udskyde kloaksagen ret meget længere,<br />

anbefalede komiteen alligevel at arbejde videre med kloakdelen. Den kombinerede komité<br />

overlod herefter sammensvejsningen og udarbejdelsen ”af det hele Project” – vand, gas og<br />

kloak - til Colding og Lindberg. 116 Sidstnævnte trak sig dog allerede efter et par måneder, og i<br />

stedet blev det professor fra Polyteknisk Læreanstalt, C.G. Hummel, som arbejdede videre<br />

med Colding om at konkretisere planerne de følgende år. 117<br />

L. A. Colding (1815-1888) blev i 1841 uddannet som polyteknisk kandidat i ”Mekanik”.<br />

Han afløste i 1847 C. G. Hummel som vandinspektør i København og besad denne post de<br />

næste 10 år. Herefter <strong>for</strong>fremmedes han til en nyoprettet stilling som stadsingeniør, en stilling<br />

han virkede i indtil 1886. Colding fik gennem årene rig mulighed <strong>for</strong> at føre den hygiejniske<br />

sag videre gennem sine embeder: Han havde bla. hovedansvaret <strong>for</strong> den praktiske<br />

udarbejdelse af planerne <strong>for</strong> vand, gas og kloak i 1850’erne, og i 1865 markerede han sig som<br />

modstander af at bebygge voldterrænet og i stedet bevare dette som et parkbælte. Colding<br />

udgav desuden flere videnskabelige artikler og bøger om tekniske, kemiske og hygiejniske<br />

emner. 118<br />

3.2.4. ”de skadelige Egenskaber ved det stillestaaende Vand”<br />

Mangelen på ordentlige afløbs<strong>for</strong>hold medførte, at fæstningsgravene i stedet brugtes som<br />

åbne kloakker <strong>for</strong> spildevand og latrin. Dette kombineret med at gravene manglede ordentlig<br />

gennemstrømning resulterede i, at hovedstaden var omgivet af pøle fyldt med stinkende<br />

råddent vand, der afgav ”skadelige Uddunstninger”, og som <strong>for</strong>pestede luften inden<strong>for</strong><br />

voldene.<br />

Hilden 1973 s. 40: Vand<strong>for</strong>synings<strong>for</strong>slaget gik i korte træk ud på at skabe vandreservoirer i Damhussøen og<br />

Sct. Jørgens Sø på baggrund af artesiske boringer vest <strong>for</strong> København.<br />

115<br />

KBF, Mødet den 14de August 1851, s. 117f. Morilliers plan blev rost <strong>for</strong> sin idé om at udlede alt spildevandet<br />

ved Amagers østkyst, så det ikke ledtes tilbage i havnen og man derved undgik stanken derfra. Lindbergs plan<br />

blev rost <strong>for</strong> at være meget detaljeret og <strong>for</strong> at have taget højde <strong>for</strong> jordens dræning.<br />

116<br />

KBF, Mødet den 14de August 1851, s. 118ff<br />

117<br />

KBF, Mødet den 30de October 1851, s. 177f<br />

118<br />

Bricka 1894<br />

34


Hornemann havde i rapporten ”Om adskillige Mangler” ganske kort omtalt problemet med<br />

fæstningsgravene. Året efter den 30. september 1848 offentliggjordes artiklen ”Om<br />

Kjöbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning” 119 , hvori han uddybede<br />

problematikken. Her påpegede han, ”at ligesaa gavnlig som rindende Vand kan være <strong>for</strong> en<br />

sund Vegetation og et sundt Liv overhovedet, ligesaa skadeligt kan det stillestaaende Vand i<br />

mange Tilfælde vare baade <strong>for</strong> Liv og Sundhed”. 120 Det stillestående vand var af det onde og<br />

måtte undgås, da det ”udvikle Gasarter (…) der er skadelige eller giftige <strong>for</strong> Mennesket og<br />

andre höiere Dyr” 121 Disse ”Gasarter” som Hornemann hentydede til, var det man i<br />

samtiden <strong>for</strong>stod som miasmer – sygdomsfremkaldende stoffer, der førtes gennem luften, og<br />

som blev farlige, når de lokalt blev blandet med <strong>for</strong>rådnende urenheder fra dyr og mennesker.<br />

Miasmerne opstod spontant i urene omgivelser som fx i beskidt stillestående vand og blev<br />

ifølge miasmeteorien anset som den primære årsag til epidemier, som f.eks. koleraen der i<br />

1848 hærgede gennem Europa og truede Danmarks grænser, mens Hornemann sad og skrev<br />

sin artikel. 122 Man havde i samtidens lægevidenskabelige kredse i Europa gjort den erfaring,<br />

at koleraen <strong>for</strong>trinsvis spredtes af vandvejen og især brød ud i flodegne i byers nærhed, som<br />

fungerede som skraldespand <strong>for</strong> store byers latrin og andet affald. 123 Af hensyn til<br />

kolerafaren var det der<strong>for</strong> særlig vigtigt at få gjort noget ved de københavnske fæstningsgrave<br />

og Rosenborg Slotsgrav, hvis stillestående vand, som var ulækkert nok i sig selv, desuden<br />

tilførtes spildevand og latrin fra diverse kloakafløb, som blot gjorde situationen endnu mere<br />

farlig.<br />

119<br />

Hornemann, Emil: ”Om Kjöbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning”. I: Ugeskrift <strong>for</strong><br />

Læger. 2. rk. IX, nr. 14, s. 209-221, København 1848.<br />

120<br />

Hornemann 1848 s. 209<br />

121<br />

ibid. s. 210<br />

122<br />

Bonderup 1994 s. 17ff: Denne anden kolerapandemi (En pandemi er en epidemi, der har bredt sig fra et lokalt<br />

til et meget større område. Den første pandemi i Europa var fra 1830-37.) opstod på det asiatiske subkontinent i<br />

1840 og spredte sig de følgende år til Europa, hvor de første ofre meldtes i 1847 i Rusland. Året efter hærgede<br />

koleraen i Europa. Epidemien kom på kort besøg i Danmark, idet en skipper fra Dragør ulovligt havde navigeret<br />

et russisk skib gennem Øresund, og han havde taget sygdommen med sig hjem. Hans kone og et andet<br />

familiemedlem døde, mens han selv slap. To år efter i 1850 <strong>for</strong>ekom der desuden en række koleratilfælde i<br />

Bandholm på Lolland. Det var dog de eneste tilfælde i denne omgang, og myndighederne kunne konstatere, at<br />

angrebene havde været sporadiske og ånde lettet op.<br />

123<br />

ibid. s. 219ff: Hornemann indrømmede, at sammenhængen mellem urent vand og kolera kun var en hypotese,<br />

men konkluderede alligevel: ”Saameget synes imidlertid vist, at hvor der <strong>for</strong>uden det stillestaaende Vand endnu<br />

findes Tillöb dertil af <strong>for</strong>skjellige Uhumskheder, der ere <strong>for</strong>saavidt alle uheldige Betingelser <strong>for</strong>enede. At<br />

undgaae eller fjerne disse Betingelser hörer saaledes til de förste hygiejniske Forpligtigelser <strong>for</strong> en större By.”<br />

35


I lyset af truslens alvor ”nu da Choleraen er i vor nærhed” anbefalede Hornemann ”ud fra et<br />

hygiejnisk Standpunkt”, at man slet og ret sløjfede voldene og slotsgraven og fyldte dem op i<br />

stedet. 124<br />

3.2.5. Kolerafrygten som argument<br />

Hornemann havde allerede i en artikel i Fædrelandet den 21. juli 1848 125 understreget<br />

myndighedernes pligt til at være deres ansvar bevidst og – under kyndig vejledning fra<br />

lægerne og andre sagkyndige - gøre alt hvad der stod i deres magt <strong>for</strong> at hindre koleraen i at<br />

bryde ud i København. Senere samme år skrev han, som vi har set det, artiklen ”Om<br />

Kjöbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning”, 126 hvor han også advarede<br />

mod konsekvenserne i at ignorere truslen. Danmark slap dog med skrækken i 1848, men faren<br />

<strong>for</strong> et udbrud var stadigvæk overhængende. Hygiejnebevægelsen med Hornemann i spidsen<br />

blev ved med at råbe op om nødvendigheden i at tage sine hygiejniske <strong>for</strong>holdsregler mod den<br />

lurende katastrofe.<br />

Lidt kynisk kan man sige, at koleratruslen efterhånden blev et effektivt argument i den<br />

hygiejniske diskurs, og at hygiejnebevægelsen lukrerede på frygten <strong>for</strong> en epidemi i sin<br />

agitation. Emil Hornemann brugte i særlig grad koleraen i agitatorisk øjemed i artiklen fra<br />

1851: ”Den seneste Cholera-Epidemie i England – med dertil knyttede Bemærkninger om<br />

vore Forhold” 127 Over<strong>for</strong> sine kollegaer i Det kongelige medicinske Selskab, hvor<br />

Hornemann aflagde halvårsberetning <strong>for</strong> Selskabets Hygiejniske Komité d. 3. oktober 1850,<br />

<strong>for</strong>klarede Hornemann også hensigten med den netop færdiggjorte artikel som ”at paavirke<br />

Opinionen til Fordel <strong>for</strong> Hygiejnen her i Staden”. 128 Artiklen blev skrevet i efteråret 1850 på<br />

baggrund af en beretning fra det engelske sundhedskollegium General Board of Health 129 om<br />

124 ibid. s. 221: Hornemann anbefalede dog også mere midlertidige løsninger til at <strong>for</strong>ebygge et muligt udbrud af<br />

kolera: 1. At fylde mere vand i gravene så man dækkede bredderne og hindrede uddunstningerne fra disse. 2. At<br />

man ikke lod de urenligheder, som man måtte hive op fra gravene blive liggende, men at man helt fjernede disse.<br />

3. At man helt afskaffede kloakker med afløb til gravene.<br />

125 Fædrelandet nr. 186, 21. juli 1848.<br />

126 Hornemann 1848<br />

127 Hornemann, Emil: Den seneste Cholera-Epidemie i England … med dertil knyttede Bemærkninger om vore<br />

Forhold. København 1851.<br />

128 „Det kgl. Medicinske Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1850-51. Overordentligt Møde, 3die Okt. 1850”: I:<br />

Bibliothek <strong>for</strong> Læger. 1851. 3. række s. 138.<br />

129 Schmidt 1986 s. 46f: ”Generel Board of Health” blev oprettet som følge af vedtagelsen af verdens første<br />

moderne sundhedslovgivning i <strong>for</strong>m af den engelske ”Public Health Act” fra 1848, som blev til på baggrund af<br />

Edwin Chadwicks <strong>for</strong>slag til en sanitær lovgivning. Med Public Health Act blev det bestemt at regeringen -<br />

nærmere bestemt sundhedskollegiet Generel Board of Health - skulle være den øverste ansvarlige <strong>for</strong> hele den<br />

36


koleraepidemierne i London 1848-1850. 130 Hornemann gennemgik udførligt de erfaringer,<br />

som General Board of Health havde gjort med koleraen i England og sammenholdt disse med<br />

de københavnske. Hornemann spåede, at koleraen også snart ville bryde ud i København, da<br />

”der her hos os findes de samme disponerede Aarsager, som Beretningen har udpeget (…)<br />

nemlig slet luft af Overfyldning med Mennesker, eller af Ureenlighed overhovedet;<br />

Uddunstninger fra raadent Mudder, Fugtighed, slet Afløb, slet Drikkevand” 131 Hornemann<br />

konkluderede på den baggrund at: ”Enhver altsaa, der nöiere betragter vore Forhold, maa<br />

sige sig selv, at vi efter al Rimelighed ville faa Cholera, naar disse Forhold ikke<br />

<strong>for</strong>andres.” 132 Hornemann følte, at den hygiejniske sag hidtil var blevet ignoreret af<br />

myndighederne, og han rettede i artiklen et hidtil uhørt skarpt angreb på politikerne <strong>for</strong> at lade<br />

stå til: ”ligesom i England, saaledes have ogsaa her de <strong>for</strong>skjellige Autoriteter endnu ikke den<br />

rette Interesse <strong>for</strong> de sanitære hensyn, og her som i England mangler det ikke på Tilfælde,<br />

hvor der er viist Modstand og Nølen ligeover<strong>for</strong> de af Lægerne og Sundhedsautoriteterne<br />

stillede Forbedringer og Forslag.” 133<br />

Situationen blev heller ikke bedre af, at ”Magten og Ansvaret, hvad de Sanitære Forhold<br />

angaar” var <strong>for</strong>delt på så mange <strong>for</strong>skellige instanser såsom magistrat, borgerrepræsentation,<br />

stadsphysikus, politidirektøren, sundhedskollegium og <strong>for</strong>skellige kommissioner <strong>for</strong><br />

vandvæsen, brolægning, renovation, havnevæsen og <strong>for</strong>tifikation. 134 Opsplitningen af<br />

bestyrelsen og ansvaret <strong>for</strong> den offentlige sundhedspleje i København vanskeliggjorde<br />

effektive beslutninger på området, og der havde ligefrem været eksempler på, at de <strong>for</strong>skellige<br />

instanser havde modarbejdet hinanden. 135 Disse <strong>for</strong>hold kritiserede flere hygiejnikere i<br />

artiklen ”Forslag til en bedre Ordning af Bestyrelsen <strong>for</strong> den offentlige Sundhedspleje i<br />

offentlige sundhedsektor og tilse, at loven blev overholdt og gennemført i praksis. Sundhedskollegiet fik<br />

tilknyttet inspektører i alle byer med pligt til at rapportere om sundhedstilstanden og med myndighed til at påse,<br />

at lovens paragraffer om renlighed mv. blev overholdt.<br />

130<br />

Hornemann 1851 s. 2ff, Lützen 1998 s. 84<br />

Som det også fremgår af underoverskriften på Hornemanns artikel var rapportens navn „Report of the General<br />

Board of Health on the Epidemic Cholera of 1848 & 1849, London 1850.“<br />

131<br />

Hornemann, Emil: Den seneste Cholera-Epidemie i England … med dertil knyttede Bemærkninger om vore<br />

Forhold. København 1851. s. 49<br />

ibid s. 54: Hornemann pointerede desuden, at <strong>for</strong>holdene i København stod værre til end i London. F.eks. var<br />

overbefolkningen relativt set værre i København end i den engelske hovedstad. Derudover havde københavnerne<br />

”hverken Kloaker eller en saadan Vand<strong>for</strong>syning, Ventilation, Gaderensning, offentlig og husslig Reenlighed<br />

overhovedet, som den der findes paa de fleste Steder i London. …”<br />

132<br />

Hornemann 1851 s. 53<br />

133<br />

ibid. s. 53.<br />

134<br />

Hornemann/hygiejnisk komité 1850 s. 127<br />

135<br />

ibid. s. 128<br />

37


Kjöbenhavn” 136 , som blev publiceret af Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske<br />

Komité 137 i juli måned 1850 og stilet til Københavns Magistrat. Inspireret af lignende<br />

initiativer i udlandet <strong>for</strong>eslog Hornemann og de andre komitémedlemmer, at myndighederne i<br />

stedet skulle nedsætte et centralt Sundhedsraad <strong>for</strong> Staden Kjøbenhavn, der skulle samle den<br />

offentlige sundhedspleje i ”en hensigtsmæssig ordnet sagkyndig og fælles Bestyrelse af Alt<br />

hvad der angaar den offentlige Sundhed, dens Forbedring og Bevarelse, en god<br />

Sundhedslovgivning og et vel organiseret Sundhedspoliti.” 138 Med artiklen ville hygiejnikerne<br />

sætte en ny dagsorden <strong>for</strong> indretningen af den fremtidige sundheds<strong>for</strong>valtning, og de mente, at<br />

en centralisering af bestyrelsen over den offentlige hygiejne var vejen frem <strong>for</strong> hurtige<br />

re<strong>for</strong>mer på området. I praksis skulle sundhedsrådet have vidtrækkende beføjelser og føre<br />

tilsyn med alt hvad der hørte ind under Reenligheden i Staden, bla: Kloakker, latriner, dag- og<br />

natrenovation samt kanaler og kældersumpe, veje og broer. Det skulle også arbejde <strong>for</strong> at få<br />

fjernet alle <strong>for</strong>urenende fabrikker og industrianlæg fra den indre by samt tilstræbe, at byen til<br />

stadighed fik en god og rigelig vand<strong>for</strong>syning. 139<br />

Forslaget blev dog i det store og hele ignoreret af magistrat og offentlighed i den<br />

efterfølgende tid, men det blev ikke glemt. Ti år senere i 1860 blev et Sundhedsråd nedsat i<br />

København i <strong>for</strong>bindelse med vedtagelsen af Sundhedsvedtægterne. 140<br />

Derimod bevirkede Emil Hornemanns artikel om ”Den seneste Cholera-Epidemie i<br />

England med dertil knyttede Bemærkninger om vore Forhold” en helt anderledes umiddelbar<br />

reaktion. Selv i de allerfineste kredse vakte Hornemanns dystre profeti bekymring. Den<br />

danske konge Frederik VII blev ganske <strong>for</strong>færdet af Hornemanns dystre men<br />

velargumenterede <strong>for</strong>udsigelse. 141 Ved kongelig resolution af 4. februar 1851 blev det på<br />

kongens initiativ bestemt, at der skulle nedsættes en hygiejnisk kommission til <strong>for</strong>bedring af<br />

de hygiejniske <strong>for</strong>hold samt <strong>for</strong>ebyggelse af kolera i hovedstaden. 142<br />

136 Hornemann, Emil/Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske Komite: ”Forslag til en bedre ordning af<br />

Bestyrelsen <strong>for</strong> den offentlige Sundhedspleje i København”. Bibliothek For Læger rk. 3. bd. 8, 1850, s. 125-145.<br />

137 Forslaget var underskrevet af d’ herrer Hornemann, Buntzen, Dahlerup, Paulli og Salomonsen.<br />

138 Hornemann/hygiejnisk komité 1850 s. 126<br />

139 ibid. s. 142f<br />

140 Lützen 1998 s. 84<br />

141 Norrie 1929 s. 34: Ikke alle fæstnede lid til Hornemanns dystre spådomme – og selv blandt kollegerne var der<br />

en del skepsis: I en samtidig anmeldelse i Ugeskrift <strong>for</strong> Læger blev Hornemann beskyldt <strong>for</strong> at have udtalt sig<br />

med vel megen skråsikkerhed om <strong>for</strong>hold, som i argumentationen ikke var underbygget af tilstrækkeligt<br />

bevismateriale.<br />

142 Lützen 1998 s. 85<br />

38


3.2.6. ”et ureent, plumret Udseende og en ubehagelig Lugt og Smag”<br />

Det var lægen Andreas Gregers Sommers (1804-1871) dom over det københavnske<br />

drikkevand i 1850. Han <strong>for</strong>slog i stedet implementeringen af et helt nyt vand<strong>for</strong>syningssystem<br />

<strong>for</strong> hovedstaden til afløsning af det gamle.<br />

Utilfredsheden med hovedstadens vand<strong>for</strong>syning havde været længe undervejs. Kort sagt<br />

gik kritikken på, at vandet var beskidt, og at der var <strong>for</strong> lidt af det. Fra midten af 1700-tallet<br />

begyndte kritikken fra sagkundskaben at blive alvorlig. Lægen Johan Christian Lange<br />

påpegede i 1756, at pumpevandet fra søerne i Københavns omegn ”har nogen mudderagtig<br />

lugt og smag”, og at ”Det fører og snart altid nogle levende smådyr med sig”. 143 Et halvt<br />

århundrede senere konkluderede Heinrich Callisen på baggrunde af en række undersøgelser af<br />

drikkevandet, at vandet var blevet ringere siden Langes tid. 144 I 1838-39 agiterede litteraten<br />

Th. Repp i en række artikler i Kjøbenhavnerposten <strong>for</strong> en re<strong>for</strong>m af hovedstadens<br />

vand<strong>for</strong>syning 145 . I 1840’erne <strong>for</strong>tsatte Kabell og Hornemann, som vi har set det, med at<br />

kritisere drikkevandet med det <strong>for</strong>mål at bringe sagen på den politiske dagsorden. Kritikken<br />

prellede dog af på de ansvarlige politikere, og der blev der ikke stort set intet gjort, hvilket<br />

betød, at det gamle system med utætte trærender uden ordentligt vandtryk bevaredes.<br />

Drikkevandets renlighed og betydning <strong>for</strong> sundhedstilstanden var et kerneområde <strong>for</strong><br />

hygiejnebevægelsen i 1840’erne. Sagen blev taget i behandling i Det kongelige selskabs<br />

hygiejniske Komite, som 1840’erne slutning var blevet hygiejnebevægelsens primære<br />

organisatoriske omdrejningspunkt <strong>for</strong> hygiejnisk ”lobbyarbejde” og et samlingspunkt <strong>for</strong><br />

re<strong>for</strong>mvenlige læger. A.G. Sommer var en af ”lobbyisterne” i denne organisation. Han havde<br />

af komiteens medlemmer fået overdraget det øverste ansvar <strong>for</strong> at <strong>for</strong>etage en række af<br />

undersøgelser over drikkevandets kvalitet i København. Disse videnskabelige kemiske og<br />

statistiske undersøgelser blev <strong>for</strong>etaget i årene 1846-48, og slutresultaterne offentliggjordes af<br />

Sommer i en række <strong>for</strong>elæsninger på Københavns Universitet samt i en lille bog ”Om<br />

Kjøbenhavns Drikkevand 146 , som udkom i 1850. Konklusionen af undersøgelserne var ”at<br />

Vandet jævnligt, især i visse Dele af Staden, frembyder et ureent, plumret Udseende og en<br />

143<br />

Lange, Johan Christian: Lære om de Naturlige Vande. København 1756. Refereret efter Nørregård, Georg:<br />

“Københavns vand<strong>for</strong>syning i ældre tid”. I: Københavns vand<strong>for</strong>synings historie. København 1959. s. 90f<br />

144<br />

Callisen 1807. Refereret efter Nørregård 1959. s. 92<br />

145<br />

Knudsen 1988 s. 49f<br />

146<br />

Sommer, A.G.: Om Kjøbenhavns Drikkevand. Et afsnit af en Række af Forelæsninger over Sundhedspolitiet,<br />

holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Vinterhalvaaret 1849-50. København 1850.<br />

39


ubehagelig Lugt og Smag, som <strong>for</strong>klares af de opslemmede og opløste organiske Stoffer, samt<br />

at det over hele Staden, naar Varmen er Stærk, har en ubehagelig høj Varmegrad, saa at det<br />

med rette kan kaldes lunkent, og saaledes mangler den kjølende, <strong>for</strong>friskende Virkning, der<br />

maa ønskes ved Drikkevand, medens det det gode Brøndvand, som har denne Egenskab, ikke<br />

er i tilstrækkelig Mængde tilstede til hele Stadens Forsyning”. 147 Dommen over det<br />

københavnske drikkevand var hård. Pumpevandet fra Søerne blev ikke tilstrækkeligt filtreret,<br />

det var beskidt og lugtede mistænkeligt fælt. Byens mange brøndboringer stod også <strong>for</strong> skud.<br />

I København fandtes ifølge Sommer i alt 447 brønde 148 , som i teorien skulle kunne dække<br />

behovet <strong>for</strong> koldt og rent vand. Desværre blev hele 166 brønde i undersøgelsen anset <strong>for</strong> slet<br />

og ret ubrugelige, da de enten var tildækkede, i uorden eller slet og ret ikke til at finde. Af de<br />

resterende funktionsduelige brønde var der mange, som efter undersøgelsens mening havde et<br />

<strong>for</strong> stort indhold af organiske bestanddele i sig til, at det i hygiejnisk <strong>for</strong>stand kunne tilrådes at<br />

drikke vandet. Kun 27 københavnske brønde viste sig ifølge undersøgelsen ”at være af bedre<br />

Sort”, hvilket slet ikke rakte til <strong>for</strong>syne alle borgere med rent vand. 149<br />

I stedet <strong>for</strong> <strong>for</strong>tsat at drikke beskidt sø- og brøndvand <strong>for</strong>eslog Sommer i stedet ”at have<br />

Øiet henvendt paa Muligheden af at <strong>for</strong>skaffe Hovedstaden Drikkevand af god Beskaffenhed<br />

og i tilstrækkelig Mængde fra andre Steder af Omegnen, end de hidtil afbenyttede.” 150 Han<br />

ville <strong>for</strong>syne københavnerne med friskt og rent vand, ikke ved en <strong>for</strong>bedring af det gamle<br />

vand<strong>for</strong>syningssystem, men ved at lave et helt system <strong>for</strong> vand<strong>for</strong>syningen med kildevand fra<br />

artesiske boringer fra Københavns omegn. Sommers vision var ikke grebet ud af det blå.<br />

Vandvæsenet var allerede i 1831 i samarbejde med videnskabsmænd begyndt med <strong>for</strong>søg på<br />

artesiske boringer, hvor der boredes efter kildevand dybt i undergrunden. De første år gav<br />

boringerne intet større resultat. Men med senere boringer i slutningen af 1840’erne fik man<br />

mere succes, og i 1847 havde man en artesisk brønd ved Taastrup-Valby, der gav 12.000 tdr.<br />

vand i døgnet. I 1851 var man nået så vidt med boringer i Harrestrup, at der fra disse tilflød<br />

20.000 tdr. frisk vand dagligt til Damhussøen og derfra videre til København. 151<br />

147 ibid. s. 19<br />

148 ibid. s. 18<br />

149 ibid. s. 18f<br />

150 ibid. s. 22f<br />

151 Christensen 1912 s. 167f<br />

40


3.2.7. Hygiejnekommissionen af 1851<br />

En hygiejnisk kommission blev den 12. marts 1851 nedsat på baggrund af en kongelig<br />

resolution af 4. februar samme år. 152 Resolutionen stadfæstede, at kommissionen skulle<br />

<strong>for</strong>estå ”Forbedring af de hygiejniske Forhold i Vor Residentsstad Kjöbenhavn overhovedet<br />

og navnlig til Forebyggelse af et muligt Udbrud af Cholera-Epidemien sammesteds”. 153<br />

Koleraepidemien i England i 1848 havde gjort indtryk på myndighederne, og kombineret med<br />

Hornemanns profeti i ”Den Seneste Cholera-Epidemie i England” havde Frederik den<br />

syvende ønsket at få <strong>for</strong>holdene undersøgt. 154<br />

Den hygiejniske kommission overtog efterhånden Det kongelige medicinske selskabs<br />

hygiejniske komités 155 arbejde med at <strong>for</strong>etage hygiejniske undersøgelser og tilskrive<br />

myndighederne <strong>for</strong>slag til <strong>for</strong>bedringer. Den gamle komite skulle <strong>for</strong> eftertiden indskrænke<br />

sin virksomhed til statistisk virksomhed i udarbejdelsen af ugentlige og kvartalsmæssige<br />

talopgørelser over syge og døde i hovedstaden. 156 Politidirektør Bræstrup blev udpeget som<br />

den hygiejniske kommissions <strong>for</strong>mand, Emil Hornemann og stadslæge B. A. Hoppe fra den<br />

gamle hygiejniske komité indgik som menige medlemmer, ligesom ingeniør og professor ved<br />

Polyteknisk Læreanstalt C. G. Hummel. Kommunalstyrelsen var repræsenteret af<br />

konferensråd Bentley fra Magistraten og fabriksejer Holmblad fra Borgerrepræsentationen. 157<br />

Den hygiejniske kommission videreførte arbejdsmetoden fra den hygiejniske komité, hvor<br />

hvert medlem fik sit arbejdsfelt. Hornemann fik ansvaret <strong>for</strong> bygningsvæsen og bolig<strong>for</strong>hold,<br />

og professor Hummel fik til opgave at undersøge grøfters og kloakkers tilstand. Fra sin<br />

grundlæggelse aflagde kommissionen løbende beretning om sit arbejde til justitsministeriet.<br />

Efter et halvt års <strong>for</strong>løb udkom imidlertid en samlet redegørelse om kommissionens bedrifter i<br />

”Beretning om den ved allerhöieste Commissorium af 12. marts 1851 nedsatte<br />

152<br />

Bonderup 1994 s. 34, 77f, 86: I København trådte den eksisterende Overordentlige Sundhedskommission<br />

sammen igen i 1850/51 omtrent samtidig med, at den Hygiejniske Kommission nedsattes ved Kgl. Reskript. Den<br />

overordentlige sundhedskommission nedsattes som følge af bestemmelserne i Forordning af 19. juni 1831, som<br />

fastsatte, at sundhedskommissioner skulle træde sammen i byer, hvis en epidemi var særlig truende.<br />

Kommissionens skulle organisere det praktiske bekæmpelsesarbejde, hospitaler m.m. Den overordentlige<br />

kommission <strong>for</strong> København trådte sammen i 1831, og igen da koleraen truede i 1848 og 1850-51.<br />

153<br />

Det kongelige reskript er refereret i: Hornemann, E. (red.): Beretning om den ved allerhöieste Commissorium<br />

af 12. marts 1851 nedsatte Sundhedscommissions Virksomhed. København 1852. s. 4<br />

154<br />

Hornemann 1851<br />

155<br />

Buch 1974 s. 73: Komitéen nedlagdes endeligt den 13. februar 1872.<br />

156<br />

”Det kgl. Medicinske Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1851-52. III. Det 12te ordentlige Møde, 15de April<br />

1852”. I: Bibliothek <strong>for</strong> Læger 1852, 3. række, s. 361ff.<br />

157<br />

”Det kgl. Medicinske Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1850-51. II. Tolvte ordentlige Møde, 3 April 1851”.<br />

I: Bibliothek <strong>for</strong> Læger 3. række, bd. 9, s. 409.<br />

41


Sundhedscommissions Virksomhed.” 158 Beretningen var på en gang en gentagelse af alle de<br />

anklager mod byens ufuldstændige offentlige hygiejne, hygiejnikerne tidligere var<br />

fremkommet med, samt en kraftig understregning af, at byens hygiejniske situation i det<br />

<strong>for</strong>løbne tidsrum ikke havde <strong>for</strong>vandlet sig til det bedre, men til det værre. Der sporedes dog<br />

en vis optimisme i <strong>for</strong>ordet, hvor det anerkendtes, at hygiejnebevægelsen på det seneste havde<br />

opnået lidt succes, <strong>for</strong>di der, som Hornemann skriver på kommissionens vegne, ”i det Hele er<br />

vakt en almindeligere Interesse <strong>for</strong> disse Gjenstande, om hvilke der tidligere neppe var<br />

Tale”. 159 Beretningen påskønner, at interessen – <strong>for</strong>uden nedsættelsen af den hygiejniske<br />

kommission - <strong>for</strong>eløbig havde resulteret i vedtagelsen af flere love og anordninger, som var<br />

truffet ud fra hygiejniske hensyn, såsom f.eks. loven om usunde næringsvejes <strong>for</strong>læggelse<br />

uden<strong>for</strong> staden i 1850, og <strong>for</strong>budet mod begravelser i staden 1851.<br />

Den hygiejniske kommission undersøgte en lang række <strong>for</strong>hold omkring vand- og<br />

renovationsvæsenet og <strong>for</strong>eslog en række <strong>for</strong>bedringer, hvorved man kunne afhjælpe de<br />

værste gener på området. Kommissionen understregede, at der var tale om midlertidige<br />

<strong>for</strong>slag under <strong>for</strong>udsætning af, at ”et fuldstændigt <strong>for</strong>bedret Vand- og Kloaksystem om faa Aar<br />

vilde blive indført her i Staden” 160 . Denne plan, som i 1851 var under <strong>for</strong>handling i<br />

Borgerrepræsentationen, blev af kommissionens re<strong>for</strong>mvenlige medlemmer anset som ”et<br />

Spörgsmaal af allerhöieste Vigtighed” 161 , og som den ultimative planløsning på hovedstadens<br />

sanitære problemer. Men inden kloakidealet kunne omsættes i praksis, måtte midlertidige<br />

<strong>for</strong>bedringer <strong>for</strong>etrækkes. Kommissionen indstillede der<strong>for</strong>, at byens gader blev renset oftere,<br />

og at de faste latringruber afskaffedes til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> transportable tønder, som kunne slæbes<br />

væk og tømmes ofte <strong>for</strong> deres indhold. 162 Kommissionen <strong>for</strong>eslog bla. også, at det blev<br />

<strong>for</strong>budt at anbringe lokummer inde i ejendommene, at kommunen indrettede offentlige<br />

urinkroge, samt at de ildelugtende latrinkuler på Amager flyttedes længere væk fra<br />

beboelsesområder.<br />

Et af de mere bemærkelsesværdige udspil fra kommissionens side var professor Hummels<br />

kolerapræventive <strong>for</strong>slag om ”en daglig Rensning af Stadens Gaardsrum, Gader og<br />

Rendestene, samt Udskylning af de Sidste i Sommermånederne, saalænge indtil et nyt<br />

158<br />

Hornemann 1852: Beretningen er dateret til den 18. oktober 1851 og indgivet til justitsministeriet på den dato.<br />

Først året efter blev beretningen med justitsministeriets tilladelse publiceret og offentliggjort.<br />

159<br />

ibid. s. 3<br />

160<br />

ibid. s. 11<br />

161<br />

ibid. s. 12<br />

162<br />

ibid. s. 47<br />

42


Kloaksystem indføres.” 163 Dette <strong>for</strong>slag, som blev betegnet som ”det virksomste Middel til at<br />

hindre Udbredelsen af Epidemier” 164 , blev senere sat i værk af kommunalbestyrelsen i<br />

sommeren 1851. Forslagsstilleren professor Christian Gotfried Hummel (1811-1872) var en<br />

hygiejnisk interesseret og re<strong>for</strong>mvenlig ingeniør, der var uddannet som cand. polyt. fra<br />

Polyteknisk Læreanstalt i 1834. I 1838 blev han lektor og i 1866 direktør sammesteds.<br />

Hummel fungerede desuden som vandinspektør i København 1843-47. Sammen med L. A.<br />

Colding fik Hummel ansvaret <strong>for</strong> den praktiske sammensvejsning af et samlet projekt <strong>for</strong><br />

vand-, gas- og kloakanlæg i København, pga. den kombinerede komites udskrevne<br />

konkurrence om vand-, gas- og kloakanlægs anlæggelse i hovedstaden. I 1851 blev Hummel<br />

medlem af den kombinerede komite <strong>for</strong> Københavns vand-, gas- og kloakanlæg i stedet <strong>for</strong><br />

H.C. Ørsted, der var afgået ved døden. Da anlægsplanerne senere løb ind i politisk modstand,<br />

blev det Hummels opgave på komiteens vegne at rejse til London <strong>for</strong> at indhente den engelske<br />

ingeniør James Simpsons faglige godkendelse af planerne. Hummel var i det hele taget, som<br />

tekniker og embedsmand, dybt involveret i arbejdet med de store byplanmæssige<br />

anlægsarbejder <strong>for</strong> vand, gas og kloak i 1800-tallets midte. Hummels engagement i den<br />

hygiejniske sags tjeneste afspejles også af, at han var en aktiv deltager på den hygiejniske<br />

kongres i København 1858. 165<br />

3.2.8. ”kampen mellem Sundhedsre<strong>for</strong>men og den communale magt”<br />

Hummels gadeskylnings<strong>for</strong>slag er interessant i denne sammenhæng, <strong>for</strong>di <strong>for</strong>slaget gav<br />

anledning til megen politisk uenighed, som afslørede dybe modsætninger og konflikter<br />

mellem re<strong>for</strong>mvenlige og re<strong>for</strong>mskeptiske kræfter i kommunalbestyrelsen. Debatten om<br />

gaderensningen i Københavns Borgerrepræsentation og i pressen viser, at bestemt ikke alle<br />

var enige med hygiejnebevægelsen om det <strong>for</strong>målstjenstlige i at fremme den offentlige<br />

hygiejne. En skeptisk mod-diskurs, der satte hensynet til status quo, økonomien og de liberale<br />

frihedsrettigheder højere end hensynet til bekostelige hygiejniske re<strong>for</strong>mer, gav<br />

hygiejnediskursen kamp til stregen i bestræbelserne på at sætte den diskursive dagsorden <strong>for</strong><br />

Københavns organisation og plan. To fremtrædende repræsentanter <strong>for</strong> mod-diskursen i den<br />

københavnske kommunalbestyrelse var Borgerrepræsentationens <strong>for</strong>mand, etatsråd L.N.<br />

163 ibid. s. 38<br />

164 ibid. s. 38<br />

165 Bricka 1894<br />

43


Hvidt, direktør i Nationalbanken og det liberale borgerskabs helt og samlingsfigur fra<br />

martsdagene 1848, da Enevælden afskaffedes i Danmark, samt etatsråd og generalprokurør<br />

Tage Algreen-Ussing, der også var en af periodens førende liberale politikere i Danmark.<br />

De to diskurser kom <strong>for</strong> alvor i clinch med hinanden i en heftig avispolemik mellem Emil<br />

Hornemann og Tage Algreen-Ussing i Berlingske Tidende fra den 23. maj 1851 til den 30.<br />

maj samme år. Pennefejden startede med at L.N. Hvidt og Tage Algreen-Ussing på<br />

Borgerrepræsentationens møde den 19. maj 1851 afviste Hummels plan <strong>for</strong> gadeskylning af<br />

hensyn til den private ejendomsret. Algreen-Ussing afviste planen ”<strong>for</strong>di det var så<br />

indgribende i mange private Forhold”. Hvidt begrundede sit afslag med, at han ”altid havde<br />

holdt paa det Engelske Ordsprog: Ens Huus er Ens Borg”, og <strong>for</strong>di ”han meget frygtede <strong>for</strong>,<br />

at Forslaget kunde give Anledning til, at man ogsaa trængte ind i Værelserne og Sengene”. 166<br />

Emil Hornemann kunne slet ikke sidde en sådan arrogant afvisning af Hummels <strong>for</strong>slag<br />

overhørig. Hans harme blev ikke mindre af, at Algreen-Ussing på samme møde havde<br />

diskrediteret sundhedskommissionens arbejde generelt med sin udtalelse om, ”at man meget<br />

snart ville se ind til Trappegange, Vaske og Qvistværelser, og at man der<strong>for</strong> i Tide maatte<br />

være opmærksom på Grænserne <strong>for</strong> en saadan Commissions Virksomhed”. 167 Hornemann<br />

skrev der<strong>for</strong> en <strong>for</strong>sideartikel til Berlingske Tidende den 23. maj 1851, hvori han brokkede sig<br />

over, at <strong>for</strong>slag om sanitære re<strong>for</strong>mer nærmest pr. automatik mødte modstand fra ”udvalgte”<br />

borgerrepræsentanter. Han argumenterede <strong>for</strong> nødvendigheden af på visse områder at sætte<br />

den almene folkesundhed over den enkeltes liberale friheds- og ejendomsrettigheder. Alle<br />

borgere i hovedstaden måtte gøre ”større og mindre Offere <strong>for</strong> det Almindelige, til Gjengæld<br />

<strong>for</strong> alle det lovbeskyttede Samlivsgoder som dette yder hver Enkelt”. 168 Hornemann mente, at<br />

de liberale frihedsrettigheder ikke var absolut ukrænkelige, hvis f.eks. friheden fik negative<br />

konsekvenser <strong>for</strong> andres sundhed, da ”Frihed ogsaa bestaar i at underkaste sig og vise<br />

Agtelse og Omhu <strong>for</strong> andres Velfærd, selvom man derved <strong>for</strong>trædiges i sine Vaner og huuslige<br />

Affairer”. 169 Hornemann mente, at friheden i et liberalt samfundsliv skulle <strong>for</strong>valtes under<br />

ansvar, og af hensyn til almenvellet frem <strong>for</strong> udelukkende af hensyn til ejendomsbesiddernes<br />

rettigheder.<br />

166 BRF, Mødet den 17de marts 1851 s. 3ff. Gengivet i Berlingske Tidende nr. 118 fredag den 23. maj 1851<br />

167 Berlingske Tidende nr. 116 21. maj 1851<br />

168 Berlingske Tidende nr. 118, fredag den 23. maj 1851<br />

169 ibid.<br />

44


Algreen-Ussing replicerede dagen efter i Berlingske Tidende, at han følte sig fejlciteret, og<br />

at han syntes, at Hornemanns beskyldninger om, at han var en <strong>for</strong>benet modstander af<br />

hygiejniske re<strong>for</strong>mer var ligesaa ubegrundede, som de ere <strong>for</strong>nærmelige”. 170 Han indvendte,<br />

at kommissionen ”i sin priselige Iver <strong>for</strong> at <strong>for</strong>bedre de Sanitaire Forhold kan have et mindre<br />

Aabent Oie <strong>for</strong> de Ulemper og Misligheder, som ere <strong>for</strong>bundne med de Foreslaaede<br />

Foranstaltningers Udførelse”. 171 Algreen-Ussing <strong>for</strong>svarede sig med at beskylde den<br />

hygiejniske kommission <strong>for</strong> af ren iver at glemme at overveje omkostningerne ved de<br />

hygiejniske <strong>for</strong>anstaltninger. Det var netop i sådan en bekostelig sag vigtigt at udvise<br />

<strong>for</strong>sigtighed, ikke drage <strong>for</strong>hastede konklusioner, og så i øvrigt nøje veje ulemper og <strong>for</strong>dele<br />

op i mod hinanden.<br />

To dage efter i Berlingske Tidende svarede Hornemann, at han aldrig havde været uenig i<br />

at veje <strong>for</strong>dele og ulemper op mod hinanden, så længe ”at Veiningen skal <strong>for</strong>etages af dem<br />

der kan veie noiagtigst, nemlig de Sagkyndige”. Det vil sige lægerne og ingeniørerne, dem<br />

der havde den sundhedsmæssige og tekniske indsigt, og ikke usagkyndige af Algreen-Ussings<br />

slags, som Hornemann hvast betegnede som ”Sundhedspleiens svorne Fjender - de<br />

uegennyttige Ejendomsbesiddere”! Hornemann trak grænserne knivskarpt op i artiklen, hvor<br />

han betegnede det som en ”Kamp, der tidligere eller senere maatte bryde ud mellem<br />

Sundhedsre<strong>for</strong>men og den communale Magt”. Det var en kamp, som Hornemann var<br />

overbevist om, at hygiejnebevægelsen ville trække sig sejrrigt ud af: ”da den kun er en<br />

Gjentagelse af hvad der er <strong>for</strong>egaaet i andre større Stæder, hvor Striden dog oftest er endt til<br />

alles Tilfredshed med at Borgerrepræsentanterne have givet efter, idet de indsaae at de burde<br />

bevilge Penge til det som Sundhedsautoriteterne ansaae <strong>for</strong> Nødvendigt”. 172<br />

Algreen-Ussing tog til genmæle dagen efter den 27. maj, og beklagede at striden om en<br />

sag, der ikke engang var besluttet endnu, skulle <strong>for</strong>tsætte i pressen. Algreen-Ussing virkede på<br />

dette tidspunkt beklemt ved polemikken, og han <strong>for</strong>søgte så vidt muligt at vælge sine ord<br />

således, at han ikke virkede alt <strong>for</strong> reaktionær i offentlighedens lys. 173 Emil Hornemann<br />

afsluttede avisfejden den 30. maj med at afvise argumentet om, at sanitære re<strong>for</strong>mer skulle<br />

volde stor skade på privatlivets fred, da ”Bestemmelserne gaae udtrykkeligen ud paa at hæve<br />

en Tilstand, der i Virkeligheden er utaaelig baade <strong>for</strong> det private og offentlige Liv”. 174<br />

170<br />

Berlingske Tidende nr. 119, lørdag den 24. maj 1851<br />

171<br />

ibid.<br />

172<br />

Berlingske Tidende nr. 120, mandag den 26. maj 1851.<br />

173<br />

Berlingske Tidende nr. 121, tirsdag den 27. maj 1851<br />

174<br />

Berlingske Tidende nr. 123, fredag den 30. maj. 1851<br />

45


Algreen-Ussing tog derefter ikke tråden op igen. Hele fejden må siges, på baggrund af<br />

Hornemanns glimrende retoriske evner, at have givet den hygiejniske sag god publicity på<br />

bekostning af de konservative borgerrepræsentanters diskurs om hensynet til økonomien og<br />

liberale frihedsrettigheder – og det endda i de konservatives ho<strong>for</strong>gan Berlingske Tidende!<br />

Debatten var et regulært PR-stunt <strong>for</strong> Hornemann, som vidste, hvor vigtigt det var at føre<br />

”kampen mellem Sundhedsre<strong>for</strong>men og den communale magt” ud til offentlighedens skue <strong>for</strong><br />

at få opinionen på sin side og derved påvirke beslutningsprocesser. Som han selv <strong>for</strong>klarede<br />

det, var det hygiejnebevægelsens fremmeste opgave, ”at oplyse og stemme den offentlige<br />

Mening, og gjennem den en Autoritet som Borgerrepræsentanterne, <strong>for</strong> det man anseer <strong>for</strong><br />

det Rette <strong>for</strong>ekommer mig ogsaa at være en meget ærlig Sag, selv om man herved ønskede at<br />

indvirke på Beslutninger, der skulle tages. 175 I praksis fik den hygiejniske kommission dog<br />

kun begrænset succes med gaderensnings<strong>for</strong>slaget, der som sagt blev vedtaget <strong>for</strong> sommeren<br />

1851 – men i noget begrænset <strong>for</strong>m. 176 Året efter gentog kommissionen <strong>for</strong>slaget, men det<br />

blev afslået af et flertal af Borgerrepræsentationen, som ikke mente, at nytten af skylningen<br />

stod i <strong>for</strong>hold til kommunens deraf <strong>for</strong>bundne udgifter. 177<br />

3.2.9. ”Vandrørene danne det tilførende Pulsaare-System - kloakrørene det bortførende<br />

Blodaare-System”<br />

Lægen Peter Anton Schleisner (1818-1900) agiterede i 1853 <strong>for</strong> indførelsen af et<br />

fuldstændigt kloaksystem i København, som fik stor betydning i kloakdiskussionerne siden<br />

hen, da det meget detaljeret henviste til engelske kloaksystemer, og samtidigt illustrerede det<br />

absurde i implementeringen af et vand<strong>for</strong>syningssystem uden afløb til kloakker.<br />

Den kombinerede komité angående indførsel af vand-, gas- og kloakanlæg i København<br />

havde i 1851 overladt det til vandinspektør Colding og professor Hummel at sammensvejse<br />

og konkretisere de videre planer <strong>for</strong> vand, gas og kloak. Den 12. juli 1852 kunne den<br />

kombinerede komité meddele kommunalbestyrelsen, at Colding og Hummels arbejde nu var<br />

tilendebragt og overgivet til komitéen. 178 Komitéen havde tilsyneladende overvundet tidligere<br />

tiders skepsis mod den samlede plan <strong>for</strong> alle tre anlæg, <strong>for</strong> nu tilrådede komitéen<br />

175 ibid.<br />

176 Lützen 1998 s. 87<br />

177 KBF, Mødet den 2den August 1852 s. 98ff<br />

178 KBF, Mødet den 12de Juli 1852 s. 78<br />

46


<strong>for</strong>samlingen, ”at Bygningen af Kloaker <strong>for</strong>etoges samtidigt med Bygningen af Vand- og<br />

Gasværkerne”. 179 Københavns Borgerrepræsentation tog kommissionens anbefaling til<br />

efterretning. Ved mødet den 9. august 1852 vedtog <strong>for</strong>samlingen med 21 stemmer mod 1 at<br />

anbefale en samtidig udførelse af alle tre anlæg, samt at ansøge om et lån på 3, 5 millioner<br />

rigsdaler til <strong>for</strong>målet. Beslutningen skete på trods af, at detailprojekteringen endnu ikke var<br />

tilendebragt og på trods af de store udgiftskrav, som projektet stillede til Københavns<br />

Kommune. 180<br />

Den kombinerede komité havde stadigvæk problemer med færdiggørelsen af nogle<br />

tekniske detaljer specielt i planen <strong>for</strong> kloakdelen. Ved mødet i Borgerrepræsentationen den<br />

11. oktober 1852 anmodede komitéen der<strong>for</strong> <strong>for</strong>samlingen om, at Dr. Med. Schleisner tiltrådte<br />

komitéen som særlig sagkyndig rådgiver med den begrundelse, ”at han i længere Tid med<br />

megen Nidkjærhed havde studeret de sanitaire Forhold med særdeles Hensyn til de nyere<br />

engelske Systemer <strong>for</strong> Cloakvæsenet”. 181 P. A. Schleisner var den første læge, som blev<br />

direkte tilknyttet komitéen, 182 og han ansås åbenbart af samtiden som en kapacitet på<br />

kloakområdet, til trods <strong>for</strong> at han ikke var tekniker. Schleisner var en anerkendt hygiejnisk<br />

interesseret læge med et udpræget contagionistisk standpunkt. Foruden at være blevet medlem<br />

af den kombinerede komité i 1852 blev han samme år også medlem af en kommission til<br />

udarbejdelse af en ny bygningslov <strong>for</strong> København. I 1851-1853 var han medlem af Det<br />

kongelige medicinske selskabs hygiejniske Komité, og han fungerede i 1851-1853 som<br />

distriktslæge i København. Schleisner <strong>for</strong>tsatte sit engagement <strong>for</strong> den hygiejniske sag i<br />

hertugdømmet Slesvig, da han i 1853 blev udnævnt til medicinalinspektør sammesteds.<br />

Schleisner bibeholdt dog kontakten til sine københavnske fæller i hygiejnebevægelsen og<br />

deltog bla. i den hygiejniske kongres i København i 1858. Efter at krigen i 1864 satte en brat<br />

stopper <strong>for</strong> Schleisners virksomhed i det sønderjyske, kom han tilbage til København og<br />

virkede som stadslæge i 1865-1886. Samtidig genoptog han sine <strong>for</strong>pligtigelser i Det<br />

kongelige medicinske selskabs hygiejniske komité. I 1872-1897 var Schleisner medlem af<br />

Sundhedskollegiet. 183<br />

179<br />

KBF, Mødet den 12de Juli 1852 s. 79<br />

180<br />

KBF, Mødet den 9de August 1852 s. 112.<br />

Ved et møde i Københavns Borgerrepræsentation den 30. august 1852 meddelte Københavns Magistrat, at den<br />

tilsluttede sig <strong>for</strong>samlingens afgørelse om en samtidig udførsel af alle tre anlæg.<br />

181<br />

KBF, Mødet den 11te Oktober 1852 s. 151.<br />

182<br />

Lindegaard 2001 s. 67<br />

183<br />

Bricka 1894<br />

47


Schleisner udgav den 22. november 1852 et skrift om ”Principperne <strong>for</strong> et effectivt<br />

Cloaksystem, samt om dettes Indvirkning paa Sundhedstilstanden” på op<strong>for</strong>dring af den<br />

kombinerede komité. 184 Artiklen var primært motiveret af den kombinerede komités behov<br />

<strong>for</strong> at profilere kloakdelen i den samlede plan. Man havde en del problemer med kloakplanen<br />

i detailprojekteringen, desuden stødte den på en hel del politisk modvind - selv internt i den<br />

kombinerede komité. Især komitéens <strong>for</strong>mand, magistratens overpræsident Michael Lange,<br />

var imod kloakplanen og <strong>for</strong>søgte aktivt at søge støtte imod den. I artiklen gjorde Schleisner<br />

sig til talsmand <strong>for</strong> indførslen af et kloaksystem i København efter engelsk <strong>for</strong>billede, som det<br />

stod til at blive indført i alle engelske byer med over 2000 indbyggere ifølge den engelske<br />

”Public Health Act”. Schleisner havde i 1849-51 studeret sundhedsvæsen og<br />

medicinalstatistik i England og Frankrig, og han havde derved fået et indgående kendskab til<br />

disse landes sundhedsre<strong>for</strong>mer og sanitære <strong>for</strong>bedringer. Han beskriver meget detaljeret de<br />

tekniske finesser ved det engelske kloaksystem mht. fald, cirkulation, vandlås m.m., som han<br />

altså gerne så indført i København. Det engelske system kunne både skylle spildevand og<br />

latrin ud af byen, og <strong>for</strong>delene var indlysende, mente Schleisner: ”Imedens tidligere<br />

Latrinindholdet fik Lov til i Uger og Maaneder at henligge under en stadig <strong>for</strong>raadnende<br />

Gjæring i Latrinkasserne og saaledes at <strong>for</strong>peste Luften i Gaarde og Huse, saa bliver det<br />

ifølge Rørsystemet i samme Nu, det dannes, hurtigt og fuldstændigt bortført uden<strong>for</strong> Byens<br />

Omraade”. 185 Systemet Schleisner beskrev var to-strenget og ville helt overflødiggøre<br />

natrenovationens kuler og gruber, samtidig med at det kunne kombineres med et rørsystem til<br />

bortførsel af regn- og spildevand fra byens gårde og gader, så de gamle åbne rendestene helt<br />

kunne sløjfes. 186<br />

Schleisner brugte kredsløbsargumentet i sin agitation <strong>for</strong> kloaksystemet. Han<br />

resæsonnerede, i <strong>for</strong>længelse af Kabell, at vand<strong>for</strong>syning og kloaksystem hænger sammen.<br />

Han skrev: ”Det er der<strong>for</strong> med Rette, at man har sammenlignet det hele System – der<br />

unegteligt hører til en af den seneste Tids største opfindelser i sanitair og materiel Retning –<br />

med Circulationen i det menneskelige Legeme, i det Vandrørene danne det tilførende<br />

184<br />

Schleisner holdt et <strong>for</strong>edrag over skriftets indhold i Det kongelige medicinske Selskab den 23. december<br />

1852. Det findes gengivet i ”Det kongelige medicinske selskabs <strong>for</strong>handlinger i vinteren 1852-53 II.” I:<br />

Bibliothek <strong>for</strong> Læger rk. 4. bd. 2. 1853, s. 465-483. Skriftet er desuden vedlagt som bilag til en ny indstilling i<br />

1853 fra den kombinerede komité til Københavns kommunalstyrelse om en samlet plan <strong>for</strong> vand-, gas og kloak.<br />

Dette er gengivet i BRF, Mødet den 12te Mai 1853 s. 20-38 + 66-69.<br />

185<br />

KBF, Mødet den 12te Maj 1853 s. 30<br />

186<br />

ibid. s. 30f<br />

48


Pulsaare-System og kloakrørene det bortførende Blodaare-System”. 187 At tænke<br />

vand<strong>for</strong>syning uden kloakker var absurd. Ifølge Schleisners organismeanalogi var byen at<br />

sammenligne med en menneskelig organisme, hvor det der kommer ind, nødvendigvis også<br />

må komme ud. Vand ind i byen via vand<strong>for</strong>syning, og vand ud af byen via kloakker var to<br />

sider af samme sag og kunne ikke adskilles. 188 Schleisner anvendte også argumenter fra<br />

statistikken og henviste til undersøgelser fra England, som påviste kloakeringens positive<br />

effekt på sygelighed og dødelighed. 189 Sanitære re<strong>for</strong>mer, mente Schleisner, ville <strong>for</strong>bedre<br />

især den dårligst stillede klasses leve<strong>for</strong>hold og sundhedstilstand og <strong>for</strong>mindske antallet af<br />

sygedage, samt udgifterne til lægehjælp og medicin <strong>for</strong> den enkelte arbejder. Han fandt<br />

der<strong>for</strong>, at sanitære re<strong>for</strong>mer var ”en Rolig, saa at sige ubemærket Maade” at få <strong>for</strong>øget<br />

kapitalen på. Bag <strong>for</strong>muleringen gemmer sig måske også troen på, at sanitære fremskridt var<br />

et præventivt skridt, som kunne hindre sociale optøjer fra de lavere klasser side. 190<br />

3.2.10. Den samlede plan <strong>for</strong> vand-, gas- og kloakanlæg vedtages igen – og afvises<br />

På trods af alle Schleisners argumenter om kloaksystemets byplanmæssige logik lykkedes<br />

det ikke hygiejnebevægelsen at hindre den samlede plans <strong>for</strong>lis. Efter at<br />

Borgerrepræsentationen den 9. august 1852 havde vedtaget at udføre samtlige tre værker <strong>for</strong><br />

vand, gas og kloak, gik den kombinerede komité i gang med at udarbejde udkast til de<br />

nødvendige lov<strong>for</strong>slag, der oversendtes regeringen. Et udvalg blev nedsat under Landstinget<br />

til at behandle <strong>for</strong>slagene fra den kombinerede komité. Her mærkedes også en del modstand<br />

mod de ufuldstændige kloakplaner, især fra udvalgs<strong>for</strong>manden side, den 75-årige jurist A.S.<br />

Ørsted. Det endelige lovudkast <strong>for</strong> kloakdelen var færdigt i januar 1853 og klar til at blive<br />

sendt til regeringen, der havde det endelige ord at skulle have sagt. Omtrent samtidigt blev<br />

folketinget dog opløst og lov<strong>for</strong>slagenes behandling udskudt. Den 31. marts 1853 blev<br />

førnævnte Ørsted ny regeringsleder og påtog sig ved samme lejlighed indenrigsministeriets<br />

opgaver, hvorunder Københavns Kommune sorterede. Dermed blev en af junigrundlovens<br />

argeste modstandere, den politisk konservative og godsejernes mand, ny statsminister.<br />

187<br />

ibid. s. 33<br />

188<br />

Lindegaard 2001 s. 69: Organismemeta<strong>for</strong>en får senere, i slutningen af 1800-tallet – stor betydning i<br />

byplanlægningen af København.<br />

189<br />

ibid. s. 33ff<br />

190<br />

Lindegaard 2001 s. 112<br />

49


Det stod nu Borgerrepræsentanterne klart, at muligheden <strong>for</strong> at få udført den samlede plan<br />

hang i en tynd tråd. 191 Alligevel blev der arbejdet videre med sagen i re<strong>for</strong>mvenlige kredse i<br />

kommunalstyrelsen, og planerne <strong>for</strong> vand, gas og kloak kom igen <strong>for</strong> Borgerrepræsentationen<br />

den 12. maj 1853. Det skete i <strong>for</strong>m af en indstilling fra den kombinerede komité angående<br />

indførsel af vand-, gas- og kloakanlæg, hvori komiteens flertal igen anbefalede<br />

kommunalbestyrelsen at udføre samtlige tre værker. 192 Det var meningen, at<br />

borgerrepræsentanter og magistratsmedlemmer i dette skrift kunne læse og orientere sig om<br />

anlæg og <strong>for</strong>skellige holdninger dertil, inden de selv skulle tage endelig stilling til vand-, gasog<br />

kloakplanerne. Indstillingen er interessant i denne sammenhæng, <strong>for</strong>di den var <strong>for</strong>synet<br />

med diverse bilag, som samlede politiske argumenter og modargumenter i debatten. Blandt<br />

bilagene fandtes bla. Schleisners oven<strong>for</strong>nævnte <strong>for</strong>svarsskrift <strong>for</strong> kloaksystemet, anbefalinger<br />

fra komiteens flertal og nye <strong>for</strong>bedrings<strong>for</strong>slag <strong>for</strong> de tre anlæg fra den engelske ingeniør<br />

James Simpson, som var indhentet af professor Hummel i London. 193 Herudover medfulgte<br />

skeptiske mindretalsudtalelser fra Lange, Mollerup og Algreen-Ussing. Skeptikerne delte ikke<br />

hygiejnediskursens begejstring <strong>for</strong> kloakkerne og kørte i stedet deres egen liberaltkonservative<br />

moddiskurs i stilling, som jeg kort vil eksemplificere neden<strong>for</strong>. 194<br />

Lange argumenterede bla. <strong>for</strong>, at kloakplanen var <strong>for</strong> dyr og ville medføre en årlig offentlig<br />

merudgift på 90.730 rd., hvilket skulle sættes i <strong>for</strong>hold til, at besparelsen fra den nedlagte<br />

natrenovation kun ville blive på omkring 20.000 rd. Derudover mente han, at ”heri Landet vil<br />

Anlægget af et Kloaksystem ikke passe <strong>for</strong> vore climatiske Forhold” 195 , <strong>for</strong>di de nedlagte rør<br />

ville fryse til. Desuden ville anlægget krænke den private ejendomsret, da ”enhver<br />

Eiendomsbesidder skal finde sig i, at Naboens Kloakledning, hvor Omstændighederne<br />

udkræve det, føres over hans Grund”. 196 Endelig udtrykte Lange sin bekymring <strong>for</strong>, at<br />

latrinen blev skyllet ud i havet via kloakrørene i stedet <strong>for</strong> som tidligere at komme omegnens<br />

landmænd til gode som gødning. Endelig mente han, at kloakplanerne i det hele taget ville<br />

<strong>for</strong>sinke vand- og gasplanerne. Til gengæld gjorde overpræsidenten sig til <strong>for</strong>taler <strong>for</strong><br />

bevarelsen og udvidelsen af tøndesystemet, som var udbudt i licitation til privat entreprise, og<br />

191 Hilden 1973 s. 42ff, Knudsen 1988 s. 42 & Lützen 1998 s. 90f<br />

192 KBF, Mødet den 12te Mai 1853 s. 20ff<br />

193 ibid. s. 27-49<br />

194 ibid. s. 49-65.<br />

195 ibid. s. 52<br />

196 ibid. s. 53<br />

50


derved ikke kostede kommunen en krone. 197 Mollerup sluttede i det væsentligste op omkring<br />

Langes udtalelser, men tilføjede at han var af den overbevisning, at der var <strong>for</strong> stor risiko ved<br />

”et saa omfattende og kostbart Værk” 198 I stedet <strong>for</strong> at gennemføre kloakanlægget i al<br />

hastværk burde man i stedet vente lidt, indtil der var indhentet tilstrækkelige erfaringer fra<br />

udlandet. 199<br />

Diskussionerne om de tre anlæg blev ikke blot ført i Borgerrepræsentationen og<br />

Landstinget, men også i pressen, hvor diskurserne hver <strong>for</strong> sig <strong>for</strong>søgte at sætte dagsordenen<br />

<strong>for</strong>, hvad der i det offentlige rum kunne siges og tænkes om byens plan. Lægen og<br />

statistikeren Carl Emil Fenger 200 kritiserede f.eks. i Fædrelandet fredag den 6. maj 1853<br />

voldsomt A. S. Ørsted <strong>for</strong> hans udtalelser om, at de hygiejniske <strong>for</strong>hold og<br />

dødelighedsfrekvensen i København ikke var værre end så mange andre steder. Fenger<br />

dementerede A. S. Ørsteds pointer ved at føre statistisk bevis <strong>for</strong>, at overdødeligheden i<br />

København skyldtes byens dårlige vand<strong>for</strong>syning og afløbs<strong>for</strong>hold. 201<br />

Den samlede plan <strong>for</strong> vand-, gas og kloakanlæg i København blev endeligt vedtaget af<br />

Borgerrepræsentationen den 13. juni 1853, hvor 16 stemte <strong>for</strong> hele projektets udførelse, mens<br />

10 var imod, at kloakdelen kom med. I kommunalstyrelsens andet kammer, Magistraten, var<br />

majoriteten til gengæld ”stemt <strong>for</strong> indtil videre at stille Afgjørelsen af Kloakplanen i Bero,<br />

(…) da man fandt, ”at overveiende Grunde talte imod <strong>for</strong> Tiden at tilraade Indførelsen af det<br />

tilsigtede Kloakanlæg”. 202 Den politiske splittelse omkring projektet var til at føle på i<br />

kommunalstyrelsen, som herefter indsendte hele <strong>for</strong>slaget til Indenrigsministeriet, der, som<br />

den københavnske <strong>for</strong>fatning <strong>for</strong>eskrev, i tilfælde af uenighed mellem Borgerrepræsentation<br />

og Magistrat skulle tage den endelige afgørelse i sagen. 203 Indenrigsminister A. S. Ørsted<br />

197<br />

ibid. s. 49-61<br />

198<br />

ibid. s. 63<br />

199<br />

ibid. s. 61-65<br />

200<br />

Bricka 1894: Dr. Med. Carl Emil Fenger (1814-1884) var en god ven af Emil Hornemann, og han kæmpede<br />

<strong>for</strong> hygiejniske re<strong>for</strong>mer i mange sammenhænge. Fenger var bla. <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> Det kongelige medicinske selskabs<br />

statistiske komité, og han offentliggjorde i den sammenhæng en række statistiske arbejder, som med deres<br />

konklusioner om bla. byers høje dødelighed leverede et videnskabeligt grundlag <strong>for</strong> den hygiejniske sag. I 1849-<br />

1852 og igen i 1861-1876 var Fenger medlem af folketinget. I 1868 blev Fenger medlem af Københavns<br />

Borgerrepræsentation, og i 1875-83 var han Københavns finans- og hospitalsborgmester. Endelige blev Fenger<br />

finansminister i 1859 i ministeriet Hall og igen i 1870 i ministeriet Holstein-Holsteinborg. Udover sin<br />

omfattende politiske karriere havde Fenger også tid til filantropi på privatbasis. Han var <strong>for</strong>uden at være<br />

involveret i arbejdet med at etablere arbejderboliger på Christianshavn i 1850 også medinitiativtager til byggeriet<br />

af Læge<strong>for</strong>eningens Boliger i 1854. Derudover var han også medarrangør af den Hygiejniske Kongres i<br />

København i 1858 og medstifter af Foreningen til sundhedsplejens fremme i 1879.<br />

201<br />

Fædrelandet, fredag d. 6. maj 1853<br />

202<br />

KBF, 1853-1854 s. 228f<br />

203<br />

Knudsen 1988 s. 53<br />

51


afviste den 7. februar 1854 kloakkerne under hensyntagen til ”den betydelige<br />

Menings<strong>for</strong>skjel, der i saaledes havde viist sig i Communalbestyrelsen i Henseende til den<br />

<strong>for</strong>eslåede Kloakindretning, og de væsentlige, indenlunde aldeles løste Tvivl, der vare reiste<br />

imod dennes Hensigtsmæssighed”. Ørsted mente desuden, at kloakplanens udførelse ”ville<br />

medføre høist betydelige Bekostninger og derhos paadrage Byens Grundeiere ikke faa<br />

Ubehageligheder og Byrder”. 204 Det er bemærkelsesværdigt, at koleraepidemien, som havde<br />

slået 4837 københavnere ihjel i sommeren og efteråret 1853, 205 slet ikke bliver nævnt i denne<br />

sammenhæng. De sundheds<strong>for</strong>dele som kloak<strong>for</strong>talerne havde brugt som argumenter <strong>for</strong><br />

netop kloakkerne havde tilsyneladende ikke været centrale <strong>for</strong> A. S. Ørsted og de dele af det<br />

københavnske borgerskab, som repræsenterede de afgørende stemmer. 206<br />

Herefter nedsattes en ny komite til udarbejdelse af gas- og vandanlæg alene. Københavns<br />

Borgerrepræsentation vedtog den 19. april 1854 med Magistratens accept enstemmigt at lade<br />

planerne til hovedstadens vand<strong>for</strong>syning og belysning med gas blive bragt til udførelse. Uden<br />

kloakker. 207<br />

3.2.11. Hummel <strong>for</strong>svarer kloakplanerne, der påny kommer på den politiske dagsorden<br />

På trods af afslaget kom kloakkerne dog aldrig rigtig af dagsordenen igen. Den massive itale-sættelse<br />

af kloakteknologien, siden Kabell først bragte emnet på bane, havde skabt en<br />

mægtig diskurs om hygiejniske <strong>for</strong>bedringer, domineret af opfattelsen af kloakkerne som den<br />

<strong>for</strong>slummede bys sanitære Messias. Kloakkerne var kommet <strong>for</strong> at blive i den offentlige<br />

diskurs om hygiejniske re<strong>for</strong>mer, selv om politikerne afviste dem i praksis.<br />

Indenrigsministeriet overraskede ved allerede den 4. december 1854 at bede magistraten tage<br />

kloakspørgsmålet op til <strong>for</strong>nyet revision. 208 Ministeriets kovending i spørgsmålet skal<br />

<strong>for</strong>mentlig ses i lyset af personudskiftningen i indenrigsministeriet i april samme år, hvor A.<br />

S. Ørsted gik af som indenrigsminister og blev erstattet F. F. Tillisch i samme embede, som<br />

tilsyneladende ikke var modstander af kloaksystemet. Dertil kommer nogle voldsomme<br />

regnskyl den 15. og 20. august, som oversvømmede adskillige gader, og kraftigt mindede<br />

københavnerne om det uløste afløbsproblem, samt klager fra naboer til latrinkuler og et enkelt<br />

204 KBF, 1853-1854 s. 229<br />

205 Bonderup 1994 s. 260<br />

206 Lindegaard 2001 s. 75<br />

207 KBF, Mødet den 19de April 1854 s. 25f<br />

208 KBF, Mødet den 4de December 1854 s. 187<br />

52


nyt koleradødsfald den 15. september 1854. 209 Den døde var justitsråd og dermed medlem af<br />

det finere københavnske borgerskab. En omstændighed der kan have <strong>for</strong>anlediget ministeriet<br />

til handling af frygt <strong>for</strong>, at koleraen ville ramme dem selv en dag, hvis man ikke <strong>for</strong>bedrede<br />

den offentlige hygiejne.<br />

I Københavns Magistrat sad Michael Lange endnu som overpræsident, og han afviste<br />

blankt at genoptage kloaksagen, hvilket blev meddelt Borgerrepræsentationen på mødet den<br />

12. februar 1855. 210 Men den re<strong>for</strong>mvenlige fløj i Borgerpræsentationen lod dog ikke<br />

indenrigsministeriets op<strong>for</strong>dring sidde overhørig, og den øjnede en ny chance <strong>for</strong> at få<br />

kloakkerne med igen i de planlagte, men endnu ikke realiserede planer <strong>for</strong> vand- og gasanlæg.<br />

Kloakspørgsmålet kom der<strong>for</strong> allerede i 1855 igen på dagsordenen i Borgerrepræsentationen.<br />

Hygiejnebevægelsen var begejstret <strong>for</strong> den <strong>for</strong>nyede interesse <strong>for</strong> kloakkerne. En af systemets<br />

allervarmeste <strong>for</strong>talere var professor på Polyteknisk Læreanstalt, C.G. Hummel. På mødet i<br />

Borgerpræsentationen den 12. februar 1855 211 afgav Hummel i sin egenskab af teknisk<br />

ekspert svar på 12 spørgsmål om kloakker stillet af borgerrepræsentant og brygger J. C.<br />

Jacobsen. Spørgsmålene var tydeligvist ud<strong>for</strong>mede og lagt tilrette således, at de imødegik<br />

overpræsident Langes indvendinger. De re<strong>for</strong>mvenlige borgerrepræsentanter ville med denne<br />

fremgangsmåde sikre, at kloakplanen kom til at stå i så positivt et lys som muligt ved at skyde<br />

mod-diskursens argumenter i sænk én efter én. Hummel prøvede i hvert fald, han gendrev<br />

modargumenterne én efter anden i sine svar. De omhandlede emner som: “Manglen af<br />

naturligt Fald”, “Ledningerne under Strømmen og under Canalerne”, “Ulemper som<br />

Frosten vil afstedkomme”, anlæggenes færdiggørelse og troværdigheden af James Simpsons<br />

domme over de københavnske kloakplaner. 212<br />

I et folkestyre er det vigtigt at have opinionen på sin side, hvis man ville opnå sine<br />

politiske mål. Hummel vidste, at hvis kloakprojektet skulle gennemføres, var det vigtigt at<br />

overbevise offentligheden om kloaksystemets uundværlighed. Dermed ville man have et<br />

kraftfuldt våben til at opnå politisk indflydelse. I 1855 publicerede Hummel også artiklen<br />

”Om Midler til Reenholdelse og Sundhedstilstandens Forbedring i større Byer” 213 , der var<br />

møntet på en større offentlighed. I artiklen i-tale-satte Hummel kloaksystemet som det<br />

209<br />

Lindegaard 2001 s. 75<br />

210<br />

KBF, Mødet den 12te Februar 1855 s. 261<br />

211<br />

ibid. s. 262ff<br />

212<br />

ibid. s. 262-269, Lindegaard 2001 s. 76<br />

213<br />

Hummel, C. G: ”Om midler til Reenholdelse og Sundhedstilstandens Forbedring i større Byer.” I:<br />

Quartalsberetninger fra Industri<strong>for</strong>eningen XV, 1855 s. 96-108.<br />

53


afgørende byplanmæssige initiativ <strong>for</strong> en <strong>for</strong>bedring af den offentlige hygiejne.<br />

Kloaksystemet var i hygiejnisk henseende tøndesystemet overlegent, mente Hummel, da<br />

kloakkerne i modsætning til de transportable tønder, helt ville kunne fjerne de væsentligste<br />

årsager til ”Luftens <strong>for</strong>dærvelse”. 214 Han sluttede af med at reducere mod-diskursens<br />

argumentation til ”Fordomme der kun skrive sig fra Mangel paa Kjendskab til Alt det, vi<br />

trænge til af faae udført”. 215<br />

Hummels argumenter prellede som vanligt af på overpræsident Lange i Københavns<br />

Magistrat. Til gengæld gled budskabet rent ind hos den overvejende re<strong>for</strong>mvenlige<br />

Borgerrepræsentation, der ved mødet den 12. februar 1855 med 17 stemmer mod fem vedtog<br />

at genoptage kloaksagen, som man lagde i hænderne på ”Comiteen <strong>for</strong> Gjennemførelsen af<br />

Planerne til Vand- og Gasanlæg”. Komiteen satte herefter vandinspektør L. A. Colding til at<br />

arbejde videre med planerne. 216<br />

3.2.12. Coldings kompromis: Kloakker uden vandklosetter.<br />

Efter et års arbejde fremlagde L. A. Colding i april 1856 sin nye plan <strong>for</strong> ”et Cloakanlæg<br />

her i Staden”. 217 Den nye plan opererede med afløb <strong>for</strong> husspildevand og regnvand, men i<br />

modsætning til Coldings tidligere plan fra 1853, <strong>for</strong>udsatte denne plan en opgivelse af afløb<br />

fra vandklosetter. 218 Der blev dog i indretningen taget højde <strong>for</strong>, at latrinvand fra<br />

vandklosetter senere kunne tilsluttes systemet, når det skønnedes politisk opportunt.<br />

Kloaksystemet fik endelig udløb i nærmeste havn og kanal. Natrenovationsordningen med<br />

tønder bibeholdtes der<strong>for</strong> indtil videre.<br />

Det er tankevækkende, at Colding, som få år tidligere havde udarbejdet visionære<br />

kloakplaner med vandklosetter og udløb til havet ved Amager Strand, nu <strong>for</strong>eslog denne<br />

begrænsede to-tempi-plan i stedet. Han argumenterede selv <strong>for</strong>, at den nye kloakplan havde<br />

214 ibid. s. 104<br />

215 ibid. s. 107<br />

216 KBF, Mødet den 12te Februar 1855 s. 290f<br />

217 Planen er refereret i KBF, Mødet den 7de April 1856 s. 4ff<br />

218 Coldings ældre plan <strong>for</strong> et kloaksystem beskriver han i: Colding, A.: Kort Fremstilling af Planen i til Det nye<br />

Cloaksystem <strong>for</strong> Kjöbenhavn. København 1853. Denne plan var en videreudvikling af Lindberg og Morilliers<br />

kloak<strong>for</strong>slag, som vandt førsteprisen i den kombinerede comités internationale konkurrence fra 1849 om vand-<br />

gas- og kloakanlæg i København. 1853-planen opererede med et fuldstændigt kloaksystem, som kunne: ”aflede<br />

alt det urene Vand, som <strong>for</strong> Tiden flyder til Stranden og Canalerne igjennem de aabne Rendestene i Gaderne og<br />

de private Grunde, fra Kjökkener, Vaskerhuse og industrielle Etablissementer, og i Forbindelse hermed at<br />

modtage alt Aflöb fra Waterclosetterne tilligemed Regnvandet <strong>for</strong> hele Staden, og börtføre dette til Stranden saa<br />

hurtigt som det tilstrømmer Cloakerne”.<br />

54


en række indlysende <strong>for</strong>dele set i <strong>for</strong>hold til den gamle. Det nye anlæg havde bla. ”Større<br />

Oekonomi” og ”Større Simplicitet og Sikkerhed i Virkningerne”. 219 Desuden havde planen<br />

den <strong>for</strong>del, at den tog hensyn til den politiske uenighed omkring spørgsmålet, ud<strong>for</strong>met som<br />

den var, som et kompromis mellem tilhængere og modstandere af systemet. Planen indebar på<br />

én gang en bevarelse af natrenovationsordningen og indførsel af kloakker!<br />

Colding er dog af flere blevet anklaget <strong>for</strong> at handle ud fra en skjult dagsorden. Jens Peter<br />

Hilden mener, at Colding har handlet efter direktiver fra den kloakskeptiske Magistrat, som<br />

havde stillet ham en nyoprettet stilling som stadsingeniør <strong>for</strong> hovedstaden i udsigt. 220 Tim<br />

Knudsen <strong>for</strong>estiller sig derimod, at Coldings opgivelse af den fuldstændige kloakplan bunder<br />

i, at denne plan oprindeligt var udarbejdet af Lindberg, som Colding havde et anspændt<br />

<strong>for</strong>hold til. 221 Lindegaard derimod anskuer Coldings plan i et mere positivt lys, og pointerer,<br />

at Coldings plan lige præcis var det kompromis teknisk, politisk, økonomisk, videnskabeligt<br />

m.m., som alle parter kunne leve med. Hvilket muliggjorde, at der overhovedet kom kloakker<br />

til København i perioden, om end ikke i den <strong>for</strong>m, som de mest progressive re<strong>for</strong>matorer i<br />

hygiejnebevægelsen havde <strong>for</strong>estillet sig. 222<br />

Jeg vil mene, at alle tre udlægninger af Coldings omsving kan have deres berettigelse, men<br />

jeg hælder nok mest til Lindegaards kompromis<strong>for</strong>klaring, som er den mindst konspiratoriske<br />

af dem. Monokausale <strong>for</strong>klaringer er dog altid en <strong>for</strong>enklet fremstilling af begivenhedernes<br />

gang. Virkeligheden er kompleks og bør ses i en multikausal kontekst. Mange <strong>for</strong>hold har<br />

spillet ind i Coldings overvejelser og planer, ligesom mange interesser i det hele taget har<br />

indvirket på og <strong>for</strong>met debatten – og dermed kloaksystemets praktiske ud<strong>for</strong>mning, som man<br />

begyndte at realisere fra år 1860.<br />

219 KBF, Mødet den 7de April 1856 s. 5<br />

220 Hilden 1973. s. 50. Colding blev stadsingeniør i 1858.<br />

221 Hilden 1973 s. 69, Knudsen 1988 s. 54:<br />

Endelig skal man ikke underkende økonomiens betydning <strong>for</strong> den store modstand mod kloakkerne: Latrinen<br />

kunne køres væk vha. af den gammeldags natrenovationsordning og sælges til omegnens bønder som gødning.<br />

Der var altså økonomiske <strong>for</strong>dele ved en mere rationel opsamling af latrinen, hvilket kloaksystemets argeste<br />

modstandere udmærket vidste. I denne periode lykkedes dog aldrig at få landmændene til at aftage større<br />

mængder latrin. I stedet voksede latrinkulerne i Rådmandsmarken, Kløvermarken og andre steder langt ud over<br />

det tilladelige.<br />

222 Lindegaard 2001 s. 78f<br />

55


3.2.13. ”Forbud – uden Kloaker, eller Paabud – med Kloaker”<br />

Københavns kommunalstyrelse skrev den 26. februar 1856 ”Contract om Udførelsen af<br />

Kjøbenhavns nye Vand- og Gasværker” 223 med det engelske firma Cochrane & Co. Modsat<br />

kloakplanen var planerne <strong>for</strong> vand og gas gået rent igennem i begge kamre i<br />

kommunalstyrelsen. Imens stod en mellem<strong>for</strong>nøjet Emil Hornemann på sidelinjen og<br />

betragtede hvorledes planerne <strong>for</strong> vand gik glat igennem, alt imens kloakdelen barberedes ned<br />

i <strong>for</strong>hold til de oprindelige planer. Hornemann gjorde dog et sidste <strong>for</strong>søg på at frelse det<br />

fuldstændige kloaksystem fra at blive syltet på Københavns Rådhus i maj 1857 i artiklen ”En<br />

hygiejnisk Bemærkning i Anledning af Udkastet til Loven angaaende Kjøbenhavns nye<br />

Vandværker”. 224<br />

Artiklen blev trykt i tidsskriftet Hygiejniske Meddelelser, som blev stiftet og udgivet <strong>for</strong><br />

første gang af Emil Hornemann i 1856. Dette tidsskrift blev hygiejnebevægelsens nye våben i<br />

kampen <strong>for</strong> at sætte en videnskabeligt funderet hygiejnisk diskurs øverst på dagsordenen i<br />

byplanlægningsdebatten. Tidsskriftet udkom mellem 1856-1888, og indtil 1877 var<br />

Hornemann eneredaktør og hovedbidragyder til skriftet. Man kan nærmest sige, at<br />

Hygiejniske Meddelelser – især i de første år – var Hornemanns personlige ho<strong>for</strong>gan <strong>for</strong><br />

udbredelsen af egne hygiejniske undersøgelser og synspunkter. Efterhånden kom også andre<br />

skribenter på banen såsom lægerne P. A. Knudsen, Schleisner, F. F. Ulrik og Engelsted samt<br />

arkitekt Meldahl m.fl. Formålet med udgivelsen var ifølge Hornemann, som det stod at læse i<br />

en samtidig anmeldelse af tidsskriftet, ”at holde sammen hvad der af hygiejniske Arbeider bør<br />

holdes sammen, og som, paa den Maade lettere tilgjængeligt, ogsaa lettere vil kunne tjene til<br />

Oplysning og Forbedring af vore Sundheds<strong>for</strong>hold”. 225 Ideen med Hygiejniske Meddelelser<br />

var altså at samle hygiejnisk viden og erfaring et sted med henblik på at skaffe en solid<br />

plat<strong>for</strong>m <strong>for</strong> den hygiejniske agitation. 226 Tidsskriftet blev også uddelt til kommunalstyrelser i<br />

hele landet med det <strong>for</strong>mål at udbrede og popularisere det hygiejniske budskab. 227 Den<br />

primære målgruppe må nu alligevel siges at have været en snæver kreds af hygiejnisk<br />

223<br />

KBF, Mødet den 19de 1856 s. 291<br />

224<br />

Hornemann: ”En hygiejnisk Bemærkning i Anledning af Udkastet til Loven angaaende Kjøbenhavns nye<br />

Vandværker”: I Hygiejniske Meddelelser 1. bd., 2. hæfte, 1856-58.s. 73-84<br />

225<br />

Berlingske Tidende, nr. 289, den 10. december 1856<br />

226<br />

Lindegaard 2001 s. 103: I samme periode starter også andre lægevidenskabelige tidsskrifter op, f.eks.<br />

Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 1839 og Hospitalstidende 1858<br />

227<br />

Hornemann, Emil: ”Om Tidsskriftets Uddeling” I: Hornemann (red.): Hygiejniske Meddelelser 1. bd. 2.<br />

hæfte, København 1856-58. s. 87-88<br />

56


interesserede fagfolk i det bedre københavnske borgerskab. I tidsskriftet skrev Hornemann i<br />

perioden 1856-1874 selv 42 artikler inden <strong>for</strong> den tids bredt definerede socialhygiejniske felt,<br />

der omhandlede emner såsom: Byplanlægning, filantropisk byggeri, epidemier,<br />

dødeligheds<strong>for</strong>hold, offentlige slagtehuse, luft, fødevarer, kemi, røg, børnearbejde, arkitekters<br />

uddannelse osv. Hygiejnebegrebet dækkede dengang over betydeligt flere problemfelter end<br />

blot ”renlighed”, som begrebet i semantisk <strong>for</strong>stand er reduceret til i dag. 228<br />

I artiklen ”En hygiejnisk Bemærkning i Anledning af Udkastet til Loven angaaende<br />

Kjøbenhavns nye Vandværker” beklagede Hornemann sig over, at der i lovudkastet om<br />

Københavns nye vandværker 229 ikke var taget hensyn til det <strong>for</strong> ham centrale, nemlig:<br />

”Vandets Brug til at udskylle og bortskylle Ureenligheder, navnlig fra Priveteterne”.<br />

Udkastet nævnte kun brug af vandet til ”Husholdningsbrug”. 230 Hornemann var <strong>for</strong>undret<br />

over, at de samme kommunalpolitikere, som engang var <strong>for</strong>talere <strong>for</strong> vandklosetter, nu ganske<br />

udelukkede disse i det nye lovudkast. 231<br />

Hornemann regnede med, at der allerede i 1857 var tilsluttet omkring 200-300<br />

vandklosetter i velhaverlejligheder med afløb til rendestenen - på trods af, at det var<br />

<strong>for</strong>budt. 232 Hornemann <strong>for</strong>udsagde, at tilslutningen af ulovlige vandklosetter til systemet ville<br />

blive mangedoblet med det nye vandværk, som ville kunne levere vand med tryk til alle<br />

etagehuse i København. Det ville paradoksalt nok betyde, at den moderniserede<br />

vand<strong>for</strong>syning ikke længere ville kunne betragtes som en <strong>for</strong>bedring, men snarere som en<br />

<strong>for</strong>værring af den offentlige hygiejne. For at undgå en situation, hvor gadernes rendestene<br />

ganske oversvømmedes med menneskelige efterladenskaber anbefalede Hornemann der<strong>for</strong>, at<br />

loven om vandværkerne - uden kloaker – skulle omtale et midlertidigt <strong>for</strong>bud mod<br />

vandklosetter. Omvendt skulle vandklosetter være påbudt, når kloaksystemet engang var fuldt<br />

udbygget. Som Hornemann udtrykte det: ”Hovedsummen af hele denne Fremstilling bliver<br />

altsaa denne: Af 2 Ting den ene: Enten Forbud – uden Kloaker, eller Paabud – med<br />

Kloaker. 233 Hornemann <strong>for</strong>etrak selvfølgelig det sidste, men indtil videre måtte man altså<br />

228<br />

Lindegaard 2001 s. 103<br />

229<br />

Lovudkastet findes i KBF, Mødet den 1te og 5te September 1856 s. 117ff & i KBF, Mødet den 24de<br />

December 1856 s. 286ff<br />

230<br />

Hornemann: ”En hygiejnisk Bemærkning i Anledning af Udkastet til Loven angaaende Kjøbenhavns nye<br />

Vandværker”: I Hygiejniske Meddelelser 1. bd., 2. hæfte, 1856-58.s. 74<br />

231<br />

ibid. s. 75<br />

232 ibid. s. 78<br />

233 ibid. s. 82f<br />

57


nøjes med et <strong>for</strong>bud, selvom et sådant kunne blive endog meget svært at administrere, da<br />

mange sandsynligvis ville overhøre <strong>for</strong>budet og tilslutte vandklosetter til køkkenvasken.<br />

Senere samme år vedtog kommunalstyrelsen at igangsætte første etape af Coldings<br />

reviderede kloakplan med direkte afløb i kanal og havn <strong>for</strong> regnvand, husholdnings- og<br />

industrivand. Det blev ved samme lejlighed <strong>for</strong>budt at tilslutte vandklosetter til det kommende<br />

kloaksystem. I stedet søgte man at <strong>for</strong>bedre natrenovationen ved, over en årrække, at udskifte<br />

latringruberne med latrintønder. 234<br />

3.2.14. Den hygiejniske Congres<br />

I 1858 blev der afholdt en hygiejnisk kongres i København med deltagelse af folk fra hele<br />

Skandinavien, som kom til den danske hovedstad med det <strong>for</strong>mål at diskutere vigtige<br />

problemstillinger på området. Kongresreferatet 235 giver os et glimrende tværsnit af tidens<br />

debat, og af hvilke emnefelter den hygiejniske diskurs i-tale-satte i perioden. Kongressen kan<br />

afspejles som et mikrokosmos af samfundet, et koncentrat af den generelle debat om hygiejne<br />

i de vestlige samfund, hvor den hygiejniske diskurs konkurrerede om at definere ”sandheder”<br />

i skarp rivaliseren med konservative diskursive strategier baseret på begreber om økonomisk<br />

liberalisme, frihed, økonomi og ejendomsret. Kongressen anskueliggør, at debatten om<br />

hygiejne, vand<strong>for</strong>syning og kloakering <strong>for</strong>tsatte i København, uagtet at de politiske<br />

beslutninger på området var taget.<br />

Ideen til kongressen blev fostret af svenskeren Dr. Alex Carlsson på de Skandinaviske<br />

Natur<strong>for</strong>skeres Møde i Christiania i Norge i 1856. De Skandinaviske Natur<strong>for</strong>skere havde<br />

siden 1839 holdt syv fælles møder <strong>for</strong> de nordiske lande, men tanken om at holde en almen<br />

nordisk hygiejnisk kongres var helt ny. To af hygiejnebevægelsens mest fremtrædende<br />

repræsentanter i Danmark, lægerne Emil Hornemann og C. E. Fenger 236 , blev valgt til at<br />

arrangere og lede kongressen, som det besluttedes skulle løbe af stablen i København den 5-9.<br />

juli 1858. 237<br />

234 Lindegaard 2001 s. 81<br />

235 Den hygiejniske Congres i København Juli 1858. København 1858.<br />

236 Buch 1974 s. 94f: Hvor<strong>for</strong> lige de to? Hornemann havde deltaget i flere af de skandinaviske natur<strong>for</strong>skeres<br />

møder. Desuden havde han været udsendt til en hygiejnisk kongres, som blev afholdt i Bruxelles i 1852. Fenger<br />

var en politisk engageret hygiejniker, han var gode venner med Hornemann og havde arbejdet sammen med ham<br />

tidligere i den hygiejniske sags tjeneste, bla. i Læge<strong>for</strong>eningen til koleraens bekæmpelse.<br />

237 ibid. s. 1 & Lindegaard s. 84, 99<br />

58


At hygiejnebegrebet på dette tidspunkt indeholdt tydelige sociale elementer og betød<br />

meget andet og mere end blot renlighed, vidner kongressens program om. Emner som<br />

arbejderboliger, byggelovgivning, kloakering og vand<strong>for</strong>syning skulle på kongressen<br />

debatteres på lige linje med emner som opvarmning af kirker, spædbørnsdødelighed,<br />

fødevarer, brændevin og sundheds<strong>for</strong>hold i skibe. Kongressen havde ikke et videnskabeligt<br />

sigte. Formålet var i stedet at opnå ”Klarhed og Enighed” 238 om, hvorledes man skulle<br />

<strong>for</strong>holde sig til hygiejniske problemstillinger, <strong>for</strong> derved at udbrede kendskabet til dem og<br />

fremme dem politisk. Hornemann <strong>for</strong>mulerede det således i sin åbningstale til kongressen:<br />

”Vi vide meget vel, at större Forsamlinger, som denne, ikke levere noget strengt<br />

videnskabeligt Udbytte; det er Noget, der ikke kan <strong>for</strong>dres og ikke præsteres. Hvad der<br />

derimod kan udrettes her, det er, at man kan paavirke Opinionen, den almindelige Mening, og<br />

at man kan paavirke Administrationen”. 239 Hornemann fremhævede desuden, at <strong>for</strong>målet med<br />

kongressen også var at etablere et <strong>for</strong>um, hvor ”Forsvarerne af de hygiejniske Re<strong>for</strong>mer”<br />

kunne mødes med og diskutere med sine modstandere – dem der ”have beskyldt os <strong>for</strong><br />

Overdrivelse og <strong>for</strong> at <strong>for</strong>lange Hovedkulds Forandringer”. Hygiejnikerne håbede, at<br />

konfrontationen ville overbevise sidstnævnte om nytten af de hygiejniske re<strong>for</strong>mer. 240<br />

Med det tredobbelte <strong>for</strong>mål at opnå enighed om, udbrede kendskabet til, samt at konfrontere<br />

den hygiejniske sag med sine modstanderes argumenter, var der dog indbudt en bred vifte af<br />

fagfolk til kongressen. 241 Der var i alt 534 norske, svenske og danske deltagere, heraf var 203<br />

læger, 105 embedsmænd, 37 videnskabsmænd, 30 ”Handlende”, 20 fabrikater, 18 godsejere,<br />

17 ”Militaire”, 17 farmaceuter, fem ”Geistlige” og en ubestemt restgruppe på 28 ”Andre”.<br />

Den københavnske hygiejnebevægelse var selvfølgelig stærkt repræsenteret på kongressen og<br />

markerede ofte sine synspunkter i debatterne. Udover Emil Hornemann og C. E. Fenger<br />

deltog også politidirektør Cosmos Bræstrup, der var en kendt <strong>for</strong>taler <strong>for</strong> hygiejniske<br />

re<strong>for</strong>mer 242 , professor og polytekniker C. G. Hummel, vandinspektør L. A. Colding,<br />

ingeniørerne English og Hansen 243 , stadslæge B. A. Hoppe, lægen og borgerrepræsentanten,<br />

Edward Dahlerup, brolægningsinspektør P. M. Lindberg, lægerne Carl Levy, P. A. Schleisner,<br />

238<br />

Den hygiejniske Congres i København Juli 1858. København 1858. s. 22<br />

239<br />

ibid. s. 27<br />

240<br />

ibid. s. 28<br />

241<br />

ibid. s. 23<br />

242<br />

KBF, Mødet den 12te Februar 1855 s. 41: Her appellerede Bræstup f.eks. <strong>for</strong> igen at tage det faldne<br />

kloakspørgsmål op til <strong>for</strong>nyet behandling.<br />

243<br />

KBF, Mødet den 4de Februar 1854, s. 187. KBF, Mødet den 12te Februar 1855, s. 252, 274, 278: English og<br />

Hansen præsenterede i 1854 et udkast til et kloaksystem <strong>for</strong> kommunalstyrelsen, som dog afviste den.<br />

59


Frederik Trier, Andreas Sommer, Frantz Howitz, provinslægerne Erik Holst, F. F. Ulrik og F.<br />

A. Uldall samt den engelske ingeniør John Aird, som ledede det engelske firma Cochrane og<br />

Co.’s byggeri af vand- og gasværk i København. 244<br />

I kongressens anden afdeling 245 var vand<strong>for</strong>syningen til debat. Der var <strong>for</strong>muleret to<br />

overordnede spørgsmål til emnet, som deltagere skulle <strong>for</strong>holde sig til og diskutere, <strong>for</strong> til<br />

sidst at finde frem til et svar i en fælles ”Indstilling”. De to spørgsmål lød: 1. ”Er en<br />

Vandledning nödvendig, <strong>for</strong> at <strong>for</strong>syne en Större By med godt Vand i tilstrækkelig Mængde?<br />

2. ”Hvad har man at tage hensyn til ved Anlægget af en saadan paa grund af vore klimatiske<br />

Forhold?”. 246 Diskussionen indledtes af konferensråd Forchhammer, som af arrangørerne på<br />

<strong>for</strong>hånd var blevet op<strong>for</strong>dret til at komme med sine svar på spørgsmålene. Han mente, at det<br />

bedste vand kom fra ”underjordiske Reservoirer”, og at det var at <strong>for</strong>etrække frem <strong>for</strong><br />

overfladevand fra ”Floder og Indsöer”. Svenskerne og nordmændene på afdelingen var<br />

bestemt ikke enige. De indvendte, at vandet i Norges og Sveriges floder og årer - modsat et så<br />

intensivt dyrket landbrugsland som Danmark - var så rent, at det sagtens kunne anvendes til<br />

drikkevand. Dette <strong>for</strong>hold blev tilføjet indstillingen. Udover uenigheden om hvor vandet<br />

skulle tages fra, var der ellers bred enighed om det hensigtsmæssige i hygiejnisk og i praktisk<br />

<strong>for</strong>stand at etablere ordentlige vandledninger <strong>for</strong> sikre de større byers vand<strong>for</strong>syning.<br />

Herunder blev det anset <strong>for</strong> <strong>for</strong>nuftigt, at vandet blev ledt helt ind i husene. 247 Hvad<br />

spørgsmål to angik, var det først og fremmest vandledningernes beskyttelse mod frost, der var<br />

på dagsordenen. Der var tvivl om, hvor langt rørene skulle graves ned <strong>for</strong> at være<br />

tilstrækkeligt beskyttede mod frost. Man kom dog til enighed om, at ”Rörledningerne bör<br />

lægges i den frostfrie Jord” 248 . Hertil <strong>for</strong>muleredes nogle standarder <strong>for</strong> rørenes dybde i de<br />

skandinaviske lande, men det blev samtidig understreget, at man måtte lade de lokale<br />

erfaringer tage den endelige beslutning om, hvor langt rørene skulle graves ned i den<br />

specifikke lokalitet. 249<br />

244<br />

Den hygiejniske Congres i København Juli 1858. København 1858. s. 7ff<br />

245<br />

Kongressen var delt i tre afdelinger, med hver deres emner, som deltagerne på <strong>for</strong>hånd havde tilmeldt sig. I<br />

hver afdeling diskuterede man specifikt de <strong>for</strong>skellige emner. Diskussionerne blev skrevet ned, og beretning blev<br />

aflagt på et senere fællesmøde, kaldet ”almindeligt Möde til endelig Discussion og Vedtagelse af alle<br />

Congressens Medlemmer”. Kongressen var ikke bare et diskussions<strong>for</strong>um. Det var meningen, at der skulle<br />

udmønte sig konkrete svar – indstillinger - på de stillede spørgsmål, som til sidst blev samlet i en beretning, der<br />

blev trykt.<br />

246<br />

Den hygiejniske Congres i København Juli 1858. København 1858. s. 106<br />

247<br />

ibid. s. 118f<br />

248<br />

ibid. s. 123<br />

249<br />

ibid. s. 121f: Anden afdelings samlede indstilling blev vedtaget med følgende ordlyd:<br />

60


Som vi har set det, herskede der i kongressens anden afdeling nogenlunde konsensus om at<br />

sikre byerne en ordentlig vand<strong>for</strong>syning med rent vand. I kongressens tredje afdeling, som<br />

omhandlede latrinvæsenet og kloaksystemet, var der anderledes uenighed om latrinens<br />

bortskaffelse og om det nyttige i kloakkerne i det hele taget. Professor Hummel, som havde<br />

fået ansvaret <strong>for</strong> at indlede diskussionen, mente bla., at det <strong>for</strong> de ”större Stæder” ville den<br />

mest optimale tekniske løsning på latrinproblemet ”at indrette et Kloaksystem til Optagelse af<br />

Aflöb fra Latriner (Water-closets) og alt andet Spildevand fra Staden, naar man har et Udlöb<br />

til en Ström, der kan före Urenlighederne bort”. 250 Han pointerede, at betingelserne <strong>for</strong><br />

kloaksystemets anvendelse er, at man havde ”et passende Udlöbsted <strong>for</strong> Kloaksystemet”, dvs.<br />

at kloakkerne udmundede i et hav. 251 Idémanden bag kongressen, Dr. Carlsson, var den første<br />

taler efter Hummel. Den stockholmske stadslæge udtalte sig med stor skepsis mod Hummels<br />

kloaksystem. Han <strong>for</strong>udså, at rørene ville blive ”Reservoirer <strong>for</strong> Urenligheder”, som ingen<br />

nok så stærk strøm ville kunne skylle væk. Han bebrejdede Hummel, at han negligerede det<br />

”Statsoeconomiske” aspekt: At byernes latrin kunne sælges og anvendes som gødning. En<br />

anden svensker, oberst Hazelius, bakkede Carlsson op. Han indvendte mod Hummel, at<br />

kloakering ud i verdenshavet i ”statsoeconomisk Henseende var et Tab af overordentlig<br />

Betydning”. Hazelius ”ansaae Latrinaffaldet <strong>for</strong> en saa vigtig Ting i Naturens Huusholdning,<br />

af saa stor Betydning med Hensyn til Landets Frugtbargjörelse, at man af selve Naturen<br />

henvistes til at benytte det, ikke til at bortkaste det”. 252 De kloakskeptiske kongresdeltagere<br />

brugte alle argumenter såsom hensynet til latrinens gødningskraft, naturens kredsløb,<br />

økonomi og tab af næringsstoffer i deres afvisning af kloaksystemet. De mente, at<br />

tøndesystemet, som politimester Jørgensen fra Slesvig <strong>for</strong>mulerede det, ”kunne i hygiejnisk<br />

og andre Henseender være fuldt saa godt som et Kloaksystem”. 253<br />

”1. Vandet kan tages fra Floder, fra Overfladens Ansamlinger eller underjordiske Beholdere, naar det blot er<br />

tilstede i tilstrækkelig Mængde og af den reneste Beskaffenhed, som kan opnaaes.<br />

2. En Vandledning er nödvendig <strong>for</strong> at <strong>for</strong>syne större Byer med godt Vand i tilstrækkelig mængde.<br />

3. Hovedledningen bör være af stöbt Jern; ved Ledningerne i Husene bör Kobber, Bly ellerZink undgaaes.<br />

4. Rörledningerne bör lægges i den frostfrie Jord, altsaa i Kjôbenhavn og hele Danmark mindst 4 Fod dybt, i<br />

Christiania 4-6 Fod, i Stockholm, hvor Frosten trænger dybest i den opfyldte Jordbund, er man fuldkommen<br />

sikker <strong>for</strong> Frysning i 8 Fods Dybde.<br />

5. Ledningerne i Husene maae ved slette Varmeledere beskyttes mod Frost, og helst allerede ved Bygningernes<br />

Anlæg tages hensyn dertil.”<br />

250<br />

ibid. s. 253<br />

251<br />

ibid. s. 252<br />

252<br />

ibid. s. 257, 261: Flere andre deltagere: Kancelliråd og byfoged i Rudkjøbing, Sager, den norske<br />

fængselsdirektør, Norum, fabrikör Rossing og matematikprofessor Jørgensen mente heller ikke, at kloakker var<br />

den bedste tekniske løsning på problemet.<br />

253<br />

ibid. s. 260<br />

61


Det fuldstændige kloaksystem kom således kraftigt i modvind på afdelingens møde,<br />

ligesom det var kommet i den københavnske kommunalbestyrelse og på Christiansborg.<br />

Hummel insisterede dog på, at ”det sanitaire Hensyn maatte gaae frem<strong>for</strong> det<br />

oekonomiske” 254 . På det efterfølgende almindelige møde præsenterede Hummel afdelingens<br />

diskussioner <strong>for</strong> resten af kongressen, og han beklagede, at det ikke havde været muligt at<br />

opnå enighed om at anbefale et fuldstændigt kloaksystem med vandklosetter. 255 Hummels<br />

holdninger havde i afdelingen været trængt i defensiven, men på det almindelige møde fik han<br />

nu hjælp fra ligesindede inkarnerede kloak<strong>for</strong>talere. Emil Hornemann og P. A. Schleisner gik<br />

i kraftige vendinger i rette med kloakmodstanderne, og det lykkedes faktisk de to mænd at<br />

skaffe opbakning til deres synspunkter på mødet, hvilket resulterede i at kongressens<br />

majoritet stemte <strong>for</strong> at anbefale et fuldstændigt kloaksystem <strong>for</strong> større byer. 256<br />

Mod-diskursens argumenter om ”land- eller statsoekonomiske Hensyn”, ”Spild af Naturens<br />

Næringsmidler”, ”Ophobning af Latrinindholdet i Cloakkerne” eller ”de klimatiske<br />

Forhold” 257 kom i sidste ende til kort over<strong>for</strong> hygiejnediskursens rationale på kongressen.<br />

Med den kloakpositive indstilling fik hygiejnebevægelsen en lille oprejsning ovenpå<br />

skuffelsen over, at den fuldstændige kloakplan <strong>for</strong> København faldt bort. Samtidig fik<br />

bevægelsen med indstillingen et tungtvejende argument, som ville støtte effektivt op omkring<br />

den hygiejniske diskurs i fremtidens byplanlægningsdebat i København.<br />

3.2.15. Sundhedslovgivning og skuffede <strong>for</strong>ventninger<br />

Hovedstaden fik en ny sundhedslovgivning i 1860. I 1858 blev der med ”Lov om<br />

Tilvejebringelsen af Sundhedsvedtægter af 12te Januar 1858” påkrævet, at der udarbejdedes<br />

sundhedsvedtægter <strong>for</strong> hele landet. I København bekendtgjordes ved Raadstue-Placat nye<br />

sundhedsvedtægter <strong>for</strong> hovedstaden den 26. oktober 1860. Vedtægterne <strong>for</strong>drede nedsættelsen<br />

af en permanent sundhedskommission, som skulle have opsyn med hovedstadens offentlige<br />

hygiejne. Vedtægterne bestemte desuden, at byens afløbsrender skulle holdes rene, at torve,<br />

254 ibid. s. 256<br />

255 ibid. s. 268ff<br />

256 ibid. s. 272ff<br />

ibid. s. 294: Hvad de større byer angik, blev indstillingens endelige ordlyd: ”For större Stæder vil det være<br />

hensigtsmæssigt, at indrette et underjordisk Aflöbssystem <strong>for</strong> flydende Gjenstande, naar man har Udlöb til en<br />

Ström, der stadigt förer Urenlighederne bort, og Vand til at skylle sådanne Ledninger, der mangler tilstrækkeligt<br />

Fald, samt naar de lokale Betingelser iövrigt tillade det”.<br />

257 ibid. s. 269<br />

62


pladser og gårdsrum skulle fejes hyppigt, at latrinhuse skulle overholde bygningslovens krav,<br />

at der ikke måtte tilflyde latrin til byens rendestene uden sundhedskommissionens samtykke,<br />

samt at de private oplagssteder <strong>for</strong> natrenovationen skulle være overbyggede med skure.<br />

På trods af alle fremskridt var hygiejnebevægelsen alligevel ikke helt tilfreds. Det fremgår<br />

f.eks. af Emil Hornemanns korte artikel fra oktober 1859 ”Om en op<strong>for</strong>dring fra<br />

Arbeider<strong>for</strong>eningen i København til Læge<strong>for</strong>eningen”. 258 I artiklen berettede en glad og stolt<br />

Hornemann om, hvorledes arbejderne i <strong>for</strong>eningen havde rettet henvendelse til<br />

Læge<strong>for</strong>eningen om at holde <strong>for</strong>edrag <strong>for</strong> dem om hygiejne. Men så var det også slut med den<br />

muntre tone. Hornemann kunne ikke dy sig <strong>for</strong> at gøre status over den ”den hygiejniske<br />

Re<strong>for</strong>m” ved at lange ud efter en anden og mere privilegeret del af befolkningen, nemlig de<br />

”Oplyste og Dannede (…) de Styrende overhovedet”, som ulig arbejderne, syntes at<br />

interessere sig <strong>for</strong> alt andet end det, som hygiejnebevægelsen stod <strong>for</strong>. Hornemann skrev, at<br />

”nu er der mindst i 13 år skrevet, talt og paa andre Maader arbeidet og virket <strong>for</strong> den<br />

hygiejniske Re<strong>for</strong>m her i Landet”. 259 Han mente, at de tretten års kamp <strong>for</strong> hygiejne havde<br />

”ført til adskillige gode, praktiske Resultater”. Men som bekendt findes der ingen roser uden<br />

torne. Han uddybede: ”Men dette Udbytte har i de fleste tilfælde ikke været Frugten af de<br />

vedkommende Autoriteters Overbeviisning om Nødvendigheden og nytten af det Skete, men<br />

snarere kun Virkning af det Tryk, som den <strong>for</strong> Sagen reiste Agitation har udøvet. Nogen<br />

almindelig Erkjendelse af den sanitære Re<strong>for</strong>ms eller af Sundhedspleiens store Betydning <strong>for</strong><br />

det hele som <strong>for</strong> den Enkelte findes derimod ikke hos Mængden er de Oplyste og Dannede,<br />

eller hos de Styrende overhovedet. Tvertimod, de der arbeide <strong>for</strong> slige Formaal, ansees<br />

desværre endnu af Mange <strong>for</strong> Phantaster, eller <strong>for</strong> (saakaldte) Sundhedstyranner, Krænkere<br />

af Eiendomsretten, fanatiske Reenlighedsapostle o.s.v. som man helst vilde være fri <strong>for</strong>.” 260<br />

På trods af tretten års fremskridt <strong>for</strong> den offentlige hygiejne, mente Hornemann alligevel, at<br />

der var grund til pessimisme. Hornemanns egne standsfæller, det bedre borgerskab, som<br />

besad den politiske og økonomiske magt i hovedstaden, modarbejdede konstant de sanitære<br />

re<strong>for</strong>mer og støttede kun op omkring hygiejnebevægelsens krav, <strong>for</strong> så vidt dens <strong>for</strong>slag også<br />

258 Hornemann, Emil: ”Om en Op<strong>for</strong>dring fra Arbeider<strong>for</strong>eningen i København til Læge<strong>for</strong>eningen”. I:<br />

Hornemann (red.) Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 3. hæfte, 1858-1859. s. 254-256.<br />

259 ibid. s. 254: Han satte altså starten på hygiejnebevægelsens arbejde i Danmark til året 1846. Samme år som<br />

Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske Komite, med ham selv som medlem, blev dannet.<br />

260 ibid. s. 254f<br />

63


fremmede egne politiske og økonomiske interesser. 261 Han mente, at det kneb gevaldigt med<br />

at mobilisere en ægte interesse <strong>for</strong> den hygiejniske sag hos magthaverne. De hygiejniske<br />

<strong>for</strong>anstaltninger fremmede sjældent borgerskabets interesser, da <strong>for</strong>anstaltningerne som oftest<br />

kostede det offentlige penge, og tillige greb <strong>for</strong>styrrende ind i den enkeltes hellige personlige<br />

frihed og private ejendomsret. Det er klart, at hygiejnebevægelsen med Hornemann i spidsen<br />

ofte overdrev situationens alvor og malede ekstra tykt på med den dystre pen, med det <strong>for</strong>mål<br />

at fremme den hygiejniske sag. Det var en bevidst politisk strategi fra hygiejnebevægelsens<br />

side. Men Hornemann og andre hygiejnikere løb dog gennem alle årene panden mod<br />

skuffelsens mur den ene gang efter den anden, og de hygiejniske re<strong>for</strong>mer i København blev<br />

ikke så vidtgående, som hygiejnikerne havde tænkt sig det. Der var grunde nok til<br />

Hornemanns mismodighed.<br />

Sundhedslovgivningen med ”Lov om Tilvejebringelsen af Sundhedsvedtægter af 12te<br />

Januar 1858” var med sine bestemmelser et hygiejnisk fremskridt. Med den fik hovedstaden<br />

det samlede Sundhedsråd, som Hornemann i 1850 på hygiejnisk komités vegne havde<br />

efterlyst ti år tidligere i artiklen ”Forslag til en bedre Ordning af Bestyrelsen <strong>for</strong> den<br />

offentlige Sundhedspleje i Kjöbenhavn”. 262 Men hygiejnebevægelsen var alligevel ikke helt<br />

tilfreds, <strong>for</strong>di den oprindeligt var stillet en helt anden og mere vidtgående lovgivning i udsigt<br />

på sundhedsområdet, i ”Forslag til Lov om Sundhedspolitiet”, som efter anbefaling fra Det<br />

kongelige Sundhedskollegium var blevet <strong>for</strong>elagt landstinget den 1. oktober 1857. Med den<br />

ville lægerne have fået betydelige magtbeføjelser på sundhedsområdet. Lov<strong>for</strong>slaget om<br />

sundhedspolitiet stred dog så meget mod konservative og nationalliberale frihedsrettigheder,<br />

at <strong>for</strong>slaget kom i strid politisk modvind i Landstinget. Orla Lehmann, en af<br />

danmarkshistoriens største helte fra revolutionsåret 1848, udtrykte sin dybeste bekymring<br />

over lov<strong>for</strong>slaget, som ifølge ham ville føre til et <strong>for</strong>skrækkeligt dyneløftende ”Dictatur af<br />

Læger”. 263 Loven om sundhedspolitiet, <strong>for</strong>stået som en samlet plan <strong>for</strong> sundhedsvæsenet, blev<br />

i stedet ændret til loven om tilvejebringelsen af sundhedsvedtægter, der etablerede de mere<br />

politisk acceptable sundhedskommissioner. 264<br />

261<br />

Knudsen 1988 s. 44: Knudsen mener, at Emil Hornemann <strong>for</strong>blev en utilfredsstillet person, <strong>for</strong>di lægerne kun<br />

blev brugt af borgerskabet, når deres krav passede sammen med borgerskabets interesser.<br />

262<br />

Hornemann 1850<br />

263<br />

Lützen 1998 s. 98<br />

264<br />

Engberg 1999 s. 64<br />

64


3.3. Sammenfatning<br />

I årene fra 1845 til 1860 agiterede hygiejnebevægelsen højlydt <strong>for</strong> sanitære re<strong>for</strong>mer med<br />

henvisning til den hygiejniske diskurs, mens de politiske beslutningstagere hørte efter, når<br />

hygiejnikernes byplaninitiativer harmonerede med egne interesser. På den baggrund skete der<br />

en række af fremskridt <strong>for</strong> den offentlige hygiejne i København, som <strong>for</strong>bedrede<br />

sundhedstilstanden <strong>for</strong> byens borgere.: Tøndesystemet vandt indpas i natrenovationen, et nyt<br />

vandværk blev åbnet d. 9. august 1859, og anlægget af et underjordisk kloaksystem <strong>for</strong><br />

husspildevand og regnvand påbegyndtes i 1860. Samme år blev mange af<br />

hygiejnebevægelsens <strong>for</strong>dringer ophøjet til lov med indførslen af sundhedsvedtægter <strong>for</strong><br />

hovedstaden.<br />

F. C. Kabell og Emil Hornemann introducerede den naturvidenskabeligt funderede<br />

hygiejniske diskurs i 1840’erne <strong>for</strong> et københavnsk publikum. De i-talesatte byens rum som<br />

en miljøkatastrofe og introducerede et sammenhængende vand<strong>for</strong>syningssystem med kloakker<br />

og vandklosetter, som en effektiv kur mod byens snavs og luftens skadelige miasmer.<br />

Agitationen vakte betydelig opsigt og førte til, at kommunalstyrelsen nedsatte en ”combineret<br />

Comitee”, som skulle udarbejde konkrete ideer til, hvordan et sådant system konkret kunne<br />

implementeres i København.<br />

Nedsættelsen af den Kgl. Medicinske selskabs hygiejniske Komité i 1846 skabte en vigtig<br />

institutionel ramme <strong>for</strong> hygiejnebevægelsens agitation. I komitéens regi <strong>for</strong>etoges<br />

undersøgelser og publiceredes rapporter om den offentlige hygiejnes mangler af bla. lægerne<br />

Hornemann og A. G. Sommer.<br />

Frygten <strong>for</strong> kolera blev et effektivt argument i kampen <strong>for</strong> <strong>for</strong>bedringer af vand<strong>for</strong>syning<br />

og afløbs<strong>for</strong>hold i hovedstaden, over<strong>for</strong> politikerne, som i 1851 nedsatte en rådgivende<br />

kommission til <strong>for</strong>bedring de hygiejniske <strong>for</strong>hold og til <strong>for</strong>ebyggelse af kolera. Kommissionen<br />

kom til at bestå af flere folk, der var tilhængere af den hygiejniske sag såsom Hornemann,<br />

stadslægen B.A. Hoppe, ingeniør C. G. Hummel og politidirektør Cosmos Bræstrup. Herfra<br />

fik hygiejnebevægelsen en ny indflydelsesrig plat<strong>for</strong>m <strong>for</strong> udbredelsen af den hygiejniske<br />

diskurs, som var tættere på de kommunale beslutningstagere. Kommissionens adskillige<br />

initiativer til <strong>for</strong>bedringer af den offentlige hygiejne, gav anledning til megen debat i pressen,<br />

og afslørede dybe modsætninger mellem tilhængere af den hygiejniske diskurs og<br />

modstanderne af samme.<br />

65


I 1852 blev lægen P. A. Schleisner tilknyttet kommunalstyrelsens ”Combinerede Comitee”<br />

til at gøre reklame <strong>for</strong> kloakdelen i den samlede plan <strong>for</strong> vand-, gas- og kloakkers indførsel i<br />

København, som led under en del politisk modvind. På trods af Schleisners argumenter, og<br />

planens vedtagelse i Københavns Borgerrepræsentation, gled kloakkerne ud af den samlede<br />

plan med stats- og indenrigsminister Ørsteds afvisning i 1854. Hygiejnebevægelsens massive<br />

i-tale-sættelse af kloakteknologiens nytte gik dog ikke så nemt i glemmebogen, og kloakkerne<br />

dukkede snart op på den kommunalpolitiske dagsorden igen. Ingeniør Hummel, der som<br />

teknisk kyndig embedsmand havde været en af hovedmændene bag udfærdigelsen af den<br />

samlede plan samt Emil Hornemann agiterede heftigt <strong>for</strong> det fuldstændige kloaksystem. Men<br />

lige meget hjalp det, den politiske modstand mod projektet var <strong>for</strong> stor til, at det kunne føres<br />

igennem, bla. som følge af konservative politikeres modstand mod at afskaffe<br />

natrenovationsordningen. Resultatet blev et kompromis: Natrenovationsordningen bevaredes,<br />

samtidig med at det i 1857 blev besluttet at nedlægge et begrænset underjordisk kloaksystem i<br />

København <strong>for</strong> afløb af husspildevand og regnvand, men uden tilslutning af toiletter.<br />

Hygiejnebevægelsen havde igen og igen påpeget vigtigheden af rent drikkevand over<strong>for</strong><br />

politikerne – og der blev lyttet efter. I 1859 fik København en moderne vand<strong>for</strong>syning med<br />

vandværk, der <strong>for</strong>synede hele hovedstaden via jernrør og filtrerbassiner med rent drikkevand i<br />

rigelige mængder og med tilstrækkeligt tryk. Vandet bestod til dels af overfladevand fra<br />

vandsystemet Harrestrup Å-Damhussøen og Skt. Jørgens Sø samt af grundvand fra artesiske<br />

boringer i Damhussøens opland. 265 Værd at undre sig over i den <strong>for</strong>bindelse er, at vandplanen<br />

modsat planerne <strong>for</strong> kloak gik glat igennem det politiske system. Begejstringen <strong>for</strong> vand var<br />

tilsyneladende endeløs. Hygiejnebevægelsens agitation gjorde sit <strong>for</strong> at fremme et<br />

moderniseret vand<strong>for</strong>syningssystem. Desuden var der, som Tim Knudsen skriver, tydelige<br />

erhvervsinteresser knyttet til en bedre planlægning af vand<strong>for</strong>syningen af hensyn til den<br />

begyndende industrialiserings vandslugende dampmaskiner. 266<br />

På trods af politiske modvilje opgav hygiejnebevægelsen i København ikke ideen om det<br />

fuldstændige kloaksystem. På den skandinaviske hygiejniske kongres i 1858 <strong>for</strong>tsatte debatten<br />

om vand- og kloakre<strong>for</strong>mer mellem re<strong>for</strong>mvenlige og skeptikere. Her lykkedes det bla.<br />

Hornemann, Hummel og Schleisner at få opbakning til en indstilling, som anbefalede det<br />

fuldstændige kloaksystem. Det lunede lidt ovenpå kloakplanens fald.<br />

265<br />

Nørregård, Georg: “Københavns vand<strong>for</strong>syning i ældre tid”. I: Københavns vand<strong>for</strong>synings historie.<br />

København 1959. s. 149ff<br />

266<br />

Knudsen 1988 s. 47<br />

66


Med vedtagelsen af sundhedsvedtægterne <strong>for</strong> hovedstaden i 1860 blev mange af<br />

hygiejnebevægelsens <strong>for</strong>dringer om natrenovation og vandafløb m.m. ophøjet til lov.<br />

Trods alle praktiske og normative tiltag og <strong>for</strong>bedringer <strong>for</strong> den offentlige hygiejne <strong>for</strong>beholdt<br />

hygiejnebevægelsen sig retten til at være kritisk. Hornemann gjorde i 1859 status over den<br />

hygiejniske sag og konkluderede, at der endnu manglede opbakning om den hygiejniske sag<br />

fra store dele af det politiske miljø. Modstanden fra skeptiske konservative og nationalliberale<br />

kræfter i det politiske liv var stadigvæk betydelig. Men overordnet set skabte<br />

hygiejnebevægelsens arbejde i perioden 1840’erne til 1860’erne et solidt fundament <strong>for</strong> den<br />

hygiejniske sag, som bevægelsen i anden halvdel af 1800-tallet <strong>for</strong>tsatte med at føre frem på<br />

den politiske dagsorden.<br />

4. Hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> bedre arbejderbolig<strong>for</strong>hold<br />

4.1. Boligsituationen i København i midten af 1800-tallet<br />

København var endnu i 1840’erne en udpræget fæstningsby. Boliger og erhverv var stuvet<br />

tæt sammen inde bag voldene på nær enkelte bindingsværkshuse og fabrikker, som lå uden<strong>for</strong><br />

voldene ved indfaldsvejene. Den såkaldte demarkationslinje blev i 1810 lagt ved Jagtvejen og<br />

Falkoner Allé. Mellem denne linje og voldene var det kun tilladt at bygge en-etagers<br />

bygninger i bindingsværk, der hurtigt kunne rives ned, hvis hovedstaden blev udsat <strong>for</strong> en<br />

militær trussel. I så fald ville fjenden ikke have mulighed <strong>for</strong> at søge dækning mod<br />

beskydning. 267 Militæret, embedsapparatet, håndværket samt de moderne erhverv som handel,<br />

transport og industri fandtes altovervejende inden<strong>for</strong> voldene. Boligerne var tilsvarende<br />

centralt beliggende, omkring 90 % af hovedstadens befolkning boede i 1840 bag voldene. 268<br />

Københavns befolkning var vokset i et behersket tempo mellem 1801 og 1840 med i<br />

gennemsnit 0,5 % om året. Alligevel betød det en samlet befolkningsvækst på 23.000<br />

personer i perioden fra 108.000 i 1801 til 131.000 i 1840, hvor ca. trefjerdedele af tilgangen<br />

fandt sig en bolig inden<strong>for</strong> voldene. 269 Denne befolkningstilvækst <strong>for</strong>stærkedes i 1850’erne og<br />

1860’erne, hvor væksten nåede helt op på omkring 2 % om året. Tilsammen voksede<br />

267 Hyldtoft, Ole: ”København. Fra fæstning til moderne storby.” I: Frandsen, Karl-Erik (red.) Kongen og Folkets<br />

København – gennem 800 år. København 1996. s. 129<br />

268 ibid. s. 131f<br />

269 ibid. s. 131: Tallene er inkl. <strong>for</strong>stadssogne.<br />

67


hovedstaden med godt 84.000 mennesker fra 121.000 i 1840 til 215.400 i 1870 først og<br />

fremmest som følge af en nettotilvandring til byen. Tilsvarende faldt dødeligheden i<br />

København, der i de senere år fik en stigende betydning <strong>for</strong> befolkningstilvæksten i<br />

hovedstaden, således at byen i årene 1855-1870 selv leverede omkring halvdelen af<br />

tilvæksten. 270<br />

Det stigende befolkningstal fra 1840’erne og frem kombineret med manglende<br />

byggeregulativer og selviske grundejerinteresser gjorde, at grundudnyttelsen inden<strong>for</strong> voldene<br />

fik en tak opefter. Husene blev <strong>for</strong>synet med en ekstra etage, større lejligheder blev opdelt i<br />

flere mindre, kældre og lofter blev indrettet til beboelse, side- og baghuse blev bygget til, og<br />

hidtil åbne pladser fyldtes med højere, smallere og dybere boligkaserner. Resultatet var, at<br />

boligstandarden blev presset væsentligt nedad, og at der i løbet af få år blev skabt en<br />

boligmangel i København, særligt <strong>for</strong> den fattige arbejderklasse, der var sammenlignelig med<br />

tilstanden i de store klassiske industribyer i England.<br />

Der var ikke noget nyt i, at underklassen levede under kummerlige <strong>for</strong>hold, det havde den<br />

såmænd altid gjort. Det nye bestod i arbejderboligernes hastigt stigende omfang og<br />

koncentration i hovedstaden, der mere og mere stak det øvrige samfund i øjnene og virkede<br />

truende - sundhedsmæssigt i <strong>for</strong>m af kolera, moralsk i <strong>for</strong>m af sædelighedens <strong>for</strong>fald og<br />

politisk i <strong>for</strong>m af optøjer og revolutioner. 271<br />

I 1850’erne sprængte udviklingen byens rammer, demarkationslinjen blev flyttet ind til<br />

Søerne i 1852, og byggeri tilladt på de tidligere militære arealer og voldterrænet. Herefter<br />

skete den første udbygning af de københavnske brokvarterer, indre Nørrebro og Vesterbro<br />

med nye boliger og arbejdspladser. Byens udvidelse blev fulgt op af lovgivningsinitiativer,<br />

der på <strong>for</strong>skellig måde regulerede byggeriet af hygiejniske og byplanlægningsmæssige<br />

hensyn. F.eks. loven om sundhedsfarlige næringsveje i 1852, Københavns første samlede<br />

bygningslov 1856 og sundhedsvedtægterne 1860. 272 Selv om brokvarterernes bebyggelse i<br />

årene efter demarkationslinjens flytning i stigende grad lettede på boligpresset inden<strong>for</strong><br />

voldene, boede indbyggere i den gamle bykerne stadigvæk meget tæt. Endnu i 1860 boede<br />

trefjerdedele af hovedstadens indbyggere <strong>for</strong>tsat i trange boliger inden<strong>for</strong> bykernen. 273<br />

270<br />

ibid. s. 138<br />

271<br />

Hyldtoft, Ole: ”Arbejderboliger og bymiljøer”. I: Strømstad, Poul: Mennesket og Maskinen. Nationalmuseet<br />

1980. s. 72<br />

272<br />

Hyldtoft 1996 s. 135f<br />

273<br />

Hyldtoft, Ole (m.fl.): ”Urbaniseringsprocessen i Danmark” I: Blom, Grethe Authén: Urbaniseringsprocessen<br />

i Norden. Bd. 3 (Industrialiseringens første fase), Trondheim 1977. s. 224<br />

68


Et af hygiejnebevægelsens væsentligste indsatsområder var netop boligområdet.<br />

Medicinsk-statistiske undersøgelser dokumenterede også til fulde, hvorledes dødelighed og<br />

sygdom stod i et ligefremt <strong>for</strong>hold til befolkningstæthed og usunde bolig<strong>for</strong>hold, og talrige<br />

sociale studier pegede alle på betydningen af ordentlige og renlige bolig<strong>for</strong>hold. For at<br />

dæmme op <strong>for</strong> denne negative udvikling tog hygiejnebevægelsen initiativ til flere <strong>for</strong>skellige<br />

velgørende eller filantropiske byggerier. Her var <strong>for</strong>målet ikke at sikre husejerne størst mulige<br />

lejeindtægter som i spekulationsbyggeriet, men at højne boligstandarden og<br />

sundhedstilstanden <strong>for</strong> den arbejdende klasse. Det filantropiske byggeri fik stor betydning i<br />

byplanmæssig henseende. F.eks. var Læge<strong>for</strong>eningens Boliger, som var en kvartersdannelse<br />

anlagt uden gennemgående trafik og med tanker om lys og luft, i realiteten en <strong>for</strong>egribelse af<br />

byplanmæssige ideer fra 1900-tallet. 274 Men det filantropiske byggeri er dog alligevel at<br />

betragte som isolerede eksempler på byplanmæssig nytænkning. Til trods <strong>for</strong><br />

hygiejnebevægelsens anstrengelser fik det filantropiske byggeri i København dog aldrig<br />

sådant et omfang i 1800-tallet anden halvdel, at det kunne opsuge den hastigt tiltagende<br />

befolkning. Til stadighed havde under 10 % af arbejderne mulighed <strong>for</strong> at få en lejlighed i<br />

dette byggeri. Langt de fleste måtte tage til takke med en bolig på det almindelige<br />

boligmarked i <strong>for</strong>m af spekulationsbyggeriets mange trange lejekaserner, som byggedes i<br />

perioden. 275<br />

4.2. Den hygiejniske diskurs - hygiejnebevægelsens kritik og re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag<br />

I de følgende afsnit vil jeg nærmere analysere hvorledes, hygiejnebevægelsen i perioden<br />

ca. 1850-1865 <strong>for</strong>søgte at cementere den hygiejniske diskurs i den offentlige debat om<br />

arbejdernes bolig<strong>for</strong>hold. Herunder er det <strong>for</strong>målet at se nærmere på hvorledes hygiejnikerne<br />

i-tale-sætter arbejderslummens negative konsekvenser, <strong>for</strong> derved at fremme konkrete<br />

politiske tiltag i <strong>for</strong>m af re<strong>for</strong>mer med et hygiejnisk sigte. Centrale emner bliver, <strong>for</strong>uden det<br />

filantropiske byggeri, hovedstadens bygningslovgivning samt hygiejnebevægelsens<br />

overordnede visioner om byens fremtidige plan. Det er vigtigt at pointere, at<br />

hygiejnebevægelsen ikke blot nøjedes med at tale om arbejderboliger. Hygiejnikerne<br />

274<br />

Villadsen, Villads: ”Byens huse – byens plan”. I: Lund, Haakon (red.) Danmarks arkitektur. København<br />

1979. s. 38<br />

275<br />

Hyldtoft 1980 s. 83<br />

69


involverede sig også i stor stil i praksis inden<strong>for</strong> området som initiativtagere til konkrete<br />

byggerier.<br />

4.2.1. Arbejderslummen i-tale-sættes<br />

En af de første til at gøre offentligheden kendt med arbejderklassens miserable<br />

bolig<strong>for</strong>hold var præsten C.H. Visby (1801-1871). Visby var kapellan og senere sognepræst<br />

ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 1830-1854. Dette sogn var på den tid et af<br />

hovedstadens mest overbefolkede og uhumske kvarterer, og Visby var den lokale præst <strong>for</strong><br />

mange <strong>for</strong>hutlede og elendige eksistenser i nabolaget, som levede i yderste fattigdom. Det var<br />

nok dette meget konkrete møde med <strong>for</strong>armelsen, der var udslagsgivende <strong>for</strong> Visbys mange<br />

filantropiske og gøremål udover præstegerningen: Som initiativtager til filantropisk<br />

arbejderboligbyggeri og mange andre private velgørende <strong>for</strong>etagender som sikrede mad,<br />

medicin og sygehjælp til fattigfolket. Visby så det som sin mission at gøre det bedre<br />

borgerskab opmærksom på de fattige og deres vilkår i København <strong>for</strong> derigennem at anspore<br />

sine standsfæller til at støtte op om sagen. Pastor Visby blev i 1848 valgt til Den<br />

Grundlovsgivende Rigs<strong>for</strong>samling, og hermed udbredte hygiejnebevægelsen sit netværk og<br />

sin agitation til et landspolitisk niveau. 276<br />

Visby publicerede artiklen ”Nogle Bemærkninger om de Fattige i Kjøbenhavn” i<br />

Fædrelandet d. 24-25. oktober 1845. 277 Heri skildrede han ud fra sine egne oplevelser de<br />

fattiges boliger <strong>for</strong> avisens læsere. Arbejderboligerne bestod ifølge Visby i reglen af ”et<br />

eneste, lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med Adgang til et fælles Køkken (…)<br />

Ruderne er tidt itu og tilklistrere med Papir eller tilstoppede med Pjalter.” Visby fandt, at der<br />

i de fattiges trange boliger generelt herskede ”Den Største Urenlighed” og ”en qvælende,<br />

høist usund Atmosphære.” Visby gav herefter sine bud på, hvorledes borgerskabet bedst<br />

kunne hjælpe de fattige ud af armodet. Det vigtigste var, at rammerne kom i orden, så: ”der<br />

aabnes den Fattige lejlighed til at erholde en sundere og bedre Bolig. (…) ”Den større Orden<br />

og Renlighed, som derved kan ventes tilvejebragt, vil allerede være en sand Velgjerning <strong>for</strong><br />

de Fattige”. 278 Rene, hygiejniske og billige boliger <strong>for</strong> de fattige, mente Visby, ville højne<br />

276 Bricka 1894<br />

277 Fædrelandet, fredag d. 24. & lørdag d. 25. oktober 1845<br />

278 Andre bud var f.eks. at oprette bespisningsanstalter, give økonomiske bidrag til de fattiges husleje, skaffe de<br />

fattige flere arbejdspladser, og endelig at oplyse de fattige om borgerskabets gode protestantiske dyder.<br />

70


sundhedstilstanden, og kombineret med oplysning om det bedre borgerskabs kernedyder<br />

såsom arbejdsomhed, ædruelighed, nøjsomhed og sparsommelighed ville man kunne hæve<br />

moralen hos de fattige og gøre dem til velfungerende og tilfredse samfundsborgere.<br />

Visby lancerede i artiklen en simpel finansieringsmodel <strong>for</strong> det filantropiske byggeri, som<br />

senere skulle blive en realitet. Modellen gik ud på, at arbejderne ikke blot skulle leje men<br />

betale af på deres nye boliger, med det <strong>for</strong>mål at de ad åre skulle stå som ejere af egen bolig.<br />

Han var modstander af liberalismens laissez faire-politik og agiterede i stedet <strong>for</strong> aktiv<br />

fattigdoms<strong>for</strong>ebyggelse. Til dette <strong>for</strong>mål spillede han på borgerskabets frygt <strong>for</strong> pøbelens<br />

hævn. Han skrev, at: ”Det er en slet Politik i et Land, at holde Arbeidsklassen i Uvidenhed og<br />

Armod i den Tanke, at man saaledes skal have et blindt og villigt Redskab i den. Man<br />

opklækker i den kun en sovende Ulv, der engang vil vaagne i Hungersqval og sønderrive sine<br />

Bevogtere.” Frygten <strong>for</strong> voldelige optøjer og revolutionære tilstande var et yndet instrument<br />

<strong>for</strong> hygiejnebevægelsen at drive den hygiejniske diskurs frem med i den offentlige debat, som<br />

også pastor Visby vidste at gøre brug af i sin agitation <strong>for</strong> arbejderboligbyggeri. 279<br />

4.2.2. ”Opførelsen af sunde og billige Boliger <strong>for</strong> Arbeidsclassen”<br />

Hygiejnikerne omsatte i særligt grad deres agitation til praksis på arbejderboligområdet,<br />

som initiativtagere til byggeriet af privatfinansierede sunde og billige boliger møntet på de<br />

ubemidlede klasser. Hvad pastor Visby talte om i sin artikel i Fædrelandet i 1845, førte han til<br />

handling fem år senere. I 1850 stod han, sammen med den allestedsnærværende hygiejniker<br />

Emil Hornemann, lægen C. E. Fenger og ingeniøren P.M. Lindberg m.fl., at læse som<br />

medindbyder til ”Opførelsen af sunde og billige Boliger <strong>for</strong> Arbeidsclassen”. 280 Urenlige<br />

omgivelser, argumenterede indbyderne, har en negativ indflydelse ikke blot på arbejdernes<br />

sundhedstilstand, men også på arbejdernes moral. De slog fast at ”En stor del af den<br />

Elendighed, der trykker Arbeidsclassen her i Hovedstaden hidrører fra de slette, usunde og<br />

dyre Boliger, hvor den lever, og hvis Mangel på Orden og Renlighed endogsaa udøver en<br />

<strong>for</strong>dærvende paa den opvoxende Slægt”. De usle lejligheder som størstedelen af den<br />

københavnske arbejderklasse boede i, gjorde arbejderne sløve, ligegyldige og drikfældige.<br />

Hvis disse ulykkelige arbejdere skaffedes ordentlige bolig<strong>for</strong>hold, ville man i stedet ”opløfte<br />

Arbeiderens Mod, opmuntre ham til Renlighed, Orden og Sparsommelighed, og holde ham<br />

279 Lützen 1998 s. 176<br />

280 Fædrelandet, tirsdag d. 31. december 1850<br />

71


tilbage fra Værtshuslivet”. Ydre orden førte til indre orden - det var de hygiejnisksindede<br />

boligfilantropers hovedargument. I kernefamiliens sunde og propre hjem, ville borgerskabets<br />

gode dyder kunne trives og overføres til arbejderklassen.<br />

Konkret udmøntede projektet sig i, at der dannedes et aktieselskab <strong>for</strong> opførslen af<br />

arbejderboligerne. Derudover fandt man efter del besvær en velegnet grund til byggeriet i<br />

Overgaden oven Vandet på Christianshavn og udskrev en plankonkurrence <strong>for</strong> boligerne. 281<br />

Hornemann indgik bla. i bedømmelseskomiteen, der skulle tage stilling til de indkomne<br />

<strong>for</strong>slag. Visby, som var projektets primus motor, blev <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> aktieselskabet, som holdt<br />

general<strong>for</strong>samlinger <strong>for</strong> aktionærerne den 13. marts samt den 6. juni 1851, hvorefter byggeriet<br />

snart gik i gang. 282 Arbejderne lejede sig ind i boligerne og sparede via lejen op til, at de efter<br />

ca. 30 års <strong>for</strong>løb kunne erhverve deres lejebolig til selvejendom, ligesom Visby havde tænkt<br />

sig det i sin artikel i Fædrelandet godt fem år tidligere. 283 I oktober 1852 blev de første to<br />

bygninger taget i brug, en tredje blev senere føjet til, så at hele komplekset i alt kom til at<br />

bestå af 56 toværelses lejligheder og otte etværelses lejligheder med i alt 248 beboere. 284<br />

4.2.3. ”<strong>for</strong>nødne <strong>for</strong>andringer i bygningsvæsenet”<br />

Den hygiejniske kommission der blev nedsat i 1851 beskæftigede sig også med<br />

arbejderboliger. Det fremgik af kommissionens beretning fra samme år, som indeholdt en af<br />

Hornemann <strong>for</strong>fattet oversigt over emnet: ”Bilag K: De i sanitær henseende <strong>for</strong>nødne<br />

<strong>for</strong>andringer i bygningsvæsenet”. 285 Rapporten var baseret på et omfattende statistisk<br />

materiale, som støttede <strong>for</strong>trinligt op omkring rapportens kritiske konklusioner. Hornemann<br />

havde allerede i skriftet ”Om adskillige Mangler” fra 1847 brugt statistikken som<br />

understøttelse <strong>for</strong> sin hygiejniske argumentation. Men det var først i denne rapport, at han <strong>for</strong><br />

alvor <strong>for</strong>finede fremgangsmåden, så argumenterne <strong>for</strong> alvor virkede overbevisende.<br />

Statistikken var i midten af 1850’erne en voksende disciplin og videnskab, som i 1845 var<br />

institutionaliseret i udvalget <strong>for</strong> ”medicinsk Topographi og Statistik” med C. E. Fenger som<br />

281 Fædrelandet d. 31. december 1850<br />

282 Fædrelandet d. 5., 13., 24. marts samt d. 7. juni 1851<br />

283 Christensen 1912 s. 130<br />

284 Hornemann, Emil: ”<strong>Dansk</strong>e Arbejderboliger, eller Oversigt over, hvad der i Danmark og navnlig i<br />

Hovedstaden Kjøbenhavn er gjort <strong>for</strong> at skaffe den arbejdende Klasse sunde og billige Boliger”. I: Hornemann<br />

(red. m.fl.) Hygiejniske Meddelelser Ny række, Første Bind, København 1877. s. 74f, 84.<br />

285 Hornemann, Emil (red.): Beretning om den ved allerhöieste Commissorium af 12. marts 1851 nedsatte<br />

Sundhedscommissions Virksomhed. København 1852. Bilag K: De i sanitær Henseende <strong>for</strong>nödne Forandringer i<br />

Bygningsvæsenet. s. 62-88.<br />

72


<strong>for</strong>mand - 1840’ernes toneangivende statistiker i Danmark. Dette udvalg var et af tre udvalg,<br />

der var nedsat af Det kongelige medicinske Selskab i 1846. De to andre udvalg var<br />

henholdsvis det hygiejniske samt et retsmedicinsk udvalg. 286 Hygiejnikerne <strong>for</strong>stod snart at<br />

drage nytte af den nye lære. De anvendte statistikken, men også andre positive videnskaber<br />

som fysik og kemi, til at <strong>for</strong>søge at føre bevis <strong>for</strong> kausal<strong>for</strong>holdet mellem urenlighed og<br />

sygdomme, en sammenhæng man tidligere kun var i stand til at erfare og danne løse<br />

hypoteser om. 287<br />

Hvis man skal beskrive denne udvikling i foucaultske termer, kan man sige, at<br />

hygiejnebevægelsen, i og med at den anvendte positive videnskaber som hjælpediscipliner <strong>for</strong><br />

den hygiejniske videnskab, producerede og praktiserede på konkret basis magten, gennem det<br />

Foucault kalder <strong>for</strong> ”viljen til viden” og ”viljen til sandhed”. Alliancen med andre positive<br />

videnskabelige discipliner, og den intense jagt på sandheder og beviser, gav hygiejnikerne<br />

gode muligheder <strong>for</strong> at påvirke og ligefrem overbevise dem, der skulle tage beslutningerne og<br />

bevilge penge til de hygiejniske tiltag, at disse præventive <strong>for</strong>anstaltninger nyttede. 288<br />

Rapporten ”De i sanitær Henseende <strong>for</strong>nödne Forandringer i Bygningsvæsenet” var<br />

indstillet til justitsministeriet den 23. juli 1851. Heri konkluderede Hornemann, at København<br />

måtte anses <strong>for</strong> at være særdeles ”overbebygget” og ”overbefolket”, samt at ”Tilstanden<br />

efterhaanden har <strong>for</strong>værret sig mere og mere”, så at ”hvert enkelt Huus er blevet mere og<br />

mere overfyldt med Beboere”. 289 Hornemann mente, at der var grund nok til at tage sine<br />

<strong>for</strong>holdsregler. Han op<strong>for</strong>drede der<strong>for</strong> bystyret, som han havde gjort det i tidligere skrivelser,<br />

til at bestræbe sig på at sprede befolkningen, at sørge <strong>for</strong> frisk luft og lys, samt at fremme<br />

renlighed og andre sanitære <strong>for</strong>dringer.<br />

Som noget nyt anbefalede Hornemann, at der snarest udarbejdedes en ny byggelov <strong>for</strong> at<br />

modvirke den <strong>for</strong>værrede boligsituation. Den eksisterende lovgivning på området var <strong>for</strong> slap,<br />

den tog ingen hygiejniske hensyn eller modvirkede overbebyggelsen på nogen måde. 290 Den<br />

286 Lützen 1998 s. 110f<br />

287 Hornemann 1847 s. 8, 25ff, Lützen 1998 s. 113ff<br />

288 Lindegaard 2001 s. 124<br />

289 Hornemann 1852 s. 63f<br />

290 ibid. s. 70: Forordningen af 4. juli 1795 bestemte at 18 alens brede gader måtte have tilsvarende 18 alens høje<br />

bygninger. 18 alen er i øvrigt = 11,3 m, da en alen er lig med 0,6277 m. I <strong>for</strong>ordningen af 11. januar 1810<br />

ændredes bestemmelsen til, at der måtte bygge indtil 21 alens højde (12,2 m) i alle gader under 18 alen bredde.<br />

Denne lovgivning havde ikke sat regler omkring bygningernes indre konstruktion og gårdspladsers størrelse.<br />

Denne ”<strong>for</strong>glemmelse” havde ifølge Hornemann resulteret i, at ”store og rummelige Gaarde blive kjöbte til<br />

Nedrivelse og flere smallere, höiere og dybere Huse reiste i stedet <strong>for</strong>, med smaae Gaardsrum, og uden Hensyn<br />

til om der kommer Sol eller ikke, frie Luft eller ikke til de mange nye Etager i For-, Mellem-, Side- og<br />

Bagbygningerne, eller til Kjelderne, der nu mere og mere udleies til Beboelse, enten de ere fugtige eller ei.”<br />

73


nye byggelov, mente han, skulle nøje bestemme ”Forholdet mellem Bygningernes Höide og<br />

Gadens bredde”, fastsætte et ”Minimum <strong>for</strong> Etagernes Höide” samt <strong>for</strong> ”Gaardspladsens<br />

Længde og Bredde i Forhold til Bygningens Höide og Udstrækning”. Derudover skulle loven<br />

give regler <strong>for</strong>, hvorvidt kældre skulle kunne benyttes til beboelse, bestemme lokummernes<br />

antal og plads, bestemme faste regler <strong>for</strong> anlæg af ny gader. Sidst men ikke mindst anbefalede<br />

Hornemann på kommissionens vegne, at den udskældte bestemmelse om, at<br />

beboelseslejligheder på 64 kvadratalen og derunder var fritagne <strong>for</strong> bygningsafgift skulle<br />

afskaffes. 291 Denne bestemmelse gav nemlig byggespekulanter en skattebegunstigelse, hvis de<br />

byggede under 64 kvadratalen, hvilket ifølge Hornemann var ”<strong>for</strong>kastelig fra det sanitære<br />

standpunkt, da der ligesom er sat Præmie paa at sammenhobe Folk i smaae Rum og<br />

Overbefolkning derved kun fremmes”. 292<br />

Hygiejnekommissionens velargumenterede anbefalinger virkede overbevisende på<br />

politikerne. Lov<strong>for</strong>slaget blev genstand <strong>for</strong> debat i Borgerrepræsentationen den 2. februar<br />

1852, hvorefter Justitsministeriet i samråd med kommunalstyrelsen besluttede at nedsætte en<br />

komité med det <strong>for</strong>mål at udarbejde et udkast til en ny byggelov <strong>for</strong> København. 293<br />

4.2.4. Byggelovgivninger<br />

Førhen havde byggevedtægterne <strong>for</strong> København bestået af lejlighedsvist udgivne<br />

rådstueplakater, som <strong>for</strong>trinsvist indeholdt brandtekniske bestemmelser. Efter at<br />

demarkationslinjen var trukket tilbage til søerne ifølge lov af 6. januar 1852, som fritstillede<br />

de tidligere militære arealer til byggeri, blev behovet <strong>for</strong> lovgivning åbenbart, da de frilagte<br />

områder ikke var indbefattet af nogen lovgivning overhovedet. Koleraepidemien i 1853,<br />

spekulationsbyggeriets <strong>for</strong>tsatte vækst og hygiejnikernes gentagne påpegninger af den dårlige<br />

boligstandards negative indflydelse på sundhedstilstanden gjorde behovet <strong>for</strong> en ny<br />

lovgivning på området desto mere indlysende. 294<br />

Komitéen til udarbejdelsen af en ny bygningslov begyndte sit arbejde i april 1852 med at<br />

udarbejde en række <strong>for</strong>slag til en samlet bygningslov <strong>for</strong> København med <strong>for</strong>stæder. Blandt<br />

291 ibid. s. 71ff<br />

292 ibid. s. 71: Ifølge plakat af 27. april 1830<br />

293 KBF, Mødet den 9de Februar 1852 s. 244<br />

294 Jensen, Hanne Lene: ”Det københavnske spekulationsbyggeri 1860-1908”. I: Andersen, Svend Aage red.<br />

m.fl.): Årbog <strong>for</strong> arbejderbevægelsens historie – 1984. Tema: Arbejderen og Boligen. SFAH 1984. s. 107-130. s.<br />

122<br />

74


medlemmerne fandtes både medlemmer af hygiejnebevægelsen, som f.eks. lægen og<br />

hygiejnikeren P. A. Schleisner, og modstandere af hygiejniske re<strong>for</strong>mer, som Tage Algreen-<br />

Ussing, der blev komitéens <strong>for</strong>mand. 295 Komitéen opnåede imidlertid enighed om, at<br />

lovgivning på området var yderst påtrængende, og at der burde handles straks, hvis ikke man<br />

ville risikere et kaotisk ureguleret byggeri på det frilagte areal uden<strong>for</strong> den gamle bykerne.<br />

En midlertidig bygningslov <strong>for</strong> København og omegn blev vedtaget i 1854 uden meget debat.<br />

Den krævede <strong>for</strong>håndsgodkendelse og udlægning af gader og afløb, før nybyggeri kunne<br />

påbegyndes. 296<br />

Den midlertidige lov af 19. marts 1854 blev afløst af en permanent ”Bygningslov <strong>for</strong><br />

Staden Kjøbenhavn og dens Forstæder” af 17. marts 1856. Denne endelige lov, som trådte i<br />

kraft den 1. maj 1856, gentog den <strong>for</strong>eløbige lovs bestemmelser. Men den blev suppleret af<br />

detaljerede hygiejniske bestemmelser om det tilrådelige <strong>for</strong>hold mellem gaders brede og<br />

huses højde, gårdspladsens areal og brolægning, tilladte byggematerialer, beboelseskældre,<br />

antallet af trapper, køkkenildsteders indretning, latrinernes tømning, afstand fra beboelserne<br />

og brønde osv. 297 Ud fra et hygiejnisk synspunkt var det glimrende, at der nu kom regulativer<br />

særligt om latrinernes indretning. Desværre led loven af den svaghed, at den ikke fungerede<br />

med tilbagevirkende kraft, og der<strong>for</strong> kun gik på indretningen i nybebyggelser og ikke af<br />

eksisterende boligmasse. 298<br />

Den nye byggelov var et fremskridt fra tidligere tiders nødtørftige lovgivning på området.<br />

Alligevel var kritikken af den nye lov ganske massiv, og mange mente, at loven kom <strong>for</strong> sent<br />

og generelt stillede <strong>for</strong> få byplanmæssige og bolighygiejniske krav. I Landstinget kritiserede<br />

den københavnske dommer C. A. Flensborg lovudkastet <strong>for</strong> ikke at give kommunen<br />

tilstrækkelig magt til at gribe ind over<strong>for</strong> spekulationsbyggeriet. Der ville stadigvæk kunne<br />

bygges tæt og usundt byggeri, og desuden var bestemmelserne om latrinvæsenet<br />

utilstrækkelige. Han mente, at den nye lov indeholdt <strong>for</strong> få <strong>for</strong>holdsregler imod<br />

295 ibid. s. 75 & Engberg, Jens: Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om<br />

sundhedsvedtægter i 1850’erne til miljøloven 1974. København 1999. s. 68<br />

296 Engberg 1999 s. 69ff.<br />

Algreen-Ussing, Tage: Love og Anordninger, samt andre offentlige Kundgjørelser Danmarks Lovgivning<br />

vedkommende <strong>for</strong> Aaret 1854. s. 388ff: Lov af 19. marts 1854 indeholdende nogle Bestemmelser i Henseende til<br />

Bygninger, der opføres i Staden København eller dens nærmeste Omegn.<br />

297 Algreen-Ussing, Tage: Love og Anordninger, samt andre offentlige Kundgjørelser Danmarks Lovgivning<br />

vedkommende <strong>for</strong> Aaret 1856 s. 571ff.: Bygningslov af 17. Marts 1856 <strong>for</strong> Staden København og dens<br />

Forstæder.<br />

298 Engberg 1999 s. 71<br />

75


spekulationsbyggeriet til, at det ville blive meget bedre. 299 Fra anden side i Landstinget mødte<br />

lov<strong>for</strong>slaget modstand af de stik modsatte grunde. N. F. S. Grundtvig mente f.eks., at loven<br />

var et groft angreb mod den private ejendomsret, mod ejernes frihed til at bruge deres<br />

ejendom, som de ville! 300 Emil Hornemann markerede sig også med en kritik af<br />

bygningsloven i november 1857 i artiklen ”Den nærværende Husvildhed og Mangel på sunde<br />

Boliger”. 301 Hornemann mente, at den nye lov ikke imødekom den hygiejniske kommissions<br />

anbefalinger på området tilstrækkeligt, og at loven ikke var et effektivt instrument til at tøjle<br />

overbefolkningen og det omsiggribende spekulationsbyggeri. Han konkluderede, at<br />

bygningsloven: ”skjøndt den ganske vist har udrettet meget Godt og <strong>for</strong>hindret adskilligt Slet,<br />

dog langtfra er tilstrækkelig til at sikre Beboerne sunde og ikke overfyldte Boliger”. Han<br />

mente, at loven især ”hvad de sanitære hensyn angaaer” trængte til en revision, at<br />

bestemmelserne om lys og luft var <strong>for</strong> ubestemte, at loven var umulig at kontrollere i praksis,<br />

samt at den i det hele taget manglede substans på mange områder. 302<br />

Hornemann fik sin vilje, og bygningsloven fra 1856 blev underkastet en revision i 1871 og<br />

igen i 1875. 303 Lovene viste sig dog alligevel utilstrækkelige til at hindre<br />

spekulationsbyggeriets <strong>for</strong>tsatte vækst i 1800-tallets sidste årtier. I disse år rejste<br />

lejekasernerne sig overalt i de nye vold- og brokvarterer - hver med <strong>for</strong>-, side- og<br />

bagbygninger og hundredvis af små, toværelses arbejderlejligheder. Alt sammen i fem til seks<br />

etager. 304<br />

4.2.5. Nytten af det filantropiske arbejderboligbyggeri<br />

Emil Hornemann <strong>for</strong>tsatte sin utålmodige agitation <strong>for</strong> arbejderboligbyggeriet i artiklen<br />

”Om de ubemidlede og arbejdende Klassers Boliger, nærmest fra Sundhedens Side”, som var<br />

at læse i Fædrelandet den 12. maj 1853. 305 For at lægge ekstra tryk på sine pointer, lagde han<br />

299<br />

ibid. s. 72f<br />

300<br />

ibid. s. 73<br />

301<br />

Hornemann, Emil: ”Den nærværende Husvildhed og Mangel paa sunde Boliger” I: Hornemann (red.):<br />

Hygiejniske Meddelelser 1. bd. 3. hæfte, 1856-58. s. 1-30.<br />

302<br />

ibid. s. 23<br />

303<br />

Forchhammer, Olaf (red.): København fra bispetid til borgertid. Byplanmæssig udvikling til 1840.<br />

Stadsingeniørens direktorat, København 1947 s. 274ff: Hvor der i 1856-loven gjaldt visse lempelser <strong>for</strong><br />

bebyggelsen af <strong>for</strong>stæderne, kom loven i 1871 til at gælde <strong>for</strong> hele stadens grund. Loven blev revideret igen i<br />

1875. Revisionen ændrede tekniske bestemmelser om bla. vinduesafstande og om <strong>for</strong>holdet mellem bebygget og<br />

ubebygget areal. 1875-loven blev afløst af en ny byggelov i 1940.<br />

304<br />

Hyldtoft 1996 s. 142<br />

305<br />

Fædrelandet, torsdag den 12. maj 1853<br />

76


ud med at opremse alle de ”Onder, som de ældre slette Boliger medføre” <strong>for</strong> arbejderklassens<br />

sygelighed, dødelighed, moral og økonomi. Derved lagde han et virkningsfuldt fundament <strong>for</strong><br />

sine argumenter om, ”den Nytte de nyere sunde og billige Boliger <strong>for</strong> den arbejdende og<br />

ubemidlede Klasse” kunne bevirke. Hornemann havde et indgående kendskab til engelske<br />

bestræbelser <strong>for</strong> at højne boligstandarden <strong>for</strong> arbejderklassen, og han brugte i artiklen<br />

eksempler derfra på den Nytte, som byggeriet af arbejderboliger havde. Der var især fra de<br />

store engelske industribyer, at de filantropiske ideer og initiativer stammede fra.: Ejeren af et<br />

bomuldsspinderi i New Lanark i Skotland, Robert Owen, byggede f.eks. i 1799 en landsby <strong>for</strong><br />

sine arbejdere i <strong>for</strong>længelse af sin fabrik. Landsbyen var komplet med gode, sunde boliger,<br />

kooperative butikker og skoler. Owen agiterede desuden i flere skrifter <strong>for</strong> byggeriet af<br />

idealsamfund med 800-1200 indbyggere bestående af lave boligblokke omkranset af åbent<br />

land. En anden stor tekstilindustrimand, Titus Salt, byggede i 1853 820 rækkehusboliger <strong>for</strong><br />

arbejdere omkring sine bomuldsspinderier i Saltaire i Yorkshire. 306<br />

Hornemann beskrev, hvorledes man siden 1846 i London havde bygget boliger <strong>for</strong><br />

arbejdere med gode ventilerede værelser samt vand<strong>for</strong>syning og WC i hver lejlighed - med en<br />

markant bedring af sundhedstilstanden til følge. 307 Desuden havde det filantropiske byggeri<br />

fremmet ”god tone, Orden og Sædelighed” blandt beboerne, og tilfælde af ”slet opførsel, Svir<br />

eller Udsættelse med Leiens Betaling have kun <strong>for</strong>ekommet yderst sjældent”.<br />

Arbejderboligbyggeriets pointe lå altså i, at man ved at hæve arbejderklassens fysiske kår<br />

samtidig ville kunne hæve dens moralske habitus, og tilpasse den til borgerskabets idealer om<br />

”Det Gode Liv” i ”Orden, Renlighed og huslige Beqvemlighed”. Hornemann fandt, at det i<br />

lyset af ”den nyere Tids demokratiske Retning” var blevet ”indlysende <strong>for</strong> de Velhavende og<br />

Magthavende, at man ved at sørge <strong>for</strong> den arbeidende Klasses legemlige Velvære, og<br />

gjennem den tillige <strong>for</strong> dens moralske og sociale, ikke blot gavnede de Fattige, men sig selv,<br />

idet man derved stoppede mange Kilder ikke blot til Sygdom men til Fattigdom, Synd og<br />

Mis<strong>for</strong>nøjelse”. Det var nok at tage munden <strong>for</strong> fuld at påstå, at alle fandt<br />

arbejderboligbyggeriet <strong>for</strong> indlysende. Debatten om finansieringen af senere byggeri afslørede<br />

i hvert fald menings<strong>for</strong>skelle inden<strong>for</strong> kredsen af ”de Velhavende” og de ”Magthavende”.<br />

306<br />

Villadsen, Villads: ”Byens huse – byens plan”. I: Lund, Haakon (red.) Danmarks arkitektur. København<br />

1979. s. 138<br />

307<br />

Det er lidt mærkeligt, at Hornemann ikke kommer særligt ind på arbejderboligbyggeriet på Christianshavn.<br />

Men resultatet af dette byggeri er åbenbart <strong>for</strong> tidligt at spå om, og det er der<strong>for</strong> ikke relevant at komme ind på i<br />

denne sammenhæng. Han nævner kort, at ”vi ogsaa hertillands have et Forsøg i samme Retning, der, skjønt<br />

hidtil vellykket, dog er <strong>for</strong> ungt til at nogen bestemt Erfaring derpaa kan bygges”.<br />

77


Men Hornemann og resten af hygiejnebevægelsen var i hvert fald overbevist om det<br />

filantropiske byggeris nytte. En sund og hygiejnisk bolig dannede udgangspunktet <strong>for</strong> at løfte<br />

arbejdernes levestandard og sundhedstilstand – fysisk som psykisk – hvilket i videre <strong>for</strong>stand<br />

gavnede alle indbyggere og byens sociale sammenhængskraft. 308<br />

4.2.6. Koleraen og udflytningens erfaringer<br />

Hvad hygiejnebevægelsen længe havde advaret imod, skete fyldest i sommeren 1853, da<br />

koleraen endeligt gjorde sin entré i København. Den 11. juni rapporteredes det første tilfælde,<br />

og fire dage senere døde den første kolerapatient. I den følgende uge døde otte mennesker af<br />

sygdommen, og den 24. juni erklærede Sundhedskollegiet byen <strong>for</strong> smittet af kolera. Dagen<br />

efter sammentrådte Den overordentlige Sundhedskommission, som det stod skrevet i<br />

koleraberedskabsplanen fra 1831. Den fungerede som Københavns øverste<br />

sundhedsmyndighed og skulle træde sammen hver eneste dag, så længe epidemien rasede. 309<br />

Det var kommissionens opgave at lede og organisere hospitalsvæsenet, oprette særlige<br />

koleralazaretter og vagthold af læger, ansætte sygepassere, sørge <strong>for</strong> anmeldelse af syge og<br />

døde samt at drage almindelig omsorg <strong>for</strong> den offentlige hygiejne. 310<br />

Koleraepidemien <strong>for</strong>værredes henover sommeren. Da den var på sit højeste indtraf der<br />

200-300 nye tilfælde pr. dag. Henover efteråret aftog sygdommen og antallet af smittede og<br />

døde faldt betydeligt, men først den 31. oktober blev epidemien endeligt afblæst og byen<br />

erklæret helt fri <strong>for</strong> kolera. 311 I alt 7219 mennesker blev smittet med kolera, heraf døde 4837<br />

af sygdommen. 312 Under epidemien tog Den overordentlige Sundhedskommission initiativ til<br />

at <strong>for</strong>etage husvisitationer med det <strong>for</strong>mål at efterse renligheds<strong>for</strong>holdene og registrere<br />

mistænkelige sygdomstilfælde eller dødsfald, samt at skaffe de syge medicin og ordentlig<br />

føde. De visiterende lægers opgave var desuden, hvor det skønnedes mest hensigtsmæssigt, at<br />

lade de smittedes huse i slumkvarterne rømme, mens de blev desinficerede <strong>for</strong> skadelige<br />

miasmer. 313 En gruppe af københavnske læger, blandt dem Emil Hornemann, C. E. Fenger,<br />

308 Fædrelandet, torsdag den 12. maj 1853<br />

309 Lützen 1998 s. 92<br />

310 Bonderup 1994 s. 93<br />

311 Bonderup 1994 s. 256, Lützen 1998 s. 92<br />

312 Bonderup 1994 s. 260<br />

313 Bonderup 1994 s. 101ff, Lützen 1998 s. 92<br />

78


Carl Levy 314 , Frederik Trier 315 og Edward Dahlerup 316 ville i den vanskelige stund gerne stille<br />

deres hjælp til rådighed <strong>for</strong> husvisitationerne og stiftede til <strong>for</strong>målet ”Foreningen mod<br />

Choleraens Udbredelse”, også kaldet ”Læge<strong>for</strong>eningen”. Hornemann <strong>for</strong>tæller i sin beretning<br />

om husvisitationen og udflytningen, 317 at de udflyttede københavnske familier under<br />

koleraepidemien blev placeret i Gothersgade Kaserne og i teltlejre på andre militære arealer,<br />

på eksercerpladsen på Christianshavn og Glaciet ved Vesterbro. Endvidere opførte<br />

Sundhedskommissionen i efteråret 1853 30 midlertidige træbarakker på området mellem<br />

Øster Farimagsgade og Sortedamssøen, hvor nu Kommunehospitalet ligger, til midlertidigt<br />

ophold <strong>for</strong> beboere på Nørrebro. 318 I alt blev 1496 personer flyttet ud under epidemien. 319<br />

Undersøgelser påviste, at det kun var få af de udflyttede, som blev angrebet af koleraen. Det<br />

blev et vigtigt argument i hygiejnebevægelsens agitation <strong>for</strong> det filantropiske<br />

arbejderboligbyggeri. Hornemann berettede retrospektivt i 1877 om koleratidens<br />

eftervirkninger: ”… de Erfaringer, Man dengang samlede om Betydningen af de Lavtliggende<br />

og overfyldte Kvarterer og Huse, og den Nytte, man havde haft af at rømme alle stærkt truede<br />

Huse og flytte Beboerne ud i fritliggende Boliger, Teltlejre eller Barakker uden<strong>for</strong> Byen,<br />

frembragte naturligt det Ønske, at skaffe de usunde og overfyldte Kvarterer og Huse Luft ved<br />

at drage en større del af den omtalte mindre heldigt stillede Klasse af Beboere ud af Byen til<br />

den nærmeste Omegn, i sunde og billige Boliger”. 320<br />

Det var et stort besvær at finde plads til de mange udflyttede igen efter epidemiens ophør,<br />

dels <strong>for</strong>di rengøringen af de mange fraflyttede huse trak ud og ikke kunne nås inden vinteren,<br />

314<br />

Bricka 1894, 3. udg.: Carl Levy (1808-1865) blev læge ved fødsels- og plejestiftelsen i København i 1841.<br />

Året før var han blevet medlem af bestyrelsen <strong>for</strong> det classenske litteraturselskab, der dengang udgav Bibliothek<br />

<strong>for</strong> Læger. Levy var med til at grundlægge Den almindelige danske Læge<strong>for</strong>ening i 1857 og fungerede som<br />

dennes <strong>for</strong>mand i 1857-1859. Levy blev medlem af Sundhedskollegiet i 1862.<br />

315<br />

Bricka 1894, 3. udg.: Frederik Trier (1831-98) var bla. i perioden 1861-74 redaktør af Ugeskrift <strong>for</strong> Læger.<br />

Det første år sammen med lægen Sophus Engelsted, senere som eneredaktør. Trier var ligesom Levy medlem af<br />

bestyrelsen <strong>for</strong> Den almindelige danske læge<strong>for</strong>ening 1860-74, heraf som <strong>for</strong>mand 1869-1874.<br />

316<br />

Bricka 1894, 3. udg.: Edvard Dahlerup (1812-1882) var kong Christian VIII’s livlæge fra 1843 til kongens<br />

død i 1848. 1846 blev han medlem af Frederiks hospitals direktion, i 1849 blev han overlæge ved<br />

Garnisionshospitalet. I 1852-1860 redigerede han Bibliothek <strong>for</strong> Læger, og i 1856-1868 var han medlem af<br />

Københavns Borgerrepræsentation. I 1860-1873 var han overlæge ved Frederiks Hospital. Fra 1862 til sin død<br />

var han medlem af Sundhedskollegiet.<br />

317<br />

Hornemann, Emil: ”Om Husvisitationen og Udflytningen i Kjøbenhavn”. I: Supplementsbind til Bibliothek<br />

<strong>for</strong> Læger – Det kongelige Sundhedskollegiums Aarsberetning <strong>for</strong> 1853 – Cholera-Epidemien i Kongeriget<br />

Danmark i 1853. København 1855. s. 246<br />

318<br />

BRF, Mødet den 25de Juli 1853 s. 114f<br />

319<br />

Hornemann 1855 s. 249<br />

320<br />

Hornemann, Emil: ”<strong>Dansk</strong>e Arbejderboliger, eller Oversigt over, hvad der i Danmark og navnlig i<br />

Hovedstaden Kjøbenhavn er gjort <strong>for</strong> at skaffe den arbejdende Klasse sunde og billige Boliger” I: Hygiejniske<br />

Meddelelser. Ny række, Første bind. København 1877. s. 73-123. Dette værk er ifølge Ole Hyldtoft <strong>for</strong>tsat<br />

hovedværket om det tidlige filantropiske byggeri i Danmark.<br />

79


og dels <strong>for</strong>di man ville undgå at klumpe folk sammen igen i deres gamle, små og usunde<br />

lejligheder. Den overordentlige Sundhedskommission søgte der<strong>for</strong> Krigsministeriet, som<br />

rådede over arealerne, om dispensation <strong>for</strong> nedrivningen af barakkerne mellem<br />

Østerfarimagsvej og Sortedams Sø. 321 Krigsministeriet vægrede sig først, men kommissionen<br />

fik til sidst ministeriets tilladelse til, at barakkerne, som husede op til 1000 mennesker, måtte<br />

blive stående frem til den. 1. november 1854, hvorefter kommunalstyrelsen <strong>for</strong>pligtede sig til<br />

at nedrive barakkerne. 322 Kommunalstyrelsen viste året efter dog ingen tegn på, at den havde<br />

tænkt sig at leve op til sin <strong>for</strong>pligtigelse, da den i lighed med ”Commissionen [måtte] ansee<br />

de omhandlende Barakkers Bibeholdelse <strong>for</strong> særdeles ønskelig i sanitair Henseende” 323 , og<br />

der<strong>for</strong> ansøgte Magistraten igen Krigsministeriet om yderligere et års udsættelse på<br />

barakkernes nedrivning. En <strong>for</strong>nyet dispensation kom da også i hus igen efter en del besvær,<br />

men herefter var det slut. I 1855 blev det første hold af barakkerne revet ned, flere fulgte efter<br />

i 1856, og de sidste barakker blev taget ned i <strong>for</strong>året 1857. 324<br />

Udflytningens positive erfaringer brugte hygiejnebevægelsen ihærdigt i sin agitation <strong>for</strong><br />

det filantropiske byggeri. Det vakte også behørig opmærksomhed blandt ”de Velhavende og<br />

de Magthavende” i kommunalstyrelsen og avispressen. Heraf ville mange gerne have set, at<br />

barakkerne mellem Øster Farimagsgade og Sortedams Sø udviklede sig til et permanent<br />

<strong>for</strong>stadsarbejderboligbyggeri. Men krigsministeriets <strong>for</strong>benede insisteren på, at<br />

barakbyggeriet skulle væk, kunne de arbejderboligvenlige kræfter ikke i længden rokke ved.<br />

Krigsministeriet nægtede endnu at give de militære arealer mellem voldene og søerne fri til<br />

permanent bebyggelse, af hensyn til ”den strænge Overholdelse af Demarcationsloven”. 325<br />

Læge<strong>for</strong>eningen, som blev dannet under koleraepidemien, havde oprindeligt tænkt sig at<br />

barakkerne skulle blive, og ville gerne have investeret 10.000 rdl. i projektet. Men da lægerne<br />

blev klar over, at dette ikke ville lykkes, besluttede de i stedet at lede efter et andet sted uden<br />

<strong>for</strong> byen at opføre sunde og billige boliger <strong>for</strong> arbejderklassen. Valget faldt på Østerfælled. 326<br />

321 Bonderup 1994 s. 230<br />

322 BRF, Mødet den 5te September 1853 s. 148, Mødet den 17de October 1853 s. 161, Christensen 1912 s. 538<br />

323 BRF, Mødet den 28. august samt 4-5. september 1854 s. 139<br />

324 Christensen 1912 s. 541<br />

325 KBF, Mødet den 14de Mai 1855, s. 43<br />

326 Christensen 1912. s. 542<br />

80


4.2.7. Læge<strong>for</strong>eningens boliger<br />

Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse <strong>for</strong>klarede det københavnske borgerskab om<br />

sine byggeplaner i en artikel i Berlingske Tidende den 6. september 1853. På baggrund af de<br />

gode erfaringer med sommerens udflytning af familier fra byens slum, som havde medført et<br />

drastisk fald i sygdomstilfælde blandt de udflyttede, mente Læge<strong>for</strong>eningen, at udflytningen<br />

af hygiejniske grunde burde antage en mere permanent karakter.: ”Naar man vil <strong>for</strong>hindre, at<br />

de udflyttede Fattige atter søge til de gamle Boliger, (…) saa maa der bygges <strong>for</strong> den fattige<br />

Classe, og dette skeer da hensigtsmæssigst uden<strong>for</strong> Byen, hvorved man nærmest opnaar at<br />

sprede Befolkningen”. 327 Lægerne <strong>for</strong>estillede sig byggeriet af en regulær arbejderkoloni på<br />

Østerfælled, og de havde allerede udarbejdet planer, skitser og prisoverslag <strong>for</strong> projektet.<br />

Læge<strong>for</strong>eningen tilbød selv at investere 20.000 rdl. i planen, hvis Den overordentlige<br />

Sundhedskommission ville stå <strong>for</strong> resten. Kommissionen red med på begejstringsbølgen og<br />

bakkede helhjertet op omkring projektet. Men da kommissionen ikke havde bemyndigelse til<br />

at disponere over så store midler, som krævedes til <strong>for</strong>målet, ville den gerne have<br />

kommunalstyrelsens samtykke til projektet. Den overordentlige kommission havde der<strong>for</strong><br />

allerede ved Borgerrepræsentationens møde den 8. august 1853 andraget kommunalstyrelsen<br />

om ”at blive bemyndiget til paa Communens Bekostning at lade paa Stadens Østerfælled<br />

opføre permanente, lette, hensigtsmæssige Bindingsværksbygninger med Brædebeklædning til<br />

Boliger <strong>for</strong> 250 Familier af Arbeidsclassen”. 328 Det kommunale tilskud til projektet<br />

beregnedes til ca. 75.000 rdl. 329 Det var dog ikke let at få kommunalpolitikerne til at punge<br />

ud. Ved Borgerrepræsentationens møde ugen efter den 15. august afviste <strong>for</strong>samlingen at<br />

støtte byggeriet økonomisk med den begrundelse, at hvis kommunalstyrelsen først én gang<br />

begyndte at støtte ”socialt boligbyggeri” økonomisk, kunne det let føre til at kommunen altid<br />

skulle sørge <strong>for</strong> husly til den fattige befolkning. Desuden mente <strong>for</strong>samlingen at det i<br />

”nærværende Tilfælde ville være meget Misligt <strong>for</strong> Communen at gjøre sig til Entrepreneur<br />

<strong>for</strong> et Foretagende, som rettest burde overlades til den private Virksomhed”. 330 Blandt<br />

hovedparten af kommunalpolitikerne overtrumfede hensynet til den økonomiske liberalismes<br />

frie markedskræfter helt de socialhygiejniske hensyn. Byggeriet skulle varetages af private<br />

327<br />

Berlingske Tidende den 6. september 1853<br />

328<br />

KBF, Mødet den 8de August 1853 s. 121<br />

329<br />

ibid. s. 122<br />

330<br />

KBF, Mødet den 15de August 1853 s. 133f<br />

81


kræfter. Hvis kommunen gik ind og blandede sig som bygherre på dette område, ville det<br />

virke <strong>for</strong>styrrende på markedskræfterne, mente mange kommunalpolitikere 331 , og det ville<br />

være unfair konkurrence over<strong>for</strong> private bygherrer og ejendomsbesiddere, hvilke der i øvrigt<br />

fandtes ikke så få af i den københavnske kommunalstyrelse. Afslaget medførte en massiv<br />

kritik i pressen, og de oppositionelle organer Dagbladet og Fædrelandet kritiserede<br />

eftertrykkeligt kommunalstyrelsens afvisning af økonomiske hensyn i deres spalter. 332<br />

Trods den politiske modstand gav læge<strong>for</strong>eningen ikke op. Den sørgede <strong>for</strong>, at<br />

<strong>for</strong>etagendet i stedet finansieredes på baggrund af lån, <strong>for</strong>eningens egne midler, samt kapital<br />

indsamlet under epidemien. 333 Kommunalstyrelsen ville ikke støtte projektet økonomisk, men<br />

den gik dog med til at overdrage et stykke af kommunens jord til projektet. Læge<strong>for</strong>eningen<br />

fik overdraget ”en Plads paa Østerfælled af 40.000 kvadratalens størrelse til derpaa at<br />

opføre sunde, men billige Boliger, udelukkende <strong>for</strong> den fattige Classe”. 334 Arkitekt Gottlieb<br />

Bindesbøll fik til opgave at tegne de toetagers rækkehuse, der blev omgivet af træer,<br />

græsplæner og masser af lys og luft. Inden udgangen af 1854 var de første af<br />

Læge<strong>for</strong>eningens Boliger færdige. I 1857 var hele grunden fuldt udbygget og gav hjem til 250<br />

familier. 335<br />

Læge<strong>for</strong>eningens boliger blev <strong>for</strong>billedet <strong>for</strong> en hel række filantropiske byggerier som<br />

fulgte fra 1860’ernes midte.: Direktionen <strong>for</strong> det Classenske Fideicommis grundlagde mellem<br />

1866 og 1871, de Classenske Boliger. Det var et større bygge<strong>for</strong>etagende med 24 toetagers<br />

boliger til 16 familier i hver, som var beliggende ud til Godthåbsvej i den vestlige del af<br />

København. Komplekset, som beboedes af over 1000 mennesker, fik egen vand<strong>for</strong>syning,<br />

som fra en artesisk brønd pumpede vand op i alle lejligheder. 336 Arbejder<strong>for</strong>eningen af 1860 i<br />

København stiftede i 1866 et aktieselskab, som opførte 16 enetages huse med 112 lejligheder<br />

ved Tagensvej. Byggeriet var i 1877 befolket af i alt 463 arbejdere og håndværkere. 337 Inde i<br />

byen bag voldene blev der også bygget arbejderboliger. I slutningen af 1860’erne byggede et<br />

331<br />

Heriblandt Hvidt og Algreen-Ussing, der var imod <strong>for</strong>slaget, ligesom de i 1851 havde været imod at bruge<br />

penge på gadeskylning, <strong>for</strong>di de mente, at det var en utidig indblanding i den private ejendomsret.<br />

332<br />

Lützen 1998 s. 93f<br />

333<br />

Madsen, Hans Helge: Brumlebys historiebog. København 1979. s. 34<br />

334<br />

KBF, Mødet den 22de August 1853 s. 138<br />

KBF, Mødet den 5te September 1853 s. 147: Her meddeles det, at indenrigsministeriet havde godkendt<br />

overdragelsen af arealerne til læge<strong>for</strong>eningens boliger.<br />

335<br />

Lützen 1998 s. 94<br />

Hornemann 1877 s. 85ff: Læge<strong>for</strong>eningens boliger blev efterfølgende udvidet flere gange i 1866-67 og 1870-72,<br />

så antallet af rækkehuse kom op på 18 stk. med over 2000 indbyggere sidst i 1800-tallet.<br />

336<br />

Hornemann 1877 s. 77, 91ff<br />

337<br />

ibid. s. 77f, 94ff<br />

82


aktieselskab tre treetagers bygninger med i alt 154 lejligheder <strong>for</strong> 605 beboere af<br />

arbejderklassen i Nyboderkvarteret. 338 I en anden del af byen byggede et aktieselskab dannet<br />

af Understøttelses<strong>for</strong>eningen på Christianshavn i årene 1869-71 seks treetagers bygninger<br />

med i alt 200 lejligheder. 339 De økonomiske rammer <strong>for</strong> ovennævnte filantropiske byggerier<br />

blev baseret på leje, således at beboerne betalte en fast månedlig leje til dække af renter og<br />

afdrag af indskudt og lånt kapital. 340<br />

Hvor<strong>for</strong> var det så vigtigt <strong>for</strong> hygiejnebevægelsen at bygge sunde boliger <strong>for</strong> de fattige<br />

arbejdere? Det var der tre grunde til: For det første var der det hygiejniske motiv: Det var<br />

vigtigt at sprede arbejderne <strong>for</strong> at komme de svinske, overbefolkede slumkvarterer inden<strong>for</strong><br />

voldene til livs. Slummen var arnesteder <strong>for</strong> epidemier og sygdomme, som kunne spredes til<br />

resten af byen og dens indbyggere, hvis ikke man gjorde noget, lød ræsonnementet. Det<br />

filantropiske byggeri ansås som et led i rækken af sanitær-hygiejniske re<strong>for</strong>mer i 1850’ernes<br />

København, såsom anlæg af vand- og gasværker, kloakker og lovgivning i <strong>for</strong>m af bygge- og<br />

sundhedsvedtægter osv. Hygiejnebevægelsens kamp <strong>for</strong> arbejderboliger kunne dog ikke<br />

gennemføres ved med hygiejniske argumenter alene. De måtte understøttes af argumenter<br />

omkring moral og politik, der havde som <strong>for</strong>mål at overbevise borgerskabet om de sanitære<br />

re<strong>for</strong>mers tvingende nødvendighed.<br />

Det andet motiv <strong>for</strong> det filantropiske byggeri – det moralske - havde allerede Visby og<br />

Hornemann været inde på tidligere. 341 Men det blev også ekspliciteret i fundatsen fra 1857 <strong>for</strong><br />

Læge<strong>for</strong>eningens boliger, hvor det i § 2 lød: ”Beboernes Sundhed, Sædelighed og Tilfredshed<br />

søges så vidt muligt fremmet ved hensigtssvarende reglementariske Bestemmelser, navnlig til<br />

Overholdelse af god Orden og Renlighed”. 342 Byggeriet af hygiejnisk afstemte boliger <strong>for</strong><br />

arbejderklassen ville gøre en ende på den sædelige <strong>for</strong>nedrelse i <strong>for</strong>m af drukkenskab, hor,<br />

ligegyldighed og manglende sans <strong>for</strong> renlighed, som faldt hygiejnikerne <strong>for</strong> brystet. I et<br />

flyveskrift <strong>for</strong> Læge<strong>for</strong>eningens Boliger udgivet den 12. november 1853 hed det endvidere:<br />

”Skulle der gives nogen Vej, paa hvilken man bedre kan afværge de truende og bestandigt<br />

voksende legemlige Onder, og bedre tilstoppe de alt <strong>for</strong> rigelige Kilder til sædelig<br />

338 ibid. s.78, 96f<br />

339 ibid. s. 78<br />

340 Jensen 1984 s. 119<br />

341 Hornemann: ”Om de ubemidlede og arbejdende Klassers Boliger, nærmest fra Sundhedens Side”.<br />

Fædrelandet, torsdag den 12. maj 1853 & Visby: ”Nogle Bemærkninger om de Fattige i Kjøbenhavn”.<br />

Fædrelandet d. 24-25. oktober 1845.<br />

342 Fundatsen 1857 er gengivet i Madsen 1979 s. 269f<br />

83


Fornedrelse (…) end at give Arbejderen et Hjem?”. 343 Ræsonnementet lød på, at hvis man<br />

højnede standarden af arbejdernes fysiske rammer, ville de automatisk blive ansporet til at<br />

leve et mere moralsk, anstændigt og ordentligt (læs: borgerligt) liv og derved blive opløftet til<br />

bedre og nyttigere medlemmer af samfundet.<br />

Det tredje motiv <strong>for</strong> det filantropiske arbejderboligbyggeri – det politiske - hang tæt<br />

sammen med det moralske motiv: Hvis man sikrede den arbejdende klasse en højere<br />

levestandard, ville man <strong>for</strong>ebygge social ustabilitet i samfundet, hvilket ville sikre<br />

borgerskabet den <strong>for</strong>tsatte bevarelse af sine privilegier. 344<br />

4.2.8. Videnskaberne og den hygiejniske diskurs<br />

Arbejdernes bolig<strong>for</strong>hold blev i 1850’erne et centralt indsatsområde <strong>for</strong><br />

hygiejnebevægelsen, der i-tale-satte slummens negative konsekvenser i dramatiske vendinger<br />

og drog nye videnskaber ind som støttediscipliner <strong>for</strong> den hygiejniske diskurs. Med<br />

inspiration fra den engelske Public Health-re<strong>for</strong>mbevægelse med Edwin Chadwick 345 i<br />

spidsen blev brugen af argumenter med referencer til befolknings- og dødelighedsstatistikken<br />

centrale i agitationen. Også kemien blev inddraget som nyttig videnskab i kampen <strong>for</strong><br />

hygiejniske <strong>for</strong>bedringer. Det første bidrag af den art kom fra de to polyteknikere,<br />

vandinspektør L. A. Colding, som vi har stiftet bekendtskab med tidligere, og Julius<br />

Thomsen, der havde eksamen i ”Anvendt Videnskab”. De herrer skrev i 1853 den<br />

videnskabelige fremstilling: ”Om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i de<br />

<strong>for</strong>skjellige Dele af Kjöbenhavn”. 346 Netop i årene fra 1830 og frem til århundredeskiftet<br />

udviklede kemien sig med stormskridt og fik stor betydning. 347 Colding og Thomsen skrev<br />

med tydeligt udgangspunkt i den miasmatiske teori, at de dele af byen, hvor koleraen i 1853<br />

343<br />

Flyveskriftet udsendtes af Boligernes bestyrelse den 12. november 1853 – Citatet er taget fra: Madsen 1979 s.<br />

38f.<br />

344<br />

Flyveskriftet 12. november 1853 gengivet efter Madsen 1979 s. 39f<br />

345<br />

Lindegaard 2001 s. 108: En af Chadwicks hovedideer mht. det praktiske agitatoriske arbejde <strong>for</strong> hygiejniske<br />

re<strong>for</strong>mer var, at man kunne drage nytte af præcise statistiske in<strong>for</strong>mationer og data. F.eks. kunne oplysninger om<br />

middellevealderen i <strong>for</strong>skellige regioner, sygdomstilfælde og graden af boligernes slethed sammenkædes og<br />

bruges som argumenter <strong>for</strong> re<strong>for</strong>mer.<br />

346<br />

Colding, L. A./Thomsen, Julius: Om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i de <strong>for</strong>skjellige<br />

Dele af Kjöbenhavn. København 1853.<br />

347<br />

Lindegaard 2001 s. 116: I 1830’erne begyndte den organiske kemi, som den del af kemien, der beskæftigede<br />

sig med kulstoffets <strong>for</strong>bindelser, at stå stærkt. Kemien havde før været en beskæftigelse <strong>for</strong> apotekere, men nu<br />

blev det en selvstændig institutionaliseret videnskabelig disciplin med egne laboratorier, professorater og<br />

tidsskrifter.<br />

84


havde ramt byen værst, også var de dele, hvor jordbunden og dermed luften var dårligst. Dvs.<br />

i de gamle fattige tætpakkede kvarterer inden <strong>for</strong> voldene, som var bygget på opfyldt grund.<br />

De mente, at koleraens styrke var afhængig af to hovedmomenter: Befolkningens tæthed og<br />

jordens beskaffenhed. Der<strong>for</strong> burde der sættes ind på disse to områder <strong>for</strong> at ”<strong>for</strong>mindske<br />

choleraens fremtidige Styrke”. Det skulle gøres ved at udvide byen på sund grund i<br />

beboelsesområder, der gennemstrømmedes af rigelige mængder af frisk luft. Desuden skulle<br />

man mht. fremtidig byplanlægning i højere grad tage hygiejniske hensyn til det rette <strong>for</strong>hold<br />

mellem gadernes bredde, husenes højde og gårdspladsernes størrelse. Forfatterne anbefalede<br />

dertil, at voldanlægget <strong>for</strong>blev ubebygget, samt at der snarest blev taget højde <strong>for</strong> deres<br />

<strong>for</strong>slag i en bygningslov <strong>for</strong> hovedstaden.<br />

C.G. Hummel søgte også at føre bevis <strong>for</strong> befolkningstæthedens indvirkning på koleraens<br />

styrke i en artikel fra den 4. august 1855: ”En bemærkning i Anledning af Beretningen om den<br />

kjöbenhavnske Choleraepidemi”. 348 At Hummel, som havde en polyteknisk baggrund, fik<br />

artiklen publiceret i Ugeskrift <strong>for</strong> Læger vidner om det tætte samarbejde mellem de to<br />

faggrupper. Hummel sammenkørte optegnelser over sygdomstilfælde og antallet af beboere i<br />

de københavnske gader. Han kunne på den baggrund slutte, at ”For Gader, der have tættere<br />

befolkning end 6 Mennesker paa 100 Alen Byggegrund, Gaardsrum og Have, har<br />

Dødeligheden været omtrent dobbelt i Forhold til de tyndere befolkede gader”. 349 Hummel<br />

påviste, at det var i fattige slumområder, som i smøgerne Peter Madsens Gang og<br />

Pistolstræde, at dødeligheden var værst. 350<br />

Lægen Sophus Engelsted (1823-1914) havde været læge på Almindeligt Hospital under<br />

koleraepidemien i 1853 og aktiv i Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens bekæmpelse. Et par år<br />

efter blev Engelsted distriktslæge under Københavns fattigvæsen, og han deltog i den<br />

<strong>for</strong>bindelse i flere undersøgelser over bolig<strong>for</strong>hold i fattigkvarterer. 351 Han påviste en<br />

statistisk sammenhæng mellem boligernes ringe <strong>for</strong>fatning og beboernes sygelighed i sit<br />

detailstudie: ”Beskrivelse af et Fattigkvarter i København” 352 fra den 17. november 1855.<br />

348<br />

Hummel, C. G.: ”En Bemærkning i Anledning af Beretningen om den kjøbenhavnske Choleraepidemi”. I:<br />

Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 2. rk. XXIII, nr. 7. 1855, s. 97-106.<br />

349<br />

ibid. s. 104<br />

350<br />

ibid s. 105: De to gader havde en befolkningstæthed på 17,95 indbyggere pr. 100 kvadratalen (39,4<br />

kvadratmeter) byggegrund, hvilket betød, at 64 beboere - tæt på 10 % - døde ud af i alt 685 indbyggere under<br />

koleraepidemien.<br />

351<br />

Bricka, C.F. (red.): <strong>Dansk</strong> biografisk Lexicon, tillige omfattende Norge <strong>for</strong> tidsrummet 1537-1814. Bd. VIII,<br />

København (1894) 1887-1905. 3. udg. s. 191f<br />

352<br />

Engelsted, C. S.: ”Beskrivelse af et Fattigkvarter i København”. I: Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 2. rk. XXIII, nr. 23.<br />

1855, s. 353-366.<br />

85


Det beskrevne kvarter bestod af den nordvestlige ende af Klerkegade og Rosengade<br />

strækkende sig fra Rigensgades sydlige ende til Nyboder. Engelsted beskrev boligerne i<br />

”dette usle, overbefolkede kvarter” i meget dystre vendinger: Mht. befolkningstæthed lagde<br />

kvarteret sig lige i halen på Peter Madsens Gang og Pistolstræde med omkring 17 beboerne<br />

pr. 100 kvadratalen i snit. Sygeligheden i kvarteret var deraf helt i top: Næsten halvdelen af<br />

kvarterets beboere havde i perioden 1. januar til 1. oktober 1855 været nødt til at søge<br />

lægehjælp pga. sygdom ifølge distriktslægens optegnelser. 353 Engelsted appellerede på denne<br />

kedelige baggrund til ”Huseierne” og ”Autoriteterne” om at sætte hensynet til ”eget og<br />

Medmenneskers Vel” over hensynet til ”pekuniær Fordel”. Så at sygdomme og elendighed<br />

ikke tog livet af alle de ulykkelige beboere i kvarteret, - og hvad værre var, måske ville<br />

spredes og ”blive til en Fordærvelse <strong>for</strong> hele Byen”. 354<br />

Engelsted sammenlignede i øvrigt Klerkegade-kvarterets misere med den høje hygiejniske<br />

standard i Læge<strong>for</strong>eningens Boliger på Østerfælled, der blev refereret til og var et yndet<br />

sammenligningsgrundlag <strong>for</strong> hygiejnikerne <strong>for</strong> analyser af den københavnske boligstandard. I<br />

en artikel fra september 1856 berettede Emil Hornemann ”Om Sundhedstilstanden i<br />

Boligerne paa Østerfælled”. 355 Han havde udarbejdet en komparativ analyse over tre<br />

boligkomplekser, hvor Læge<strong>for</strong>eningens Boliger sammenlignedes med arbejderboligerne på<br />

Christianshavn, der var opført i 1852 på Hornemanns, C. E. Fengers og Pastor Visbys initiativ<br />

samt en samling af nye bygninger på Vesterlandevej uden <strong>for</strong> Vesterbro, som primært var<br />

opført med henblik på udlejning til den velhavende middelklasse. Undersøgelsens resultat<br />

viste, at sundhedstilstanden <strong>for</strong> beboerne i Læge<strong>for</strong>eningens Boliger lå langt over<br />

sundhedstilstanden <strong>for</strong> beboerne i arbejderboligerne på Christianshavn og <strong>for</strong> middelklassens<br />

boliger på Vesterlandevej. Christianshavnerboligerne var bygget i overensstemmelse med<br />

hygiejniske <strong>for</strong>skrifter, men de led af den skavank, at de var bygget på opfyldt grund midt på<br />

Christianshavn, hvor luften også var meget <strong>for</strong>urenet. Middelklasseboligerne derimod var slet<br />

og ret spekulationsbyggeri af dårlig kvalitet, mente Hornemann, bygget som de var på fugtig<br />

grund i beskidte omgivelser med stinkende grøfter og en losseplads <strong>for</strong> dagrenovation lige i<br />

nærheden. Hornemanns artikel viste i <strong>for</strong>længelse af miasmeteorien, hvorledes omgivelserne<br />

havde fundamental betydning <strong>for</strong> sundhedstilstanden, uagtet om boligerne var møntet på<br />

353 ibid. s. 359ff<br />

354 ibid. s. 366<br />

355 Hornemann, Emil: ”Om Sundhedstilstanden i Boligerne paa Østerfælled. Til oplysning om de stedlige<br />

Forholds betydning <strong>for</strong> en Bopæl.” I: Hornemann, Emil (red.): Hygiejniske Meddelelser 1. bind, 1. hæfte 1856-<br />

1858. s. 49-80.<br />

86


middelklassen eller arbejderklassen. Læge<strong>for</strong>eningens boliger var og skulle være<br />

hygiejnebevægelsens konkrete trumfkort, som beviste vigtigheden af at bygge hygiejnisk<br />

over<strong>for</strong> bygherrer, spekulanter og mod-diskursens talsmænd,<br />

Ovenstående eksempler er blot et udpluk af periodens videnskabelige undersøgelser, som<br />

bidrog til den hygiejniske sag med ”sande argumenter” og ”objektive data”, med det <strong>for</strong>mål at<br />

sætte sundt boligbyggeri på den politiske dagsorden. Andre statistikere, læger og<br />

videnskabsmænd såsom C.N. David 356 , C. F. Hempel 357 , C. E. Fenger, C. J. F. Kayser 358 og P.<br />

A. Knudsen 359 <strong>for</strong>søgte alle i kraft af deres videnskabelige arbejde at føre bevis <strong>for</strong> de usunde,<br />

overfyldte boligers negative konsekvenser.<br />

4.2.9. Den hygiejniske Congres<br />

Det filantropiske byggeri var også på dagsordenen på den Hygiejniske Congres i 1858. I<br />

fuld overensstemmelse med tidens liberale ånd blev det på kongressen besluttet, at<br />

arbejderboligbyggeriet ikke var en sag <strong>for</strong> det offentlige, men <strong>for</strong> private kræfter. Byggeriet<br />

skulle målrettes mod den bedre del af den af arbejderklassen, mens de allerfattigste og<br />

uarbejdsdygtige skulle <strong>for</strong>sørges som hidtil via den offentlige fattig<strong>for</strong>sorg.<br />

Det man nærmere søgte at finde svar på i kongressens tredje afdeling, som behandlede<br />

arbejderboligspørgsmålet, var: ”Paa hvilken Maade bör man virke til at skaffe den<br />

arbejdende Klasse sunde og billige Boliger?”. 360 Emil Hornemann, som indledte afdelingens<br />

diskussion, mente at det, på baggrund af flere positive erfaringer med filantropisk<br />

arbejderboligbyggeri <strong>for</strong> arbejderklassen her til lands og i udlandet, ikke længere var et<br />

spørgsmål om, man skulle bygge sunde boliger <strong>for</strong> arbejderne, men hvordan man skulle<br />

bygge. Hermed var det slået fast! Han syntes selv, at den mest hygiejniske metode at tage i<br />

anvendelse til <strong>for</strong>målet var at bygge nye bygninger på nye grunde uden<strong>for</strong> byen. Dertil kom,<br />

at det var bedre at lade byggeriet ”udgaae fra den private Foretagelsesaand i Forening med<br />

den private Velgörenhedsaand” end fra det offentlige 361 . Han var imod det af senere<br />

356 David, C.N.: Om Hovedstadens Befolkning efter Folketællingen d. 1. Febr. 1855. København 1856.<br />

357 Hempel, C. F. ”Bidrag til Oplysning om Sundheds<strong>for</strong>holdene i en Afdeling af Christianshavn”. I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 1. bd. 2. hæfte, s. 43-72. 1856-58.<br />

358 Fenger, C. E./ Kayser, C. J. H.: ”Om Byers Høje Dødelighed” I: Fædrelandet 6.5. 1853.<br />

359 Knudsen, P.: ”Dødeligheds<strong>for</strong>holdene i København 1850-54”. I: Hygiejniske Meddelelser 3. bd. 1860-1862 s.<br />

150-174. & ”Dødeligheds<strong>for</strong>holdene i København 1855-1859”. I: Hygiejniske Meddelelser 4. bd. 1863-65 s.<br />

180-208.<br />

360 Den hygiejniske Congres i Kjöbenhavn Juli 1858. s. 32-66<br />

361 ibid. s. 33<br />

87


arbejderbygge<strong>for</strong>eninger praktiserede princip om, at lade det filantropiske byggeri ad åre<br />

overgå til arbejdernes selvejendom. Med den fremgangsmåde var det ikke muligt at bevare<br />

den ”hygiejniske kontrol” med boligmassen, lød begrundelsen. 362<br />

Efter Hornemanns oplæg udspilledes en livlig debat på afdelingen. Fængselsinspektør<br />

David fra København brød sig ikke om begrebet velgørenhed. Han mente ikke at det<br />

filantropiske byggeri skulle organiseres som egentlig fattighjælp men på et uegennyttigt<br />

princip om hjælp-til-selvhjælp. I <strong>for</strong>længelse heraf mente han, ”At man alene burde stræbe<br />

efter at skaffe billige Boliger til dem, der kunde betale”! 363 Overrets-Assessor Spandet var<br />

enige med David. Spandet mente heller ikke, at man skulle vise velgørenhed mod den<br />

arbejdende klasse, men i stedet ”skaffe den sunde Boliger, og paa anden Maade end ved<br />

Fattigunderstöttelse sætte den i stand til at betale dem”. Egentlig fattighjælp (velgørenhed)<br />

var et kommunalt anliggende, som den private kapital ikke skulle beskæftige sig med. David<br />

og flere andre var heller ikke enige med Hornemann i spørgsmålet om arbejderboligens<br />

overgang til selveje. David mente, at der ikke var noget, der ”bidrog mere til at vedligeholde<br />

Sandsen <strong>for</strong> Orden og Reenlighed, end at Vedkommende langsomt blev Herre i sit eget<br />

Huus.” 364<br />

Spørgsmålet om hvem der var målgruppen <strong>for</strong> det filantropiske byggeri blev længe<br />

diskuteret på afdelingen. De fleste på afdelingen syntes at mene, at velgørenhed var <strong>for</strong> de<br />

egentlig fattige under fattig<strong>for</strong>sorgen og ikke en fremgangsmåde, der var det filantropiske<br />

byggeri værdigt. Der<strong>for</strong> var flertallet tilbøjelig til at mene, at byggeriet var møntet på de<br />

arbejdere, der havde fast indtægt. Men Hornemann og den norske læge Faye var uenige.<br />

Hornemann var af den mening, ”at man skulle tage den usleste Befolkning, man kunne faae,<br />

og see at paavirke og <strong>for</strong>bedre den”. Men de var altså i mindretal på afdelingen, og flertallet<br />

ville hellere se det filantropiske byggeri befolket med ”bedre Familier, der kunde være et<br />

Exempel <strong>for</strong> andre”. 365<br />

Enden af det hele blev <strong>for</strong> det første, at spørgsmålet om boligernes overgang til selveje<br />

helt gled ud af indstillingen. Man må undre sig over, om Hornemann mon - uden <strong>for</strong> referat -<br />

har lagt veto mod at få det med? For det andet enedes man om at, at det offentlige skulle støtte<br />

det privatfilatropiske byggeri indirekte ved at afgive jord til byggeriet, låne penge ud osv. For<br />

362 ibid. s. 34<br />

363 ibid. s. 47<br />

364 ibid. s. 35<br />

365 ibid. s. 46<br />

88


det tredje røg ordet ”velgørenhed” ud af den endelige indstilling, da det lugtede <strong>for</strong> meget af<br />

passiv <strong>for</strong>sørgelse. Indstillingen kom til at lyde således: 1. ”For opførelsen af sunde og billige<br />

boliger til Familier eller eneboende Personer af den ubemidlede eller arbeidende Klasse<br />

virkes der bedste ved private Mænds <strong>for</strong>enede Bestræbelser i en uegennyttig og human Aand,<br />

dog uden at disse Bestræbelser bære Præg af en Fattigunderstøttelse”. 366 Det kom altså ikke<br />

til at fremgå præcist af svaret, om det var ”de fattigste og slettest stillede [eller] den bedre<br />

Deel af den arbeidende Klasse”, som man byggede <strong>for</strong>. Men alle på afdelingen var nu blevet<br />

”enige om, at det egentlige Proletariat, henhörende under Communens Fattigvæsen, burde<br />

holdes ude”! 367<br />

4.2.10. ”Planen til en Udvidelse af København”<br />

Traditionelt blev hovedstadens byplanlægning ud<strong>for</strong>met af kongemagten. Men i midten af<br />

1800-tallet i København moderniseredes planlægningen af byens rum. Det nye og moderne<br />

bestod i, at byens fremtidige ud<strong>for</strong>mning og udvidelse <strong>for</strong> første gang blev genstand <strong>for</strong> en<br />

offentlig debat, hvor <strong>for</strong>skellige interesser <strong>for</strong>søgte at få sat sine fingeraftryk på planerne ved<br />

bla. systematisk at inddrage videnskabelige argumenter. Denne debat havde stor relevans <strong>for</strong><br />

arbejderboligspørgsmålet i erkendelse af, at fremtiden <strong>for</strong> det hygiejnisk-filantropiske byggeri<br />

lå i de nye arealer uden <strong>for</strong> den gamle bykerne. Hygiejnebevægelsen var da også en aktiv<br />

deltager i debatten om hovedstadens udvidelse og fremtidige ud<strong>for</strong>mning. Den <strong>for</strong>søgte<br />

ihærdigt at sætte den hygiejniske diskurs på dagsordenen i debatten om udnyttelsen af de nye<br />

arealer.<br />

I årene efter demarkationslinjens flytning i 1852 skød nye kvarterer op uden<strong>for</strong> Vesterport<br />

og Nørreport uden synderlig byplanmæssig regulering fra det offentliges side. Imens lå<br />

voldterrænet mellem de nye kvarterer og den gamle bykerne stort set ubebygget hen, <strong>for</strong>di det<br />

stadigvæk indgik som en integreret del af Københavns <strong>for</strong>svar. Krigsministeriet opgav<br />

imidlertid i 1856 endeligt byen som fæstning, og dermed var voldterrænet givet frit til andre<br />

<strong>for</strong>mål. Af det 388 tdr. land store voldterrænareal ejedes de 248 tdr. land af staten, 100 tdr.<br />

land var i privates hænder, mens kommunen sad på de sidste 40 tdr. land. Det diffuse ejerskab<br />

gjorde det ikke let at finde frem til en løsning på, hvad man skulle stille op med voldterrænet.<br />

Det økonomiske udbytte <strong>for</strong> både private og offentlige grundejerne ville f.eks. blive meget<br />

366 ibid. s. 49<br />

367 ibid. s. 54<br />

89


<strong>for</strong>skelligt alt efter, om arealerne blev fuldt med lukrativt boligbyggeri eller udlagt som<br />

parker. 368 Man ønskede fra bystyrets side ikke en gentagelse af det planløse og ukontrollable<br />

byggeri i brokvarterne, men så gerne i stedet at der blev udarbejdet en samlet helhedsplan <strong>for</strong><br />

området. I så vigtig en sag var hygiejnebevægelsen meget opsat på, at hygiejniske hensyn så<br />

vidt muligt skulle styre byplanlægningen i voldterrænet.<br />

Emil Hornemann skrev i 1858-1859 artiklerne: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af<br />

Planen til en Udvidelse af København” 369 , og ”Om folkerige Byers Udvidelse nærmest med<br />

hensyn til København”. 370 Heri klandrede han de eksisterende planer <strong>for</strong> området <strong>for</strong> at gøre<br />

Københavns udvidelse over voldene til spørgsmål, som i ”Hovedsagen opfattes fra den<br />

materielle Side, som et Pengespørgsmål, som et architektonisk Spørgsmål, eller i det høieste<br />

som et militært Spørgsmaal”. 371 Hornemann mente, at planerne i stedet burde være ”et<br />

Spørgsmål om den nærværende indeklemte, overbebyggede, overbefolkede og der<strong>for</strong> usunde<br />

Hovedstads Befrielse, Udluftning og sanitære Forbedring”. 372 Hornemann refererede til to<br />

planer udarbejdet henholdsvis af professor ved den polytekniske læreanstalt, Julius Wilkens, i<br />

1854 og af arkitekt Conrad Seidelin i 1858. 373 Hornemann kritiserede de to planer <strong>for</strong> at være<br />

direkte skadelige <strong>for</strong> den offentlige hygiejne, <strong>for</strong>di de ville jævne voldene med jorden,<br />

opfylde stadsgravene og bebygge arealet tæt. Wilkens plan <strong>for</strong>udsatte dog et smalt ubebygget<br />

bælte af småhaver midt over stadsgraven mellem den gamle og den ny by. Seidelins plan gik<br />

derimod ud på helt at bebygge arealerne i <strong>for</strong>længelse af den gamle by og at omkranse denne<br />

med en boulevard. Hornemann advarede mod de sundhedsskadelige konsekvenser af at<br />

plastre arealet til med 5-6 etagers karreer, hvor lys og luft ikke kunne trænge ned. 374<br />

Hornemann mente i <strong>for</strong>længelse af Colding og Thomsen 375 , som i 1853 havde <strong>for</strong>eslået, at<br />

voldarealerne <strong>for</strong>blev ubebyggede, at man i stedet skulle bevare voldanlægget og lade det<br />

gennemskære af mange passager. Derved kunne man få ”… frembragt lettere Circulation<br />

368 Møller 2002 s. 123ff<br />

369 Hornemann, Emil: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af Planen til en Udvidelse af København”. I:<br />

Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 1. hæfte, s. 22-36, 1858-1859.<br />

370 Hornemann, Emil: ”Om folkerige Byers Udvidelse; Nærmest med Hensyn til København”. I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 2. bd. 2. hæfte, 1858-59 s. 93-113.<br />

371 Hornemann, Emil: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af Planen til en Udvidelse af København”. I:<br />

Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 1. hæfte, s. 22-36, 1858-1859. s. 23.<br />

372 ibid.<br />

373 Wilkens, Julius: Motiveret Forslag til en Udvidelse af København indtil Ferskvandssøerne. København 1854.<br />

Seidelin, Conrad: Kjøbenhavns Udvidelse indtil Ferskvandssøerne. København 1858.<br />

374 Hornemann, Emil: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af Planen til en Udvidelse af København”. I:<br />

Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 1. hæfte, s. 22-36, 1858-1859. s. 27.<br />

375 Colding, L. A./Thomsen Julius: Om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i de <strong>for</strong>skellige Dele<br />

af Kjöbenhavn, og om Midlerne til i Fremtiden at <strong>for</strong>mindske sygdommens styrke. København 1853. s. 58f<br />

90


aade <strong>for</strong> Luften og Beboerne i Staden”. 376 Voldarealet skulle ifølge Hornemann anlægges<br />

som park og fungere som en slags ventilationskanal, der skulle gøre det lettere at komme af<br />

med byens dårlige luft. 377 Hornemanns kæphest i byplanlægningen var i det hele taget,<br />

hvorledes man bedst skaffede tilstrækkeligt frisk luft. Han mente, at det ikke var nok at<br />

anlægge parker. Det var også vigtigt at sikre luftens cirkulation ved at anlægge brede,<br />

regulerede gader og boulevarder, frie pladser samt at bygge lavt i stedet <strong>for</strong> højt. Sluttelig<br />

anbefalede Hornemann i polemik med Wilkens at lade et bredt bælte stå ubebygget hen, og<br />

hvor det ellers ikke lod sig gøre, at lade arealerne være så tyndt bebyggede som muligt. 378<br />

Koleratidens smertelige erfaringer havde lært københavnerne at tage den offentlige<br />

hygiejne alvorligt. Hornemanns advarsler mod at plastre hele voldarealet til med karrebyggeri<br />

blev taget til efterretning i den endelige plan <strong>for</strong> voldterrænets udnyttelse, som blev vedtaget i<br />

1872. Der blev sat jord af til bevaring af en række af grønne områder omkring Københavns<br />

gamle bykerne. Tivoli fik lov til at blive liggende, hvor det havde været siden 1843, Botanisk<br />

Have og Østre Anlæg blev anlagt i 1871-1874, Ørstedsparken kom til i 1879 og Kastellet blev<br />

bevaret. Hornemanns visioner om brede, lige gader som vehikler <strong>for</strong> byens udluftning blev<br />

også imødegået via etableringen af Vester Boulevard (nu H. C. Andersens Boulevard), der<br />

blev anlagt omkring 1890 som et luftbælte vest <strong>for</strong> den indre by. 379<br />

4.2.11. Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening 1865 – ”Arbejder<strong>for</strong>eninger til gjensidig Hjælp”<br />

Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening blev stiftet af arbejderne på Burmeister og Wain på lægen F.<br />

F. Ulriks initiativ i 1865. Bygge<strong>for</strong>eningerne var en ny <strong>for</strong>m <strong>for</strong> kooperativt organiseret<br />

filantropisk byggeri. Til <strong>for</strong>skel fra det gængse filantropiske byggeri, som var startet uden<strong>for</strong><br />

arbejdernes kreds, udsprang initiativet i bygge<strong>for</strong>eningsbyggeriet fra arbejderside qua<br />

arbejdernes begyndende klassebevidste organisering. Til en start blev disse <strong>for</strong>eninger dog<br />

hjulpet i gang af socialt bevidste folk fra byens borgerskab, men arbejderne tog dog i stigende<br />

grad selv initiativet til bygge<strong>for</strong>eningsbyggeriet, som voksede frem i anden halvdel af 1800-<br />

376 Hornemann, Emil: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af Planen til en Udvidelse af København”. I:<br />

Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 1. hæfte, s. 22-36, 1858-1859. s. 30.<br />

377 ibid. s. 30ff. Hornemann <strong>for</strong>drede dog ikke, at voldanlægget skulle stå fuldstændig u<strong>for</strong>andret, men at det<br />

offentlige skulle disponere over arealerne og anlægge mindre offentlige anlæg som f.eks. en botanisk have,<br />

spadseregange og enkelte mindre offentlige bygninger som f.eks. et observatorium.<br />

378 Hornemann, Emil: ”Om folkerige Byers Udvidelse; Nærmest med Hensyn til København”. I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 2. bd. 2. hæfte, 1858-59 s. 106ff.<br />

379 Møller, Jes Fabricius: “Byens Lunger. Om den oprindeligt videnskabeligt-hygiejniske baggrund <strong>for</strong> en<br />

meta<strong>for</strong>”. Særtryk af Historiske Meddelelser om København. 2002. s. 112f<br />

91


tallet. 380 Formålet med Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening var at opføre toetagers småhuse med<br />

henblik på selveje <strong>for</strong> medlemmerne. Finansieringen <strong>for</strong>egik ved, at medlemmerne indskød et<br />

ugentligt bidrag i en række år, hvorpå der blev stiftet lån til at bygge huse, som medlemmerne<br />

efter en årrække kunne erhverve uden udbetaling og på billigere vilkår end normalt. Desværre<br />

var efterspørgslen større end udbuddet, så det blev bestemt at der skulle trækkes lod om de<br />

færdigbyggede huse blandt medlemmerne. Husene blev herefter bortloddet til de heldige med<br />

løfte om skøde efter 10 år. Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening opførte igennem de næste 40 år 1500<br />

arbejderhuse <strong>for</strong>skellige steder i byens udkant, bla. de i dag så eftertragtede huse<br />

”Kartoffelrækkerne” mellem Øster Søgade og Farimagsgade ved Søerne i København. 381<br />

Frederik Ferdinand Ulrik (1818-1917) praktiserede som læge i Hobro 1842-1854 og i<br />

Tønder fra 1854-1864, hvorefter han udvistes af de tyske myndigheder efter den Slesvigske<br />

krig. Derefter bosatte han sig i København og virkede som læge i årene 1866-1890. I<br />

hovedstaden blev Ulrik hurtigt engageret i hygiejnebevægelsens arbejde. 382 Arbejdet med at<br />

besvare en prisopgave udsat af finansministeriet i 1865 383 førte ham på sporet af den<br />

ovennævnte waliser Robert Owen og dennes indsats med at oprette kooperative<br />

arbejderbygge<strong>for</strong>eninger i Skotland. 384 I sit arbejde som distriktslæge på Christianshavn fik<br />

Ulrik desuden et førstehåndskendskab til arbejderklassens kummerlige bolig<strong>for</strong>hold. På<br />

baggrund af disse erfaringer satte Ulrik sig <strong>for</strong> at hjælpe de københavnske arbejdere med at<br />

danne en bygge<strong>for</strong>ening, hvilket han <strong>for</strong>talte om i et <strong>for</strong>edrag den 25. oktober 1865 i<br />

Arbeider<strong>for</strong>eningen af 1860. 385 I <strong>for</strong>edraget beklagede Ulrik sig over arbejderklassens<br />

”Mangel paa Sammenhold, paa Samarbeide og Fællesaand” i Danmark sammenlignet med<br />

udlandet, hvor engelske, tyske og franske arbejdere dannede egne kooperative brugs- og<br />

bygge<strong>for</strong>eninger. For at drive sagen frem i praksis hængte Ulrik et trykt eksemplar af<br />

<strong>for</strong>edraget op i Burmeister & Wains værksteder 386 , og efter <strong>for</strong>handling med repræsentanter<br />

<strong>for</strong> virksomhedens arbejdere blev der den 20. november 1865 afholdt et møde, i øvrigt under<br />

ledelse af den allestedsnærværende Emil Hornemann, hvorefter de tilstedeværende arbejdere<br />

380<br />

Jensen 1984. s. 119.<br />

381<br />

Lützen 1998 s. 182ff<br />

382<br />

Bricka 1894<br />

383<br />

Lützen 1998 s. 181: Emnet lød: ”Om Syge- og Alderdoms<strong>for</strong>sørgelseskassers Nytte og Vigtighed”<br />

384<br />

Bricka 1894<br />

385<br />

Ulrik, F. F.: ”Om Smaafolks Selvhjælp og Samarbeide i andre Lande”. I: Blad <strong>for</strong> Arbeider<strong>for</strong>eningen af<br />

1860. (43), 28. okt. 1865.<br />

386<br />

Olsen, Olaf (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie. Bd. 11, København 1990. s. 181f: Byens<br />

største virksomhed i midten af 1800-tallet var Orlogsværfet med knap 500 medarbejdere. Burmeister og Wain<br />

var Købehavns næststørste virksomhed med 211 medarbejdere i 1855.<br />

92


stiftede Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening. 387 F. F. Ulrik, der ikke ønskede at være <strong>for</strong>mand, sad<br />

herefter som næst<strong>for</strong>mand i <strong>for</strong>eningen til 1888. Straks fra starten indtegnede flere folk af det<br />

bedre borgerskab sig som støttemedlemmer af bygge<strong>for</strong>eningen, bla. fabrikant Burmeister,<br />

den nationalliberale politiker Orla Lehmann og Emil Hornemann. 388 I bogen<br />

”Arbejder<strong>for</strong>eninger til gjensidig Hjælp” 389 fra 1867 uddybede Ulrik sine synspunkter. Han<br />

talte med <strong>for</strong>agt om arbejdernes ”triste, klamme Hjem”, men med begejstring om det<br />

filantropiske byggeri. Ulrik mente, at den afgørende <strong>for</strong>bedring af arbejdernes kår ville ske<br />

ved, at de ved egen selvvirksomhed blev ejere af deres eget hjem. Først da ville man kunne<br />

sikre en højnelse af arbejderens moral, selvfølelse og ”borgerlige selvstændighed”, og<br />

dermed få arbejderklassen til ved egen kraft at hæve sig op i middelstanden og blive<br />

anstændige medborgere, som kunne regnes med! 390 Selvhjælpsprincippet var meget vigtigt <strong>for</strong><br />

Ulrik. Han mente, at den eneste måde hvorpå arbejderklassen i et demokratisk samfund kunne<br />

være sikre på at skaffe sig bedre vilkår, var ved, at de opsagde afhængigheds<strong>for</strong>holdet til<br />

borgerskabet. Arbejderne ville ikke i længden kunne stole på at andre ville dem det bedste.<br />

Der<strong>for</strong> skulle arbejderne hjælpe sig selv på deres egne betingelser, organisere sig, og<br />

mobilisere fælles kræfter i kampen <strong>for</strong> bedre levevilkår. 391<br />

4.3. Sammenfatning<br />

I midten af 1800-tallet herskede en nærmest alarmerende ussel boligsituation <strong>for</strong> byens<br />

mindrebemidlede borgere i København. Overbefolkning, boligmangel, kyniske<br />

grundejerinteresser og manglende byggelovgivning havde medført at hovedparten af byens<br />

borgere måtte tage til takke med at leve sammenklumpet i små overbefolkede, beskidte og<br />

sundhedsskadelige lejligheder. I 1850’erne begyndte man at bygge arbejderkvarterer uden<strong>for</strong><br />

voldene primært på Nørrebro. Det skabte lidt luft, men da <strong>for</strong>stadsbyggeriet var uden større<br />

387<br />

Lützen 1998 s. 182<br />

388<br />

Schmidt, Holger: Arbejder<strong>for</strong>eningens Bygge<strong>for</strong>ening 1865-1940. København 1940. s. 4f<br />

389<br />

Ulrik, F.F.: Arbejder<strong>for</strong>eninger til gjensidig Hjælp. København 1867. Bogen udgjorde svaret på prisopgaven,<br />

som var stillet af finansministeriet to år før. Ulrik prisopgave var blandt ni indsendte en af de fire vindere, som<br />

skulle dele prisen.<br />

390<br />

ibid. s. 127, 130 & 156.<br />

391<br />

ibid. s. 162<br />

Lützen 1998 s. 194ff: Ulrik var der<strong>for</strong> modstander af periodens mange private velgørenhedsinstitutioner,<br />

understøttelses<strong>for</strong>eningerne, som han mente passiverede og umyndiggjorde arbejderne, der ikke skulle hjælpes,<br />

men op<strong>for</strong>dres til at hjælpe sig selv i stedet.<br />

93


plan og regulering fra det offentliges side, og der<strong>for</strong> helt i grund- og byggespekulanternes<br />

vold, blev resultatet der<strong>for</strong> slum fra begyndelsen.<br />

Men der gik på samme tid en bevægelse i modsat retning. I tidsrummet 1850-1865 i-talesatte<br />

hygiejnebevægelsen arbejdernes elendige bolig<strong>for</strong>hold <strong>for</strong> byens borgerskab <strong>for</strong> derved<br />

at fremme hygiejniske boligre<strong>for</strong>mer, lovgivning og planlægning på området. Præsten C. H.<br />

Visby agiterede allerede i 1840’erne <strong>for</strong> det filantropiske byggeri. Hygiejnebevægelsen<br />

nøjedes imidlertid ikke med at tale om det filantropiske byggeri, de virkede også <strong>for</strong> sagen i<br />

praksis. Visby var sammen med lægerne Hornemann, C. E. Fenger m.fl. initiativtager til det<br />

første filantropiske byggeri på Christianshavn, som ikke havde profitmaksimering, men<br />

arbejdernes højere levestandard som mål. Boligfilantropernes motiver med byggeriet var at<br />

udrydde arnesteder <strong>for</strong> sygdomme og epidemier, samt at anspore arbejderne til at leve en mere<br />

anstændig og borgerlig tilværelse, som bedre og nyttigere samfundsborgere, der ikke var til<br />

fare <strong>for</strong> resten af samfundet. På baggrund af koleratidens positive erfaringer med udflytningen<br />

af de smittede fra deres huse stiftede Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse i 1854<br />

Læge<strong>for</strong>eningens Boliger – et tidligt eksempel på byplanlægning af et helt kvarter uden <strong>for</strong><br />

byen, planlagt efter de hygiejniske <strong>for</strong>skrifter om lys og luft mv. Disse boliger blev af<br />

hygiejnebevægelsen igen og igen hevet frem som argument i agitationen <strong>for</strong> det filantropiske<br />

byggeri, pga. boligernes positive effekt på sundhedstilstanden blandt beboerne. Ligeledes<br />

brugte hygiejnikerne naturvidenskabelige argumenter hentet fra fag som statistik og kemi som<br />

argumenter i agitationen <strong>for</strong> det hygiejniske byggeri. Læge<strong>for</strong>eningens Boliger blev i<br />

1860’erne fulgt op af en ny bølge af filantropisk byggeri, som skød op mange steder i<br />

hovedstaden.<br />

Debatten om det filantropiske byggeri var også på dagsordenen på den hygiejniske kongres<br />

i København i 1858. Her blev det i tidens liberale ånd besluttet, at byggeriet var en sag <strong>for</strong> det<br />

private initiativ samt, at det primært var møntet på den arbejdsdygtige del af arbejderklassen.<br />

Det offentlige skulle som hidtil via fattig<strong>for</strong>sorgen tage sig af det egentlige pjalteproletariat,<br />

som ikke kunne <strong>for</strong>sørge sig selv. Velgørenhed lugtede af passiv <strong>for</strong>sørgelse, og det var ikke<br />

en sag <strong>for</strong> det filantropiske projekt.<br />

Velgørenhed var heller ikke lægen F. F. Ulriks <strong>for</strong>sæt, da han i 1865 kickstartede<br />

Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening. Princippet bag bygge<strong>for</strong>eningerne var hjælp til selvhjælp via<br />

mobilisering af fælles kræfter og kapital. Arbejderne sparede op i <strong>for</strong>eningen <strong>for</strong> derved ad åre<br />

94


at hjælpe sig selv til at blive ejere af egen bolig. Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening var det første<br />

større kooperative byggeri i København, men mange flere kom til siden hen.<br />

Hygiejnebevægelsen beskæftigede sig ikke kun med den lille byplanlægning i <strong>for</strong>m af<br />

enkeltstående arbejderboligbyggerier. Emil Hornemann blandede sig f.eks. i debatten om den<br />

større planlægning af voldterrænet mellem den gamle bykerne og Søerne. Hornemann mente<br />

ikke, at man skulle give området frit til privatkapitalistisk boligbyggeri, som i tilfældet med<br />

kvarterne uden <strong>for</strong> Søerne. Området skulle i så vidt mulig omfang omlægges til park efter<br />

hygiejnens <strong>for</strong>dringer, og fungere som ventilationskanal – lunger - <strong>for</strong> hovedstaden.<br />

Hornemanns anbefalinger blev i stor stil taget til efterretning i den endelige plan <strong>for</strong><br />

voldterrænet, som blev vedtaget i 1872.<br />

Den hygiejniske kommission med Hornemann i spidsen anbefalede i 1851 bystyret at<br />

udarbejde en bygningslov <strong>for</strong> hovedstaden <strong>for</strong> at dæmme op <strong>for</strong> overbefolkningen og<br />

spekulationsbyggeriet. En komité blev nedsat af myndighederne, bla. med hygiejnikeren P.A.<br />

Schleisner som medlem, der skulle udarbejde et udkast til en ny lov. En midlertidig<br />

bygningslov blev vedtaget i 1854 og afløst af en permanent lov i 1856. Loven var et<br />

fremskridt i sammenligning med tidligere, men den fungerede ikke med tilbagevirkende kraft<br />

og indeholdt <strong>for</strong> få bolighygiejniske krav. Hornemann mente ikke, at loven kunne dæmme<br />

tilstrækkeligt op <strong>for</strong> spekulationsbyggeriets uvæsen, og han anbefalede, at den blev<br />

underkastet en revision, hvilket skete senere i 1871 og 1875.<br />

5. Konklusion – Hygiejnebevægelsen og byplanlægningen i København<br />

1844-1865.<br />

Som nævnt i indledningen har byplanmæssige initiativer i hovedstaden i midten af 1800tallet<br />

traditionelt været underprioriteret i fremstillinger om det moderne byplanhistorie, som<br />

har lagt begyndelsen til den moderne byplanlægningshistorie i årtierne omkring<br />

århundredeskiftet. Med denne undersøgelse har jeg søgt at vise, at væsentlige byplanmæssige<br />

initiativer tog <strong>for</strong>m allerede i perioden 1844-1865. Indtil da var byplanlægningen i Danmark<br />

ud<strong>for</strong>met af kongemagten under hensyntagen til repræsentative, æstetiske og militære <strong>for</strong>mål.<br />

I midten af 1800-tallet blev byplanlægningen moderne, idet byens fremtidige ud<strong>for</strong>mning ikke<br />

længere dikteredes af den enevældige statsmagt, men blev genstand <strong>for</strong> en demokratisk<br />

offentlig debat, hvori mange interesser var involverede. En af de nye interesser i denne<br />

95


sammenhæng var den hygiejniske. Hygiejnen blev herhjemme almindeligt kendt som begreb i<br />

1840’erne. Det skete på baggrund af en i udlandet spirende videnskabeliggørelse af<br />

beskæftigelsen med ”det sunde liv” - konkretiseret i Edwin Chadwicks socialhygiejniske<br />

re<strong>for</strong>marbejde i England. Hygiejnen fik også herhjemme hurtigt stor indflydelse på debatterne<br />

om byens fremtidige ud<strong>for</strong>mning og dens budskaber ændrede fundamentalt opfattelsen af<br />

”hvordan man gør en by” til også at inkludere hensynet til den hygiejniske diskurs. Den<br />

hygiejniske diskurs blev hentet ind fra udlandet og introduceret på dansk grund af en alliance<br />

af fremtrædende danske intellektuelle, videnskabsmænd og politikere, som gjorde det<br />

hygiejniske ordensprojekt til deres eget. I væmmelse over hovedstadens tiltagende <strong>for</strong>urening,<br />

arbejderklassens uværdige leve<strong>for</strong>hold og alarmerende sygdoms- og dødelighedsstatistikker<br />

udviklede denne alliance eller bevægelse af læger, ingeniører, præster og politikere en ny<br />

<strong>for</strong>m <strong>for</strong> socialhygiejne, som så det som sit <strong>for</strong>mål at sikre bybefolkningens <strong>for</strong>tsatte<br />

overlevelse og samfundets <strong>for</strong>tsatte stabilitet.<br />

Mit metodiske fokus på diskurser har vist, hvordan hygiejnebevægelsen tog den<br />

hygiejnevidenskabelige diskurs til sig og mobiliserede den til <strong>for</strong>del <strong>for</strong> egne synspunkter og<br />

i-tale-satte byens smuds og byens slum <strong>for</strong> borgerskabet ud fra miasmeteoriens rumslige<br />

ætiologi. Periodens dominerende ”sande” lægevidenskabelige diskurs. Helt i tråd med teorien<br />

agiterede bevægelsen <strong>for</strong> et rumsligt ordensprojekt, der skulle optimere den offentlige<br />

hygiejne. Konkret ved bla. bygge sunde boligkvarterer og anlægge et moderniseret<br />

vand<strong>for</strong>syningssystem med afløb til underjordiske kloakker. Selvom man senere fandt ud af,<br />

at miasmeteorien var <strong>for</strong>kert, var dette ordensprojekt alligevel en praktisk succes mht. den<br />

offentlige hygiejne. De byplanmæssige initiativer som blev <strong>for</strong>etaget <strong>for</strong>bedrede<br />

sundhedstilstanden blandt byens borgere ved at fjerne årsagerne til den dårlige luft og ved at<br />

lukke af <strong>for</strong> sygdommes arnesteder og deres smitteveje.<br />

Hygiejnebevægelsens agitatoriske strategi i kampen <strong>for</strong> sanitære re<strong>for</strong>mer og mod de<br />

usunde boliger var <strong>for</strong> det første at bruge naturvidenskabelige ”beviser” som argumenter <strong>for</strong><br />

den hygiejniske byplanlægning. Lægerne, ingeniørerne, præsterne m.fl. i bevægelsen kunne i<br />

kraft af deres uddannelse og position i-tale-sætte deres synspunkter, og de praktiserede derved<br />

konkret magten gennem det Foucault har kaldt <strong>for</strong> ”viljen til viden” og ”viljen til sandhed”.<br />

Hygiejnikerne søgte ved denne fremgangsmåde, at definere den hygiejniske diskurs som<br />

”sand” og begrundet i eksakt videnskabelig objektivitet. Herved producerede bevægelsen<br />

overbevisende argumenter, der kunne bruges til at profilere den hygiejniske sag over<strong>for</strong><br />

96


politikerne, som skulle tage beslutningerne. For det andet blev den hygiejniske agitation <strong>for</strong><br />

re<strong>for</strong>mer ført frem på flere niveauer i samfundslivet. Hygiejnikerne opererede som debattører<br />

i den gryende demokratiske debatkultur, som opstod i kølvandet på begivenhederne i 1848-<br />

49, og de fremførte den hygiejniske diskurs offentligt i pressen, i tidsskrifter og på<br />

kongresser. Andre arbejdede mere videnskabeligt med hygiejniske emner og leverede<br />

videnskabelige ”beviser” <strong>for</strong> den hygiejniske diskurs’ talsmænd i den offentlige debat.<br />

Hygiejnebevægelsen skabte også deres egne institutionelle rammer <strong>for</strong> udbredelsen af den<br />

hygiejniske diskurs som f.eks. Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske komité og<br />

Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse. Desuden var tidsskrifterne Ugeskrift <strong>for</strong> Læger<br />

og Bibliothek <strong>for</strong> Læger samt Emil Hornemanns Hygiejniske Meddelelser vigtige organer <strong>for</strong><br />

udbredelsen af den hygiejniske diskurs.<br />

Hygiejnebevægelsen var også repræsenteret i kommunal<strong>for</strong>valtningen som embedsmænd i<br />

den tekniske <strong>for</strong>valtning og som tekniske og lægevidenskabelige eksperter i<br />

kommunalstyrelsens rådgivende komitéer og kommissioner. Eksperter og embedsmænd<br />

såsom ingeniørerne C. G. Hummel, L.A. Colding, Lindberg og lægen P. A. Schleisner<br />

arbejdede konkret med at udvikle planerne <strong>for</strong> vand- og kloakanlæggene. De havde der<strong>for</strong><br />

meget stor betydning <strong>for</strong>, hvordan de sanitære re<strong>for</strong>mer i praksis kom til at se ud.<br />

Hygiejnikere såsom Hornemann, Hummel og B. A. Hoppe som erhvervede poster i<br />

hygiejnekommissionen af 1851 fik derved som rådgivere stor indirekte indflydelse på hvilke<br />

hygiejniske <strong>for</strong>anstaltninger, som politikerne iværksatte i praksis. Flere hygiejnikere fik<br />

direkte indflydelse på re<strong>for</strong>mpolitikken ved at engagere sig politisk. Lægen Edward Dahlerup<br />

blev som den første hygiejniker valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 1856, og han har<br />

der<strong>for</strong> været med til at vedtage Coldings begrænsede kloakplan i 1857. Men ellers vil jeg give<br />

Tim Knudsen ret i, - med Dahlerup som undtagelsen der bekræfter reglen - at<br />

hygiejnebevægelsen stort set ikke var involveret i den politiske beslutningsproces om vand-,<br />

gas- og kloakanlægs indførelse i 1850’erne. I løbet af 1860’erne blev lægerne F. F. Ulrik, C.<br />

E. Fenger og F. J. Howitz også valgte til Borgerrepræsentationen. Præsten C. H. Visby blev<br />

valgt til den Grundlovsgivende <strong>for</strong>samling i 1848, og lægerne C. E. Fenger og C. J. F. Henrik<br />

Kayser valgtes til Folketinget i henholdsvis 1849 og 1852.<br />

Det var ikke alle, der trods hygiejnikernes argumenter, anså de nye dyre sanitære<br />

<strong>for</strong>anstaltninger som nødvendige. En skeptisk mod-diskurs i kommunal- og landspolitikken<br />

konkurrerede med hygiejne-diskursen om at sætte sine egne ”sande” argumenter på<br />

97


dagsordenen i debatten om Københavns fremtidige plan. Skeptikerne i-tale-satte argumenter<br />

omkring frihed, ejendomsret og økonomi, som knyttede sig til en samtidig virkeliggørelse af<br />

liberale politiske ideer med fri <strong>for</strong>fatning, næringsfrihed og bystyrets større selv<strong>for</strong>valtning.<br />

Mod-diskursens talsmænd argumenterede bla. <strong>for</strong>, at indførslen af et kloaksystem med<br />

toiletter var en krænkelse af borgerskabets nyvundne frihedsrettigheder, <strong>for</strong>di grundejerne så<br />

ikke havde mulighed <strong>for</strong> at sælge latrinen, og <strong>for</strong>di man blev tvunget til at lade en anden<br />

mands ledninger føre over ens grund. Desuden blokerede skeptikerne i Københavns<br />

kommunalstyrelse <strong>for</strong> at støtte det filantropiske byggeri økonomisk med henvisning til, at hvis<br />

det offentlige gik ind og støttede visse byggerier frem <strong>for</strong> andre, ville det <strong>for</strong>styrre det liberale<br />

samfunds frie markedskræfter. De hygiejniske interesser stod altså ikke alene i<br />

byplanlægningsdebatten i København i midten af 1800-tallet. Hensynet til økonomien samt<br />

erhvervs- og grundejerinteresser spillede også ind i debatten om sanitære re<strong>for</strong>mer og<br />

arbejdernes bolig<strong>for</strong>hold og bestemte i hvilken retning, den førte politik skulle gå.<br />

I <strong>for</strong>skningstraditionen har der været stor uenighed om, hvilken rolle koleraepidemien i<br />

1853 spillede <strong>for</strong> byplanlægningsprocessen. Nogle mener, at den spillede en afgørende rolle,<br />

mens andre mener, at den ingen betydning havde. Jeg vil derimod hævde, at den på nogle<br />

punkter spillede en rolle, mens det ikke var tilfældet på andre områder. I <strong>for</strong>hold til vand- og<br />

kloakplanerne vil jeg give Hilden, Knudsen og Lützen ret i, at koleraepidemien ikke kan have<br />

haft den store betydning <strong>for</strong> udfaldets gang, da re<strong>for</strong>merne allerede var blevet vedtaget i<br />

Borgerrepræsentationen inden epidemien brød løs i sommeren 1853. I den sammenhæng er<br />

det dog værd at bemærke, at frygten <strong>for</strong> koleraen, som hygiejnebevægelsen nærede i sin<br />

agitation, derimod har haft stor betydning <strong>for</strong>, at de sanitære re<strong>for</strong>mer overhovedet kom på<br />

den politiske dagsorden. Med hensyn til arbejderboligerne kan man konstatere, at det første<br />

eksempel på et filantropisk byggeri i København blev bygget i 1850 tre år før<br />

koleraepidemien brød ud, så den kan der<strong>for</strong> ikke have haft nogen betydning i denne<br />

sammenhæng. Ikke desto mindre gav koleratidens positive erfaringer med udflytningen idéen<br />

om det hygiejniske arbejderboligbyggeri ganske populært i brede kredse af borgerskabet, og<br />

Læge<strong>for</strong>eningens Boliger blev da også opført kort tid efter. Man kan der<strong>for</strong> godt sige, at<br />

koleraen har haft betydning <strong>for</strong>, at folk overhovedet fik øjnene op <strong>for</strong> hygiejnebevægelsens<br />

argumenter om det <strong>for</strong>nuftige i at bo og bygge sundt.<br />

Hygiejnebevægelsens arbejde i perioden 1844-1865 skabte et solidt fundament <strong>for</strong> den<br />

hygiejniske sag i anden halvdel af 1800-tallet, hvor bevægelsen <strong>for</strong>tsatte med at føre den<br />

98


hygiejniske diskurs frem på den politiske dagsorden. Lægerne Emil Hornemann, C. E. Fenger<br />

og C. G. Gædeken m.fl. stiftede i 1879 ”Selskabet <strong>for</strong> Sundhedspleien i Danmark”, der skulle<br />

varetage <strong>for</strong>midlingen af den hygiejniske videnskabs resultater til den brede befolkning. I<br />

dette <strong>for</strong>um <strong>for</strong>tsatte debatten om hygiejnens betydning <strong>for</strong> byens plan, og der arbejdedes <strong>for</strong><br />

revisioner af bygningslovgivning, sundhedsvedtægter og kloak<strong>for</strong>bedringer. Hvad det sidste<br />

angik, så blev det først i d. 29. januar 1894 tilladt at indrette vandklosetter i bestemte dele af<br />

byen, der havde fået gode kloak<strong>for</strong>hold. I februar 1897 vedtoges ”Den store Kloakplan”, og<br />

en måned senere blev vandklosetter tilladte over hele byen. Efter 1860’ernes boom i<br />

arbejderboligbyggeriet i hovedstaden aftog borgerskabets interesse <strong>for</strong> at iværksætte<br />

boligfilantropiske initiativer i praksis. Men bla. Emil Hornemann og F. F. Ulrik <strong>for</strong>tsatte med<br />

at kritisere slumbyggeriet og agitere <strong>for</strong> hensynet til hygiejniske <strong>for</strong>skrifter i boligbyggeriet.<br />

Men det var reelt først i 1900-tallet, at man begyndte at tage de hygiejniske <strong>for</strong>dringer seriøst<br />

i boligbyggeriet i hovedstaden. De eneste som på dette område hørte efter hvad<br />

hygiejnebevægelsen anbefalede i de sidste årtier af 1800-tallet, var arbejderne som i stigende<br />

grad tog initiativet til selv at danne kooperative bygge<strong>for</strong>eninger i København og resten af<br />

landet. Særligt efter at en lov i 1887 gav støtte til opførelse af boliger <strong>for</strong> mindrebemidlede.<br />

Alt i alt mener jeg, at hygiejnebevægelsen fik blivende betydning <strong>for</strong> byplanlægningen i<br />

København i kraft af sin mange facetterede agitation, som førte den hygiejniske diskurs frem<br />

overalt i den offentlige debat om byens fremtidige ud<strong>for</strong>mning. Den politiske modstand mod<br />

hygiejnebevægelsens visioner kunne ikke i længden <strong>for</strong>hindre, at den hygiejniske diskurs<br />

langsomt men sikkert ændrede opfattelsen af byplanlægningen i Danmark til også at inkludere<br />

hensynet til indbyggernes sundhed, og dermed fik stor indflydelse på konkrete offentlige og<br />

private byplanmæssige initiativer i København.<br />

99


English Summary<br />

This paper aims at analyzing how the public health movement of Copenhagen has had an<br />

influence on town planning during the period of 1844-1865. The focus of this analysis has<br />

been on the agitation of the public health movement <strong>for</strong> : 1. Sanitary re<strong>for</strong>ms such as water<br />

supplies and sewerage. 2. A sound housebuilding <strong>for</strong> the working class and building<br />

regulations in general. The empirical analysis is founded on inspirational sources such as<br />

Foucault’s discourse analysis and a thorough examination of the semantic trans<strong>for</strong>mation of<br />

the idea of sanitation.<br />

The public health movement was a loose grouping of people from different professions,<br />

doctors, engineers, politicians and priests etc, who were bound together by the ardent interest<br />

<strong>for</strong> the sanitary cause. In the 1840’s the movement introduced the hygienic discourse to the<br />

Copenhagen public. The hygienic discourse favoured public sanitary measures and the state<br />

of health <strong>for</strong> the city’s citizens to the economical interests of the landowning few. The public<br />

health movement had, due to its agitation, a profound influence on the rising modern town<br />

planning after the abolition of absolute monarchy in Denmark in 1848. In terms of shaping<br />

the future development of Copenhagen the chief competitors to the hygienic discourse were<br />

the re<strong>for</strong>m skeptical attitudes of conservative and national-liberal politicians.<br />

First of all the agitative strategy of the public health movement was using “evidence” from<br />

the natural sciences as arguments <strong>for</strong> town planning . This strategy provided the public health<br />

movement with convincing arguments that could persuade the politicians in the decision<br />

making. Second of all the public health movement advanced their opinions on many levels of<br />

society : In the public debate of the press, journals and congresses. Furthermore members of<br />

the movement worked as local government officials and in the municipal council’s health<br />

board and different sanitary committees. These individuals could due to their offices exert<br />

tremendous indirect influence on public town planning. And finally, certain members of the<br />

public health movement achieved direct influence on town planning by participating in<br />

politics on local and national levels.<br />

To sum up, the public health movement in Copenhagen slowly but surely altered the<br />

conception of town planning to include taking into consideration the wellbeing of the city’s<br />

inhabitants. And hereby the movement achieved an astounding influence on public and<br />

private town planning initiatives in Copenhagen.<br />

100


Kildeliste<br />

Algreen-Ussing, Tage: Love og Anordninger, samt andre offentlige Kundgjørelser Danmarks<br />

Lovgivning vedkommende <strong>for</strong> Aaret 1854, 1856 og 1860.<br />

Bergsøe, Vilhelm: ”Krigen og Koleraen”. I: Erindringer 2. København 1900.<br />

Callisen, H.: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiöbenhavn. København 1807.<br />

Chadwick, Edwin: Report on the Sanitary Condition of the Labouring Population of Gt.<br />

Britain 1842. Edited with an introduction by M.W. Flinn. Edinburgh 1965.<br />

Colding, L. A./Thomsen, Julius: Om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i de<br />

<strong>for</strong>skellige Dele af Kjöbenhavn, og om Midlerne til i Fremtiden at <strong>for</strong>mindske sygdommens<br />

styrke. København 1853.<br />

Colding, L. A.: Kort Fremstilling af Planen i til Det nye Cloaksystem <strong>for</strong> Kjöbenhavn.<br />

København 1853.<br />

Den hygiejniske Congres i Kjöbenhavn juli 1858. København 1858.<br />

”Det Kongelige Medicinske Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1846-1847”. I: Bibliothek <strong>for</strong><br />

Læger 3. rk. Bd. 2, 1847, s. 131-140.<br />

”Det Kgl. Med. Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1849-50”. I: Bibliothek For Læger rk. 3.<br />

bd. 7, 1850, s. 100-109, 356-366.<br />

”Det Kgl. Med. Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1851-52. I/Halvaarsberetning fra det<br />

hygiejniske Udvalg”. I: Bibliothek <strong>for</strong> Læger rk. 3. bd. 10. 1851, s. 381-389.<br />

”Det Kgl. Med. Selskabs Hygiejniske Forhandlinger Udvalg i Vinteren 1850-51 I & II.”<br />

Bibliothek <strong>for</strong> Læger rk. 3. bd. 9, 1851, s. 109, 136-139, 408-413.<br />

”Det Kgl. Med. Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1851-52. III.” Bibliothek <strong>for</strong> Læger bd. II,<br />

1852 s. 361-365.<br />

”Det Kgl. Med. Selskabs Forhandlinger i Vinteren 1852-53/Beretning fra det hygiejniske<br />

udvalg fra Sommer-Halvaaret 1852” I: Bibliothek <strong>for</strong> Læger rk. 4. bd. 1, 1852, s. 433, 437-<br />

439<br />

David, C.N.: Om Hovedstadens Befolkning efter Folketællingen d. 1. Febr. 1855. København<br />

1856.<br />

Engelsted, C. S.: ”Beskrivelse af et Fattigkvarter i København”. I: Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 2. rk.<br />

XXIII, nr. 23. 1855, s. 353-366.<br />

101


Frankenau, Rasmus: Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regiering. København<br />

1801.<br />

Hornemann, Emil: Om adskillige Mangler ved den offentlige Reenlighed i Kiöbenhavn, i<br />

sanitær Henseende; og om en <strong>for</strong>bedret Vand<strong>for</strong>syning som et Middel derimod. København<br />

1847.<br />

Hornemann, Emil: ”Om Kjøbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning”. I:<br />

Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 2.rk. IX, nr. 14. 1848. s. 209-221.<br />

Hornemann, Emil/Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske Komite: ”Forslag til en<br />

bedre ordning af Bestyrelsen <strong>for</strong> den offentlige Sundhedspleje i København”. Bibliothek For<br />

Læger rk. 3. bd. 8, 1850, s. 125-145.<br />

Hornemann, Emil: Den seneste Cholera-Epidemie i England … med dertil knyttede<br />

Bemærkninger om vore Forhold. København 1851.<br />

Hornemann, Emil (red.): Beretning om den ved allerhöieste Commissorium af 12. marts 1851<br />

nedsatte Sundhedscommissions Virksomhed. København 1852.<br />

Hornemann, Emil: Den hygiejniske Congres i Kjöbenhavn. (5-9 Juli 1858.) I: Nordisk<br />

Universitets Tidsskrift, januar 1859. s. 140-146.<br />

Hornemann, Emil (red.): Hygiejniske Meddelelser. København 1856-1888.:<br />

• Hornemann, Emil: ”Om Sundhedstilstanden i Boligerne paa Østerfælled. Til<br />

oplysning om de stedlige Forholds betydning <strong>for</strong> en Bopæl.” I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 1. bind, 1. hæfte 1856-1858. s. 49-80.<br />

• Hornemann, Emil: ”En hygiejnisk Bemærkning i Anledning af Udkastet til Loven<br />

angaaende Kjøbenhavns nye Vandværker”: I: Hygiejniske Meddelelser 1. bd., 2.<br />

hæfte, 1856-58. s. 73-84.<br />

• Hornemann, Emil: ”Om Tidsskriftets Uddeling” I: Hygiejniske Meddelelser 1. bd. 2.<br />

hæfte, København 1856-58. s. 87-88.<br />

• Hornemann, Emil: ”Den nærværende Husvildhed og Mangel paa sunde Boliger” I:<br />

Hornemann (red.): Hygiejniske Meddelelser 1. bd. 3. hæfte, 1856-58. s. 1-30.<br />

• Hornemann, Emil: ”Nogle Bemærkninger i Anledning af Planen til en Udvidelse af<br />

København”. I: Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 1. hæfte, 1858-1859 s. 22-36.<br />

• Hempel, C. F. ”Bidrag til Oplysning om Sundheds<strong>for</strong>holdene i en Afdeling af<br />

Christianshavn”. I: Hygiejniske Meddelelser 1. bd. 2. hæfte, 1856-58. s. 43-72.<br />

• Hornemann, Emil: ”Om en Op<strong>for</strong>dring fra Arbeider<strong>for</strong>eningen i København til<br />

Læge<strong>for</strong>eningen”. I: Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 3. hæfte, 1858-1859. s. 254-256.<br />

• Knudsen, P. A.: ”Dødeligheds<strong>for</strong>holdene i København 1850-54”. I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 3. bd. 1860-1862 s. 150-174.<br />

• Knudsen, P. A.: ”Dødeligheds<strong>for</strong>holdene i København 1855-1859”. I: Hygiejniske<br />

Meddelelser 4. bd. 1863-65 s. 180-208.<br />

• Hornemann, Emil: ”<strong>Dansk</strong>e Arbejderboliger, eller Oversigt over, hvad der i Danmark<br />

og navnlig i Hovedstaden Kjøbenhavn er gjort <strong>for</strong> at skaffe den arbejdende Klasse<br />

sunde og billige Boliger”. I: Hygiejniske Meddelelser Ny række, Første Bind,<br />

København 1877. (1877)<br />

102


Hummel, C. G.: ”Om Midler til Reenholdelse og Sundhedstilstandens Forbedring i større<br />

Byer” I:<br />

Quartalsberetninger fra Industri<strong>for</strong>eningen i København. XV, 1855, s. 96-108.<br />

Hummel, C. G.: ”En Bemærkning i Anledning af Beretningen om den kjøbenhavnske<br />

Choleraepidemi”. I: Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 2. rk. XXIII, nr. 7. 1855, s. 97-106<br />

Kabell, F. C.: Forslag til en <strong>for</strong>bedret Vand<strong>for</strong>syning og Gadeskylning <strong>for</strong> Kjøbenhavn.<br />

Oldensloe 1844.<br />

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger 1840-1858.<br />

Schleisner, P. A.: ”Om Cloaksystemet” I: Bibliothek <strong>for</strong> Læger rk. 4. bd. 2. 1853, s. 445, 465-<br />

483.<br />

Sommer, A. G.: Om Kjøbenhavns Drikkevand. Et afsnit af en Række Forelæsninger over<br />

Sundhedspolitiet, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Vinterhalvåret 1849-50. København<br />

1850.<br />

Ulrik, F. F.: ”Om Smaafolks Selvhjælp og Samarbeide i andre Lande”. I: Blad <strong>for</strong><br />

Arbeider<strong>for</strong>eningen af 1860. (43), 28. okt. 1865.<br />

Ulrik, F.F.: Arbejder<strong>for</strong>eninger til gjensidig Hjælp. København 1867.<br />

Ugeskrift <strong>for</strong> Læger Nr. 10, 9. marts 1900, s. 217-220. (Nekrolog over Peter Anton<br />

Schleisner)<br />

Fædrelandet 2.6. 1846<br />

Fædrelandet 1.3. 1847<br />

Fædrelandet 21.7. 1848<br />

Fædrelandet 31.12.1850<br />

Fædrelandet 18.1. 1851<br />

Fædrelandet 5.3. 1851<br />

Fædrelandet 14.3. 1851<br />

Fædrelandet 24.3. 1851<br />

Fædrelandet 7.6. 1851<br />

Fædrelandet 19.8. 1851<br />

Fædrelandet 22.11. 1851<br />

Fædrelandet 12.7. 1852.<br />

Fædrelandet 17.7. 1852<br />

Fædrelandet 6.5. 1853<br />

Fædrelandet 28.9. 1853<br />

Fædrelandet 12.5.1853<br />

Fædrelandet 14.5. 1853<br />

Fædrelandet 17.8. 1853<br />

Fædrelandet 21.6. 1854<br />

Fædrelandet 12.10. 1857<br />

Fædrelandet 13.10 1857<br />

103


Fædrelandet 14.10. 1857<br />

Fædrelandet 15.10. 1857<br />

Berlingske Tidende 21.5.1851<br />

Berlingske Tidende 23.5.1851<br />

Berlingske Tidende 24.5.1851<br />

Berlingske Tidende 26.5.1851<br />

Berlingske Tidende 27.5.1851<br />

Berlingske Tidende 30.5.1851<br />

Berlingske Tidende 6.9. 1853<br />

Berlingske Tidende 10.12.1856<br />

Berlingske Tidende 11.12.1856<br />

Utrykte kilder (gennemset):<br />

Kommissionen af 1851 til <strong>for</strong>bedring af de hygiejniske <strong>for</strong>hold i København<br />

Arkiv 1851-1854. diverse dokumenter. 1. pk.<br />

Litteraturliste<br />

Andersen, Niels Åkerstrøm: Diskursive analysestrategier. Foucault, Koselleck, Laclau,<br />

Luhmann. København 1999.<br />

Bjørn, Claus: ”Fra reaktion til grundlov 1800-1850”. I: Olsen, Olaf (red.) Gyldendal og<br />

Politikens Danmarkshistorie. Bd. 10, København 1990.<br />

Bonderup, Gerda: Cholera-Morbro’er og Danmark. Billeder til det 19. århundredes<br />

samfunds- og kulturhistorie. Århus 1994.<br />

Bricka, C.F. (red.): <strong>Dansk</strong> biografisk Lexicon, tillige omfattende Norge <strong>for</strong> tidsrummet 1537-<br />

1814. Bd. VIII, København (1894) 1887-1905. 3. udg.<br />

Buch, Katharina: Prof. Dr. Med. C. J. E. Hornemann. Upubliceret speciale fra Institut <strong>for</strong><br />

Historie, Københavns Universitet, 1974.<br />

Carøe, Kr.: ”Kjøbenhavns Natterenovation 1800-1870”. I: Særtryk af Tidsskrift <strong>for</strong><br />

Sundhedspleje. 1. R. II. København 1891.<br />

Christensen, Villads: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-<br />

1857. København 1912.<br />

Degn, Ole: Urbanisering og industrialisering. En <strong>for</strong>skningsoversigt. København 1978.<br />

Den store <strong>Dansk</strong>e Encyklopædi bd. 9, Danmarks Nationalleksikon A/S, 1997.<br />

Engberg, Jens: Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om<br />

sundhedsvedtægter i 1850’erne til miljøloven 1974. København 1999.<br />

104


Eriksen, Sidsel: Stationsbyens samfund. Folk og <strong>for</strong>eninger i Grindsted 1880-1940. Grindsted<br />

1996.<br />

Forchhammer, Olaf (red.): København fra bispetid til borgertid. Byplanmæssig udvikling til<br />

1840. Stadsingeniørens direktorat, København 1947.<br />

Foucault, Michel: Klinikkens fødsel. København 2000.<br />

Foucault, Michel: Talens <strong>for</strong>fatning. København 2001.<br />

Foucault; Michel: ”Nietzsche – Genealogien, historien”. I: Foucault, Michel: Talens<br />

<strong>for</strong>fatning. København 2001.<br />

Flyvbjerg, Bent: Rationalitet og Magt. Bd. 1. Det konkretes videnskab. Akademisk Forlag<br />

1991.<br />

Hall, Stuart: ”The Work of Representation” I: Hall, Stuart (ed.): Representation. Cultural<br />

Representation and Signifying Practices. London 1997.<br />

Hansen, Jens Erik Frits: Københavns <strong>for</strong>stadsbebyggelse i 1850’erne. København 1977.<br />

Heede, Dag. Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. København 1997.<br />

Hilden, Hans Peter: Skrald, storby og miljø. En beretning om Københavns kamp mod affaldet<br />

gennem 200 år. København 1973.<br />

Hvidt, Kristian: ”Det folkelige gennembrud og dets mænd” I: Olsen, Olaf (red.): Gyldendals<br />

og Politikens Danmarkshistorie. Bd. 11, København 1990.<br />

Hyldtoft, Ole: ”Arbejderboliger og bymiljøer”. I: Strømstad, Poul: Mennesket og Maskinen.<br />

Nationalmuseet 1980.<br />

Hyldtoft, Ole: Danmarks økonomiske historie 1840-1910. Herning 1999.<br />

Hyldtoft, Ole: ”København. Fra fæstning til moderne storby.” I: Frandsen, Karl-Erik (red.)<br />

Kongen og Folkets København – gennem 800 år. København 1996.<br />

Hyldtoft, Ole: Københavns industrialisering 1840-1914. Herning 1984.<br />

Hyldtoft, Ole: ”Litteratur om arbejderboliger”. I: Andersen, Svend Aage (red. m.fl.): Årbog<br />

<strong>for</strong> arbejderbevægelsens historie. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie<br />

1984. s. 205-248.<br />

Hyldtoft, Ole (m.fl.): ”Urbaniseringsprocessen i Danmark” I: Blom, Grethe Authén:<br />

Urbaniseringsprocessen i Norden. Bd. 3 (Industrialiseringens første fase), Trondheim 1977.<br />

105


Jensen, Hanne Lene: ”Det københavnske spekulationsbyggeri 1860-1908”. I: Andersen,<br />

Svend Aage red. m.fl.): Årbog <strong>for</strong> arbejderbevægelsens historie – 1984. Tema: Arbejderen og<br />

Boligen. SFAH 1984. s. 107-130.<br />

Jørgensen, Gerd Anja: Ren i skind er ren i sind. En etnologisk analyse af renlighedens<br />

begrundelsessammenhænge og <strong>for</strong>dringer i Danmark fra ca. 1870-1920. Cand.phil.-speciale i<br />

Europæisk Etnologi, Institut <strong>for</strong> Europæisk Folkelivs<strong>for</strong>skning, Københavns Universitet,<br />

1992.<br />

Kofoed, Nina: ”En diskursiv analyse af grundlaget <strong>for</strong> enevældens ægteskabslovgivning”. I:<br />

Den jyske historiker. Nr. 88, ”Historiefaget efter Postmodernismen”, april 2000.<br />

Knudsen, Tim: Storbyen støbes. København mellem kaos og byplan 1840-1917. København<br />

1988.<br />

Kristensen, Jeppe Norskov: Købstadens metamorfose. Industrialiseringens følger <strong>for</strong> den<br />

århusianske byudvikling. Upubliceret speciale fra Historisk Institut, Århus Universitet 2002.<br />

Lauridsen, John T.: “Fra udstødte til anbragte. Marginalgrupperne i Danmark 1536-1950.” I:<br />

Eriksen, Sidsel (red. m.fl.) Socialhistorie og samfunds<strong>for</strong>andring. Forlaget Historia 3, Århus<br />

1984. s. 79-115.<br />

Lindegaard, Hanne: Ud af røret? Planer, processer og paradokser omkring det københavnske<br />

kloaksystem 1840-2001. Upubliceret Ph.d.-afhandling IPL/Teknologi- og Miljøstudier.<br />

Danmarks Tekniske Universitet 2001.<br />

Lindgren, Sven-Åke: „Michel Foucault“ I: Andersen, Heine (red. m.fl.): Klassisk og moderne<br />

samfundsteori. København 2000. s. 326-341.<br />

Lützen, Karin: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale re<strong>for</strong>mer og velgørenhed i 1800-tallets<br />

København. København 1998.<br />

Madsen, Hans Helge: Brumlebys historiebog. København 1979.<br />

Mikkelsen, Anita: Skarn, Skrald og Affald. Træk af affaldets historie 1840-1990. Upubliceret<br />

cand. phil. -speciale i Europæisk Etnologi, Københavns Universitet 1991.<br />

Møller, Jes Fabricius: Biologismer. Naturvidenskab og Politik 1850-1930. Upubliceret Ph.d.afhandling,<br />

Københavns Universitet 2002.<br />

Møller, Jes Fabricius: “Byens Lunger. Om den oprindeligt videnskabeligt-hygiejniske<br />

baggrund <strong>for</strong> en meta<strong>for</strong>”. Særtryk af Historiske Meddelelser om København. 2002.<br />

Norrie, Gordon: Emil Hornemann. Særtryk af Nordisk Hygiejnisk Tidsskrift, X. Årgang,<br />

Göteborg 1929.<br />

Nørregård, Georg: “Københavns vand<strong>for</strong>syning i ældre tid”. I: Københavns vand<strong>for</strong>synings<br />

historie. København 1959.<br />

106


Otto, Lene: Rask eller lykkelig – Sundhed som diskurs i Danmark i det 20. århundrede.<br />

Komiteen <strong>for</strong> Sundhedsoplysning 1998.<br />

Schmidt, Holger: Arbejder<strong>for</strong>eningens Bygge<strong>for</strong>ening 1865-1940. København 1940.<br />

Schmidt, Lars-Henrik (m.fl.): Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel.<br />

Akademisk Forlag 1986.<br />

Sutcliffe, Anthony: The Rise of Modern Urban Planning 1800-1914. London 1980.<br />

Sølinge, Jette D. (m.fl.): De danske aviser 1634-1989. Bd. 2. 1848-1917. Odense 1989.<br />

Tofte, Ulla: Charles Ambts bidrag til dansk byplanlægning 1875-1902. Upubliceret speciale<br />

fra Institut <strong>for</strong> Historie, Københavns Universitet 1998.<br />

Torfing. Jacob: Forskellige <strong>for</strong>mer <strong>for</strong> diskursteori og diskursanalyse. Arbejdspapir publiceret<br />

på hjemmesiden www.diskurs.dk<br />

Tuxen, Poul: <strong>Dansk</strong> Byplanlægningsakt 1860-1920. København 1991.<br />

Villadsen, Villads: ”Byens huse – byens plan”. I: Lund, Haakon (red.) Danmarks arkitektur.<br />

København 1979.<br />

107


Bilag: Personregister<br />

Aird, John (1833-1911): Engelsk ingeniør. Leder af det engelske firma, Cochrane og Co.’s<br />

byggeri af vand- og gasværk i København. Deltager på den hygiejniske kongres i<br />

København i 1858.<br />

Algreen-Ussing, Tage (1797-1872): Cand. jur., generalprokurør 1848-72. Borgerrepræsentant<br />

1840-44, 1849-1870. Medlem af Den Grundlovgivende Rigs<strong>for</strong>samling. Oprindelig liberal<br />

men senere konservativ. Modstander af sanitære re<strong>for</strong>mer som kloakering og gadeskylning.<br />

Bentley, Daniel (1786-1869): Cand. jur., konferensråd, borgmester i København. Medlem af<br />

den hygiejniske kommission i 1851. Skeptisk over<strong>for</strong> sanitære re<strong>for</strong>mer.<br />

Bræstrup, Cosmos (1789-1870): Københavns politidirektør, <strong>for</strong>mand <strong>for</strong> den hygiejniske<br />

kommission fra 1851. Hygiejnisk interesseret. Deltager på den hygiejniske kongres i<br />

København i 1858.<br />

Callisen, Heinrich (1740-1824): Læge. Tidlig <strong>for</strong>taler <strong>for</strong> sanitære re<strong>for</strong>mer.<br />

Chadwick, Edwin (1800-1890): Engelsk hygiejniker og re<strong>for</strong>mator. Stod i spidsen <strong>for</strong> den<br />

engelske Public Health hygiejnebevægelse, der agiterede <strong>for</strong> at afhjælpe fattigdom og<br />

<strong>for</strong>hindre epidemiske sygdomme i at opstå gennem sanitære re<strong>for</strong>mer og <strong>for</strong>bedringer.<br />

Chadwicks arbejde ledte til vedtagelsen af verdens første effektive sundhedslovgivning i<br />

<strong>for</strong>m af den engelske Public Health Act i 1848.<br />

Colding, Ludvig, August (1815-1888): Cand. polyt. Vandinspektør i København 1847-1857.<br />

Stadsingeniør i København 1858-1886. Som teknisk kyndig embedsmand stod Colding bla.<br />

<strong>for</strong> den praktisk udarbejdelse af vand-, gas- og kloakplanerne i 1850’erne. Hygiejnisk<br />

interesseret. Deltager på den hygiejniske kongres i København i 1858.<br />

Dahlerup, Edward (1812-1882): Læge, hygiejniker. Kong Christian VIII’s livlæge 1843-1848.<br />

I 1849 blev han overlæge ved Garnisionshospitalet. I 1852-1860 redigerede han Bibliothek<br />

<strong>for</strong> Læger. Medstifter af Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse. 1856-1868 var han<br />

medlem af Københavns Borgerrepræsentation. I 1860-1873 var han overlæge ved Frederiks<br />

Hospital. Fra 1862 til sin død var han medlem af Sundhedskollegiet. Deltager på den<br />

hygiejniske kongres i 1858.<br />

David, Christian Georg Nathan (1793-1874): Nationalliberal – senere konservativ politiker.<br />

Nationaløkonom og hygiejnisk interesseret statistiker.<br />

Engelsted, Carl Sophus (1823-1914): Læge, hygiejniker, aktiv i Læge<strong>for</strong>eningen mod<br />

Choleraens bekæmpelse. Koleralæge 1853. Distriktslæge under Københavns fattigvæsen<br />

1854-1856.<br />

Fenger, Carl Emil (1814-1884): Læge, hygiejniker, statistiker og politiker. Formand <strong>for</strong> Det<br />

kongelige medicinske selskabs statistiske komité fra 1846. Medlem af Folketinget 1849-<br />

1852, 1861-1876. I 1868 blev Fenger medlem af Københavns Borgerrepræsentation. I 1875-<br />

108


83 var han Københavns finans- og hospitalsborgmester. Finansminister 1859, 1860-63,<br />

1870-72. Fenger var desuden sammen med sin ven Emil Hornemann involveret i arbejdet<br />

med at etablere arbejderboliger på Christianshavn i 1850. Medstifter af Læge<strong>for</strong>eningen mod<br />

Choleraens udbredelse og medinitiativtager til byggeriet af Læge<strong>for</strong>eningens Boliger i 1854.<br />

Medarrangør af den Hygiejniske Kongres i København i 1858 og medstifter af Foreningen<br />

til sundhedsplejens fremme i 1879.<br />

Frankenau, Rasmus (1767-1814): Læge. Tidlig <strong>for</strong>taler <strong>for</strong> sanitære re<strong>for</strong>mer.<br />

Hempel, Christian Frederik. (1814-1875): Læge, hygiejniker. Medredaktør af Ugeskrift <strong>for</strong><br />

Læger 1844-60. Distriktslæge på Christianshavn 1853-1872. Koleralæge 1853. Deltager på<br />

den hygiejniske kongres i København 1858. Stadslæge i København 1864.<br />

Hoppe, Børge Anton (1796-1865) Læge, hygiejniker. Stadslæge i København 1832-1864.<br />

Medlem af Sundhedskollegiet 1843. Formand <strong>for</strong> det kongelige medicinske selskabs<br />

hygiejniske komité 1846. Medlem af hygiejnekommissionen 1851. Deltager på den<br />

hygiejniske kongres i København i 1858.<br />

Howitz, Frantz (1828-1912): Læge og politiker. Koleralæge 1853. Deltager på den<br />

hygiejniske kongres i 1858. Medlem af Københavns Borgerepræsentation 1865-82.<br />

Hygiejnisk interesseret.<br />

Hornemann, Emil (1810-1890): Læge, hygiejniker. Hygiejnebevægelsens hovedeksponent.<br />

Formand <strong>for</strong> Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske komité i 1847. Medlem af den<br />

hygiejniske kommission 1851. Koleralæge 1853. Formand og initiativtager til<br />

Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens udbredelse i 1853 samt initiativtager til Læge<strong>for</strong>eningens<br />

Boliger. Medstifter af Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening 1865. Grundlægger af tidsskriftet<br />

Hygiejniske Meddelelser i 1856. Arrangør af den hygiejniske kongres i København i 1858<br />

sammen med C. E. Fenger. Medlem af sundhedskollegiet i 1865. Medstifter af selskabet til<br />

sundhedens fremme i 1879. Hornemann agiterede offentligt <strong>for</strong> socialhygiejniske<br />

<strong>for</strong>bedringer over en bred kam: offentlig hygiejne, sanitære re<strong>for</strong>mer, sunde bolig<strong>for</strong>hold og<br />

mod alkoholmisbrug og børnearbejde m.m. Meget stort videnskabeligt og populært<br />

<strong>for</strong>fatterskab.<br />

Hummel, Christian Gotfried (1811-1872): Cand. polyt. fra Polyteknisk Læreanstalt i 1834.<br />

Senere lektor 1838, inspektør 1843 og direktør 1866-1872 sammesteds. Vandinspektør i<br />

København 1843-1847. Medlem af Den combinerede Comitee <strong>for</strong> indførsel af vand-, gas- og<br />

kloakanlæg i København 1851 i stedet <strong>for</strong> H. C. Ørsted der var afgået ved døden. Medlem af<br />

den hygiejniske kommission samme år. Udarbejdede sammen med Colding konkrete planer<br />

<strong>for</strong> vand-, gas- og kloakanlæg i 1850’erne. Hygiejnisk interesseret – og bla. deltager på den<br />

hygiejniske kongres i København i 1858.<br />

Hvidt, L. N. (1777-1856): Finansmand, politiker og nationalbankdirektør. Formand <strong>for</strong><br />

Borgerrepræsentationen 1841-1853. Samlingspunkt <strong>for</strong> det københavnske liberale<br />

borgerskab. Modstander af sanitære re<strong>for</strong>mer som gadeskylning og kloak.<br />

Kabell, Friedrich Christian (1808-1903): Cand. polyt. 1833. Overinspektør ved den Kgl.<br />

Saltværk i Oldensloe i Holsten 1836-63. Han udarbejdede et <strong>for</strong>slag til et moderne<br />

109


vand<strong>for</strong>syningssystem med kloakker <strong>for</strong> København i 1844. Amts<strong>for</strong>valter i Ringkøbing<br />

1863-70 og i Skanderborg 1870-1883. Hygiejnisk interesseret.<br />

Kayser, Carl Johan Frederik (1811-1870): Læge, nationaløkonom, statistiker og politiker. Ven<br />

med C. E. Fenger som han skrev og udgav statistiske arbejder med. Initiativtager til<br />

tidskriftet Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 1839. Folketingsmand 1852-54, 1861-64. Deltager på den<br />

hygiejniske kongres i 1858.<br />

Knudsen, Peter Adolph (1819-1903): Læge, statistiker, hygiejniker. Koleralæge 1853.<br />

Deltager på den hygiejniske kongres i 1858. Distriktslæge på Nørrebro 1859-1869. Knudsen<br />

skrev flere artikler om statistiske og hygiejniske emner til tidsskriftet Hygiejniske<br />

Meddelelser. Medstifter af Selskabet til sundhedens fremme i 1879.<br />

Lange, Michael (1788-1856): Konservativ overpræsident i København 1846-1856.<br />

Modstander af kloakker.<br />

Levy, Carl (1808-1865): Læge, hygiejniker. Medstifter af Læge<strong>for</strong>eningen mod Choleraens<br />

udbredelse og Læge<strong>for</strong>eningens Boliger. Levy var med til at grundlægge Den almindelige<br />

danske Læge<strong>for</strong>ening i 1857 og fungerede som dennes <strong>for</strong>mand i 1857-1859. Deltager på<br />

den hygiejniske kongres i 1858. Levy blev medlem af Sundhedskollegiet i 1862.<br />

Lindberg, P. M. (1815-1891): Cand. polyt. 1840. Brolægnings- og vejinspektør i København<br />

1847-86. Vandt pris <strong>for</strong> bedste kloak<strong>for</strong>slag i den kombinerede komités konkurrence i 1851.<br />

Lindberg var sammen med Colding med til at udarbejde konkrete planer <strong>for</strong> vand-, gas- og<br />

kloakanlæg i København, inden han blev afløst af Hummel. Deltager på den hygiejniske<br />

kongres i 1858.<br />

Meldahl, Ferdinand (1827-1908): Stod som arkitekt bag omfattende byggerier i København i<br />

anden halvdel af 1800-tallet, bla. bebyggelsen af Gammelholm. Han udarbejdede også en<br />

plan <strong>for</strong> voldterrænet. Medlem af Borgerrepræsentationen 1866-1892. Hygiejnisk<br />

interesseret – han skrev bla. artikler til Hygiejniske Meddelelser.<br />

Owen, Robert (1771-1858): Walisisk industrialist og filantrop som byggede sunde<br />

arbejderkvarterer/byer i <strong>for</strong>længelse af sine fabrikker.<br />

Repp, Thorleifur Gudmund (1794-1857): Litterat, redaktør af ”Dagen”. Han agiterede i<br />

1830’erne <strong>for</strong> en re<strong>for</strong>m af hovedstadens vand<strong>for</strong>syning.<br />

Salt, Titus (1803-1876): Engelsk tekstilindustialist og filantrop som byggede hygiejniske<br />

arbejderboligkomplekser i <strong>for</strong>længelse af sine bomuldsspinderier.<br />

Schleisner, P. A. (1818-1900): Læge, hygiejniker. Medlem af Det kongelige selskabs<br />

hygiejniske komité 1851-1853. Samtidig distriktslæge i København. Medlem af den<br />

kombinerede komité <strong>for</strong> vand-, gas- og kloakanlæg 1852. Medlem af en kommission til<br />

udarbejdelse af en ny bygningslov <strong>for</strong> København samme år. Deltager på den hygiejniske<br />

kongres i 1858. Stadslæge i København 1865-1886. Medlem af Sundhedskollegiet 1872-<br />

1897.<br />

110


Seidelin, Conrad (1820-1863): Arkitekt. Han udarbejdede en byplan <strong>for</strong> det københavnske<br />

voldterræn i 1858.<br />

Simpson, James (1799-1869): Engelsk ingeniør. Fungerede som rådgiver <strong>for</strong><br />

kommunalstyrelsen mht. planerne <strong>for</strong> vand, gas og kloak.<br />

Sommer, Andreas Gunnar (1804-1871): Læge, hygiejniker, videnskabsmand. Medlem af Det<br />

kongelige medicinske selskabs hygiejniske komité i 1846. Litterær virksomhed over emner<br />

som hygiejne og kolera. Deltager på den hygiejniske kongres i 1858.<br />

Thomsen, Julius (1826-1909): Cand. polyt. i anvendt naturvidenskab i 1836. Kemiker. Skrev i<br />

1853 en videnskabelig fremstilling sammen med L. A. Colding om kolera og den offentlige<br />

hygiejne med afsæt i den miasmatiske teori. Thomsen var en international anerkendt <strong>for</strong>sker<br />

med interesse <strong>for</strong> hygiejniske emner. Professor i kemi ved Københavns Universitet 1866-<br />

1901.<br />

Trier, Frederik (1831-1898). Koleralæge i 1853, hygiejniker. Medstifter af Læge<strong>for</strong>eningen<br />

mod Choleraens udbredelse i 1853. Deltager på den hygiejniske kongres i 1858. Redaktør af<br />

Ugeskrift <strong>for</strong> Læger 1861-74. Medlem af bestyrelsen <strong>for</strong> Den almindelige danske<br />

læge<strong>for</strong>ening 1860-74, heraf som <strong>for</strong>mand 1869-1874.<br />

Ulrik, Ferdinand Frederik (1818-1917): Læge, hygiejniker. Deltager i den hygiejniske<br />

kongres i 1858. Initiativtager til Arbejdernes Bygge<strong>for</strong>ening i 1865. Næst<strong>for</strong>mand i<br />

<strong>for</strong>eningen til 1887. I 1866 indvalgtes Ulrik i bestyrelsen <strong>for</strong> Læge<strong>for</strong>eningens Boliger, og i<br />

1888 afløste han Hornemann som <strong>for</strong>mand. Medlem af Borgerrepræsentationen 1867-73.<br />

Medstifter af Selskabet til sundhedens fremme i 1879. Desuden aktiv i tale og praksis <strong>for</strong><br />

nedrivningen af slumkvarteret Peter Madsens Gang i 1870’erne.<br />

Visby, Carl Holger (1801-1871) Præst og hygiejniker med stort engagement i socialt,<br />

pædagogisk og filantropisk arbejde. Initiativtager til arbejderboligerne på Christianshavn i<br />

1850 sammen med Hornemann og Fenger. Medlem af den Grundlovgivende Forsamling i<br />

1848.<br />

Wilkens, Julius (1812-1892): Cand. polyt. 1832. Professor i mekanisk teknologi i 1849 ved<br />

Polyteknisk Læreanstalt. Udarbejder byplan <strong>for</strong> de københavnske voldarealer i 1854.<br />

Ørsted, Anders Sandøe (1778-1860): Cand. jur. og politiker. Bror til Hans Christian Ørsted.<br />

Generalprokurør 1825-48. Geheimestatsminister 1842-48. Medlem af den Grundlovgivende<br />

Forsamling i 1848. Medlem af Landstinget 1850-1853. Stats- og indenrigsminister1853-54. I<br />

den egenskab bremsede han kloakplanerne <strong>for</strong> København i 1854. I sin ungdom liberal –<br />

senere konservativ. Han var dybt skeptisk over hygiejnebevægelsens re<strong>for</strong>m<strong>for</strong>slag.<br />

111

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!