BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

Forrådnelseslugte blev på den baggrund det nye symptom på fare og sygdomme, samtidig
med at lugtesansen blev den primære hygiejniske sans. Som en konsekvens af de stadig
dårligere boligforhold for arbejderklassen i industrialismens storbyer i midten af 1800-tallet
ændredes miasmeteorien gradvist fra en rumlig ætiologi til en social ætiologi. Det var ikke
længere de klimatiske forhold, der blev betragtet som årsag til miasmernes spontane genese,
men forrådnelse eller stank som var et resultat af arbejderboligkvarternes fysiske uorden,
overbefolkningen, de stillestående rendestene, latringruber, hus- og industriaffald osv. På den
baggrund satte hygiejniske reformatorer i mange europæiske lande alt ind på at forebygge
sygdomme ved at udrydde årsagerne til dårlig luft og stank over en bred front. Først og
fremmest ved at forbedre den offentlige hygiejne og skaffe arbejderne bedre boligforhold,
samt at optimere kloakeringen og vandforsyningen. 48 Den miasmatisk-orienterede
hygiejnebevægelse gjorde i 1800-tallets midte også op med contagionismens
karantænebestemmelser, som man siden middelalderen havde benyttet sig af i tilfælde af
epidemiske trusler. Karantænebestemmelserne var begrundede i forestillingen om, at
epidemiske sygdomme udbredtes via overføring af contagium, en form for smitstof der
overførtes fra menneske til menneske. Hos contagionisterne var det derfor vigtig at beskytte
sig mod epidemier, og den bedste hygiejniske forholdsregel var at isolere syge og tilrejsende
fra epidemiramte områder. Disse bestemmelser blev draget i tvivl af miasmatikerne, da
forestillingen om et bestemt smitstof forekom uholdbar og doktrinær. Desuden virkede
miasmeteorien generelt set langt mere overbevisende set i lyset af den moderne statistiks
påpegning af sammenhænge mellem dødelighed og dårlig sanitet. Den statistiske videnskab
bakkede altså op omkring miasmeteorien, det samme gjorde også tidens foretrukne politiskøkonomiske
ideologi, liberalismen. De liberale syntes, at contagionismens forholdsregler
opstillede unødvendige barrierer for handelen og den personlige frihed og foretrak derfor
miasmeteoriens lempeligere bestemmelser. I perioden 1820-1860 hvor miasmeteorien havde
sin storhedstid afvikledes karantænebestemmelserne i en lang række lande. 49 I praksis var der
dog ikke meget forskel på smitteteoriens og miasmeteoriens hygiejniske forskrifter og
konkrete sygdomsbekæmpelse bortset fra karantænebestemmelserne. Begge grupper
anbefalede renlighed på alle områder, gadeskylning, ventilation, lys og luft og opfordrede til
at holde brønde, latriner og disses omgivelser omhyggeligt rene, og de var i det hele taget
48 Jørgensen 1992 s. 37, Schmidt 1986 s. 42
49 Schmidt 1986 s. 43
19