en anden - Koordinat

SAMO: James Brown lyder fra radioen James Brown er inde i stuen. Nu døde
han ud, som en ånd, radioen spiller, lytter du til radio? Det er meget svært at tænke
anderledes om mine hænder, end i forrige brev, de ødelægger, nej øder er bedre – jager
alting væk. Du forstår nok håber jeg.
Jeg har et eventyr om min udsigt: Hver aften lander og letter en due,
en dag vil den lande her foran mig, forvirret plirre med øjnene (ja kun som duer kan
plirre med øjnene), for den vil se mig som den jeg er, idyllisk er det ikke, jeg er så
renset for kvalifikationer, forleden kunne jeg knapt nok tænde for støvsugeren, jeg
ved ikke hvilket mord disse ord vil udføre, lige nu virker det slet ikke vigtigt, men i
morgen skal jeg læse op, jeg har direkte frabedt mig din tilstedeværelse som publikum,
så meget uorden har jeg i mig selv, at selv vejret ikke kan hamle op med mig, når det
spejler sig i mig. Vejret som fx i dag, vejret som fx i går, jeg gider ikke gå ud mere i
dag, jeg kan blive nødt til det, hvis jeg skal finde noget mad, dagen er gået med disse
breve til dig, og jeg kan ikke sende dem til dig, bådene skrider, bådene skærer sig op
på land, hvordan skriver Inger Christensen? Vandskorpen / skærer sig selv / med is //
Vinterbåden / skræmmes / på land // Under huden / værger / et hjerte sig (s. 17,
Gravstenen).
Gravstene er ikke flotte buketter, mosen klæder sig ikke ud med
åkander, myggene sover, myggene sværmer, telefonen er tændt og du kunne ringe
hvis du ville synge myggene i min hjerne godnat. Du ville synge mens alt ville
forsvinde, selv de våde fodaftryk jeg satte tidligere efter at have været i bad, de ville
blot være mine smut med en stenet krop.
Nu har himlen iklædt sig guld, et par lette skyer driver forbi mit
udsigt, solen bager dem, gør dem gyldne. Jeg tænker på om himlen ser ud her som
den ser ud hos dig, alle disse strømninger af ædle metaller, forbi, forbi, det ville være
det smukkeste tæppe at føre for når den elskede elskedes tager hul på sig selv, for, for
evigt, at dø (pludren), mens tiden tikker – anlagte strategier for at tørre blodet op –
blodet er ikke nu eller bløder solen i virkeligheden mens jeg skriver dette, er oktobers
sol sit eget gidsel, er himlen marken for et par millioner heste spændt for skyerne, nu.
Kan vi, kan vi løbe med mod stjernerne? Hold kæft noget pis. Jeg kan blive så vred på
stjerner; jeg kan jo ikke sige ’hej’ til dem, men jeg kan heller ikke få mig selv til at sige
’nej’ til dig.