en anden - Koordinat

SAMO: Men du siger ikke noget, du vrider hverken dit bryst med bekymringer
eller flager hele faner. Det hele går op i den konflikt vi havde, den parade af pirkende
høtyve, i slangernes øjne, må vi have lignet en ørken, vores forhold har nok lignet en
ørken, men en ørken hvor det regnede hele tiden. Men jeg vil med dig, der, tilbage i
ørkenen, sammen, os to, jeg vil med dig, træde i sandet, sejle rundt, mens sveden
måske er søer, måske floder – muligvis floder hvis jeg selv skal tale om mit eget sved,
det fosser bare så underligt tamt, som om man endelig er kommet frem til vandfaldet
og opdager at Bornholm fx er en ø, at vandfald bare er vand, at man kan tage et
brusebad – os to – os to sammen i ørkenen – et bad, et brusebad: Jeg vil den rejse
med dig, denne aften hvor stjernerne er underligt røde, har høtyvene – mine
bemærkninger – overhovedet nogen effekt på dig? Det gør nok ikke ondt at være
smuk.
Det regnede i går aftes selvom det ikke regnede, det regnede, vi lå i
sengen så jeg, jeg var en anden verden, en verden med vred piskende regn gennem
mit køn, og i væggene sejlede hvæssede fiskestimer, som rige, forunderlige ædelsten,
klingklang
(ingen lyd)
men i virkeligheden var regnen fiskenes strygestål og de var knive, og regnen var
deres mere end regnen var min, men hey går det godt?
Der går så lang tid, jeg tæller jo ikke sekunderne men sandkornene i
ørkenen mens du er væk, du er nok fløjet, jeg fornemmer på dig, at du er fløjet, så jeg
forsøger ikke at tænke så meget på dig, jeg koncentrerer mig om ikke at tænke, at lade
vejene være åbne, men hvad er veje uden broer mellem kontinenterne – broer disse
emaljerede rygsøjler, dig med togskinner – eller dig du med togskinner selvfølgelig
tænker jeg nu på dig, mens jeg tænker på dig, jeg undskylder til jer begge to. Kyssene
ville også være kogende have, have losset godt til med et sæt statuer forviklede af
skidt, jeg tror ikke duerne mener det når de skider over det hele, til gengæld har jeg
aldrig set en svane skide, hvilket gør det til det mest klassiske dyr, en smuk buste af
gips – en tante ude i de store mestres kompositioner, bare ikke tante men min
mormor, vidste du at hun var operasangerinde, og jeg savner hende ikke så meget
mere, jeg savner dig, og dig, jer to, jeg savner jer mens symaskinen syer min falkerede
på toppen, haute couture? Må være svalernes syninger i luften. Så hvad siger du?
(ingenting)