en anden - Koordinat

SAMO: Det er vel spændende når man pludselig ikke længere er inspireret,
måske sætningerne er for korte som nu fx dagene de fandens dage helt overhældt med
den sorteste lyd, har et barn hældt maling (for nu at blive ved maling) ud over solen?
Solen er vel hjemme – og hvordan forstå noget som hjemme, kan man stille hjem op
overfor ikke-hjem, og burde jeg ikke vende mig bort fra solen og kigge på mig selv:
hjem/ikke-hjem i dette? Det er nok ikke så væsentligt hvor jeg er – hvor du er. Jeg
skulle ryge og drikke kaffe, jeg havde stillet vækkeuret til klokken 8:00 – goplerne
stiger fra deres rige med tusinde lange sammenfiltrede skørter – hvem rydder op?
Jeg mener ikke noget i dag, mente jeg noget i går, jeg tror jeg mente
noget i går, men i dag mener jeg ikke noget, som jeg vist lovede dig, Thykier: De er
begge to landskaber uden mennesker, som fyldes med forestillinger om mennesker, og så tømmes for
dem for selv at blive mennesker ved at finde sammen om en forestilling, de har spillet for andre: en
idyl. Hey, hvad synes du om det? Nogle dage finder jeg citatet meget skræmmende –
mest skræmmende når jeg gøres opmærksom på mine forestillinger om dig, der igen
kan hedde drømme eller fantasier. Drømme konstant? Hvad skrev jeg i går? Husker det
ikke. Én på skolen udbrød til tekstlæsning: ”Hvor kommer den hvide kat fra?” – og
jeg kunne knapt nok huske hvor satan den hvide kat var placeret i den medbragte
tekst. Stables. Skal vi stables oveni hinanden: I Bolivia – Sucre – med kirkegården,
kirkegården hvor lig blev stablet ovenpå hinanden, inde i murerne, omkring
kirkegården, hver familie havde sit eget sted – hvert gravsted var forseglet, jeg har
fotos af det, du er ikke på dem, er vi færdige med hinanden eller bare færdige?
GENNEM MIG GIK HUN I SENG MED EN AFDØD (HUN TOG ET LIG I
MUNDEN), 12 notater om Vincent Gallo af Mikkel Thykier, 28/6.
Her hvad? Hvad skal jeg sige? Det bliver mere kantet nu, end tidligere,
tidligere ment som i går, i går var jo en god dag, disse dage hvor man skriver så meget
at man helt glemmer det vigtige. HA! Det vigtige? Man må med strømmen finde
huset frem, det mørkeste hus, aldrig et mørkere hus, sætte det i verden, men huse er
forkerte – her tales om både, her sendes både af sted med det enkleste pust henover
læben, fra mig, vinden rider sig selv ihjel hvis den fortsætter.