You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Det farligste dyr<br />
I SVERIGE ER SKOVFLÅTEN<br />
Samtlige torpare vil på et eller andet tidspunkt stifte bekendtskab med flåten<br />
– enten på eget legeme eller når familie og venner må lægge krop til.<br />
Her får du gode råd og viden om skovflåten.<br />
TEKST OG ILLUSTRATION: OLE ANDERSEN<br />
Jeg vil vove den påstand, at af<br />
samtlige dyr, som findes i den<br />
svenske fauna, er den lille mide,<br />
skovflåten, det absolut farligste.<br />
Jo, men hvad så med de store og<br />
farlige rovdyr såsom bjørnen, lossen<br />
og ikke mindst ulven. Den er da farlig?<br />
Ulven tager små uskyldige lam, og den<br />
æder bedstemødre og naive rødhætter!<br />
Helt ærligt, hvor ofte har du mødt en<br />
rigtig levende ulv midt ude i den frie natur<br />
og har stået over for den, sådan faceto-face?<br />
Nej, vel? Derimod vil samtlige<br />
torpare på et eller andet tidspunkt stifte<br />
bekendtskab med flåten, enten på egen<br />
krop eller når familie og venner lægger<br />
krop til.<br />
Skovflåten er ikke en tæge<br />
Flåten er en mide. Dens latinske navn er<br />
Ixodes ricinus og hører til blodmiderne.<br />
Miderne hører sammen med edderkopperne<br />
til en meget stor gruppe, som<br />
kaldes spindlere. Skovflåten har ligesom<br />
edderkopperne otte ben, og den kan<br />
ved første øjekast minde om en lille edderkop.<br />
Skovflåten er altså ikke en tæge. Tægerne<br />
er insekter – de har seks ben, og<br />
tægerne er helt uskadelige for os mennesker.<br />
De lever overvejende af plantesaft,<br />
som de suger op med deres næb eller<br />
snabel, som de borer ind i planterne.<br />
Eller de kaster sig over endnu mindre<br />
byttedyr. Så skulle dét være på plads.<br />
Skovflåten hedder fästing på svensk, i<br />
flertal fästingar, og det er et rammende<br />
navn for et dyr, som ikke er sådan lige til<br />
at ryste af sig.<br />
Man mærker ikke stikket<br />
Skovflåten optræder på fire udviklings-<br />
38 juni I <strong>Torpare</strong><br />
stadier: æg, larve (der ligner den voksne<br />
mide), nymfe (som også er lig den voksne)<br />
og så den voksne skovflåt.<br />
Foran sidder et lille bitte hoved med<br />
nogle skarpe munddele, som den bider<br />
hul med i huden på sin vært. Derefter<br />
stikker den sin snabel, der har modhager,<br />
ned i såret. Den kan nu blive hængende<br />
godt forankret i huden og begynde<br />
at suge blod.<br />
”Skovflåten er en<br />
forunderlig og<br />
farlig blodsuger”<br />
Man mærker ikke stikket, eller at den<br />
er der, da dens spyt indeholder et sekret,<br />
som virker smertestillende og samtidig<br />
forhindrer blodet i at koagulere.<br />
Hovedet går over i et mørkt, nærmest<br />
sort nakkeskjold. Nakkeskjoldet dækker<br />
næsten hele kroppen hos han-skovflåten.<br />
Det skyldes, at hannerne ikke suger<br />
blod, efter at de er blevet voksne, og<br />
derfor ikke får den store bagkrop.<br />
Hunnens bagkrop kan vokse<br />
Hos hunnerne ses det mørke nakkeskjold<br />
som en lille mørk prik foran bagkroppen,<br />
der kan vokse fra en millimeter til godt<br />
en centimeter, efterhånden som hun får<br />
suget blod i sig. Bagkroppen kan altså<br />
vokse, da den er elastisk og kan foldes<br />
ud. Derfor vil man også lettere opdage<br />
en hun-skovflåt end de små hanner og<br />
de helt unge skovflåter.<br />
Hunnen skal bruge blod til sine æg,<br />
omkring 2.000 – 3.000, som lægges godt<br />
gemt i græsset. Hvis hunnen ikke bliver<br />
opdaget, og den får lov til stille og fre-<br />
deligt at suge blod, vil den efter 10 dage<br />
give slip og falde ned i vegetationen.<br />
Men hvorfor får vi også besøg af hannerne?<br />
De fik nemlig deres sidste måltid,<br />
da de var nymfer, altså i deres ungdom,<br />
og dét var nok til dem til resten af deres<br />
liv. Jo, de kommer for at parre sig og ikke<br />
for at suge blod, for nu er der amoriner<br />
i luften. De skal parre sig med de mere<br />
end dobbelt så store hunner, og parringen<br />
kan kun foregå på værtsdyret, altså<br />
også på os mennesker. Efter tre parringer<br />
dør hannen, og efter æglægningen<br />
dør hunnen.<br />
Borrelia-bakterien fra bl.a. mus<br />
Man skulle tro, at bare man fjerner skovflåten<br />
fra huden, så er den hellige grav<br />
velforvaret. Men så enkelt er det ikke.<br />
Den helt lille skovflåt, larven, som er<br />
en miniudgave af den voksne, løber<br />
ikke så langt, så den finder eksempelvis<br />
en mus at suge blod fra. Og det er bl.a.<br />
musene, som kan være inficeret med<br />
bakterien Borrelia. Selv bliver musene<br />
dog ikke syge af Borrelia-bakterien.<br />
Får skovflåten bakterien Borrelia i<br />
sig, kan den overleve i flåten i op til et<br />
år og dermed følge miden på alle dens<br />
udviklingstrin. Også til det sidste, hvor<br />
en hun suger blod til sin ægproduktion.<br />
Vi mennesker kan blive bidt af skovflåten<br />
på alle de tre udviklingsstadier<br />
som larve, nymfe og voksen. Vi kan have<br />
siddet i græsset på en varm og fugtig<br />
sommerdag. Eller vi er blot gået en tur<br />
i det fri, hvor skovflåterne ligefrem sidder<br />
på spring i knæhøjde på planterne<br />
for at angribe os. Skovflåten kan ikke se,<br />
men i forbenene har den sanseorganer,<br />
som fortæller, når et dyr eller menneske<br />
kommer forbi. Højsæsonen for flåtbid er
Change language