Vildmosens Vildt 1936

en jagtgæst kørende i bil, og 3 hjorte prøvede
at gå over vejen lige foran bilen. De nåede også
at komme over ca. 10 m foran køleren, men de
2 sidste hjorte stødte sammen i luften, og den
ene hjort landede så forkert på den anden side af
vejgrøften, at forløbet brækkede med så stærkt et
knald, at vi kunne høre det i bilen. Det lykkedes
mig at skyde hjorten – en lille seksender – inden
den nåede tykningen.
Kronvildtet skal jo også sove, men som regel sover
det meget let. Dog har jeg oplevet 2 tilfælde,
hvor kronvildt sov endda meget fast. En aften
skulle jeg ud med min bror, der skulle skyde en
gammel tolvender, som plejede at stå med en rudel
på ca. 70 stykker vildt på en mosestrækning
ikke langt fra skoven. Vi var heldige den aften
og kom rudlen på 100 m nær i en grøft. Hjorten
travede brølende frem og tilbage, og det var ret
vanskeligt at få den fri til skud. Jeg bad derfor
min bror om at gøre sig færdig, medens jeg holdt
øje med hjorten i kikkerten. Kort tid efter stod
den frit, og jeg bad min bror om at skyde. Hjorten
faldt i knald, og hele rudlen gik for fuld fart
ud i mosen, dog opdagede vi til vor skræk, at
der lå en hind ved siden af hjorten. Jeg kunne
jo ikke bebrejde min bror noget, fordi jeg selv
havde givet lov til at skyde i den sikre overbevisning,
at der hverken stod et stykke vildt foran
eller bagved hjorten. Vi blev så enige om først
at se på hinden, og da vi nærmede os den og var
ca. 5 m fra den, løftede den hovedet, rejste sig og
gik i trav ud i mosen efter rudlen og ved at se på
den i kikkerten, blev vi overbeviste om, at den
ikke fejlede noget. Den havde altså bare sovet
så fast, at den hverken havde hørt skuddet eller
rudlen, der i fuld fart gik ud i mosen og derved
lavede et spektakel som en eskadron rytteri, der
angriber i galop.
I det andet tilfælde var det en hjort. Jeg kom
med en jagtgæst kørende i bil om formiddagen
efter endt morgenpürsch forbi en større slette,
hvor der stod en flok kronvildt på ca. 50 stykker.
Det undrede os, at denne rudel midt i brunsttiden
stod uden hjort. Jeg standsede bilen, og vi
diskuterede spørgsmålet. Rudlen blev urolig og
begyndte først i skridt, så i trav og til sidst i galop
at flygte i mod skoven, og midt på sletten lå
hjorten på siden. Vi blev enige om, at den måtte
være stanget ihjel af en anden hjort og forlod
bilen og gik hen for at se på den. Vinden bar lige
hen til den, og vi kom den så nær, at vi kunne
have rørt ved den. Pludselig rejste den sig, ser sig
forvildet omkring og tager så i fuld fart retning
mod skoven. Den fejlede ingenting, den havde
bare sovet.
Når man jager så stort vildt som kronvildt er det
nødvendigt, at man har en god hund, der holder
foden sikkert efter et anskudt stykke. Jeg købte
derfor for den del år siden i Tyskland en såkaldt
hannoversk Schweisshund. Den gjorde udmærket
nytte, men en dag gik det galt. Vi søgte efter
en hjort, som en af mine gæster havde anskudt,
da vi pludselig hørte hunden hyle. Da skovfogeden
nåede derhen, viste det sig, at hunden var
stanget af en frisk hjort. Hjortens øjensprosser
var gået igennem hundens køller og havde efterladt
2 store blødende sår. Hunden kom sig igen,
men var fra den dag ubrugelig på kronvildt, og
den måtte derfor skydes.
325