Vildmosens Vildt 1936

More documents

Recommendations

Info

Den bedste hund, jeg har haft til det brug, var en stor, måske ikke helt ægte, gravhund. Jeg har selv opdraget den, og den gik udelukkende på anskudt vildt. Ikke et eneste anskudt stykke kronvildt er gået tabt, når Daks var med til at søge efter. Den var klogere end mange mennesker. En af mine brødre havde været alene ude i skoven og skudt på en både ham og mig bekendt kronhjort. Han kom hjem fra jagten om formiddagen og sagde, at hjorten havde fået en weidkugle, og at det nok var nødvendigt at søge efter med Daks. Vi tog derud i bil så nær, vi kunne komme stedet og gik så derhen, og jeg satte Daks på anskudsstedet. Der var ganske vist hverken hår eller schweiss, men da min bror var af den sikre overbevisning at have ramt, lod jeg Daks gå. Ca. 10 minutter efter kom Daks tilbage, og jeg udtrykte overfor min bror min tvivl om, at han overhovedet havde ramt hjorten, men han holdt på sit. Jeg sendte Daks af sted igen. Vi stod vel 2 a 3 timer og lyttede, men der var ikke noget at høre eller se. Det var stille vejr, og Daks’ standhals måtte kunne høres på meget lang afstand. Da det begyndte at blive frokosttid, foreslog jeg min bror at gå hen til bilen, så at vi kunne køre hjem og spise frokost. Daks kendte jo distriktet og skulle nok finde hjem alene. Da vi kom til bilen, fandt vi Daks liggende i vognen, hvor den havde rullet sig sammen på førersædet og sov. Nu var jeg overbevist om, at hjorten ikke var ramt. Min bror tvivlede stadig, derfor gik jeg sammen med ham ud om aftenen, og det viste sig, at hjorten stod på samme sted med samme rudel og brølede. Den fejlede ingenting, og Daks var selvfølgelig den klogeste. Han mente, at når han havde vist os en gang, at hjorten ikke var ramt, så 326 var det meningsløst at sende ham af sted anden gang, derfor tog han lige hen til bilen og lagde sig til at sove og lod os vente. Der kunne fortælles meget endnu om oplevelser med kronvildt, men til slut vil jeg gerne slå et lille slag for det vildt, jeg holder så meget af. Det gælder ikke vildtet i Vildmosen, der lever indenfor et solidt hegn, hvor krybskytterne ikke tør komme, fordi de, hvis de bliver taget der, bliver straffet for indbrudstyveri. Derimod har det kronvildt, der ellers lever her i landet ret vanskelige kår. Kronhjorten er fredløs hele året. Man spørger sig uvilkårligt om vort land ikke har råd til at huse de få stykker storvildt, der endnu er tilbage. Det vil, hvis man overhovedet tænker på at holde en fritlevende kronhjortebestand her i landet, være absolut nødvendigt, at give kronhjorten en fredningstid, som jeg ville ønske ville være fra 1. marts til 15. august. Men hvad der næsten er værre, det er, at kronvildtet må beskydes med våben, der er uegnede til dette formål. Det er mit håb, at begge de store jagtforeninger måske også dyreværnsforeningerne ville sætte alt ind på at foranledige lovgivningsmagten til at foretage en jagtlovsrevision og forbyde at skyde med hagl på kronvildt. Det er og bliver dyrplageri, fordi det kun er i ganske enkelte undtagelsestilfælde et stykke kronvildt falder for et haglskud, og selv en dårlig skytte kan ikke undgå at ramme så stort et stykke vildt med hagl, der spreder over en stor flade. Man kan dog godt sige, at det er en kulturnation uværdigt at tillade dyrplageri. Ingen tænker på, at forhindre husmanden eller bonden i, at nedlægge det storvildt, der ødelægger hans afgrøder. Men
Fig. 11 Krondyr i solopgang. 16. oktober 2011. Foto Jan Skriver. man kan forlange, at det sker på en human og jægermæssig måde. De fleste har vel dårlig råd til at købe en riffel. Men der findes udmærkede kuglepatroner til haglbøsser i handelen. Og man kan og bør forlange, at disse patroner anvendes, når kronvildt beskydes, selv om en patron af den art måske koster 10 øre mere. Derved ville dyrplageriske anskydninger for fremtiden være indskrænket betydeligt. Jeg har haft den glæde, at have besøg af mange lokale jagtforeninger både under Dansk Jagtforening og under Landsjagtforeningen. Jeg har altid gerne vist dem Dyrehaven i den lille Vildmose, og jeg tror, at også jagtforeningerne har haft glæde af deres besøg. Skulle Slagelse Jagtforening engang tage på udflugt til Nordjylland, så vil det være mig en særlig glæde at byde dem velkommen i Dyrehaven i Toft Skov. 327
Page 1 and 2: Vildmosens Vildt 1936 Vildmosens vi
Page 3 and 4: For nogle uger siden blev der endda
Page 5 and 6: Fig. 4 Tæveræven kommer hjem med
Page 7 and 8: ynder at stå på de store åbne mo
Page 9 and 10: Fig. 6. Kronhjort løber ved bredde
Page 11 and 12: Fig. 8 Brunstig kronhjort brøler n
Page 13 and 14: Fig. 9 Skytte Laurids Jakobsen, der
Page 15: en jagtgæst kørende i bil, og 3 h

Vildmosens Vildt 1936

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?