med det øvrige vildt, og hverken jeg eller mine funktionærer har iagttaget, at de forgriber sig på levende vildt. Jeg har dog set, at de æder frøer, og det er ikke usandsynligt, at de også tager hugorme. Det er i hvert fald en kendsgerning, at hugormenes antal har taget betydelig af i de senere år. Der skydes foreløbig kun enkelte orner og svage grise hvert år. Kødet bliver godt betalt, indtil 2 kr. pr. kg. Det vildt, der præger dyrehaven i Vildmosen særlig, er utvivlsomt kronvildtet. Det er en gammel dansk stamme, som aldrig har fået blodfornyelse fra udlandet. Dog kommer hvert år hjorte ind over indspringene i hegnet enten fra Rold Skov eller Djursland. Bestanden levede frit i mosen, indtil vildthegnet blev sat, den var oprindelig på ca. 200 stk. og nåede i årenes løb efter indhegningen op på 1.000 stk. Da jeg syntes, at det var for meget i forhold til arealet, blev der i sidste sæson taget kraftigt fat, og ved at skyde godt 200 stk., er bestanden nu nedsat til ca. 800. Det er vel ikke nødvendigt at give en beskrivelse af kronvildtets udseende. Der er vel ingen, der ikke har set kronvildtet i dyrehaven ved Klampenborg eller i Zoologiske Haver. Jeg vil dog sige, at kronvildtet i Vildmosen gør et andet indtryk. Det store areal, det lever på bevirker, at det opfører sig som rigtigt vildt. Kronvildtet er udprægede skovdyr, det ynder store skovstrækninger med enge og moser og tætte tykninger. Ro og fred er hovedbetingelsen for det. Det er derfor, at der ude i dyrehaven i Toft aldrig bliver jaget på småvildtet, heller ikke søgt efter snepper med hund. Vildmosen er særlig egnet til at huse en kronvildtbestand. Store 318 sletter med græs, gode enge i forbindelse med skov og tætte tykninger giver ideelle forhold for vildtet. Græs er dets hovedernæring og det findes på distriktet i rigelige mængder. Dog er det nødvendigt i en særlig streng vinter at lægge lidt foder ud. Havreneg og kartofler er vel egnet til dette formål, lidt kløverhø eller enghø bliver også gerne taget. Dette foder skal helst blandes med roer eller kartofler, da hø alene er for tørt. Da der er rigeligt med lyng på distriktet er det ikke nødvendigt at give store mængder kunstigt foder. Kronvildtet er selskabeligt anlagt, det går i større eller mindre rudler, bestående af hinder, kalve, smalhinder, spidshjorte og enkelte små hjorte. De stærkere hjorte går i rudler for sig selv, kun den gamle hjort holder af at gå alene eller sammen med 1 eller 2 kammerater. Rudlen føres af en førerhind. Denne har til opgave at sørge for rudlens sikkerhed og vise de veje, den skal gå. De øvrige stoler blindt på førerhindens egenskaber. En stor rudel hinder på ca. 150 stk. holdt i fjor efter brunsten til på en stor åben moseflade. Det lykkedes aldrig, at komme dem på skudhold. Da der var mange goldhinder i rudlen, besluttede jeg, at lade skovfogeden og skytten trykke rudlen mod skoven. 2 jagtgæster og jeg selv stod for ved de bedste veksler. Dog var førerhinden så klog, at den altid førte rudlen på andre veksler end dem, der var besat. Selv med den bedste vind lykkedes det ikke. Førerhinden må have haft en sjette sans. Endelig en dag kom jeg på pürsch så nær rudlen, at jeg fik ram på førerhinden. De følgende 4 dage kom rudlen så hver gang på de besatte veksler, og en snes goldhinder måtte lade livet. Et bevis for, hvor vigtigt det er for rudlen at have en klog
Fig. 6. Kronhjort løber ved bredden af Tofte Sø. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver. 319