Virksomhedshjemmeværnet

16
fællesskab, kammeratskab
og udfordringer
på både fysik, psyke og
samarbejde. det er, hvad
næsten 20 års frivillig
indsats i virksomhedshjemmeværnet
har
givet gymnasielærer
jan schmidt. og der er
masser at hente for både
de yngre og de modne,
mener han.
det er fand’me
godt, gutter!
Af tinA juul rAsmussen
fotos: peter von kohl
- det er en helt særlig oplevelse, når man er seks-otte mand på
patrulje og skal pakke alt sit udstyr sammen i silende regn for i
fællesskab at forcere et større vandløb. eller når man sidder på
sin post tidligt om morgenen, og dampen fra jorden begynder at
stige op, mens dyrelivet intetanende pusler videre i forgrunden.
det er bare to eksempler på de oplevelser og erfaringer, premierløjtnant
jan schmidt har fået med sig gennem sine snart 20
år i virksomhedshjemmeværnet.
i første omgang var det kammeratskabet, som trak ham ind
i jernbanegrenen, hvor flere af hans venner allerede slog deres
folder, og som gjorde, at den dengang kun 19-årige jan schmidt
også ville være med.
- vi havde en klub ved siden af og tog på fjeldture i norge
og sverige, så det faldt godt i hak med hjemmeværnet – lidt i
samme boldgade, bare med en anden påklædning, siger han.
mere end en skydeforening
til daglig fylder jobbet som adjunkt på slagelse gymnasium den
nu 38-årige jan schmidts liv. her underviser han i biologi og psykologi.
i fritiden passer han familielivet med kone og barn, men
dyrker også bue- og pistolskydning og hiver kajakken frem, når
der er tid til det.
jan schMidt På Patrulje
men der er også stadig energi og engagement tilbage til
virksomhedshjemmeværnet. her kan jan schmidts position
sammenlignes med en elitesoldat i forsvaret. i hjemmeværnssammenhæng
hedder det en patruljemand, som bygger på en
krævende uddannelse, både fysisk og psykisk. og netop det tiltaler
ham ved hjemmeværnsarbejdet: at der både er mulighed
for personlige træning og udvikling, men også fællesskab og det
at indgå i en samfundsnyttig tjeneste.
- hjemmeværnet er ikke bare en skydeforening for mig, men
et sted, hvor jeg har mulighed for at bidrage i en større sammenhæng.
i første omgang var det som sagt kammeratskabet,
som trak mig ind, men jeg er blevet hængende, fordi jeg er blevet
budt på store oplevelser og udfordringer undervejs. jeg har
deltaget i mange øvelser, hvor både fysikken, psyken og mine
samarbejdsevner er blevet sat under pres. i en patrulje kommer
man tæt på hinanden og får slidt nogle kanter af. man lærer, det
er vigtigt at tale lige ud af posen - man kan ikke gå og være sur
eller brænde inde med tingene, hvis man skal være sammen på
øvelse i en uge. så fungerer samarbejdet ikke. og det skal det,
når man er derude. man kan ikke bare sætte sig i en rundkreds
og diskutere, det må vente, til man kommer hjem igen, siger jan
schmidt.
han kan ikke umiddelbart pege på en enkelt oplevelse som den
største, fordi arbejdet foregår på så mange niveauer.
- det kan være, når man har løst en opgave godt, eller når det
har været ekstremt hårdt, og man har klaret det alligevel. eller
når man har været på en særligt givende træningstur til hjemmeværnet
i sverige. det er oplevelser på mange forskellige planer.
men selvfølgelig var det også en stor personlig tilfredsstillelse for
mig at gennemføre patruljeuddannelsen, hvor man bliver presset
både fysisk og psykisk og på, om ens uddannelsesniveau er højt
nok. men det er også bare, når tingene lykkes, og man bagefter
kigger på hinanden og smiler lidt: ”det var fand’me godt det her,
gutter!”
guleroden bedre end stokken
en del af det, jan schmidt har lært undervejs, tager han med sig
på arbejde og bruger i sin undervisning. ikke at han taler med
eleverne i klassen om sit engagement i hjemmeværnet, for jan
schmidt kan godt lide at holde tingene adskilt, men det, han har
lært, f.eks. i sit instruktørvirke, kan han bruge, når han gennemfører
en lektion på gymnasiet.
- mange af de pædagogiske principper og virkemidler, vi bruger
i hjemmeværnet, kan jeg også bruge i undervisningen, f.eks.
”vis, forklar, øve”-modellen, hvor vi bruger 10 procent på at vise,
20 på at forklare og 70 på at øve. men også kropssprog og stemmeføring,
som vi uddannes i i hjemmeværnet, er virkelig godt at
have med sig. det nytter ikke, at man står og gnider sig i hænderne
og ligner en stor undskyldning oppe ved tavlen. man skal
udstråle engagement og tillid for at komme ud over katederet.
men disciplinen og kommandoerne lader jan schmidt dog
blive hjemme.
- hvis man prøver at bruge det over for de unge, får man bare
en reaktion. det er kun, hvis vi skal lave forsøg med åben ild eller