Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt - Landsforeningen Autisme

More documents

Recommendations

Info

En jubilæumshilsen fra Observationsbørnehaven v. Anni Bjerg, pædagog (- med fodnoter ved Kai Erland Pedersen Pedersen, børnepsykiater) Lidt historie: Børnepsykiatrisk Afd. i Ringkøbing Amt startede i efteråret 1977 i et meget lille hus, en portnerbygning, som lå tæt op ad den gamle indgang til Herning Sygehus på Pontoppidansvej. Indtil da havde forældre til psykisk syge børn været henvist til at søge hjælp først fra Risskov Børnehospital ved Århus, siden ved børnepsykiatrien i Viborg. I juni 1978 blev vi tre pædagoger ansat, og personalet kom op på hele otte personer (overlæge, psykolog, socialrådgiver, to sekretærer og så os tre pædagoger). Overlægen, Niels Jørgen Nedergaard, kom fra Risskov Børnehospital, og han havde en idé om at oprette een n ”børnestue” – et sted, hvor børn med psykiske vanskeligheder - og deres forældre - kunne få hjælp og vejledning. Dette førte til oprettelsen af observationsbørnehaven, som først startede i en villa i Overgade 20 og fra 1984 har holdt til i den nuværende børnehavebygning. Niels Jørgen Nedergaard kunne fortælle, hvordan man i de tidlige 60 60-ere ere havde haft autistiske børn (eller psykotiske børn, som det hed dengang) indlagt på Børnehospitalet i årevis, og at holdningen dengang var at acceptere, at børnene af praktiske grunde ikke kunne se deres forældre ret ofte (biler var få, og banerne kørte endnu værre end i dag). Men fra slutningen af 60-erne erne mente man i Risskov (ligesom hos Schopler i USA), at små børn tværtimod skulle blive i hjemmet, og at børnenes fo forældre rældre var en meget vigtig behandlingsmæssig ressource. Målet måtte være at give forældrene den indsigt, der var nødvendig for at prøve at afhjælpe børnenes problemer og støtte deres udvikling derhjemme. Det var i en afdeling med denne indstilling, vi blev ansat, og så fik vi i øvrigt frie hænder til at tilrettelægge det pædagogiske arbejde i observationsbørnehaven. I 1980 fik vi en reservelæge; det var Kai Erland Pedersen, som senere skulle blive den overlæge, som havde lægeansvaret for småbørnsområdet og dermed børnehaven. Kai Erland var ligesom Niels Jørgen oplært af den internationalt anerkendte danske børnepsykiater Birte Høeg Brask, og hun er naturligvis gennem årene meget ofte blevet citeret i vores børnehave. Interesse for og viden om autisme, re respekt spekt for hvert barns unikke personlighed og for hvert forældrepars erfaringer, holdninger og ønsker har således fra første færd og siden gennem årene præget arbejdet i vores børnehave. Vi lærte at observere meget omhyggeligt, så den psykiatriske diagnose kunne blive så præcis som muligt. Ikke fordi en formel diagnose alene er så vigtig, men fordi en grundig og mangesidet diagnose bibringer indsigt: børnene skal forstås rigtigt, så de kan få præcis den hjælp, de har brug for. Vi lærte især at være opmærksomme me på de områder, hvor autistiske børn har vanskeligheder: sprog, kontakt og vaner. Der var i 1970 oprettet en ”psykoseklasse” ved skolevæsnet i Herning kommune. Vi har gennem årene haft et meget konstruktivt samarbejde omkring skoleplacering og undervisn undervisningstilbud ingstilbud til ”psykotiske børn”. Her husker vi især autismekonsulent Kirsten Petersens utrættelige kamp for at give alle ”vores” børn, uanset det intellektuelle niveau og uanset diverse følgesygdomme, et kvalificeret folkeskoletilbud. Kirsten Petersen bidrog rog med sine store menneskelige kvaliteter og en beundringsværdig faglig kompetence til, at både forældre og børn blev hørt, set og forstået. Det var betryggende for
forældrene at aflevere deres børn i et skolesystem, hvor kompetente og engagerede lærere s ssørgede for, at indskolingen foregik planmæssigt, og at hvert enkelt barn fik sit ”skræddersyede” tilbud. Skovbjergskolen (dengang “Ikast Erhvervsskole”) oprettede et børneafsnit i 1979 for de meget syge skolebørn, som ikke kunne blive i hjemmet. På daginstitutionsområdet nstitutionsområdet var der udover amtets specialbørnehaver ingen specifikke tilbud, og der var heller ikke mange fagfolk, som vidste nok om børnepsykiatriske sygdomme til at kunne støtte og vejlede forældrene. Vi startede derfor med vores psykolog Kirsten Dreyer en gruppe for forældre til børn med autisme. Forældrene mødtes på børnepsykiatrisk afdeling gennem flere år. Her var det meget tydeligt, hvor vigtigt det var at få talt med andre forældre i samme situation. Der blev snakket ivrigt; der blev delt sorger rger og glæder og udvekslet gode råd. Forældrene gav udtryk for, at der var godt at komme, og vi, de professionelle, lærte utrolig meget på disse lørdagsmøder. Det er rart at vide, at det er noget forældreforeningen satser meget på, det at oprette grupper for forældre, hvis barn lige har fået en børnepsykiatrisk diagnose. På et tidspunkt kom en ranglet københavnsk psykolog fra socialministeriet på besøg for at se, hvad vi lavede både i børnehaven og ambulatoriet. Det var Oskar Plougmand, som puslede med en idé om at lave nationale konferencer for autistforældre og fagpersoner. Jeg er helt stolt over at tænke på, hvordan vores psykolog, Kirsten Dreyer, og jeg selv, sammen med fagfolk fra Fyn og Sjælland, var med til at starte de nu så velkendte kurser, som i dag kendes som SIKON-konferencerne. konferencerne. Oplevelser med autistiske børn: Jeg tror ikke, der er nogen, som kan glemme deres første møde med et autistisk barn: Et lille menneske, som er så meget anderledes end de børn, man tidligere har mødt, og som kan være så vanskeligt at forstå og hjælpe. Det forpligter at have medansvar for at hjælpe børn med ondt i sjælen. I 1980 starter en fireårig pige i vores børnehave, lad os kalde hende Pia. Pia maler en sort plamage med mange små streger ud fra. Jeg spørger, hv hvad det er, og Pia svarer ”edderkop – det er ik’ edderkop – du maler, male, male – hvad siger pensel, ingenting.” Jeg siger, at Pia maler med en pensel. ”Pensel sammen Anni – ikke pensel – ikke Anni”, lyder Pias kommentar. (- En børnepsykiater, der har stå stået et i lære hos Birte Høeg Brask, vil tolke situationen ud fra dennes begreb om jeg jeg-styrke og jeg-svaghed. svaghed. Den lille pige oplever penslen og den malede edderkop som noget, der ikke er tilstrækkeligt forskelligt fra hende selv eller andre menne- sker. Edderkop Edderkoppen pen og penslen får deres eget liv, på en helt konkret måde, som hendes pædagog er levende, eller som hendes egen hånd er levende. Pia kaldes jeg jeg-svag, for hun hverken har ikke en klar opfattelse af, hvordan hun selv og tingene forholder sig til hinanden, eller ller en sikker overbevisning om, at hendes jeg og pædagogens jeg er noget helt forskelligt fra tingsverdenen. Den pædagogiske behandling består i tydelig tydelig-gørelse af at dette er et billede, af en malet edderkop, og at det er Pia, der har malet den.
Page 1 and 2: Landsforeningen Autisme Kredsforeni
Page 3 and 4: Foreningens spæde start 1981-83 -
Page 5 and 6: Betragtninger ved Jørgen Ahler - n
Page 7 and 8: er Lindegårdskolen sammen med udvi
Page 9 and 10: Indlæg af Søren Dalgaard - Kasser
Page 11: Til lykke Jeff 2006 Karin 2006
Page 15 and 16: Søren sidder meget yderligt på st
Page 17 and 18: Det har været en meget positiv opl
Page 19 and 20: Samtale med Kirsten Petersen, forhe
Page 21 and 22: En jubilæumshilsen fra Sønderager
Page 23 and 24: En jubilæumshilsen fra Skovbjergpa
Page 25 and 26: Skind- og læderværksted 1987 Anni
Page 27 and 28: En lykønskning fra Mosaikken. Vi v
Page 29 and 30: Hvad kan man bruge Lokalforeningen
Page 31 and 32: Lykønskning fra Gitte Hansen, Ring

Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt - Landsforeningen Autisme

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?