Lokalforeningen for Ringkjøbing Amt - Landsforeningen Autisme

forældrene at aflevere deres børn i et skolesystem, hvor kompetente og engagerede lærere s ssørgede
for, at indskolingen foregik planmæssigt, og at hvert enkelt barn fik sit ”skræddersyede” tilbud.
Skovbjergskolen (dengang “Ikast Erhvervsskole”) oprettede et børneafsnit i 1979 for de meget syge
skolebørn, som ikke kunne blive i hjemmet.
På daginstitutionsområdet nstitutionsområdet var der udover amtets specialbørnehaver ingen specifikke tilbud, og der
var heller ikke mange fagfolk, som vidste nok om børnepsykiatriske sygdomme til at kunne støtte
og vejlede forældrene.
Vi startede derfor med vores psykolog Kirsten Dreyer en gruppe for forældre til børn med autisme.
Forældrene mødtes på børnepsykiatrisk afdeling gennem flere år. Her var det meget tydeligt, hvor
vigtigt det var at få talt med andre forældre i samme situation. Der blev snakket ivrigt; der blev delt
sorger rger og glæder og udvekslet gode råd. Forældrene gav udtryk for, at der var godt at komme, og vi,
de professionelle, lærte utrolig meget på disse lørdagsmøder. Det er rart at vide, at det er noget
forældreforeningen satser meget på, det at oprette grupper for forældre, hvis barn lige har fået en
børnepsykiatrisk diagnose.
På et tidspunkt kom en ranglet københavnsk psykolog fra socialministeriet på besøg for at se, hvad
vi lavede både i børnehaven og ambulatoriet. Det var Oskar Plougmand, som puslede med en idé
om at lave nationale konferencer for autistforældre og fagpersoner. Jeg er helt stolt over at tænke
på, hvordan vores psykolog, Kirsten Dreyer, og jeg selv, sammen med fagfolk fra Fyn og Sjælland,
var med til at starte de nu så velkendte kurser, som i dag kendes som SIKON-konferencerne.
konferencerne.
Oplevelser med autistiske børn:
Jeg tror ikke, der er nogen, som kan glemme deres første møde med et autistisk barn: Et lille
menneske, som er så meget anderledes end de børn, man tidligere har mødt, og som kan være så
vanskeligt at forstå og hjælpe. Det forpligter at have medansvar for at hjælpe børn med ondt i
sjælen.
I 1980 starter en fireårig pige i vores børnehave, lad os kalde hende Pia.
Pia maler en sort plamage med mange små streger ud fra. Jeg spørger, hv hvad
det er, og Pia svarer ”edderkop – det er ik’ edderkop – du maler, male, male
– hvad siger pensel, ingenting.”
Jeg siger, at Pia maler med en pensel. ”Pensel sammen Anni – ikke pensel –
ikke Anni”, lyder Pias kommentar.
(- En børnepsykiater, der har stå stået et i lære hos Birte Høeg Brask, vil tolke situationen ud fra
dennes begreb om jeg jeg-styrke og jeg-svaghed. svaghed. Den lille pige oplever penslen og den malede
edderkop som noget, der ikke er tilstrækkeligt forskelligt fra hende selv eller andre menne-
sker. Edderkop Edderkoppen pen og penslen får deres eget liv, på en helt konkret måde, som hendes
pædagog er levende, eller som hendes egen hånd er levende. Pia kaldes jeg jeg-svag, for hun
hverken har ikke en klar opfattelse af, hvordan hun selv og tingene forholder sig til
hinanden, eller ller en sikker overbevisning om, at hendes jeg og pædagogens jeg er noget helt forskelligt fra tingsverdenen.
Den pædagogiske behandling består i tydelig tydelig-gørelse af
at dette er et billede,
af en malet edderkop,
og at det er Pia, der har malet den.