Plejeplan for Vestvolden Bilag - Københavns Kommune

Volden blev anlagt i et åbent landbrugslandskab mere end fem kilometer fra de yderste forstæder i
datidens København. Storbyen har for længst indhentet volden, men fragmenter af det gamle landskab
er bevaret ved Kalveboderne, Brøndbyskoven, Avedøresletten, Espelunden, Kagsmosen og
Utterslev Mose.
Landbefæstningen er udbygget og forstærket i flere omgange inden den blev nedlagt i 1920.
Vestvolden forblev i forsvarets besiddelse til 1963 og fandt anvendelse som depot, øvelsesområde
og hjemsted for en del af Københavns luftforsvar. Også det har sat sig spor i form af tilføjelser og
ombygninger, og volden er derfor både en primær kilde til forståelse af en historisk proces og et historisk
monument.
Efter 1963, hvor forsvaret rømmede størstedelen af volden, er den militære aktivitet på Vestvolden
gradvist blevet afviklet. Ved årsskiftet 2005 overgik Ejbybroanlægget til Miljøministeriet, og herefter
er forsvarets aktiviteter begrænset til et par hjemmeværnsgårde og et oliedepot.
Med en længde af 14 km er Vestvolden landets største fortidsminde, og det er også det måske mest
komplekse og sammensatte. Til Vestvolden henregnes foruden glacis, voldgrav og volden med sine
mange bygværker også voldalléen med skelsten og sekundære bygninger som voldmesterhuse, stationsbygninger
m.v. samt fundamenter efter barakker og magasiner.
På afstand fremtræder Vestvolden som et skov- og kratbælte, hvis udseende i øvrigt varierer fra
park til det mere naturprægede. Det binder på én og samme gang København og Vestegnen sammen
og åbner for adgangen til de grønne kiler ved Utterslev Mose, Vestskoven, Avedøre og
Strandparken ved Køge Bugt.
Volden sætter stadig skel mellem dét, der er inden (øst) for volden, og det der er udenfor, og fredningsområdet
opdeles derfor i forterrænet, voldanlægget og baglandet, hvor voldanlægget atter opdeles
i en række elementer med selvstændige funktioner og udtryk, nemlig Voldgaden, volden, graven
og glaciset. Glaciset er designet således, at volden falder ind i landskabet, og udefra set er voldens
landskabelige virkning mærkeligt beskeden. Glaciset, voldgraven og voldens markerede
struktur har hvert sit landskabelige udtryk, som sætter et overraskende skel mellem det, der er
udenfor, i og bag den grønne struktur.
3.1.1.1. Voldalléen
Voldalléen binder det vidtstrakte anlæg sammen, men sammenhængen bliver tynd, hvor de store
udfaldsveje skærer sig gennem voldanlægget.
Voldalléen, der afgrænses af grøfter på begge sider, indrammer en oprindelig grusbefæstet voldgade
og over store strækninger desuden en enkeltsporet jernbane (Encientebanen). Voldgaden
regnes for at være landets længste allé, men det fremgår af de militære kort, at alléen endnu år
1900 havde betragtelige huller og mangler. Det er uvist, i hvilket omfang hullerne nåede at blive
udfyldt inden nedlæggelsen. Det antages dog, at alléen var nogenlunde komplet i 1920, men visse
dele – specielt i Københavns Kommune - har nok været ufuldstændige endnu på det tidspunkt.
Oprindelig varierede træarterne fra sted til sted: Et stykke ned mod Kalveboderne var tilplantet
med ask, et stykke ud for Avedøresletten med seljerøn, et stykke mod Husum var abild. Andre
steder var træarten lind, elm eller løn. Som afslutning ud mod offentlig vej blev der plantet op til
2 x 3 udvalgte og særligt flotte træer, hvoraf enkelte kastanier stadig er bevarede.
25