Kirkeblad 39-1.p65 - Jyllinge Kirke

2
Julebudskab
Nogle gange har jeg som præst en
fornemmelse af, hvordan det er at
være forfatter. For meget af tiden sidder
også jeg bag en computerskærm
og skriver på søndagens prædiken
eller en tale til andre kirkelige tjenester.
En forfatter har dog frie tøjler
og kan lade fantasien få frit løb. Helt
så frit stillet er man ikke som præst, for her skal man
jo forholde sig til Bibelens ord. Budskabet om Jesus
kan der ikke laves om på.
Det er nu også meget rart, at der er noget i hér livet
som ligger fast, noget der ikke kan rokkes ved. Vi
skal ikke ud og finde en fortsættelse af biblen, for vi
ved, hvordan den ender. Derfor kan vi fejre kirkeårets
store begivenheder igen og igen, fordi de netop
er værd at fejre eller mindes.
Der er i hvert fald en stor begivenhed i december,
som ethvert barn nok ville være ked af at sløjfe, og
det er selvfølgelig juleaften.
Gud satsede højt
Det mest forunderlige skete den første julenat ved
Betlehem, fordi Gud elsker os mennesker. Drevet af
kærlighed lod Gud sin søn føde på jorden. Kærlighedens
kraft var så stor, at den gav sig selv hen til livet,
med alt, hvad det indeholder af både glæde og smerte.
Og med netop disse ord kom jeg til at tænke på filmen
”City of Angeles” (Englenes by). Den handler
om en engel, der hjælper menneskenes sjæle med at
finde fred. Englen møder hjertekirurgen Maggie,
netop som hun mister en patient. Under hans forsøg
på at hjælpe og trøste en fortvivlet Maggie, bliver
han forelsket og det samme gør hun senere i forløbet.
Men deres kærlighed kan kun blive mulig, hvis
englen opgiver sit evige liv og bliver et menneske af
kød og blod med alt, hvad det indebærer af jordisk
smerte og glæde.
Englen ser på det jordiske liv og dets mennesker med
hengiven undren, for hvordan er det mon at smage,
føle, græde og elske? Alt det er uden for hans rækkevidde,
lige indtil den dag, han frasiger sig sin englestatus
og bliver menneske. Drevet af kærlighed opgiver
han det hele. Han satser højt, for den sande
kærlighed kan ikke nøjes med mindre.
Ligeledes satsede Gud alt julenat. Han opgav sin
fjerne, majestætiske himmel og begav sig til jorden i
skikkelse af Jesus Kristus. Han blev født under en
særlig stjerne, men det betød ikke, at han var forskånet
for smerte og lidelse. Jesus kunne også græde,
sørge og føle sig ensom.
Forventningens glæde
Ude på marken ved Betlehem var englens ord til
hyrderne: ”Se, jeg forkynder Jer en stor glæde”. Og
det var englelyd af den bedste slags! Men hvad var
det for en glæde, englen talte om? Hvis vi spurgte
børnene om julens glæder, ville det nok dreje sig om
julekalender og gaver. Men alligevel kan vi godt lære
noget af børnene, for i adventstiden lever de i forventning.
De åbner hver dag en ny låge i kalenderen
og ser frem.
Men det betyder ikke, at dagene er uvirkelige for dem.
Tværtimod er dagen mere intens og pragtfuld, fordi
den leves i forventning. Dagen skal leves dobbelt så
godt, fordi der er noget at glæde sig til. Af barnet kan
vi lære, hvad det betyder både at være i det nærværende
og at leve i troens og glædens forventning.
Midt i al den ståhej, som julen også er udtryk for, kan
vi glæde os over, at Jesus blev født. Betragte det nyfødte
barn, der ligger svøbt i en krybbe og prøve at
se, hvilke muligheder, der ligger gemt i det. Ydmygt
forsøge at nærme sig den eksistens, som kom til verden,
og prøve at få øje på det nye, som skete med
ham!
Pladsmangel
Der var godt nok ikke plads, da Jesus blev født. Dengang
Gud forlod sin fjerne himmel, for at komme på
talefod med os mennesker, da var der ikke plads til
ham nogen steder. Ingen dør åbnede sig, da han meldte
sin ankomst. Alle var på vej et andet sted hen og
så ham ikke.
Da de endelig så ham, fordi de ikke kunne komme
udenom ham mere, vendte de sig imod ham.
Mennesket er stadig på vandring. Mennesker på vej
efter nye mål og nye steder. Mennesker på indkøb
eller midt i en lovende karriere. Og heldigvis for det,
når bare der også er tid og hjerterum til at erkende, at
barnet i krybben ikke kun er en sæsonvare, men en
gave, der varer hele livet: Når kærligheden blomstrer,
når den brister, når vi ler, når vi sørger, når vi er i
fællesskabet, og når vi er ensomme. Gud kender til
de jordiske betingelser, for han mærkede dem på sin
egen krop.
Vi fandt plads i fortællingen, og vi fandt liv. Det er
vores grundfortælling, den skal ingen forfatter digte
videre på, for den er fantastisk nok i sig selv.
Englens budskab var rigtigt: ”Se, jeg forkynder Jer
en stor glæde”. En glæde, som er tiltænkt hele verden
– både nu og til alle tider. Med disse ord ønskes alle
en rigtig glædelig jul.
Sognepræst Karen-Marie Winther Olsen