Download - Dansk Selskab for Klinisk Onkologi

ufferbehovet for at kunne honorere ventetidsbindinger nok er højere end hidtil antaget. Samme
model antyder også, at der er betydelig variation over tid i udnyttelse af personale og udstyr på
strålecentrene, hvilket er en udfordring i planlægning og ledelse. Det har imidlertid ikke været
muligt at fremskaffe data til og opnå enighed om betingelser for ud fra personaleforbrug opgjort i
timer at konvertere til et egentligt personalebehov opgjort i stillinger under forskellige
forudsætninger. Det er imidlertid et særdeles vigtigt spørgsmål at få afklaret, da der ikke mindst i en
overgangsperiode er en risiko for, at mangel på uddannet personale kan forsinke den
kapacitetsudvidelse, som alle er enige om, at der er behov for. De nye behandlingsformer stiller i
stigende grad krav til personaleindsats i dosisplanlægning og kvalitetskontrol af strålebehandlingen.
Modelsimulationer med den hypotetiske model er fortrinsvis brugt til at estimere acceleratorbehovet
under forskellige behandlingsbehovsforudsætninger og ventetidsbindinger. Vores estimater herfor
ligger lidt i underkanten af det skønnede behov i Acceleratorrapport II, og det kan skyldes, at vi
forudsætter en række teknologiske betingelser opfyldte – så at sige analyserer i en steady state
situation.
Et væsentligt aspekt er således, at den foreliggende nationale modelanalyse retter sig mod en
tilstand (behandlingskapacitetsmæssig), man sigter mod at kunne opnå inden for en årrække
gennem kombination af rene nyanskaffelser og udskiftninger/opgraderinger. Modelanalysen siger
ikke noget om, hvordan man kommer fra den nuværende situation og hen til denne tilstand.
Det er dog vigtigt at bemærke, at Acceleratorrapport II på side 60 selv angiver, at man foruden de
16,1 acceleratorer, man skal forøge det totale antal med, også vil udskifte 16 gamle acceleratorer
med nye og desuden opgradere andre med moderne ekstraudstyr. Der er således belæg for at tro, at
også acceleratorrapporten antager, at den total maskinpark af acceleratorer i 2007 (eller senere) er af
moderne tilsnit.
I forbindelse med udvidelse og opgradering er det altafgørende, at personalenormeringen ses i
forhold til antal årlige disponible acceleratortimer (dvs. den faktiske årlige åbningstid ud fra et
behandlingsmæssigt synspunkt). Hvis man ikke har tilstrækkeligt personale til arbejdsopgaver i
forbindelse med CT-scanning, dosisplanlægning og kvalitetskontrol, kan man ikke udnytte et
centers acceleratorkapacitet fuldt ud. Den helt store udfordring (også økonomisk) i fremtiden ligger
derfor på personalesiden.
Hvis man kan holde nedbrudsraten nede omkring de 2 %, som det gøres i Vejle og på
Rigshospitalet, og hvis afviklingen af de enkelte fraktioner ude ved acceleratoren tager den tid, der
er brugt i modelsimuleringerne (byggende på tal fra Vejle samt udtalelser fra fagfolk på andre
centre), er modelanalyserne udført med den hypotetiske gennemsnitsmodel troværdige. Endelig
forudsætter modelscenarierne som tidligere omtalt, at man har moderne dosisplanlægningsudstyr og
tilstrækkelig CT-scannerkapacitet til rådighed. Modellen kan i øjeblikket også udtale sig om CTscannerbehovet.
For at nå den beskrevne tilstand omkring 2007 vil der desuden kræves en ganske betydelig ekstra
normering i en overgangsperiode. Hvis det mål, der beskrives i Acceleratorrapport II - og som
anført ovenfor faktisk også er det, der er analyseret med den hypotetiske gennemsnitsmodel - skal
nås inden for 2½ år fra nu, vil det realistisk set nok medføre et (midlertidigt) personalebehov, der
ikke kan dækkes, da det krævede antal fagfolk sandsynligvis ikke vil kunne skaffes så hurtigt.
Med det nuværende begrænsede personaleudbud er det således særlig vigtigt, at
personalesituationen inddrages i planlægningen. Opgradering og nyindkøb af moderne
dosisplanlægningsudstyr synes at være et af de realistiske midler til at spare personaleressourcer, og
især hvis centrene planlægger gradvist at omlægge en del af behandlingerne til IMRT.
- Kapitel 8 - 53