Højskoledidaktik – Højskolelovens hovedsigte. Man kan ... - FFD.dk

18
Det vigtigste bliver hermed den enkelte elevs erfaringer og lyster kombineret med
netop hovedsigtet.
De enkelte fags didaktik.
Individ
Samfund
Samfundsfag og politik er på mange måde et ideelt fag i forhold til både hovedsigte og jeg –vi – det
tankegangen. Samfundsfagets didaktik indeholder pr. definition muligheden for at se det enkelte individ
som aktør i samfundet, og samtidig ligger der latent i højskolefaget, at vi ikke lærer for at præstere viden til
en afsluttende eksamen; men derimod for at tage stilling og evt. også vælge at gøre noget og tage
medansvar.
På den anden side er faget især defineret af handlinger der ikke i udgangspunktet starter hos den enkelte,
og nogle gange ikke engang samtidigt. Det didaktiske perspektiv er, at man kan lære noget af andres
erfaringer. Dette kan, i 2010, synes indlysende; men historie og samfundsfagdidaktikken har til tider, og i
andre sammenhænge en tendens til at vægte den enkelte elev stærkere, således at målet bliver f.eks.
kritisk metode. Den enkelte elev skal, i denne version, først og fremmest blive i stand til at forske og
reflektere.
I højskoletraditionen lægger vi vægt på, at der kan fortælles historier og formidles ”sandheder”. Det
betyder ikke, i den moderne version, at højskolen formidler et indhold eller nogle holdninger der skal stå
uimodsagt. Tværtimod lægger den gode højskoleundervisning op til, at vi kan ” dele os efter anskuelser”,
ligesom der ligger en grundlæggende tillid til at samtalepædagogikken i vid udstrækning er herredømmefri
og at det bedste argument må vinde, eller overbevise andre.
Det kan også synes indlysende; men højskolehistorien rummer også eksempler på mere lukkede diskurser,
f.eks. havde de første forstandere svært ved at acceptere kulturradikale og i 70´erne var den politiske
diskurs på mange skoler en relativt lukket affære.
I 2010 kan man godt problematisere samtalepædagogikken. Spørgsmålet er, om eleverne er blevet så
”postmoderne”, at de pr. definition accepterer enhver forskellighed. I deres univers kan det sagtens være
legitimt at mene hvad som helst, når blot man ikke er til gene for andre. Samtalepædagogikken
forudsætter, at man ønsker at nå til et minimum af fælles forståelse, og her er en bemærkning som:” det
mener jeg altså bare” eller ” det bliver vi aldrig enige om” dræbere for samtalen. Denne tendens
understreges desuden af den virkelige verdens diskussionsform, hvor enkeltsager og personfikserede
aspekter har et omfang og et sladderniveau der var utænkeligt for år tilbage.
Den gode undervisning i samfundsfag og politik må derfor også insistere på faglighed. Kun via faglighed, kan
man nå ind til en samtale der er samlende og som ikke bare deler deltagerne efter anskuelser på forhånd.
I vores version, er fagligheden hæftet op på dilemmaer, hvor der altid er flere mulige indfaldsvinkler og