Højskoledidaktik – Højskolelovens hovedsigte. Man kan ... - FFD.dk

De to citater fra højskoleloven viser, at hovedsigtet forstås som det samme som
”bred almen karakter”. Modsætningen hertil er tydeligvis ” ren
færdighedsindlæring”!
Man kan næppe indrette en dagligdag på denne skelnen. At tilegne sig noget nyt,
er i første omgang færdighedsindlæring; men det kan sagtens udvikle sig til at
være noget der udvider horisonten i den almene sammenhæng. Man kan næppe
forestille sig, at det almene ikke profiterer på en kerne af indlærte færdigheder.
Man kan også dårligt forestille sig undervisning der i 60 min pr. time udvikler
højskolelovens hovedsigte.
Der må være tale om et arbejde der er dynamisk og som bygger på en tillid til, at
arbejdet med almene vinkler opfylder hovedsigtets ambitioner. Ellers ville det
være umuligt at tilrettelægge kurser af bestemte længder fordi de enkelte elever
naturligvis ikke får opfyldt de almene ambitioner og potentialer samtidig.
2
Man kan snarere indkredse problemfeltet negativt, ved at fastslå, at ren
færdighedsindlæring højest må forekomme i halvdelen af elevernes
undervisningstid.
Det er en interessant krølle, at der netop tales om halvdelen af timetallet, og ikke et
bestemt timetal, f.eks. halvdelen af de 21 timer der er det mindste lovlige timetal
pr. uge. Det betyder, at en forøgelse af færdighedstimer skal udløse en tilsvarende
forøgelse af de almene timer.
I daglig tale omtales højskolens hovedsigte ofte som ” det almene”. Hermed
refereres der bl.a. til tidligere hovedsigte. Man kan diskutere, om ændringen af
højskolelovens hovedsigte var berettiget. Konteksten var tydeligvis, at
Højskoleudvalget havde en bundet opgave der gik ud på at opfinde
samarbejdsmuligheder med de formelle uddannelser. Der blev fundet modeller,
som desværre har vist sig at være forholdsvis nytteløse, idet meget få unge gør
brug af muligheden for tilkøb af undervisning efter anden lovgivning.
Skrækscenariet for mange højskolefolk og for hele højskoleudvalget var, at en
højskoleelev kunne have et ophold hvor man blandede undervisning efter anden
lovgivning med undervisning der var alt for præget af færdighedsindlæring.
Eksemplerne der blev nævnt, var typisk fra skoler med stærk faglig profil, f.eks.
musik- og idrætshøjskoler. Den bundne opgave betød, at udvalget blev mere
specifik i præcisering af hovedsigtet. Idéen var, at livsoplysning var et overordnet
begreb som kunne rumme den folkelige oplysning, som igen kunne rumme
demokratisk dannelse.
Spørgsmålet er, om man via denne specificering af hovedsigtet er kommet til at
initiere en ufrugtbar skelnen eller legitimering af en opdeling i f.eks. krop og ånd,
hvor højskolen traditionelt hat forsøgt at sammenkoble elementerne i et