Højskoledidaktik – Højskolelovens hovedsigte. Man kan ... - FFD.dk

landes skoletænkning er mere oplagte eksempler.
8
Det er også en overvejelse værd, om man kan kalde undervisning på
et bestemt idegrundlag, alment i denne forstand. Hvis undervisningen
er forkyndende, er det vanskeligt at forestille sig, at ”jeg” og ”vi”
spidserne bliver andet end perspektivering af den absolutte sandhed.
Forkyndelse behøver her ikke være i traditionel religiøs
sammenhæng. Der kan også være tale om bestemte sundhedssyn,
videnskabssyn eller politiske vedtagne sandheder.
Hvis en skole skulle ønske sig at være forkyndende i denne brede forstand, er det
naturligvis muligt; men i henhold til højskolelovens bestemmelser, må det
nødvendigvis ligge i den halvdel, der er færdighedsindlæring.
I Højskoleloven er forholdet defineret således:
§ 15. Undervisningen i et fag eller en faggruppe på et kursus kan højst omfatte
halvdelen af undervisningen for den enkelte elev, medmindre undervisningen i
faget eller faggruppen er af bred almen karakter. Ren færdighedstilegnelse kan
højst udgøre op til halvdelen af den enkelte elevs undervisningstid.
Dannelse.
Ovenstående model 2 er Mogens Paahus´ forsøg på at sætte et grundvigsk
dannelsessyn på pædagogisk formel, og på mange måder er det et kompliceret
dannelsessyn der ligger bag. Det er en dannelsestænkning der for så vidt altid er
aktivt. Man er aldrig færdig fordi man altid kan flytte sig til et andet perspektiv og
fordi det ene perspektiv ikke er mere væsentligt end de andre.
Man kan naturligvis ikke uden videre sætte lighedstegn mellem ”bred almen
karakter” og ”dannelse”; men i denne sammenhæng, er det ikke vigtigt at skelne
fordi hovedsigtet i højskoleloven ikke er præcist anvisende.
Bernt Gustavsson har formuleret et dannelsesbegreb som han mener, gælder for
den nordiske folkeoplysning i vores tid. Hans udgangspunkt er, at alt er i
bevægelse, og derfor kræver dannelse også at mennesket kan bevæge sig. Det
udannede er, når et menneske f.eks. affærdiger andres argumenter med at fastslå,
at ” sådan synes jeg altså bare det er”. Et sådant argument henviser i givet fald til
at der enten er en større sandhed, eller at sandheden altid er individuel. I begge
tilfælde må en samtale om det høre op.
Der er grund til at passe på, at Gustavssons syn ikke bliver til, at dannelse bliver
det samme som at have en slags Trivial Pursuit dannelse eller at man opsøger og