Det politiske marked

Orla Vigsø
3.5. Forskelsskabelse og konformisme
De politiske partier lever af at kunne overbevise vælgerne om, at de er
forskellige fra hinanden. Men det er i denne forbindelse ikke interessant at
forsøge at afgøre, hvorvidt partierne ”rent faktisk” er forskellige, dvs. at søge
efter en essentialistisk definition af de forskellige partier. Forskellen er ikke
noget, som ”er” der, det er noget, som skabes i partiets italesættelse af sig
selv, og hvis det ikke lykkes for et parti at skabe denne forskel til andre
partier, har dette parti ikke nogen eksistensberettigelse. Demarkeringen,
forskelsskabelsen, er dermed en central del af de politiske partiers diskurser:
forskellen er forudsætningen for at kunne tiltrække støtte fra vælgerne, og så
er det principielt uden betydning, om den forskel, man vælger at skabe, er
ideologisk, aldersmæssig, regional eller andet − selv om det selvfølgelig har
store konsekvenser for, hvilke vælgere man kan tiltrække.
Men samtidig med denne forskelsproduktion findes der stærke kræfter,
som virker for assimiliation og konformisme mellem de politiske partier.
Partierne har samme syn på en række punkter, og denne enighed producerer
og reproducerer de gennem deres ageren og interageren. Dermed
reproducerer de også deres egen ret til at deltage i det politiske spil, og de
reproducerer selve det politiske spils legitimitet. Der hersker i det mindste
enighed om følgende punkter:
1) Enighed om nødvendigheden af politikere, af (gode) repræsentanter, og
dermed også om politikernes repræsentativitet.
2) Enighed om nødvendigheden af partier, som er forskellige (dvs. af
pluralisme).
3) Enighed om det politiske arbejdes vigtighed: politik kan faktisk ændre
borgernes liv, det er ikke bare tom snak; der træffes afgørelser af
betydning.
4) Enighed om den politiske konkurrence og den mulige fortjeneste; den
politiske kamp er en symbolsk kamp ført med ord, hvor man kan vinde
retten til at repræsentere folket.
5) Enighed om skuepladsen/kamppladsen og kampens form: man nægter at
diskutere visse ting (fx personlige forhold), og diskussionen må foregå
på ”et vist niveau” (ingen ukvemsord, latrinære udtryk mm.); man
22