tigge i Københavns - Kofoeds Skole

prompte fra Roland. Selvom han altså ved første møde har fortalt mig, at han ikke får
bistand er svaret til den anden hjemløse altså, at han får kontanthjælp.
Der kan være flere forklaringer på denne uærlighed som f.eks. kan knyttes til
tiggernes behov for at fremstille sig som værdigt trængende modtagere af hjælp fra de
forbipasserende, og som altså kun har sproget (samt diverse rekvisitter f.eks.
barnevogn, kaffekande o.a.) til sin rådighed. Tiggerne fortalte både om negative
reaktioner fra de forbipasserende og om ignorering af deres tilstedeværelse. Ved at
fremstille sig selv på én bestemt måde kunne de måske imødekomme denne
ignorering eller modvirke de negative udråb fra nogle af de forbipasserende, de bad
om penge af.
Uærligheden kan også skyldes, at man via sproget og andre udtryk havde behov for at
gøre brug af det begreb, Snow og Andersson kalder identitetstale. Groft skitseret
mener Snow og Andersson, at det ikke kun er den fysiske overlevelse tiggerne (og
hjemløse generelt, som er den gruppe Snow og Andersson beskriver) står over for,
men også et behov for at opbygge en form for ”eksistentiel mening” (Snow og
Andersson 1993:213). Ifølge Snow og Andersson er det et forsøg på at ”redde selvet”
(Snow og Andersson 1993:198-230). Eller måske skulle det hellere hedde bevare
selvet. Dette kan blandt andet ske igennem det, de kalder ”identitetstale”.
Identitetstale kan være; associering, distancering og fiktiv historiefortælling, som de
to ovenstående beskrivelser er eksempler på. Associering er en måde at fremstille sig
selv som del af eller udtryk for en gruppe, man gerne vil associeres med. Dette kan
ske ved f.eks. verbalt og i andre udtryk at søge at fremstille denne associering.
Distancering er modsat at fremstille sig i modsætning til de grupper, man ikke ønsker,
at associere sig med. Der var mange eksempler på ovenstående begreber. Det kunne
f.eks. ske når, en tigger tog afstand fra at være narkoman og i stedet kaldte sig
hjemløs (jvf. afsnittet om værdigt trængende), hvilket nogle gange ikke viste sig helt
sandt. Denne identitetstale var selvfølgelig et analysemæssigt og metodisk problem.
Den gentagende kontakt har hjulpet gevaldigt på at skabe rum hvor tiggerne kunne
vise og fortælle andre historier, som var tættere på virkeligheden, som f.eks. de
ovenfor beskrevne. Nogle gange har dette pres på ærlighed og mistillid dog skabt
frustration hos de, der blev interviewet. Det krævede balancegang og enorm
behændighed ikke at fornærme eller såre mennesker, hvor det virkede som om
identitet havde en så omfattende betydning for de fleste, at det derfor ville være let at
såre og hyle en person ud af den. Én tigger fortalte, at hun havde tabt sin togbillet til
Vordingborg og understregede, at det var derfor, at hun bad om hjælp til en ny. Hun
fremstillede en lang forklaring om, hvorfor hun havde behov for billetten, at hun
havde tabt den første, hun havde købt og omstændighederne for dette tab. Hun lod det
være meget klart, at der ikke skulle stilles spørgsmål til hendes formål med tiggeriet.
12