tigge i Københavns - Kofoeds Skole

købes, er så dyrt. Pengenes værdi skal ses i forhold til ens forbrug, så forestillingen
om den rige tigger er ikke særlig sandsynligt, da gadelivet og misbrug er så dyrt at
leve i. Det kan godt være, at man som tigger kan tjene op til 9000 kr. om måneden
(hvilket er det højeste beløb jeg har hørt på gaden), men det forbrug, der skal
finansieres er også højt. Og det er aldrig til at vide, om man får penge den dag eller ej.
Indtjeningen må ses i forhold til forbruget. Idéen om ikke at give til tiggere, fordi det
hele går til et misbrug, er så et spørgsmål om, hvordan man definerer det ”at hjælpe”,
og om det ikke at give er en hjælp ud af misbrug. Og spørgsmålet er så, om den
anerkendelse, der ligger i at modtage fra omgivelser, der måske ofte skyer én, måske
er en større hjælp.
”Det er dyrt at leve på gaden” er én af de sætninger, der ofte falder som svar, når
tiggerne bliver spurgt om, hvorfor de tigger. De fortæller, at det er svært at leve for de
lave ydelser. F.eks. er det dyrt at leve af fastfood en hel måned i byen, hvilket er en
mulighed, når man ikke har et køkken. At bede om kredit i mindre butikker, bede om
gratis mad, få den mad butikken skal smide ud, f.eks. fordi den er for gammel, eller
rode i skraldespande efter madrester, er måder at få mad på. Endelig er der er også
mulighed for at få mad igennem forskellige organisationer. Det kræver dog, at man
går fra sted til sted eller venter på den bil, der næsten hver dag kommer ud med mad,
og at man indretter sig efter de regler og rytmer, der er de forskellige steder. Man kan
ikke gå ned i butikken og købe noget, hvis man lige får lyst til det, men er overladt til
at vente og underordne sig den struktur, der er på gaden og i organisationerne. Gratis
mad, gratis sovesteder og væresteder er der en del af i København, men det kræver
koordinering at leve sådan.
Palle fortæller, at han ikke har flere penge. Han har lige været ude på Christianshavn
for at spise gratis morgenmad, skal nu gå ind til byen for at få en spisebillet til i aften
og så gå ud på Vesterbro, hvor der er en plads, han kan sove på. Alle hans dage i
resten af måneden vil således være struktureret efter, hvor i byen han kan få mad,
sove og hvad han får brug for, medmindre han får fat i nogle penge.
De, der tiggede, virkede mest koncentrerede om udgifter til at sove inde, mad, alkohol
eller stoffer. De, der tiggede permanent, talte især om disse ting. Men nogle af de, der
periodisk tiggede, og som havde fået lejlighed, fortalte også om andre forbrugsgoder.
Det var forbrugsgoder som resten af samfundet også har og ønsker sig, som f.eks. ting
der adspreder, underholder, som generelt gør dagligdagen lettere, som gør det muligt
at kommunikere med andre. Kalle fortalte f.eks., at han var ved at spare op til en
computer. Han havde lige fået en lille lejlighed i Brønshøj og ville gerne have en
computer. Hans datter var ofte på længere rejser pga. sit arbejde, og han ville derfor
gerne også kunne modtage de mails, hun sender hjem til resten af familien, når hun
var af sted de mange måneder af gangen.
30