December 2007 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

44
Mors julemus
Betty LeBaron Mostert
Da jeg var barn i 1950erne og
1960erne, var vore juletraditioner
ikke særlig omfattende
– bortset fra julesokkerne. Vi børn
elskede vores julesok så meget, at vi
fortsatte traditionen, da vi blev gift
og selv fik børn. Men det at købe
små overraskelser og samle dem til
adskillige julesokker, blev snart for
krævende for mine aldrende forældre,
især min mor, der var svært plaget
af gigt, som hæmmede hendes
bevægelighed og tog på kræfterne.
Til sidst meldte jeg mig frivilligt
til at overtage projektet. Vores årlige
udvidede familieaften, hvor vi spillede
krybbespil og åbnede vores julesokker,
udmattede mig, eftersom jeg i
forvejen kæmpede med de mange
gøremål som mor til flere små børn
og de mange krav, som et aktivt liv
stiller. Da jeg så de andre hælde skattene
ud af de bomuldsjulesokker,
som jeg så omhyggeligt havde fremstillet,
fik jeg ondt af mig selv.
Som ventet var min egen sok
tom, bortset fra den bolsjestok og
den appelsin, som jeg selv tidligere
havde anbragt i den. Men da jeg rystede
dem ud, fik jeg øje på en lille,
sjusket mus fremstillet af en valnød
og hasselnødder. Det ene øre var
meget større end det andet, og
knurhårene var skæve. Halen var
klippet alt for kort, og den løkke,
som den skulle hænges på juletræet
med, sad skævt. Jeg var forvirret. Var
en eller andens børnehaveprojekt
endt i min sok?
Jeg så op og fik øje på min mor,
der iagttog mig ovre fra sin kørestol i
den anden ende af stuen. Med en kroget
finger kaldte hun mig hen til sig.
»Jeg ville lave noget til julesokken,«
sagde hun. »De lavede sådan nogle
små mus i Hjælpeforeningen, og de
var så søde.«
Hun havde tårer i øjnene, og hendes
milde røst skælvede, mens hun
fortsatte.
»Jeg kunne ikke få mine fingre til
at makke ret, så jeg lavede kun én.
Den blev ikke god, men jeg vidste, at
du alligevel ville synes om den.«
Jeg kiggede igen på den lille mus
i min hånd. Hun havde ret. Jeg syntes
om den. Faktisk blev hendes lille,
sjuskede mus min dyrebareste skat
den jul.
I mere end 20 år har jeg forsigtigt
fjernet de papirlommetørklæder, som
den lille forkrøblede mus fremstillet
af forkrøblede fingre, var pakket ind
i og hængt den op på juletræet. Min
engel af en mor har nu i flere år været
frigjort fra sin invalide krop, men
julemusen minder mig om to dyrebare
sandheder.
For det første, at min mor viste
mig ære ved at tro på, at jeg kunne
se gennem musens skæve ører og
fornemme den kærlighed og det
offer, der var blevet lagt i fremstillingen
af den. For det andet, at hvis
jeg, et ufuldkomment menneske,
er i stand til at finde skønhed i en
ydmyg, lille mus, hvor meget mere er
vor himmelske Fader da ikke i stand
til at se igennem vore ufuldkommenheder
og forstå vore rene hensigter.
Jeg ved, at når vi gør vores bedste
for at give andre eller ham noget, er
vores gave ikke bare god nok – den
er af større værdi, end vi selv kan
forstå. ■
En mindeværdig
jul
Jerry O. Thompson
Min hustru og jeg havde
været gift i mindre end to
år, vi havde et spædbarn at
tage os af, og som de fleste andre
unge studerende måtte vi strække
pengene for at få det hele til at
hænge sammen.
Der var stadig nogle år tilbage,
til jeg var færdig med mit studium,
og vi bestræbte os på at få det bedste
ud af julen. Jeg havde flere
deltidsjobs, og min hustru, Lisa,
arbejdede som sekretær. Vi havde