Enebærodde og Fredberg slægten i Østrup - Professor Martin ...

1 Historien om professor Martin Knudsen´s forskning – Hasmark, 

Enebærodde og Fredberg slægten i Østrup 

Af Bjarne Fredberg Knudsen 

Selvom en del af de ældre i Hasmark stadig ved noget om Martin Knudsen – 

professoren som var født, opvokset og havde en større feriebolig - 

Møllestranden 11 i Hasmark på Nordfyn 225 - så er det næsten ukendt hvad han 

stod for. Videnskabeligt er han i Danmark gået en del i glemmebogen, trods det 

at han i sin tid som professor i fysik var pionér indenfor fysik og hydrografi; men 

i udlandet citeres han fortsat flittigt. Niels Bohr og Albert Einstein har naturligvis 

været eftertidens førende; men Martin Knudsen var også med til at præge 

grundlæggelsen af Kvantemekanikken (eller kvantefysikken), som en gren af 

fysikken der beskæftiger sig med stofs egenskaber på atom niveau og endnu 

mindre (sub-atomare og sub-nukleare i meget lille skala). Martin Knudsen 

bidrog især med den Kinetiske Teori om molekyler i luftstrømme og molekylærstråler 

samt statistisk fysik, og så var han generalsekretær gennem mere end 15 

år for Solvay-konferencerne. I 1913 var den unge Niels Bohr nået frem til en ny 

erkendelse af atomets opbygning. Hans teori om atomers forskellige 

energitilstande ”kvantespring”, gjorde det muligt at forklare de hidtil uforståelige 

liniespektre. Den forklarede endvidere stoffets stabilitet og gjorde det muligt at 

skelne mellem atomets indre og ydre del. 

Vor forståelse af atomfysikken, af det vi kalder kvanteteorien for atomare 

systemer, tog sit udspring ved forrige århundredskifte og fik sin store syntese og 

afrunding i 1920érne. Det var en heroisk tid. Det var ikke én mands værk; det 

beroede på samarbejde mellem snesevis af videnskabsmænd fra mange 

forskellige lande, men fra først til sidst var det Niels Bohrs dybt skabende og 

subtile og kritiske ånd, som viste vej for, styrede, uddybede og til slut 

forvandlede foretagendet 45. Det var en tid med tålmodigt arbejde i laboratoriet, 

med afgørende eksperimenter og dristig handling, med mange vildspor og 

mange uholdbare formodninger. Det var en tid med alvorlige brevveksling og 

4. marts 2012



hastigt sammenkaldte konferencer, med debat, kritik og strålende matematisk 

improvisation – og hvor koordinatoren og sekretæren spillede en stor rolle 82-93. 

”- For de der deltog, var det en skabende tid; der var skræk såvel som opstemthed i 

deres nye indsigt. Den vil sandsynligvis ikke blive nedskrevet særlig udførligt som 

historie. Som historie vil dens genskabelse kræve kunst så stor som historien om 

Ødipus eller historien om Cromwell, og dog udspilledes den i en handlingssfære så 

fjern fra vore daglige erfaringer, at den næppe vil blive kendt af nogen digter eller 

nogen historiker-” udtalte J Robert Oppenheimer i 1950érne 45. 

I de sidste 100 år har kvantefysikken og relativitetsteorien været grundsten i 

fremkomsten af f.eks. atomkraft, computere og mobiltelefoner, og de har 

sammen radikalt ændret vores opfattelse af tid, rum og stoffets opbygning. 

Hvad var baggrunden? Ud over sin anvendelse inden for fysik og kemi har 

kvantemekanikken også haft stor betydning for filosofiske emner. Kvantemekanikken 

baserer sig på brug af bølgefunktioner til at beskrive partikler. En 

bølgefunktion er en matematisk konstruktion, der ikke har nogen direkte fysisk 

betydning i sig selv. I år 1900 foreslog Max Planck at energi kan være 

kvantiseret. Denne ide opstod i et forsøg på at beskrive den observerede 

frekvensfordeling af energi udsendt fra sortlegemer. Einstein forklarede i 1905 

den fotoelektriske effekt ved på tilsvarende vis at postulere at lysets energi er 

kvantiseret. 

Først Solvay konferencen 1911 hvor kvantefysikken blev grundigt endevendt. Martin Knudsen er stående som 

nummer 7 fra venstre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i mere end 15 år! 

4. marts 2012



For at få styr på definitionerne tog de fleste af videnskabernes selskaber i 

Europa imod invitationen om at deltage i en konference hvor hvert nationale 

selskab sendte delegerede. Solvay konferencerne fandt sted første gang i 1911 

på det Internationale Solvay Institut for Fysik og Kemi i Bruxelles med emnet 

Radiation and the Quanta. Det danske Videnskab Selskab havde sendt Martin 

Knudsen som delegeret til den første konference i 1911. Solvay-organisationen 

var uafhængig og komiteen var udpeget af Solvay (men i praksis af W. 

Nernst) 27,42-45,55-58,249. Martin Knudsen gav en ud af de i alt 12 forelæsninger ved 

det første møde i 1911 om kinetisk molekylteori, hvor bl.a. Einstein bidrog til 

diskussionen. Derefter fik Martin Knudsen fast sæde ved disse konferencer hvor 

han blev valgt som Secretaire Generale 42,43 ved et administrativt møde i 1912, 

hvor man besluttede at Solvay-konferencerne skulle fortsætte – en post han 

bevarede i mere end 15 år. 

Anden Solvay konferencen 1913 hvor kvantefysikken blev endevendt en gang mere. Martin Knudsen er stående 

som nummer 3 fra højre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i mere end 15 år! 

4. marts 2012



Konferencerne blev afholdt med 3 års eller længere intervaller 42,43,55-59. I 1913 

forklarede Niels Bohr brintatomets spektrallinjer ved at antage kvantiserede 

energitilstande. 

Der gik nu lang tid før næste konference kunne gennemføres i 1921. Under 1. 

Verdenskrig var der ingen muligheder for at mødes til en konference – det var 

de nationale modsætninger for store til. 

Tredie Solvay konferencen 1921 hvor kvantefysikken blev endevendt på ny efter en pause på 7år. Martin Knudsen 

er siddende nummer 1 i midterrækken fra venstre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i 

mere end 15 år! 

Endeligt i 1924 fremførte Louis de Broglie sin teori for stoffets bølgenatur. Trods 

deres succes var disse teorier rent fænomenologiske: der var intet fundamentalt 

argument for kvantisering. Disse teorier kaldes overordnet for den gamle 

4. marts 2012



kvantemekanik. Den moderne kvantemekanik opstod i 1925 hvor Heisenberg 

udviklede matrixbeskrivelsen, og hvor Schrödinger udviklede bølgebeskrivelsen 

og opstillede Schrödingers ligning. Schrödinger viste efterfølgende at de to 

tilgange er ækvivalente. 

I 1924 blev den fjerde Solvay konference afholdt; men Martin Knudsen deltog 

ikke. 

Werner Heisenberg postulerede sit ubestemthedsprincip "Uncertainty 

Principle," i 1927. Kvante-mekanikken udvikler sig til det der kendes som 

"Københavner-fortolkningen". 

Femte Solvay konferencen 1927 hvor kvantemekanikken blev forenet med relativitetsteorien. Martin Knudsen 

siddende nummer 2 fra venstre i midterrækken. 

I 1927 på den 5. konference bliver kvantemekanikken også forenet med den 

specielle relativitetsteori gennem Paul Diracs arbejde. Emnet for konferencen 

var Electrons and Photons. Det var Einstein og Bohr der førte an. Et 

stridsspørgsmål var hvorvidt man skulle vælge det Einstein var fortaler for at 

4. marts 2012



følge de strikte videnskabelige love og normer som Scientific Realists stod for, 

eller et løsere regelsæt hvor det var forsøgsresultaterne der var vigtigst, hvilket 

Bohr og især Knudsen gik ind for som repræsentanter for Instrumentalists, og 

hvor det var dem der vandt 42-45,55-58,249 . Paul Dirac udviklede ligeledes brugen af 

operatorteori i kvantemekanikken. I 1932 formulerede John von Neumann en 

streng matematisk basis for kvantemekanik formuleret som operatorteori. 

Selvom kvantemekanikken begrænser muligheden for at angive nøjagtige 

værdier af en partikels sted og impuls (jf. Heisenbergs ubestemthedsrelation), 

kan den kinetiske beskrivelse også anvendes på kvantesystemer, forudsat at de 

ydre felter varierer tilstrækkelig langsomt i rum og tid. Det er også muligt at tage 

hensyn til, at partiklernes vekselvirkning giver anledning til et middelfelt, der 

påvirker den enkelte partikels bevægelse. Herved bliver den kinetiske teori også 

anvendelig for fysiske systemer som superledere og kvantevæsker, hvor 

partiklernes indbyrdes vekselvirkning spiller en afgørende rolle. 

Martin Knudsen fra Hasmark på Nordfyn var en virkelig berømthed 

indenfor den mest avancerede forskning i fysik! Ved Solvay konferencen i 

1927 var der 29 deltagende forskere. Af dem blev 17 senere Nobelpris vindere – 

Martin Knudsen var indstillet; men fik den ikke. Udviklingen indenfor hydrografi 

eller dybhavsforskning tog først fart langt senere end kvantefysikken. Derfor var 

Martin Knudsen nok forud for sin tid, og han ville utvivlsom være tildelt en 

Nobelpris hvis han havde levet væsentligt længere. Som en konsekvens af 

Danmark som neutralt land under 1. Verdenskrig ledte det til at Martin Knudsen 

stod i spidsen for ledende videnskabsmænd der med politisk opbakning især fra 

den radikale forsvarsminister Peter Munch ønskede at oprette 3 internationale 

forskningsinstitutter i København: ét for fysik som skulle hedde HC Ørsted 

Instituttet; ét for sprog - Filologisk Institut og ét havundersøgelses institut også 

kaldet oceanografisk institut. Martin Knudsen var naturlig kandidat til at blive 

valgt til en toppost for to af de tre institutter. Imidlertid blev planen opgivet da 

de krigsførende landes nationalistiske antipatier i mellemkrigsårene var for 

store til at realisere internationale videnskabelige institutter 59,60,97,271. Selvom 

Martin Knudsen var dybt engageret i oprettelsen af de nye institutter så kan det 

ikke bringes ham til last at det ikke lykkedes. Munch forklarer i sine erindringer 

udfaldet med en bemærkning om, at videnskabsmændene simpelthen ikke 

kunne enes om, hvilken plads og status de forskellige videnskabsgrene skulle 

4. marts 2012



have ved de påtænkte institutter. Men langt mere om dette senere. Niels Bohr 

deltog i de forberedende møder; men forlod dem og lagde ikke skjult på at han 

ikke gik ind for ideen, for han var fuldt ud optaget af at få sit eget Københavns 

Universitets Institut for Teoretisk Fysik til at blive internationaliseret. Det blev 

bygget i 1919-1920; men da Ernest Rutherford i september skulle give 

gæsteforelæsninger i de nye bygninger var intet færdigt og først 3.marts 1921 

kunne det tages i brug. Det påstås at forholdet mellem Bohr og Knudsen i disse 

år ikke var særligt venskabeligt. Bohr var blevet vraget da han i starten af 1912, 

efter at have forsvaret sin doktorafhandling ”Studier over metallernes 

elektronteori”, ansøgte om professoratet efter C.Christiansen og det blev 

Knudsen der blev udnævnt. Bohr der var i Oxford og Cambridge på et 

stipendium fik i marts 1912 et ”venligt” afslag på at lave eksperimenter i 

universitetets fysisk laboratorium den kommende sommer 84 . Fra september 

blev Bohr teknisk assistent for Knudsen på Københavns Universitet under 

stærkt utilfredsstillende forhold 270 . I 1914 ansøgte Bohr om at få oprettet et 

ekstraordinært professorat til sig selv; men det lykkedes ikke, især p.gr.a. 

modstand fra Knudsen 270. Så drog Bohr af sted til Manchester hos Rutherford, og 

først i 1916 lykkedes for Bohr at få et professorat ved Københavns Universitet. 

Han var absolut ikke tilfreds med arbejdsforholdene – han fik tildelt et kontor på 

15m 2 som han skulle dele med sin assistent hollænderen Hendrik Kramers og 

sekretæren Betty Schultz. Endvidere blev han pålagt at undervise de 

lægestuderende i fysik ”kantussen” hvilket han allerede fra sin assistent 

ansættelse i 1913 havde demonstreret at han var ekstremt dårlig til at undervise 

i basis fysik 270. Til gengæld så Bohr på at Knudsen blev professor, modtog HC 

Ørsted Guldmedaljen, blev rektor for København´s Universitet og æres doktor 

”Doctor honoris causa”- så der var nok af grunde til at forholdet mellem de to 

ikke var godt 270. Desuden lykkedes det også Knudsen at få placeret det 

Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) under sin ledelse i København. 

Det er interessant at Martin Knudsen omtales og citeres for sine forskningsresultater 

i helt moderne udenlandske videnskabelige lærebøger og nye 

videnskabelige artikler 23-41,43,66,67 . Han var videnskabeligt meget produktiv og 

publicerede ofte i udenlandske fagtidsskrifter 120-123,125,126,129,131,133,135,136,138,141,142, 

144,145,147,149,151, 153,155,157,158,160,162,166. 

4. marts 2012



I 1890 flyttede Polyteknisk læreanstalten ind i helt nye lokaler på Sølvtorvet. Så 

det var helt nye lokaler Martin Knudsen kom til at studere i og kort tid senere at 

arbejde i da han allerede i 1992 startede med opgaver for prof. C. Christiansen. 

Det var første gang, at læreanstalten fik bygninger, der direkte var bygget som 

en moderne ingeniørhøjskole. Bygningerne rummede to discipliner. Den ene – 

den kemiske fløj - husede de kemiske fag. Den anden – den fysiske fløj - de 

fysiske fag. Disse to fløje var forbundet af den såkaldte auditoriefløj. Den 

kemiske fløj husede først og fremmest et stort og moderne analytisk kemisk 

laboratorium og herudover tegnestuer, eksamenslokaler samt nogle små lokaler 

til teknisk kemi, men intet egentlig laboratorium til sidstnævnte fag. Desuden 

rådede staten over et par værelser, der blev benyttet som laboratorium for 

Statens Papirkontrol 271. Foran ud mod Sølvgade i den lave to etages bygning var 

embedsboliger hvor bl.a. professor Martin Knudsen med familie boede. 

4. marts 2012 

Polyteknisk læreanstalt på Sølvgade. Martin Knudsen og familie boede på 1.sal i den lave bygning. 

Den fysiske fløj indeholdt to store ”arbejdslokaler” til professorerne, et ”optisk 

værelse”, den fysiske instrumentsamling, som nok i vidt omfang har været 

anvendt som laboratorier. Endvidere var der den mekanisk-tekniske samling, 

tegnestuer og inspektørens bolig og kontor 272. Fysikernes arbejdslokaler blev 

benyttet til fysiske øvelser for de studerende. Den mekanisk-tekniske samling,



som var placeret i stueetagen, skulle i princippet gøre det ud for et lille 

maskinteknisk og teknologisk laboratorium, men måtte nøjes med et beskedent 

areal på 90 m 2 . Den fysiske instrumentsamling befandt sig på 1. sal, hvilket 

næppe var den ideelle placering for et lokale, som skulle rumme tunge 

instrumenter. Derimod kunne man i stueetagen godt finde plads til de 

administrative lokaler 272. 

Det var undervisningslokalerne, tegnestuerne og administrationen, der udgjorde 

bygningens arkitektonisk mest prestigefyldte. Laboratorierne var langt fra det 

dominerende i dette nye bygningsværk, hvilket viste, at forskningen på dette 

tidspunkt ikke blev set som læreanstaltens vigtigste virksomhed. De tekniske 

samlinger – der var forløberne for de tekniske laboratorier – spillede derimod 

en vis rolle. Der var ingen faciliteter for elektroteknik, ej heller noget rigtigt 

maskin-værksted. Det sidste kan virkelig undre 272; men det afspejlede først og 

fremmest den underordnede rolle, som de tekniske fag i 1890 stadig spillede på 

Den polytekniske Læreanstalt. Kun på det kemiske område var der sørget for 

gode laboratoriefaciliteter. Dette beroede på, at kemien var den første disciplin, 

der integrerede laboratorierne i undervisnings praksis. Måske spillede det også 

ind at direktøren Julius Thomsen var kemiker. 

Indtil midten af 1890’erne spillede de tekniske fag kun en beskeden rolle på 

læreanstalten 273. De grundvidenskabelige fag matematik, fysik og kemi udgjorde 

tyngdepunktet i kandidaternes uddannelse, og sølvtorvskompleksets arkitektur 

afspejlede dette rangforhold. Der skulle et eksternt pres til for at ændre 

afgørende på disse forhold, og det pres kom fra den i 1892 dannede Dansk 

Ingeniørforening. Under denne forenings aktive medvirken blev undervisningen 

ved læreanstalten i 1894 reformeret. Undervisningen skulle være mere 

erhvervsrettet: De tekniske og praktiske fag blev herefter kraftigt opprioritet. 

Denne opprioritering forudsatte imidlertid, at der blev oprettet en række 

øvelseslaboratorier i fag som teknisk kemi, maskinteknik og elektroteknik. Blot 

fire-fem år efter indvielsen af sølvtorvskomplekset var læreanstalten for lille og 

krævede mere plads. Der skulle imidlertid komme til at gå mere end ti år, før 

disse laboratorier blev en realitet. Først i 1900 blev der nedsat et udvalg til at 

overveje retningslinjerne for indretning af et maskinlaboratorium. Derimod gik 

det stærkere med at få ansat flere lærere. I de næste år blev der således oprettet 

hele otte nye lærer-stole. Den moderne ingeniørvidenskabelige uddannelse var i 

støbeskeen 272. 

4. marts 2012



I 1896 tog Martin Knudsen på dette sted skoleembedseksamen som cand. mag. 

med fysik som hovedfag, men allerede fra 1892 havde han assisteret prof C. 

Christiansen, der hurtigt havde opdaget hans usædvanlige håndelag og 

særprægede evner som eksperimentalfysiker. Martin Knudsens evner for 

eksperimental fysik blev første gang dokumenteret, da han i 1895, 24 år 

gammel, vandt universitetets guldmedalje for en prisopgave om ”Elektriske 

gnisters evne til at rive stof med sig dels fra elektroderne dels fra det 

medium de slår over i” og blot året efter tog han embedseksamen ved 

Københavns universitet 9. 

I 1901 modtog han et nyoprettede docentur i fysik ved Københavns Universitet 

– en særlig ærefyldt og betroet stilling, hvor han også udgav lærebøger 1,105 og 

hvorunder de medicinske studenters fysikundervisning også lå, og i 1912 blev 

han altså prof. C. Christiansens efterfølger og udnævnt til professor i fysik ved 

Københavns universitetet 9-12,107-110,165,250, samt til bestyrer af Polyteknisk 

Læreanstalts fysiske samling, en stilling han bestred indtil 1941. Han beholdt 

tillige ledelsen af det mediko-fysiske laboratorium indtil 1924, mens Niels Bohr 

overtog docenturet. 

4. marts 2012 

Martin Knudsen ved en forelæsning på Polyteknisk Læreanstalt 

Til sin universitetslærervirksomhed skrev Knudsen først Lærebog i Fysik for 

Medicinere, 1903–04 (2. udgave 1913) 2 . Han besørgede 1915 en stærkt 

omarbejdet udgave af C. Christiansens Lærebog i Fysik og skrev 1923 en helt ny 

Lærebog i Fysik der også benyttedes ved andre nordiske universiteter 1; 

endvidere udgav han Fysiske Opgaver, 1920 (3. omarbejdede udgave 1933), idet



han indførte opgaveløsning som regelmæssigt led af den højere 

fysikundervisning. 

Martin Knudsens videnskabelige forskningsarbejde omfattede to vidt forskellige 

felter; hydrografien 6,71,73,75,168-176,178-182,184,185,188,189,191,193-196,198-200,205,207,211,216,217, 

246,251 og molekylærfysikken 120-123,125,126,129,131,133,135,136,138,141,142,144, 145,147,149,151,153, 

155. Han blev berømmet for sine studier af molekylerne i luftstrømme, som en 

pionér i eksperimenter med molekylær-stråler 17,31,145,146,250 . Det var givetvis det, 

han bidrog med ved Solvay-konferencerne, hvilket også støttes af, at han sidder 

tæt ved Irving Langmuir - en anden pioner indenfor vakuumfysikken - på det 

berømte foto fra konferencen (1927). Det var jo en tid, hvor atomfysikken var 

forholdsvis ny 56. Måske var Martin Knudsen ikke klar til at forstå 

kvantefysikken? Knudsen's tålmodighed var ikke stor når det drejede sig om de 

kvante-ideer Bohr introducerede. J. Rud Nielsen, der senere blev professor i 

fysik ved Universitetet i Oklahoma studerede både hos Bohr og 

Knudsen. Engang han stillede Knudsen et spørgsmål, der også berørte brug af 

kvanteteorien, bed Knudsen ham af med ordene: "Hvis vi skal bruge 

kvanteteorien for at forklare dette, kan vi lige så godt lade være med at forklare 

det ” 63,64. 

I perioden 1909–17 udsendte Knudsen (i Videnskabernes Selskabs Oversigt og i 

Annalen der Physik) en anseelig række eksperimentalfysiske undersøgelser over 

luftarternes egenskaber under de simple forhold der indtræder ved så lave tryk, 

at sammenstød mellem molekylerne – de atomare kollisioner - indbyrdes 

ingen betydning får, eller molekylernes middelvejlængde er større end 

apparatdimensionerne 17,31,46-50,145,146,152,167. Ved de første forsøg, der begyndte i 

1907, undersøgte han i modsætning til andre forskere forholdene ved 

overordentlig lave tryk (ca. 1 milliontedel atmosfæres tryk) hvor 

luftmolekylerne kan gå lange veje uden indbyrdes sammenstød 46-50,152,167. 

I disse arbejder droges hidtil upåagtede konsekvenser af den kinetiske luftteori, 

og disse bekræftedes ved forsøgene; men tillige opdagedes nye egenskaber ved 

luftarterne. De første arbejder behandlede luftarters strømning gennem snævre 

rør og små åbninger, hvorunder tillige kviksølvs minimale damptryk ved lave 

temperaturer bestemtes. Derefter påvistes, at ved lave tryk vil ligevægts- 

4. marts 2012



betingelsen, når to beholdere med luft af forskellig temperatur står i forbindelse 

med hinanden, ikke have samme tryk i begge beholdere. 

Martin Knudsen fotograferet i perioden 1907-17 med sit apparatur til undersøgelse af luftarters egenskaber ved lave tryk. Foto 

DTU 

Videre konstruerede han et ”absolut manometer” til måling af de lave tryk, og 

han kunne både bekræfte teorien langt mere eksakt end det før var muligt, og 

afsløre nye egenskaber ved luftarterne, samt yde betydelige bidrag til opklaring 

af forholdene ved fordampning. Det var baseret på, at to flader med forskellig 

temperatur i luft af lavt tryk frastøder hinanden med en af trykket afhængig 

kraft, den såkaldte radiometerkraft. Han formulerede således en cosinus-lov for 

molekylers vekselvirkning med væggene i en beholder. Han udledte også en lov 

for strømning ved lave tryk og bekræftede den ved nøjagtige eksperimenter. Ved 

undersøgelser over varmeledningen indførtes begrebet en luftarts 

akkomodationskoefficient som udtryk for, i hvor høj grad dens molekyler ved 

stød mod væg antager dennes temperatur. Endelig fremkom betydningsfulde 

bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning og fortætning. Senere (1927– 

30) er offentliggjort enkelte supplerende undersøgelser. Hans resultater var en 

afgørende bekræftelse af den kinetiske gasteori og de blev vigtige for udviklingen 

af superledere, kvantevæsker og vakuumteknikkens udvikling 23,46-50,52-54,84,158. 

Molekylærstråler blev bl.a. brugt til at måle hastighedsfordelingen af molekyler i 

en gas. Man fremstillede strålen i det der nu hedder en Knudsen-celle, hvor man 

havde en veldefineret temperatur. Strålen blev så sendt gennem en simpel 

anordning med roterende hjul, der tillod at måle hastighedsfordelingen. 

Hastighedsfordelingen var teoretisk forudsagt af Maxwell 60. Knudsen var altså 

4. marts 2012



vidende og kendt for sine arbejder med kinetisk-molekylære teorier og hvad der 

sker med luftarter under lave tryk 17,31,46-50,145,146,152,167. 

Knudsen cellen, der er bygget af Thomas Rosenørn og Jacob Mønster i forbindelse med deres speciale. Cellen bruges 

til at undersøge interaktioner mellem atmosfæriske sporgasser og typiske atmosfæriske aerosolers overflader. 

Knudsen var også aktiv i den fysiske oceanografi især med udviklingen af 

metoder til at definere egenskaberne i og af havvand 3,68,72,177,192,212,217 . 

Han deltog som sagt i næsten alle Solvay konferencerne - her især de to 

legendariske Internationale Solvay konferencer med en lille flok af verdens 

førende videnskabsmænd i 1911 og 1927 hvor også Albert Einstein og Marie 

Curie m.fl. deltog samt Niels Bohr dog først fra 1927 27,42-45,55-58. 

Martin Knudsen var også medlem af Videnskabernes Selskab 106,111-113, 

124,130,132,134,137,139,140,143,146,148,150,152,154,156,159,161,163,266,267,268,269, æresmedlem af det 

Kongelige Danske Geografiske Selskab, rektor ved Københavns universitet, 

medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber, samt flere udenlandske 

videnskabelige selskaber. Han var derudover Kommandør af Dannebrog 1. grad. 

Martin Hans Christian Knudsen (15.2.1871-27.5.1949) Martin Knudsen´s 

forældre Maren Kirstine Hansdatter Fredberg kaldet ”Stine” og Jørgen Knudsen 

var ved sønnens dåb 2.4.1871 i Norup Kirke på Nordfyn blevet gårdbestyrer på 

Martinegård på Enebærodde under godset Hofmansgave i Hasmark 62; Stine var 

4. marts 2012



datter af Folketingsmand og medlem af den Grundlovgivende Rigsforsamling 

Hans Christian Johansen 223,224 og Jørgen var tidligere kusk og tjener for den 2. 

stamhusherre hofjægermester N.E. Hofman-Bang, og før dette var han fårehyrde. 

Den 1.maj 1870 kom Jørgen Knudsen og Stine til Martinegården på Hals, som de 

havde fået i forpagtning af etatsråden i 4 år med en årlig afgift af 5 tønder 

kartofler. Her fødtes sønnen Martin Knudsen deres eneste barn 15.2.1871. 

Fadderne ved sønnens dåb var Etatsråd Hofmans-Bang og ”Frøken” Malling på 

Hofmansgave 61,62. 

4. marts 2012 

Martin Knudsen ved konfirmationen 12.april 1883. Privatfoto Margit Egdal 

”Frøken” Malling var enke efter 1.stamhusherre N. Hofman (Bang), enkefrue Charlotte Malling, som boede 72 år på 

Hofmansgave og døde 1879 som 93 årig 61 . Folkesnakken i Hasmark siger at det ikke er Jørgen Knudsen der er 

faderen; men en af dem fra Hofmansgave. Medlemmer af lokalhistorisk forening i Otterup, beskriver noget i den 

retning; men det er jo tit at der kører diverse vandrehistorier i lokalområderne. Imidlertid findes der en 

lokalhistorisk forskergruppe bestående af bl.a. tidligere vismand professor Ebbe Yndgård og hans hustru Else, 

ingenør Carl Pedersen samt bibliotekar Margit Egdal, som er i familie med Martin Knudsen´s far - Jørgen Knudsen 

som var bror til Margit Egdal´s farfar´s farmor, og hun nævner, efter nøje at have studeret og sammenlignet 

ungdoms foto´s, at man i familien aldrig har været i tvivl om andet end at det var en af dem på Hofmansgave som 

var far til Martin – den ene af dem var 66år og den anden 26år og Maren Kirstine 32år – så hvem var det mon? 

Martin Knudsen fik mellemnavnene efter sin morfar Hans Christian. Louise Martine, der var mor til den 3. 

stamhusherre Niels Erik Hofman-Bang 61, var det mon Martin´s biologiske farmor, og var han mon opkaldt efter 

hende? Hun døde i 1869 og havde lagt navn til Martinegården som Knudsen familien forpagtede. 

På Martinegården oplevedes stormfloden 13.nov. 1872 da der kun var 7 alen (ca 

4,5 meter) mellem Kattegat og Odense Fjord på det smalle Dræ og havets sprøjt 

skyllede ned ad vinduerne. Spurve ænder og andre fugle blæste ned 62. Martin 

Knudsen gik indtil sit 13. år i almueskolen. Om sommeren var han vogterdreng



før han kom på latinskolen i Odense. Han blev student i 1890 samme år som 

Niels Oluf Hofman-Bang fra godset Hofmansgave. Som student arbejdede han i C. 

Christiansens Laboratorium på den helt nye læreanstalt og hans mekaniske 

snilde og ypperlige håndelag gjorde det muligt for ham at tjene til føden ved at 

udføre mekaniker-, snedker- og glasblæserarbejde. Han deltog i 1895-96 i 

”Ingolf-ekspeditionen” med et dansk havforskningsskib og blev derved en 

internationalt kendt hydrograf 170,174,175. 

4. marts 2012 

Martin Knudsen som student. Foto 1890 

Hans store tekniske dygtighed gav sig udslag i konstruktionen af nye 

måleapparater 73,171,213,221 , og hans organisatoriske evner bragte ham frem til 

ledende stillinger. Han giftede sig med Else Ursin i 1903 og de fik 5 børn 222. 

Martin Knudsen har således vundet et højt anset navn som fysiker gennem sine 

banebrydende arbejder på den kinetiske luftteoris område. 

Hans navn blev imidlertid anset ligeså højt indenfor oceanografien og 

hydrografien især for udviklingen af en metode til bestemmelse af havvands 

saltholdighed og beregning af vandtransporten til og fra lukkede havområder, de 

såkaldte Knudsen-relationer. Hans special-konstruerede pipette blev



internationalt standardudstyr, og hans "normalvand" fremstillet i København 

blev distribueret til havforsknings-laboratorier verden over 3,68. Gennem 

Kommissionen for Havundersøgelser var han med til at danne Det 

Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i 1902 samt at sikre, at dette råd fik 

sit hovedsæde i København 28,37,38,69,70,74,76-80,214,246,251. 

Knudsen gjorde en stor indsats for såvel fysikundervisningen ved universitetet 

og Polyteknisk Læreanstalt som for formidling af naturvidenskaben til en 

bredere offentlighed 13-16,18-20. Han var formand for Selskabet for Naturlærens 

Udbredelse (SNU) 1900-39 114,119,170,218. Det var en videreførelse af selskabet 

skabt af HC Ørsted i 1824 og han var initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted 

medaljerne for særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i guld, sølv og bronze. 

Således blev Knudsen den tredje modtager af guldmedaljen i 1916 som ”- gives 

for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. 

Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have 

publiceret inden for de seneste år.” hvilket den samlede bestyrelse var enige om 

var præsteret 17. 

Knudsens store administrative og organisatoriske evner skaffede ham en 

ledende stilling i mange videnskabelige institutioner og komiteer. Således var 

han fra 1901 sekretær og senere formand i det danske udvalg der besørgede 

registreringen til det internationale katalog over videnskabelig litteratur. Fra 

1900 var han formand for det af HC Ørsted stiftede Selskabet for naturlærens 

udbredelse, og han havde som næstformand i HC Ørsted-komiteens forretningsudvalg 

en hovedandel i organisationen af Ørsted-jubilæet i 1920, ligesom han 

har lagt grunden til et Ørsted-museum i Rudkøbing på Langeland. I 1911 stiftede 

han sammen med fabrikant GA Hagemann Danmarks naturvidenskabelige 

samfund, for hvilket han var vicepræsident til 1937. Han var medlem af, og i en 

årrække fra 1915 generalsekretær for den danske bestyrelse for de 

skandinaviske naturforskermøder. I 1909 blev han medlem af Videnskabernes 

selskab og i 1917 dets sekretær. I 1912 blev han som anført ovenfor medlem af, 

og Secretaire Generale for det af den belgiske industrimagnat E. Solvay stiftede 

Solvay-institut der afholdt internationale fysikermøder og støttede fysisk 

forskning. Fra 1923 var han vicepræsident i den internationale union for fysik. 

4. marts 2012



1927–28 var han universitetets rektor. Foruden Københavns Universitets og HC 

Ørsted-guldmedaljerne i henholdsvis 1895 og 1916 også i 1936 Agassizmedaljen, 

som var en udmærkelse for originale bidrag til havforskningen eller 

oceanografisk forskning indstiftet af Sir John Murray til ære for hans ven 

Alexander Agassiz. I 1918 blev han æresdoktor ved Lunds universitet. Han var 

medlem af de nordiske videnskabelige akademier og desuden bl.a. af det 

preussiske akademi, akademiet i Göttingen og Royal Institution of Great Britain, 

tillige medlem af det russiske geografiske selskab og æresmedlem af Det kgl. 

danske geografiske selskab. 

Ved Martin Knudsen´s død blev der fra flere sider udtrykt sorg over tabet af 

ham. Akademiet for de tekniske Videnskaber´s første meddelelse (nr.1) i 1949 

drejede sig om at dansk videnskab havde mistet en af sine allerstørste 

personligheder, hvis arbejde var kendt og beundret verden over, ved professor 

Martin Knudsens død 27.maj 1949 8,21,22,25,26,32,34-36,61,62,64,118,214,250,286,287. 

4. marts 2012



Middag hos Martin Knudsen 14.oktober 1926. Siddende fra venstre Madame Roswadowska, 

Minister Hermite, Madame Curie, Minister Roswadowska og Fru Martin Knudsen (Ellen Ursin). 

Bagved set fra venstre Professor Martin Knudsen, Prof. PO Pedersen, Direktør Ove Munck, Prof. 

SPL Sørensen, Fru Ove Munck, Fru Niels Bohr, Fru Ellinger, Madame Hermite, Professor Niels 

Bohr, Fru PO Petersen, Fru SPL Sørensen, Prof. K Prytz og Prof. Ellinger. I forgrunden ses husets 

ungdom - Else tv 21år, Inger Margrethe 19år og to af de i alt 3 drenge Jørgen 18år, Poul 16år og 

Helge 14år. Foto DTU 

Kort fortalt om Martin Knudsen´s karriere: 

1890 Student fra Odense 

1895 Universitetets guldmedalje 

1896 Embedseksamen cand. mag. 

1896 Assistent ved Polyteknisk Læreanstalt fysisk samling 

1899 Assistent ved Universitetets Mediko-Fysiske Laboratorium (senere 

Bestyrer af samme); 

1900-1939 Formand i Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) 

1901- 1912 Docent i fysik ved universitetet 

1902 - ??? Leder af de danske hydrografiske Undersøgelser 

4. marts 2012



1902-1948 Danmarks Delegerede ved de Internationale Havundersøgelser 

(ICES) 

1909-1948 Medlem af ”Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab” 

1911 Udsendt af Videnskabens Selskab som dansk delegeret ved den 

første ”International Solvay Conference” om kvantefysik. 

1912- 1931 Valgt og prolongeret som generalsekretær for de 

”International Solvay Conference” , som afholdtes hvert 3. år eller længere 

intervaller, bl.a. for den legendariske i 1927. 

1911-1937 Vicepræsident i Danmarks Naturvidenskabelige Samfund 

1912- 1941 Professor i fysik ved universitetet Bestyrer af fysisk samling 

ved Polyteknisk Læreanstalt 

1912 Medlem af Societé Géographique de la Finlande 

1916 HC Ørsted Medaljen – Guld 17 

1917-1945 Sekretær for Videnskabernes Selskab 

1918 Dr. Phil. H.c. ved Lunds universitet 

1918 Medlem af Kungliga Fysiografiska Sällskapet, Lund 

1919 Medlem af Kgl. Gesellschaft der Wissenschäften zu Göttingen 

1919 Ridder af Dannebrog 

1921 Medlem af Preussische Akademie der Wissenschaften 

1922 Medlem af Finska Vetenskaps-Societeten 

1922 Medlem af Royal Institution of Great Britain 

1926 Æresmedlem af det Kgl. danske Geografiske Selskab 

1927 Generalsekretær ved den ”International Solvay Conference” om 

kvantefysik og relativitetsteorien. 

1927- 1928 Rektor magnificus på Københavns universitet 

1928-1936 Efor for Valkendorfs Kollegium 

1928 Medlem af Kungliga Vetenskaps Societeten i Uppsala 

1931-1943 Medlem af Bestyrelsen for Hagemanns Kollegium 

1930-1934 Formand for Odenseaner-Samfundet 

1930-1936 Præsident for ”The International Association for Physic 

Oceanography” 

1930 Medlem af Det norske Videnskabs-Akademi 

1933-1947 Vicepræsident for de Internationale Havundersøgelser (ICES) 

1934 Medlem af Russian Geographical Society 

4. marts 2012



1935 Agassiz Medaljen (Awarded for an original contribution in the 

science of oceanography. Established by Sir John Murray in honor of his 

friend, Alexander Agassiz); 

1936-1948 Formand i Bestyrelsen for Danmarks Akvarium 

1937 Medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber 

1939 Doctor of Science h.c. ved universitetet i Liverpool 

1941 Æresmedlem i Selskabet for Naturlærens Udbredelse 

Kommandør af Dannebrog 1. Grad (K.1). 

Hvad forskede Martin Knudsen så i?: 

Martin Knudsens evner for eksperimental fysik blev som sagt første gang 

dokumenteret, da han i 1895, 24 år gammel, vandt universitetets guldmedalje 

for en prisopgave om ”Elektriske gnisters evne til at rive stof med sig dels fra 

elektroderne dels fra det medium de slår over i” og blot året efter tog han 

embedseksamen ved Københavns universitet 9. 

Røntgenstråling er en form for elektromagnetisk stråling med en bølgelængde 

fra omkring 5 pm til 10 nm (svarende til frekvenser mellem 30 PHz og 60 EHz), 

så det var naturligt at Knudsen var den første til at foretage eksperimenter 

herhjemme. 

4. marts 2012 

Röntgen og røntgenbilleder af hans kone Bertha’s hånd (tv) og Alfred von Kölliker´s hånd (th)



Så samme år 12.februar 1896 – blot 3 måneder efter den tyske fysiker Wilhelm 

Conrad Röntgen 8.november 1895 havde opdaget røntgenstrålerne og billedet af 

fru Bertha Röntgen’s gennemlyste hånd med knogler og vielsesring havde gået 

verden rundt, var Knudsen den første i Danmark der fremstillede et diagnostisk 

røntgenbillede udført på Polyteknisk læreanstalt af et brækket underben hos en 

patient inden den egentlige røntgenpioner lægen Lauritz Johannes Mygge 

startede måneden efter 51,115,117. 

4. marts 2012 

Forskellige varianter af Crookesske rør knudsen havde fået specielt lavet. Foto 1896 

Med de forskellige Crookesske rør blev benyttet Ruhmkorffs Induktionsruller 

der gav en 10cm lang gnist mellem spidserne. Det viste sig at strålernes styrke 

voksede meget stærkt med styrken af den primære strøm og modstanden i 

røret. Strålerne skal koncentreres temmelig stærkt på glasbunden for at give 

skarpe billeder. Der blev foretaget mange eksperimenter for at optimere 

metoden 115.



Røntgenstråler blev hurtigt hovedsagelig brugt til medicinske undersøgelser; 

men på Københavns Universitet og Polyteknisk læreanstalt fandt røntgenstråler 

snart anvendelse til materialeundersøgelser og krystallografi. 

Og sådan så den første hospitals-røntgeninstallation ud på Kommunehospitalet i 1896. Foto: Med.-hist. Museum 

Han blev i 1899 ansat ved Polyteknisk læreanstalt som assistent ved de 

nyoprettede mediko-fysiske øvelser som han selv indrettede, og hvortil han 

skrev vejledninger 1,2,99-105. De eksisterede stadig da jeg læste medicin og havde 

medico-fysik øvelser i 1965! 

Martin Knudsen’s Introduktion til den kinetiske gasteori 

I løbet af ca en 10-årig periode begyndende i 1909 koncentrerede Knudsen sit 

arbejde om ren fysik, i særlig grad om lovmæssigheder omkring molekylers 

bevægelser i luftarter ved lavt tryk hvor han publicerede en serie artikler om 

disse emner. Det er derfor forståeligt at han ikke fandt tid til at konstruere nye 

oceanografiske instrumenter. Således udgiver han sin første lærebog om The 

Kinetic Theory of Gases – some modern aspects 46 og få år senere Lærebog i Fysik 

på 786 sider 1. 

Tanken om at luftarterne bestod af atomer er ældgammel, og selve den kinetiske 

luftteori, som er en fysisk teori for gassers og andre fortyndede 

partikelsystemers egenskaber, er 300 år gammel og særligt i tidsrummet fra 

4. marts 2012



1856 til 1890’erne beskæftigede næsten alle fysikere sig med teorien; men det 

var først i det 19 århundred at det fik virkelig betydning for fysikken. Det var 

navnlig Thomas Graham’s (1805-1869) undersøgelser over diffusionen der gav 

en fremdrift. Samtidig udvikledes teorien om luftarternes indre opbygning og 

termodynamikken af tyskeren Rudolf J.E. Clausius (1822-1888), Ludwig E. 

Boltzmann (1844-1905) og skotten James C. Maxwell (1831-1879). Den sum af 

filosofiske tanker og eksperimentelle undersøgelser, som den kinetiske teori 

havde affødt var ganske forbløffende stort; men de resultater man kom frem til 

bekræftedes kun sjældent af forsøgene, nok fordi der var store tekniske 

vanskeligheder med eksperimenterne. I mange år skete der intet for forskerne – 

også Martin Knudsen - var mere optaget af elektricitetslærens udvikling. Da 

Knudsen genoptog udviklingen af kinetiske luftteoris udvikling, kunne han gøre 

det med langt større udsigt til held idet de fysiske teknikker havde udviklet sig 

så stærkt, at det gjorde det muligt at tage fat på opgaveløsninger man ikke før 

havde kunnet 17 . 

Med sine særlige evner for eksperimentelle design og ved at udnytte udstyret til 

det yderste lykkedes det fra 1907 og frem Knudsen i modsætning til andre 

forskere at undersøge forholdene i gasser ved overordentlig lave tryk (ca 1 

milliontedel atmosfæres tryk) hvor luftmolekylerne kan gå lange veje uden 

indbyrdes atomare kollisioner eller sammenstød mellem et atom eller en ion 

og elektroner, fotoner, atomer eller ioner 46-50,152,167 . I disse arbejder droges hidtil 

upåagtede konsekvenser af den kinetiske luftteori, og disse bekræftedes ved 

forsøgene, men tillige opdagedes nye egenskaber ved luftarterne. Ved disse lave 

tryk bevæger molekylerne sig lineært og kastes frem og tilbage mellem de 

afgrænsende vægge, ligesom bolde. I perioden 1909–17 udsendte Knudsen (i 

Videnskabernes Selskabs Oversigt og i Annalen der Physik) en anseelig række 

eksperimentalfysiske undersøgelser over luftarternes egenskaber under de 

simple forhold der indtræder ved så lave tryk, at sammenstød mellem 

molekylerne indbyrdes ingen betydning får, eller molekylernes 

middelvejlængde er større end apparatdimensionerne 17,31,46-50,145,146,152,167 . 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Polyteknisk læreanstalt, Sølvtorvet taget i brug 1890. Knudsen’s embedsbolig i den lave bygning. 

Man skulle tro at det på den tid var umuligt at måle så lave tryk; men den 

vanskelighed overvandt Knudsen ved at han konstruerede et ”absolut 

manometer” til måling af de lave tryk. Herefter var han i stand til at tage fat på de 

fundamentale opgaver i molekylteorien. Hvad sker der med et molekyle når det 

rammer en fast væg? Kastes molekylet tilbage på sammen måde som en lysstråle 

på et spejl eller som en der rammer en mat væg? – det var det sidste der var 

tilfældet viste Knudsen. Han kunne både bekræfte teorien langt mere eksakt 

end det før var muligt, og afsløre nye egenskaber ved luftarterne samt yde 

betydelige bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning. Det var baseret 

på, at to flader med forskellig temperatur i luft af lavt tryk frastøder hinanden 

med en af trykket afhængig kraft, den såkaldte radiometerkraft. De første 

arbejder behandlede luftarters strømning gennem snævre rør og små åbninger, 

hvorunder tillige kviksølvs minimale damptryk ved lave temperaturer 

bestemtes. Derefter påvistes, at ved lave tryk vil ligevægts-betingelsen, når to 

beholdere med luft af forskellig temperatur står i forbindelse med hinanden, 

ikke have samme tryk i begge beholdere. 

Han formulerede således en cosinus-lov for molekylers vekselvirkning med 

væggene i en beholder 156. Han udledte også en lov for strømning ved lave tryk og 

bekræftede den ved nøjagtige eksperimenter. Ved undersøgelser over 

varmeledningen indførtes begrebet en luftarts akkomodationskoefficient som



udtryk for, i hvor høj grad dens molekyler ved stød mod væg antager dennes 

temperatur. 

En beholder fyldt med molekyler. Molekylerne bevæger sig i alle mulige retninger. Når de rammer en af væggene vil 

de blive kaste tilbage fra væggen. Jo flere molekyler der rammer væggene, jo højere er trykket. Er temperaturen høj 

vil molekylerne bevæge sig hurtigere og derved øges chancen for de rammer væggene. Hvis temperaturen sænkes til 

det absolutte nulpunkt - 273,15 0 C vil molekylerne efterhånden ligge stille og derfor vil trykket falde til nul. 

De fleste forsøg var ret specielle og krævede en omfattende teoretisk udvikling. 

På den tid hvor Knudsen gjorde sine opdagelser var den kinetiske luftteori 

forklaret på følgende måde: 

”Man betragter en luftart som bestående af en stor mængde af hverandre 

adskilte molekyle” 

I 1 liter luft ved 0 ⁰C og 1 atmosfæres tryk findes der 2.705 ×10 22 molekyler, 

uanset hvilken luftart det drejer sig om. Alle disse molekyler farer omkring 

mellem hverandre, nogle i en retning andre i en anden. Hvis vi forestiller os et 

molekyle, bevæger det sig retlinet indtil det støder mod et andet molekyle eller 

mod en væg. Ved et sådant sammenstød forandres bevægelsesretningen og 

hastigheden. Man kan sammenligne luftmolekylerne med en bisværm der flyver 

af sted mellem hinanden. Hvis to bier flyver lige imod hinanden vil de sikkert 

ændre bevægelsesretning før de støder sammen, og tilsvarende gør molekyler; 

men de flyver dog langt hurtigere end bierne – de flyver således hurtigere end 

lyden forplanter sig. Deres hastighed er i størrelsesorden som et pistolskud 17 . 

Brintmolekylers hastighed er 1694 meter/sekund. Iltmolekylers hastighed er 4 

gange mindre ved 0 ⁰C. Opvarmes luften sker der intet andet end at molekylernes 

hastighed øges, og varmen som luften modtager, forøger således molekylernes 

4. marts 2012



bevægelsesenergi, så vi herefter betragter varme som ren bevægelsesenergi i de 

mindste dele, som det opvarmede legeme består af. Hvad man var nået frem til 

om kinetisk luftteori på Knudsen’s tid var først en dristig hypotese, den blev så 

en brugbar teori, og den burde derefter ikke længere kaldes en teori - for den 

var herefter en fastslået kendsgerning, bevist som den blev, gennem et stort 

antal forsøg, hvoraf Knudsen’s udgjorde de fleste 17 . 

Han demonstrerede det med en glaskolbe i hvilken der var fyldt en mængde små 

stumper bladguld. Kolben var lukket og næsten lufttom. Når så glasset blev 

opvarmet fór bladstumperne rundt i kolben uden at blive stationær noget sted – 

ganske som molekylerne. De bevæger sig blot forholdsvis langsomt fordi de er 

tunge. Fænomenet får det fuldstændigt til at ligne at man har med en kogende 

væske at gøre. Bladene som ligger på bunden repræsenterer væsken og bladene 

som farer rundt i kolben repræsenterer dampen eller den luftformige fase 17. 

Martin Knudsen fotograferet i perioden 1907-17 med sit apparatur til undersøgelse af luftarters egenskaber ved lave tryk. Foto 

DTU 

Hvis man går ud fra den Kinetiske Teoris forudsætninger kan man anvende 

statistikkens love gældende dengang på luftmolekylernes bevægelser. Knudsen 

havde således beregnet hvor megen luft der i en hvis tid strømmede gennem et 

rør af givne dimensioner, når der er et trykfald i røret. Beregningen udførtes 

under forudsætning af, at der var så få molekyler i røret, at luftmolekylerne 

stødte langt hyppigere mod rørvæggen end de stødte mod hinanden. Knudsen’s 

forsøg gav fuldstændig numerisk overensstemmelse med beregningen, og det 

var første gang, at man havde fået Teorien til at give nøjagtige numeriske 

resultater 17. 

Knudsen brugte dette eksempel fordi det havde analogier til datidens mest 

moderne elektriske teori, Elektronteorien. Ifølge den teori mente man, at foruden 

4. marts 2012



de materielle atomer og molekyler, eksisterer der endnu mindre og endnu 

lettere partikler, de såkaldte elektroner, der alle er ganske ens, og som hver 

indeholder en elektrisk ladning, hvis størrelse man allerede da kunne angive 

ganske nøje. I en metaltråd bevæger en del elektroner sig hid og did mellem 

metalatomerne på sammen måde som molekylerne bevæger sig i en luftart, 

deres hastighed er blot 60 gange så stor som brintatomernes hastighed, så de 

kunne løbe jorden rundt på 6 minutter. Man antog at de samme love, som gælder 

for luftens strømning gennem et rør eller et porøst legeme også må gælde for 

elektronernes bevægelse gennem metaltråden. Finder der et elektrisk 

spændings fald sted gennem metaltråden, drives elektronerne af sted og danner 

den elektriske strøm:”—som vi nu bruger til sporvognsdrift og mangfoldige andre 

ting”, som Knudsen fremførte under sin takketale da han modtog HC Ørsted 

guldmedaljen 16.februar 1916 17 . Han fortsatte:” Lad os tænke os en luftfyldt 

flaske med lang snæver hals, der er åben ud til atmosfæren. Flasken sætter vi ned i 

varmt vand, derved opvarmes luften i flasken, og ved opvarmningen udvider luften 

sig, og en del af den strømmer ud i atmosfæren gennem den åbne flaskehals. En 

kendt lov i fysikken siger nu at denne strømning vedvarer, indtil lufttrykket er 

blevet det samme inde i flasken som udenfor den. Hvorledes passer dette resultat 

nu med den kinetiske luftteori? Ud fra denne teori må ligevægtsbetingelserne 

åbenbart være den, at der igennem et vilkårligt tværsnit i flaskehalsen, flyver 

ligeså mange molekyler ind i flasken, som det antal molekyler, der i samme tid 

bevæger sig ud af flasken. Denne betingelse stiller man så op i en matematisk 

formel i overensstemmelse med den kinetiske teoris forudsætninger, og så 

anvender man statistikkens love, og så regner man, og finder -- at man kan ikke 

gennemføre regningen. Resultatet bliver altså, at den kendte lov om trykkenes 

ligestorhed ikke modsiges af den kinetiske teori; men den bliver rigtignok heller 

ikke bekræftet derved, da regningen er for svær. Der kommer vel nok nogen 

engang, som kan klare denne opgave. Skulle det ikke ske, er savnet heller ikke så 

stort, thi loven er prøvet i praksis og fundet rigtig ved mangfoldige lejligheder.” 17 

Hvad der gjorde denne opgaven så svær, skyldtes luftmolekylernes indbyrdes 

sammenstød i flaskehalsen. Han fandt så på at man kunne omgå denne 

vanskelighed ved at antage, at flaskehalsen er så snæver, eller at luften er så 

fortyndet, at molekylerne støder mange gange mod flaskehalsens væg, før hvert 

indbyrdes sammenstød. Med denne antagelse var udregningen overkommelig, 

4. marts 2012



og han fandt da, at i følge teorien skal loven om trykkenes ligestorhed ikke 

gælde for dette tilfælde. Han opfandt en helt anden lov. Er den absolutte 

temperatur T1 i beholderen og T2 i atmosfæren udenfor, og er trykket p1 i 

beholderen og p2 i atmosfæren udenfor, så gjaldt ligevægtsbetingelsen: 

p1 og p2 bliver altså kun lige store hvis T1 = T2 . Er T1 f.eks. 4 gange så stor som T2, 

bliver p1 dobbelt så stor som p2. I dette tilfælde skal der altså være ligevægt, når 

trykket i flasken er dobbelt så stort som trykket i atmosfæren udenfor og det til 

trods for, at der tilsyneladende er uhindret forbindelse gennem den åbne 

flaskehals. Ved de eksperimentelle undersøgelser fandt Knudsen den nye lov 

fuldstændigt bekræftet ved lave tryk. At den gamle lov er gældende ved højere 

tryk er uomtvistelig – hver lov har sit gyldighedsområde. Det er en konsekvens 

af den nye lov, at når et porøst legeme er varmere på et sted mere end på et 

andet, vil luften strømme gennem porerne fra det kolde til det varme sted. 

Opvarmer man således luften i en porøs porcelænskolbe, vil kolbens inderflade 

være varmere end dens yderflade, og luften strømmer udefra ind gennem 

porerne og fremkalder et overtryk inde i kolben. 

Anbringer man to plader lige overfor hinanden kan man også holde regnskab 

med molekylernes flugt, når luften er så fortyndet eller afstanden mellem 

pladerne er så lille at man kun behøver at tage hensyn til molekylernes stød mod 

pladerne og ser bort fra de indbyrdes sammenstød. Findes pladerne i en 

atmosfære, der har den absolutte temperatur T 0 og trykket p, og har pladerne en 

lille temperaturforskel t 0 (Δt), gav Knudsens beregninger på grund af 

molekylernes stød mod dem, vil de synes at frastøde hinanden med en kraft, der 

for hver arealenhed på pladerne får størrelsen 

Denne formel har Knudsen fuldt ud bekræftet ved forsøg, og den var basis for 

konstruktionen af det absolutte manometer, med hvilket man er i stand til at 

måle så små tryk, som man er i stand til at frembringe. 

4. marts 2012



Kraften K er ikke altid en lille kraft. Har man f.eks. en glødende metalskål og 

hælder vand i den, vil der hurtigt danne sig et damplag mellem skålen og vandet. 

Skålen frastøder da vandet og holder det væk med kraften K som kan udgøre 

flere meters vandtryk. Herved fandt Knudsen en forklaring på det tidligere 

gådefulde i det gamle Leidenfrost’ske forsøg, og man forstår herved også hvorfor 

de farlige dampkedeleksplosioner forekommer, når vandet i nogen tid er borte 

fra den stærkt opvarmede kedelvæg. 

Fra 1915 drejede Knudsen’s undersøgelser sig om betingelserne for 

metalmolekylernes tilbagekastning fra et fast eller flydende legeme. Ved 

guldmedalje overrækkelsen året efter 16.februar 1916 kunne Knudsen berette 

om de nyeste resultater: Når et udefra kommende metalmolekyle støder 

mod et tilsvarende metal, som er fast eller flydende, vil metalmolekylet 

ikke blive tilbagekastet; men det vil altid blive optaget i eller på metallet, 

uanset hvilken temperatur det har. Helt anderledes går det når et 

metalmolekyle f.eks. kviksølvmolekyler rammer et andet stof f.eks. en glasvæg. 

Er glasvæggens temperatur da over ÷140 ⁰C, kan molekylet tilbagekastes; men er 

glasvæggens temperatur lavere vil molekylerne blive hængende allerede ved 

første stød. Er glassets temperatur f.eks. ÷77,5 ⁰C vil et stødende 

kviksølvmolekyle kun have en sandsynlighed på 1: 5000 for at blive hængende 

ved første stød. Dette sandsynlighedsbegreb spiller ganske sikkert en rolle ved 

det fænomen, som kaldes en damps overmætning og ved andre instabile 

tilstande og ved langsomt forløbne processer. Knudsen fortsatte sin takketale 

med:”- Ved mangfoldige lejligheder har jeg haft brug for at kende de love, 

hvorefter luftmolekylerne tilbagekastes fra en fast væg. For tilbagekastningsretningen 

har jeg opstillet den såkaldte cosinuslov. Træffes et fladeelement af n 

molekyler, der alle har samme indfaldsvinkel vil disse molekyler efter 

tilbagekastningen blive spredt til alle sider. Det antal molekyler dn som 

tilbagekastes i rumvinklen dω, der danner vinklen x med fladeelementets Normal 

vil ifølge cosinusloven være givet ved 

For at prøve rigtigheden af denne lov, må man bemærke, at cosinusloven også kan 

udtrykkes på følgende måde: Lægges en kugleflade gennem det betragtede 

arealelement af kuglens inderflade, vil det antal molekyler, som efter 

4. marts 2012



tilbagekastningen træffer en arealenhed af kuglens inderflade, være det samme, 

hvor på kuglen den betragtede arealenhed end er beliggende. Til prøven benyttes 

en glaskugle med siderør, gennem hvilket kviksølvmolekyler kom ind i kuglen, så 

molekylerne havde meget nær samme bevægelsesretning. Alle kviksølvmolekyler 

traf kuglefladen på et sted hvor glasvæggen holdes opvarmet til stuetemperatur, 

mens hele resten af kuglen med siderør nedsænkes i flydende luft. Det viste sig ved 

prøven, at de tilbagekastede kviksølvmolekyler fordelte sig jævnt over hele 

kuglefladen, hvilket, som alt anført, kun kan være tilfældet når cosinusloven 

gælder” 17. Det var første gang Knudsen offentligt præsenterede Cosinusloven 

som året efter mere udførligt blev præsenteret i Oversigt over det kongelige 

danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser med titlen 

”Fordampning fra Krystaloverflader” 156. 

HC Ørsted Guldmedalje overrækkelsen fandt sted på Polyteknisk læreanstalts 

festsal under overværelse af Kong Christian 10, samt bestyrelsen for Selskabet 

for Naturlærens Udbredelse (SNU) og læreanstaltens direktion. Det drejede sig 

om prof. IH Hannover, prof. K Prytz, prof C Christiansen, højskoleforstander 

Jacob Appel, docent dr.phil. F Barmwater, prof. Niels Bjerrum, prof. HM Hansen, 

fysiker dr.phil. Kirstine Meyer (født Bjerrum), prof. SPL Sørensen og fabrikant og 

Polytekniske læreanstalts direktør GA Hagemann 17 . Martin Knudsen takkede 

også sine hjælpere, især konservator Hans Jørgen Nielsen – som i øvrigt var hans 

halvfætter fra Egense nær Hasmark. Knudsen ansatte ham i 1903 hvor han blev 

”mekanikus/fysikus” og siden konservator. Han var også hjælpeassistent ved de 

medicofysiske øvelser for de lægestuderende. Han havde konstrueret alle 

Knudsen’s apparater – og så var han også med til udførelserne af forsøgene. 

Knudsen sagde bl.a.:” – Det er jo ikke anderledes, end at langt de fleste apparater 

bliver lavet forgæves, og at langt de fleste forsøg mislykkes. Konservator Nielsen er 

imidlertid aldrig blevet træt af arbejdet, selv om dette mangen en gang har måttet 

gentages hyppigt på anden måde og med andre hjælpemidler, og selv om det til 

syvende og sidst har vist sig, at arbejdet lå over vore kræfter.” Han takkede så sine 

fag-kollegaer, professorer, docenter og assistenter på læreanstalten der havde 

hjulpet med instrumenter og gode råd. Han fremhævede især kandidat dr.phil. 

Sophus Theodorus Holst Weber der havde fået job hos Philips glødelampefabrik 

i Leiden, Holland og frk. Kirstine Smith der især havde foretaget det numeriske 

regnearbejde. 

4. marts 2012



Han endte så sin forelæsning med at præsentere en udstilling af det ”skrammel 

og skrot” der var blevet tilbage og beskrev det som:”—Af de apparater som jeg 

har anvendt, er kun de tilbage, som har tjent til de endelige målinger, der har givet 

et resultat, og af dem er der hyppigt kun nogle brudstykker til rest. Jeg har 

imidlertid samlet dem sammen, så godt jeg kunne, og opstillet dem her på bordene, 

nogenlunde i den orden, i hvilken de er blevet anvendt. Apparaterne eller 

stumperne af dem tager sig unægtelig noget mærkelige ud, skilt som de er fra 

pumper, manometre og elektriske måleinstrumenter, og hvad de ellers har været i 

forbindelse med under målingerne. De egner sig jo ikke til en udstilling; men jeg 

har alligevel stillet dem op, for dog at have noget at vise frem”!!! 17. 

Knudsen cellen, der er bygget af Thomas Rosenørn og Jacob Mønster i forbindelse med deres speciale. Cellen bruges 

til at undersøge interaktioner mellem atmosfæriske sporgasser og typiske atmosfæriske aerosolers overflader. 

I forlængelse heraf fremkom betydningsfulde bidrag til opklaring af forholdene 

ved fordampning og fortætning. Senere (1927–1930) er offentliggjort enkelte 

supplerende undersøgelser. Den kinetiske teori blev således udviklet med 

henblik på at forstå fortyndede klassiske gassers opførsel, men den er i løbet af 

1900-t. blevet anvendt på metaller, halvledere, superledere, plasmaer og andre 

partikelsystemer, der i en eller anden forstand kan betragtes som fortyndede. 

Knudsen’s resultater var en afgørende bekræftelse af den kinetiske gasteori og 

blev vigtige for udviklingen af superledere, kvantevæsker og vakuumteknikkens 

udvikling 23,46-50,52-54,84,158. 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Knudsen-cellen 

Molekylærstråler blev bl.a. brugt til at måle hastighedsfordelingen af molekyler i 

en gas. Man fremstillede strålen i det der nu hedder en Knudsen-celle, hvor man 

havde en veldefineret temperatur. Strålen blev så sendt gennem en simpel 

anordning med roterende hjul, der tillod at måle hastighedsfordelingen. 

Hastighedsfordelingen var teoretisk forudsagt af Maxwell 60. Knudsen var derfor 

vidende og kendt for sine arbejder med kinetisk-molekylære teorier og hvad der 

sker med luftarter under lave tryk 17,31,46-50,145,146,152,167. 

I en fortyndet gas er afstanden mellem molekylerne langt større end 

molekylernes udstrækning. Det er derfor muligt at betragte partiklerne som frit 

bevægelige i tidsrummene mellem deres indbyrdes sammenstød. Den moderne 

kinetiske teori, som er en videreudvikling af det Knudsen og andre fysikere 

havde fundet, giver en statistisk beskrivelse af partiklernes fordeling i det seksdimensionale 

faserum, der udgøres af en partikels stedvektor r og impulsvektor 

p. Den statistiske fordelingsfunktion f(r,p,t), der i almindelighed afhænger af 

tiden t, er et mål for antallet af partikler i et lille område omkring punktet (r,p) i 

det seksdimensionale faserum.



Om Knudsen-strømning: 

4. marts 2012 

Knudsen-cellen 

En strømning af stærkt fortyndede gasser. Når en gas gennemstrømmer et rør, 

vil strømningsbilledet afhænge af, om gas-molekylernes fri middelvejlængde er 

lille eller stor i forhold til rørets diameter. Den fri middelvejlængde er et mål for, 

hvor langt et molekyle kan bevæge sig uden at støde ind i andre molekyler. Da 

denne vejlængde er omvendt proportional med tætheden af gas molekyler, kan 

den blive meget lang i stærkt fortyndede gasser. Hvis den fri middelvejlængde, l, 

er lille i forhold til rørets diameter, d, er den mængde gas, der strømmer 

igennem røret i løbet af et bestemt tidsrum, omvendt proportional med l i 

overensstemmelse med hydrodynamikkens love. Er l derimod stor i forhold til d, 

bliver den gennemstrømmede gasmængde uafhængig af l. Det dimensionsløse 

tal l/d betegnes Knudsen-tallet, Knudsen-Strømning ved høje værdier af 

Knudsen-tallet har stor teknologisk interesse, blandt andet i forbindelse med 

fremstilling af heterostrukturer. 

Om Knudsen Gas:



Selv i den allernyeste litteratur refereres til Martin Knudsen selvom det ikke er 

direkte for hans arbejder 33,39,40,41. De er så velbeskrevet i lærebøger at det ikke er 

nødvendigt (en slags kanonisering af ham) 65. Det drejer sig om de mystiske 

bobler på overflader som forskere af bløde og kolloide materialer søger 

forklaring på. Bobler i væsker er oftest sfæriske; men overfladebobler er 

blisterformede med et typisk tværsnit på 1000 nm i bredden og en højde på 20 

nm. Eksistensen af overfladebobler blev foreslået til at forklare de overordentlig 

lange og størrelsen af de stærke vedhæftningskræfter som observeres mellem 

hydrofobe overflader og vand. 

Skematisk visning af partikler i en Knudsen gas der opstiger og passerer overfladen af nanobobler med en vinkel på 

Ѳ i forhold til overfladen (APS/Alan Stonebraker) 

Nanobobler er interessante fordi de nemt dannes og er stabile, og som sådan kan 

deres tilstedeværelse måske ændre samspillet med mange vandige opløsninger, 

og udøve effekter på processerne der fremmer flotationen til transport af 

anticancer lægemidler gennem membraner. Den gængse opfattelse er at bobler 

skrumper hvilket leder til et øget Laplace tryk (tryk differentialet mellem ind og 

udsiden af boblen) og et positivt tilbageløb som resulterer i en hurtig forsvinden. 

Imidlertid synes det som om nanobobler ikke kender til disse ”regler” – for de 

kan forblive stabile i flere dage. 

4. marts 2012



En hollandsk forskergruppe fra universitetet i Twente 66 har foreslået en 

forklaring på denne stabilitet, hvorved luften i nanoboblen har den egenskab at 

den skaber en recirkulation af den omgivende væske, som effektivt sikrer at 

luften der forsvinder fra boblen ved diffusion opfanges således at boblens 

levetid forlænges. Den allernyeste udvikling giver formodninger om at 

nanoboblerne er så små, at i de fleste tilfælde vil et luftmolekyle passerer fra den 

ene side til den anden uden at kollidere med et andet luftmolekyle. En sådan luft 

eller gas kaldes Knudsen gas. Twente gruppen fremfører at luftmolekylerne i 

nanoboblerne har et ”net-flow” i retning af luft-væske overgangen p.gr.a. 

forskellen mellem fladen vendende ud og den vendende mod væsken, og at 

kollisionen som normalt giver et tilfældigt flow ikke finder sted i en Knudsen 

gas. 66,67. 

Martin Knudsen’s Introduktion til hydrografien 

Indenfor hydrogafien blev Martin Knudsen en pioner for salt bestemmelser 

eller saliniteten baseret på hans hydrografiske tabeller og hans ansvar for 

gennem mange år at fremstille standard havvand. I næsten et halvt århundred 

var han tilknyttet i forskellige kapaciteter til ICES (International Council for the 

Exploration of the Sea) den ældste internationale organisation for hav og fiskeri 

forskning. Her var han hydrograf, delegeret, formand for den hydrografiske 

komité og medlem af ICES kontoret. Han anses som grundlægger af den fysiske 

oceanografi. 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Dækket af skrueskonnerten Ingolf 

Martin Knudsen blev introduceret til hydrografi da han blev knyttet til den 

danske ”Ingolf-ekspedition” for at stå for de kemiske og fysiske målinger af 

havvandet rundt om Island og op langs vest Grønland i sommeren 1895 og 1986. 

Han beskrev i en rapport om ekspeditionens hydrografiske arbejde 253 at han var 

totalt ukendt med denne type forskning. Han forstod imidlertid hurtigt hvad det 

drejede sig om. Knudsen’s talent for at udvikle apparater slog hurtigt igennem. 

Han udviklede udstyr til analyser af luftarter optaget i havvand og han 

designede en forbedret udgave af det vendbare termometer. Han var også 

opmærksom på vigtigheden af mere nøjagtige bestemmelser af saliniteten, idet 

det blev klart at forskellige vandmasser kun varierer ganske lidt i salinitet, 

undertiden mindre end metodernes måle unøjagtigheder og for alle tidligere 

salinitets bestemmelser. 

Knudsen i laboratoriet på Ingolf-ekspeditions skibet 1895-1896 

Knudsen forkastede derfor metoden til salinitets bestemmelse baseret på 

vægtfylde. I stedet målte han det gulgrønne klor som er noget opløseligt i vand, 

den vandige opløsning kaldes klorvand. Klor optager nemt elektroner og egner 

sig derfor godt som oxidationsmiddel. Det var i virkeligheden halogenerne som 

han målte ved volumen titreringer svarende til Mohr’s metode, som er en 

udfældning af klor med en opløsning af sølvnitrat og anvendende kromeret 

kalium som index. For at øge nøjagtigheden af metoden indførte Knudsen 

forseglede ampuller med havvand hvor saliniteten var blevet bestemt med



meget stor omhu med Volhard titreringer; dette vand blev så anvendt til at 

kalibrere sølvnitraten anvendt til titrering af havvands prøver. På denne måde 

blev alle klor bestemmelserne refereret til samme standard hvilket resulterede i 

international overensstemmelse. Salinitets tallet fremstod ved at gange klor 

indholdet eller kloriniteten med en såkaldt klor koefficient. I mens tallene fra 

Ingolf-ekspeditionen blev udregnet lavede Knudsen tabeller til at lette 

udregningen af havvandets massefylde ud fra dets temperatur og salinitet. 

En vigtig del af det hydrografiske arbejde ombord på skibet var bestemmelsen af 

mængden af opløste gasser i vandet. Knudsen konstruerede et apparat (se 

nedenfor) til samtidig bestemmelse af kvælstof og ilt i havvandsprøverne. Med 

hensyn til ilt fandt Knudsen nogle helt åbenbare anomaliteter. Det var en 

almindelig antagelse at overfladevandet var mere eller mindre mættet med luft, 

afhængig af vandets temperatur. I materialet fra den engelske ekspedition 

”Challenger” havde William Dittmar imidlertid fundet nogle prøver 

indeholdende mere ilt end det kunne forklares ud fra loven om gas absorption. 

Han havde prøvet adskillige måder at forklare disse anomalier, som gjorde at 

han til sidst forslog at disse anomalier skyldtes observations fejl 246,254. Hercules 

Tornøe, som bearbejdede samme type data fra den norske ”Vøringenekspedition”, 

var stødt på samme problem. Han var imidlertid ikke indstillet på 

at acceptere observations fejl som en forklaring. Han konkluderede at mængden 

af ilt i overflade vandet afhænger ikke blot af vandets temperatur, men også på 

noget man endnu ikke vidste hvad var 246,255 . 

4. marts 2012 

Knudsen’s apparat til bestemmelse af ilt og kvælstof i havvand



På ”Ingolf-ekspeditionen” fandt Knudsen også et del tilfælde af ilt overmætning i 

overfladevandet og han blev i stand til at forklare mysteriet. Han kom på den idé 

at fænomenet skyldtes at den overskydende ilt produceredes af 

fotosyntesen i fytoplankton – tang og alger – og han bekræftede denne 

antagelse i samarbejde med ekspeditionens botaniker CH Ostenfeld ved at type- 

og mængdebestemme plankton på stederne hvor vandprøverne var 

opsamlet 178,246. Det viste sig at iltindholdet var lavt hvor det var animalsk 

plankton men højt hvor det var plantemateriale fytoplankton der dominerede. 

Nogle simple forsøg udført af Knudsen bekræftede at overmætningen med ilt i 

overfladevandet skyldtes fotosyntesen i fytoplankton 168,246. På denne måde fik 

Dittmar og Tornøe også forklaringer på deres ubesvarede spørgsmål. 

4. marts 2012 

Skrueskonnerten Ingolf 

Om Salinitet: 

salinitet, (afledn. af lat. sal 'salt'), saltholdighed, mængden af opløst stof, målt i 

gram, der er indeholdt i et kilo havvand. Hovedparten af havvand (ca. 96,5%) er 

rent vand, mens de resterende ca. 3,5% består af opløste stoffer i ion- eller 

molekyleform. Salinitet har til alle tider givet anledning til mange spekulationer 

hvor de første forklaringer stammer helt fra de græske filosoffer Empedocles og 

Aristoteles fra 300-400år før vor tidsregning. Siden videre fortolket af romerne 

Pliny den ældre og Seneca som bl.a. fandt at saltvand var tungere end ferskvand 

og at saliniteten forblev konstant selvom der til stadighed tilløb enorme 

freskvandsmængder fra floder og vandløb. Leonardo da Vinci tager i 1400-tallet 

stadig på det filosofiske plan afstand fra de tidligere forklaringer på havenes 

salinitet. Det er først englænderen Robert Boyle i 1674 der går i rette med de 

tidligere forklaringer og hævder at ligesom man ikke kan forklare jordens 

skabelse kan man heller ikke forklare hvorfor havvand er saltholdigt og



opretholder et konstant forhold. Han anviste således den første simple metode 

til måling af saliniteten; men det store spørgsmål var stadig ubesvaret hvorfor 

havvand er mindre salt og mere varmt mod overflade nogle steder og andre 

steder er det omvendt? Boyle udførte en mængde undersøger af saliniteten i den 

Engelske Kanal. Han fandt på metoden at få saltet til at udfældes med sølvnitrat 

hvorefter der i de næste 100år næsten intet skete på området 219 . 

Undersøgelserne af oceanernes kredsløb, som blev udført i 1800-tallet indebar 

også måling og fordeling af salinitet. Det blev forsøgt at bestemme salt indholdet 

ved opvarmning at fjerne vand fra prøverne ved fordampning. Simpel udtørring 

resulterede i tab af flygtige stoffer og vandbindende egenskaber af det tykke 

residual gjorde vægt målinger meget svære. En tør residual metode blev skabt; 

havvandsprøverne blev inddampet og tørret til en stabil vægt var opnået ved 

480° C efter forbehandling med saltsyre. Udfra dette blev salinitet defineret som 

”den totale mængde af fast stof i gram indehold i 1 kg havvand når alle 

karbonater er omdannet til oxider, alle bromider og jodider er erstattet med 

klorider og al organisk materiale er blevet oxideret” -- Det stod helt klart at 

der var behov for en bedre metode til bestemmelse af totalt opløste salte end 

denne besværlige og upålidelige måde med inddampning af prøver 220. 

Danske forskere har spillet en fremtrædende rolle i udviklingen af metoder til 

bestemmelse af havvandets salinitet. JG Forchhammer var en af de første til at 

undersøge spørgsmålet om havvandets bestanddele og publicerede i 1859 

resultatet af grundige undersøgelser af vandprøver indsamlet under Galatheas 

jordomsejling 1845-47. I 1898 udnævnte ICES - det internationale råd for 

udnyttelse af havet - Martin Knudsen som formand for rådet med det mandat at 

studere problemerne ved bestemmelse af saliniteten i havvand. Kommissionen 

definerede ”chlorinity” ud fra den antagelse at ionernes indbydes ratio er 

konstant i havvand hvorfor en simpel volumetrisk titrering med sølvnitrat 

kunne anvendes til bestemmelse af saliniteten. Knudsen og hans kollegaer 

foretog analyser af havvand fra forskellige områder af verdenshavene, og på 

baggrund af sammenligninger mellem 9 bestemmelser af salinitet og chlorinitet 

kunne han opstille følgende formel: 

4. marts 2012 

S = 0,030 + 1805×chloriniteten (1)



Denne Knudsen formel benyttede oceanographer sig af i de følgende 65år! 

I sin beskrivelse havde Knudsen fremhævet at metoden var velegnet til salinitets 

målinger af havvand til fysiske, klimatologiske og biologiske undersøgelser og 

påpegede at målingerne ville kunne udføres med en nøjagtighed på 0,04 ppm 

dog ikke med den metode der var mest udbredt dengang. Det man bestemte var 

altså mængden af opløst stof, målt i gram, der er indeholdt i et kilo havvand. 

Hovedparten af havvand (ca. 96,5%) er rent vand, mens de resterende ca. 3,5% 

består af opløste stoffer i ion- eller molekyleform kaldet kloriniteten som et mål 

for mængden af halogenerne klor-, brom-, jod- og fluorioner. Salinitet blev 

udtrykt i promille. Sædvanligvis udførtes nogle få titreringer ved vejning og alle 

volumetriske titreringer derefter refereret dertil. Knudsen understregede at 

titreringer ved vejning dengang var temmelig besværlig og at fejlene ved 

salinitets bestemmelserne var sædvanligvis så høje som 0,1-0,2ppm. Det er klart 

at der ville kunne opnås større pålidelighed af salinitets bestemmelserne på alle 

vandprøver hvis de blev udført på et laboratorium; men Knudsen vidste at dette 

ikke var muligt. I stedet foreslog han at alle interesserede stater skulle bidrage 

til etableringen af en institution til at frembringe standard vand. En sådan 

institution skulle fremstille (og standardisere mht chlorinitet) et standard vand 

og distribuere det til interesserede laboratorier sammen med et certifikat som 

beskriver de fysiske og kemiske egenskaber af standarden 29,183,186,201,203,206,219,220, 

251,252 . 

Knudsen´s forslag blev fremlagt rimeligt detaljeret ved konferencen i 1899 i 

Stockholm og selvom der var nogle indvendinger blev hans forslag besluttet 

”Ved standard vand forstås prøver af filtreret havvand, hvor de fysiske og 

kemiske egenskaber er erkendt med højst mulig analytisk nøjagtig og et 

medfølgende certifikat medsendes prøverne til de forskellige laboratorier”. 

De Hydrografiske tabeller 

Det var fornemt hvad Knudsen havde opnået under Ingolf-ekspeditionen og 

bearbejdningen af hydrografiske data fra de indre danske farvande. Det var 

derfor naturligt at han sin unge alder til trods blev en af de tre delegerede ved 

den Internationale konference om udforskning af havet i Stockholm i 1899. Her 

4. marts 2012



fik han en meget positiv opmærksomhed hvilket fremgik af en tysk rapport fra 

konferencen 246,256. 

Knudsen’s erfaringer fra Ingolf-ekspeditionen førte ham til at foreslå på 

konferencen at der burde oprettes en international institution til at sikre 

fremstilling af standard havvand 177,179,246. Men selvom man godt kunne indse 

vigtigheden af at anvende standard havvand til salinitets bestemmelser blev 

forslaget ikke vedtaget på konferencen. Den foretrak en plan fremsat af den 

norske delegerede Fridtjof Nansen og at der i forbindelse med et fælles kontor 

også oprettedes et central laboratorium som bl.a. skulle producere og 

distribuere standard havvand 246,257. 

Den positive beslutning for Nansen’s forslag betød ikke at man havde mistet 

tilliden til Knudsen. Dette blev fastslået ved at konferencen betroede ham 

opgaven at udføre en eksperimentel revision af de første hydrografiske tabeller 

sammenholdt med hans egne fra Ingolf-ekspeditionen og den sammensat af 

Kümmel, Makarov og andre. Forslaget til en sådan revision kom fra den svenske 

professor Otto Pettersson. I et brev til Nansen havde Pettersson beklaget 

manglen på pålidelige tabeller som angav sammenhængen mellem de kemiske 

analyseresultater af havvandet og dets massefylde. Så hvis der kom en ny 

konference om en international udnyttelse af havet ville Pettersson foreslå 

oprettelsen af en komité til undersøgelse og revision af alle eksisterende tabeller 

for at fastlægge sammenhængen mellem massefylde og de kemiske analyse 

resultater. Pettersson mente at sådanne undersøgelser burde udføres på 

Polyteknisk læreanstalt i København under ledelse af Martin Knudsen 246,258. Der 

blev nedsat en komité til at lede arbejdet bestående af Sir John Murray, Knudsen, 

Pettersson, Nansen, Krümmel, HN Dickson og SO Makarov organiseret af 

Knudsen. Arbejdet skulle udføres på fysisk laboratorium på Polyteknisk 

læreanstalt hvor Knudsen var ansat. Han blev assisteret af danskerne JP 

Jacobsen og SPL Sørensen samt tyskeren Carl Forch. Knudsen og hans 

medarbejdere bestemte konstanterne for havvand dvs relationen mellem 

klorinitet og salinitet, og mellem klorinitet og massefylde af vandet ved 

forskellige temperaturer. Disse konstanter dannede baggrunden for de berømte 

Hydrografiske Tabeller som gjorde det muligt at foretage en nøjagtig 

bestemmelse af klor indhold, salinitet, og massefylden af havvands prøver ved 

en Mohr titrering sammenholdt med standard havvand. Tabeller over salinitet 

4. marts 2012



og massefylde blev også oprettet på basis af hydrometer aflæsninger. 

Udregningerne af konstanter og udfærdigelsen af de Hydrografiske 

Tabeller repræsenterede en formidabel arbejdsindsats som blev udført af 

Knudsen og hans lille medarbejder stab på mindre end to år. 

Tabellerne samt en rapport over arbejdet blev præsenteret ved den anden 

internationale konference om udnyttelsen af havene som blev holdt i Oslo (som 

hed Kristiania dengang) i maj 1901. Konferencen godkendte tabellerne og 

besluttede: 

4. marts 2012 

Forholdet mellem salinitet, massefylde og klor anvist i Dr. 

Martin Knudsen’s Hydrografiske Tabeller skal herefter 

anvendes; og saliniteten skal udregnes ved anvendelse af disse 

tabeller ved bestemmelse af klor eller massefylde 

bestemmelser 246,259 . 

Selvom arbejdet var blevet udført med største omhu, så er der ytringer citeret af 

Wallace 260 , at Knudsen opfatter sine salinitets-klorinitets formler for 

midlertidige indtil nye undersøgelser ville give anledning til ændringer. Der var 

en overvægt af prøver der ikke var fra oceanerne i det anvendte materiale, med 

15 ud af 26 prøver stammende fra Nordsøen og Østersøen og alle på nær to 

prøver var overfladevand. Derfor mente man at der måtte være behov for flere 

studier bestående af flere oceanprøver og strækkende over længere tid. Til 

trods for indvendinger blev Knudsen’ formler og tabeller anvendt i tre 

fjerdedel af et århundred – 75år. I denne lange periode forblev formler og 

tabeller stort set uændret, bortset fra en kortvarig betvivlelse af pålideligheden, 

som kom til udtryk kort tid efter deres fremkomst. Tvivlen viste sig imidlertid at 

være ubegrundet 75,246. 

Forsyningen af Standard Seawater 

På Stockholm konferencen var det besluttet at der var et behov for standard 

havvand til anvendelse ved klor titreringer, samt at det skulle produceres af 

Central Laboratoriet. Martin Knudsen forventede at etableringen ville tage en 

del tid. For at lave en midlertidig forsyning producerede han en batch af sådan 

noget vand. Det bør nok erindres, at det ikke var noget nyt for Knudsen at



fremstille standard vand. Selv før Stockholm konferencen havde han produceret 

5 batches til anvendelse under det danske hydrografiske arbejde, som ydermere 

blev distribueret til Rusland, Sverige, Norge, Finland og Tyskland og de blev 

anvendt til danske titreringer indtil august 1902. 

Derfor blev den nye produktion til det internationale formål med at bestemme 

konstanter og revidere af de eksisterende tabeller kaldt ”No.VI”. Kloriniteten af 

dette standard vand blev bestemt af kemikeren prof SPL Sørensen på basis af 

prøver af kaliumklorid. Alle de producerede standarder var derfor baseret på 

klorid bestemmelsen af denne prøve af kaliumklorid og derfor afhængig af 

atomvægten som blev anvendt. 

4. marts 2012



Som Knudsen formodede var der et klart behov for standard havvand også 

selvom det internationale samarbejde ikke var blevet til noget. Flere 

institutioner i de fremtidige medlemslande af det internationale råd fik tilsendt 

prøver, og efterspørgslen steg så de årlige krydstogter godkendte det man var 

enedes om i Stockholm til udførelse fra 1902. Da Central Laboratoriet endnu 

ikke stod klart måtte Knudsen producere endnu en batch standard vand. Fra 

1903 overtog Central Laboratoriet produktionen også den primære standard 

produceret i 1905. 

Det var Fridtjof Nansen den norske delegerede ved Stockholm konferencen, der 

forslog oprettelse af et internationalt laboratorium hvorfra standard prøver 

skulle udsendes. Forinden havde der været afholdt en anden forberedende 

konference i Kristiania (Oslo) i 1901 hvor Martin Knudsen præsenterede en 

foreløbig rapport til måling af konstanterne i havvand og opbygningen af de 

hydrografiske tabeller han havde udarbejdet. Til det hydrografiske arbejde blev 

Martin Knudsen´s tabeller straks anvist. Det blev endvidere anvist at "The same 

standard seawater shall be employed in all cases for standardizing the 

solution used for chlorine determinations". I løbet af efteråret 1902 startede 

“Central” Laboratoriet sin virksomhed, som desværre havde en relative kort 

levetid. I 1908 besluttede Nansen at han ikke længere ønskede at fortsætte som 

director og det blev besluttet at lukke laboratoriet. Rådet for ICES vedtog at den 

fremtidige varetagelse af specielle problemer måtte overdrages til specialister 

fra alle medlemslandene, for det der var behov for var "practical charges, in 

which all the hydrographers are concerned, e.g., the preparation of normal 

(standard) water. It seems natural to hand over again to Docent M. Knudsen 

this task …" Martin Knudsen accepterede straks på vegne af Rådet, at 

fremstillingen og distributionen af standard havvand blev overført til et central 

laboratorium i København fra september 1908, hvor det forblev indtil 

overførsel til England i 1974 København 3,68,72,177,192,212,217,246,251,252. 

Knudsen var tilsyneladende noget utilfreds med at man ikke havde betroet ham 

at stå for denne ”Standard Seawater Service”. I et brev til Pettersson som havde 

brokket sig over forsinkelsen i produktionen af den primære standard på 

Central Laboratoriet erklærede Knudsen at siden laboratoriet var blevet betroet 

4. marts 2012



produktionen af standard havvand, formodede han at det var anset mere vigtigt 

for laboratoriet end for ham. Og at laboratoriet kunne gøre det bedre end 

ham 246,261. 

I 1908 blev det imidlertid besluttet at lukke Central Laboratoriet og overføre de 

fleste opgaver til staternes egne laboratorier. Men man skønnede at der var én 

praktisk funktion der var interessant for alle hydrografer, og det var 

produktionen af standard havvand. Rådet besluttede at delegerede denne 

opgave til Martin Knudsen i hans egenskab af ”Hydrografisk Assistent” for ICES 

Bureaet 246,262. Så indtil udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 blev standard 

havvand produceret af Martin Knudsen på vegne af Rådet. På dette tidspunkt 

påtog Knudsen sig personligt at videreføre ”Standard Seawater Service” for at 

friholde ICES Rådet for dets finansielle forpligtigelser under krigen – et 

arrangement der fortsatte efter krigen. Der var et stigende behov for standard 

vand og i 1930’erne var lagrene af den Primære Standard ved at løbe tør. Det 

blev derfor nødvendigt at producere en ny Primær Standard. Ved Rådets møde i 

1936 forklarede Knudsen, at siden standard vand anvendtes globalt så havde 

han planer om at foreslå International Association for Physical Oceanography 

(IAPO) at de skulle stå for en ny Primær Standard og dække omkostningerne 

forbundet med de fysiske og kemiske arbejder og for offentliggørelsen af en 

rapport. Dette blev godkendt af ICES og siden accepteret af IAPO 246,263 . 

Kloriniteten af den nye Primær Standard bestemt udfra kloriniteten i standard 

vandet, som indtil da havde været anvendt, hvorved der blev skabt 

samstemmende resultater af klorinitets titreringerne baseret på de to Primære 

Standarder. Kloriniteten blev målt at være 19.3810‰. Det blev imidlertid 

poienteret at kloriniteten var afhængig af de anvendte atomvægte, som defineret 

af Sørensen. Dette betød at der ville opstå et lille skred i klorinitets 

bestemmelserne hvis der blev vedtaget nye atomvægte. Endvidere var et rør 

med havvand nok ikke den bedste måde at opbevare en standard over lang tid. 

Disse ulemper blev udjævnet ved at anvende rent sølv såkaldt 

Atomgewichtssilber som standard og introduktionen af en ny måde at bestemme 

klorinitet på. Undersøgelser udført af professor Hönigschmid i München viste at 

58.99428 gram af Atomgewichtssilber var nødvendig og tilstrækkelig til at 

udfælde halogenerne i 1kg af 1937 Primær Standarden. Da 19.3810 divideret 

med 58.99428 = 0.3285234 blev den nye definition af klorinitet: 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Tallet som angiver kloriniteten i promille af en havvands prøve 

er per definition identisk med tallet for massen med enheden 

gram af Atomgewichtssilber der netop forårsager udfældning af 

halogenerne i 0.3285234 kg havvand 217,246 

Da Knudsen var op i 70’erne var han ivrig efter at sikre en fortsættelse af 

”Standard Seawater Service”. Han forslog derfor til IAPO at de skulle påtage sig 

den fremtidige produktion af standard havvand. Dette blev accepteret af IAPO i 

august 1948 246,264, og med fortsat produktion på Dansk Hydrografisk 

Laboratorium. 

Påfyldning og ampullering af Standard Havvand i København 

Få måneder før sin død - i februar 1949 rundsendte Knudsen et cirkulære om 

det nye arrangement; men p.gr.a. aftalen med IAPO (det senere IAPSO) forblev 

denne service udgående fra Danmark. 

Fra de første fremstillinger af standarder var der kun foretaget få ændringer. 

Vandet blev almindeligvis opsamlet fra det nordatlantiske overfladevand og 

transporteret i glas beholdere. Det blev så pumpet gennem filtre og ført ind i en 

lagertank hvor det blev cirkuleret gennem filtre i 2-3 uger for at opnå den bedst 

mulige blanding. Sideløbende blev havvandet løbende fortyndet med destilleret 

vand indtil en endelig salinitet på ca 35 var opnået. Forseglingen af havvandet 

blev gjort i form af glasampuller. Metoden som anvendes i dag er den samme 

som Knudsen anviste i 1903, selvom produktionen er langt større i dag.



Design af instrumenter 

4. marts 2012 

Ampul med standard havvand 

Ud over forbedringerne af vende-termometret og udstyr til analyse af luftarter 

opløst i vand, som han udviklede under Ingolf-ekspeditionen, indførte Knudsen 

også nye typer pipetter 171,246 og buretter som bidrog væsentligt til klorinitets 

titreringen og snart blev brugt verden over. På grund af disse forbedringer, hans 

indførelse af standard havvand og hans Hydrografiske Tabeller, blev klorinitets 

titreringer af havvand overalt refereret til ”Mohr-Knudsen titration” 290. 

I 1898 indbød Kommissionen for videnskabelig Undersøgelse af de danske 

Farvande Knudsen til at udvikle metoder til måling in situ af temperatur og 

salinitet i havvand. Han udfyldte dette job ved at udvikle instrumenter der 

gjorde det muligt at bestemme saliniteten og temperaturen uden at opsamle 

vandprøver eller at trække termometret op af vandet 183,246. Instrumenterne var



særlig velegnede til at måle dybden af de afbrudte lag som er så udbredt i 

danske farvande. Selvom metoden skabte stor opmærksomhed kom den aldrig 

rigtig i anvendelse. Der var tilsyneladende tekniske vanskeligheder f.eks. 

angående at kompensere for kapacitet og energitab i kablerne mellem den 

nedsunkne del af apparaterne og skibets instrumenteringer 246,265. 

4. marts 2012 

Knudsen vendetermometer opfundet i 1896 

I løbet af en ca 10-årig periode begyndende i 1909 koncentrerede Knudsen sit 

arbejde om ren fysik. Det er derfor forståeligt at han ikke fandt tid til at 

konstruere nye oceanografiske instrumenter. I 1916 blev han imidlertid 

kontaktet af den danske marinbiolog Johannes Schmidt som var optaget af at 

fortsætte sin forskning af gydnings stederne for den europæiske ål og han 

planlagde en stor ekspedition når 1. Verdenskrig var slut. Under ekspeditionen 

ville Schmidt måle lysets gennemtrængning af havet på forskellige breddegrader 

og forskellige typer vand. Han udtrykte håbet om at Knudsen ville blive 

interesseret i projektet og overveje udviklingen af egnede instrumenter. Denne 

ansøgning inspirerede Knudsen til at begynde arbejdet med at bestemme 

absorptionen af lys i havet. I 1922 offentliggjorde han sit spektrofotometer 

sammen med resultater opnået med apparatet 208,209,246 .



Første Knudsen flaske fra 1908 til vandhentning af dybvands prøver fra 250m i Nordsøen mellem Aberdeen og 

Stavanger 

Knudsen designede også nye typer af allerede eksisterende instrumenter 210. 

F.eks. blev hans vandhenter en videreudvikling af Pettersson-Nansen 

vandhenteren; men den var betydelig kortere og lettere at håndtere. 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Knudsen flasken eller vandhenteren fra 1921 

Knudsen indførte også en simplere lukkemekanisme af vandhenterne. For i sine 

instrumenter stilede Knudsen efter simpelhed i konstruktionen, kompakthed og 

funktionel pålidelig.



4. marts 2012 

Knudsen flaske eller vandhenter fra 1921 

Dette kom tydeligst frem i hans vendbare vandhenter og ydermere i udgaven 

uden ramme konstrueret på en måde hvor det var tanken at der kunne hænge 

flere vandhentere på samme kabel. Nye typer af målehjul blev også lavet såvel 

som nye typer af lodder eller faldlodder til vanddybdemålinger og udløsning af 

den vendbare vandhenter og andre instrumenter.



4. marts 2012 

Knudsen flasker opfundet 1921 vandhentere til dybhavs prøvetagninger 

Når Knudsen kunne være så produktiv skyldtes det ikke mindst venskabet og 

opvæksten sammen med halvfætteren Hans Jørgen Nielsen fra Egense på 

Nordfyn. Nielsen blev først smed – var i lære først hos ”bankesmeden” 

Mikkelsen i Norup, men blev udlært på Marius Knudsen’s maskinværksted i 

Odense og afsluttede på teknisk skole som konstruktør. Fra 1903 

mekanikus/fysikus og så konservator – og i 1916 blev han godkendt som 

instrumentmager af Københavns kommune med et Borgerbrev. Han lavede alle 

instrument prototyperne for Knudsen og når de var dokumenteret brugbare, 

satte han dem i masseproduktion og leverede til hele kloden.



[Et indskud om samarbejdet mellem HJN og MK] 

Om Havforskning - Kemisk oceanografi: 

beskriver havvandets opløste stoffer, de kemiske kredsløb, næringssalte og 

diverse vekselvirkninger mellem atmosfære, land, havbund og havvand. Stoffer, 

der findes på landjorden, ender før eller siden i havet. Såvel naturligt 

forekommende stoffer som de fleste menneskeskabte kan derfor isoleres fra 

havvand, men pga. klodens umådelige mængder af havvand er de fleste stoffer 

kun til stede i spormængder, inklusive fosfat, nitrat og øvrige næringssalte. Ti 

stoffer udgør således 99,9% af de salte, som findes opløst i havvand, heraf er 

almindeligt salt, natriumklorid, helt dominerende. 

Allerede i 1857 havde den danske geolog JG Forchhammer konstateret, at 

havvandets indhold af opløste salte findes i næsten konstante forhold. I 1901 

kunne fysikeren Martin Knudsen derfor redigere en samling hydrografiske 

tabeller, hvorefter man kunne beregne havvandets massefylde og den totale 

saltholdighed ud fra mængden af klorid bestemt ved titrering med sølvnitrat. 

Disse tabeller anvendes stadig. Oceanisk vand indeholder 19,3 g klorid pr. kg 

vand. Det svarer til en total mængde salt på 35‰. Vandets saltholdighed kan 

også måles ud fra ledningsevnen eller ud fra frysepunktssænkningen i forhold til 

destilleret vand, evt. som osmotisk tryk. 

Alle disse mål kan efterfølgende omregnes til ‰ salt, men resultatet bliver ikke 

nødvendigvis sammenfaldende med saltholdighed bestemt ud fra mængden af 

klorid. Det skyldes, at der er mindre variationer i vandets ionsammensætning, 

alt efter om man måler på kystnært eller oceanisk vand. 

Om Havforskning - Fysisk oceanografi: 

Omfatter studier af bl.a. lysets gennemtrængning, temperatur, bølger, tidevand, 

cirkulation i oceaner og kystnære områder, marine fronter samt blandingsprocesser 

såsom opvældning (upwelling) af næringsrigt vand fra dybere dele af 

oceanerne. 

Opvældning af dybvand har stor betydning for havets produktionsforhold. 

Fænomenet er særlig udtalt på kontinenternes vestside på den sydlige 

halvkugle 226. 

4. marts 2012



Martin Knudsen anses for en af den fysiske oceanografis 

grundlæggere 

Ud over de hydrografiske tabeller blev han bl.a. kendt for at have forfinet 

konstruktionen af præcisionstermometeret, der tillod aflæsning af temperaturer 

med 0,01 °C nøjagtighed på store dybder. Han udviklede også apparatur til 

nøjagtig bestemmelse af havvandets indhold af ilt, kvælstof og kuldioxid 24,116,170- 

175,181,182,187,190,197,202,204,208-210,213,215,246. 

Derudover spillede han en central rolle sammen med en svensk ven og kollega 

kemi professor Sven Otto Pettersson i Det Internationale Havundersøgelsesråd 

(ICES), som blev etableret i 1902 og som havde hovedsæde i København til 1974 

hvor det flyttede til London; men administrationen er fortsat i 

København 28,37,38,69,70,74,76-80,214,246. Som vicepræsident for ICES fra 1933-1947 

havde Martin Knudsen nært samarbejder med hydrograferne mag.scient. dr.phil. 

Jens Smed og marinbiolog Artur Svansson 5,6,7,68-80,98. Jens Smed afløste Lomholt i 

1939 for at koordinerer ICES i den internationale rådgivning på fiskeriområdet, 

specielt i de europæiske farvande. Organisationen har et sekretariat med en 

generalsekretær. Det faglige arbejde foregår i arbejdsgrupper, fx 

sildearbejdsgruppen. Medlemmerne af disse er forskere fra lande med 

interesser i det pågældende fiskeri. I dag sendes arbejdsgruppens anbefalinger 

via ICES til EU-Kommissionen, der tager de politiske beslutninger om eventuelle 

reguleringer af fiskeriet 5,7,218. 

Forchhammer havde vist, at man ud fra saltholdigheden kunne fastlægge 

grænserne for de store havstrømme. På grundlag heraf udviklede JP Jacobsen 

(1877-1946) de såkaldte T-S-diagrammer, som han ved analyse af temperatur 

og saltindhold benyttede til undersøgelser af Nordatlantens vandmasser. 

Jacobsen og Knudsen udgjorde et effektivt team igennem 1920érne med 

udviklinger af specialudstyr til B&W´s bygning af bl.a. særlige hav 

inspektionsskibe og hvor konservator Hans J Nielsen siden 1903 havde været 

konstruktøren af apparaterne 73,171,213,221,246 . Desuden beskæftigede de sig 

indgående med de danske farvandes hydrografi, specielt strømforholdene, hvor 

de fik ansvaret for de hydrografiske måleprogrammer på fyrskibene 68-80 . 

4. marts 2012



Med ansættelsen af svenskeren Nils G. Jerlov (1909-90) og oprettelsen af et nyt 

institut i 1963 blev fysisk oceanografi omsider et universitetsfag. Her 

videreførte Jerlov sine grundlæggende studier af havvandets optiske 

egenskaber, bl.a. på et togt med Dana III til Sargassohavet i 1966 og på en 

skandinavisk, optisk-oceanografisk ekspedition i Middelhavet i 1971. 

4. marts 2012 

ICES møde i London 1929. Martin Knudsen sidder nummer 4 fra højre på forreste række 

I 1973 hyrede Miljøministeriet et forskningsfartøj, som blev lagt ind under 

Havforureningslaboratoriet på Charlottenlund slot og skibet blev omdøbt til 

”R/V Martin Knudsen” hvor datteren Inger Margrethe Bondorff (f. Knudsen) 

forrettede navngivningen 222. Hun var uddannet kemiker og i mange år ansat hos 

ICES.



Indførelsen af målinger af elektrisk ledningsevne i havvand 

I slutningen af det 1800-tallet blev der udviklet en metode til bestemmelse af 

saliniteten i havvands prøver ved måling af den elektriske ledningsevne. Den 

norske kemiker Hercules Tornóe blev en pionér på dette. På et møde den 6. 

Oktober 1893 i Norges Videnskabernes Selskab, fremlagde han en række 

undersøgelser som viste at saliniteten i havvand kunne bestemmes ved den 

elektriske ledningsevnen i vand. Ledningsevnen kan måles ved forskel i 

strømstyrke og en telefonbro. Da ledningsevnen overvejende påvirkes af 

temperatur, er det nødvendigt at måle temperaturen med stor nøjagtighed og at 

elimineret dens påvirkning. Martin Knudsen gik et skridt videre ved sammen 

med instrumentmageren Hans Jørgen Nielsen at konstruere et apparat som 

indeholdt samme princip, men gjorde det muligt at bestemme havvandets 

salinitet og temperatur uden at behøve at opsamle vandprøver eller at sænke 

termometre ned i havdybet. Selvom metoden skabte stor interesse blev den ikke 

rigtigt anvendt, utvivlsomt fordi det nødvendige apparatur endnu ikke var 

tilstrækkeligt. 

4. marts 2012



Selvom den elektriske ledningsevne i havvand 

havde været anvendt sammen med temperatur 

malinger til salinitets bestemmelser siden 1930, 

(Winer, 1930), måtte pålideligheden af sådanne 

salinometre afvente udviklingen indenfor 

elektronik. Først i slutningen af 1950érne erstattede elektrisk ledningsevne 

klorid-titrering målinger som et mål for salinitet. Salinometre, indeholdende højprecitions 

kallibreringer og termostat kontrollerede kar, som blev udviklet til at 

sammenligne den elektriske ledningsevne i prøven med standard havvand med 

en kendt chlorinitet (og siden salinitet) ved de samme temperaturforhold. Den 

målte ledningsevne ratio blev så omdannet til salinitet udfra den sammenhæng 

der var blevet opnået i 1934, (Thomas, Thompson, Utterback, 1934), men som 

ikke var af tilstrækkelig høj kvalitet. Cox havde opdaget at der var en fejl i 

ekstrapolationen af de målte tal ved 15°C; men selv efter dette var korrigerede 

uacceptale forskelle der opstod mellem den udregnede ved hjælp ledningsevne 

ratio og dem der blev opnået ved anvendelse af (1) for en chlorinitets titrering. 

Forholdet mellem salinitet, ledningsevne ratio og temperatur blev derfor 

bestemt på basis af malinger baseret på malinger udført ude på det åbne hav 

dækkende en stor salinitets variation. På denne måde blev den chlorinitets 

baserede salinitet om-defineret mht ledningsevne ratio og samtidig blev Martin 

Knudsen´s formel (1) erstattet af: 

4. marts 2012 

S = 1.80655 Cl (2) 

Dette gav bade salinitet og chlorinitet tungtvejende betydning. Udregnede og 

table baserede værdier på de nye malinger blev først publiceret i 1966, så indtil 

da var det i det store hele baseret på Martin Knudsen´ anvisninger 251. 

I dag bestemmes salinitet ved måling af havvandets ledningsevne, og saliniteten 

blev udfra en UNESCO vedtagelse udtrykt ved psu (practical salinity unit); men 

den rigtige konvention nu er at angive salinitet som et tal 252,288. 

Til kvantitative undersøgelser af mængden af fiskeføde på havbunden havde 

direktøren for den Danske Biologiske Station C.G.Joh.Petersen konstrueret en 

”bund sampler” som han udviklede til den meget anvendte Petersen Bundhenter.



Petersen var for øvrigt født og opvokset i Østrup på Nordfyn ikke langt fra 

Hasmark hvor Knudsen voksede op – dog var Petersen 11år ældre end Knudsen. 

Petersen indrømmede dog at hans bundhenter ikke var særligt velegnet til 

anvendelse på hård sandet bund hvor det må formodes at prøverne ikke var 

specielt repræsentative. Derfor besluttede Knudsen at konstruere en 

bundhenter prøvetager til hård bund til anvendelse som et supplement til 

Petersen Bundheteren 213,246. Knudsen Bundhenteren fungerede glimrende med en 

gennembrydning ned til 30cm i sandbunden. 

4. marts 2012 

Knudsen Bundhenter 

Rådet havde ansat en midlertidig hydrograf og hvor Knudsen fungerede som 

hydrografisk konsulent. Da en fuldtids hydrograf blev ansat i 1928 – Lomholt, 

som egentlig var cand.theol. - blev Knudsen chef for Service Hydrographique og 

derfor ansvarlig for det overordnede tilsyn af dets arbejde. Dette arrangement 

fortsatte indtil Knudsen bad om at blive frigjort fra jobbet i en alder af 77år i 

1948. 

En anden tilknytning mellem Knudsen familien og ICES var gennem Knudsen’s 

datter Inger Bondorff. Hun var dybt involveret i de omhyggelige titreringer der 

blev udført i forbindelse med fremstillingen af 1937 Primær Standarden. Hun 

var blevet oplært i laboratoriet hos professor Otto Hönigschmid i München 217 . 

Inger blev ansat ved Service Hydrographique i 1952. Hendes hovedopgave var at



udarbejde måneds Synoptic Charts af temperatur og salinitet, men hun udførte 

også de fleste af de tekniske tegninger for arbejdsgrupperne og sekretariatet 

sammen med tre andre kvinder hvor den ene var Knudsen’s svigerdatter Birthe 

Vedel (gift Ursin Knudsen), samt mag.scient. dr.phil. Jens Smed kaldet ”Smeden”, 

som var den nye Hydrograf der blev ansat i 1939. En anden type arbejde Inger 

blev involveret i og hvor hun opnåede store færdigheder var screening af 

hydrografiske data der blev modtaget til at indgå i ICES data bank. Inger gik på 

pension i 1986 men bibeholdt interessen og kontakten med ICES næsten indtil 

hendes død i 1997. Så der var en forbindelse til Knudsen familien igennem det 

meste af det 20. Århundred. 

Siden 1963 har oceanografi været en videnskabelig gren af geofysisk på Niels Bohr Instituttet hvor professor Niels G. 

Jerlov 289 og især Mag. lic. et dr. scient lektor Niels Kristian Højerslev har spillet en stor rolle for udviklingen indenfor 

fysisk oceanografi. Niels Højerslev blev uddannet som oceanograf i 1971, hvor han blev magister i de hydrografiske 

og de marinoptiske forhold i Den Norske Kyststrøm. I 1973 blev Niels licentiat på både at udvikle og måle med et nyt 

instrument til måling af dagslysabsorptionen i både meget klare og meget grumsede vandmasser repræsenteret ved 

de forskellige vandmasser i Middelhavet, danske og norske farvande og fjorde. Niels har en doktorgrad i fysisk 

oceanografi fra 1986 publiceret i Landolt and Börnstein i serien Oceanography, og dette arbejde omhandler de 

optiske egenskaber af havvand mange forskellige steder i Verdenshavet. Specielt bør nævnes udvikling af 

instrumenter til måling af fotosynteselyset, det skadelige UV-B dagslys som påvirker primærproduktionen i havet og 

havets farve. Disputatsen danner grundlaget for at kunne benytte satellitmålinger til bestemmelse af havets 

overfladetemperatur, indhold af fytoplankton og klorofyl samt dagslysets nedtrængningsdybde i forskellige 

bølgelængder. Det har muliggjort en global kortlægning af temperatur- og de biologiske forhold i overfladevandet i 

Verdenshavet. Niels har desuden udviklet målemetoder til klassifikation og sporing af vandmasser og deres 

indbyrdes blandingsforhold over store afstande, hvilket bl.a. finder praktisk anvendelse i forbindelse med iltsvind i 

de indre danske farvande. Samtidig underviser Niels i dynamisk og optisk oceanografi og har skrevet flere 

lærebøger om emnet. Endelig har Niels løbende populariseret den fysiske oceanografi gennem medierne og 

populærvidenskabelige bøger og blade. Et eksempel herpå er det løbende projekt Satellite Eye, 

http://www.satelliteeye.dk/ sideløbende med Galathea 3 Ekspedition, som var et forsøg på at nå ud til skolebørn, 

gymnasieelever samt andre interesserede, der vil søge viden om fysisk oceanografi på nettet. 

Hvad havde inspireret Martin Knudsen til oceanografi? 

Martin Knudsen var optaget af at verdenshavene er den motor der driver vores 

planet. Han var bevidst om hvor lidt man vidste om havene og dets 

strømforhold. Martin Knudsen´s opvækst på Enebærodde på Nordfyn har givet 

ham mulighed for at studere vandmasserne strømmende ind og ud af det smalle 

løb ved Gabet. Gabet er den lille passage der er fra Fjorden ud til Kattegat. 

Da ca 1/3 af Fyn afvandes via Odense å og dermed Odense Fjord er der stor strøm i Fjorden. Dertil kommer at 

tidevandet skal passere hver 6. time – Fjorden er ca 60km 2, og tidevandet stiger ca ½ meter, hvilket betyder at der 

skal passere betydelige vandmasser -30 millioner m 3 vand- 4 gange i døgnet. 

4. marts 2012



Ved hård nordlig eller sydøstlig vind er søen i Gabet temmelig voldsom når vind og strøm går mod hinanden. Der er 

et ”strømhjul” på 16 meters dybde, svarende til det halve af Rundetårns højde! midt i Gabet hvor de enorme 

vandmængder ind og ud af Fjorden passerer med en voldsom kraft især ved kombinationen af ebbe, kraftig regn og 

en nordlig storm så bliver de øverste vandmasser et frådende inferno, og de nederste vandmasser, som strømmer 

indad i Fjorden vil også være voldsomme selvom dette ikke kan ses. Ved stormflodsdannelser især ved nordlige 

vindretninger har der været fare for og i visse tilfælde dæmningsbrud. Tilsvarende vil en sydøstlig storm i 

kombination med opbyggende flod have samme, men modsatrettede effekt hvor den største drivende kraft af 

vandmasserne er i det øverste lag. Det er ikke underligt, at ved drukneulykker ved Gabet finder man ofte de 

omkomne langt fra ulykkesstedet. 

Udgangspunktet for livet i Fjordens vand og det nære Kattegat er planternes produktion af organisk stof. Denne 

produktion er også afhængig af de fysiske forhold i vandsøjlen. Pga forskelle i vandets massefylde opstår der ofte en 

skilleflade i vandsøjlen. Dette såkaldte springlag (saltspringlag, haloklin) adskiller vandsøjlen i et øvre og et nedre 

lag som strømmer hver sin retning, og hvor det lettere og mindre saltholdige vand ligger øverst. Lagdelingen af 

vandet har afgørende betydning for produktionsforholdene. Springlaget hæmmer opblandingen af de to 

vandmasser og begrænser dermed effektivt udvekslingen af næringsstoffer mellem vandlagene. Derfor er der tit stor 

forskel i indhold på indholdet af ilt og næringsstoffer i de to vandlag. Lagdelingen påvirker ikke i samme grad 

nedfaldet af partikler (organisk stof) fra de øvre vandlag til bunden. 

Springlaget er placeret i vandsøjlen netop der, hvor ændringen i vandets massefylde er størst med dybden. 

Springlaget er naturligvis tykkest ved Gabet. Gennem sommeren hæver solens indstråling vandets temperatur i 

overfladelaget. Herved falder vandets massefylde yderligere, og temperaturforskellen mellem overfladelaget og 

bundlaget forstærker således lagdelingen. Et springlag der er betinget af temperaturforskel, kaldes et 

temperaturspringlag (termoklin). Med den store ferskvandsafvanding med lavt saltindhold og mødet med 

havvandet fra Kattegat, samt især om sommeren stor forskel i temperatur, er der et betydeligt springlag ved Gabet, 

som gør det overordentlig farligt at bade, og kæntringsulykker har ofte fået fatale følger. Kombineret med kraftig 

blæst fra nord eller sydøst gør det overordentlig farligt at sejle rundt ved Gabet i mindre både, f.eks. de fladbundede 

pramme man anvender inde i Fjordens lavvandede områder. 

I kort version var dette grundlag for noget af fysikeren professor Martin 

Knudsen´s forskning – med hans opvækst tæt på Gabet er det vel sandsynligt at 

det er her han er blevet inspireret til Knudsen-relationerne som er et 

ligningssæt til bestemmelse af vandføringer i marineområder. Relationerne er 

opkaldt efter den danske oceanograf Martin Knudsen. Knudsen-relationerne er 

en udvidelse af den såkaldte bevarelsessætning der udtrykker at det vand der 

strømmer ind i et givet bassin er lig med transporten ud af bassinet + det der 

evt. opmagasineres i bassinet. Dette kan (lidt populært) skrives: 

4. marts 2012 

IND = UD + OPMAGASINERING 

Hvis bevarelsessætningen opstilles for både vandvolumen og for vandmasse kan 

formlerne kombineres og benyttes til at udregne vandføringer. Princippet bag 

relationerne er ret simpelt men skal det anvendes på større komplicerede 

systemer er det ikke uproblematisk da det er svært at holde styr på transport af



volumen og masse i naturlige systemer. Ved mere komplicerede systemer 

anvendes således typisk dynamiske modeller til beregning af vandføringer. 

En fortsættelse af Martin Knudsen´s arbejder foregår fortsat f.eks. fra det danske forskningsskib Dana hvor 

oceanograf prof. Andy Visser fra DTU Aqua er leder af det nystartede Dansk Center for Havforskning. Andy Visser 

har for nylig analyseret målinger fra både Norskehaver og Irmingerhavet. Her er bl.a. saltindhold i vandet, 

temperaturen og trykket i vandet blevet målt. Han har indsamlet data fra vandsøjler fra udvalgte positioner i 

Nordatlanten for at opnå større viden om det store pumpesystem, der som en kæmpemæssig cirkulationspumpe 

sender Polarhavets vand ud på en rejse til de fjerneste afkroge af verdenshavene. Disse undersøgelser er med til at få 

mere viden om den store rolle pumpen spiller for både klimaet på Jorden og for oceanernes store organiske kredsløb. 

Populært sagt er det varmere overfladevand fra Golfstrømmen Erik den Røde for godt 1000 år siden satte årene i, da 

han og hans folk stævnede ud fra Islands kyst med kurs mod Grønland praktisk taget det samme overfladevand 

Andy Vissen tager prøver af nu. I mellemtiden har vandet været ude på en ”jordomsejling” både under og over havet. 

I Polarhavet fryser vandet til is i løbet af den arktiske vinter. Når havvandet fryser til is, vil saltet blive udskilt dvs at 

det vand der ikke fryser til is vil få en højere saltkoncentration og derved blive tungere. Om foråret når isen smelter 

løber der fersk gletchervand ud i havet. Det vil så lægge sig som endnu et lag oven i den smeltende havis. De stigende 

saltkoncentrationer vil derfor langsomt presse vandet nedad. På den måde opstår der lagdeling i vandet. Det meget 

salte og meget kolde havvand synker længere og længere ned i vandsøjlen. Og på et tidspunkt vil det synke helt til 

bunds hvor det bevæges rundt på Jordens havbund hvor det stille og roligt fylder alle havenes forskellige bassiner op 

med dette tunge og tæt koncentrerede saltvand nordfra. Når et bassin er fyldt op, flyder det over og videre hen over 

havbunden til det næste bassin. Der hvor forskningsskibet netop nu ligger stille for at analysere vandprøver i 

Danmarksstrædet mellem Grønland og Island finder man sådan et dybt bassin. 

Efter at have bevæget sig ud fra Polarhavet flyder den kolde havstrøm dybt nede gennem Vestatlanten, ned langs 

Brasiliens kyst, tværs gennem Sydhavet, op langs den chilenske kyst, for så at dukke op til overfladen ved Peru´s kyst. 

Herfra begynder en ny rejse for vandet; men i denne omgang vil det tage godt og vel 10 år, før vandet igen når 

Polarhavet. Det gør det fordi overfladevandet ligger et lag, som kun er ca 100m, mens det kolde dybhavsvand er 

flere kilometer. Fra Peru´s kyst strømmer vandet som overfladevand hen over Stillehavet, hvor det presser sig 

igennem det Indonesiske Ørige. Her fortsætter rejsen videre til det Indiske Ocean, ned mod Madagaskar, rundt om 

Kap Det Gode Håb i Sydafrika, over til den brasilianske kyst. Herfra strømmer vandet videre op til den Mexicanske 

Golf, hvor det fortsætter videre mod nord som det vi kender som Golfstrømmen. Denne strøm er varmt vand, der 

løber op mod Grønland og Island, spiller en altafgørende rolle for klimaet på hele den nordvestlige halvkugle. Oppe i 

Nordatlanten bliver vandet presset gennem to mindre stræder. Den ene vej er gennem Danmarksstrædet mellem 

Grønland og Island hvor der er forholdsvis smalt. Den anden vej op nordpå går øst om Island og op i Norskehavet. 

Endestationen er under alle omstændigheder Polarhavet, hvor vandet afkøles blander sig med smeltevandet og 

synker til bunds hvor en ny 1000år lang rejse kan atter tage sin begyndelse. Det lagdelte ocean med Golfstrømmen 

øverst og den afsmeltede polaris nederst, som bevæger sig hver sin vej, fungerer som et kæmpemæssigt 

transportbånd, der ender i de to flaskehalse på hver sin side af Island. 

For at forstå hvordan den udveksling mellem koldt og varmt vand finder sted mellem dybhavsbassinerne og de 

mindre dybe områder i havet har Andy Visser valgt at sænke måleinstrumenterne ned i Irmingerhavet ud for 

Grønlands østkyst. For ikke nok med at det kolde havvand meget langsomt bevæger sig ud på sin jordomsejling, det 

kræver også energi at transportere det dybe polarvand op til overfladen ved den peruvianske kyst. 

Et mål med det nuværende togt er at undersøge dette energiregnskab. Tidevandet leverer omkring 60% af energien 

til denne store vandmasseelevator. Men de resterende 40% er fortsat et videnskabeligt mysterium. Nogle forskere 

mener at den resterende energi stammer fra vandlopper, der, når de bevæger sig op gennem vandsøjlen, får vandet 

til at bevæge sig. Andy Visser tilbageviser denne hypotese udfra de fysiske love for selvom der er tale om enorme 

mængder vandlopper, og de vitterlig sætter gang i en bevægelse vil hovedparten af energi blive omsat til varme. 

Vandlopperne vil simpelthen ikke kunne flytte disse monstrøse mængder vand. Visser tror mere på en anden 

hypotese der går ud på at den manglende energi stammer fra undersøiske bølger der ligger mellem forskellige lag i 

vandsøjlen. Det er andre bølger end de 2-3m høje bølger ved vandoverfladen. De undersøiske bølger vandlagene 

imellem er mellem 20 og 30m høje, og de kan bevæge over tusinder af kilometer uden at miste deres energi. Med 

kontinuerlige målinger fra 5-6 strategisk placerede bøjer er det tanken at man vil kunne registrere de undersøiske 

bølger mellem de forskellige lag i vandsøjlen og på den måde enten forkaste eller bekræfte hypotesen om de 

undersøiske bølger. Og i så fald om sådanne undersøiske bølger vandlagene imellem kan producere tilstrækkelig 

energi til at skabe den opdrift, der trækker det kolde vand op ved den peruvianske kyst. De resterende 40% svarer til 

den energi, som 1000 store kraftværker kan producere. Så det er en ganske betydelig mængde energi, der søges 

4. marts 2012



forklaring på. Man kan komme lidt tættere på svaret ved at forstå dynamikken i de store dybvandsbassiner. 

Nordatlanten er flaskehalsen til dette enorme pumpesystem, det er hjertet af systemet selvom man skal være 

forsigtig med den analogi. For der er ikke tale om en kraftig pumpe. Der er tale om en langt blidere udveksling. Den 

seneste måling ned gennem vandsøjlen fra et meget dybt sted i Irmingerhavet kunne man iagttage en distinkt lag 

opdeling af vandsøjlen; men om en langt mere subtil transition fra et vandlag til et andet. 

Fra Martin Knudsen´s opdagelser – inspireret af vandtransporterne ud og ind af Gabet ved Odense Fjord tæt ved 

hans barndomshjem – rummer havet fortsat flere mysterier. For at kunne forudsige noget om det klima 

generationerne efter os vil komme til at leve i, er det nødvendigt, at vi til fulde forstår de mekanismer som styrer 

klimaet. Her er Golfstrømmen en meget vigtig spiller. 

Om Åkandefamilien: I de unge blade er porerne så små, at de kan holde på 

overtrykket, der udlignes, ved at luften strømmer gennem stænglerne ned til 

jordstænglen og videre op til de gamle, utætte blade. Trods overtrykket i de 

unge blade kan der diffundere luft ind fra det lavere tryk udenfor, et fænomen, 

der er undersøgt i begyndelsen af 1900-t. af Martin Knudsen; efter ham kaldes 

fænomenet Knudsen-diffusion (se også nedenfor om Knudsen-strømning). 

Denne indre vind i åkander blev dog først detaljeret beskrevet i 1981, og det har 

siden vist sig, at den også findes i forskellige sumpplanter, der har stængler nede 

i iltfrit mudder. Ventileringen har den allerstørste betydning for de økologiske 

omsætninger her, og den er en af de fysiologiske mekanismer i rodzoneanlæg. 

Åkanders indre vind Det har været en gåde, hvordan der kan komme tilstrækkelig med ilt gennem de meterlange 

stængler ned til åkandens store jordstængel i det ilt frie mudder; diffusion vil være alt for langsom. Det har vist sig, 

at ilten pumpes aktivt af sted, endog i så store mængder, at der kommer 20 gange mere, end der bruges. I en åkande 

kan der pumpes op til 1 1/2 l luft i timen, og luftstrømmens hastighed er op til 1/2 m i minuttet. Transporten drives af 

varme. Bladene varmes op af Solen, og et overtryk, bl.a. fra vanddampen, bygges op inde i bladene. I de store blade 

udlignes det straks med atmosfæren, fordi luften strømmer ud gennem de store porer. 

4. marts 2012



Foto DTU 

Åkandefamilien´s største repræsentant, kæmpeåkande, Victoria amazonica som kan bære en vægt på 45kg, vakte 

berettiget opsigt, da den første gang blev udstillet i europæiske væksthuse i midten af 1800-t. Den britiske gartner 

og arkitekt Joseph Paxton var blandt de første, der dyrkede planten, og på denne tegning fra The Illustrated London 

News, 1849 demonstrerer hans datter bladenes bæreevne. Åkandefamilien, Nymphaeaceae, familie af tokimbladede 

vandplanter med ca. seks slægter og 60 arter, udbredt over hele verden. Det formodes at være en 

primitiv gruppe blandt de dækfrøede, og den kendetegnes bl.a. ved talrige skruestillede blomsterblade og støvblade; 

visse bygningstræk minder om de enkimbladedes. Åkandefamilien er nært beslægtet med Cabombaceae. Det er 

kraftige urter med veludviklet jordstængel og langstilkede blade med en stor, afrundet plade, der ligger på 

vandoverfladen. I Danmark forekommer slægterne åkande (Nuphar) med to arter, bl.a. gul åkande, Nuphar lutea, 

og nøkkerose (Nymphaea) med én art, hvid åkande, Nymphaea alba; begge er ret almindelige i stillestående eller 

langsomt strømmende ferskvand. Fra Amazonasområdet kommer kæmpeåkande, Victoria regia eller V. amazonica, 

der undertiden dyrkes i tropiske væksthuse. Den har flydeblade, der er op til 2 m i diameter og nemt kan bære 

vægten af fx vadefugle. Ifølge nye resultater er den blandt de basale dækfrøede familier, der ikke har kunnet 

placeres i en orden. 

4. marts 2012 

Martin Knudsen 

Martin Knudsen var aktiv i de videnskabelige selskaber: 

Det første egentlige danske bidrag til fysikken skyldes Rasmus Bartholin, der i 1669 opdagede lysets 

dobbeltbrydning i calcit og derved kom til at præge optikkens udvikling mod en forståelse af lysets natur. Hans 

svigersøn, Ole Rømer, fik, selvom han først og fremmest må regnes for astronom, også en markant placering i 

fysikkens historie gennem sin opdagelse i 1675-76 af, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed. 

Den følgende tid frem til H.C. Ørsted frembød ikke væsentlige danske bidrag, selvom fysik eksisterede som 

universitetsfag, men Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 ændrede helt dette billede. Som fysiker og 

kemiker blev Ørsted verdenskendt, og hans indsats for fysikken i Danmark satte sig dybe spor igennem initiativet til 

oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt i 1829. 

Ud over Ørsteds indsats blev 1800-t. præget af adskillige væsentlige bidrag, der ikke i alle tilfælde blev 

internationalt kendte. Stadsingeniør L.A. Colding målte varmens mekaniske ækvivalent, mens L.V. Lorenz, der var 

lærer ved officers-skolen i København, opnåede verdensberømmelse ved at måle forholdet mellem termisk og 

elektrisk ledningsevne til at være proportionalt med den absolutte temperatur og ens for alle metaller. 

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU) 

Martin Knudsen havde den sjældne egenskab at han foruden at være innovativ 

forsker og en fremragende administrator og organisator også var en dygtig



pædagog 13-16,18-20. Han var desuden en højt skattet pædagog der næsten var 

udstyret med et ”kald” med H.C. Ørsted som sin åndelige fader at videreføre 

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU) 274, som Ørsted stiftede i 1824 i en for 

tiden moderniseret form. Så Knudsen tog initiativ til denne renovering. 

Selskabets formål var og er stadig primært at udbrede kendskab til de eksakte 

naturvidenskaber og deres anvendelse. Selskabets virksomhed omfattede (1) 

Foredrag om de vigtigste fremskridt på fysikkens, kemiens og de tilgrænsende 

videnskabers område, som regel ledsagede af illustrationer og eksperimenter, 

(2) Andre foranstaltninger i overensstemmelse med selskabets formål, (3) 

Udgivelse af tidsskrifter Fysisk Tidsskrift, og det der i dag hedder KVANT 

sammen med Dansk Fysisk Selskab, (4) Bortgivelse af H.C. Ørsted-medaljen for 

fremragende arbejder på fysikkens og kemiens område, samt (5) Administration 

af legater henlagt under selskabet. Selskabets anliggender skulle varetages af en 

direktion på syv medlemmer. Direktionen skulle hvert år vælge et af sine 

medlemmer til formand og Martin Knudsen blev valgt som formand fra 1900 til 

1939 114,119,170,218. SNU blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større 

udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab hvor alle 

kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og 

disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde 

forelæsninger hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien 

Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs 

forkants position i tiden. SNU fokuserer på formidling – af det bedste og nyeste. 

Knudsen var som omtalt tidligere initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted 

medaljerne for god formidling og særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i 

guld, sølv og bronze, som ”- gives for fremragende videnskabelige arbejder inden 

for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, 

og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år”. De mange års 

virksomhed og en bred sammensætning af vores direktion har de skabt et stort 

kontaktnet som stadig kommer SNU’s medlemmer og tilhørere til gode 274 . 

Som et led i udbredelsen af kendskabet til de eksakte naturvidenskaber og deres 

anvendelse var det naturligt for Knudsen at kombinere den store viden om 

havundersøgelser, som befandt sig i Charlottenlund Slot og ud af dette kom 

planen om at opføre Danmarks Akvarium som et udstillingsakvarium, beliggende 

ved Charlottenlund Slot i Charlottenlund, Nordsjælland. Martin Knudsen blev 

formand for bestyrelsen i 1936 hvad han var til 1948 - næsten indtil sin død. 

4. marts 2012



Ved indvielsen d. 21. april 1939 af Danmarks Akvarium modtages Kong Christian X og Dronning Alexandrine af 

fiskeridirektør C. Trolle Thomsen, professor Martin Knudsen (formand for bestyrelsen 1936-1948) og ingeniør Knud 

Højgård. Delvis skjult bag kongen ses Mogens Højgård. Foto Danmarks Akvarium 

Akvariet blev åbnet i 1939 og blev grundlagt af fiske- og adfærdsbiologen 

Mogens Højgaard og hans far, civilingeniør Knud Højgaard, der finansierede 

byggeriet. Akvariet, der er opført i funktionalistisk stil har alle årene været 

drevet af en erhversdrivende fond, som ikke har modtaget offentlig støtte. 

Danmarks Akvarium har alle årene lagt meget vægt på formidling og forskning, 

hvilket har positioneret det internationalt. 

Danmarks Naturvidenskabelige Samfund (DNS) 

Der var således i 1900-tallets begyndelse en støt voksende teknisk og 

naturvidenskabelig forskningsaktivitet i den danske industri. Men ud over de 

rent forretningsmæssige og de mere uformelle sociale relationer mellem 

industridrivende og videnskabsmænd ved de højere læreanstalter var der ikke 

4. marts 2012



gjort forsøg på at knytte varige institutionaliserede bånd mellem 

industridrivende og videnskabens verden. På det industrielle område var der 

ikke noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om det statsstøttede 

forsøgsvæsen på landbrugsområdet. Den statslige støtte til dette område 

indskrænkede sig til det uddannelsesmæssige. Der fandtes i begyndelsen af 

1900-tallet ingen institutioner, hverken private eller offentlige, som havde til 

formål at skabe varige forbindelser mellem videnskab og industri. Dette forhold 

afspejlede først og fremmest, at industrien, selvom den var i vækst, endnu på 

dette tidspunkt var af beskedent omfang set i forhold til landbrugssektoren, der 

var det danske hovederhverv. Internationalt var det på dette tidspunkt Tyskland 

og USA, der førte an i den industrielle anvendelse af den tekniske og 

naturvidenskabelige forskning. Staten havde i Tyskland hele tiden støttet denne 

udvikling gennem universiteter og tekniske højskoler, men da man i 1911 lagde 

grunden til Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften (KWG) 

i Berlin, var det som led i en aktiv strategi for at øge nationens 

forskningspotentiale. Blandt de mest anvendelsesorienterede institutter var 

Kaiser Wilhelm-Institut für Kohlen-forschung, som blev oprettet kort før første 

verdenskrig. Bag instituttet stod industrielle interesser fra Ruhrindustrien, og i 

modsætning til flere af de øvrige institutter var dets forskning – trods svigtende 

interesse fra militærets side - allerede fra starten stærkt målrettet efter 

strategiske behov. Da man i Tyskland grundlagde KWG, skete det under 

henvisning til den industrielle konkurrence fra USA. I USA blev der ligeledes 

hentet inspiration hos og henvist til konkurrencen fra Tyskland. I USA fik 

Duncans program for alvor vind i sejlene, efter at han i 1910 kom til 

universitetet i Pittsburgh, hvor han støttet af byens førende industri- og 

finansmagnater, brødrene Mellon, i 1913 grundlagde The Mellon Institute. Ideen 

bag instituttet var at sammenkoble industriforskning og universitetsforskningen 

ved at placere den industrielle forskning i direkte tilknytning til universitetet, 

hvilket i praksis blev udmøntet i skabelsen af et ”forskningshotel”, hvor 

virksomheder kunne leje sig ind og få udført højt specialiserede 

forskningsopgaver uden nødvendigvis selv at skulle bekoste de hertil påkrævede 

laboratorie-faciliteter 271,275 . 

Der skete ikke i Danmark på dette tidspunkt en tilsvarende 

forskningsorganisatorisk udvikling. Det kræver god vilje og brug af lup at få øje 

4. marts 2012



på noget, der tilnærmelsesvis ligner en dansk parallel. Alligevel skete der 

herhjemme samtidig en vis form for organisering af samspillet mellem industri 

og videnskab – blot på et noget andet plan. GA Hagemann, som var medlem af 

SNU’s direktion, var internationalt velorienteret og fulgte nøje med i udviklingen 

i Tyskland. Set på den baggrund er det næppe helt tilfældigt, at der ligeledes i 

efteråret 1911 herhjemme blev oprettet et selskab, som havde til formål at 

skabe større kontakt mellem industri og videnskab: Danmarks Naturvidenskabelige 

Samfund (DNS) 271,276. Ifølge sine statutter skulle DNS "virke til 

Naturvidenskabens Udvikling og Anvendelse" - en opgave, man bl.a. ville opnå ved 

"at fremme Vekselvirkningen mellem saadanne Institutioner og Personer, der 

dyrker Naturvidenskaben og saadanne, der anvender dens Resultater i Praksis". 

Der skulle således skabes bedre kontakt mellem danske naturvidenskabsmænd, 

teknikere, agronomer og industriledere. Formålsparagraffen rummede desuden 

en gummiparagraf, hvorefter der kunne tages ”andre Opgaver op, som Samfundet 

maatte vedtage i Overensstemmelse med dets Formaal” 276 . Virkemidlerne, 

hvormed man håbede at nå disse mål, var alsidige og omfattede organisering af 

foredrag af danske og udenlandske naturvidenskabsmænd, diskussionsmøder, 

udgivelse af skrifter, uddeling af prisbelønninger og organisering af besøg i 

danske og udenlandske laboratorier og værksteder. Bestemmelserne gav altså 

samfundet vide beføjelser og et bredt defineret formål 271 . 

Selskabet var delt i to grupper, en for erhvervsfolk og en for videnskabsmænd. I 

begge grupper blev medlemmerne betragtet som repræsentanter for det 

laboratorium eller den virksomhed, de var leder af. Erhvervssektionens 

medlemmer betalte langt større medlemsbidrag end de videnskabelige 

medlemmer. Hvor kontingentet for videnskabsmænd var fastsat til 10 kr. pr. år, 

måtte erhvervsfolkene fra starten slippe 200 kr. (i 1921 forhøjet til 300 kr.), 

hvilket var et ret stort beløb i 1911 277. DNS havde derved klare lighedstræk med 

det tyske KWG (Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften). 

Medlemstallet i gruppen for erhvervsfolk blev i starten begrænset til 30. Det var 

helt bevidst at samfundet derved fik en eksklusiv karakter. Det skulle blandt 

industrialisterne betragtes som en særlig ære at være medlem 271. 

Efter et par indledende møder i efteråret 1911 kunne DNS afholde sit første 

møde den 11. december samme år. Hagemann blev valgt som præsident og 

4. marts 2012



Martin Knudsen til vicepræsident – en post han beholdt til 1937. Ideen til DNS 

var helt og holdent Martin Knudsen’s. Knudsens første planer gik ud på at danne 

en forening, som kunne organisere indbydelsen af udenlandske 

naturvidenskabsmænd til at holde foredrag i København. Videnskabernes 

Selskab havde ikke tradition for at indbyde udenlandske foredragsholdere til at 

holde offentlige foredrag. SNU omfattede fagligt set kun fysik og kemi, og 

magtede i øvrigt heller ikke opgaven økonomisk. Knudsen diskuterede i 

sommeren 1911 sin plan med Hagemann, som angiveligt gennem nogen tid 

havde haft lignende tanker til overvejelse 271. Hagemann var som direktør for Den 

polytekniske Læreanstalt nærmest selvskrevet som primus motor for selskabet, 

hvad han helt konkret tilkendegav ved at påtage sig ansvaret for den 

økonomiske side af sagen. Der var vægt bag Hagemann’s løfte, idet han straks 

forærede samfundet et grundfond på 50.000 kr 278 . Vedtægterne var som sagt 

ambitiøse. De formulerede nemlig et langt bredere arbejdsfelt end det, som 

Knudsen oprindeligt havde lavet udkast til. Vedtægterne peger nærmest i 

retning af, at DNS var tænkt som en moderne pendant til Videnskabernes Selskab. 

Kunne det tænkes, at Hagemanns ambitioner gik i den retning? 

Hagemann var en særdeles skarp kritiker af det æstetiske og humanistiske 

dannelsesideal, som han mente i for høj grad prægede den danske akademiske 

kultur. I taler og på skrift var det let at høre, hos hvem Hagemanns sympati lå. 

Han talte mest i metaforer hvor han ikke lagde skjul på et grundlæggende 

instrumentelt syn på videnskab. Det instrumentelle syn (her defineret som 

videnskabens relevans for ikke-disciplinære eller ikke-professionelle interesser) 

på det videnskabelige arbejde var et gennemgående tema i Hagemanns taler 271. 

Et udpræget eksempel herpå finder man netop i Hagemanns afskedstale på Den 

polytekniske Læreanstalt i 1912, hvor han gør status over de forestillinger og det 

ingeniørideal, som har ligget til grund for hans eget arbejde som direktør. For 

ingeniøren skulle naturvidenskaben, ifølge Hagemann, 

ikke være som den i Haven drevne Rose, hvis fine Farve, Form og Duft 

aflokker os Beundring – den skal være som den vilde Hybenrose, som 

Æbleblomsten ikke mindre skøn at se; men den maa sætte Frugt, helst 

en saadan, som Almenmenneskeheden kan nyde. Se omkring Dem, hvad 

Teknikkens Ingeniører har skabt til Livets Glans og Nytte – til dets 

Nydelse og Velsignelse, og De behøver ikke spørge om Ingeniørens 

4. marts 2012



4. marts 2012 

Opgave. Dertil skal vi oplære ham, at han kan skaffe os alt dette og det 

meget, som Fremtiden endnu vil bringe os 278,279. 

Det var et rendyrket instrumentelt syn på naturvidenskaben, der her blev 

fremført. I en industrikultur, hvor det humanistiske dannelsesideal var udskiftet 

med et naturvidenskabeligt og teknisk dannelsesideal, ville der ikke være nogen 

modsætning mellem naturvidenskaben som instrument og som kulturbærer. Det 

var netop sammenkædningen af et instrumentelt syn på naturvidenskaben og 

oprulningen af et nyt kultur- og dannelsesideal, som udgjorde de to centrale 

elementer i det eneste sted, vi kender, hvor Hagemann med større vidtløftighed 

udfolder sine tanker vedrørende DNS. Det skete i et brev til prof. C. Christiansen, 

som Knudsen netop havde overtaget professoratet efter, fra september 1913, 

hvis centrale passage lyder: 

Du takker, kære Christiansen, for den fornøjelige Fredag Aften og 

mener, at jeg maa have megen Glæde af DNS, som saa mange er glade 

ved. Ja! Jeg glæder mig ved at have medvirket til denne Institutions 

Oprettelse; thi den er et naturligt Tidens Barn. Jeg kan kun beklage, at 

jeg er for gammel til at bidrage noget væsentligt til Samfundets 

Udvikling; men i Professor Martin Knudsen og Ingeniør Foss har vi 

to udmærkede Præsidenter, der forstaar at lede Barnets første og 

vanskelige Fjed. 

Mødet i Fredags til Ære for det permanente internationale Raad for 

Havundersøgelser (ICES; red) var netop et Møde efter vort Samfunds 

Sind. Thi Havundersøgelserne knytter de rene videnskabelige Arbejder 

sammen med de praktiske Formaal. Dette synes det mig maa være al 

Naturvidenskabs Hensigt. Ikke saaledes at forstaa, at den, der arbejder 

paa en rent videnskabelig Opgave, skal tænke paa eller ordne sin 

Undersøgelse med Tanke paa dens direkte Anvendelse, men den 

fremskridende Naturvidenskab har fundet mange Anvendelser, og 

Anvendelserne har igen virket befrugtende og støttende tilbage paa 

Videnskaben. Hvilken Betydning har ikke Elektroteknikken, Farvekemien, 

Lysteknikken og mangfoldige andre Anvendelser haft for 

Videnskaben? Det er samarbejdet eller den gensidige Paavirkning 

mellem disse Faktorer, der har betinget den Udvikling vi nu sidder midt 

i. Det er, om jeg ser ret, Naturvidenskabens Formaal, selvom dette er



4. marts 2012 

skjult eller ikke paaagtes i det videnskabelige Laboratorium, at tjene 

Menneskeheden, sikre dens Sundhed og at forbedre eller forskønne dens 

Livsvilkaar. Ud af disse Tanker er det, at Danmarks naturvidenskabelige 

Samfund er opstaaet, - paa dem vil det forhaabentlig udvikle 

sig til en for vort Land ærefuld og nyttig Institution. 

Man kan, naar man aabner sit Øje derfor, ikke være blind for den 

glædelige Udvikling, som Naturvidenskaben og dens Anvendelse rent 

kulturelt har ført med sig. Den historisk sproglige Uddannelse kan ikke 

have Bud til den store Del af Menneskeheden. Historien, denne 

skematiske Beretning om alle de Grusomheder, Laster, Forbrydelser, 

som Menneskene i Staternes Interesse, i Religionens og Kulturens Navn 

ustraffet begik, er i og for sig en daarlig Kulturvækker. Beretningen om 

alle disse forfærdelige Udslag af Menneske-Raahed gives jo end ikke 

advarende, men meget snarere hædrende, naar det da ikke er over os 

selv og vort Land, det er gaaet ud! Derimod staar Naturvidenskaben! 

Den vækker Tanken og de slumrende Ideer, den fremkalder Beundring 

over Alskabningens Visdom og Skønhed, - den skaber en ny Kultur i 

Harmoni med Fred mellem Menneskene, paa Grundlag af Retfærdighed. 

Danmarks naturvidenskabelige Samfund vil være denne nye Kulturs 

faste Borg 278 . 

Der er naturligvis mange ting på spil i denne fortættede passage. 

Grundlæggende var det en imperialistisk teknisk-naturvidenskabelig 

dannelseskultur, der her blev foldet ud. Den nye naturvidenskabelige og 

tekniske kultur, som DNS skulle være spirekasse for, var derimod i fuld harmoni 

med demokratiets grundlæggende principper. Fra 1917 startede samfundet 

udgivelsen af det populærvidenskabelige tidsskrift Naturens Verden som et 

aktivt middel til at udbrede den teknisk-naturvidenskabelige enhedskultur i 

bredere kredse 271,276. 

Med dette udgangspunkt er det let at se, hvorfor der var brug for et nyt 

naturvidenskabeligt selskab ved siden af Videnskabernes Selskab, der 

inkarnerede alliancen mellem naturvidenskaberne og de historisk-filosofiske 

discipliner. Der var således tale om et ambitiøst forsøg på i højere grad at alliere 

naturvidenskaberne med teknikken og den fremadstormende storindustri og



derved bryde den traditionelle alliance mellem naturvidenskaberne og den 

humanistiske dannelse 271. 

De fleste af de 30 erhvervsfolk i gruppe II var direktører for Danmarks største 

storindustrielle virksomheder. De ledende storindustrielle virksomheder havde 

året før, altså i 1910, dannet deres egen interesseorganisation, som skulle 

varetage den fremvoksende storindustris interesser og være dens officielle 

talerør 271,280. Storindustrien fik derved i lighed med landbruget, skibsfarten og 

handlen sin egen interesseorganisation. Industrirådet arbejdede i lighed med de 

øvrige erhvervsorganisationer på at styrke industrien såvel i offentligheden som 

bag kulisserne i statsmaskineriet. I årene efter systemskiftet blev erhvervsorganisationerne 

i stigende grad inddraget i udformningen af erhvervspolitikken. 

Man bruger ofte betegnelsen korporatisme om erhvervsorganisationernes 

inddragelse i politik, og det korporative system fik for alvor 

sit gennembrud og stod sin prøve under første verdenskrig 271,281 . Industrirådets 

sekretariat voksede således under første verdenskrig fra et beskedent kontor 

med to ansatte til at blive en mægtig maskine med 200 funktionærer, som var 

med til at administrere de mange særlige regulativer, som regeringen 

gennemførte. 

Betragter man DNS i dette lys, genkender man da også omridset af en 

videnskabelig interesseorganisation, som dækker naturvidenskaberne og de 

anvendte videnskaber. Det var netop ordet ”Organisation”, som Hagemann 

under det konstituerende møde brugte til at sammenfatte de ideer, han havde og 

som han ønskede Knudsen skulle videreføre 271. Som organisation betragtet fik 

samfundet dog ikke den store succes, men på nogle punkter kom DNS faktisk til 

at virke som interesseorganisation for visse grupper inden for dansk videnskab. 

Det er dog tydeligt, at det hovedsageligt, men ikke udelukkende, var lærestaben 

på Den polytekniske Læreanstalt, der benyttede samfundet som talerør og 

interesseorganisation, hvilket afspejler det forhold, at det var personer herfra, 

som i de første 10-15 år satte dagsordenen i samfundet. 

Det lykkedes imidlertid aldrig rigtig for DNS at blive et fælles talerør for alle 

naturvidenskabelige og tekniske laboratorier ved universiteter og læreanstalter 

i Danmark. Samfundets funktion som interesseorganisation kulminerede under 

første verdenskrig, og allerede her viste konstruktionens svagheder sig tydeligt. 

Derefter indskrænkedes virkefeltet gradvist i løbet af mellemkrigstiden. Fra 

4. marts 2012



starten af 30’erne og fremefter var aktiviteterne begrænset til organiseringen af 

sociale sammenkomster med foredrag af danske og udenlandske foredragsholdere 

og lejlighedsvise virksomhedsbesøg. Samfundet sygnede hen. 

Hagemanns stolte vision kunne herefter ligefrem spottende omtales som 

”Selskabet: den korslagte Kniv og Gaffel.” Det er som eksklusiv videnskabelige 

foredragsforening med et socialt islæt, at samfundet er gået over i 

historien 271,276. 

Men sådan var det ikke i starten. I 1916 – det år Knudsen fik HC Ørsted 

guldmedaljen - blev der f.eks. brugt penge på at understøtte den unge kemiker 

JA Christiansens forskningsarbejde 271. Eksemplet er enestående i samfundets 

historie, men det illustrerer, hvor bredt virkefeltet i starten blev opfattet. Det 

drejede sig ikke om direkte aktivt at fremme samarbejde om bestemte 

forskningsopgavers løsning. Men selve det, at videnskabsmænd og industrialister 

nu kunne mødes under afslappede sociale former, kunne naturligvis 

bidrage til at skabe vigtige kontakter. Samfundets signifikans ligger derfor mere 

på et socialt og ideologisk plan. Naturvidenskabens udøvere fik nu i højere grad 

midler til og muligheder for at invitere fremtrædende udenlandske 

videnskabsmænd til at holde foredrag her i landet. Udadtil gav dette 

opmærksomhed i offentligheden, og internt i selskabet kunne videnskabsmændene 

profilere sig over for pengestærke erhvervsfolk. De sidste fik på deres 

side lejlighed til at fremstå som uegennyttige mæcener, som støttede et 

indiskutabelt alment gode. Det var primært på det sociale område, at DNS kom 

til at udgøre en bro mellem videnskab og industri. Det var to af den moderne tids 

mest progressive samfundsgrupper, der her slog følge. I dag kan det være svært 

at sætte sig ind i samfundets sociale signifikans og i nogle få prægnante 

sætninger sammenfatte den sociale dynamik, der var på spil. Måske kan man 

sige, at DNS var et forum for gensidig udveksling af to forskellige, men i 

udpræget grad moderne former for social status og symbolsk kapital - 

pengemagt og videnskab 271 . 

Videnskabernes Selskab. 

Fra 1917-1945 var Martin Knudsen sekretær for Videnskabernes Selskab. 

Baggrunden for hans engagement var den politiske situation ved 1. Verdenskrigs 

afslutning. Verdenskrigens gru gjorde sit til at ruske op i de herskende 

4. marts 2012



forestillinger om samfundets sociale og økonomiske organisation. I Rusland 

førte det som bekendt til revolution. Også på forskningens område var tilvante 

forestillinger vedrørende videnskabens institutionelle og organisatoriske former 

under forandring. Ligesom i udlandet trængte også i Danmark det spørgsmål sig 

på, om ikke forskningen under langt mere effektive og hensigtsmæssige former 

kunne dyrkes uden for universiteterne og de højere læreanstalter. Vi skal i dette 

og de to næste kapitler undersøge den danske diskussion, der på dette område 

foregik under og umiddelbart efter krigen. Diskussionen var dog ikke ny, men 

lige så gammel som videnskaben og dens institutioner. I Danmark havde 

universitetet fulgt det tyske mønster, idet videnskabelig forskning og 

undervisning fra midten af 1800-tallet blev betragtet som sidestillede opgaver. 

Lidt forenklet kan man sige, at det moderne forskningstunge universitet sidst i 

1800-tallet i realiteten var sat på skinner. Nu blev denne enhed imidlertid 

udfordret af tanken om fritstående akademilignende forskningsinstitutioner 271. 

Situationen i 1917 var speciel. I statskassen lå en gigantisk pose penge, hvis 

anvendelse et indviklet indenrigspolitisk spil havde gjort problematisk. Tidens 

helt store indenrigspolitiske tema var det kontroversielle salg af de Vestindiske 

øer, som året forinden havde givet anledning til et særdeles voldsomt 

indenrigspolitisk slagsmål 271. Salget havde indbragt i alt 25 mio. dollars 282. Det lå 

i luften i efteråret 1917, at statens indtægt ved salget ikke ville komme til at 

indgå i statens ordinære budget og derigennem gå til dækning af statskassens 

underskud, men derimod skulle bruges på ”særlige Formaal”, det vil sige formål, 

som kunne betragtes som neutrale og hævet over de partipolitiske 

stridigheder 271. De muligheder, der åbnede sig i efteråret 1917 og den følgende 

vinter, fremkaldte en stribe af forskellige forslag og planer. Hvert fag og hver 

disciplin ønskede en del af kagen. Situationen mindede mest af alt om en slags 

akademisk goldrush. 

I nordisk sammenhæng verserede der i dette efterår en vigtig videnskabspolitisk 

diskussion, som fik afgørende indflydelse på de rent nationale forhold i 

Danmark. Det hele startede på det niende nordiske interparlamentariske møde i 

Kristiania (Oslo) i dagene 29-30. juni 1917, hvor den norske jurist Frederik 

Stang rejste spørgsmålet om, hvad de neutrale nordiske lande kunne gøre for 

efter krigen at hjælpe til med at reetablere det internationale videnskabelige 

samarbejde, som under krigen var blevet umuliggjort af nationalchauvinistiske 

4. marts 2012



indstillinger, der blandt videnskabsmænd på begge sider var udbredte. Stang 

slog til lyd for, at man i de nordiske lande burde oprette frie forskningsinstitutter, 

som ved at knytte udenlandske forskere til sig kunne medvirke til at 

genskabe det internationale videnskabelige samarbejde 271,283 . Ideen om de 

neutrale landes særlige betydning for genetableringen af det internationale 

videnskabelige samarbejde efter krigen var udbredt i Norden i krigens sidste 

år 271,284. Hjemkommet fra mødet foranledigede den danske forsvarsminister, 

historikeren Peter Munch, at der blev nedsat et udvalg af danske 

videnskabsmænd hvor Martin Knudsen var primus motor, som skulle se 

nærmere på dette spørgsmål. Udvalget fik det lange, men sigende navn Udvalget 

til Forberedelse af Arbejdet for Forbindelsen mellem de forskellige Nationers 

Videnskabsmænd efter Krigen – i det følgende kort og godt Munch-udvalget. 

Udvalget bestod foruden Munch selv af en stribe universitetsprofessorer. 

Humanisterne var, om end ikke i flertal, så dog meget fyldigt repræsenteret, idet 

fem ud af udvalgets ti medlemmer var humanister (inklusive Munch selv). 

Udvalget stod i tæt forbindelse med lignende officielle udvalg i Norge og Sverige. 

Udvalgene imellem blev der ført seriøse diskussioner om en skandinavisk 

arbejdsdeling, hvorefter hvert land skulle have monopol på bestemte 

fagområder. Norge skulle koncentrere sin indsats på et internationalt akademi 

for folkeret. Ifølge forsvarsminister Munchs udtalelser på udvalgets første møde 

skulle der oprettes lignende akademier i Sverige og Danmark: ”i Sverige 

koncentreret om Naturvidenskaben, i Danmark snarest om de filologiske 

Videnskaber” 271. En sådan arbejdsdeling var naturligvis uantagelig for de danske 

naturvidenskabsfolk. Arbejdsdelingen blev aldrig realiseret, men den var dog 

utvivlsomt hovedårsagen til, at humanisterne var så fyldigt repræsenteret i 

Munch-udvalget. Som vi senere skal se, skabte den foreslåede arbejdsdeling en 

vis bekymring blandt danske ingeniører – og aktive modforanstaltninger var en 

overgang til seriøs overvejelse i DNS. For at gøre en lang historie kort førte 

udvalgets arbejde i 1919 til dannelsen af Rask-Ørsted Fondet. Det er nok at 

påpege, at udvalgets arbejde i starten var fokuseret på en plan fremsat af Martin 

Knudsen, som gik ud på, at den danske stat skulle finansiere oprettelsen af to, 

eventuelt tre fritstående rene forskningsinstitutter, henholdsvis et H.C. Ørstedinstitut 

for fysisk og fysisk-kemisk forskning, et Rask-Madvig-institut for 

sprogforskning og et tilsvarende havforskningsinstitut 271,285. 

4. marts 2012



Hovedtanken var at oprette et fritstående H.C. Ørsted-institut, der, som det hed 

sig, skulle ”tjene til videnskabelig Dyrkning af Fysik og andre nærstaaende 

eksperimentelle Naturvidenskaber, f.eks. fysisk Kemi”. Til instituttet skulle der 

knyttes tre ledende videnskabsmænd, som hver skulle have en assistent, samt 

indtil 12 stipendiater. Årsbudgettet skulle foruden lønninger og vedligeholdelse 

andrage i alt 120.000 kr., hvilket efter datidens målestok var en ganske 

formidabel sum. Til sammenligning rådede de tre professorer hvor Knudsen var 

den ene, der i 1917 varetog universitetets og læreanstaltens samlede 

undervisning og forskning i fysik, over et årligt annuum på 20.400 kr. 

Forslagsstillerne talte en kreds af danske videnskabsmænd, som herhjemme 

skulle komme til at præge den naturvidenskabelige udvikling i 

mellemkrigstiden. Det drejede sig foruden Martin Knudsen om kemikerne Niels 

Bjerrum, J.N. Brønsted og S.P.L. Sørensen, og K. Prytz, ingeniøren J.L.W.V. Jensen 

samt opfinderparret P.O. Pedersen og Valdemar Poulsen 271. 

Martin Knudsen kørte tilsyneladende fra starten et tæt parløb med 

forsvarsminister Munch, som imidlertid ikke er helt uden paradokser, al den 

stund at Munch på det første møde selv havde fremhævet det filologiske område, 

som et særligt dansk indsatsområde. Det ligner derfor enten en kovending fra 

Munchs side eller en fejlbedømmelse fra Martin Knudsens side, når sidstnævnte 

i Videnskabernes Selskab kort efter kunne oplyse om, at Munch havde sikret sig 

regeringens og Folketingets tilslutning til planen om de to-tre fritstående 

institutter og i midten af oktober 1917 havde meddelt Martin Knudsen, at der 

efter krigen bestemt ville være opbakning til at gøre noget for videnskaben 

(Meddelelse givet af Prof. Martin Knudsen ved Aftensmaden efter Vid. Selsk. Møde 

d. 19/10 1917. K.D.V.S protokol Nr. 428/1917) 271. Rent bevillingsmæssigt lå 

sagen altså lige for, da den færdige betænkning fra forslagsstillerne i slutningen 

af januar 1918 lå klar til at blive videregivet til politikerne. Alligevel skulle det 

ende helt anderledes. Den store plan om de frie forskningsinstitutter blev af 

Munch-udvalget ganske stille skrinlagt i løbet af foråret 1918. I stedet foreslog 

udvalget ud på sommeren, at der blev oprettet en fond. Fondstanken blev 

øjensynligt lanceret af historikeren Kristian Erslev. Det første notat vedrørende 

fondstanken bærer i hvert fald Erslevs navn 271. Fondet fik som bekendt navnet 

Rask-Ørsted Fondet. Når de fritstående forskningsinstitutter i sidste ende blev 

skrinlagt til fordel for fondstanken, skyldtes det, at ideen om forskningsinstitutterne 

stødte på hård modstand fra Den polytekniske Læreanstalt og 

4. marts 2012



universitetet her også fra Niels Bohr der havde sin helt egen dagsorden med at få 

oprettet sit eget institut for teoretisk fysik – det der blev til NBI og Rockefeller 

Instituttet. Selvom Martin Knudsen var dybt engageret i oprettelsen af nye 

institutter så kan det ikke bringes ham til last at det ikke lykkedes. I 

overensstemmelse hermed forklarer Munch i sine erindringer udfaldet med en 

bemærkning om, at videnskabsmændene simpelthen ikke kunne enes om, 

hvilken plads og status de forskellige videnskabsgrene skulle have ved de 

påtænkte institutter. Skabelsen af et fond er det typiske udfald af en 

demokratisk forskningspolitisk forhandlingsproces, hvor det er konservative 

kræfter, der dominerer spillet. Det er et princip, som i vid udstrækning har 

været retningsgivende for forskningspolitikken lige siden. Kun i ganske få 

tilfælde er det lykkedes at skabe stærke forskningsmiljøer uden for de 

velkonsoliderede universiteter og læreanstalters regi. 

En anden indvending, som med stor styrke blev fremført af humanisten, 

filologen og videnskabshistorikeren J.L. Heiberg, der også var medlem af Munchudvalget, 

gik ud på, at institutforslaget var ”utopisk” og urealistisk, fordi 

videnskabsmænd fra de stridende lande næppe efter krigen overhovedet 

ønskede at samarbejde. Et internationalt dansk forskningsinstitut ville derfor 

kunne ende i en situation, hvor kun forskere fra en af krigens parter besøgte 

stedet, hvilket de facto ville være at gøre det internationale samarbejde en 

bjørnetjeneste. Danmark ville derved risikere at påkalde sig vrede fra 

modpartens side 271 . I forlængelse af dette synspunkt, var der mange i 

Videnskabernes Selskab, som manede til forsigtighed, idet de anså planen for at 

være direkte ”landsskadelig”. Det er næppe tænkeligt at Martin Knudsen 

ønskede at var enig i at hans handlinger skulle have været landsskadelige. 

Heiberg argumenterede ved flere lejligheder også stærkt imod, at pengene skulle 

bruges til at fremme naturvidenskab og de anvendte videnskaber: 

De Videnskaber, som man kunde kalde de praktiske, har nu sikkert ingen Nød; 

tvertimod, alt, hvad der kan omsættes i en eller anden Form for Technik, vil 

efter alt at dømme faa særligt gunstige Vilkaar efter Krigen, ogsaa hertillands. 

Det er de rene Aandsvidenskaber, der er udsat for Fare baade her og 

andensteds. Og dog er netop de mere nødvendige end nogensinde, hvis 

Menneskeheden ikke skal drukne i de materielle Krav, men vil redde 

Betingelserne for en menneskeværdig Tilværelse 271. 

4. marts 2012



I begyndelsen af 1900-t. udførte Martin Knudsen sideløbende med alle disse 

forenings og administrative opgaver banebrydende undersøgelser af luftarters 

egenskaber ved lave tryk, en indsats, hvis plads i fysikkens historie er markeret 

med Knudsen-tallet, der angiver forholdet mellem en luftarts fri 

middelvejlængde og beholderens udstrækning 46-50. Hertz-Knudsen ligevægten 

var også en vigtig matematisk opstilling 53,54 . Julius Hartmann, der var professor 

ved Den Polytekniske Læreanstalt fra 1929, gav et vigtigt bidrag til magnetohydrodynamikken; 

Hartmann-tallet karakteriserer således en viskøs, elektrisk 

ledende væske i et magnetfelt. 

Martin Knudsens evner for eksperimental fysik og pædagogik stimulerede 

og var medvirkende til store forskningsmæssige landvindinger indenfor 

flere forskningsgrene, hvilket var ret præcist angivet i instituttets navn – 

Polyteknisk læreanstalt. I begyndelsen af 1960érne da H.C. Ørsted 

Instituttet blev bygget, var der også bestræbelser i gang for at grundlægge 

et Martin Knudsen Institut for Faststoffysik. Drivkræfterne var prof. 

Henning Højgaard Jensen, prof. Verner Frank, prof. Niels I. Meyer mfl. 60,97 – 

nok også prof. Niels Ovessøn Hofman-Bang? At instituttet ikke blev til 

noget havde givetvis med penge og politik at gøre 60!? Martin Knudsen har 

således været katalysator til flot dansk grundforskning 21 – og Knudsen 

fortjener et indgående historisk studium, selv om han slet ikke er en 

ukendt størrelse indenfor international videnskabshistorie. Han vil også 

utvivlsomt blive husket under fejringen af 100-året for Solvaykonferencerne 

og hans bidrag er jo beskrevet, sommetider udførligt, i den 

historiske litteratur om disse konferencer 81. Men et fyldigere studium, der 

tager for sig Knudsens liv og karriere i sin helhed og i deres fulde 

sammenhæng ville oplagt være på sin plads. Martin Knudsen og Niels Bohr 

skønt det videnskabelige samarbejde 81-91,93 tilsyneladende var anstrengt så 

fik familierne efterhånden gode relationer også efter Knudsens død 82-96. 

Man kan håbe, at en videnskabshistoriker med tiden vil påtage sig denne 

opgave 81 – og det alt sammen startede på Nordfyn ved Hasmark, 

Enebærodde og Hofmansgave! 

Fysikkens udvikling i Danmark i 1900-t. ville have været dramatisk forskellig uden den epokegørende indsats, der 

skyldes Niels Bohr og den forskning, der fandt sted på Niels Bohr Instituttet, som blev et internationalt centrum for 

kvantefysikken og dens anvendelser på atom-, kerne- og partikelfysik. Instituttets fornemme tradition inden for 

kernefysikken blev yderligere markeret med tildeling af nobelprisen i 1975 til Aage Bohr og Ben Mottelson. Christian 

Møller, der var professor ved instituttet, ydede væsentlige bidrag til spredningsteori og til den almene 

relativitetsteori. 

Indtil 1950'erne var fysikken i Danmark centreret i København, men med oprettelsen af et naturvidenskabeligt 

fakultet ved Aarhus Universitet og udflytningen af Den Polytekniske Læreanstalt (det senere Danmarks Tekniske 

4. marts 2012



Universitet, DTU) til Lyngby skete der en betydelig vækst af forskningsmiljøerne. Opførelsen af H.C. Ørsted Instituttet 

i 1962 betød, at også de faste stoffers fysik blev et centralt emne for forskningen ved Københavns Universitet, 

ligesom det samtidigt skete ved DTU. Jens Lindhard og hans medarbejdere opbyggede det fysiske institut i Aarhus 

med ladede partiklers gennemtrængning af stof som et hovedtema. Under navnet Institut for Fysik og Astronomi 

spiller det en førende international rolle på adskillige områder inden for atom- og faststoffysik. Nye fysiske 

institutter blev desuden oprettet i Odense (1966), Roskilde (1972) og Aalborg (1974). 

Grundlæggelsen af Forsøgsanlæg Risø (nu Forskningscenter Risø) i 1956 med henblik på fredelig udnyttelse af 

kernekraft fik i de følgende årtier stor betydning for fysikken i Danmark, især hvad angår faste stoffers fysik og 

materialeforskning. Det hører også med i billedet, at en betydelig del af den danske indsats er henlagt til europæiske 

centre som CERN i Genève og synkrotronfaciliteterne i Hamburg og Grenoble. 

Endelig har danske virksomheder igennem de seneste år i stigende grad bidraget til fysisk forskning inden for især 

optik og elektronik. Det er i stor udstrækning sket i samarbejde med universiteter og nye forskningscentre som 

Mikro-elektronik Centret og Center for Kommunikation, Optik og Materialer (COM) med hjemsted på DTU. 

4. marts 2012 

Martin Knudsen – tilfreds og mæt af dage. Foto 1949. 

Referencer og Udvalgte Udgivelser: 

1. Knudsen M: Lærebog i Fysik, København (1923), s.1-786. 

2. Knudsen M: Fysiske Opgaver. 1.udg (1920), s.1-38; 2.udg (1927), s.1-43; 

3.udg(1933), s.1-53. 

3. Smed J: Martin Knudsen (1871–1949) and the standard seawater. In: 

Historisch-meereskundliches Jahrbuch. (2005), 11, s. 157–170. 

4. Knudsen M: Elektrisk Strøm gennem Luften, Fysisk Tidsskrift (1904-1905), 

s. 145-148.



5. Knudsen M: Opbevaring af levende Fisk, Dansk Fiskeriforenings 

Medlemsblad (1898) nr. 16 & 17. 

6. Knudsen M: Havets Naturlære – Hydrografi. Med særlig hensyn til danske 

farvande. Skrifter udgivne af Kommissionen for Havundersøgelser (1905), 

2, s.1-41 med 10 billeder i teksten og 4 tavler. 

7. Knudsen M: Fiskeriet i Danmark, bd. 1, s. 37-78 (Tidsskriftartikel) 

8. Knudsen M: Selvbiografi i ”inbjudning til Filosofie doktorspromotion vid 

Lunds Univeritets 250. årsfest”, 1918 

9. Knudsen M: Københavns Universitets årsberetning 1895-1896, s.204 



ff. 


13. Politiken, artikel, 22.6.1912 



16. Knudsen M: Studenterne fra 1890, (1915) 

17. Hansen HM, Johansen ES (Eds): Ørsted-Medaljen uddeles 3die gang. 

Taler da Martin Knudsen fik medaljen 16.feb 1916. Selskabet for 

Naturlærens Udbredelse. Fysisk Tidskrift, (1915-1916) 4-5, s.137-148. 

18. ”Illustreret Tidende”, 27.2.1916 

19. Berlingske Tidende, 14.2.1921 

20. Polyteknikeren, 4.3.1921 

21. Rasmussen R E H: "Mindeord over Martin Knudsen", København 1949. 

22. Knudsen M: Bibliografier www.past.dk/biographies PAST: Portal to 

Artifacts of Science and Technologies 

23. Redhead P A (ed.): Vacuum science and technology. Bog med kapitel 

om Martin Knudsen (1871-1949) s.75-78 forfattet af H. Adam and W. 

Steckelmacher. Springer Verlag(1994), s.1-229. 

24. Leppäranta M, Myrberg K (eds): Physical Oceanography of the Baltic 

Sea. Bog om bl.a. Martin Knudsen´s tidlige teoretiske overvejelser s.17 og 

89. Springer Verlag. (2008), s.1-378. 

25. Bohr N, Aaserup F: Popularization and people (1911-1962). Bog med 

afsnit om Martin Knudsen s.289-324. Elsvier (2007), s.1-610. 

4. marts 2012



26. Reed C (ed): Marine Science: Decade by Decade. Bog med beskrivelse 

af Martin Knudsen s.19, 182, 483. Infobase Publishing (2009), s.1-298. 

27. Kox A J: The Scientific Correspondence of H. A. Lorentz. Bog med 

beskrivelse af Martin Knudsen forfattet af Robert Goldschmidt s.367. 

Springer Verlag (2008), s.1-777. 

28. Barr S, Leudecke C: The History of the International Polar Years 

(IPYs) . Bog hvor Martin Knudsen omtales som præsident for International 

Counsil for the Exploration of the Sea s.152. Springer Verlag (2010), s.1- 

319. 

29. Wallace W J (ed): The development of the chlorinity/salinity concept 

in oceanography. Bog hvor følgende nævnes:”-The titration procedure to 

determine chlorine by the Mohr method has become known as the Knudsen 

titration-“ s.182. Elsvier (1974), s.1-227. 

30. Katz J (ed): Introductory Fluid Mechanics. Bog hvor Knudsen ligningen 

er anført og citeret s.5. Cambridge University Press (2010), s.1-456. 

31. Helrich C S (ed): Modern thermodynamics with statistical mechanics . 

Bog om: “- Static expansion is a technique first proposed by the Danish 

physicist Martin Knudsen --. If an ideal gas, or a gas for which the thermal 

equation –“ s.104. Springer Verlag (2009), s.1-402. 

32. Library of Congress. Copyright Office Catalog of Copyright Entries. 

New Series. Bog som nævner “- / 8574 Knudsen, Martin Hans Christian, 

1871- ... Lærebog i fysik. København, Forfatterens forlag, i kommission hos J. 

Gjellerup, 1923. 4 p. L. 786 p illus.-” s.984. Library of Congress. Copyright 

Office, United States. Dept. of the Treasury (April, 1923 - May, 1924), Part 

1, Group 1, v. 20 : Nos. 1 – 125. 

33. Vogel G H (ed): Process development. Bog som citerer gas i gas 

diffusions koefficienten: DAB =10À5m2 sÀ1 H2/CH4 8.1 H2O/CH4 2.9 

CO2/CH4 1.5 N2/O2 2.3 3) defineret af Martin Knudsen s.37. Wiley-VCH 

(2005), s.1-478. 

34. National Academy of Sciences (U.S.) Report of the National Academy 

of Sciences. Bog der nævner:”- Martin Knudsen was born on the island of 

Funen, Denmark. February 15, 1871: student, University of Copenhagen, 

honorary doctor of philosophy –“ s.21. National Academies (1935), s.1-135. 

35. Moureau M, Brace G (eds): Dictionnaire du pétrole et autres sources 

d'énergie. Bog der omtaler Martin Knudsen:”- physicien et océanographe 

4. marts 2012



danois. Knudsen number: nombre de Knudsen, nombre caractéristique de la 

dynamique des –“ s.301. Editions TECHNIP (2008), s.1-1175. 

36. Moureau M, Brace G (eds): Dictionnaire du pétrole et autres sources 

d'énergie. Bog der omtaler Martin Knudsen:”- physicien et océanographe 

danois. Knudsen number: nombre de Knudsen, nombre caractéristique de la 

relation emperique moyenne entre la salinité et la chlorinité de léau de mer 

–“ s.271. Editions TECHNIP (2000), s.1-1096. 

37. Shelak B J (ed): Shipwrecks of Lake Michigan . Bog der bl.a. omtaler:”- 

The keeper of the Pilot Island light, Martin Knudsen, attempted to aid the 

crew ... had its first brush with disaster during the Great Chicago Fire of 

1871-“ . Trails Books (2003), s.1-220. 

38. Hyde C K, Mahan A, Mahan J (eds): The northern lights - Lighthouses 

of the Upper Great Lakes. Bog hvori Martin Knudsen nævnes:”- The new 

tower, completed in 1871, is a conical brick structure 18 feet in diameter ... 

Later keepers such as Martin Knudsen (1881-1889) viewed South Manitou-“ 

s.112. Wayne State University Press (1986), s.1-208. 

39. Bird R B, Stewart W E, Lightfoot E N (eds): Transport phenomena. 

Bog der citerer:”- Martin Hans Christian Knudsen (1871–1949), professor of 

physics at the University of Copenhagen, did key experiments on the behavior 

of very dilute gases –The Knudsen Flow or free molecule flow regime –“s.52. 

John Wiley & Son (2007), s.1-905. 

40. Kremer G M (ed): An Introduction to the Boltzmann Equation and 

Transport Processes in Gases. Bog hvor Knudsen formlen nævnes og Martin 

Knudsen omtales s.94. Springer Verlag (2010), s.1-303. 

41. Butt H-J (ed): Surface and Interfacial Forces . Bog hvor Martin 

Knudsen citeres s.151. Wiley-VCH (2010), s.1-421. 

42. Wikipedia: Solvay Conference. 

en.wikipedia.org/wiki/solvay_conference 

43. Solvay E, Langevin P, Broglie M, Einstein A, Knudsen M: Solvay 

Conference: Radiation and the Quanta. Proceedings 30. October - 

3.november 1911. Forlag Gauthier-Villars, Paris. (1912). 

44. Bacciagaluppi G, Valentini A: Quantum Theory at the Crossroads - 

Reconsidering the 1927 Solvay Conference. Book Cambridge University 

Press (available at this http URL). Published in Oct. (2009), s.1-553. 

4. marts 2012



45. Oppenheimer JR: Naturvidenskab og Livsforståelse. Oversættelse af 

”Science and the Common Understanding” udgivet 1953, Gyldendals 

Uglebøger, Gyldendals Forlag (1960), s.1-128. citat s.47-48 

46. Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. 

Methuen. 0 rd ed. ?????? (1916). 


Methuen. 1 rd ed. London, Wiley, New York (1934). 







51. Gotfredsen E: Medicinens Historie – Radiologien. Bog: Nyt Nordisk 

Forlag Arnold Busck, København (1964), s.1-697. citat s. 575 

52. ?????: Chapter 2. Physical fundamentals of Chemical Vapour 

Deposition – Vapour Pressure of Chemical Vapour Deposition Precursors. 

?????, s.35, 36, 59, 60, 63 

53. Roth A: Vacuum technology, 3rd ed. North–Holland, New York (1990) 

54. Ohring M: The materials science of thin films. Academic, New Jersey 

(1992) 

55. Mehra, J: The Solvay Conferences on Physics. Aspects of the 

Development of Physics since 1911. Dordrecht, Netherlands: D. Reidel, 

(1975). 

56. Marage, P. and Wallenborn, G. (Eds.) The Solvay Council and the Birth 

of Modern Physics. Basel, Switzerland: Birkhäuser, (1998). 

57. d'Or, L. et Wirtz-Cordier, A.-M. Ernest Solvay. Mémoire de la classe 

des Sciences de l'Académie Royale de Belgique, Tome 14, fasc. 2. Brussels: 

Palais des Académies, (1981). 

58. Amaldi, E: The First 17 Solvay Conferences in Physics (1911-1978). 

http://solvayins.ulb.ac.be/fixed/Reference2.html. 

59. Knudsen H, Nielsen H: Pursuing common cultural ideas: Niels Bohr , 

neutrality, and international scientific collaboration during the inter-war 

period. Book?? (2012), p.???-??? [KONFIDENTIEL INDTIL VIDERE] 

60. Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Peter 

Sigmund 2.sept.(2011) 

61. Wendt-Larsen J: Fra stamhus til stiftelse – Slægten Hofman-Bang til 

Hofmansgave. Udgiverselskabet Sletten (2010) 

4. marts 2012



62. Pedersen BK: Rundt om Enebærodde. Forlaget Ravnerock (2011), s. 

33-40. 

63. Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Jens Als- 

Nielsen 7.sept.(2011). 

64. Moore R: Niels Bohr. En bibliografi, Gyldendal (1969), s.91 

65. Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Benny 

Lautrup 7.sept.(2011) 

66. Seddon JRT, Zandvliet HJW, Lohse D: Knudsen Gas Provides 

Nanobubble stability. Phys. Rev. Lett. (2011), 107, 116101 – Published 

6.sept. 2011. 

67. Craig VSJ: Surface nanobubbles or Knudsen bubbles? Physics (2011), 

4, 70 - Published 6.sept. 2011. 

68. Knudsen M: Proposal regarding an international hydrographic 

laboratory. Rapports et procès-verbaux des reunions. Cons. perm. int. 

Explor. Mer (1913), vol.15, s.122-126. 

69. Knudsen M: De internationale Havundersøgelser. in: Øjvind Winge 

and Å Vedel Tåning (eds.): "Naturforskeren Johannes Schmidt, hans Liv og 

Ekspeditioner" skildringer af venner og Medarbejdere. - Gyldendalske 

Boghandel, København (1947), s. 108-112. 

70. Smed J: Martin Knudsen's controversies with the General Secretary of 

ICES, Dr. P.P.C. Hoek. - Unpublished MS 

71. Smed J: Knudsen's Hydrographical Tables. - Unpublished MS 

72. Smed J: Martin Knudsen and the Standard Seawater. - Unpublished 

MS 

73. Smed J: Martin Knudsen - Designer of instruments. - Unpublished MS 

74. Smed J: Martin Knudsen's activities at the Hydrographic department 

of the ICES Office. - Unpublished MS 

75. Smed J: Early discussions and tests of the validity of Knudsen's 

Hydrographical Tables. - Historisch-Meereskundliches Jahrbuch, (1992) 1, 

s. 77-86 

76. Smed J: Martin Knudsen: A Founding Father of the International 

Council for the Exploration of the Sea (ICES). - Unpublished MS 

77. Svansson A: Otto Pettersson and the Birth of ICES. In: Griffith, D. (ed.): 

Stockholm 1999 Centenary Lectures. - ICES Cooperative Research Report 

No. (2003). 

78. Svansson A: Otto Pettersson, the Oceanographer. Extracts from a 

biography in preparation. - Accepted for publication in Proceedings of 

ICHO VI (2004). 

4. marts 2012



79. Went AEJ: Seventy years agrowing. A history of the International 

Council for the Exploration of the Sea, 1902-1972. - Rapp. P.-v. Réun. Cons. 

int. Explor. Mer, (1972) a, s. 165 

80. www.ices.dk 

81. Knudsen BF: Personlig korrespondance med direktør Finn Aaserud, 

NBI Arkivet 9.sept.(2011). 

82. Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, 

Scient. Corresp. 1903-1962; 5.januar (1912), Folder 173, Item 1. 

83. Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, 

Scient. Corresp. 1903-1962; 9.marts (1912), Folder 173, Item 2. Brev til 

Martin Knudsen fra Niels Bohr om Cambridge opholdet. (1912) IKKE 

SIKKERT FUNDET. 

84. Knudsen M: Svarbrev til Dr. Niels Bohr. Afsendt fra privatadressen 

Jens Kofoedsgade 2; NBI Arkivet, Scient. Corresp. Suppl 1910-1962; 

13.marts (1912), Folder 168 #397 


Scient. Corresp. 1903-1962; 30.juli (1912), Folder 173, Item 3. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 31.juli (1912), Folder 173, Item 4. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 00.maj (1915), Folder 173, Item 5. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 20.maj (1915), Folder 173, Item 6. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 5.april (1916), Folder 173, Item 7. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 12.april (1916), Folder 173, Item 8. 


Scient. Corresp. 1903-1962; 22.december (1920), Folder 173, Item 9. 

92. Knudsen M: Lykønskning til Niels Bohr med Nobelprisen. Afsendt fra 

Den Polytekniske Læreanstalt, Kbh.K; NBI Arkivet, Scient. Corresp. Suppl 

1910-1962; 10.november (1922), Folder 168 #397 


Scient. Corresp. 1903-1962; 2.november (1950), Folder 173, Item 10. 

94. Knudsen EU: Takkekort til Niels Bohr for talen han holdt ved Martin 

Knudsens båre. Afsendt fra privatadressen Høeghsmindevej 58, Gentofte. 

8.juni (1949) 

4. marts 2012



95. Knudsen EU: Lykønskning med fødselsdagen (64år) til Niels Bohr. 

Afsendt fra privatadressen Høeghsmindevej 58, Gentofte. 6.oktober 

(1949) 

96. Knudsen EU: Takkekort til Niels Bohr for at have været gæst ved hans 

70års fødselsdag. Afsendt fra privatadressen Smakkegaardsvej 139. 

10.oktober (1955) 

97. Knudsen BF: Personlig korrespondance med Prof Emeritus Niels I. 

Meyer, DTU 26.sept.(2011). 

98. Svansson A: Otto Pettersson. (Bog) Tre Böcker Förlag AB, (2006), s.1- 

376. 

99. Knudsen M: Vejledning ved de medico-fysiske Øvelser. Lærebog, 

København (1901), s.1-30. 

100. Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Lyslære, København 

(1903) 

101. Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Lyslære, København 

2.oplag. (1906), s.1- 118. 

102. Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Elektricitetslære, 

København (1903) 

103. Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Mekanisk Fysik og 

Varmelære, København (1904), s.1-127. 

104. Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere. København (1913), s.1- 

360. 

105. Knudsen M: C. Christiansen – Lærebog i Fysik. 4.udg. ved M.Knudsen. 

København (1915), s.1-927. 

106. Knudsen M: Chr. Christiansen - Die Naturwissenschaften, Berlin 

(1918), 14, s.157- 161. 

107. Knudsen M: Hans Christian Ørsted. Tale holdt ved universitetsfesten 

1.sept. 1920. Naturens Verden (1920), s.451- 459. 


1.sept. 1920. Fysisk Tidsskrift (1920-21), s.21-29. 


1.sept. 1920. Naturens Verden (1920), s.451- 459. 

110. Knudsen M: De tre Tilstandsformer. Tale holdt ved universitetsfesten 

22.nov. 1928. Tilskueren, december (1928), s.361- 370. 

111. Knudsen M: P.K. Prytz (26/2 1851 – 4/3 1929). Tale ved 

Videnskabernes Selskabsmøde 3.maj 1929 . Oversigt over det kongelige 

4. marts 2012



danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger juni 1928 - maj 1929 

(1929), s.63- 70. 

112. Knudsen M: Andreas Collstrop (19/4 1847 – 21/7 1933). Tale ved 

Videnskabernes Selskabsmøde 15.dec 1933 . Oversigt over det kongelige 


(1934), s.73- 76. 

113. Knudsen M: P.K. Prytz (26/2 1851 – 4/3 1929). Tale ved 

Videnskabernes Selskabsmøde 3.maj 1929 . Oversigt over det kongelige 


(1929), s.63- 70. 

114. Knudsen M: Elektriske Udladninger gennem Luften. ”Naturen og 

Mennesket (1894). 

115. Knudsen M: Nogle forsøg over Frembringelse af Røntgen Straaler. 

Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger 

(1896), s.150- 158. 

116. Knudsen M: Jacob Peter Jacobsen 1877-1946. Journal du Counseil, 

(1948), 15(2), s.154-156. 

117. Knudsen M: Fluorescensskærme til Røntgenske Straaler. Nyt 

Tidsskrift for Fysik og Kemi (1896), s.349-351. 

118. Knudsen M: En Stipendierejse til England, Sommeren 1897. Nyt 

Tidsskrift for Fysik og Kemi (1898), s.51-64. 

119. Knudsen M: Love for den elektriske Strøm, Elektriske Enheder. 

Grundrids ved folkelig universitetsundervisning (1899), 7, s.1-16. 

120. Knudsen M: Om Natriumdamps optiske Forhold. Fysisk Tidsskrift 

(1905-1906), s.201-206. 

121. Knudsen M: Om Spektralundersøgelse. Fysisk Tidsskrift (1906-1907), 

s.20-25. 

122. Knudsen M: Ultramikroskopi - Elektrisk Strøm gennem Luften. Fysisk 

Tidsskrift (1907-1908), s.223-227. 

123. Knudsen M: Luftarternes Strømning gennem snævre Rør og den 

kinetiske Luftteori. Fysisk Tidsskrift (1908-1909), s.65-73. 

124. Knudsen M: Om Luftstrømninger fremkaldte ved 

Temperaturforskelle i porøse Legemer. Oversigt over det kongelige 

danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1909), s.603-628. 

125. Knudsen M: Die Gesetze der Molekularströmung und der inneren 

Reibungsströmung der Gase durch Röhren. Annalen der Physik. (1909), 

28, s.75-130. 

4. marts 2012



126. Knudsen M: Die Molekularströmung der Gase durch Oeffnungen und 

die Effusion. Annalen der Physik. (1909), 28, s.999-1016. 

127. Knudsen M: Experimentelle Bestimmung des Druckes gesättigter 

Quecksilberdämpfe bei 0⁰ und höheren Temperatur. Annalen der Physik. 

(1909), 29, s.179-193. 

128. Knudsen M: The Molecular and the frictional flow of gases in tubes. 

Discussion by Martin Knudsen and Willard J. Fisher. Physical Rev. (1910), 

31(5), s.586-588. 

129. Knudsen M: Eine Revision der Gleichgewichtbedingung der Gase. 

Thermische Molekularströmung. Annalen der Physik. (1910), 31, s.205- 

229. 

130. Knudsen M: Termisk Molekulartryk i Rør og porøse Legemer. 


(1910), s.3-10. 

131. Knudsen M: Thermisher Molekulardryck der Gase in Rühren und 

porösen Körpern. Annalen der Physik. (1910), 31, s.633-640. 

132. Knudsen M: Et absolut Manometer. Oversigt over det kongelige 

danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1910), s.259-293. 

133. Knudsen M: Ein absolutes Manometer. Annalen der Physik. (1910), 

32, s.809-842. 

134. Knudsen M: Luftarternes termiske Molekulartryk i Rør. Oversigt over 

det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1910), 

s.437-450. 

135. Knudsen M: Thermischer Molekulardruck der Gase in Röhren. 

Annalen der Physik. (1910), 33, s.1435-1448. 

136. Knudsen M: Om Luftarternes Egenskaber ved lave Tryk. Fysisk 

Tidsskrift. (1910-1911), 32, s.218-227. 

137. Knudsen M: Luftarters Varmeledning og Accomodationskoefficient. 


(1911), s.139-200. 

138. Knudsen M: Die molekuläre Värmeleitung der Gase und der 

Akkomodationskoeffizient. Annalen der Physik. (1911), 34, s.593-656. 

139. Knudsen M: Erwiderung an Hrn. M. v. Smoluchowski. Annalen der 

Physik. (1911), 34, s.823-824. 

140. Knudsen M: Brintens Molekularstrømning gennem Rør og 

Varmetraadsmanometret. Oversigt over det kongelige danske 

Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1911), s.495-502. 

4. marts 2012



141. Knudsen M: Molekularströmung des Wasserstoffs durch Röhren und 

das Hitzdrachtmanometer. Annalen der Physik. (1911), 35, s.389-396. 

142. Knudsen M: Zur Theorie der Värmeleitung in verdünnten Gasen und 

der dabei auftretenden Druckkräfte. Erwiderung an Hrn. M. v. 

Smoluchowski. Annalen der Physik. (1911), 36, s.871-872. 

143. Knudsen M, Weber S: Luftmodstand mod smaa Kuglers Bevægelse. 


(1912), s.113-125. 

144. Knudsen M, Weber S: Luftwiderstand gegen die langsame Bewegung 

kleiner Kugeln. Annalen der Physik. (1911), 36, s.981-994. 

145. Knudsen M: Sur la théorie cinétique et les propriétés des gaz parfaits. 

Reports et discussions de la réunion tenue à Bruxelles du 30 october au 3 

november 1911 sous les auspices de M. Solvay, Paris (1912), s.1-20. 

146. Knudsen M: En Metode til Bestemmelse af Molekularvægten af meget 

smaa Luft- eller Dampmængder. Oversigt over det kongelige danske 

Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1914), s.525-536. 

147. Knudsen M: Eine Methode zur Bestimmung des Molekulargewichts 

sehr kleiner Gas- und Dampfmengen. Annalen der Physik. (1914), 44, 

s.525-536. 

148. Knudsen M: Den molekulare Luftmodstand mod en Plade, der 

bevæger sig. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes 

Selskabsforhandlinger (1914), s.311-327. 

149. Knudsen M: Der Molekulare Gaswiderstand gegen eine sich 

bewegende Platte. Annalen der Physik. (1915), 46, s.641-656. 

150. Knudsen M: Kvægsølvets maksimale Fordampningshastigheder. 


(1915), s.307-319. 

151. Knudsen M: Die maximale Verdampfungsgeschwindigkeit des 

Quecksilbers. Annalen der Physik. (1915), 47, s.697-708. 

152. Knudsen M: Cosinusloven i den kinetiske Luftteori. Oversigt over det 

kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1916), s.269- 

277. 

153. Knudsen M: Das Cosinusgesetz in der kinetischen Gastheorie. 

Annalen der Physik. (1915), 48, s.1113- 1121. 

154. Knudsen M: Metaldampes Fortætning på afkølede Legemer. Oversigt 

over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1916), 

s.303-320. 

4. marts 2012



155. Knudsen M: Die Verdichtung von Metalldämpfen an abgekühlten 

Körpern. Annalen der Physik. (1916), 50, s.472- 488. 

156. Knudsen M: Fordampning fra Krystaloverflader. Oversigt over det 

kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske 

Meddelelser. (1917) I (2), s.1-6. 

157. Knudsen M: Die Verdampfung von Kristalloberflächen. Annalen der 

Physik. (1917), 52, s.105- 108. 

158. Knudsen M: La mécanisme de l’évaporation et de la condensation. 

Conférence faite à la Sorbonne le 15 décembre 1923. Extrait du livre du 

cinquantenaire de la Société francaise de physique. Paris (1925), s.1-17. 

159. Knudsen M: The hot-wire manometer. Oversigt over det kongelige 

danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser. (1927) 

VII (15), s.1-18. 

160. Knudsen M: Die Hitzdrachtmanometer. Annalen der Physik. (1927), 

83, s.385- 390. 

161. Knudsen M: Thermal molecular pressure in tubes. Oversigt over det 

kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske 

Meddelelser. (1927) VIII (3), s.1-35. 

162. Knudsen M: Thermischer Molekulardryuck in Röhren. Annalen der 

Physik. (1927), 83, s.797-821. 

163. Knudsen M: Radiometer pressure and coefficient of accommodation. 

Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk- 

Fysiske Meddelelser. (1927) XI (1), s.1-75. 

164. Knudsen M: Radiometerdruck und Akkomodationskoeffizient. 

Annalen der Physik (fünfte Folge). (1930), 6, s.129- 185. 

165. Knudsen M: Luftpumper. Tale holdt ved eksamensafslutningen på 

den polytekniske Læreanstalt-1931. Fysisk Tidsskrift (1931), s.1-7. 

166. Knudsen M: Om Symboler, Enheder og Nomenklatur i Fysikken. 

Fysisk Tidsskrift (1932), s.28-32. 

167. Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases. Some Modern Aspects. 

London (1934), s.1-61. 

168. Knudsen M: De l’influence du plankton sur les quantités d’oxygène et 

d’acide carbonique dissous dans l’eau de mer. Comtes rendue des séances 

de l’Académie des Sciences. Paris (1896), 123, p.1091-1093. 

169. Knudsen M: Über das Abhängigkeitverhältnis zwischen dem 

Sauerstoff- und Kohlensäuregehalt des Meerwassers und dem Plankton 

des Meeres. Annalen der Hydrographie (1896), s.1-4. 

4. marts 2012



170. Knudsen M: Ingolfekspeditionens fysiske Maalinger 1895-96. 

Foredrag i Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Nyt Tidsskrift for Fysik 

og Kemi (1897), s.7- 14. 

171. Knudsen M: Pipette zum raschen und genauen Abmessen von 

Flüssigkeiten. Chemiker-Zeitung (1897),21(64), s.1-2. 

172. Knudsen M: Le plankton marin et les gaz de l’eau de mer. Revue 

Scientique, Paris (1897), VII(19), s.584-586. 

173. Drechsel CF (Eds): Mémoire sur les travaux du C.P.I.E.M. pendant les 

années 1902-1912. (Bog) Hydrographical section (Hydrographiscker 

Abschnitt) by Martin Knudsen and J Gehrke (also in R&P –v.16) (1913), 

s.56-83. 

174. Knudsen M: Ingolf-Expeditionens hydrografiske Undersøgelser. 

Geografisk Tidsskrift (1898), 14, s.151-159. 

175. Knudsen M: Den danske Ingolf-Expedition. Hydrografi (1898), 1 (2), 

s.21-154. Med 35 tavler. 

176. Knudsen M: De hydrografiske Forhold i de danske Farvande inden for 

Skagen i 1894-98. Beretning fra Kommissionen for videnskabelig 

undersøgelse af de danske farvande (1899), 2(2), s.21-79. Med 20 tavler. 

177. Knudsen M: An international institution for procuring standard 

water. Conférence international pour l’exploration de la mer, reunion à 

Stockholm (1899), supplément 4, s.XLII-XLVI. 

178. Knudsen M, Wandel CF, Ostenfeld CF: Iagttagelser over 

Overfladevandets Temperatur, Saltholdighed og Plankton paa islandske og 

grønlandske Skibsruter i 1898. Foretagne under ledelse af CF Wandel, 

bearbejdet af Martin Knudsen og CF Ostenfeld. Udført og udgivet af 

Carlsbergfondets understøttelse (1899), s.1-93. 

179. Knudsen M: Proposal about an international institution for procuring 

Standard Water. Conférence Internationale pour l’Exploration de la Mer, 

Réunie à Stockholm, (1899), supplément 4 

180. Knudsen M: Ein hydrographischer Lehrsatz. Annalen der 

Hydrographie (1900), s.316-320. 

181. Knudsen M: Erneuerung der unteren Wasserschicten in der Ostsee. 

Annalen der Hydrographie (1900), s.586-590. 

182. Knudsen M: Die Erneuerung der unteren Wasserschicten in der 

Ostsee. Förhandl. Vid nordiska Naturforskare och Läkaremötet i 

Helsingfors den 7. till 12 juli 1902. Sektionen för geografi och hydrografi, 

Helsingfors (1903), s.27-31. 

4. marts 2012



183. Knudsen M: Maaling af Havvandets Temperatur og Saltholdighed ved 

hjælp af elektrisk Telefonbro. Beretning fra Kommissionen for 

videnskabelig Undersøgelse af de danske Farvande (1900), 2(3), s.1-15. 

184. Knudsen M, Kümmel, Makoroff et al: Vorläufiger Bericht der auf der 

Stockholmer Konferenz im juni 1899 niedergesetzten Kommission für 

experimentale Revision der von Kümmel, Makoroff, Knudsen u.a. 

ausgearbeiteten hydrographischen Tabellen. 2. Conférence internationale 

pour l’exploration de la mer, réunion à Kristiania 1901, Seconde Partie, 

Bergen (1901), supplément 9, s.1-8. 

185. Knudsen M: Über die Temperatur im Kattegat und im westlichen 

Teile der Ostsee. Annalen der Hydrographie (1901), s.83-90. 

186. Knudsen M: Der baltische Strom und der Saltzgehalt im Kattegat und 

im westlichen Teile der Ostsee. Annalen der Hydrographie (1901), s.226- 

231. 

187. Knudsen M: L’Oceanographie des détroits danois. La Géograpihe. 

Buletin de la Société de Géographie, Paris (1901), s.21-40. 

188. Knudsen M: Hydrographical Tables (Hydrigraphisches Tabellen). 

Edited by Martin Knudsen, Copenhagen-London (1901), s.1-63. 

189. Knudsen M, Forch C, Sørensen SPL: Berichte über die 

Konstantenbestimmungen zur Aufstellung der hydrographischen Tabellen 

von Carl Forch, Martin Knudsen und SPL Sørensen, gesammelt von Martin 

Knudsen. Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6 række, naturvidensk. og 

mathem. Afd. XII (1902), 1, s.1-151. 

190. Knudsen M: Der Einfluss des ostisländischen Polarstromes auf das 

klima der Färöer. Met. Zeitschrift (1900), s.470-473. 

191. Knudsen M, Forch C, Sørensen SPL: Berich über die chemishe und 

physikalische Untersuchung des Seewassers und die Aufstellung der 

neuen Hydrographischen Tabellen von Martin Knudsen, Carl Forch und 

SPL Sørensen. Martin Knudsen: Einleitung; Martin Knudsen: Einsammeln 

und Aufbewahren der wasserproben; Martin Knudsen: Bestimmung des 

spezifischen Gewichtes; Martin Knudsen: Berechnung der 

hydrographischen Tabellen und Discussion der Ergebnisse. In: 

”Wissenschaftliche Meeresuntersuchungen, herausgegeben von der 

kommission zur Untersuchung der deutschen Meere in Kiel und Biologischen 

Anstalt auf Helholand, Abteilung Kiel”. Neue Folge, Kiel (1902), 6. 

4. marts 2012



192. Knudsen M: On the standard water used in hydrographical research 

until july 1903. Conseil permanent international pour l’exploration de la 

mer: Publications de circonstance (1903), 2, s.1-9. 

193. Knudsen M: Über den Gebrauch von Stickstoff bestimmungen in der 

Hydrographie. Gefrierpunkttabelle für Meerwasser. Publications de 

circonstance (1903), 4-5, s.1-13. 

194. Knudsen M: On the organization of the Danish hydrographic 

researches. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser, Serie 

Hydrografi (1904), I(1), s.1-7. 

195. Knudsen M: δt-Tabelle. Anhang zu den 1901 herausgegebenen 

hydrographischen Tabellen. Publication de circonstance (1904), 11, s.1- 

23. 

196. Knudsen M: The hydrographic methods used in international 

cooperative study of the sea. Eighth International Geographic Congress 

(1904), s.506-508. 

197. Knudsen M: On the influence of the east Icelandic polar stream on the 

climate changes of the Faeroe isles, the Shetlands and the north of 

Scotland (Über den Einfluss des ostisländischen Polarstromes auf die 

Klimaschwankungen der Färöer, Shetlandisinseln und Schottlands). 

Consiel permanent international pour l’exploration de la mer: Rapport et 

procès-verbaux des réunions, (1905), vol.III, s.1-8, mit 3 Textfiguren. 

198. Knudsen M: Contribution to the hydrography of the North Atlantic 

Ocean. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser. Serie 

Hydrografi (1905), I(6).s.1-13 with 21 plates. 

199. Knudsen M: Meereskunde mit besonderer Berücksichtigung der 

dänischen Gewässer. Im Auszüge mitgeteilt von Kapt. Reinicke. Annalen 

der Hydrographie (1905), s.457-469. 

200. Knudsen M: On the coefficients of absorption of the atmospheric 

gases in destilled water and sea water. Some remarks to a paper by 

Charles J.J. Fox. Appendix til Publication de circonstance (1905), 14 (?) 

201. Knudsen M, Smith K: The salinity of the North Sea and adjacent 

waters calculated on the basis of observations from the period august 

1902- may 1905 (by Martin Knudsen and Miss Kirstine Smith). Rapports 

et process-verbaux des reunions (1906), vol.VI, s.XXVI-XXX, wih 15 plates. 

202. Knudsen M: On the determination of temperatures by measuring the 

resistance in telegraph cables. Rapports et process-verbaux des reunions 

(1906), vol.VI, C, s.40-44. App.B. 

4. marts 2012



203. Knudsen M: Salzgehaltbestimmungen des Oberflächenwassers als 

Hilfsmittel bei Positionsbestimmungen an Bord. Publication de 

circonstance (1907), 38, s.1-9 mit einer karte. 

204. Knudsen M: Some remarks about the currents in the North Sea and 

adjacent waters. Publication de circonstance (1907), 39, s.1-7. 

205. Knudsen M: Ein Wasserschöpfer zur Benutzung während der Fahrt 

des Schiffes. Publication de circonstance (1909), 50, s.1-11 mit 2 Figuren 

und 2 Tafeln. 

206. Knudsen M: Über Bestimmung von S’, Meersalzgehalt des 

Brackwassers. Publication de circonstance (1911), 56, s.1-8. 

207. Knudsen M: Danish hydrographical investigations at the Faroe 

islands in the spring of 1910. Meddelelser fra Kommissionen for 

Havundersøgelser, Serie Hydrografi (1911), II(1), s.1-17 with 5 figures in 

the text and 2 tables. 

208. Knudsen M: On measurement of the penetration of light into the sea. 

Publication de Circonstance du Conseil International pour l’Exploration de 

la Mer (1922), 76, s.1-16. 

209. Knudsen M: Om Maaling af Lysets Nedtrængning i Havet. Med forord. 

Festskrift tillägnad Professor Otto Pettersson (1922), s.4, 50-62 

210. Knudsen M: Some new oceanographical instruments. Publication de 

Circonstance du Conseil International pour l’Exploration de la Mer (1923), 

77, s.1-16. 

211. Knudsen M: Dr. Thorild Wulff´s hydrographical investigations in the 

waters west of Greenland. Report worked out in august 1918. Meddelelser 

om Grønland (1923), LXIV, s.89-100 with 1 plate and 1 map in the text. 

212. Knudsen M: L’emploi de l’eau normale dans l’océanographie. 

Publication de circonstance (1925), 87, s.1-11. 

213. Knudsen M: A bottom-sampler for hard bottom. Meddelelser fra 

Kommissionen for Havundersøgelser, Serie: Fiskeri (1927), VIII (3), s.1-4. 

214. Knudsen M: Rapport Jubilaire (1902-1927), Le Danemark: 1. 

Introduction; 5. Report on the Danish hydrographical investigations. 

Rapports et procès-verbaux des reunions (1928), vol.XLVII, s.82-86 og 

128-130. 

215. Knudsen M: A frameless reversing waterbottle. Journal du Conseil 

permanent international pour l’exploration de la meer (1929), vol.IV(2), 

s.192-193. 

4. marts 2012



216. Knudsen M: Communication on hydrogrphical observation from the 

Danish investigation-ship “Dana”. Lectures delievered on 13 th April 1929, 

London. Rapports et procès-verbaux des reunions (1930), vol.LXIV, s.5-7. 

217. Jacobsen JP, Knudsen M: Urnormal 1937 or Primary Standard 

Seawater 1937. Report by JP Jacobsen and Martin Knudsen. Association 

d’Océanographie Physique. Publications Scientifiques, Liverpool (1940), 7, 

s.1-38 

218. Knudsen M, Blegvad H (Eds): Havets Naturlære. Hydrografi med 

særligt Hensyn til de danske Farvande. Fiskeriet i Danmark. Redigeret af H 

Blegvad (1945), I, s.37-78. 

219. Knudsen BF: Salinitet – History of the salinity determination. Report 

not publiced. 4. september (2011), s.1-27. 

220. Knudsen BF: Salinitet – Methods of determinations of salinity. Report 

not published. 24. august (2011), s.1-4. 

221. NOAA (National Oceanic & Atmospheric Administration) Photo and 

Central Library 

222. Pedersen C, Knudsen BF: Martin Knudsen gift med Else Ursin. 

27.september (2011) 

223. Knudsen M: Slægtstavle. Julehilsen til familien (1933) 

224. Knudsen M: Nogle Bondeslægter i Nordfyn (1932), s.1-25. 

225. Schmidt JPJ: Sønderbyhus 1874-1928. Schmidts afskrift af 

optegnelser om huset i Hasmark. (19??), s.1-2. 

226. Knudsen BF: Martin Knudsen – Hydro- og Oceanografi 6.september 

(2011), s.1-34. 

227. Smed J: The Service Hydrographique of the International Council for 

the Exploration of the Sea. J.Cons. (1968), 32, s.155-171. 

228. Smed J: Hydrographic investigations in the North Sea, The Kattegat 

and the Baltic before ICES. Deutsche Hydrographische Zeitschrift.(1990), 

suppl B, 22, s.357-366. 

229. Smed J: Early discussions and tests of the validity of Knudsen´s 

hydrographical Tables. Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (1992), 1, 

s.77-86. 

230. Smed J: Otto Krümmel´s participation in the international 

oceanographic cooperation in the 1890´s and his troubles with the Kiel 

Commission. Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (1994), 2, s.59-67. 

231. Smed J: Abortive plans for a World-Wide Oceanographic Expedition. 

(Mills’) History of Oceanography. (2000), 12, s.10-13. 

4. marts 2012



232. Smed J: International endeavours to save the Helgoland harbor after 

World War I. (Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (2001), 8, s.83-88. 

233. Smed J: The Founding of ICES – prelude, personalities and politics. 

Stockholm 1899; Christiania 1901; Copenhagen 1902. In: Ocean Sciences 

Bridging the Millennia. A spectrum of historical accounts. Proceedings of 

ICHO VI, Quingdao, China 1998. S. Morcos et al (eds.). UNESCO, Paris and 

China Ocean Press, Beijing. (2004), s.139-162. 

234. Smed J: Early plans for an international synoptic investigation of 

North Atlantic deepwater. In: Ocean Sciences Bridging the Millennia. A 

spectrum of historical accounts. Proceedings of ICHO VI, Quingdao, China 

1998. S. Morcos et al (eds.). UNESCO, Paris and China Ocean Press, Beijing. 

(2004), s.163-178. 

235. Smed J: “1899 Outside” - The Stockholm Conference 1899 – outside 

the meeting rooms. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. 

Manuscript NOT PUBLISHED. 

236. Smed J: “Abortive” - Abortive plans for a World-Wide Oceanographic 

Expedition. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript 

NOT PUBLISHED. Alternative/supplement til ref.nr. 231. 

237. Smed J: “Afterw” - Revival of ICES after the first World War. 

Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT 

PUBLISHED. 

238. Smed J: “Atlant” - Early plans for an international synoptic 

investigation of North Atlantic Deep-water. Rigsarkivet i København arkiv 

nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. Alternative/supplement 

to ref. nr. 234. 

239. Smed J: “Cenlab” – The Central Laboratory of the International 

Council for the Exploration of the Sea (ICES) and its successors. 

Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript published 

in Earth Sciences History (2005), 24(2), s.225-246. 

240. Smed J: “Contro” - Martin Knudsen´s controversies with the general 

secretary og ICES Dr. PPC Hoek. Rigsarkivet i København arkiv nr 

10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. 

241. Smed J: “Firstw” - ICES during the First World War. Rigsarkivet i 

København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. 

242. Smed J: “France” – The accession of France to ICES. Rigsarkivet i 

København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. 

4. marts 2012



243. Smed J: “Germany and ICES” – ICES: Germany´s participation in the 

foundation of ICES, withdrawal during the first World War, re-entry after 

the war. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript 

NOT PUBLISHED. 

244. Smed J: “Norway” – Norway and the founding of the international 

Council for the Exploration of the Sea. Rigsarkivet i København arkiv nr 

10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. 

245. Knudsen M: ”RAK:D11”. Martin Knudsen´s ICES arkiv. Rigsarkivet i 

København arkiv nr 10.649. 

246. Smed J: Martin Knudsen – the oceanographer. ICES Marine Science 

Symposia (2002), 215, s.124-131. 

247. Smed J: Germany’s participation in the foundation of ICES, 

withdrawal during the First World War, and re-entry after the War. 

History of oceanography yearbook = Historisch-Meereskundliches 

Jahrbuch, Schriftemrehe des Deutschen Meeresmuseums und der 

Deutscehn Gesellschaft für Meeresforschung (2010), 16, s.7-27. 

248. Smed J: A note on D’Arcy Thompson’s relations to Germany and 

German Scientists. History of oceanography yearbook = Historisch- 

Meereskundliches Jahrbuch, Schriftemrehe des Deutschen 

Meeresmuseums und der Deutscehn Gesellschaft für Meeresforschung 

(2010), 16, s.28-34. 

249. McEvoy Y JP, Zárate O: Los que transformaron al mundo, reuridos por 

única vez. Petrotecnia, Longseller forlaget (2003), april, s.77-78 

250. Phil M: Martin Knudsen. Fysik – C. Christiansen – hans tid og hans 

skole. Københavns Universitets 500 års jubilæumsskrift (1979), s.393-396 

251. Culkin F, Smed J: The History of standard seawater. Oceanologica 

Acta (1979), 2(3), p.355-364 

252. Højerslev NK, Buch E, Holck J, Hundahl H,Jensen TG, Jerlov N, 

Kullenberg B, Petersen HT, Østerhus S: Salinitets bestemmelse. 

Øvelsesvejledning, HCA Tryk, København (19??) s-138-142 

253. Knudsen M: Hydrography. The Danish Ingolf-expedition. Report 

(1899),1, p.23-161 

254. Dittmar W: Report on researches into the composition of ocean-water 

collected by H.M.S.”Challenger” during the years 1873-1876. In Report on 

the Scientific Results of the Voyage of H.M.S.”Challenger”. Physics and 

Chemistry, (1884), I, p.139-230 

4. marts 2012



255. Tornøe H: On the air in seawater. In The Norwegian North-Atlantic 

Expedition 1876-1878.Chemistry (1880),p.1-23 

256. Krümmel O: Bericht über die Ergebnisse der Internationale 

Konferenz zur Erforschung der nordeuropäischen Meere in Stockholm 15 

bis 23 juni 1899. Appended to letter of 5th August (1899) to the Minister 

der geistlichen Unterricht und Medizinalangelegenheiten, Berlin. Archived 

in Geheimes Staatarchive Preussischer Kulturbesitz, Berlin (1899), 

Rep.76-VC, Sekt.1, Tit. 11, Nr.11, Bd.1, p.275-285 

257. Nansen F: Appendix 2 to Résolutions textuelles. Conférence 

Internationale pour l’Exploration de la Mer, Réunie à Stockholm (1899) 

258. Pettersson O: Letter of 1898 to F.Nansen. Archived in the Oslo 

University’s Collection of Manuscripts, In Swedish, (1898), File 48 

259. Anonymous: 2. Conf’erence Internationale pour l’Exploration de la 

Mer Réunie è Krisitania (1901) Première Partie, p.5 

260. Wallace WJ: The development of the chlorinity/salinity concept in 

oceanography. Elsevier Oceanography Series, (1974), 7, p.148 

261. Knudsen M: Letter of 31. December 1903 to Otto Pettersson. Archived 

in Gothenburg University Library’s Collection of Letters. In Danish. (1903) 

262. ICES: Rapports et Procès-Verbaux des Réunie du Conseil Permanent 

International pour l’Exploration de la Mer (1909), 11(B), p.16-18 

263. Anonymous: Association Internationale d’Océanographie Physique. 

Procès-Verbaux (1937), 4, p.52 

264. Anonymous: Association Internationale d’Océanographie Physique. 

Procès-Verbaux (1949), 4, p.58 

265. Smed J: Early attempts at determination of the salinity of Seawater 

from measurement of its electric conductivity. In Oceanographic History. 

The Pacific and Beyond. Papers from the 5 th International Congress on the 

History of Oceanography. Editors K.R. Benson and P.F. Rehbock. University 

of Washington Press, Seattle and London (2002), p.369-373 

266. Nielsen N: Matematiken i Danmark. Gyldendalske Boghandel, Nordisk 

Forlag, København. Vol. I: 1801-1908, published (1910); 

267. Nielsen N: Matematiken i Danmark. Gyldendalske Boghandel, Nordisk 

Forlag, København. Vol. II: 1528-1800, (1912). 

268. Veibel SE: Kemien i Danmark. Vol. I: Kemiens historie i Danmark 

(1939). Vol. II: Dansk Kemisk Bibliografi, 1800-1935, (1943). Vol III: 

Danske Kemikere, edited by Bodil Jerslev, (1968). Nyt Nordisk Forlag, 

Copenhagen. 

4. marts 2012



269. Gillispie CC (Ed): Dictionary of Scientific Biography. Scribner's & 

Sons, New York, (1980) 

270. Favrholdt D: Filosoffen Niels Bohr. Informations Forlag (2009), s.1- 

459 

271. Knudsen H: Konsensus og konflikt - Organiseringen af den tekniske 

forskning i Danmark 1900-1960. Ph.d - afhandling Steno Instituttet, 

Afdelingen for Videnskabshistorie, Aarhus Universitet. (2005), s. 1-431 

272. Harnow H: Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Århus: Systime. 

(1998), s.75-89, 140-142, 149-153 

273. Wagner MF: Det polytekniske Gennembrud. Romantikkens 

teknologiske konstruktion 1780-1850. Århus: Aarhus University Press. 

(1999), s.269-271, 304-341 

274. www.naturvidenskab.net ; Selskabet for Naturlærens Udbredelse 

275. Servos JW: Changing Partners: The Mellon Institute, Private Industry, 

and the Federal Kilder og litteratur Patron. Technology and Culture. 

(1994), 35, s. 221-257 

276. Dorph-Petersen P: Danmarks Naturvidenskabelige Samfund 1911- 

1961. København: Det Berlingske Bogtrykkeri. (1961), s.8 

277. Foss A: Fritz Johannsen til Alexander Foss, RA, Alexander Foss’ 

Privatarkiv. 25. januar (1921), pk. 16. 

278. Vinding P: G.A. Hagemann. København: G.E.C. Gad. (1942) 

279. Lundbye JT: Den polytekniske læreanstalt 1829-1929. København: 

G.E.C. Gad.(1929) 

280. Hansen J: Hovedtræk af Industriraadets Historie 1910-1935. 

København.(1935) 

281. Munk Christiansen P, Sonne Nørgaard A: Faste forhold - flygtige 

forbindelser. Stat og interesseorganisationer i Danmark i det 20. 

århundrede. Århus: Aarhus University Press. (2003) 

282. Graae Fr: Dansk Videnskab og Udlandet. København: G.E.C. Gads 

Forlag.(1941) 

283. Stang F: Norden som centralsted for internationalt videnskabelig 

arbeide. Foredrag ved det nordiske interparlamentariske delegeretmøte i 

Kristiania 29de juni 1917. Kristiania.(1917) 

284. Widmalm S: 1995. ”Science and Neutrality: The Nobel Prizes of 1919 

and Scientific Internationalism in Sweden”. I Minerva (1995), 33, s.339- 

360 

285. Munch P: Erindringer 1914-18. Under den Første Verdenskrig (bd. 4). 

København: Nyt Nordisk Forlag.(1961) 

4. marts 2012



286. Jacobsen JC: Martin Knudsen. Tale i Videnskabernes Selskabsmøde 

den 9.december 1949. Oversigt over det Kgl. Danske Videnskabernes 

Selskabs virksomhed 1949-50 (1950), s.1-7 

287. Bohr N: Martin Knudsen. Tale i Videnskabernes Selskabsmøde den 

9.december 1949. Oversigt over det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs 

virksomhed 1949-50 (1950), s.7-11 

288. Ingram GA, Millero FJ: PSU – Practical Salinity Scale. Note to 

Oceanographers by Gay A. Ingram (ed.) Marine Chemistry 

http://oceanographers.net (2012) 

289. Kullenberg G (ed): Studies in Physical Oceanography papers 

dedicated to professor Nils G. Jerlov in commemoration of his seventieth 

birthday. Københavns Universitet, Institut for Fysisk Oceanografi 

(1980),Report no.42, s.1-192 

290. Thomsen H, Knudsen M: Instructions practique sur la determination 

de la salinité de L’eau de mer par méthode de titrage Mohr-Knudsen. 

Bulletin de l’Institut Océanographique (Foundation ALBERT I st, Prince de 

Monaco), (1948), 45(930), s.1-16 

4. marts 2012

Enebærodde og Fredberg slægten i Østrup - Professor Martin ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?